Log ind

Militær faglighed - det er da den eneste faglighed!

#

Militær Faglighed – det er den eneste faglighed!

I Observationen ”Militær faglighed - det er da den eneste faglighed, ik'?”, bragt på krigsvidenskab.dk 14. oktober 2019, advarer kaptajnerne Kristian Soelberg og Alexander Tetzlaff mod, at et ensidigt fokus på militær faglighed som grundlag for den militærfaglige rådgivning dels risikerer at frembringe urealistiske og useriøse oplæg, og dels at militærfaglige personer derved risikerer at blive marginaliseret eller ligefrem erstattet i fremtidige sikkerhedspolitiske beslutningsprocessor. Det er virkelig nedslående. Heldigvis har de to skribenter en løsning klar: Der skal blot gives plads til kreativitet, anderledes tankegang og andre fagligheder, som favner dét, den militære faglighed ikke gør.

Jeg har ikke den fornødne indsigt i kvaliteten af den militære rådgivning, der ydes, samt i hvilket omfang militære fagpersoner negligeres, så det kan jeg af gode grunde ikke kommentere på. Omvendt kan det ikke være nogen overraskelse, hvis den militære faglighed, der af skribenterne sættes i sammenhæng med ”konformitet, social reproduktion og indforståethed”, ignoreres af politiske beslutningstagere. Hvem vil nogensinde lytte til ”urealistiske og useriøse oplæg”? Svaret er naturligvis åbenlyst og følger efter min overbevisning, som en logisk konsekvens af, at de to skribenter ikke har behandlet militær faglighed, men derimod noget der i langt højere grad minder om militær inkompetence. Sat op imod dette er alt jo en forbedring, herunder også forfatternes forslag. I denne artikel vil jeg derfor gerne fremhæve et andet perspektiv på, hvad militær faglighed kan være, samt hvordan den kvalificerer den militærfaglige rådgivning.

Militærfaglig rådgivning

I mangel af indsigt tager mit argument udgangspunkt i følgende forudsætning omkring den militærfaglige rådgivnings formål og indhold: Militærfaglig rådgivning på politisk-strategisk niveau har til formål at tilvejebringe hele eller dele af et beslutningsgrundlag for (politiske) beslutningstagere. Ultimativt med anbefalinger til, hvorledes rigsfællesskabet kan sikres mod aktuelle og potentielle trusler. Dette reciprokke forhold går igen på det militære niveau, hvor rådgivningens indhold og anbefaling er bestemt ved endnu et beslutningsgrundlag, der her er synonymt med Commanders Critical Information Requirements (CCIR). CCIR dækker over den viden om trusler og egne kapaciteters muligheder, der er nødvendig for at kunne træffe en beslutning om en handling. Eksempelvis generering af styrker, styrkedesign, indsættelser i nationale og internationale operationer, etc. Ekstremt forenklet er der tale om simpel balanceringsøvelse, hvor egne nuværende eller ønskelige kapaciteters potentiale, inden for en given acceptabel risikomargen, blot skal modsvare truslerne. I virkeligheden er det dog en uendelig øvelse, da hverken trusler eller værdien af egne kapaciteter kan bestemmes med vilkårlig nøjagtighed. Det første ville kræve evnen til at forudse fremtiden og det andet, at militære kapaciteter skulle være afgrænset til et strengt objektivt fænomen. Værdien af en kapacitet afhænger af dens evne til i en given situation at løse en taktisk opgave. Dette kan også udtrykkes som kapacitetens kampkraft, der er et velkendt begreb fra de operative overvejelser. Kampkraft er som bekendt aldrig absolut, men derimod altid relativ til netop opgaven og situationen. Sidstnævnte, der også kan kaldes for de situationsdannende faktorer, indeholder forhold omkring terræn, vejrlig, aktører og modstandere – det som kampkraften groft sagt udfoldes i og imod. For at kunne rådgive om eksempelvis opgaver til Forsvaret, hvilke kapaciteter Forsvaret skal råde over, eller hvordan allianceforpligtigelser indfries, er det altså nødvendigt, at vide noget om kampkraft – kvaliteten af den militærfaglige rådgivning afhænger ligefrem af det.

Den militære faglighed

Til trods for, at kampkraft er et centralt element i den operative overvejelsesmodel, så er det ikke blandt de bedst definerede begreber i den danske doktrin. Betydningen springer dog ud af den kontekst, hvori doktrinen, eksempelvis Feltreglement I, omtaler og anvender begrebet. . Kampkraft er en plastisk størrelse, der er opbygget af mange forskellige materielle og immaterielle bestanddele, der almindeligvis kan rubriceres inden for krigsførelsens kredsløbs tre af hinanden afhængige elementer; doktrin, organisation og teknologi. Den er således et sammensurium af egenskaber ved eksempelvis rifler, fly og kommunikationsudstyr. Soldaters kompetencer og førerpersonellets lederevner og risikovillighed. Korpsånden og fædrelandskærligheden. Fysisk og psykisk robusthed samt doktrinens formålsorienterede principper for løsningen af (taktiske) opgaver. Og meget mere. Det væsentligste er, at kampkraften ikke er summen af enkeltdelenes  egenskaber, men derimod, og i højere grad, et resultat  af deres indbyrdes relation og sammenspil samt helheden og delenes gensidige påvirkning. Hvert element er hinandens forudsætning, hvorfor intet kan siges at have forrang frem for noget andet. Doktrinen skal dog alligevel fremhæves. Ikke fordi den er vigtigere – den er i sig selv værdiløs – men fordi den giver retningen for de to andre elementers anvendelse og dermed også for, hvordan soldater og førere bidrager til udviklingen af kampkraft. I den sammenhæng er doktrin ikke synonymt med dogmatik – tværtimod. Feltreglement I, og sikkert også lignende doktrinpublikationer fra de andre værn, fremhæver og beskriver netop asymmetri, fleksibilitet, overraskelse, den manøvrebaseret tilgang mv. som grundlæggende vilkår og principper for militære operationer. Dette kræver altså, at den militære fagperson må besidde egenskaber såsom opfindsomhed og mental agilitet, for ikke at forbryde sig mod doktrinen og derved risikere et livsfarligt tab af initiativ på såvel taktisk som strategisk niveau.

Forståelsen af hvordan mange forskellige variabler indgår i et sammenhængende kredsløb, der vekselvirker på kryds og tværs af helhed og del, samt hvordan dette, startende fra den enkelte soldat og op til store formationer, påvirkes af terræn, vejrlig, intelligente fjender, fare og friktion, er essensen af den militære faglighed. Den opbygges ikke ved teoretisering alene, men må erfares i den daglige geledtjeneste, gennem øvelser og i nationale og internationale operationer. Den suppleres af studier af krigshistorien, der dels perspektiverer egne erfaringer, og dels giver indsigt i andres erfaringer Det er sådan, at noget må sanses, noget må tænkes og andet må føles. Jo bredere erfaringsbasen er, i forhold til løsning af forskelligartede opgaver i forskellige situationer, jo mere velargumenterede kan en vurdering, af den endnu ikke aktualiserede kampkrafts potentiale i forhold til en fremtidig opgaveløsning, være. For at kunne vurdere potentiale, må man altså have erfaring med det aktuelle og konkrete. Vurderingen af kampkraft er derfor heller ikke et rent subjektivt foretagende, men derimod et komplekst ræsonnement, hvor både induktive erfaringer og deduktive teorier indgår i skiftende blandingsforhold. Af samme grund er kampkraft heller ikke et strengt objektivt fænomen. Den er ikke derude i ”virkeligheden” før at en militær fagperson, der i sig selv er en del af kampkraften, akkurat forholder sig til netop denne. Forskelle i erfaringer kan derfor sagtens føre til komplementære vurderinger, der kan virke modsatrettet, men som blot fremhæver andre egenskaber ved en kapacitets potentiale.

Faglighed og Rådgivning

Den militære profession er først og fremmest et håndværk, der bygges op nedefra, startende med tjenesten på de allerlaveste taktiske niveauer og op. Indsigt og erfaring herfra er det, den militære fagperson trækker på, når der på det strategiske niveau skal vurderes, kvalificeres og anbefales adækvate modforanstaltninger, styrkedesign, alliance- og samarbejdspartnere mv. til håndtering af strategiske trusler. Uanset omfang, betydning og tidshorisont af de strategiske problemstillinger, så hænger det strategiske niveau unægtelig sammen med det taktiske, således at potentialet for at løse en given opgave på tværs af hele konfliktspektret altid starter ved soldatens, sømandens eller pilotens betjening af sit våben. Kristian Soelberg og Alexander Tetzlaff har således ikke uret i deres pointer omkring grundlaget for den militærfaglig rådgivning. Problemet er, at de har opstillet en falsk præmis, når denne sættes i et modsætningsforhold til den militære faglighed.