Anmeldelse.
Wolfgang Foerster: Aus der Geclankenwerkstatt der deutschen Generalstabes. M ittle r und Sohn. Berlin. Oberstleutnant a. D. W olfgang Foersters Bog med ovennævnte Titel frem stiller paa en fremragende klar og kort Maade den store tyske Generalstabs Arbejde fra den ældre Malthus Tid og ind til Verdenskrigen. Man følger Udviklingen a f de tyske Felttogsplaner med Henblik paa en K rig paa flere Fronter. Bogen indledes med et K a p ite l: G ra f Schlieffen und die Erben“ , hvori beklages, at G ra f Schlieffen ikke har efterladt sig Memoirer, der som Følge a f Schlieffens overlegne Personlighed, hans Arbejde og den Kreds a f Mænd, han arbejdede ibland, vilde have været a f største Interesse og Vigtighed. Det laa im idlertid ikke fo r Schlieffen. Fo r ham gjaldt det, han selv havde sagt om sit store Forbillede Feltm archal Moltke, at han kendte ikke Gloserne „m ig selv“ og „jeg“ , han kæmpede og arbejdede ikke til egen Fordel, han kæmpede og arbejdede i en højeres Tjeneste. Hans Maal var ikke at være sin Konges første, men hans mest trofaste Tjener. Besjælet a f denne Aand griber Schlieffen fø rst Pennen, da han er a. D. Saalænge han virkede i det røde Hus paa Konigsplatz, vidste han, at den A rv, som „Manden fra Sedan“ havde efterladt, var i gode Hænder. Men han forstod, at det var nødvendigt at indgyde de unge „Sejrsaanden“ , og at lade de unge i Generalstaben blive indviede i Sejrens Hemmelighed. De unge Kræ fter kunde ikke fo r tidlig t komme til at beskæftige sig med store operative Opgaver, at de kunde være Opgaven voksen, naar de engang blev kaldt til Ansvaret, det være sig som Leder eller Hjælper. G ra f Schlieffen virkede som Generalstabschef fra 1891— 1905. E fte r sin Afsked arbejdede han til sit sidste Aandedrag med krigsvidenskabelige Studier og m ilitæ rpolitiske A fhandlinger, som efterhaanden blev offentliggjorte i militære Fagblade, og som tog Sigte paa at „das geistige Erbe eines Grossen von den Epigonen gehiitet w ird “ . Det var naturligvis ikke først efter sin Afsked, at Schlieffen gjorde Krigshistorien til Genstand fo r Studier. Hans strategiske og taktiske Opgaver støttede sig saaledes ofte til krigshistoriske Tilfælde, og han viste altid ved Gennemgang a f K rig sspil og Generalstabsrejser, at han forstod at læse og drage Lære a f Krigshistorien. I Cannæ-Studierne forstaar man saa, hvad der stadig har beskæftiget Schlieffens Tanker — Tofrontkrigen — og man ser, at han, Forkynderen a f Tilintetgørelsesprincipet, gennem Studiet a f Historiens Cannæ og O ffentliggørelsen a f disse Studier vilde holde Cannæ-Idéen levende ikke alene til sin Død, men udover Graven. „G ør mig blot den højre Flø j stærk“ . Hvor faa Cannæ-Sejre Verdenskrigen end kan fremvise, saa ligger Sejren dog, i Bevægelseskrig som i Stillingskrig, nu som tidligere i Angrebet i Fjendens Flanke og Ryg. — Arven „Sejrens Hemmelighed“ var det dog ikke nok fo r Arvingerne at modtage, den maatte tilegnes, saa den hvilede paa V ilje til Sejr. Forfatteren opkaster Spørgsmaalet, om den store tyske Generalstab har været Opgaven voksen ? H a r den kunnet løfte A r ven? Den, der kun betragter Spørgsmaalet overfladisk, vil svare Nej. Og selv den, der gaar dybere ind paa Spørgsmaalet, vil være tilbø jelig til ligeledes at svare Nej.
Schlieffen skulde altsaa have fejlet, skulde altsaa have s tillet fo r store Fordringer til Generalstaben, Fordringer, der kun kunde opfyldes, naar der stod en Schlieffen i Spidsen? General Groener gaar i sine Værker „Das Testament des Grafen Schlieffen“ og „Der Feldherr wider W illen“ imod en saadan Opfattelse. „E s lag nicht an der Schlieffenschule, wenn die besten Köpfe nicht herausgefunden wurden“ . Fejlen laa bl. a. i, at'Forholdene ikke tillod at tage Personer udelukkende efter deres operative K valifika tioner uden Hensyn til deres T jenestealder, ganske bortset fra at det var vanskeligt at finde de dygtigste frem ; thi de levede efter Schlieffens Bud fo r en Generalstabsofficer, „M ehr sein als scheinen, viel leisten, wenig hervortreten“ . K rigen kom fo r tidlig t til, at de, der var uddannede i Schlieffens Skole, var naaede op i de ledende Stillinger. Forfatteren tiltræ der denne Udtalelse, men mener dog samtidig, at den rummer en vis Uretfæ rdighed mod den Generation a f Generalstabsofficerer, der ved Krigens Udbrud sad i de ledende Stillinger. Han mener, at Størsteparten a f dem havde forstaaet Schlieffen. Groener tilsk rive r først og fremmest Underførernes uheldige Handlemaade deres Mangel paa Evne til operativ Tænken. „D ie N atur versieht offenbar nur wenigen die Gabe des operativen Denkens“ . Krigens Uvished og det tunge Ansvar gør det yderligere vanskeligt at træ ffe de rette Dispositioner. Foerster mener nu ikke, at Underførernes uheldige Handlemaade saameget skyldes Mangel paa Evne til at handle operativt rig tigt, som den skyldes de psykologiske Forhold „Krigens Uvished og Ansvarets Tyngde“ . Interessant er i denne Forbindelse Forfatterens Syn paa „den yngre M oltke“ . Overfor Groeners Dom over Moltkes Mangel paa Forstaaelse a f Schlieffen, der underbygges ved følgende Citat a f et Brev, som Moltke under en Generalstabsrejse, Schlieffen ledede, har skrevet til sin Hustru, „man könne sich keinen grösseren Gegensatz denken als Schlieffen und meine Ansichten“ , mener Foerster, at det kun har drejet sig om Uoverensstemmelser strategiske eller taktiske, som har været drøftede paa netop den bestemte Rejse og støtter sin Form odning paa Moltkes Ord til .Schlieffen, da han ved dennes Afsked udtalte, at han havde forstaaet, hvad Schlieffen tilstræbte, nemlig at sætte alle K ræ fter ind paa at frem tvinge en hurtig Afgørelse i faa store tilintetgørende Slag. Moltke lovede Schlieffen stadig at holde sig dette Maal fo r Øje. — Forfatteren fremhæver da ogsaa, at Moltke som Chef fo r den store Generalstab i alle Forberedelser til T o f ron tkrigen er blevet sin Forgængers Anskuelser tro, selv om der er blevet tru ffe t visse Æ ndringer fo r Opmarchen i Vest og fo r de indledende Operationer, der bl. a. fremstod som Følge a f Forandringer i Styrkeforholdene mellem den nordi. og den sydi. Flø j, saa afslører de kun en Forskellighed i Opfattelse m. H. t. Betydningen og Virkningen a f Marchen gennem Belgien, berører altsaa den foreslaaede operative Form , men ændrer ikke Hensigten i Tilintetgørelsesslaget. General Groener tillægger da heller ikke den ændrede Opmarch Skylden for, at Schlieffens Hensigt ikke blev naaet. Generalen skriver i „D er Feldherr wider W illen “ , „Trods Svagheden i Moltkes Opmarchplan og Uklarheden m. H. til hans operative Hensigter, havde det dog været m uligt i Grænseslagene ikke alene at slaa den fransk-engelske Hær fron talt tilbage, men at slaa den afgørende“ . Først ved Begyndelsen a f de offensive Operationer frem kommer Afvigelserne og efter Forfatterens Mening ikke saa meget som Følge a f „en dyb aandelig K lø ft“ mellem Schlieffen og Moltke, som paa Grund a f Moltkes manglende Sjælskraft. Og her er man ved Kærnepunktet. „Denn zum Feldherr w ird man nicht ernannt, sondern geboren und vorausbestimmt“ . (Schlieffen: Der Feldherr). Foerster gaar videre ind paa Spørgsmaalet Moltke — Soldat — Feltherre. Om Moltke er gaaet ind til det militære Kald følgende Fa m ilietraditionen eller følgende en indre Tilbøjelighed, maa staa hen, i hvert Fald blev han en god Soldat, men han blev ikke helt og holdent Soldat. I de ældre A a r bøjede hans Tanker ind i andre Baner. Paa . Grundlag a f de „Erindringer, Breve og Dokumenter“ , som General Moltkes Enke har udgivet, faa r man et dybt Indblik i denne Mands Sjæl. Religionsfilosofiske Betragtninger optager Brevene til Hustruen, og de afslører, at Pligten holdt hans indre Tilbøjelighed i Ligevægt. De viser os, at den tyske Hær 1914 havde en Mand i Spidsen, der manglede den ubøjelige V ilje til Sejr, der er enhver Plans og ikke mindst Schlieffenplanens Fo rudsætning. D erfor er denne „Feldherr wider W illen“ et slaaende Bevis paa, at det ikke er nok i K ra ft a f Intelligens i Fred under rolige Arbejdsforhold at tilegne sig sunde Teorier, afgørende er det at blive Teorierne tro under praktiske Forhold „im erschwerenden Element der rauhen K rieg sw irklichkeit“ . Det b liver et Spørgsmaal om Nerver og Karakter. Oberstleutnant Foerster afslutter K apitlet med en Opfordring til at drage Lære a f Krigshistorien og citerer Generaloberst v. Seeckt, der i Forordet til Schlieffens Bog „Fried rich der Grosse“ bl. a. skriver: „Fried rich s Schüler führten bei Jena, Schlieffens Schüler führten vor und an der Marne. Schlachten entscheiden nicht Kriegslehren, sondern Führer. N ich t das W issen siegt, sondern das sein. ... Sollen w ir Friedrichs Feldzüge, Schlieffens Lehren nicht studieren? Im Gegenteil. Die Kenntnis des Handwerks ist unerlässlich.“ Det maa i Spørgsmaalet Schlieffen — Moltke være tillad t at pege paa den Forskel — som Bogens senere K apitler viser — der er i den Maade, hvorpaa Moltke behandlede Schlieffen efter dennes Afsked, og den Maade, hvorpaa Waldersee og Schlieffen behandlede deres Forgængere efter deres Afsked. Waldersee og Schlieffen stod saaledes stadig i Forbindelse med henholdsvis „den ældre M olkte“ og Waldersee, der fandt stadig Forhandlinger Sted mellem dem om de operative Problemer i en kommende K rig , saaledes som det maa ske mellem Mænd i saa høje og ansvarsfulde Stillinger. Schlieffen derimod blev efter sin Afsked fuldstændig „holdt udenfor“ , ingen drøftede Cannæplanen og Æ ndringen i den med ham. Havde Moltke handlet helt i den Aand, han havde udtrykt i sin Afskedstale til Schlieffen, vilde han have indviet Schlieffen i sin Opfattelse a f Operationernes Indledning og meget havde maaske set anderledes ud nu. Stærke Kræ fter har maaske forhindret ham i at følge denne traditionelle og naturlige Fremgangsmaade, der sikrede Kontinuiteten. I de følgende K apitler beskæ ftiger Forfatteren sig med den tyske Felttogsplan, Forbundsfællerne og Modstandernes Krigsplaner. Foerster behandler det omstridte Problem om Tyskland i en To fron tkrig skal vende sig med Hovedkræ fterne mod V. eller 0. Skal man først knuse F ran k rig fo r derefter i Forening med Ø strig at kaste sig over Rusland, eller skal man holde Franskmændene Stangen og frem tvinge en Afgørelse mod 0. først? Man faar nu Spørgsmaalet belyst ved en Gennemgang a f de D røftelser og Studier, der siden den ældre Moltkes Tid til 1914 fandt Sted mellem Generalstabscheferne og deres Generalkvartermestre. Feltm archal Moltke vilde saaledes ind til sin Afsked 1888 løse Problemet To fron tkrig ved med Halvdelen (fra 1880 dog kun med 1/3) a f den tyske Hær i Forening med Ø strig først at falde over Rusland, og til Afgørelsen her var faldet med Resten a f Hæren blive i Forsvaret overfor F ran k rig i en fo rberedt S tilling foran Saar med Hovedstyrken i Hovedsagen mellem Bolchen-Saarunion og med en mindre Styrke i Nedre Elsass. Lykkedes det ikke at holde Franskmændene Stangen i Lothringen, skulde man gaa bag Rhinen med Hovedkræ fterne over Mainz og Elsassstyrken over Strassburg og søge A fgø relsen bag M ain mellem F ran k fu rt og Mainz.
Man følger nu Ændringerne i Planerne, følger Schlieffens Cannæ-Studier, der fly tte r Tyngden fra 0. til V., og hvis endelige Resultat er Schlieffen-Planen 1905. Det er ikke alene Forandringerne i de politiske og militære Forhold i Europa, der førte til denne fuldstændige Æ ndring i Opmarchplanerne i Løbet a f de 17 Aar, men ikke mindst Krigsføringens stigende Afhængighed a f Industrien. I 80erne kunde man maaske taale, at Industriomraadet i Lothringen og Saar blev inddraget i Operationsomraadet i kortere eller længere Tid, men det tillod den moderne K rig s store Behov paa M ateriel og Ammunition ikke. Løsningen maatte blive: gennem Belgien ind i N ord f rankrig, en hurtig Afgørelse mod V. General Moltke ændrer Planen. Mange fordømmer disse Æ ndringer, faa forsvarer dem. Iblandt de sidste er General Ludendorff. Ludendorffs Indvendinger er saavel a f operativ som hærorganisatorisk A rt. En a f Indvendingerne skal omtales. Den er rettet mod Schlieffens Fordeling a f Kræ fterne paa Vestfronten. L. mener, at den svage v. Flø j 5 Korps (ved en sam tidig K rig mod Rusland kun 4 Korps) var „eine unnötige Gefährdung des Erfolges der Gesamtoperation“ ; thi et paa et tidlig t Tidspunkt fø rt fransk Angreb mellem Strassburg og Metz kunde naa frem til den tyske Forbindelseslinie over Saarbrücken 3— 4 Dage, fø r den langt udsvingende tyske h. Flø j kunde naa at gøre sig gældende paa den franske Hærs Forbindelseslinier med Nord frankrig. Den tyske Vesthær var derved udsat fo r at blive afskaaret fra sin Forbindelse med Hjemlandet og fo r at blive trykket op mod den hollandsk-belgiske Grænse, medens den franske Hær, dersom den blev omfattet, havde Rum nok at falde tilbage i. Ludendorff kalder det „eine verzweiflungsvolles strategisches Spiel, eine solche Lage ohne zwingenden Grund herbeizuführen“ . Tungt vejer — efter Foersters Mening — denne Indvending mod Schlieffens svage venstre Flø j. N aar en Feltherrepersonlighed som Ludendorff finder Styrkefordelingen fo r letsindig, saa mister ethvert teoretisk Argument, ja selv en Henvisning til Begivenhederne, som de udviklede sig, enhver Berettigelse. E t tør man dog sige — frem fører Foerster — , nemlig at Ludendorff ogsaa kun peger paa Faremuligheden og ikke paa, at Faren med Vished vil indtræ ffe. (Interessant er i Tilkn y tning hertil General Groeners Frem stilling i „Das Testament des Grafen Schlief fen“ , hvor Groener sammenligner Schlieffens og Moltkes Syn paa, hvorledes Kræ fterne paa v. Flø j skal anvendes ved Operationernes Begyndelse. Schlieffen, der straks v il angribe Nancy fo r at udfordre Franskmændene og derved spekulerer i deres „P rin cip at gøre Modangreb“ fo r da at vige ud og trække saa store franske Styrker efter sig som muligt. Gik Fjenden ikke frem , skulde man ved fortsatte Angreb binde saa store franske Styrker som muligt.
Moltke, der vil angribe eller vige ud alt efter Forholdene, regner paa Forhaand med det franske Frem stød i Lothringen og vilde ikke fremkalde det ved at angribe Nancy, men han stiller herved Føreren fo r 6’ Arm é overfor en enten— eller Opgave, der rummer Fare for, at F j. beholder Initiativet. Schlieffen forlanger Angreb paa Nancy i alle Tilfæ lde og derefter undvigende Kamp og giver derved Føreren Mulighed fo r at beholde Initativet i den Hensigt „In Lothringen möglich viele französische K rä fte durch möglich wenig deutsche K rä fte zu fesseln. — N ich t Angreifen oder Ausweichen durfte die Parole sein, sondern Angreifen und Ausweichen sobald der Feind zum Gegenangriff schritt.“ ) Schlieffen har vel ogsaa gennemtænkt den a f Ludendorff frem førte Mulighed, men har altsaa ikke skønnet nogen Fare ved at opstille svage tyske Styrker i Lothringen — tværtimod. Kapitlet om Krigen til Søs indleder med Oplysninger om Kommandoforholdene i den tyske M arine i K rig og Fred. Det var saaledes under K rig stiltiende forudsat, at Generalstabschefens Stemme gjorde Udslaget i Fællesspørgsmaalene vedrørende Land- og Søoperationerne. løvrig t giver K apitlet Oplysninger om de Forhandlinger, der har været fø rt mellem Hær og Flaade saavel i Schlieffens som i den yngre Moltkes Tid. Spørgsmaalet var ogsaa her Øst eller Vest, Østersø eller Nordsø. Kapitlet „De usikre Forbundsfæ ller“ kaster Lys over F o rholdet til Italien og viser, at ikke alene den østrigske, men ogsaa den tyske Generalstabschef aldrig har regnet bestemt med Italiens aktive Medvirken; man har endog frygtet at indvie Italienerne i Operationsplanerne, da man — og med rette — frygtede deres Indiskretion. Foerster omtaler nærmere Forbundspagten mellem Tyskland, Ø strig og Italien, der blev afsluttet 1882, og som blev fo rnyet 4 Gange. E fte r Pagten var Tyskland og Ø strig forpligtede til at ile Italien til Hjælp med hele deres militære Magt, i det Tilfæ lde at Italien, uden selv at have provokeret det, blev angrebet a f Frankrig . Italien paatog sig samme Forpligtelse overfor Tyskland. Ø strig derimod skulde ved en tysk-fransk K rig først træde til, dersom Fran k rig blev støttet a f en anden Magt f. Eks. Rusland. 1888 afslutter Tyskland og Italien Overenskomst om en Fællesoperation mod Fran k rig i Tilfæ lde a f en K rig mellem de 3 Centralmagter paa den ene Side, Frank rig og Rusland paa den anden. Størstedelen a f den italienske Hær skal da angribe Fran k rig over Alpegrænsen. Resten a f den it. Hær, der blev fastsat til 5 Armékorps og 2 Kav. Div., skulde pr. Jernbane transporteres gennem Ø strig til Rhinen og stilles til R. f. den tyske Hærledelse. Planen blev udarbejdet i Enkeltheder lige til Ordningen a f Forplejningsoperationer, Magasiner og Hospitaler fo r de it. Troppetransporter til Tyskland. Den ty. Generalstab gjorde sig dog ingen overdrevne Forestillinger om den praktiske Betydning a f Militæ rkonventionen og denne skeptiske Opfattelse bestyrkedes yderligere, da It. endnu inden Fo rhandlingernes A fslu tning gjorde opmærksom paa, at de selvfølgelig ikke kunde sende Tropper til Ty., dersom det ved en K rig s Udbrud selv blev angrebet a f overlegne franske Styrker. I sit Svar paa dette Forbehold betegnede Moltke en saadan Situation fo r ligesaa velkommen fo r Centralmagterne som betænkelig fo r F ran k rig og holdt den derfor fo r højst usandsynlig. 1 en operativ Betænkning i 1898 betegner G ra f Schlieffen det som en „Illusion, das von Italien etwas von fühlbarem N u tzen fü r uns geschehen könne.“ — Uheldene fo r Italien i Abessinien 1896 giver Anledning til en afgørende Æ ndring i It.s Politik . It. vender sig fra N orda frika og kaster Blikket paa Balkan. Vejen hertil fører over Triest. Det bliver nu ikke saa meget Frank rig som Østrig, der staar i Vejen fo r dets Expansionspolitik. Frygten fo r England stiger, og i samme Forhold aftager Venskabet med Tyskland, et Venskab, der hovedsagelig var søgt paa Grund a f Frygten fo r den franske Konkurrence i Nordafrika.
Tremagtspagten blev dog fornyet 1902. Italien saa stadig sin Fordel i o fficielt at staa i Forbund med det stærke Tyskland. I December 1912 bliver Pagten fornyet fo r sidste Gang. It. har nu atter Brug fo r de to andre Magters Understøttelse til Gennemførelsen a f sin genoptagne Eøpansionspolitik i Norda frika (Tripolis), tillig e behøvede det Østrigs Bistand fo r at hindre Serbien i at sætte sig fast ved Adriaterhavet. General Moltke holder Tidspunktet fo r gunstigt til at faa en K la ring m. H. t. Italiens Operations-Hensigter i Tilfæ lde a f en tysk-fransk K rig . En italiensk Generalstabsofficer kommer da ogsaa til Berlin, men han fremkommer under Forhandlingerne med saa mange U d flug ter fo r at undgaa, at It. ogsaa frem tidig skal fo rpligte sig til at sende Tropper til Tyskland, at General Moltke retter følgende Spørgsmaal til ham : „Bitte beantworten Sie m ir klipp und klar die F ra g e : W ird Italien, wenn es zu dem vorausgesehenen europäischen K rieg kommt, seinen Verträgen treu bleiben und unter allen Umständen am Kriege auf Seit der beiden andern Bundesstaaten teilnehmen? Das zu wissen ist m ir zunächst die Hauptsache, über das „W ie“ der Teilnehmes können w ir uns dann noch weiter unterhalten“ . Den udsendte it. O fficer og den it. Militæ rattache i Berlin, der deltog i Forhandlingerne, bedyrede paa det mest levende, at It. vilde forblive Pagten tro. Forhandlingerne ender dog med, at It. ikke mere fo rplig te r sig til at sende Tropper til Tyskland, men dog forplig ter sig til at mobl. sin Hær paa bestemt samme Dag som Tyskland mobl. sin, og Italien vil uden Tøven paabegynde O ffensiven over Nordvestgrænsen ind i Frankrig . A f stor Betydning var, at den it. Generalstabschef P ollio’s Fo rsikring om Deltagelse i en K rig mellem Ty. og Fr., var a f o fficiel Karakter, idet han som Indledning skrev : „Le gouvernement italien me charge de déclarer“ . Moltke saa heri, at It. v ilde forblive forbundstro, men gjorde sig dog ingen Illusioner m. H. t. aktiv Hjælp fra It.s Side, men It.s Mobl. vilde dog betyde, at stærke franske K ræ fter maatte bindes overfor Italien. Der var opnaaet Klarhed, og Moltke stolede paa P ollio’s loyale Holdning og hans forbundstro Sindelag. I E fteraaret 1913 overværede General Pollio de tyske Kejsermanøvrer, og ved denne Lejlighed kom det under Kejserens Forsæde til en Samtale mellem de 3 Forbundsfæ' Italiens Medvirken i en kommence K rig var Hovedemnet. Ge neral Pollio erklærede herunder (efter sin egen Beretning), „das der Dreibund in einem K rieg wie ein einziger Staat handlen muss“ . 11. Febr. 1914 modtog M oltlr litærattache i Berlin Meddelelse or de a f en tysk-fransk K rig havde besluttet at sende 3 Arm ékorps og 2 Kav. Div. til Rhinen. M arts 1914 ankommer den Styrke til Berlin og bliver orientelret om de operative Opgaver, der vil tilfalde ham, bl. a. en Frem rykning over Vogeserne i Retning a f de franske Spærreforter ved Mosels øvre Løb. Forhandlingerne bliver protc kolierede, og Protokollen undertegnet a f samtlige Deltagere. A t Moltke dog ikke helt sto kere viser en Skrivelse til General e gennem den italienske M ih i ,at hans Regering i Tilfæ llesignerede Fører fo r denne ede paa de italienske PolitiKonrad, der nu efter It.s L ø fte om aktiv Hjælp trænger paa f 6r at faa Tyskland til at stille flere Tropper mod Rusland. G tneral Moltke skriver: „Zur Zeit muss man m it den gegebenen Verhältnissen rechnen, und w ir müssen den K rieg so beginnen, als ob die Italien überhaupt nicht zu erwarten waten1 Den 28. Juni 1914 døde General Pollio. Hans E fterfølger blev General Cadorna. Den 29. Juli, da Skyerne hang mel, modtog Moltke et Brev fra ler sin Overtagelse a f Posten som „D ie Bande, die die verbündeten ständige Gefühl der Freundschaft Italiens zu dem starken Deutschen Heere geleitet hat, begeistern de: ling in dem sicheren Vertrauen kun ft zu senden die Ehre habe, ziji meradschaft“ . — sit F ra det Ø jeblik, K rigen tru at faa Rigskansleren til at gøre lien til Tremagtsforbundet. Da man i Berlin erfarede, at paa det Standpunkt, at Ø strig h Serbien, og at Italien derfor ikke lers Generalstabschefer, hvor truende over Europas HimCadorna, hvori denne meddeGeneralstabschef og tilfø je r: Mächte verknüpfen, und das das stets die Beziehungen Reiche und seinem tapferen n Gruss, den ich zur Exzelauf unsere gemeinsame ZuGefühlen au frichtiger Kamede, trængte Moltke paa fo r yderste fo r at fastholde Itade italienske Politikere stod avde provokeret K rigen med følte sig forpligtet til at gribe ind paa Østrigs Side i Tilfæ lde a f en russisk Intervention, holdt Moltke det dog fo r muligt, at Italien vilde efterkomme sin Forbundspligt overfor Tyskland. Den 2. August skrev M oltke til Rigskansleren, at det ikke kom an paa, at It. aktivt understøttede Tyskland med stærke Kræ fter, men paa, at Treforbundet optraadte samlet, og at det vilde være opnaaet med en nok saa ringe italiensk Troppestyrke i Tyskland. Men Italien var ikke til Sinds at opfylde Pagten. Giuliano erklærede, at de franske Troppers mange Grænseovertrædelser fø r Krigsudbruddet ikke kunde betragtes som Grundlag fo r Italiens Opfyldelse a f Pagten, da „sie nur Konsequenzen des ersten aggressiven Vorgehens Østerreichs seien“ . Italien erklærede sin Neutralitet, endnu fø r den tyske Krigserklæ ring til Frank rig var bekendt i Rom. Foerster slutter med at udtale, at den tysk-italienske Milieæ rkonvention er et Skabseksempel paa, at Alliencer mellem Generalstabe er fuld stændig betydningsløse, saasnart de ikke er i Samklang med Staternes politiske Maal.
Under Forhandlingerne mellem Tyskland og Italien lægger man Mærke til, at Tyskland i alle Forberedelserne til en Fællesoptræden vil undgaa at krænke Schweiz’s Neutralitet. Italienerne er mindre tilbageholdne i denne Henseende. Tyskerne ser fo r sig den it. Hjælp, der føres frem gennem Schweiz, blive hængende i Bjergpasserne, ind til Hovedafgørelsen paa Vestfronten har fundet Sted. Grev Herbert Bism arck udtaler bl. a. „Det vil være galt at drive den schweiziske M ilits i Armene paa Franskmændene. Den schweiziske M ilits vil opmarchere mod den Magt, der først krænker Schweiz’s N eutralitet“ . Ved Gennemgangen a f de fjendtlige Operationsplaner klarlægger Foerster den vanskelige Stilling, Tyskland — i Sammenligning med Modstanderen — var i ved Verdenskrigens Udbrud. Tyskland maatte sejre hurtigt, altsaa straks angribe. Fo r hver Time, det tøvede, vilde Russernes T ryk i Ryggen blive mere og mere føleligt, og Chancen fo r Sejr blive mindre. Modstanderen er ikke i denne Tvangssituation, de kan afpasse deres Operationer efter det politisk gunstigste Tidspunkt. Kun hvis Tyskland lægger Tyngden mod 0., bliver Vestmagterne nødt til at angribe, lægger Tyskland derimod mod V., kan Franskmændene til at begynde med, støttet til deres Fæstninger, kæmpe tidvindende, medens Russerne griber ind. Opmarcherer Tyskland mod 0., fo r først at søge Afgørelsen her, kan Russerne kæmpe udvigende, saa at sige i det uendelige, fo r naar alle deres Styrker er samlede med overlegne Kræ fter at søge Afgørelsen. I samme Tidsrum gaar Vestmagterne frem til Rhinen. Ved Læsningen a f Oberstleutnant Foersters glimrende Bog bliver man betaget a f den Sejrsvilje, der har besjælet Arbejdet i den store tyske Generalstab. Man fornemmer den samme Vilje hos de Mænd, der søger at paavise Fejlen, der førte til Nederlaget, de Fe jl, man vil undgaa næste Gang. — Det maa fo r os ikke forblive ved en Beundring a f denne Sejrsvilje, det er nødvendigt, at vi tilegner os den og i saa rig t Maal, at vi kan meddele den videre til vore undergivne. Ikke den Sejrsvilje, der blusser op fo r ved første Nederlag at dø hen igen, men den Sejrsvilje, der „trods rystet griber Sejren ved Lutzen, som uden at fortvivle taber ved Kunnersd o rff“ , fo r derefter trods alt at vinde Krigen.
Gotke-Hansen.
Foreningen af Reservens faste Officerer.
F . a. R. f. O. afholder ekstraordinæ r Generalforsam ling i O fficersforeningens K rigsspillokale, Vestre Boulevard 20, Tirsdag den 18’ Oktober d. A . Kl. 20.
DAGSORDEN:
1. Meddelelser fra den fungerende Formand.
2. Forslag til Lovændringer i Anledning af den nye Hærlov.
3. Valg af Form and og Medlemmer til Bestyrelsen.
4. Valg af Revisorer.
5. Eventuelt.
Bestyrelsen agter, saafrem t Krigsm inisteriets B illigelse hera f opnaas, a t fremsætte Forslag til Æ ndring a f F. a. R. f. O.s Love, saaledes at Foreningens Rammer udvides til at om fatte baade Reserve- og Forstæ rkningso fficerer som ordinære Medlemmer. Endvidere Forslag om at Kontingentet fo r Forstæ rkningsofficerer nedsættes saa meget, som Hensynet til Foreningens Økonomi tillader, under Henvisning, at Foreningens Adm inistration form entlig v il blive noget billigere fo r denne Kategoris Vedkommende. A f Bestyrelsens Medlemmer v il der. fungerende Formand, Kaptajn H. K. Appel, samt Keptajnerne A . S. Sebak og N. H. Boye fra 1’ November d. A . overgaa fra Hærens Reserve til Forstæ rkningen, hvorfor disse disse Mandater stilles til Raadighed fra samme Dag. Endvidere er Foreningens Revisorer Kaptajnerne V . N. Rondahl og E . C. Jensen afskedigede fra Hærens Reserve. Da det paa nuværende Tidspunkt er ugørligt fo r Bestyrelsen at frem sætte konkrete Forslag, anmodes de enkelte Medlemmer — under Henvisning til de nedenfor citerede Bestemmelser i Foreningens Love — , indtrængende om at give Møde paa den indvarslede ekstraordinære Generalforsam ling, eller — i Tilfæ lde a f Fo rfald — om at afgive Stemmefuldmagt til et navngivent Medlem, som kommer til Stede.
P. B. V. H. K. Appel, fg. Formand.
§ 6. Pkt. 5 i F . a. R. f. O.s Love: Generalforsamlingen er kun beslutningsdygtig, naar mindst 50 pCt. a f Medlemmerne er repræsenteret — være sig ved personlig Nærværelse eller ved s k riftlig Fuldm agt til navngivent tilstedeværende Medlem". Samme § Pkt. 6 : „H a r en Generalforsam ling — ordinær eller ekstraordinær — ikke været beslutningsdygtig, skal en ny Generalforsam ling til A fgørelse a f de paagældende Spørgsmaal — indkaldes med sædvanlig Varsel (mindst 4 Uger). Denne Generalforsam ling skal i alle Tilfæ lde være beslutningsdygtig med Hensyn til de gældende Spørgsmaal.".
Ledigt Legat.
A f „Generalm ajor von Ohmes Legat til Understøttelse ved fattige O fficersdøtres Opdragelse" er 5 Portioner å 120 K r. aa rlig ledige. Legatet kan søges fo r Døtre saiavel a f tjenstgørende som afskedigede og a fdøde O fficere r samt ligestillede a f Hæren og kan oppebæres til det fyldte 18’ Aar. Ansøgninger, der stiles t il Kongen, indsendes til K rigsm inisteriet in den den 15/10 1932 og maa være ledsagede a f Daabsattester i bekræftede Genparter fo r de paagældende O fficersdøtre. Krigsministeriet, Kjøbenhavn, den 31/8 1932.
Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste.
Odensegade 17, Kjøbenhavn Ø.
Meddelelse fra „Kjøbenhavns Kreds". V in te rsais o n en begynder Fredag den 7. Oktober Kl. 7 % E ftm . med Sammenkomst i O fficersforeningens Lokaler. Fredag den 21. Oktober Kl. 7% Eftm . i O fficersforeningens Lokaler. Foredrag a f Prem ierløjtnant G. E . O. Friherre Ehrenskjøld: ,,Pio?iertropper og deres Anvendelse i K rig ." D erefter U D D E L IN G a f P R Æ M IE R for Sommerens Pistolskydninger. Fredag den U. November Kl. 7 % E ftm . Sammenkomst i O ffice rsfo reningens Lokaler. Fredag den 18. November Kl. 7 % Eftm . i O fficersforeningens Lokaler. Foredrag a f Oberstløjtnant P. L. Ramm: „Balloner og deres militære A n vendelse." Foredraget er ledsaget a f Lysbilleder.
Meddelelse fra 1ste jydske Kreds. N y Adresse: Dalgas Avenue 46, Aarhus. Torsdag den 6. Oktober Kl. 7 E ftm .: Sammenkomst paa Hotel „R egina" i Aarhus. Spisning (kogt Torsk — Osteanretning — K a ffe) å 3 K r. 50 Øre pr. Kuvert; derefter K ortspil. — Deltagelse i Spisningen anmeldes til Formanden (Telf. 5057) eller Forretningsføreren (Telf. 2808).
DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB:
BESTYRELSEN:
Formand: Generalm ajor H. Rørdam, Generalinspektør fo r Rytteriet, Kommandant i Kjøbenhavn, Kastellet, Kjøbenhavn 0. Sekretær: Prem ierløjtnant a f Generalstaben T. K . Thygesen, Fuldmægtig i Krigsm inisteriet, Slotsholmsgade 8, Kjøbenhavn K.
KASSERER:
Kaptajn a f Generalstaben G. Gullaksen, Generalstaben, Proviantgaarden, Kjøbenhavn K.
MILITÆRT TIDSSKRIFT:
Redaktør: S. Fasanvej 39, Kjøbenhavn F., Telf. Godthaab 4932. Ekspedition: Julius Blomsgade 6, Kjøbenhavn L., Telf. Taga 2111 y. Annonce-Ekspedition: Pilestræ de 8, Kjøbenhavn K., Telf. Central 6522.
