Som bekendt benyttedes under Verdenskrigen i alle krigsførende Landes Hære Meldehunde i ret udstrakt Grad. Hundene uddannedes i Hundeskoler, og her skal meddeles lidt om en tysk Hundeskole.
En saadan havde i Reglen 500 Hunde under Uddannelse, og denne varede c. 8 Uger. Hundene leveredes frivilligt.af Ejerne til Skolen. Hvis det var nødvendigt, kom der i Aviserne Opfordring til Hundeejerne om at stille deres Hunde til Raadighed i Fædrelandets Tjeneste, som det almindelig kaldtes. Man fik stadig paa denne Maade et tilstrækkeligt Antal Hunde, og man behøvede altsaa ikke at gaa til Tvangsforanstaltninger som Rekvisition af Hunde. Efter Krigen var det Meningen, at de tiloversblevne Hunde skulde tilbageleveres Ejerne.
50 °/o af Hundene viste sig som Regel uskikkede til Dressur og maatte sendes tilbage. Man benyttede næsten alle Slags Hunde, dog foretrak man Schæferhunde eller blandede Racer, der ofte var de bedste. Henimod Krigens Slutning benyttede man ogsaa Jagthunde. Hundene blev fodrede en Gang om Dagen, Kl. 11 Form. De fik 1 ]/2 kg Hundekiks og 1 Liter Mandskabskost. Hundene blev dresserede hver For- og Eftermiddag, begge Gange 1 Time. Til en Skole var kommanderet 2 uddannede Zoologer, som ledede Uddannelsen, desuden 1 Officer, som forestod Administrationen. Naar en Division bad om at faa f. Eks. 10 Hunde, maatte den sende 20 Mand til Skolen. Disse uddannedes her til „Führer“ og „Gegenführer“ for Hundene. Ovennævnte Soldater havde ofte slet ingen Uddannelse som Hundedressører, men fik først denne ved Skolen, samtidig med at de uddannede deres Hund. Paa Skolen var der desuden en Del Underofficerer og Hundedressører, der hver dresserede en 4— 5 Hunde. Der afholdtes forskellige Prøver og Øvelser med Hundene, af hvilke enkelte nedenfor skal omtales. Der var først og fremmest den saakaldte Lydighedsprøve. Hundene dresseredes til at følge deres Førere. De skulde altid holde sig til venstre og lidt bagud for denne. Hundene fulgte ham i Snor eller frit. Det var fuldstændig Eksercits med March og Vendinger. Hundene kommanderedes saa til at lægge sig, medens Førerne stillede sig i en Række, 15— 20 Skridt fra dem, hvorefter Hundene paa Kommando af en Underofficer blev kaldt enkeltvis frem til deres Fører. Hundene blev derefter kommanderet til at lægge sig ned med et Par Skridts Mellemrum, og deres Førere gik nu hen over dem, uden at Hundene maatte rejse sig op. Hundene løber altid fra den ene af deres Førere til den anden. Først maa de lære Vejen at kende, men det er nok, at de en Gang har tilbagelagt denne. Naar en Hund skal afsted, løses dens Baand, og Føreren siger „Meldung“. Den løber da villigt afsted til den anden Fører. Meldingen er anbragt i et Hylster om Halsen.
En fortrinlig Øvelse var, at Hundene løb fra forreste Linie og f. Eks. til Bataillonsstaben eller omvendt gennem Ild, — Geværild, Maskingeværild, Mineild, og hvad det nu kunde være. Hundene løb med en Hurtighed af almindeligvis 3— 6 Minutter pr. km. Ude ved Fronten, i Praksis altsaa, var Hurtigheden dog langt mindre. Det blev endog paastaaet, at man der ofte maatte regne med, at Hunden brugte samme Tid til at overbringe en Melding som en Soldat til Fods, men et Menneskeliv var altsaa ikke udsat for Fare. For at faa tilstrækkeligt Udbytte af Øvelserne maatte disse være meget feltmæssig arrangerede. 4 Kompagnier var f. Eks. markerede, hvert ved en Breddeflade og nogle Skytter, 4— 500 m foran Bataillonsstaben. Imellem Kompagniernes Standplads og Bataillonsstabens indrettede man Terrainet med Pigtraadsspærringer, Skyttegrave, Granat- og Minekratere o. 1. Ved selve Bataillonsstabens Standplads anbragtes i Reglen ogsaa en Skyttekæde, rigelig forsynet med Ammunition, Kanonslag, Røgbomber m. m.
Som tidligere nævnt var den ene Fører anbragt i Skyttelinien, den anden ved Bataillonsstaben, og paa Befalingen „Meldung“ løb Hundene afsted. Disse var stedse meget villige til at løbe frem og tilbage til Trods fdr den stærke Skydning, der blev etableret i Terrainet, hvorigennem Hundene maatte passere. Her blev endvidere kastet Kanonslag, foretaget større og mindre Minesprængninger, afskudt Taagebomber m. m. Hundene passerede dog alt forbausende roligt. Kun de tætte Røgskyer, som udvikledes af Røgbomberne, vilde de ikke eller kun meget nødigt gaa igennem.
Ved Hjælp af Hundene kan der ogsaa udlægges Telefonledninger til forreste Linie. Telefontraaden fæstes til en Sele, der er fastgjord paa Hunden, og denne løber hurtigt afsted til den anden Fører, der opholder sig der, hvor Stationen skal etableres. Man maa her iagttage at have en Del af Kablet rullet ud, da Hundene straks styrter afsted, hvorved Kablet, i Fald denne Udrulning ikke har fundet Sted, let kan sprænges.
Man kan ogsaa benytte Hundene til at bringe Brød, Ammunition, Brevduer m. m. frem i forreste Linie. I dette Øjemed er Hundene forsynede med et Dækken, der har 2 store Lommer. I hver af disse kan Hunden bære et almindeligt Soldaterbrød af 1400 gr’s Vægt, altsaa ialt næsten 3 kg. Den kan ogssaa bringe 300 Patroner frem til Skyttekæden eller 2 Brevduer. Disse sidste anbringes først i et Lærredshylster, dernæst i en Kurv, noget lignende en Flaskekurv, der er til at aabne paa langs, og i denne Kurv lægges de ned i Dækkenets Lommer med Hovedet bagud, hvorved den ikke kan skades af Hunden. Kurven, der er ret stærk, forhindrer ogsaa, at Duerne tager Skade, hvis Hunden, hvad der ret ofte hænder, kaster sig ned, ruller sig o. s. v.
Hundene har gjort fortrinlig Nytte under Krigen, og deres Ydelser blev meget rost. Ved enkelte Lejligheder har Hundene været det eneste Middel til at opretholde Forbindelsen mellem forreste Linie og Stabene eller Reserverne.
I et Opraab til Hundeejerne om at stille deres Hunde til Disposition stod bl. a.: „Under de uhyre Kampe paa Vestfronten har Hundene selv gennem den stærkeste Trommeild bragt Meldinger fra forreste Linie til de bagved værende Stillinger. Hundreder af Soldater er derved bievne fritagne før at gaa med disse Meldinger, og deres Liv er reddet ved Meldehundene. Militært vigtige Meldinger er ved Hjælp af Hundene i rette Tid kommet til rette Sted.“
Det fremhævedes stærkt, at Hundene for at gøre Nytte maa behandles godt, og at man ved Afdelingerne maa have Interesse for Krigshundene. Ingen andre end Førerne maa dog tage sig af dem. Kun disse maa give dem Mad og i det Hele arbejde med dem. At andre beskæftiger sig med dem er strengt forbudt.
