Meddelelser af »Selejtnaiits Selskabet »’s Arkiv , udgivne i Anledning af Selskabets Hundredaars-Fest af Søløjt nants Selskabet i Kjøbenhavn

Som det af Overskriften fremgaar, har Søløjtnants Selskabet bestaaet i over Hundrede Aar. Da det ikke desto mindre maa antages, at flere i Hæren ere ukjendte med dette Selskabs Virken , turde nogle Oplysninger, hentede fra Jubelskriftet, ikke være uden Interesse.

De første Love for Selskabet antages givne i 1784, men vare af foreløbig Natur; de endelige Love vedtoges i 1787. Selskabets Formaal blev «indbyrdes blandt dets Medlemmer at udbrede ved fælles Hjælp alle de Kund skaber, som kunne nytte den danske Søofficer«; alte i dansk Orlogstjeneste staaende Sø-Løjtnanter kunde blive Medlemmer af Selskabet; etiivert indtrædende Medlem skulde slrax indlevere en Afhandling. — Den sidste Be stemmelse ses strax at have vakt Opposition og viste sig endog noget truende for Selskabets Existens. Flere følte sig, da det var «en uafviselig Pligt strax at optræde som Forfatter«, ikke opfordrede til at indtræde i Selskabet; thi, sagde de, «det var ikke Kundskabsmassen, der manglede, men Øvelsen i at ordne og fremstille Tanken i en samlet Afhandling, hvilket er en Kunst eller særlig Begavelse for sig selv«.

Men Selskabet lod sig ikke rokke i sine Anskuelser om Bestemmelsens Rigtighed og gav ingen Dispensation i saa Henseende, ja, fordrede endog Loven overholdt med største Strenghed. Havde et nyt Medlem endnu efter et Aars Forløb ikke «forfattet et Stykke«, kunde han ikke bivaane Selskabets Forsam linger, og hengik der to Aar, blev han udelukket uden Afstemning. Ogsaa Bøder anvendtes. Den, der, naar hans Tour dertil forestod, ikke agtede at levere sin Af handling, skulde bøde 2 Rdl. til Selskabets Kasse. Disse Bestemmelser virkede vel strax noget afskrækkende, men det ses dog, at man meget snart forsonede sig med dem. Begjæring om Optagelse i Selskabet fra de Yngres Side er nemlig allerede i 1787 saa levende, at det snart ved toges, at der indtil videre ikke skulde optages flere Medlemmer i Selskabet. 1788 indføres Benævnelserne «ældre« og «overor dentlige« Medlemmer. Ordentlige Medlemmer skulde være Løjtnanter, men naar de ordentlige Medlemmer avancerede, kunde de enten forblive som ordentlige Medlemmer saa længe, som de maatte ønske det, eller og strax eller siden overgaa til at være «ældre« Medlemmer. De «over ordentlige« Medlemmer vare saadanne, som ved deres større Erfaring og højere Kundskab kunde og vilde bidrage til Selskabets Fremme.

Kun Søofficerer af højere Grad end Løjtnanter kunde blive «overordentlige« Medlemmer. Antallet af ordentlige Medlemmer fastsattes i 1790 til 32. Det var kun et ringe Medlemsantal; men man gik ud fra, at de, der avancerede, i det mindste om nogen Tid udtraadte af de ordentlige Medlemmers Klasse, og at der derved skafTedes Luft. Vedvarende lagde man Vægt paa Bevarelsen af Ligheds-Princippet, «Selskabets Grund- Hjørnesten«. Selskabets Bestemmelser overholdtes strengt, og Virksomheden var i de første Aar stedse stigende. Flere af Flaadens ældre Officerer betragtede Selskabet med Velvillie og stillede uopfordret Tilbud om at virke i dets Interesse. Men Selskabet havde ikke faa Vanskeligheder at kæmpe med. Dels dannede der sig en Opposition, dels ses det, at de store Udrustninger paa den franske Revolutions Tid i høj Grad lagde Beslag paa Officerernes Tid, saa ai Mulkter for Forsømmelse og ikke gyldig Und skyldning for Udeblivelse fra Møderne tiltoge i en betæn kelig Grad. Virksomheden standsede endog helt i Aaret 1800—1801, og de vedvarende politiske Forviklinger i de følgende Aar truede Selskabet med længre Tids Uvirk somhed. Ved energiske Bestræbelser fra nogle faas Side holdtes dog Selskabet gaaende, og 1807 sørgedes bl. A. for en Forøgelse af Medlemmernes Antal, idet man iste- detfor Bestemmelsen om, at Antallet af ordentlige Med lemmer ikke maatte overstige 32, vedtog, at Antallet ikke maatte overstige en Trediedel af Etatens Løjtnanter; Sel skabet bevarede altsaa en streng exklusiv Karakter.

De paafølgende 25 Aar blev, som Beretningen udsiger, en for Selskabet blomstrende Periode, og uden Afbrydelse eller Vanskeligheder af nogen Art kunde det i denne Aarrække virke for sit Formaal. Derimod vedtoges i 1827 en større Forøg.eise af Medlemsantallet. Dette Aar fremkom Prmlt. S. L. Tuxen med sit iøvrigt allerede i 1825 stillede Forslag om, at alle Solojtnanter uden Votering og i ubegrændset Antal skulde kunne blive Medlemmer a: Selskabet. Forslaget, der bl. A. motiveredes derved, at, naar allerede i 1807, da Løjtnanternes Antal var 120, mange ansaa Vs af dette Antal for at være for ringe til at bestride Arbejderne i Selskabet, hvor meget mere maatte da ikke nu, da Løjtnan ternes Antal kun var 80, det fastsatte Antal, V3, anses for utilstrækkeligt.

Forslaget vedtoges, men med den ind skrænkende Bestemmelse, at det hvert Aar skulde bestem mes af Selskabet, hvor mange af de ny Indkomne der ved at indlevere Afhandlinger erhvervede sig Stemmeret, og deres Antal maatte ikke overstige Halvdelen af hjemme værende stemmeberettigede ordentlige Medlemmers Antal. Hvor meget man nu end havde følt Mislighederne ved det ringe Medlemsantal, og hvor stærkt end Ønsket har været hos alle Løjtnanter om at kunne blive Med lemmer af Selskabet, saa ses det dog ikke, at den lettere Adgang til at blive .Medlem er bleven benyttet af Løjt nanterne i stor Udstrækning; heller ikke ses det, at den trufne Forandring bragte Selskabet Lykke, idet tvertimod Interessen for Selskabet var i Aftagende.

Det nævnes specielt for Aaret 1833—34, da dog de ny Bestemmelser vare bragte til fuld Virken, at der ikke af Medlemmerne udfoldedes synderlig Virksomhed, og det Samme maa gjælde om de følgende Aar, hvor Virksomheden endog skildres som saa hendøende, at der maatte gjøres noget for at bringe Liv i den, og man greb derfor til det gjentagne Gange anvendte, men ikke synderlig virksomme Middel, at ændre Lovene og, ved at paalægge Medlem merne mindre strenge Forpligtelser, aabne Udsigt til for øget Tilgang af Medlemmer og deraf felgende større Virk somhed. 1839 fik Selskabet helt ny Love. Medens det tidligere ubetinget var en Pligt for de »ordentlige» Med lemmer efter Tour at indlevere en Afhandling, indskrænkede man sig nu til at »indbyde« dem til at levere Afhandlin ger, oplæse Oversættelser el. Lgn. Run for saa vidt saa danne frivillige Bidrag til Virksomheden ikke indkom i tilstrækkeligt Antal, kunde det,.naar det ved Afstemning vedtoges, gjores til en Medlemmerne paahvilende For pligtelse.

Men denne Lettelse i Lovene ophjalp ikke Selskabet. Virksomheden skildres som hensygnende. Der blev aarlig ikkun afholdt et Par Møder, og der var derfor ikke noget langt Skridt til en fuldstændig Opløsning, ja i 1864 fremsattes endog Forslag derom. Medlemmerne vilde dog ikke gaa med til Selskabets Opløsning; man haabede i Tiden at vinde Kræfter og blive istand til at udfylde .det Savn, som Selskabets Lvirksomhed havde gjort føleligt for Flaadens Officerer. 1871 blev Selskabet restitueret, Arbejderne bleve gjenoptagne, og nyt Liv vaktes efterhaanden. Det vedtoges, at Kaptejner og Løjtnanter kom til at udgjøre de «ordentlige» Medlemmer, medens enhver, der avancerede til højere Grad end Kaptejn, skulde overgaa til «ældre» Medlem. Foredrag bleve holdte ved de almindelige Møder; Prisopgaver med Præmier for fyldestgjorende Besvarelser bleve udsatte. De store Om væltninger paa det krigsmaritime Omraade bevirkede, at Virksomheden stedse tiltog, idet der var rigeligt Stof til Foredrag, Diskussioner og Afhandlinger. 1856 overtoges »Arkiv for Søvæsen», og Selskabet blev Udgiver af dette Tidsskrift, der blev kaldt »Tidsskrift for Søvæsen».

Ogsaa i 1878 ændredes Lovene noget. Dog kan, som Beretningen siger, Planen for Selskabet og dets Virksomhed siges i Hovedtrækkene at være uforandret den samme som under hele dets Bestaaen; særlig er Lighedsprincippet fastholdt. Kun et enkelt Punkt er mo dificeret, idet den Medlemmerne oprindelig paahvilende strenge Forpligtelse til at forfatte Afhandlinger og deltage i Virksomheden nu er ændret derhen, at Selskabet «for venter» Bidrag til den fælles Virksomhed fra ethvert Medlem. Et Spørgsmaal, som under Selskabets Bestaaen ofte har været fremme, er dets Stilling til andre bestaaende Selskaber, idet Tanken om en Sammenslutning med disse gjentagende er dukket op, men rigtignok hver Gang be stemt afvist. Allerede 1290 var det oaa Bane at forene Selskabet med det sømilitære Kaart-, Arkiv- og Bibliothek- selskab. Begge Bestyrelser kom imidlertid til det Resultat, at en Sammensmeltning ikke lod sig foretage, uden at Selskaberne opgav deres Selvstændighed og tabte deres særlige Formaal af Sigte. Efter 1827, i hvilket Aar de to Selskaber fik fælles Lokale, bragtes Forslaget atter frem, men afvistes i 1832 af en dertil nedsat Komite med Kommandør Uldall som Præses, hvilken sidste satte Selskabet og dets Formaal højt og netop holdt paa de ældre Traditioner.— I 1875 modtog Selskabet fra Direk tionen for «Søofficers Foreningen» et Forslag om en Sammensmeltning af de to Selskaber. Men der rejste sig en saa bestemt Opposition derimod, at en Del Med lemmer erklærede, at de, hvis Sammensmeltningen fandt Sted, vilde udtræde og fortsætte * Søløjtnants-Selskabet» i dettes oprindelige Form. — Endelig b'agtes atter Tanken frem i 1881. Selskabet havde dengang et indskrænket Lokale, og al Selskabelighed, efter at Møderne var hævede, var en Umulighed. Man var derfor tilbøjelig til en saa- dan Samarbejden mellem de to Selskaber, at den faglige Uddannelse i Søløjtnants-Selskabet lod sig forene med den Selskabelighed, Søofficers Foreningen kunde byde.

Der imod vilde man bestemt have undgaaet, hvad der mulig kunde sigte hen imod en total Sammensmeltning med Søofficers Foreningen, hvorved ikke alene Søløjtnants- Selskabets Karakter og Virksomhed vilde blive forandret, men dets Bestaaen truet. Sagen afgjordes i 1882. Sø løjtnants-Selskabet holder nu sine Møder i et af Søofficers- Foreningens Lokaler, og hin Forening har fuldstændig Uafhængighed med Hensyn til Bestyrelse, Pengemidler, Virksom.ied m. v. Saa vidt Meddelelserne. De give os et Billede af et Selskab med en fra Begyndelsen strengt exklusiv Karakter og med en gjennem lange Tider overholdt og strengt gjennemført Bestemmelse om, at ikke alene hvert indIrædende Medlem strax skulde indlevere en Afhandling, men at i det Hele taget de ordentlige Medlemmer vare forpligtede til at arbejde i Selskabets Interesse. Vi se dette Selskabs Bestræbelser noget krydsede af en Oppo sition, der fordrede saavel den exklusive Karakter som Forpligtelsen til at arbejde strøget, og som gjentagende fordrede Selskabets Sammenslutning til andre bestaaende Selskaber. Tanken føres uvilkaarlig hen paa det krigs videnskabelige Selskabs Stiftelse i 1872. Stifterne af dette have næppe kjendt Søløjtnants-Selskabet og dets Love, men de ere i deres »midlertidige Bestemmelser» (se Milit. Tidsskrift 1ste Hefte) komme hine temmelig nær. Ogsaa her var det Tanken at lade de Unge arbejde (Bestyrelsen bestod selv kun af Kaptejner og Løjtnanter), ogsaa her skulde ethvert indtrædende aktivt Medlem strax indlevere en Afhandling, og Forpligtelsen til at arbejde var fast- slaaet i go, hvorefter Bestyrelsen om fornødent kunde paalægge de aktive Medlemmer efter Tour at holde Fore drag, o. s. v. Ogsaa disse Bestemmelser vakte en Del Opposition, men netop derfor har det Interesse at se Søløjtnants-Selskab virke gjennem 100 Aar under aldeles lignende Love, som, saa længe de opretholdtes i deres fulde Strenghed, gave Selskabet en Bække lykkelige Aar (1784—1832), og som, selv da de ved Tidernes Ugunst ændredes, dog i Hovedtrækkene stræbtes bevarede.

Frem deles er det interessant at lægge Mærke til, at den Imøde kommenhed, Selskabet viste Oppositionen, ingensinde gav det forventede Resultat. Det synes tvertimod bestemt at \ise sig, hvad der i og for sig er naturligt, at Spørgs- maalet om den større eller mindre Lykke ved et saadant Selskabs Bestræbelser ikke saa meget afhang af Ordlyden af Bestemmelserne i en Paragraf, men af Forholdene og Tidens Krav. Det krigsvidenskabelige Selskabs g 5 gav ogsaa Bestyrelsen Ret til at paalægge Medlemmerne at holde Foredrag, men denne Ret vilde — det kunde man sige forud, — naar der iøvrigt var den rette Aand i Selskabet, kun rent undtagelsesvis komme til Anvendelse. Den blotte Tilstedeværelse af en saadm Bestemmelse maatte imidlertid minde Medlemmerne om den dem paahvilende Forpligtelse, og denne bevirkede da ogsaa, at Tilbud om Foredrag strømmede rigelig ind. Det var et Held for det krigsvidenskabelige Selskab, at dets første Bestyrelse modstod et Tryk, der tilsigtede intet mindre end Sel skabets Opløsning.