Log ind

Med Sværdet i den ene hånd og Jomini i den anden - Jomini og Den Amerikanske Borgerkrig

#

Af kaptajn Claus E. Andersen.

Efterfølgende artikel er en forkortet udgave af en historieopgave indleveret på Aarhus Universitet i sommeren 2000. Artiklen fokuserer på krigsteoretikeren Antoine-Henri Jominis doktrinære tænkning og hans indflydelse på toneangivende politikere og officerer før og under Den Amerikanske Borgerkrig. (1) To afsnit, der omhandler den historiske forskning på området samt den politisk-økonomiske baggrund, er udeladt.

Antoine-Henri Jominis baggrund

Antoine-Henri Jomini (1779-1869) blev i løbet af 1800-tallet i militære kredse den toneangivende militærteoretiker i den vestlige verden. Han blev den 6. marts født i Payeme i Schweiz. Som fjortenårig blev han sendt på en slags “handelsskole” for unge mænd, Pension Marcantile de jeune Messiers, bl.a. for at tillære sig det tyske sprog. Da Jomini var seksten afsluttede han sin banklære i huset Preiswerk i Basel. Det var i øvrigt også på denne bys bibliotek, at han senere tilegnede sig sin teoretiske viden om militære doktriner og historiske begivenheder. Den unge mand blev dog hurtigt træt af det forefaldende bogholderi i huset Preiswerk i Schweiz, og Jomini flyttede til Paris for at prøve nye udfordringer, og han blev der ansat i en bank. I starten af december 1798 fik han ansættelse i den nyligt proklamerede helvetiske republiks Krigsministerium. Den schweiziske republik var en udløber af den franske revolution, som i disse år fejede over det europæiske kontinent. Republikken fik dog forholdsvis hurtigt ende, og hermed endte også Jominis ansættelse på trods af, at han i mellem tiden var blevet udnævnt til major uden andre teoretiske militære forudsætninger end dem, som han som autodidakt havde tilegnet sig ved studier af militærhistorie. Derefter vendte Jomini efter indgåelsen af Fredstraktaten i Amiens (1802) atter tilbage til bankvæsenet i Paris. (2) Her begyndte han ved siden af sin ansættelse i banken at arbejde på sine teoretiske værker om krigen. Allerede under de første indtryk af krigen havde Jomini sat sig for, i mangel af gode lærebøger om emnet, at udtænke en anvisning på, hvorledes krigen burde føres, således at man opnår størst mulig succes. 11804 blev han foreslået som stabsofficer i den franske hær, og samme år forelagde Jomini den franske marskal Michel Ney (1769-1815) det første bind af Traité de grande tactique. (3) Ney var begejstret og tilbød at betale udgifterne ved offentliggørelsen. Desuden blev Jomini ansat som officer i marskal Michel Neys stab. Året efter blev Jomini udnævnt til oberst i den franske hær, hvilket bl.a. skyldtes den kejserlige anerkendelse af Jominis skrifter. Herefter deltog Jomini de efterfølgende år i mange felttog, og 1808 blev Jomini tildelt den genindførte titel Baron d el’Empire. Adelige titler havde været afskaffet under revolutionen. I årene 1807-1809 deltog Jomini i det franske felttog i Spanien som stabschef for det franske 6. Korps. Her oplevede han bl.a. guerillakrigen, som med sin brutalitet gjorde et stort indtryk på Jomini. 11810 blev han udnævnt til brigadegeneral, og han blev i 1812 tilkommanderet den kejserlige generalstab m.h.p. deltagelse i Ruslandfelttoget, men her deltog han dog ikke i egentlige krigshandlinger. På trods af en uopfyldt drøm om at blive feltherre forblev han dog fortrinsvis stabsofficer med ansvaret for planlægning af militære kampagner og rådgivning af den øverstkommanderende for troppeenheden. Han var i mellem tiden blevet træt af de evige, såvel reelle som imaginære, intriger i fransk tjeneste, og i 1813 tog Jomini mod et russisk tilbud om en bestalling i den russiske hær, og han vekslede efterfølgende over i russisk tjeneste. Umiddelbart kunne dette forekomme at være en landsforræderisk handling, men for det første var Jomini ikke fransk, og for det andet var det på denne tid meget almindeligt for officerer at gøre tjeneste i forskellige nationers hære. Desuden måtte Jomini efterfølgende sande, at intrigerne fulgte med. De skyldtes nok snarere Jominis vanskelige og egenrådige temperament og ærgerrighed end andres bagvaskelse. Jomini blev således for eftertiden manden, der hævdede at ville fortolke den napoleonske krigsførelse til den militære verden. I virkeligheden fortolkede Jomini snarere krigsførelsen før Bonaparte, om end Jominis udgangspunkt var, dog ikke ukritisk, den revolutionære krigsførelse, som var epokegørende for den tid (4). Jomini udviklede i løbet af sit omfattende forfatterskab den overordnede tese, at krigsførelsens vigtigste grundprincip var offensiven. Det gjaldt om, at lægge tyngde med størstedelen af sin samlede styrke på det afgørende sted. Endvidere var han af den opfattelse, at krigsførelsen til enhver tid var og ville være styret af faste love og regler. Hans forfatterskab blev af samtiden modtaget som en længe ønsket forklaring på det, der kunne opfattes som krigens love. Da der ikke tidligere havde eksisteret brugbare lærebøger på området, var hans tanker om praktiske forholdsregler om planlægning og føring før og under kamp en velkommen berigelse af hærførerenes viden på området (5).

Jomini og West Point

Den Amerikanske Borgerkrigs (1861-65) hære var karakteriseret ved, at en lille stående fredtidshær i løbet af krigen skulle udvides til en stor hær, som for en stor del bestod af såvel frivillige officerer og befalingsmænd som frivillige menige soldater. (6) Kun en lille kerne af officerer på begge sider i Borgerkrigen havde gennemgået en egentlig militær skoling. Den mest elitære del havde gået på officersskolen West Point. Generelt viste det sig i løbet af krigen, at den professionelle del af officerskorpset havde den største succesrate, såfremt denne måles i heldigt gennemførte felttog, hvorimod politisk udnævnte generaler, normalt uden militær baggrund, ikke overraskende klarede sig dårligere. (7) Jominis hovedformål med at fremstille sine teorier var først og fremmest at adskille krigsførelsen fra dens revolutionære baggrund, hvor principperne blev fremstillet forenklet og i overordnede termer ofte i geometriske figurer - princippet om krigsførelse på de indre linier var et sådant princip - det vigtigste og overordnede grundprincip var offensiven. De franske sejres oprindelse lå, jf. Jomini, at finde i feltherrens geni og dennes strategiske manøvrer, og ikke så meget i revolutionens særegenhed. De franske napoleonske sejres sande natur lå ligeså meget i begrebet “kvantitet” som begrebet “kvalitet”, hvad angik sammensætningen af de franske styrker. Denne “Levee en masse” med værnepligt for stort set alle mænd i landet, til forskel fra tidligere tiders lille stående professionel hær, var hidtil ganske uset i nyere historisk sammenhæng. (8) Jomini tilbød til gengæld en håndgribelig teori, som den professionaliserede officersstand greb med kyshånd. (9) Antoine-Henri Jomini kunne opbringe en række eviggyldige principper, som, hvis feltherren huskede på dem, ville bringe selv den middelmådige sejren, blot hæren var tilstrækkelig professionel. Egentlig, er det fra anden side blevet hævdet, rykkede Jomini med sine strategiske og doktrinære overvejelser den teoretiske tænkning tilbage til det 18. århundrede, og alt det som den napoleonske æra repræsenterede, undsagde Jomini hermed reelt. (10) Engelske oversættelser af Jominis værk om krigskunsten udkom, ved officersskolen West Points mellemkomst, bl.a. i 1862 under selve Borgerkrigen, men på det tidspunkt var en udgave af Jominis Grundris af Krigskunsten faktisk så tidligt som i 1854 allerede blevet trykt og udgivet i New York. (11) Desuden havde en kaptajn J.M. O’Connor oversat et andet krigshistorisk værk, som indeholdt et sammendrag af Jominis teorier så tidligt som i årstallet 1817. (12) H.W. Halleck, som var en af borgerkrigens mest indflydelsesrige generaler på den føderale side, skrev før krigen værket Elements of Military Art and Science, der udkom i 1846. Bogen var kendt af mange af officererne, der udgik fra West Point i anden halvdel af 1800-tallet. (13) Bogen var stort set en afskrift af Jominis forfatterskab. General R.E. Lee havde læst Jomini, men beskrives i øvrigt oftere som en fortolker af den napoleonske krigsførelse, end af strategien, som Jomini fortolkede den. Ligeledes havde general P.G.T. Beauregard ivrigt studeret Jomini og Napoleon, og han fulgte i sin krigsførelse nøje Jominis anvisninger. (14) Litteraturen varmed andre ord tilgængelig for den, der måtte ønske at tilegne sig den. Et andet spørgsmål er så, hvad indgik der egentlig i pensummet på hærens officersskole, og i hvor høj grad dominerede den teoretiske krigsførelse undervisningen? (15) Skal man imidlertid tro undersøgelser af pensummet på landets mest fremragende officersskole, West Point, så var det reelt marginalt, hvad der blev brugt af tid på at studere doktriner, strategi og taktik. James L. Morrison har beregnet, at i alt 359 sydstatsofficerer og 638 Nordstatsofficerer forlod West Point i perioden 1833-1861. Pensum bestod for 71% vedkommende af fagene ingeniørtjeneste, matematik og naturvidenskab. I det resterende pensum indgik for 29% vedkommende blandt mange andre ting taktik. I alt udgjorde kurset, teoretisk krigsvidenskab, kun sølle ni timer. (16) Dennis Hart Mahan var i denne periode den mest dominerende og indflydelsesrige lærer på West Point. Mahan var lærer fra 1830-1871 og underviste i ingeniørtjeneste samt krigskunst. Han var selv uddannet på West Point, og han havde studeret meget i udlandet - særligt i Frankrig. Denne markante og indflydelsesrige lærer var bl.a. grundlægger af ’’Napoleon Club”, som en anden markant skikkelse, Robert E. Lee, senere øverstkommanderende for Sydstaternes styrker, blev medlem af. Da Lee var skoleofficer på West Point, købte han et eksemplar af Jominis Grundris af Krigskunsten. (17) Mahans indflydelse på undervisningen på West Point var således altoverskyggende. (18) Men selvom Mahan var en indflydelsesrig lærer, som gerne underviste i den napoleonske strategi og taktik, gav den skemalagte undervisning ikke megen rum til Jominis eller andres militære teorier. Vægten i undervisningen var entydigt lagt på den ingeniørtekniske del, og studiet af militære teorier var for størstedelen henlagt til selvstudium udenfor den skemalagte undervisning. (19) Mange af de kommende officerer i den amerikanske hær tog, som et led i deres uddannelse, til Europa for at studere den europæiske militærkultur. En af dem var bl.a. George B. McClellan. (20) General George Brinton McClellan, som indledningsvis var øverstkommanderende for føderationens østlige hær, gik på West Point og blev i perioden 1842-46 herunder leder af en læsekreds for elever som studerede Napoleon og hans militære operationer. (21) De konfødererede generaler P.G.T Beauregard og Baxton Bragg var såvel i ord som handling svorne tilhængere af Jominis ideer. (22) Mange af de mest indflydelsesrige hærførere på både den ene og den anden side kunne med god ret hævde, at de aldrig havde læst en stavelse af krigsvidenskabens mest indflydelsesrige teoretikere. Men var dette ensbetydende med, at de ikke var under indflydelse af tankegodset fra disse? Umiddelbart kunne svaret forekomme indlysende. Ulysses S. Grant nævnte i sine erindringer hverken Jomini, Mahan, Halleck eller andre, som kunne have videreformidlet Jominis tankegods. Det er dog ikke en entydig indikation på, at Grant ikke ubevidst og indirekte kan have været under indflydelse af Jomini. Nogle historikere har ligefrem opfattet Grant som jominist i den måde, som han førte krig på, mens andre nærmest har opfattet ham som Clausewitzianer, selvom Clausewitz’ værk Om Krig ikke var kendt i Amerika på dette tidspunkt. (23) Dette forhold behøver dog ikke umiddelbart entydigt at være en tale for den ene eller anden krigsteoretiske skole, selvom mange har opfattet Jomini og Clausewitz som direkte modsætninger. (24) General Henry W. Halleck var i den første del af krigen Grants direkte foresatte på den vestlige krigsskueplads. Her opbyggede de to generaler et indbyrdes tillidsforhold, som varede hele krigen igennem. Halleck blev hentet til Washington af præsident Lincoln, og her fungerede Halleck som en slags militær stabschef. I Washington kunne Halleck også gøre sin indflydelse gældende overfor den militært uerfarne præsident. Da Grant overtog kommandoen over hele den Nordstatshæren forblev Halleck Grants fortrolige, og Grant hentede til krigens afslutning gode råd fra sin ven i Washington. (25) På denne måde var den nyudnævnte generalløjtnant Ulysses S. Grant indirekte under indflydelse af Jominis teorier. (26) Det kan synes påfaldende, at førende Nordstatsgeneraler som Grant og Sherman ikke har nævnt Jomini i deres memoirer, men endnu efter krigen kunne general Sherman huske West Point-læreren Mahans tanker om taktik og strategi, som gik ud på at spaden var ligeså nyttig i krig som riflen, og under krigen udtalte generalen, at såfremt nogen officer, høj som lav, ikke kendte sin taktik, reglementer eller sågar krigskunstens principper, ville det være en evig skændsel. (27) Umiddelbart kunne det lede til en tolkning af, at Jomini ikke indgik i deres strategisk/operative overvejelser, men så let er det ikke at afVise en indflydelse af Jomini på de førte operationer. Jomini havde indirekte haft indflydelse, idet en række af taktiklærerene på hærens skoler havde læst, og også følgelig var blevet påvirket af den franske teoretikers doktriner. Det gav sig indirekte udslag i den undervisning, som de pågældende stod som eksponenter for. Endvidere kan man også, som Hattaway og Jones har gjort det, slutte ud fra den måde krigen blev ført på, at Jomini reelt havde indflydelse. Historikere kunne dog have ret i, at principperne, som de blev anvendt under krigen, mere afspejlede anvendelsen af sund fornuft, end af en mere eller mindre bevidst anvendelse af Jominis doktrinære tankegang i lyset af de hidtil fremlagte oplysninger, men holder denne teori stik? Dette vil blive undersøgt nærmere nedenfor. (28)

Jomini og den praktiske anvendelse af hans teorier under den Amerikanske Borgerkrig

Jomini beskrev strategien, som nøglen til al krigsførelse. Strategien var styret af uforanderlige videnskabelige principper, som, hvis strategien skulle føre til sejr, foreskrev offensive operationer, som kunne iværksættes ved at samle egne overlegne styrker mod svagere fjendtlige styrker på det afgørende sted. (29) Den Amerikanske Borgerkrigs karakteristika var særligt kendetegnet ved påvirkningen på hele samfundet af den industrielle revolution. Det var en moderne krig, hvor jernbaner, forbedrede våben etc. spillede en afgørende rolle. Den franske indflydelse på den amerikanske militære opfattelse og tænkning var overvældende. Det amerikanske 1800-tals uniformer, våben og militærteori var præget af den europæiske og her især den franske indflydelse. (30) Ofte er krigen blevet betegnet som den første moderne krig og en forløber for de store materielslag i 1. Verdenskrig. Enkelte historikere har dog ikke tilsluttet sig dette standpunkt. (31) Krigen er siden dens afslutning blevet en central begivenhed for den amerikanske selvbevidsthed og -opfattelse, og den har, som en krig mellem den samme nations brødre, vakt stor interesse blandt historikere - også i andre lande langt ud over Nordamerikas grænser. (32) James M. McPherson har ganske kort nævnt den amerikanske historikerkontrovers omhandlende den schweiziske krigsteoretiker og Napoleon-fortolker AntoineHenri de Jominis tesers indflydelse på den førte strategi under Den Amerikanske Borgerkrig. (33) Eksempelvis indrømmede og koketterede den fra 1864 øverstkommanderende general for Nordstatshæren Ulysses S. Grant, med, at han aldrig havde læst den schweizisk-franske militærteoretiker. (34) Et af de gennemgående fyndord, brugt af fortalerne for Jominis indflydelse på strategisk tænkning under borgerkrigen, var, at generalerne red i krigen med sablen i den ene hånd og Jominis bøger i den anden. (35) Dette udsagn går igen og igen i den del af litteraturen, der søger at understrege den schweizisk-franske militærteoretikers indflydelse på den anvendte strategi i borgerkrigen. Nu bliver udsagnet naturligvis ikke mere sandt af at blive gentaget gang på gang, men det er en indikator for, at flere historikere har taget udsagnet til sig som et rammende udtryk for Jominis indflydelse på højt placerede officerer. Andetsteds er det anført, at kontroversen “continues over the degree to which Jomini influenced strategy in the American Civil War”. (36) Der hersker i historikerkredse almindeligvis konsensus om den opfattelse, at Den Amerikanske Borgerkrig først og fremmest var en politisk krig. Historikere stiller i forskningsdiskussionen derimod en række spørgsmål, såsom spørgsmålet om, hvorvidt krigen drejede sig om slaveriets ophævelse, bevarelsen af Unionen, om Nordstatemes økonomiske og industrielle stærke overherredømme over de aristokratisk inspirerede, landbrugsorienterede, men industrielt tilbagestående, sydstater og dermed disses frigørelse og selvstændighed, eller mange helt andre spørgsmål? Begge parter i krigen hævdede, at de kæmpede for friheden, selvom selve frihedsbegrebet var noget forskellig alt efter, hvilket perspektiv man anlagde. Historiske forskningsdiskussioner i USA i forbindelse med borgerkrigen har derfor ofte drejet sig om temaer, såsom spørgsmålet om, hvad der kunne have været den primære eller de egentlige årsager til borgerkrigens udbrud; men militærhistorisk drejer diskussionen sig primært om at søge grundene til, at konflikten militært fik det udfald den gjorde; hvorfor syden tabte og norden vandt. I forskningsdiskussionen nævnes typisk fire årsager. Nogle forskere fremhæver som første årsag, at det var kulturelle faktorer, der var årsag til sydens offensive krigsførelse, som ultimativt nedsled sydstaternes krigsmaskine, og for det andet, at kulturelle faktorer ligeledes var den omstændighed, som medførte, at norden var på nippet nær til at tabe ved indsættelse af indledningsvis uduelige generaler. For det tredje, blev fremhævet den kendsgerning, at syden efter en lang og opslidende krig til sidst tabte viljen til sejr, og for det ijerde og sidste, at Nordstatsstyrkeme efterhånden blev overlegne til håndtering af logistiske og andre forsyningsrelaterede problemer, hvilket bl.a. havde sin baggrund i Nordstatemes fremherskende industrielle potentiale. (37) Et lille men vigtigt hjørne af den militær- og krigshistoriske diskussion i militærlitteraturen har drejet sig om den franske krigsteoretikers Antoine-Henri Jominis indflydelse på forløbet af borgerkrigen. De to lejre kan klart deles op i fortalere for, at Jomini havde ingen eller kun marginal indflydelse på den fremherskende strategi, hvorimod en del historikere forfægter det synspunkt, at den franske militærteoretiker havde en afgørende direkte eller indirekte indflydelse på doktrin og strategi gennem hele krigsforløbet. Præsidenten for Nordstateme kæmpede indædt for at sætte sig ind i krigsteoretiske begreber, som satte ham bedre i stand til at lede sine generaler. Lincoln brugte mange nattetimer på at uddybe og forbedre sine kundskaber på dette helt nye område. Lincolns ubestridte analytiske evner gav ham en enestående forståelse for strategi og operationer, som var unik for en person med en civil baggrund. I mellem de bøger, som præsidenten lånte på kongressens bibliotek, kan Abraham Lincoln ikke undgå at være stødt på bøger enten af Jomini eller værker inspireret af Jominis militærteoretiske tankegang. (38) En kombination af dyrekøbt erfaring og den hårdt tilegnede teoretisk baggrund gjorde ham i stand til at vælge den mest velegnede øverstkommanderende for sine styrker samt vejlede sine generaler i de overordnede politiske mål for krigen. (39) I modsætning hertil havde Sydstaternes præsident, Jefferson Davis, ikke de samme forståelsesmæssige problemer, idet han havde været professionel officer, og han havde faet sin grundlæggende officersuddannelse på den prestigefyldte officersskole West Point samt dertil opnået krigserfaring fra den amerikansk-mexikanske krig, inden han slog ind på en civil karriere. Jefferson Davis var sammen med sin de facto stabschef i krigens første år, R.E. Lee, eksponent for den offensive-defensive strategi, som gik ud på at føre krigen ind på Nordstatemes område. (40) Lee fik i øvrigt senere opgaven at føre denne strategi ud i livet, som øverstkommanderende for sydstaternes hær Army of the Northern Virginia på den østlige krigsskueplads. Præsident Jefferson Davis rådede på et tidspunkt udtrykkeligt en af sine generaler, nemlig Johnston, til at operere som Napoleon ville have gjort det, ved at marchere adskilt og efterfølgende samle den delte hær mod Nordstatemes hær med tyngde på det opportune tidspunkt og ikke mindst på rette sted. (41) Man må derfor konkludere, at Konføderationens præsident var særdeles velbevandret i sin krigshistorie. På samme måde rådede Nordstatsgeneralen Montgomeiy C. Meigs sin foresatte George B. McClellan, som var øverstkommanderende for Potomac-hæren, til at angribe den største af sydstaternes hære i en omgående bevægelse og således ramme dens kommunikationslinier og dermed ødelægge den. (42) Gode råd, som under anvendelse af de selvsamme begreber og aksiomer, som Henri de Jomini beskrev i sine værker, pegede afgørende på en ikke ubetydelig indflydelse af den franske skoling, der var fremherskende i officerskorpset i den amerikanske hær. Efter krigen beskrev general E. Porter Alexander, som var tidligere konfødereret officer, problematikken således: ”No axiom of war is more obvious & of more frequent application than that pointing out the advantages possessed by the party occupying the interior lines or the center of the circle, against the adversary who operates around the circumference, or on the exterior lines.” (43) General Henry W. Halleck, som de facto blev stabschef for Nordstatemes hær, var Unionens mest indflydelsesrige eksponent for den napoleonske strategi udtrykt gennem Jominis udlægning af denne. Halleck huskede igen og igen Grant på, at målet for Nordstatemes offensiv ikke var den konfødererede hovedstad med derimod modstandernes hær. (44) Det kan således godt være, at Grant kunne hævde, at han ikke havde læst Jomini, men ikke desto mindre var han, gennem Halleck, under konstant indflydelse af den schweizisk-franske teoretiker. (45) Så det synes sikkert at antage, at selvom ikke alle reelt havde læst Jomini, så påvirkede Bonapartes tanker om strategi, og Jominis udlægning af samme, direkte eller indirekte de amerikanske professionelle førkrigsofficerers tankegang, hvad enten de var at finde på den ene eller anden side i borgerkrigen. Mange af de politisk udnævnte generaler var og forblev amatører. De forstod ganske enkelt ikke de komplicerede strategiske manøvrer, og de fejlede gang på gang, når de forsøgte at gennemføre de foranstående professionelle officerers komplicerede planer. (46) Derfor holder historikeren James M. McPhersons argument ikke, at officerernes gennemførelse af strategiske doktriner blot og bare var implementering af almindelig sund fornuft. De officerer, der havde den højeste succes-rate, var dem, der før krigen havde gennemført officersuddannelsen på det prestigefyldte West Point. Skulle fremtrædende historikeres argumenter holde, må man antage, at selv en militært utrænet og uprofessionel general kunne gennemføre strategiske manøvre med samme effektivitet og held som den professionelle soldat. Erfaringerne viste, at dette ikke var tilfældet. (47) De indflydelsesrige og dygtigste officerer, både for Sydstaterne og Nordstateme, havde alle gået på den samme officersskole - nemlig West Point. De var alle formet på samme måde, og gennem krigen viste de, at de ikke var forskellige i deres syn på doktrin og strategier. Grundene til at strategien afveg på begge sider af krigen var fortrinsvis begrundet i generalernes individuelle forskelle og de påtvungne ydre omstændigheder. En afgørende forskel på napoleontidens krigsteoretiske og Den Amerikanske Borgerkrigs tænkning, således som den kom til udtryk i Antoine-Henri Jominis værker, var at soldaten i løbet af krigen fik nye og langt mere effektive våben, end dem, der blev anvendt i napoleonskrigene. Dette fik naturligt en vis betydning for doktrinernes betydning og efterfølgende anvendelse. Det var ikke mere fuldstændigt ligegyldigt, hvorledes man gennemførte sine angreb, og hvorledes man indrettede sit forsvar. På de militære officersskoler - og især på West Point - blev der lagt vægt på det ingeniørtekniske aspekt. For første gang i historien oplevede man i løbet af krigen udstrakt brug af skyttegrave på begge sider, som gav soldaterne en effektiv beskyttelse mod forbedrede riflede geværer og artilleripjecer. Dermed kunne Jominis læresætning om bevidstløs at søge at bringe tyngde på det afgørende sted, selvom det var vel befæstet, fa katastrofale følger. Som 50 år senere under 1. Verdenskrig måtte hærledeme ved praktisk erfaring lære, at massive angreb mod vel forsvarede nedgravede styrker var nytteløse og kostbare i menneskeliv. Der viste sig dog i løbet af krigen at være et vist incitament til tage ved lære af krigserfaringerne, og en uvilje mod frontale angreb førte i løbet af borgerkrigen til andre og alternative strategier. (48) Jomini selv, som jo var samtidig med borgerkrigen, benægtede at de moderne våben skulle have nogen som helst effekt på den militære doktrin. Således kunne de amerikanske oversættere af Jominis Grundris af Krigskunsten et tillæg, som var udgivet af Jomini efter Krimkrigen, fastholde argumenter, der benægtede teknologien havde haft en afgørende indflydelse på doktrinær tænkning. (49) Man kan således opsummere argumenterne imod Jomini i efterfølgende hovedpunkter:

1. Jominis ideer var udelukkende baseret på sund fornuft, og derfor var alle tanker om en anvendelse af Jominis læresætninger i sidste ende absurd, idet man til enhver tid kunne hævde, at anvendelsen af dette eller hint princip lige så godt kunne være en følge af logisk tænkning, som implementering afjoministiske doktrinære principper.

2. De militære skolers pensum afspejlede kun i mindre grad Jominis tanker, da der i realiteten blev lagt vægt på helt andre fagområder. Strategi samt operationer var et, i realiteten, perifert fag.

3. Mange af de førende generaler har i deres erindringer aldrig nævnt Jomini, eller ligefrem hævdet eller koketteret med, at de aldrig har læst ham.

Ligeledes kan man opregne argumenterne for Jominis indflydelse på militærteoretisk tænkning i borgerkrigenes hære således:

1. Jominis tanker og ideer var gennem faglitteraturen i mange årtier før borgerkrigen både læst og udbredt i Nordamerika.

2. Lærerne på West Point, bl.a. Mahan og Halleck, var stærkt påvirket af Jomini og franske tanker om operationer og strategi, hvilket afspejlede sig i deres lærebøger, som de selv forfattede, samt deres undervisning.

3. De generaler, der ikke havde gennemgået skoling på de militære akademier eller naturligt færdedes i de kredse, hvor Jominis ideer trivedes, levede generelt ikke op til kravene som hærførere under krigen.

4. De ledende generaler og politikere var, trods manglende skoling, alligevel under en indirekte påvirkning af Jominis tanker, idet de allermest indflydelsesrige af dem, bl.a. præsidenterne Davis og Lincoln samt generalerne Halleck og Lee, havde afgørende indflydelse på krigens forløb. Gennem læsekredse og lignende tilegnede officererne i vid udstrækning kendskab til og viden om Jominis litteratur. Administrationen rådførte sig endvidere indgående med de ledende generaler m.h.p. implementeringen af de rette strategiske planer og operationer. Generalerne Lee og Beauregard rådgav præsident Jefferson Davis, og general H.W. Halleck rådgav præsident Lincoln og general U.S. Grant. Jefferson Davis havde påviseligt også selv tilegnet sig Jominis doktrinære principper. (50) Alle må tilskrives at have haft en levende interesse for Jominis principper.

Med sværdet i den ene hånd og Jomini i den anden?

Hvor meget borgerkrigens generaler kan have været under indflydelse af de teoretiske doktriner, som Jomini opstillede under indflydelse af napoleonskrigene og 1700-tallets militærteoretikere, kan ved en overfladisk betragtning vanskeligt afgøres med absolut entydighed. Måske var det, som nogle historikere hævdede, sund fornuft, som ledte de sejrrige Nordstatsgeneraler, måske var det slet ikke Jomini, men en helt anden lære, som blev introduceret af lærerne på West Point, og måske havde den krigsteoretiske undervisning på den amerikanske hærs officersskoler ringe eller slet ingen indflydelse på de højtstående officerers gøren og laden i krigsforløbet. Men der er i det foregående påvist mange og kraftige indicier for, at Jomini gennem krigen både direkte, men i høj grad også indirekte, havde stor indflydelse på implementeringen af de militære strategier og på dermed på de militære operationer. Det er i virkeligheden ikke fa steder, at Jominis teoretiske begreber er blevet nævnt og refereret til i samtiden. Det kan derfor være sikkert at antage, at Jomini, i hvert fald i generalernes bevidsthed, ubestridt havde afgørende indflydelse. Som et lille efterskrift kan det nævnes, at Jomini, stadig i fuld vigør på den anden side af Atlanten, Jomini døde først i 1869 fire år efter borgerkrigens afslutning, lejlighedsvis kommenterede borgerkrigens forløb og efter bedste evne og viden vurderede “slagets gang.” (51) Karakteristisk for den erklærede Jomini-tilhænger, general og forhenværende præsidentkandidat George McClellan, besøgte han som en særlig gestus efter krigen den aldrende schweiziske forfatter og tidligere fransk-russiske general i Frankrig, hvor Jomini sin alderdom havde slået sig ned. Det må konkluderes, at ikke alene var Den Amerikanske Borgerkrig historiens første egentlige moderne krig, men det var også en konflikt, hvor den foregående krigs teorier, en afgørende udbygget infrastruktur og moderne våben skulle stå deres prøve. Da napoleonstidens militærteorier ikke længere slog til måtte der udarbejdes nye strategier, eksemplificeret ved general Shermans march til havet. Den totale krig, som ikke sparede civilbefolkningen, havde påbegyndt sit indtog i borgerkrigen. Denne strategi var ikke længere rettet mod fjendens hovedstad eller hærstyrker. Den var i endnu højere grad rettet mod civilbefolkningen, dens moral og dens ressourcer, og den var et godt eksempel på det fænomen, som militærhistorikere senere har kaldt den indirekte strategi. (52) Dette var en betegnelse, som ikke alene var begrundet i indførelsen af nye våben og ny teknologi, men også på baggrund af den militære strategi, som såvel militære som civile ledere implementerede og anvendte krigen igennem. Men selv ved indførelse af denne ’’indirekte strategi” var Jominis almengyldige tanker om operative principper ikke uden interesse. Antoine-Henri Jominis betydning dengang, som i dag, var, at han ved sine tanker om strategi, operationer og taktik muliggjorde, at doktrinerne kunne implementeres og redegøres for på en hensigtsmæssig facon, der i sidste ende skulle sikre en afgørende indsættelse af militære styrker. Det er velkendt, at personer indenfor samme faggruppe behøver en fælles referenceramme for at tale et fælles sprog. Sandsynligheden for, at intet kan lykkes uden en sådan, er overhængende. For at kunne modtage og videregive ordrer samt befalinger, for at kunne forstå en manøvreide, når den konciperes og føres ud i livet, hersker der ingen tvivl om, at denne referenceramme for den professionelle borgerkrigsofficer var Jominis teorier, hvad enten de var tilegnet gennem undervisning på West Point, tillært gennem efterfølgende autodidakt læsning eller indirekte påvirkning af andre og ofte foresatte officerer med kendskab til Jominis doktrinære tænkning. Alt dette bekræfter fyndordet om borgerkrigsofficeren, som red i krigen med sværdet i den ene hånd og Jomini i den anden.

Litteraturliste

Bassford, Christopher “Jomini and Clausewitz: their interaction.” An edited version of a paper presented to the 23rd Meeting of the Consortium on Revolutionary Europe at Georgia State University 26 February 1993. Christensen, John Nord & Syd. Den amerikanske borgerkrig Emil 1996. Connelly, Thomas L. & Jones, Archer The Politics of Command: Factions and Ideas in Confederate Strategy, Baton Rouge 1973. Courville, Xavier Comte de Jomini. Eine Biographie. Berlin 1938. Current, Richard N. “God and the Strongest Battalions” i: David Donald (red.) Why the North Won the Civil War, Baton Rouge 1960, pp. 3-22. Donald, David Lincoln Reconsidered, New York 1956, pp. 82-102. Elting, John R. “Jomini; disciple of Napoleon?”, Military Affairs, vol. 28, no. 1,1964, pp 17-26. Fuller, J.C.B. “The Place of the American Civil War in the Evolution of War,” Army Quarterly, XXVI, 1933. Grant, Ulysses S. Personal Memoirs of U.S. Grant, New York, 1885-86. Hagermann, Edward “From Jomini to Dennis Hart Mahan: The Evolution of Trench Warfare and the American Civil War” Civil War History, XIII 1967. Hagermann, Edward, “The tactical thought of R.E. Lee and the origins of trench warfare in the American Civil War 1861-62”, The Historian, vol. 38, no. 1, 1975, pp. 21-38. Harsh, Joseph “Battlesword and Rapier: Clausewitz, Jomini, and the American Civil War”, Military Affairs, XXXVIII, 1974, pp. 133-138. Hattaway, Herman & Jones, Archer How the North Won: A Military History of the Civil War, Urbana/Chicago, 1991. Hittle, J.D. Jomini and His Summary of the Art of War, Harrisburg, Pa. 1947 (3. genoptryk 1958). Howard, Michael (red.) The Theory and Practice of War, London 1965. de Jomini, Antoine-Henri (oversat af G.H. Mendell & W.P. Graighill) The Art of War, London, 1996(1862). Jones, Archer Civil War Command and Strategy. 1996. Jones, Archer “Jomini and the American Civil War, a Reinterpretation,” Military Affairs, XXXIV, December 1970. Mayo, Bernard (red.) The American Tragedy. The Civil War in Retrospect. HampdenSydney 1959. McPherson, James M. Battle Cry of Freedom. The Civil War Era, Oxford 1990. McWhiney, Grady & Jamieson, Perry D. Attack and Die: Civil War Military Tactics and the Southern Heritage, University, Ala. 1982. Morrison, James L. “Educating the Civil War Generals: West Point, 1833-1861”, Military Affairs, September 1974, pp. 108-111. Morrison, Michael A. Slavery and the American West: The Eclipse of Manifest Destiny and the coming of the Civil War. Chapel Hill 1997 Perman, Michael (red.) Major Problems in the Civil War and Reconstruction. 2. Udg. New York 1998. Sherman, William Tecumseh Memoirs of General William T. Sherman, 2. udgave, New York 1990. Shy, John “Jomini”, Makers of Modern Strategy - from Machiavelli to the Nuclear Age, (red. Peter Paret), pp. 143-185, Princeton University Press 1986. Strachan, Hew “Jomini and the Napoleonic Tradition”, European Armies and the Conduct of War, pp. 60-75, London/New York 1991. Vandiver, Frank “Jefferson Davis and Confederate Strategy,” The American Tragedy, Hampden-Sydney, Va. 1959, pp. 19-32. Weigley, Russell F. “American Strategy from its Beginings through the First World War” i: Makers of Modern Strategy - from Machiavelli to the Nuclear Age, (red. Peter Paret), pp. 408-443, Princeton University Press 1986. Williams, T. Harry “The Military Leadership of North and South,” i: David Donald (red.) Why the North Won the Civil War, Baton Rouge 1960, pp. 23-46. Williams, T. Harry “The Return of Jomini - some thoughts on recent Civil War writing”, Military Affairs, vol. 39, no. 4, 1975, pp. 204-6.

Noter

1. Begrebet doktrin defineres i dag som “de grundlæggende principper for et lands forsvar af sit territorium, sine politiske institutioner og sin internationale position.” Doktrinen kan opdeles i tre niveauer: strategisk, operativt og taktisk niveau. Jominis strategiske principper - selvom han også beskæftigede sig med det taktiske niveau - vil normalt kunne henføres til det operative niveau, dvs. “den overordnede militære planlægning, der bestemmer den militære taktik indenfor en given strategi. Operativt niveau forbinder således det strategiske og det taktiske niveau for militære operationer.” Veje til Fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning, Viborg 1985, p. 298.

2. Shy p. 146 f.

3. Traité de grande tactique, ou, Relation de la guerre de sept ans, extraite de Tempelhof, commentée at comparée aux principales opérations de la dernière guerre; avec un recueil des maximes les plus important de Vart militaire, justifiées par ces différents èvenéments. Bogen blev første gang udgivet i 1803, og bogen Traité de grande tactique blev Jomini ved med at udvide og genudgive indtil en gang i 1850’eme.

4. Trods det, at Jomini hævdede at ville blotlægge den napoleonske krigsførelse, erkendte han dog aldrig de afgørende forskelle på revolutionskrigene og krigene i 1700-tallet, f.eks. den folkelige opbakning bag revolutionen. Angiveligt skulle Bonaparte personligt have erkendt Jominis militære geni, og han forfremmede i 1806, trods indre modstand fra sin egen stab, Jomini fra schweizisk major til fransk oberst (Courville pp. 62-67). Se også Connelly & Jones p. 177 f.

5. Eltings indgående beskrivelse af Jominis meritter under napoleonskrigene er ikke særlig smigrende. Charles Messenger har beskrevet Jomini som en arrogant kværulant. Messenger p. vi og Elting p. 17 ff.

6. Richard Holms (red.) The World Atlas of Warfare. Military Innovations that Changed the Course of History. New York 1988, p. 98. Her oplyses det, at den samlede unions fredstidshær i 1860 bestod af 16.367 mand. Derefter voksede Nordstatemes hær sig i slutningen af 1861 til 575.917 mand, 1862 til 918.191 mand, 1863 til 860.737 mand, 1864 til 959.460 mand og i 1865 til 1.000.516 mand. Den tilsvarende udvikling for den konfødererede hær i slutningen af 1861 var hæren vokset til 326.768 mand, i 1862 til 449.439 mand, 1863 til 464.646 mand, 1864 faldet til 400.787 mand og i 1865 faldet til 358.642 mand.

7. Hattaway & Jones - især 683 ff

8. Shy p. 159.

9. Tidligere forsøg på at opstille krigsvidenskabelige teorier var strandet enten på matematisk komplekse modeller eller simpelthen på simplificerede og ubrugelige modeller (eksempelvis Bülow, Lloyd o.a.). Shy p. 160.

10. Williams 1975 p. 204 samt Connelly & Jones p. 12.

11. Baron de Jomini, Summary of the Art of War, or a New Analytical Compend of the Principal Combinations of Strategy, of Grand Strategy, of Grand Tactics, and of Military Policy, oversat af major O.F. Winship og løjtnant E.E. McLean, New York 1854. 1862-udgaven er flere gange blevet genoptrykt - sidst i 1996. Desuden er værket genudgivet på fransk i midten af halvfemserne (Jomini Précis de PArt de la Guerre, Paris 1994).

12. Weigley p. 414.

13. Strachan p. 73. Halleck skrev om Jomini, at hans værk Traité ”is considered by military critics the most important of all his works, as it embodies the main principles of the military art, with numerous illustrations drawn from the campaigns of the great captains of different ages.” Citeret fra Connelly & Jones p. 14 f. Traité blev opsummeret i en lærebog på West Point allerede i 1817. Connelly & Jones p. 16, note 7.

14. Generalerne Lee og Jackson anses af Weigley derimod snarere som elever af Napoleon end af Jomini. Weigley pp. 424-426. Beauregard beskrives i T. Harry Williams biografi Napoleon in Gray, som en general, der “rigidly adhered to principles of war derived from his studies of Jomini and Napoleon” samt Donald p. 89. McWhiney & Jamieson deler dog ikke denne opfattelse p. 152 f. P.G.T. Beauregard skrev under krigen det krigsteoretiske værk Principles and Maxims of the Art of War fra 1863. Connelly & Jones p. 30, note 13.

15. Morrison 1974 pp. 108-111.

16. Morrison 1974 p. 109.

17. Donald p. 89.

18. Bl.a. Connelly & Jones p. 25, McWhiney & Jamieson pp. 41-47 og Hagermann pp. 201-205.

19. Connelly & Jones p. 26.

20. Weigley p. 417 f.

21. Norman S. Stevens Antietam 1862 London 1994, p. 15.

22. Connelly & Jones p. xii.

23. Weigley p. 432 og Williams 1975 p. 205. Modsat nævnes Grant og Sherman som eksponenter for en krigsførelse, som nærmede sig principperne beskrevet i Clausewitz’s værk Om Krig, hvorimod sydstatsgeneraleme klyngede sig til Jominis principper, hvilket i sidste ende var en af årsagerne til nederlaget. Donald p. 101.

24. SeBassford.

25. Hattaway & Jones p. 67.

26. Et eksempel på et brev fra H.W. Halleck til U.S. Grant kan ses i Perman p. 98 f.

27. Sherman, William Tecumseh Memoirs of General William T. Sherman, 2. udgave, New York 1990, side 887 f. Selvom han ikke nævnte Jomini eksplicit, anvendte handog tekniske begreber såsom object, zone of operations samt concentric lines p. 247, Donald p. 90 samt Hattaway & Jones p. 13.

28. General Ulysses S. Grant anses af nogle som mere inspireret af Jomini end af Clausewitz. Selvom Grant måtte have efterfulgt procedurer foreskrevet af Clausewitz, kendte han i øvrigt ikke noget til den tyske samtidige krigsteoretiker. Weigley p. 432.

29. Shy p. 146.

30. En militærhistoriker har beskrevet dette forhold således: ”... almost every comer of the American military stage was filled with French ideas and French models, ranging from the coastal fortifications of Bertrand to the strategic geometry of Jomini.” Paddy Criffith Battle Tactics of the Civil War. Yale 1989, p. 99.

31. Der er dog ikke blandt historikere fuldstændig konsensus i dette spørgsmål. P. Griffith har anført, at ’’These claims for the influence of technology on the Civil War battlefield are, to say the least, anachronistic and exaggerated. They have rather more to do with late twentieth-century habits of thought than with the military realities of the 1860s.” p. 27

32. John Christensens udgivelse Nord & Syd, som er målrettet til gymnasiet, er et godt eksempel herpå.

33. McPherson p. 331 f. (værket er det samme som 6. bind af den anerkendte fremstilling af Amerikas historie Oxford History of the United States). En anden historisk fortolkning af Jominis indflydelse på Den Amerikanske Borgerkrig var kendetegnet ved det forhold, at det anerkendtes, at Jomini havde haft indflydelse på generalernes krigsførelse, men at den først og fremmest havde været af negativ art. New Cambridge Modern History, X, p. 316 f.

34. “All West Point Graduates had absorbed Jominian principles from the courses of Dennis Hart Mahan” McPherson p. 331 f. McWhiney & Jamieson p. 46.

35. Oprindeligt fremsat af Hittle p. 2; men gentaget i Williams 1960 p. 28, Connelly & Jones p. xiii samt Donald p. 90.

36. Paret p. 887.

37. McPherson p. 876.

38. Permanp. 177.

39. ’’Lincoln’s study of military strategy had begun to pay off. He grasped, sooner than many of his generals, the strategic concept that modem military theorists define as ’’concentration in time.” Because their overall strategy was one of defending a territory that lay behind their front the Confederates had the advantage of’’interior lines.” James M. McPherson ’’Tried by War: Lincoln As Self-Taught Strategist” i Perman p. 179.

40. Mayo p. 20 ff.

41. Hattaway & Jones p. 281.

42. Hattaway & Jones p. 337.

43. Perman p. 97. Denne vurdering, som indeholder mange af de begreber, som Jomini foreskrev i sine skrifter, er skrevet 35 år efter krigens afslutning og kunne kvalificeres som ren efterrationalisering, men i lyset af mange andre lignende udsagn fra perioden er den det næppe.

44. Jomini p. 89: “This was the most conspicuous merit of Napoleon. Rejecting old systems, which were satisfied by the capture of one or two points or with the occupation of an adjoining province, he was convinced that the best means of accomplishing great results was to dislodge and destroy the hostile army, - since states and provinces fall of themselves when there is no organized force to protect them.”

45. ’’Unlike some of their more reactionary French counterparts, Mahan and his disciples - most notably Halleck and Beauregard - did know and quote from the strategic writings of Jomini.” Griffith p. 124.

46. Jf. bl.a. Hattaway og Jones.

47. Henry W. Halleck var ikke i tvivl: ”It seems but little better than murder to give important commands to such men as Banks, Butler, McClemand, Sigel, and Lew Wallace,” citeret efter McPherson p. 328 ff.

48. Donald p. 97. ’’Most Civil War commanders preferred flanking maneuvers in combination with tactical holding movements.” Jominis principper blev i øvrigt fraveget jf. eksempler i Hagermann p. 217 f.

49. Hagermann p. 209 og Jomini p. 359: ’’Improvements in firearms will not introduce any important change in the manner of taking troops into battle.”

50. ”He modelled his war strategy on personal experience and on the cherished teachings of the Swiss-born Napoleonic soldier, Baron Jomini.” Skrev Frank E. Vandiver i ’’Jefferson Davis and Confederate Strategy” Mayo p. 20.

51. Hattaway & Jones p. 682.

52. B.H. Liddel-Hart Strategy. The Indirect Approach New York 1967