Af Auditør Scharling.
Paa Auditør Eides lange Artikel i forrige og nærværende Hæfte1) skal jeg forsøge at svare saa kort som muligt, idet jeg udtrykkelig maa forvare mig imod, at Ikke-Omtale af en Paastand tages som Indrømmelse af denne.
Jeg kan ikke se, at det er lykkedes Auditøren at afkræfte Rigtigheden af de Synspunkter, jeg har fremdraget. Dommeren er ikke „hjælpeløs“ og hans Afgørelse ikke hen i Vejret, men det indførte System hviler paa den Forudsætning, at Dommeren helt igennem — ved Sagens Oplysning som ved dens Forelæggelse i Retten — haf virksom Støtte hos Auditøren. Derfor — og ikke af andre Grunde — har jeg fundet det nødvendigt at gaa nærmere ind paa Auditørens Virksomhed. Paa et enkelt Punkt mener nu Auditør Eide at have godtgjort, at det af mig i saa Henseende anførte skulde være i Strid med Retsplejeloven. Jeg har sagt, at Loven ikke forbyder Auditøren „til Vejledning for Retten at udtale sin Mening om, hvilken Straf der vil være passende, eventuelt endda i Form af en bestemt Indstilling ...“ Auditør Eide mener nu, at dette er positivt urigtigt. For det første skal det kun i Nævningesager — altsaa i et rent forsvindende Antal af Sager — overhovedet være Anklageren tilladt at udtale sig om Strafudmaalingen. Dernæst skal det selv i disse Sager ligge ganske udenfor Lovens Forudsætninger, at Anklageren skulde kunne gøre en bestemt Indstilling. Formodentlig maa Læsere, der giver sig Tid til at tænke nærmere over, hvad de læser, have spurgt sig selv: Hvorfor i Alverden skulde Anklageren ikke i alle Sager have Lov til at tale om Strafudmaalingen? Og hvis han ellers ikke har det, hvorfor i Alverden skal han saa have det i Nævningesager? Denne besynderlige Sondring beror da ogsaa kun paa Misforstaaelse af Retsplejelovens Regler.
Det særlige ved Nævningesager er jo, at Spørgsmaalet, om Tiltalte er skyldig i det Forhold, Tiltalen angaar, afgøres af Nævningerne, medens de Spørgsmaal, der i øvrigt opstaar, derefter afgøres af Retten. Dette Forhold paavirker nu paa en Række af Punkter Fremgangsmaaden ved Domsforhandlingen. Det medfører saaledes, at Anklagerens (saavel som Forsvarerens) Foredrag falder i to adskilte Dele, hvoraf den første kun behandler det, som Nævningerne skal afgøre, jfr. § 883: „dog saa vidt muligt uden at omhandle saadanne Punkter, som ikke skal forelægges Nævningerne til Afgørelse“. Den anden Del falder efter Nævningernes Erklæring og omhandler „Strafudmaalingen og andre Punkter, som ligger udenfor Nævningernes Afgørelse (§ 906). I Kapitlet om Domsforhandling uden Nævninger (§ 920) hedder det nu blot: Derefter fremstiller han [Overanklageren] sin Opfattelse af Sagen, derunder Bevisførelsens Resultater, og de vedkommende Retsspørgsmaal“. Til disse sidste hører naturligvis ogsaa Strafudmaalingen, og det er ganske urimeligt at slutte modsætningsvis fra § 906, der rigtignok kun gælder i Nævningesager2), at de deri særlig nævnte Momenter, som ikke nævnes udtrykkelig i § 920, overhovedet ikke forekommer i andre Sager.
Det tør vist hermed anses for godtgjort, at Anklageren i alle Sager har Kamme Adgang til at udtale sig om Strafudmaalingen. Med hvilken Bestemthed han bør gøre dette, afgør Loven ikke udtrykkeligt. Jeg har derfor kun sagt, at den ikke forbyder en bestemt Indstilling. Auditør Eide siger, at en saadan „vilde være noget ganske uhørt i den kriminelle Retspleje“. Om dette er rigtigt, skal jeg ikke afgøre, men i alt Fald kan hertil bemærkes, at det ogsaa er noget ganske nyt, at Straffesager forelægges Retten af en Anklager, der m. H. t. disse Sager sidder inde med en mere speciel Sagkundskab end Dommerne. I dette sidste er jeg nemlig — hvad Auditør Eide synes at overse — enig med ham. At en bestemt Indstilling dernæst skulde være i Strid med den militære Retsplejelovs vigtigste Princip: at lægge Afgørelserne i de militære Straffesager fuldtud og uden Forbehold i den civile Domstols Haand, er vel paa Forhaand tilstrækkeligt imødegaaet ved min Bemærkning Sp. 327, Anm. 2: „Det er en Selvfølge, at en saadan Indstilling i ingen Henseende er bindende for Dommeren“. Om nu den Adgang, som jeg saaledes vil hævde staar Auditøren aaben, ogsaa bør benyttes, eller i hvilket Omfang den bør benyttes, er en Skønssag. Efter Auditør Eides egne Udtalelser om Vanskelighederne ved Strafudmaalingen i disse Sager, skulde man tro, at i alt Fald nogen Vejledning maatte være nyttig og velset af Retten. De øvrige Modargumenter — saasom at Forsvareren, der ogsaa altid har Ret til at udtale sig om Strafudmaalingen, sandsynligvis vil fremsætte en anden Mening om denne, eller at Auditøren kan blive „underkendt“ — skal jeg lade ligge. De er næppe af synderlig Vægt.
Auditør Eide stiller mig — mere eller mindre direkte — forskellige Spørgsmaal, som jeg nu skal forsøge at besvare. — Om det vil være let at faa en civil Dommer til at forstaa, om de „ifølge Forholdeis Natur paaliggende Pligter“ (Straffelov for Krigsm. § 158) i det givne Tilfælde er forsømte? Eller efter samme §, om en Officer har vist „høj Grad af Mangel paa tilbørlig Indsigt til rigtig Bedømmelse af indtrædende Forhold?“ Nej, det vil i mange Tilfælde næppe være let. Det vil ofte fra Auditørens Side kræve en meget omhyggelig Udredning af de Forhold, der er Tale om. Men jeg tror ikke, at det er ugørligt5). Jeg tror heller ikke, at f. Eks. Afgørelsen af Skyldspørgsmaalet i den meget omtalte „Vigerslevsag“ har været en let Opgave for Dommerne. —
Jeg er „gaaet udenom“ det Tilfælde, at det er den usagkyndige Dommer, der har at tage Beslutning om, hvorvidt „Hensynet til Krigsforetagenders eller Afdelingers Sikkerhed eller militære Foranstaltningers Hemmeligholdelse“ kræver, at Forhandlingen skal foregaa for lukkede Døre. Jeg mener, at man kan og maa stole paa, at Dommeren, naar saadanne Hensyn paaberaabes af den militære Anklagemyndighed, vil være meget forsigtig med at tilsidesætte dennes Begæring om, at Dørene lukkes.4) Endvidere spørges, om det ikke er let at indse, at det i mange Tilfælde og under Krigsforhold i Særdeleshed vil være vanskeligt — eller rettere sagt umuligt — at anvende den nuværende militære Retspleje.
Sikkert alle kyndige vil være enige i, at denne Retspleje er uanvendelig fra det Øjeblik, da Mobilisering finder Sted. I Bemærkningerne til det Kommissionsudkast, der ligger til Grund for Loven, hedder det (i Anledning af Udkastets § 43, der i øvrigt udelodes af Regeringsforslaget og ikke er optaget i Loven): „I Krigstid vil det ventelig blive nødvendigt at fravige Lovens Bestemmelser, men at foreslaa Regler herom har Kommissionen ikke anset for paakrævet. Saadanne Fravigelser maatte naturligvis ske i Lovs Form, eventuelt ved foreløbige Love“. Dette er iøvrigt — ogsaa efter min Mening — et af de virkelig angribelige Punkter: man indarbejder en Ordning, der vil være ubrugelig i samme Øjeblik, Hæren virkelig skal bruges. Men det vedrører ikke det Spørgsmaal, jeg alene har beskæftiget mig med: hvilken Tillid kan man have til denne Retspleje under de Forhold, den er beregnet paa?
Auditør Eide er meget tilfreds med fhv. Auditør Purschels Udtalelse i Folketinget den 25’ Oktober, særlig om de Tiltaltes uheldige Stilling, og hævder, at jeg ved min Fremhævelse af, at man fra militær Side i det store og hele ikke har haft Grund til at beklage sig over de faldne Domme, ganske utvivlsomt ikke kan tale paa de Tiltaltes Vegne r>) Hvis Auditøren havde udstrakt sit Studium af Rigsdagstidende til Forhandlingerne den 28’ Oktober, vilde han være stødt paa nogle Bemærkninger af Forsvarsministeren (Sp. 788— 89) til Landsdommer Piirschel. Ministeren oplæser en Skrivelse, som han i Anledning af dennes Udtalelse har indhentet fra Generalauditøren, og hvori det hedder: „at medens et Par ved borgerlig Ret afsagte Kendelser, der nægtede Fængsling af anholdte menige, som havde gjort sig skyldige i Lydighedsnægtelse, fra et disciplinært Synspunkt maa anses uheldige og efter min Mening retslig set næppe heller er rigtige, er der ikke een af de indtil den 1’ d. M. ved de borgerlige Domstole afsagte 123 Domme, for enkeltes Vedkommende efter at være forandret ved Paaanke til højere Ret, som Militæretaten eller dé Tiltalteu) med Rette kan beklage sig over, heller ikke i Retning af for stor Mildhed eller Strenghed.“ Generalauditøren har altsaa ment at kunne tale ogsaa paa de Tiltaltes Vegne.
I sine Slutningsbemærkninger spørger Auditør Eide mig, om jeg — inden den civile Retsplejelovs Ikrafttræden — plejede at blive forundret hver Gang, en Retsembedsmand eller juridisk Professor „i Tale og Skrift i Bund og Grund nedbrød den gamle Retsplejes Autoritet overfor Offentligheden“. Jeg vil hertil svare: Hvad disse Kritikere angreb, var de Grundsætninger, hvorefter Retsplejen virkede. De krævede Offentlighed, Mundtlighed, Anklageprincip m. v., fordi de mente, at disse Principers Gennemførelse vilde give bedre Garantier for en retfærdig og i det hele fyldestgørende Retspleje. Men de sagde ikke, at Retsplejen i den gældende Form var „umulig", og at man ikke kunde have nogen Tillid til de Afgørelser, der blev truffet. De nedbrød med andre Ord ikke den gældende Retsplejes Autoritet. For det Tilfælde, at jeg ikke skulde have sagt det tydeligt nok i min første Artikel, vil jeg slutte med at sige, at det kun er Kritik af sidstnævnte Art, jeg har bebrejdet Auditør Eide, og som jeg fremdeles finder utilbørlig.
