Log ind

„Militær videnskabelighed"

#

Bestyrelsen for Det krigsvidenskabelige Selskab har diskuteret kaptajn, nu major O.H. Eggers* indlæg i sidste nummer af Militært tidsskrift, herunder specielt hans forslag til, hvad der kan gøres for at øge den »militære videnskabelighed«. Bestyrelsen stiller sig på mange punkter meget positiv til majorens forslag og beretter i sit indlæg om de første og umiddelbare resultater af bestyrelsesmødets debat.

En reaktion på major O. H. Eggers artikel

Har De læst major O.H. Eggers’ artikel i NOV/DEC nummeret om en betrængt militær videnskabelighed? Den har bud til bl.a. Det krigsvidenskabelige Selskab og dermed også til Dem

Det er vigtigt indledningsvis at gøre sig klart, at den militære videnskabelighed, som major O. H. Eggers behandler i sin artikel, er den del, som kommer til udtryk gennem artikler og debat i de danske militære fagskrifter, på foredragsaftener og i frivillige studiekredse m.v. Majoren mener, at denne del af videnskabeligheden er inde i en relativ død periode, og DKS’ bestyrelse må være enig i, at meget kunne være bedre. Det er imidlertid selskabet magtpåliggende at få fremhævet, at der jo også dyrkes en militær videnskabelighed i myndighedsramme, eksv. på vore officersskoler, specialskoler, forsvarsakademiet, forskningstjeneste og i særligt oprettede planlægnings- og studiegrupper m.v. Det er bestyrelsens indtryk, at det i denne ramme står ganske godt til med det militærvidenskabelige arbejde. Men måske kunne der gøres noget for, at endnu flere fik mere direkte gavn deraf? Nu er vel et af den militære videnskabeligheds fornemste mål at medvirke til, at vore ansvarlige chefers og politikeres beslutningsgrundlag for nuet og fremtiden bliver det bedst mulige; men beslutningsgrundlaget må gerne bygges op med deltagelse fra en bred basis af personer, som på det ene eller andet område er engageret i en »disciplineret tænkning om militære sager«.*) Jo bredere engagementet i basis er, desto mere levende og velfunderet vil den militære tænkning blive, og desto mere sikres grundlaget for sagligt rigtige valg. Og hermed tilbage til den del af den militære videnskabelighed, som netop DKS har som mål at fremme, og hvor målet søges nået ved bl.a. at invitere medlemmerne til at engagere sig i besvarelse af prisopgaver, i studie- og læsekredsarbejde, i foredragsvirksomhed og i indlæg i selskabets tidsskrift. Det er ikke første gang, at bestyrelsen har drøftet foranstaltninger, som kunne medvirke til at fremme den enkelte officers engagement i militærvidenskabeligt arbejde, men major O. H. Eggers’ indlæg har givet et ekstra incitament og en god og velkommen anledning til fornyet debat.

Majoren foreslår visse ændringer i forbindelse med udskrivning af selskabets prisopgaver. Hertil skal bestyrelsen bemærke, at prisopgaver 1976/77 er udskrevet, som det fremgår af Militært tidsskrift, SEP/OKT 76. Det er bestyrelsens hensigt år for år - foruden invitationen til at behandle de specifikke prisopgaveemner - også at invitere til behandling af et selvvalgt emne. Dette er også sket i år. Der er således mulighed for løbende at aflevere en besvarelse af et fritvalgt emne; bedømmelse vil imidlertid kun ske én gang om året. Majorens betragtninger om i det mindste i selskabets tidsskrift at omtale et indleveret arbejde, selv om det ikke findes at kunne belønnes med medalje, har bestyrelsen taget op til nærmere overvejelse. Bestyrelsen er enig i, at et indleveret arbejde aldrig er uden værdi. De regler, der er opstillet for behandling af indleverede opgaver, og som er offentliggjort i det samme nummer af Militært tidsskrift, som indeholder prisopgaveemnerne, gør det imidlertid ikke umiddelbart muligt på denne måde at anerkende en forfatters indsats. De gældende reglers hovedsynspunkt er at tilsikre anonymitet hos de forfattere, som ikke belønnes med medalje. Det forekommer imidlertid bestyrelsen at være rigtigt at overveje

- enten at optage en rent refererende omtale af modtagne arbejder alene med angivelse af det »mærke«, hvorunder forfatteren har indsendt arbejdet,

- eller efter meddelelse af resultatet af den årlige prisopgavevurdering, da fra de forfattere, som ikke tildeles medalje, at modtage bemyndigelse til at hæve anonymiteten og på navn optage en refererende omtale af de indsendte arbejde.

De to muligheder kan også kombineres, og endelig overvejes det, om en refererende og »rosende« omtale skal optages som en »belønning« efte* medaljetildeling. Resultatet af bestyrelsens overvejelser vil senere blive meddelt.

*) Michael Howards definition på den militære videnskab i et foredrag i United Services Institute for Defence Studies, 1974

Majorens tanker om emnevalg i forbindelse med studiekreasarbejde og mulighed for at oprette lokale studiekredse vil få en direkte afsmitning på bestyrelsens kommende initiering af sådant arbejde. Der er fra disse overvejelser dernæst en lige linie til overvejelserne om at supplere selskabets struktur med lokale »kontaktmænd«. I flere perioder har det været debatteret at få styrket såvel medlemstilgang som engagement gennem etablering af en sådan »kontaktmandsordning«, netop som af major O. H. Eggers påpeget. Selskabet har derfor allerede i foråret 1976 henvendt sig til Hærens og Flyvevåbnets officersskoler om etablering af en kontaktordning, og skolerne har givet en positiv reaktion på vor henvendelse. Selskabet er, medens disse linier skrives, ved at etablere kontaktmænd ved flere af landets militære myndigheder. I snæver forstand skal et sådant net af kontaktmænd medvirke til i alle tre værn at fremme kendskabet til selskabet og øge opslutningen bag dets formål. Set i et større perspektiv skal ordningen gerne indebære en udbredelse til en større kreds af de tanker og ideer, der opstår og lever rundt omkring, men oftest ikke når udover en drøftelse og diskussion mand og mand imellem. Herigennem vil ordningen også få betydning for en øget aktivering af medlemmerne til deltagelse i militærvidenskabelige arbejder. Som berørt indledningsvis pågår et betydeligt militærvidenskabeligt arbejde i myndighedsramme. Det kunne muligvis anspore til øget engagement i en bredere kreds, om noget af dette arbejde - som også berørt af major O. H. Eggers - blev bedre kendt og evt. kunne fås til rådighed som kildemateriale m.v.

Dette synspunkt har foranlediget selskabet til i Forsvarskommandoen at undersøge muligheden for, at i første række officersskoler og forsvarsakademiet hvert år måtte blive bemyndiget til at udpege én eller flere opgavebesvarelser til en bred offentliggørelse. Samtidigt overvejes det, om selskabets økonomi muliggør at udsende sådanne udvalgte arbejder som »særtryk«. Med samme baggrund har selskabet anmodet om fra forsvarsakademiet at måtte modtage et yderligere antal eksemplarer til fordeling til »kontaktmændene« af et netop udgivet katalog om »Hovedopgaver udarbejdet ved FAK efter 1970«. Kataloget indeholder - kursus for kursus - emnetekster og navne på de forfattere, som har givet en besvarelse af opgaverne. De emner, der er behandlet, berører alle tre værn, og omfatter såvel strategiske, taktiske, historiske som uddannelsesmæssige og forvaltningsmæssige spørgsmål. Et emneregister bagest i kataloget skulle kunne hjælpe den enkelte med at finde frem til netop den besvarelse, som kunne hjælpe med til at uddybe den idé, han netop går med. Kataloget findes i dag ved stabene i Forsvarskommandoen, ved de operative kommandoer, hovedparten af vore skoler, materielkommandoen, forskningstjenesten, Det kgl. Garnisonsbibliotek og ved DKS sekretær. Bestyrelsen kan meget anbefale, at man benytter den mulighed, der herigennem allerede foreligger for eventuelt at låne besvarelser ved henvendelse til FAK. Herunder skal fremhæves den værdifulde kildefortegnelse, som hver opgavebesvarelse rummer, og som også kan være af stor betydning for eget videre arbejde med et valgt interesseområde.

Som det fremgår, står visse af bestyrelsens reaktioner endnu åbne, men de løse ender vil blive fulgt op senere. Vi takker major O. H. Eggers for anledningen til - synes vi selv - en god bestyrelsesdebat. Og så er det læserens tur!

Bestyrelsen.

Artikel
Publiceret den 16. apr. 1977
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner