Ved opbygningen af det fremtidige danske forsvar, der nu er påbegyndt, kan der være anledning til at præcisere de opgaver, der er på det veterinære område inden for forsvaret.
Militærdyrlægen havde tidligere som vigtigste opgave forebyggelsen og behandlingen af sygdomme blandt hærens heste. Af disses tjenstdygtighed var for en meget stor del de enkelte enheders mobilitet afhængig. Med den tiltagende motorisering har mange været tilbøjelige til at drage den slutning, at der ikke i den moderne motoriserede hær var brug for veterinærer, idet man mente, at disse ville blive overflødiggjort ved militærhestens afskaffelse. Og så viste det sig dog i den sidste verdenskrig, der i hvert fald for de vestallieredes vedkommende så godt som udelukkende førtes med motoriserede stvrker, at der var talrige vigtige og krævende opgaver, der i mange tilfælde udelukkende kunne løses af de militære veterinære korps. De fleste af disse opgaver hører til inden for det levnedsmiddelhygiejniske område.
I den udenlandske veterinære faglitteratur, navnlig den amerikanske og den franske, har der i de senere år været publiceret en lang ra'kke artikler omhandlende den militære veterinærtjeneste under og efter den anden verdenskrig. På grundlag af nogle af disse artikler (især amerikanske) skal anføres tal, der illustrerer omfanget af denne tjeneste.
I den første verdenskrig gjorde 2243 veterinærer tjeneste i den amerikanske hær, hvor hesteantallet androg c. 475 000. 90 pct. af veterinærerne var beskæftiget ved beredne eller hestelriikne enheder, medens kim 10 pct. havde opgaver pii det levnedsmiddelhygiejniske område. — I den anden verdenskrig var der i l S. army et lignende antal veterinærer; men denne gang var 05—90 pct. beskæftiget med levnedsmiddelhvgiejniske opgaver og kun 10 —15 pot. med forebyggelsen og behandlingen af sygdomme bos de forskellige tjenestedyr (c. 24 000 heste, c. 17 000 muldyr og tusindvis af bunde).
I årene efter krigen bar den amerikanske hær haft store vanskeligheder med at få det fornødne veterinære personel, væsentligst fordi den militære løn ligger under, hvad der bydes veterinærer i det civile liv.
Fra fransk side foreligger ligeledes en ra'kke meddelelser, der gør rede for militærveterinærens arbejde i levnedsmiddelhygiejnens tjeneste.
For de øvrige krigsdeltagende landes vedkommende er oplysningerne mere sparsomme; men ved samtaler med britiske kolleger bar jeg erfaret, at disse har haft og fremtidig vil få mange opgaver på dette felt.
I Sverige arbejdes der for tiden på udformningen af retningslinier for bestridelsen af den veterinære tjeneste i forsvaret med henblik på levnedsmiddelbygiejne, og i Norge har der efter krigen været foretaget indkaldelser af de værnepligtige dyrlæger, bl. a. med deltagelse i kurser omhandlende fødevarekontrol. Veterinærofficererne står til disposition for stabe og afdelinger også med hensyn til levnedsmiddelkontrol.
Ved den danske brigade i Tyskland forrettede hærens faste overdyrlæger, overdyrlæger af forstærkningen og reservedy i læger til frivillig tjeneste efter turnus tjeneste ved brigadestaben og var væsentligst beskæftiget med levnedsmiddelkontrol.
I det følgende skal gives en fremstilling af de opgaver, der i det fremtidige danske forsvar kan pålægges og i mange tilfælde udelukkende kan løses af militærveterinærer.
En del af den veterinære tjeneste må som hidtil omfatte forebyggelsen og behandlingen af sygdomme blandt forsvarets tjenestedyr bestående af heste, bunde og brevduer.
Med hensyn til hestene vil sådanne formentlig ikke komme til at indgå i den mobiliserede hær. Om der under uddannelsesforhold vil blive anvendt heste f. eks. til fodfolkets chefer, afhænger bl. a. af størrelsen på de forskellige øvelsesterræner. Er disse for små, kan det blive nødvendigt at afholde ovelser uden for de faste øvelsespladser. Hvis der herunder ikke må forvoldes mark skade, kan chefernes anvendelse af motorkøretøjer umuliggøres, og anvendelsen af rideheste blive påkrævet.
Ridningens store karakterdannende betydning ved officersuddannelsen er i det store og hele erkendt og vil kræve et vist antal heste f. eks. ved hærens officersskole samt til brug for befalings- mænd, der har lyst og evner til deltagelse i konkurrenceridning.
Som trækkraft i garnisoner, lejre og skydeterræner har heste vist sig velegnede.
For hundenes vedkommende er det kendt, at disse i udstrakt grad finder anvendelse i fremmede hære, f. eks. den amerikanske, britiske, norske og svenske. Sidstnævnte hær disponerer over c. 20 000 hunde. Ved et besøg på den britiske War Dog Scliool i Pa- dcrborn i Tyskland i 1948 havde jeg lejlighed til at stifte bekendtskab med uddannelsen af hunde ved B. A. O. R. Englænderne regner 1 fører med 10 mand lig med 1 hundefører med 1 hund ved vagttjeneste.
Hunde kan anvendes til vagttjeneste, rekognoscering, minesøgning og sanitetstjeneste (f. eks. til hurtig opsøgning af sårede).
Anvendelsen af brevduer i forsvarets tjeneste giver ligeledes et område, hvor veterinær indsigt kan medvirke til opretholdelsen af en sund og ydedygtig brevduebesland.
Forsvarsstyrkernes kampmod og ydeevne afhænger i meget høj grad af den enkelte soldats fysiske velbefindende og tilstrækkelige ernæring. For ca. 40 pct.s vedkommende består ernæringen af animalske produkter, der for største delen er letfordærvelige. Denne del af ernæringen repræsenterer 60—70 pct. af udgifterne til fødemidlerne, og med hensyn til næringsværdien ligger procenttallene endnu højere.
Ligesom troppernes sundhedstilstand og sufficiente ernæring overvåges af henholdsvis sanitets- og forplejningskorps, må kontrollen med levnedsmidlerne — specielt de animalske — udøves af militært veterinærpersonel. Veterinærer erhverver i deres studium et grundigt kendskab til dyrenes normale og patologiske anatomi og fysiologi. Endvidere modtager veterina'rer, ene af alle, undervisning i levnedsmiddelhygiejne — specielt kontrollen med kød og mælk og produkter, der udvindes heraf.
Denne meget væsentlige del af levnedsmiddelkontrollen, der igen er et vigtigt led i den offentlige hygiejne, ligger naturligt da også hos veterinærerne, der ifølge deres specielle indsigt og uddannelse har forrangen her.
Dette forhold giver ofte anledning til udtalelser om, 1) at værnene ved deres indkøb af levnedsmidler her i landet vil modtage disse i kontrolleret tilstand eller med andre ord nyder nøjagtig den samme sikkerhed ved sådanne indkob som landets civile borgere, 2) at værnene i tilfælde, hvor veterinær assistance behøves, kan få en sådan ved henvendelse til de civile veterinærinstitutioner.
Denne betragtning gælder kun delvis i fredstid og måske slet ikke under krig. Under krigsmæssige forhold kan forsvaret ikke regne med, at den civile veterinærkontrols fredstidsmaskineri fungerer intakt. Direkte kamphandlinger eller følger af sådanne kan medføre desorganisation på dette område, og forsvaret vil da kunne komme i den situation at mangle det fornødne veterinu're personel til varetagelsen af forsvarets tarv, hvad angår kontrollen med levnedsmidlerne. Dertil kommer yderligere, at den masseforplejning, der finder sted i forsvarets kostforplejninger, medfører en øget risiko for, at eventuelle levnedsmiddelforgiftninger får et katastrofalt omfang.
Med hensyn til opnåelsen af veterinær assistance ved henvendelse til de civile veterinærmyndigheder kan en sådan besværliggøres eller umuliggøres, dels af de allerede nævnte grunde (krigshandlinger eller følge af sådanne), og dels fordi det ikke kan forventes, at den civile veterinærkontrol har en så stor arbejdsmæssig margin, at den kan stille sig til forsvarets disposition til enhver tid.
Endelig vil en sådan assistance mangle den fornødne indsigt i de specielle militære forhold.
I erkendelsen af disse forhold må det være uomgængelig nødvendigt snarest at træffe foranstaltninger til udarbejdelsen af direktiver for denne del af den veterinære tjenestes ordning og bestridelse. Ved et samarbejde mellem læge-, intendantur- og veterinærpersonel kan der så skabes sikkerhed for, at fornævnte forudsætninger for maksimal ydeevne og kampmod hos forsvarets styrker er til stede.
Samtidig kan forsvaret — udover den sanitære kontrol — med veterinær bistand lade foretage en pris- og kvalitetsmæssig kontrol, der kan få stor økonomisk betydning (udgifterne alene til hærens forplejning andrager c. 22 mili. kroner årlig).
Det er ikke hensigten her at foretage en detailleret gennemgang af denne del af den veterinære tjenestes enkelte områder, blot skal det nævnes, at udover udøvelsen af den sanitære kontrol med de til kostens tilberedning bestemte råvarer og tilberedte varer må militærveterinæren også have tilsyn med, at fødevarernes transport, modtagelse og opbevaring (evt. i kole- og fryserum) finder sted på forsvarlig måde, samt at der udvises renlighed ved al varebehandling.
I kostforplejninger og kostforplejningskommissioner vil den veterinære rådgivning og vejledning understøttet af laboratorieundersøgelser i mange tilfælde være af uvurderlig betydning.
Ved stabe m. fl. vil veterinær bistand være af betydning, f. eks. ved udbrud af epizootier (d. v. s. udbredte smitsomme sygdomme blandt dyr) i manøvre- eller operationsområder. Sådanne epizootier kan dels optræde tilfældigt, dels kan de tænkes at blive påført dyrene med hensigt (ved bakteriologisk krigsførelse).
Det er umuligt at sige noget om, hvorvidt der under eventuelt kommende krige vil blive anvendt kemisk eller bakteriologisk krigsførelse, eventuelt atomkrigsførelse.
Imidlertid er det en kendsgerning, at arbejdet med fremstillingen af stadig mere effektive krigsmidler også på disse områder fortsættes, og det er en bydende nødvendighed, at der fortsat arbejdes dels med planer og forholdsregler til beskyttelse af mennesker, dyr og levnedsmidler og dels med metoder til — om muligt — at ophæve virkningerne af disse kampmidler.
Muligheden for anvendelsen af atomenergi i destruktivt øjemed rejser spørgsmål som f. eks.:
Hvilke forholdsregler vil der være at træffe med levnedsmidler, navnlig i levnedsmiddellagre (også i køle og frysehuse), der har været udsat for radioaktive stråler? Kan sådanne levnedsmidler overhovedet bruges? I bekræftende fald: Kan eller skal de bruges straks eller først efter, at en vis afgiftning, kemisk eller fysisk, har fundet sted? I benægtende fald: Hvordan skal da destruktionen af sådanne levnedsmidler foregå?
Diagnosticeringen af bestrålingssygdomme hos dyrene — specielt husdyrene — må foretages, og foranstaltninger med dyr, der bar været udsat for bestråling med radioaktive stråler, må iværksættes. Bestrålingsdosis og eventuel tolerans hos de enkelte dyrearter må kendes samt de virkninger, som bestrålingen bar på kød og mælk af sådanne dyr. Er det forbundet med risiko at spise eller drikke sådanne levnedsmidler, og hvorledes og hvornår skal bestrålede dyr slagtes, og vil det være nødvendigt at træffe særlige tekniske foranstaltninger, der afviger fra den almindelige fremgangsmåde ved slagtning?
Påvisningen af radioaktive stoffer i foderstoffer, stalde og på marker kan være påkrævet.
Alt i alt er der i denne forbindelse en lang række områder, hvor forsvaret må kunne disponere over militært veterinærpersonel.
Af denne fremstilling ses, at der er mange og vigtige opgaver for militærveterinæren i det moderne forsvar, navnlig på det levnedsmiddelhygiejniske område, så meget mere som krigsforhold erfaringsmæssigt medfører levnedsmiddelknaplied, rationering, knaphed på konservesdåser og anden emballage, samt at behovet for letfordærvelige levnedsmidler til stadighed er stigende.
I det moderne forsvar vil det fulde ansvar for kvalitet og kondition af de til forsvarets forsyning nødvendige levnedsmidler — specielt de animalske — kun kunne pålægges det veterinære korps, der på dette område i lige høj grad vil komme til at arbejde for alle forsvarets dele.
H. H. Sass.
