Log ind

Militær forskning i Danmark

#

Professor Bertel Heurlin, Københavns Universitet.

Introduktion

Forskning og samfund hænger sammen. Forskningen vil afspejle et samfunds karakter og indhold. Et lands militære forskning vil normalt være præget af en række faktorer: For det første landets generelle kapabiliteter. For Danmarks vedkommende er situationen den, at Danmark er en småstat, hvis samlede kapabiliteter hvad angår befolkning, territorium, ressourcer, økonomi, militær styrke politisk stabilitet og kompetence er begrænsede. Der scores højt på de to sidste kapabiliteter og småstatsrollen er generelt ændret i den nye verdensorden efter den kolde krig. Småstaten Danmark kan nu optræde som en international, strategisk aktør. Det afspejles i forskningen. For det andet præges forskningen af landets militære erfaringer. Danske militære erfaringer har efter 1864 være så at sige nul. Erfaringerne fra den kolde krig var at forsvaret ikke mindst havde en symbolsk karakter. Der blev afholdt gigantiske militære øvelser. Der skulle ikke nødvendigvis kæmpes, men demonstreres, at man var parat. Internationalt at være placeret i en krigslignende situation som tilfældet var fra 1949 og fremefter var for Danmark en ny position, hvor der var meget lidt erfaring at trække på. For det tredje præges forskningen af de interne modsætninger i landet manifesteret i kampen mellem konkurrerende diskurser – hvis der eksisterer sådanne mere eller mindre ligestillede diskurser. For det fjerde vil den være påvirket af den til enhver tid herskende udenrigs‐  sikkerheds‐ og forsvarspolitiske doktrin. Disse to sidste forhold vil være udgangspunktet for denne redegørelse.    En yderligere dimension vil blive inddraget. Det er udviklingen i de seneste årtier i den generelle opfattelse af forskning i global sammenhæng – en udvikling, som i det fremherskende globaliserede videns‐og informationssamfund peger i retning af mere forskning, mere gennemsigtighed, mere formidling, mere kommunikation, mere netværk. Der er teknologisk og societalt tale om en forskningsrevolution.  I den sammenhæng må det betyde øget vægt på militær forskning og dermed øgede ressourcer. Det er også tilfældet i Danmark, men efter alt at dømme ikke tale om en udvikling, som står mål med tilsvarende landes indsats. Der er sket nye satsninger, men det store løft er endnu ikke set. Det centrale i militær forskning er studiet af krig, krigsforskning. Krigsforskning – war studies – kan finde sted ved at se på krigen som et isoleret fænomen, som den proces, hvor organiserede væbnede styrker fra en sammenhængende politisk enhed tørner sammen med en modstanders tilsvarende væbnede styrker med henblik på at vinde, dvs at tilføje modstanderen uacceptabel eller ubærlig skade. Kampen, krigen, fra dens begyndelse til dens afslutning bliver det centrale tema. Beskrivelse og analyse af denne proces er omdrejningspunktet. Hertil kommer selvsagt overvejelser over og analyser af strategi og taktik i forbindelse med anvendelse af de væbnede styrker – personellet og materiellet – og over forskellige former for krig. Endelig vil krigsforskning omfatte organiseringen af de væbnede styrker, sammensætning, træning, forberedelse. Forenklet er der tale om besvarelse af spørgsmålet: hvordan krig. For at kunne føre krig er våbensystemer og militære organisationssystemer nødvendige. Ikke mindst hos stormagter og mellemstore magter er forskning inden for disse teknologisk prægede områder af afgørende betydning. De har også vidgående samfundsmæssig betydning. Det var ikke uden grund, at præsident Eisenhower ved sin afgang som præsident fremhævede farerne ved det voksende såkaldte militært‐ industrielle kompleks. Danmark har ikke umiddelbart dette problem. Den teknologiske forskning har ikke været omfattende. Der har været ansatser, som vi senere skal vende tilbage til i dansk militært regi. Ikke mindst i de seneste årtier er der imidlertid vokset en ikke uvæsentlig højteknologisk forsvarsindustri op i Danmark som har knyttet stadig større forskningsenheder til sig.   Et andet centralt spørgsmål vil imidlertid være: hvorfor krig? Her vil war‐studies eller krigsforskning i snæver forstand komme til kort. Her må andre discipliner komme med ind i billedet: politisk videnskab, retsvidenskab, filosofi, sociologi, økonomi og freds‐og konfliktforskning.    At benytte tværvidenskabelige tilgange er i denne sammenhæng.indlysende. ”Hvordan krig problematikken ”– den mere snævre krigsforskning – har i det moderne Danmark primært været dyrket med udgangspunkt i en specifik tradition: den clausewitzianske. Carl von Clausewitz har været dyrket i militære kredse siden 1800‐tallet.   Men ikke forbeholdt militæret.  ”Vom Kriege” fik i 1986 en fornem dansk oversættelse med tilhørende omfattende filosofiske, videnskabsteoretiske og krigsvidenskabelige kommenter og forklaringer i et særdeles interessant trebindsværk.  Danmark kan imidlertid ikke prale af at have haft en teoretiker på linie med den store preusser, men han er blevet studeret og værdsat. Clausewitz var den første krigsteoretiker, som tog udgangspunkt i en stringent videnskabelig metode og som formulerede en fundamental tese, som forbandt krigen til den samfundsmæssige virkelighed ved at hævde, at krigen var politikkens fortsættelse med andre midler. Hvad politikken var, var det ikke Clausewitz´s ærinde at fokusere på.. Han interesserede sig for krigen som det ubønhørlige, vanskeligt håndterbare og uforudsigelige politiske middel. Skal der peges på en overordnet udvikling i dansk militær forskning må det være, at der i stigende grad er vægt på sammenhængen mellem netop politikken og den militære virkelighed. Det er bl.a. dette forhold, som bidraget her vil fokusere på. Hvor står dansk militærforskning i denne overordnede sammenhæng? En oplagt ide vil være at undersøge Militært Tidsskrift, som siden 1871 er blevet udgivet af Krigsvidenskabeligt Tidsskrift.   Tidsskriftet optager krigsvidenskabelige, krigshistoriske og sikkerhedspolitiske emner. Det er ikke forsøgt har, men vil givet aftegne et spændende og interessant billede. Man kunne også inddrage Tidsskrift for Søvæsen og flyvevåbnets tidsskrift samt militærhistorisk tidsskrift. Det vil føre for vidt. Vi vil her søge at markere milepæle og give eksempler på udviklingen i dansk militær forskning men koncentrere os om det moderne Danmark med hovedvægt på tiden efter anden verdenskrig med et kort tilbageblik for at etablere det historiske perspektiv. Det moderne Danmark blev dannet i forbindelse med ophøret af enevælden og vedtagelsen af grundloven af 1849, som indførte demokrati. Problemet for Danmark var imidlertid at nok var folkestyret blevet en realitet, men hvem var folket? Den gamle helstats befolkning, som primært bestod af tyskere og danskere – eller kun danskerne? Nationalstaten var blevet det organisatoriske svar på 1800‐tallets folkelige bevægelser og revolutioner. Nationalstaten Danmark blev sammen med Grønland og Færøerne den enhed, som det moderne Danmark så som det, der skulle forsvares – om nødvendigt med krig. Det er forskningen omkring denne problemstilling, som er genstanden for denne kortfattede, forskningen omkring denne problemstilling, som er genstanden for denne kortfattede, sammenfattende gennemgang.

Det moderne Danmark: fra krig til tilpasset neutralitet

Først præsenteres en lille oversigt over hovedproblemstillingerne for det moderne Danmarks sikkerhedspolitiske og militære udfordringer: Udgangspunktet er selvsagt krigen som løsning eller som problem. Hvad var den overordnede strategi – og hvilke centrale modstående diskurser kan identificeres?

I perioden fra 1849 til 1864 var hovedmotivet i den overordnede danske strategi, at krig ses som en helt åbenbar mulighed – både som en unilateral løsning, hvor Danmark stod alene som krigsførende på den ene side som i treårskrigen 1848‐50 og i krigen i 1864, hvor forventningerne hele tiden var, at krigen kunne blive multilateral – dvs. at Danmark blev aktivt støttet af centrale magter. Det skete ikke. I denne periode var der to konkurrerende diskurser: For det første. at sigte mod den optimale løsning og fastholde krigen som den nødvendige løsning, selv om man står alene. For det andet at sigte mod en diplomatisk line for at forhindre en katastrofe. Den første diskurs sejrede og dermed udløstes katastrofen: Op mod 40 % af kongeriget og dets ressourcer – den rigeste og mest udviklede del – blev afstået. I denne periode var den danske militærforskning primært centreret om militærhistorie‐  tidligere tiders store militære sejre og dansk militær storhedstid. Der var stort set ingen fagligt‐videnskabelige analyser, som belyste krigene. En række folkelige bøger og erindringer blev publiceret. De vægtige, centrale analyser kom først i de to følgende århundreder. Men relativt kort efter periodens udløb, nemlig i 1866 udgav en meget hurtigtarbejdende forsvarskommission et digert værk om dansk forsvar, som have med lessons learned, med nødvendigheden af en ny strategi og med et reduceret forsvar at gøre. Danmark var nu blevet meget vanskeligt at forsvare. Men et minutiøst og grundigt arbejde var blevet udført. Senere udgav generalstaben grundige redegørelser for de to krigsforløb. I 1882 bliver der udgivet et trebindsværk om treårskrigen, efterfulgt af et større værk om 1864. Det udkommer 1890‐92. I perioden fra 1864 og til 1940 var den danske overordnede strategi generelt at undgå krig – det var en unilateral politik. Men ville gøre alt for at stå uden for enhver form for krig. Andre småstater havde en tilsvarende politik. Men der blev fra dansk side ikke arbejdet på multilaterale neutralitetsalliancer mellem småstater. Danmark lå underdrejet i forhold til sin stadig mægtigere nabo, Tyskland. Der fandtes to centrale diskurser. Den ene at fremme en væbnet neutralitet, dvs at der skulle etableres et acceptabelt forsvar, som skulle sikre overlevelsen af hovedstaden gennem Københavns befæstning. På et tidspunkt var der ligefrem tale om en folkelig forsvarsbevægelse. Den anden var neutralitetspolitik, men på basis af stærkt begrænsede militære styrker med stort set kun markerende opgaver. Udgangspunktet var at stille spørgsmålet, ”Hvad skal det nytte”. Hertil kom en indflydelsesrig freds‐ og nedrustningsbevægelse, manifesteret gennem tildelingen i 1908 af Nobels fredspris til bevægelsen, Dansk Fredsforenings hovedmand Fredrik Bajer. Også efter første verdenskrig fortsatte de to diskurser – med en mærkbar svækkelse af forsvarsbevægelsen og en tilsvarende styrkelse af nedrustnings‐  og fredsbevægelsen, som kulminerede i Statsminister Staunings tale i Folkeforbundet i 1924, hvor han lancerede ideen om at dansk forsvar i traditionel forstand skulle nedlægges og erstattes af et grænsegendarmerikorps og en statsmarine.

I denne periode var militærforskningen igen karakteriseret af afgrænsede historiske studier. Det var fortiden, der blev satset på. Eksemplet er de nævnte studier om krigene 1848 og 1864. Men militært‐politiske studier indgik med stor vægt i det arbejde, som blev udført af forsvarskommissionen af 1902. Kommissionen sad i 7 år‐ men det systematiske arbejde med dansk forsvars muligheder og begrænsninger var imponerende. Betænkningen var på 820 sider og de stenografiske referater, som også omfatter faglige og videnskabelige foredrag og debatter og vidtspændende teknologiske og strategiske studier, er særdeles omfattende.1 I øvrigt var på længere sigt det afgørende kendetegn i denne lange periode, at historikere stort i vidt omfang undgik at fokusere på krige. Den var stærkt præget af den radikale moderne historieforskning, ikke mindst omkring Erik Arup, som dominerede. Det var den samfundsmæssige historiske udvikling for det almindelige menneske der skulle i fokus frem for magtens mænd. Hertil kom den samtidshistoriske forskning inspireret af P. Munch og etableringen af Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi ved Københavns Universitet i 1926. Krigsforskning var ikke et kerneområde, men der var interesse omkring Georg Cohns værker om krigsforhindring, ikke mindst baseret på begrebet neoneutralitet.2 Der var imidlertid en markant modsatrettet diskurs, den nationalistisk orienterede historieskole, som ikke mindst fremhævede krige som konstituerende for Danmarkshistorien.. Hovedmanden var den nationalkonservative Wilhelm la Cour. Et klart hovedformål med hans forskning var at styrke danskhed og øge dansk forsvarsvilje. I perioden under besættelsen 1940‐45 var det den danske strategi fortsat at undgå krig, igen ud fra rent unilaterale præmisser. Man var blevet involveret i verdenskrigen, men havde valgt at betragte den tyske besættelse som en fredsbesættelse. De to konkurrerende diskurser – på længere sigt repræsenteret ved på den ene side samarbejdspolitikken, den danske regering og senere departementschefstyret og på den anden side modstandsbevægelsen som blev tegnet af Frihedsrådet. Den ene diskurs var således den unilateralt baserede collaboration, den tilpassende samarbejdspolitik for at undgå krigens materielle og menneskelige ødelæggelser. Den modsatte diskurs var det væbnede: oprør, insurgency. Det var en slags krig på længere sigt baseret på multilateralt samarbejde, dvs samarbejde med Tysklands modstandere, de allierede. Det var den sidste diskurs som sejrede: Danmark blev i sidste øjeblik optaget som medlem af sejrherrernes klub, De forenede Nationer og der etableredes en politisk doktrin, som udmøntedes i udsagnet ” Aldrig mere en 9. april”.. Men samarbejdspolitikken blev imidlertid også legitimeret idet befrielsesregeringen blev ledet af samarbejdspolitikerne. Militærforskningen i denne periode var stort set ikke eksisterende. Der var enkelte forfattere, som tog den samtidshistoriske situation op og verdenskrigens karakter af en total krig. Igen var vægten primært på militærhistorien. Ikke mindst værker af Jens Johansen om krigen i 1864 vakte opsigt. De to værker, Dannevirke og Dybbøl, som i øvrigt blev udgivet af Generalstaben, gav et stærkt kritisk billede af den militære ledelse og krigens udførelse. Besættelsestidens store dilemmaer blev af gode grunde ikke genstand for videnskabelige undersøgelser. De kom først langt senere, ikke mindst med udgangspunkt i den store historiske – og politiske – satsning, nemlig etableringen af Udgiverselskabet for Danmarks nyere historie under ledelse af historikerprofessoren Poul Bagge. Frugten af dette arbejde blev en række værker, med klart sikkerhedspolitisk sigte. Ikke mindst Hans Kirchhoff, Henrik Nissen og ikke mindst Aage Trommer med bogen om jernbanesabotagerne gjorde sig gældende som markante forskere.  

Efter anden verdenskrig: Den kolde krig

Efter anden verdenskrig kom Danmark på sejrherrernes side og accepterede dermed sikkerhedsrådets autoritet til på medlemmernes vegne at føre krig mod internationale aggressorer. Krig var nu en legitim mulighed for at opnå international fred og sikkerhed. Umiddelbart efter opstod imidlertid en dyb og vedvarende konflikt mellem krigstidens allierede. Under den kolde krig, som brutalt splittede Europa i to dele adskilt af jerntæppet, placerede Danmark sig i den vestlige lejr: forbi var neutraliteten, forbi var ideen om et isoleret mere eller mindre afrustet Danmark. Danmark tilsluttede sig militæralliancen NATO. Strategien var nu at markere en militær forberedelse på en krig, men at krigen skulle undgås gennem multilateral afskrækkelse, herunder atomar afskrækkelse. I realiteten blev Danmark en del af den øst‐vestlige virtuelle krig, som betød en krig, der blev udkæmpet med alle midler, lige undtaget dem konkrete blodige ødelæggelse. Primært var denne virtuelle krig en krig på introduktionen af stadig mere avancerede og destruktive kernevåbensystemer. Den overordnede allierede strategi var at for at umuliggøre kernevåbenkrigen gjaldt det om at muliggøre den. Det lykkedes. Der blev ingen blodig krig i Europa. Der var to generelle modstående diskurser i koldkrigsperioden. Den ene var at lægge vægt at have et stærkt markeret forsvar så vidt muligt i bedste overensstemmelse med NATOs krav og NATOs overordnede strategier. Den anden diskurs var et alternativ forsvar, ikke provokerende, ikke mindst i form af det såkaldte defensive forsvar, det ikke‐offensive forsvar. Militærforskningen oplevede i denne periode en markant opblomstring, som betød en ekspansion af forskningsfeltet både i bredden og i dybden. Udvidelsen i bredden var en klar følge af den virtuelle krig. Anden verdenskrig havde mere nogen anden krig karakter af at være total. De krigsførende lande fremstod som gigantiske politiske, økonomiske, industrielle samfundsorganisationer som var fuldt krigsmobiliserede. Krig berørte nu nogle meget brede sikkerhedsdimensioner af socio‐økonomisk karakter. I fortsættelse af FNs sikkerhedsråd oprettede USA i 1947 sit National Security Council. Krig var ikke blot virtuel krig – krig var også fortsat reel krig – som Korea og Vietnam‐krigen viste. Men disse krige ikke direkte Øst‐Vestkrige. Det var krige ført ved stedfortræder i områder, hvor der ikke var klare interessesfæreaftaler supermagterne imellem. Fortsat var det sådan, at mellem NATO og Warszawapagtlandene blev der ikke løsnet et skud. Grunden var at kernevåbnet forhindrede krig. Det var, med Bernard Brodies karakteristik: ”The Absolute Weapon” (1946). Denne nye strategiske dimension videførtes i USA af forskere som Wohlstetter og Thomas Schelling. Dette forhold skabte en helt ny og udvidet dansk militærforskning og en vidtstrakt udredningvirksomhed. Krig var ikke nødvendigvis noget skal skulle udkæmpes, men forhindres. Det var bl.a.” virtualiseringen,” afskrækkelses dilemmaprægede logik, der skulle forskes i. Udvidelsen i dybden fandt primært sted på to områder: på den stigende teknologisering af krigsførelsen – ikke mindst gennem sensorer. Og dertil beskæftigelsen med specifikke historiske krigsbegivenheder og med specifikke krigsformer.

Det var nye internationale, strategiske udfordringer som skabte grobund for en øget militær forskning i Danmark. Interessant er det, at væksten skete ikke mindst inden for den statsligt styrede forskning og udredning. Der blev satset på anvendt forskning, det som i vore dage betegnes som strategisk forskning. Interessant var det imidlertid, at forskning af den ene eller anden art som vedrørte de overordnede militær‐ strategiske og strategiske forhold og Danmarks rolle heri ikke var specielt veludviklet. Men der var heftige debatter. Det drejer sig ikke mindst om beretningerne fra de tre forsvarskommissioner, som udkom under den kolde krig. Det var 1946‐50, 1969‐72 og 1988‐89 kommissionerne. 1946‐50 kommissionen arbejdede under vanskelige forhold: den internationale situation ændredes markant fra måned til måned. Resultatet havde intet med forskning at gøre: Det blev til et udkast til en ny forsvarslov. Men der var blevet udarbejdet meget omfattende indgående og kompetente analyser som imidlertid aldrig blev offentliggjort, da det ikke svarede til situationen i 1950. 1969‐72 kommissionen resulterede i en tynd, kort og usammenhængende beretning. Men med mange hundrede siders ofte vigtige analyser, som var fagligt funderede og pletvis havde forskningsmæssig karakter var beretningen af værdi. 1988‐89 kommissionen barslede med en større sammenhængende analyse, som var fagligt præget af, at to egentlige uafhængige sikkerheds‐  og forsvarspolitiske forskere var blevet medlemmer af kommissionen. Men beretningen blev imidlertid hurtigt overhalet af begivenhederne efter den kolde krigs afslutning.3 Dette militært betonede analysearbejde forløb delvist koordineret med det officielle sik‐ kerhedspolitiske analysearbejde. Udenrigsministeriet udgav i 1966 udredningen ”Dansk sikkerhedspolitik 1948‐66”, I‐II, som havde klar udredningskarakter og i 1970 offentliggjordes den såkaldte Seidenfadenrapport, som ud fra en sikkerhedspolitik og strategisk synsvinkel skulle analysere dansk sikkerhedspolitiks muligheder og begrænsninger i de kommende år. Rapporten skulle danne grundlag for 1969‐72‐forsvarskommissionens vurderinger. I Seidenfadenudvalget var for første gang tilknyttet sikkerhedspolitiske forskere som klart søgte at give rapporten en stærkere forskningsvinkel, et forsøg, som imidlertid delvist mislykkedes. Med en ren udenrigsministeriel synsvinkel blev der med Dyvig‐rapporten, en udenrigsministeriel udredning fra 1985,” Danmarks sikkerhedspolitiske situation i 1980´erne” søgt at etablere et fælles sikkerhedspolitisk grundlag, som kunne forene de modstående parter i fodnotestriden. Det afgørende i denne periode var, at sikkerhedspolitisk ekspertise og en gryende forsvarspolitisk og militær uafhængig ekspertise som ikke var tilknyttet den militærfaglige ekspertise i det danske forsvar i stigende grad blev tilknyttet officielle udredninger og analyser. Denne udvikling blev manifesteret ved oprettelsen af SNU, det sikkerheds‐  og nedrustningspolitiske udvalg i 1981. Konceptet var taget fra De økonomiske Råd, hvor en række eksperter under ledelse af regeringsudnævnte økonomiske vismænd på et uafhængigt grundlag skulle analysere økonomien i Danmark. Nu skulle 6 sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske eksperter – 3 fra forskningsverdenen og 3 fra administrationen afgive sikkerhedspolitiske analyser. Det blev en ganske omfattende virksomhed; der eksisterede frem til 1995, hvor SNU blev erstattet af DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut. I denne periode blev udgivet over 100 bøger og rapporter og afholdt en række seminarer og konferencer. Der var to udgivelsesformer: For det første analyser afgivet for formandskabet og forberedt af sekretariatet. Centrale analyser inden for den militære forskning drejede sig om Norden som atomfri zone, om flådestrategier, om nedrustning, om atomvåben, om INF‐ traktaten.  Den anden gruppe arbejder var bøger, antologier, opslagsværker ofte skrevet af eller redigeret af formandskabets medlemmer, som havde direkte karakter af militær forskning i bred forstand.   Men også uden for officielle kanaler blev der foretaget arbejder i strategi og forsvars‐og sikkerhedspolitik. I 1960‐erene og 1970érne var et af hjemstederne for strategiske studier den såkaldte ”Sikkerhedspolitiske studiegruppe” etableret af Det udenrigspolitiske Selskab. Her udkom en række strategiske analyser ikke mindst varetaget af den danske gruppe af personer, som var knyttet til IISS i London. Hertil kom en række sikkerheds‐  og forsvarspolitiske studier ved statskundskabsinstitutterne i København og Aarhus. Tidligere i 1960erne var der etableret en forskergruppe ved KU, som arbejdede med nedrustnings og våbenkontrolstudier og som offentliggjorde en række centrale bøger og afhandlinger. Dette arbejde blev fortsat i Dansk Udenrigspolitisk Institut oprettet i 1967, som derudover fik en enkelt videnskabelig medarbejder som bl.a. forskede i ABM‐problematikken. Det var den senere professor Nikolaj Petersen, som her indledte sin rige sikkerhedspolitiske karriere. Under den kolde krig var forskere fra de to statskundskabsinstitutter i København (Bertel Heurlin) og Aarhus (Nikolaj Petersen, Ib Faurby, Hans Henrik Holm) aktive i forbindelse med strategiske og sikkerhedspolitiske studier. Også på Odense Universitet var der strategiske studier repræsenteret ved Erik Beukels disputats om kernevåben i USSR.    Hertil kom en række interessante analyser gennemført af uafhængige forskere, af den strategiske situation, af forsvaret i Danmark og af forholdene mellem værnene. Her skal særligt nævnes Michael Clemmesen, en højtstående officer og cand.phil. i historie, som fremtrådte som en troværdig forsker og en skarp kritiker af dansk forsvar De omtalte studier kan i hovedsagen henregnes til mainstream diskursen om et Danmark, som så NATO og NATO‐strategierne som et centralt udgangspunkt. Den alternative diskurs var freds‐og konfliktforskningen, som på privat basis med en vis offentlig støtte var blevet institutionaliseret i 1970´erne ikke mindst omkring fysikeren Anders Boserup. Dette første institut splittedes imidlertid pga indre stridigheder. Men i 1985 blev der i offentlig regi oprettet et Center for Freds‐og konfliktforskning, som senere blev kaldt COPRI, Copenhagen Peace Research Institute, som fik en vis tilknytning til Københavns Universitet. Leder blev professor Håkan Wiberg, som selv stod for en række systematiske og sammenfattende undersøgelser inden for forskningsfeltet. Frygten i visse kredse for at der her ville opstå en slags ”venstreorienteret” forskning som ville producere en form for aktivistisk forskning blev gjort til skamme. COPRI endte med at koncentrere sig mere om grundvidenskabelige problemstillinger om sikkerheds‐  og forsvarsbegrebet. På et område markerede COPRI sig , nemlig i analyserne af begrebet og fænomenet defensivt forsvar eller ikke‐offensivt forsvar. En tidlig fortaler for defensivt forsvar var Anders Boserup. I COPRI blev denne rolle overtaget af Bjørn Møller. Centrale forskere var Ole Wæver, Barry Buzan og Morten Kelstrup. En række interessante udenlandske forskere var tilknyttet COPRI. Forsvaret fik ved forsvarsloven af 1950 et forskningsråd, som skulle rådgive og bistå forsvarschefen på det forskningsmæssige område. Fra 1970 oprettedes Forsvarets Forskningstjeneste, som blev en institution som i princippet havde status som et sektorforskningsinstitut. Lederen blev en civil forsker Mogens Güntelberg. Til institutionen blev tilknyttet op til 100 personer, fortrinsvis inden for de tekniske videnskaber. Der var basalt set tre formål. For det første nødvendigheden af for forsvaret at være opdateret på det teknologiske og højteknologiske område. For det andet at udføre egen forskning. For det tredje både at kunne stille op med ekspertise og erhverve ekspertise i forbindelse med deltagelse i NATOs teknologiske arbejdsgrupper. Under Güntelbergs ledelse var fokus ikke mindst på højteknologisk udvikling, herunder sensorer. Med udgangspunkt i bl.a. at imødekomme ønsker fra den socialdemokratiske forsvarsordfører Knud Damgaard – som var negativ over for ubåde og fregatter ‐ blev der i 1985 i forbindelse med forliget i 1984 oprettet en såkaldt Forsvarsministerens Rådgivnings‐ og analysegruppe, RAG, som skulle følge den våbentekniske udvikling og omsætte den i konkrete militære sammenhænge. De konkrete opgaver, som RAG skulle behandle blev således netop en analyse af behovet for ubåde, mulig anvendelse af fly til overvågningsopgaver og af landbaserede søværnsmissiler. Dertil kom analyser af anskaffelse af flådehelikoptere og af kampvogne til forsvaret af Sjælland.   Gruppen kom til at bestå af 6 personer med akademisk baggrund, heraf 3 civile. Som det fremgår, skulle gruppen fungere som en form for militærfagligt alternativ til Forsvarskommandoen.    Lederen blev Mogens Güntelberg, som samtidig var chef for Forskningstjenesten. RAG producerede på flere områder rapporter af forskningsmæssig karakter, men det blev besluttet at nedlægge institutionen i 1992. Forskningstjenesten, som havde haft fælles ledelse med RAG, blev i forbindelse med forsvarsforliget i 1999 lagt ind under Forsvarsakademiet. I 2006 blev forskningstjenesten endnu en gang ændret og decimeret og endte under forsvarets materieltjeneste. De egentlige forskningsopgaver er hermed ophørt. Den mere direkte militært orienterede forskning fortsatte under den kolde krig. Ikke mindst på det militærhistoriske område. Her kan nævnes forskere som Jens Andersen, Michael Clemmesens arbejder med forsvaret af Jylland efter 1901, Claus Bjørn bog om 1848‐ borgerkrigen, Johannes Nielsen om 1864 og ikke – i relation til sikkerhedspolitikken – at forglemme Troels Finks centrale værker om tiden før 1. verdenskrig. Den banebrydende forskning om den kolde krig selv måtte selvsagt vente til efter krigsafslutningen i 1989. Fra midten af 1990´erne begyndte konturerne af denne forskning at tegne sig.

Efter den kolde krig

Den seneste periode er perioden efter den kolde krig, hvor verden ændredes fundamentalt. Det tog nogle år før Danmark på det forsvars‐ og sikkerhedspolitiske område omstillede sig. Men i forhold til de omkringliggende lande skete det relativt hurtigt.. Udenrigsminister Ellemann‐Jensen og kort efter forsvarsminister Hans Hækkerup kom til at stå for en hidtil uset dansk sikkerhedspolitik aktivisme. Der skete hvad der er blevet kaldt en ”militarisering” af udenrigspolitikken, dvs forsvaret blev brugt som aktiv faktor i den udenrigspolitiske doktrin.4 Den nye danske strategi fjernede fokus fra at undgå krig. Nu drejede det sig om at bruge krig som en aktiv mulighed til at etablere en bedre verden. Dansk militær aktivisme skulle manifesteres gennem deltagelse i militære interventioner udført af det internationale samfund. For første gang siden 1864 blev Danmark en krigsførende nation.   Interessant nok har der i denne centrale periode ikke været nogen egentlig vedvarende konkurrence mellem divergerende diskurser. I efterkoldkrigstidens første år kunne der spores en vis uvilje i dele af forsvaret mod internationaliseringen af forsvaret ud over NATO grænserne. Men relativt hurtigt blev en diskurs dominerende: at Danmark i stigende grad skulle satse sin militære indsats på internationale operationer.    Dette kulminerede med forsvarsforliget i 2004, hvor mobiliseringsforsvaret forsvandt og forsvaret blev indrettet med internationale operationer som hovedopgaven. I de seneste år kan øjnes fremkomsten af en alternativ diskurs, som sætter spørgsmålstegn ved karakteren af og de store omkostninger ved danske militære indsats i Afghanistan med kamptropper i første linie. I perioden efter 1989 er det danske forsvar og de sikkerhedspolitiske og strategiske udfordringer for alvor taget op til analyse ikke mindst i forbindelse med forsvarskommissionerne af 1997 (1997‐98) og af 2008 (2008‐09). Der blev i forbindelse med disse to kommissioner foretaget grundige kulegravninger af dansk forsvar og gennemført analyser af den forsvars‐ og sikkerhedspolitiske situation. Resultatet af de to kommissioner blev to digre værker med adskillige bilagsbind. Forskningsmæssig ekspertise blev inddraget. I 1997 kommissionen var der tilknyttet syv civile forskere – hvor der til sammenligning i 1988‐  kommissionen kun var to. 2008‐kommissionen gav plads til fire civile forskere. De to kommissioners beretninger gav et tilbundsgående billede af forholdene i forsvaret. Der blev også gjort ihærdige forsøg på at sammenkoble forsvarets virkelighed med visionerne for og forventningerne til de danske væbnede styrker. I begge kommissionsberetninger blev der opereret med forskellige scenarier for den fremtidige internationale sikkerhedspolitiske situation, Scenarieanalysen blev kun antydningsvis gennemført i forhold til den mulige effekt på forsvarets udvikling. Men alt i alt var der mere tale om en politisk godkendelse af eksisterende forhold og forestillinger end om nyskabelser og nytænkning.

Den klareste, mest fremadrettede og revolutionære analyse af dansk forsvar på officielt plan kan ikke tilskrives de to kommissionsberetninger. Det var derimod Bruun‐rapport fra august 2003  ‐ udfærdiget af en lille gruppe embedsfolk, militærfolk og forskere. Rapporten var kort og koncis og blev ledsaget af et fortroligt K‐notat – kapacitetnotatet . Med et slag skabtes grundlaget for 2004‐forliget. Rapporten blev til i løbet af få måneder. Budskabet var, at danske væbnede styrker – fra alle tre værn skulle være deployerbare styrker, som umiddelbart skulle kunne indsættes i internationale operationer. Mobiliseringsforsvaret skulle nedlægges, værnepligten skæres ned til tre – senere fire måneder. Fra regeringens side lød dertil efterfølgende et klart budskab – antallet af konstant deployerede soldater skulle fordobles fra 1000 til 2000 mand, uden en forøgelse af budgettet. En tilbundsgående analyse af dette mål og dets implementering er ikke foretaget. Den militære forskning undergår i denne periode fundamentale ændringer. Fra primært at være historisk orienteret og fra at være orienteret i retning af strategiske studier med henblik på, hvordan krig kan undgås og hvordan den virtuelle krig udvikler sig rettes fokus nu ikke mindst mod krigsførelsen, mod det forhold at Danmark bliver krigsførende. Dermed fokuseres også på den teknologiske udvikling og ikke mindst mod de dimensioner der hænger sammen med Revolution in Military Affairs og COIN, Counterinsurgency strategier og taktikker.. Samtidig finder en forskning sted som i stigende grad tager krigen op som begreb og undersøger dets videnskabsteoretiske og historiske forudsætninger. Fænomenet og begrebet de nye krige bliver genstand for ofte dybtgående studier (Gorm Harste, Mikkel Vedby Rasmussen, Bertel Heurlin)   Denne udvikling afspejledes forskningsmæssigt både institutionelt og i den individuelle forskning. På det institutionelle område er situationen den, at freds‐ og konfliktforskningen i COPRI blev mere og mere fokuseret på brede sikkerhedsdagsordener og på ændrede internationale relationer med fremhævelse af teoridannelser. COPRI blev arnestedet for en ny International relations‐skoledannelse: The Copenhagen School med Ole Wæver og Barry Buzan som ankermænd.   Udgangspunktet var securitization‐teori og teorien om regionale sikkerhedskomplekser. Freds‐og konfliktforskningen forsvandt helt med den store sammenlægning i 2002 af ”DUPI 2” (se nedenfor), COPRI, Center for Udviklingsforskning og Center for Holocaust‐forskning til DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. ”DUPI 2” fra 1995 var for så vidt en nydannelse. Man slog så at sige det stadig mere finansielt udsultede lille institut DUPI (”DUPI 1”) sammen med SNU, som havde fået en reputation for centrale og væsentlige udredninger baseret på eksisterende forskning. Som det hedder i en vurdering: ”Styrken ved SNU‐udredningerne var, at man – dvs forskere sammen med embedsmænd ‐ via diplomatisk sprogbrug og forsigtig saglighed fik etableret fremstillinger, som parterne mere eller mindre kunne enes om at tage som udgangspunkt for deres diskussioner”. Politikere og debattører kunne så på dette grundlag, som ikke fremstod som monopolforskning,” være uenige på et højere niveau”. 5 Centrale udredninger efter den kolde krig var således ”Danmark efter den kolde krig” (1993), ”Dansk og Europæisk sikkerhed” også kaldet WEU‐rapporten(1995), ”Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945‐68”, fra 1997. Udredningsaktiviteten fortsatte i den nye” DUPI 2” ‐ konstruktion fra 1995. Den var baseret på to afdelinger, udredningsafdelingen og forskningsafdelingen med hver sin chef. I praksis fik denne konstruktion succes. Udredningerne fortsatte med” Humanitær Intervention” fra 1999 som en central publikation, som fik international anerkendelse. I forskningsafdelingen så en række værker af forsvarsmæssig karakter dagen lys , en aktivitet som øgedes, da DUPI fik tillagt en bevilling fra Forsvarsministeriet med henblik på forskningsrapporter og arbejder inden for forsvars‐  og sikkerhedspolitik, hvis udformning blev aftalt mellem institution og ministerium. Her etableredes det første spæde officielle forsøg på snævert at sætte forsvars‐  og sikkerhedspolitikken ind i en uafhængig forskningssammenhæng med udgangspunkt i problemstillinger og aktuelle områder, som forsvarsministeriet anså for centrale. Der var klart tale om anvendt forskning, uden at den blev styret udefra.  En række vigtige arbejder ikke mindst af Mikkel Vedby Rasmussen, Peter Viggo Jakobsen, Sten Rynning og Bertel Heurlin skal nævnes i denne sammenhæng. Denne aktivitet med støtte fra forsvarsministeriet blev fortsat under den nye store forsknings‐ og udredningsinstitution, DIIS. Inden for dette område er der udkommet et stort antal spændende publikationer, både bøger, rapporter og briefs og afholdt centrale konferencer og seminarer. Ikke mindst er der lagt vægt på terrorforskning og på internationale udviklingslinier inden for sikkerheds‐  og forsvarspolitik. Af udredninger skal specifikt nævnes skal den store udredning fra 2005, ”Nye trusler og militær magtsanvendelse”. DIIS blev en meget stor institution, hvor opdelingen forskning og udredning på længere sigt blev udvisket. Det skete ikke mindst i sammenhæng med den meget store udredning, ”Danmark under den Kolde Krig”, I‐IV, som udkom i 2005. Udredningen, som beskæftiger sig ikke mindst med militære trusler mod Danmark, var oprindeligt bestilt under regeringen Nyrup Rasmussen, men kommissoriet blev udvidet under regeringen Fogh Rasmussen. Det bemærkelsesværdige ved denne store udredning var det klare metodiske, begrebsmæssige og teoretiske grundlag, som gjorde denne store fremstilling, hvor en række forfattere medvirkede, vægtig og sammenhængende. Den hovedansvarlige for konceptet og udarbejdelsen var den skarpe og omhyggelige forsker og tidligere udredningschef Svend Aage Christensen. Værket blev blandet modtaget, med heftig ofte mindre begrundet kritik fra militærfaglige kredse. Clemmesen udgav efterfølgende sin sammenhængende kritik af rapporten. Skønt værket blev afgivet med bestyrelsens godkendelse, var der ikke megen støtte at hente fra denne i den efterfølgende kritik, som i øvrigt bevirkede, at der efterfølgende officielt blev bestilt en slags modstykke til udredningen. Udredningen gav sammen med kritikken mod en senere EU‐udredning dødsstødet til den gamle tidligere velfungerende SNU‐ samfundskontraktlignende konstruktion mellem udredning og forskning. Perioden efter den kolde krig har således været præget af kampen om historien om den kolde krig. Ud over den institutionelt prægede forskning skal der peges på Bent Jensens store fremstilling ”Bjørnen og haren” fra 2000. Kjeld Hillingsøe udgav i 2004 sin version af den kolde krig i fremstillingen ”Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud”. Hertil kommer historikeren Carl‐Axel Gemzells banebrydende arbejder om Warszawa‐pagtens militære planlægning rettet mod Danmark. Wilhelm Christmas‐Møller har i bogen ”Obersten og Kommandanten” givet en fornem skildring af efterkrigstidens militære efterretningstjeneste. Sociologen Henning Sørensen har som en af de få beskæftiget sig dansk militær i militærsociologisk sammenhæng. Som sidste skud på stammen i feltet uafhængig forskning og udredning på det forsvarsmæssige og det sikkerhedspolitiske område må nævnes etableringen af DIMS, Dansk Institut for Militære Studier. Her genopstod ideen om en uafhængig forskning på det sikkerhedspolitiske – og ikke mindst det militære område war studies. Der kan opregnes mange begrundelser for etableringen af DIMS. Det var åbenbart, at Danmark – i modsætning til nordiske og europæiske ligesindede naboer – aldrig har satset afgørende på omfattende militære forskningsinstitutioner.    I forbindelse med udviklingen af et globalt informationssamfund, som i sidste instans er forskningsbaseret og i forbindelse med nye og centrale diskurser for fænomenet og begrebet krig og endelig i forbindelse med den danske militært‐aktivistiske politik, som pegede på et behov for tilbundsgående forskning og analyse af et nyt Danmark i den ny internationale orden, måtte meget pege på, at der virkelig var en klar mangel i dansk forskningssatsning. Der var enkeltpersoner og grupperinger, som arbejdede med disse forhold. Men skabelsen af en egentlig kritisk masse af forskere inden for war studies og tilsvarende kunne i stigende grad af beslutningstagerne ses som en nødvendighed.   DIMSen har givetvis mange fædre. Flere politikere og forskere har presset på, og på de indre linjer har generalmajor Karsten Møller givetvis haft en rolle. Selve den konkrete organisering blev varetaget af Michael Clemmesen. DIMS blev oprettet i forbindelse med forsvarsforliget af 2004. Formålet var ‐ med det noget knudrede og kompromistunge sprog ‐ ” at etablere en uafhængig forskningskapacitet i relation til sikkerhedspolitik og med vægt på forsvarspolitik, som organisatorisk placeres ved Forsvarsakademiet”.  Det blev til Dansk Institut for Militære Studier som skulle være en uafhængig, faglig beæredygtig forskningskapacitet. Der skulle med udgangspunkt i danske forhold leveres aktualitetsbaserede analyser og langsigtede forskningsprojekter ” af det militære instruments placering, funktion og rolle i sikkerhedspolitik”. Herudover skulle DIMS styrke informationsvirksomheden om forsvars‐  og sikkerhedspolitik, deltage i den offentlige debat om aktuelle relevante emner samt selvstændigt generere debat om relevante emner. Der blev bevilget otte mio. kr. om året og der skulle være ti årsværk, heraf skulle tre være officerer og de øvrige civile forskere og studentermedarbejdere.   Bestyrelsen var et styringsråd med tre personer fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DIIS og tre fra forsvaret. Formand for rådet blev professor Bertel Heurlin og chefen for DIMS blev lektor, ph.d. Mikkel Vedby Rasmussen. DIMS var et spændende eksperiment. Starten tog sin tid – og DIMS blev først fuldt operativt fra januar 2007. Der var almindelig enighed fra politisk og officielt hold om, at DIMS på alle måder levede op til de stillede krav. En række centrale, solide og veldokumenterede rapporter og originale forskningsarbejder blev offentliggjort.   DIMSs medarbejdere deltog som forudset hyppigt og markant i den offentlige debat og var klart medvirkende til at generere debat om forsvarspolitiske emner. Men netop dette sidste område, nemlig DIMS´ medieaktiviteter gav problemer. Ved forligsforhandlingerne i 2009 blev DIMS fremtid taget op Det besluttedes at undersøge om DIMS mere hensigtsmæssigt kunne placeres ved et universitet. Efter en effektiv udvalgsbehandling blev der generel enighed om at DIMS med et let ændret mandat skulle fortsætte sine aktiviteter som et center, Center for Militære Studier, under Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Stillingen som centerleder med position som professor blev besat med Mikkel Vedby Rasmussen, som må betragtes som en af de førende forskere i Danmark på det militære og strategiske område. Der  er nu  indgået kontrakt om myndighedsbetjening af forsvarsministeriet, som også formidler særlige ønsker fra forligspartierne, om områder, der skal analyseres. I de kommende år skal der fokuseres på følgende områder: 1. NATO – i strategisk og operationel sammenhæng, 2. Samtænkning, kapacitetsopbygning og global regeringsførelse, 3. global infrastruktur og 4. udviklingstendenser inden for Kinas sikkerheds‐ og forsvarspolitik. Institutionelt er der klart oprustet inden for den militære og sikkerhedspolitiske   forskning. Ved Institut for Statskundskab er oprettet et grundforskningscenter, CAST, Centre for Advanced Securty Theory, som efter international bedømmelse har fået tildelt 19 mio. kr. over fem år. Centret ledes af professor Ole Wæver . Blandt de mange emner er en række centrale dimensioner i forbindelse med terror og terrorbekæmpelse taget op. Hovedområderne er fokus på risici, farer, trusler som begreber og fænomener. Københavns Universitet er desuden knyttet til større projekter som ”Challenge”, som beskæftiger sig med europæisk sikkerhed og til et større sikkerhedspolitisk program med ni andre topuniversiteter (IARU). Men samtidig kunne der konstateres en stærkt øget aktivitet fra enkeltpersoner inden for den militære forskning. Professor Nikolaj Petersen havde længe beskæftiget sig med danske militære forhold. I 1979 havde han udgivet ” Forsvaret i den politiske beslutningsproces” og senere indgående beskæftiget sig med Danmarks forhold til NATO. Senere er kommet en række sikkerheds‐  og forsvarspolitiske studier. Ikke mindst om Grønland. Forsvarspolitik er indgående behandlet i hans vægtige bidrag til Dansk Udenrigspolitisk Historie, bind 6 – 1973‐2003.  Andre forskere ikke mindst Paul Villaume har bidraget substantielt til forsvarsstudier – ikke mindst disputatsen ”Allieret med forbehold” fra 1995 og hans bidrag til Dansk Udenrigspolitisk Historie ”I blokopdelingens tegn, 1945‐72”.

Sammenfattende må det siges, at dansk militærhistorie er fint analyseret i det store seksbindværk, som for tiden fra 1914‐45 med stor indsigt er skrevet af Bo Lidegaard. I 2008 udkom et andet hovedværk, som direkte fokuserer på dansk forsvar og militære forhold. ”Danmarks Krigshistorie” i to bind, 2008. Denne udgivelse afspejler det store skel for dansk militær forskning, som afslutningen af den kolde krig – og den gradvise udvikling som den danske globale danske aktivisme gennemgår. Forfatterne, som er blandt de førende danske militærforskere, gør også i forordet6 op med det radikale historiesyn, som var gældende ikke mindst i første halvdel af 1900‐tallet. Det er en tilgang, som ikke mindst er inkarneret i P. Munch, som selv var forsvarsminister – og som nøje har beskrevet sin samfundsopfattelse i sit bindtunge erindringsværk. Denne generelle diskurs medførte, at de ikke var særligt fremmende for karrieren for unge historikere at beskæftige sig med krigen som fænomen og historisk objekt. Dansk Krigshistorie er et vigtigt udtryk for nye indsigter i forholdet mellem krig og samfund. Interessant i denne sammenhæng er det at iagttage den generelle tendens til øget interesse for at analysere krige også i historisk dimension. Man kan blot henvise til værker af fx Tom Buk‐Swienty og hans bogsucceser ”Slagtebænk Dybbøl ”og ”Dommedag Als”. Det er i denne sammenhæng værkets bind 2, som har særlig interesse: Det er skrevet af de meget vidende, solidt argumenterende og omhyggelige forskere Ole L. Frantzen, Michael Clemmesen og Thomas Wegener Friis. Her præsenteres en nuanceret og fin analytisk fremstilling af udviklingen af og anvendelsen af dansk forsvar i relation til både de internationale og til de nationale vilkår. Bogen giver også en glimrende oversigt over den militære forskning i Danmark. Et andet omfattende værk fortjener omtale. Det er bogen ”Ved forenede kræfter. Forsvarets øverste militære ledelse. Forsvarschefembedet og forsvarets udvikling 1950‐ 2000.” Værket er et jubilæumsskrift, og teksten er udarbejdet af en komite bestående af højtstående officerer, bistået af en civil forsker, Ib Faurby. Hovedredaktøren er tidligere Forsvarschef Jørgen Lyng. Bogen er en meget omhyggelig gennemgang af udviklingen af ledelsen i dansk forsvar men også af dansk forsvar generelt i 50 år. Der er velafvejede analyser og bogen fungerer glimrende som opslagsværk ikke mindst om de indre linier i dansk forsvar. Perioden er som nævnt præget af historiske studier af både sikkerhedspolitisk karakter og egentlig militærhistoriske værker. Her kan nævnes arbejder af Hans Branner, Knud Larsen, Johannes Nielsen, John T. Lauritzen, P.E. Ancker og Hans Christian Bjerg. Bjerg står for en række marinehistoriske værker. Blandt de mest markante forskere er igen Clemmesen, som ud over sin deltagelse i Dansk Krigshistorie har skrevet en række vigtige arbejder om nyere og nyeste dansk forsvarspolitik. Herudover er han en ivrig debattør inden for området. Det er karakteristisk, at der kun er meget få debattører, som hører til den aktive del officersprofessionen.  Men der er enkelte højtstående officerer, som deltager indgående med vægtige indlæg i debatten om og undersøgelsen af dansk forsvar. Dette er i modsætningen til fx udenrigstjenesten, hvor ingen aktive personer skriver om aktuel udenrigspolitik. Nævnes kan Lars Møller, som har udgivet flere markante bøger som beskriver og debatterer dansk militær indsats og militær organisation. Nævnes kan ”Operation Bøllebank” og hans seneste bog ” Vi slår ihjel”, som tilmed bygger på hans egne fagligt baserede interviewundersøgelser. Poul Dahl har ligeledes skrevet beretninger om sine operative erfaringer. Et karakteristisk træk er krigslitteraturen, som i de seneste år dukker op i boghandlernes udstillinger. Her er primært tale om dels journalisters beretninger om krigene, ikke mindst i Afghanistan. Et markant eksempel er Kim Hundevadts bog, ”I morgen angriber vi igen”. Dels om soldaters beretninger fra deres oplevelser og erfaringer i felten. Den mest omtalte af disse bøger er Thomas Rathsachs bog ”Jæger”, som drejer sig om hans erfaringer som tilhørende forsvarets specialstyrker. Der blev som bekendt nedlagt forbud mod offentliggørelsen, et forbud, som senere er ophævet. Blandt erindringslitteraturen skal også nævnes tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup. Han tager handsken op fra P. Munch med sin bog ”På skansen”, hvor han skildrer sine oplevelser som forsvarspolitiker og forsvarsminister. Jørgen Estrup har skrevet om forsvarspolitik set fra en politikers synsvinkel. Et særligt dilemma gør situationen vanskelig for en institution som Forsvarsakademiet. Forsvarsakademiet har i de seneste år været præget af at skulle vælge mellem at satse på at blive en universitær institution i war studies, således som tilfældet er i de fleste lande, som Danmark sammenligner sig med. Højeste grad af viden, information og en øget akademisering er en bydende nødvendighed for et moderne forsvar. Samtidig har dansk forsvar været presset.    Den konkrete krigsførelse har øget behov for uddannelse og for indførelse af det mest hensigtsmæssige men også mest højteknologiske materiel. Det har medført, at forsvarsakademiet må lægge øget vægt også på konkrete militære operationer. Forsvarsakademiet har skullet levere undervisning på højeste praktiske militære niveau, men har ikke samtidigt kunne leve op til forskning på højeste militært videnskabelige niveau.   Der findes selvsagt habile forskere på FAK. Institut for Strategi, på Institut for Ledelse og organisation, og ikke mindst Center for Militærhistorie og flere andre institutter har vist at kunne levere solide og gode faglige arbejder. På det, der minder om udredningsområdet, kan nævnes bogen ”Internationale operationer i Fokus” fra 2006. Men kvantitativt og kvalitativt har FAKs forskningsresultater ikke scoret højt. En række unge forskere er på vej og har allerede markeret sig, herunder Katrine Nørgaard, Flemming Splidsboel, Liselotte Odgaard og Peter Dahl Truelsen. FAK har i en kortere årrække haft et center for Kinaforskning, som imidlertid nu er under afvikling. Kim Nødskov har i 2010 publiceret en interessant bog om kinesisk forsvarspolitik. Opgaven for en bredere Kinaforskning er med henblik på koordinering og initiering af ny forskning er fra 2011 overgået til CMS. Der hvor der er tale om egentlige nybrud er at finde i fortrinsvis politologiske arbejder om den danske sikkerheds‐ og forsvarspolitiske position i den nye verdensorden efter den kolde krig. Her optræder en række yngre forskere, som interessant nok for de flestes vedkommende har været eller er knyttet til de mange forsknings‐og analyseinstitutioner uden for universiteterne og som også gør sig gældende som analytikere i medierne og for nogles vedkommende også som debattører. Her er markante forskere som Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet, Statskundskab, Birthe Hansen, som har været medlem af seneste to forsvarskommissioner og som beskæftiger sig med strategi‐ og teoriudvikling, Hans Mouritzen, med sikkerhedspolitik og udenrigspolitik med en neo‐geopolitsk tilgang. Hertil kommer en række originale studier primært vedrørende NATO og dansk tilknytning til militær integration som produceres af professor Sten Rynning og Jens Ringsmose fra SDU. Også NATO er hovedemnet for arbejder af Kristian Søby Kristensen fra CMS. Nævnes skal også Henrik Ø. Breitenbauch og forskere, som i særlig grad beskæftiger sig med krigens love og militær etik. Her kan nævnes Anders Henriksen og Kenneth Buhl. En spændende filosofisk, begrebsmæssig tilgang findes hos Gorm Harste, Aarhus Universitet. Fra Statskundskab i Aarhus skal også næves den sikkerhedspolitiske forsker Tonny Brems Knudsen, som ikke mindst har skrevet om fredsbevarende styrker. Robert Petersen og Jeppe Trauntner har også arbejdet seriøst med dansk forsvarspolitik.

KONKLUSION

Udviklingen peger klart på to forhold inden for dansk militær forskning: For det første at med Danmark som krigsførende nation med kamptropper i første linie vil der være behov for en forskning, der fokuserer på udformningen af militære operationer i specifikke omgivelser, hvor der ikke findes en front og hvor fjenden er vanskelig at identificere. Der vil være behov en forskning i forbindelse med nye krige, nye risici i retning af de karakteristika, som den britiske militærmand og forsker Rupert Smith har peget på.. De kan sammenfattes i problemet:” War among the people.”7 For det andet betydningen af den konkrete situation, hvor der er enighed om, at der ikke er nogen konventionel militær trussel mod Danmark og at det danske forsvar dermed ikke skal forsvare dansk territorium, men har sin eksistensberettigelse ved at kunne levere deployerbare styrker til konfliktfyldte områder i verden, hvor det internationale samfund har besluttet at intervenere militært. Dvs at Danmark er i en situation ‐ i modsætning til den kolde krig, hvor fjenden var klart defineret, synlig og konkret men nu uforudsigelig, udefinerbar og usynlig – som betyder, at der nu i realiteten frit kan vælges militære indsatsområder. Denne frihed understøtter selvsagt den demokratiske proces: der er klare valgmuligheder og befolkningen bliver i stigende grad direkte involveret gennem de menneskelige og materielle, økonomiske ofre, der er nødvendige, når der føres krig. Det skaber behov for øget gennemsigtighed og for direkte demokratisk involvering i de militære processer. Det er to afgørende forhold, som præger og i stigende grad vil præge den militære forskning. Denne sammenfattende fremstilling viser at der eksisterer en sammenhæng mellem den officielle danske strategi og dansk forskning i militære forhold. Den viser også, at forskningen afspejler konkurrerende diskurser om hvordan dansk forsvar bør indrettes. Forskning fremmes ved officielle bevillinger og institutioner. Med Danmarks nuværende internationale placering hvor en central målsætning må være at undgå en dansk marginalisering på globalt niveau, er øget vægt på forskning en klar udvej. Det må overvejes om dette ikke også gælder dansk militær forskning.

Anvendt litteratur

Due‐Nielsen, Carsten, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen, red. 2003, ”Dansk Udenrigspolitiks Historie”, 1‐6, København: Danmarks Nationalleksikon.  Hvert bind afsluttes med overordnet litteraturgennemgang. Wæver, Ole, red. 2007, ”Strategiske Studier og tænketanke”, særnumer af Militært Tidsskrift, 2, juli 2007. Heurlin, Bertel,1981,”Sikkerhedspolitisk ekspertise i den danske politiske proces”, Økonomi og Politik, årg.55:3, pp 272‐290. Jespersen, Knud V. og Ole F. Frantzen, red. 2010, (2. udg.) ”Danmarks Krigshistorie”, København:Gad. Indeholder overordnet litteraturgennemgang.

Fodnoter

1 Hans Chr. Bjerg,”Forsvarskommissioner i Danmark gennem 125 år”, med kommentarer af Bertel Heurlin, i Sørensen, Henning (1991),”Forsvar i forandring”, Gylling: Samfundslitteratur, p.7‐24.

2 Se fx Heurlin, Bertel (2009),”Krig og fred i det 21. århundrede”, Gylling: Samfundslitteratur, p.118.

3 Se bl.a. Heurlin, Bertel (2004)”Riget, magten og militæret” , Aarhus: Magtudredningen.  

4 Heurlin, Bertel (1997),”Dansk forsvarspolitik. En ny verden – en ny forsvarspolitik”, Fokus, nr 5, København:DUPI.

5 Wæver 2007:122.

6 Se Militært Tidsskrift, 1, september 2009: 109.

7 Smith, Rupert (2005),”Utility of Force”.