II. I Mukden.

Den gamle mantschuriske store, vidtstrakte By, som er Hovedstaden i Provinsen Tchengking, eller det sydlige Mantschuri, bærer det mantschuriske Navn Mukden, medens Kineserne kalder den Chen-yang. Her residerer den kinesiske Generalguverner eller Vicekonge, Tsian-Tsinn, af Europæerne som oftest benævnt Tartargeneralens. At han ikke havde nogen let Opgave, nu da Russerne var Herrer i Landet, er indlysende. Han havde vel endnu den civile Administration i Hænderne, men den russiske Vicekonge Hans Hoj-Eksellence- Admiral Alexéjeff, der f. T. ogsaa havde sit Hovedkvarter i Mukden, var i Virkeligheden den, der ved sine Direktiver styrede Landet, selv om dette skete med den sterste Hensyntagen til den kinesiske Administration og Befolkningen. Hvad hjalp det, at Tartargeneralen til daglig som Vicekonge havde en langt mere udstrakt Myndighed end andre Vicekonger i det kinesiske Rige, nu kunde han dog kun udove sin Magt i Skyggen af en indens.

Med Sorg saa ikke blot han, men alle de ramle mantschuriske Familier, der ogsaa hidtil havde haft ganske særlige Privilegier, som lettede dem Adgangen til at blive Mandariner og faa Magt og Indflydelse - at det Land, over hvilket de tidligere havde hersket næsten enevældigt, nu var i Russernes Vold. Deres Indtægter og Anseelse var f. T. langt ringere end tidligere, thi Russerne behandlede Befolkningen godt, holdt streng Mandstugt blandt Tropperne og lod Befolkningen tjene mange penge ved Leverancer, saa de var i Grunden ret velsete, hvilket jo ikke var til gamle prægtige Kejsergrave udenfor Mukden - med deres dejlige Lunde og Alleer af Dyremonumenter, i Le af hvilke Forfædrene hviler - nu var vanhelliget ved de fremmedes Nærværelse, maatte bidrage til at forege Sorgen.

Mukden selv har fuldstændig Karakter af en osterlandsk Hovedstad med en indre og en ydre Mur, monumentale Taarne, Porte, Pagoder osv. Et Palads for Tartargeneralen findes i ogsan Byen og udenfor samme ligger Pagoder og flere Buddhistklostre, hvor de tibetanske Lamaers Lære doceres.

Jernbanestationen ligger et godt stykke fra Byen, 2-3 Verst, idet man, af Hensyn til Kinesernes Onske om ikke at profanere selve den gamle næsten hellige By, har fort Banen uden om i en Bue. Ved Stationen findes vel en Del offentlige Smaabygninger, der tidligere for storste Delen brugtes til Banefunktionärer, men nu algav Kvarter for Militaradministrationen, derimod ingen europæiske Privatboliger og kun nogle faa Kineserhytter og Boder, hvor ingen kunde være tjent med at bo. At tage Kvarter i Byen var, paa Grund af Afstanden, temmelig upraktisk, naar Opholdet ikke var af lang Varighed. Ankomne Officerer, Korrespondenter 0. l., der ikke i længere Tid skulde blive paa Stedet, fik derfor forelebig anvist kvarter i Jernbanevogne, hvor der vel var kvælende hedt og Masser af Fluer, men hvor der dog var forholdsvis rent. Ogsaa jeg fik Kvarter i et saadant Tog. For Tiden var der kun én fremmed Militarattache her, nemlig den danske Premierløjtnant i Marinen Tvermoes, med hvem jeg levede nogle fornøjelige Dage, til ogsaa han afgik Syd paa.

Vicekongen Admiral Alexéjeff med sin militære og civile Stab boede selv i en Række Jernbanevogne, hvor flere af Kontorerne ligeledes fandtes. Dette medforte selvfølgelig den Fordel, at han i en Fart kunde forandre Standplads, om det skulde blive nodvendigt. Admiralens Tog holdt paa et Spor, der var fort hen i Nærheden af Husklyngerne, blandt hvilke en Villa afgay officiel Bolig for ham selv. Foran den var anlagt en lille Have. Blandt Husene fandtes ogsaa en Officersmesse, udenfor hvilken der næsten daglig blev musiceret. Noget længere borte laa Barakker til Soldaterne. Tropper var der iovrigt kun faa af i Mukden, ialt kun ét Regiment, noget Artilleri, Ingeniorer osv.; men, man befandt sig jo ogsaa bag Overgeneralens Hovedkvarter og Operationsarmeen.

Admiralens Vogntog dannede den vigtigste Del af Hovedkvarteret, hvis Omraade var omgivet af stærke Vagtposter, og hvortil Adgangen var strengt kontrolleret, navnlig ofter Kl. 7 Aften, da Passagen var forbudt uden skriftlig Tilladelse.

Ivor Vaggonrække fandtes ogsaa Censuren. Denne Institution, der stod direkte under Vicekongen og ikke under Overgeneralen, varetoges af en Oberst Pistitsch og to Subalternofficerer, hvilke havde med alle Krigskorrespondenterne at gore. Daglig om Eftermiddagen holdt der en Mængde af deres Heste og Koretejer udenfor dette for mange korrespondenter saa triste Sted.

Censuren var meget streng, og det blev for storste Delen en Umulighed paa det daværende Tidspunkt at hjemsende blot nogenlunde værdifulde Oplysninger.

Forelobig havde Korrespondenterne, paa nær ganske enkelte, hvilke allerede forlængst var ankomne, ikke opnaaet stort. Forst havde de maattet tilbringe en Tid i Harbin, siden i Mukden, for sluttelig i smaa Hold at blive dirigerede i Ljaojang, hvor de foreløbig holdes tilbage uden at faa Lejlighed til at se noget. Kun nogle russiske Korrespondenter havde faaet Lov at gaa til Fronten. Der var derfor almindelig Misfornøjelse med Forholdene, og enkelte Blade havde allerede kaldt deres Korrespondenter tilbage. De, som blev, haabede paa, at Forholdene med Tiden skulde blive bedre - men Ventetiden var trist.

Vi traf Korrespondenter fra Alverdens Riger og Lande, mest dog Amerikanere og Englændere, der allerede havde bivaanet flere Felttog, og som paa Valpladse i Sydafrika, paa Kuba, Filippinerne og i Sudan havde ind hestet Erfaringer.

Alle var enige om, at intetsteds havde Censuren været saa unodig streng som her, og intetsteds havde de haft saa ondt ved at opfylde deres besværlige Hvery. De var irriterede og skældte alle ud paa Russerne. Men som de Verdensmænd, de var, bavde de snart taget deres Parti. Nogle rejste eller kaldtes som sagt hjem, andre segte at tage det bedst mulige ud af Situationen og fornøjede sig, som de kunde, ved Ridetoure i Omegnen, Tennisspil osv.

Blandt korrespondenterne traf jeg her en ung 21-aarig Englænder, Lord Brooke, der havde tjent som Lojtnant i den engelske Armó i Sydafrika under krigen, siden været i Macedonien, - der var Maurice Baring, tidligere engelsk Attaché i København. Han talte 7 Sprog, bl. a. dansk. Der var endvidere Amerikaneren Millard (New-York Herald), der snart efter rejste hjem. J. Hands (Daily Mail), DouglasStory (Daily Express), afsk. Premierlejtnant von Schwarz, Invalid fra Krigen i Kina («Lokal - Anzeiger), Oberst Gaedike (Berliner Tageblatt), A. Graham Simpson («Daily Telegraph), Franz von Jessen (Nationaltidende) osv., desuden flere russiske Korrespondenter, blandt hvilke en afskediget Oberst Lodichenski, der bar Uniform ligesom jeg. Nogle af Korrespondenterne boede i Byen, i en kinesisk Gæstgivergaard, hvor de havde indrettet sig et hyggeligt Hjem, andre havde lejet sig ind hos Lamapræsterne udenfor Byen, hvor de blev fortrinligt behandlede af de venlige og kloge Præster, atter andre laa i Telte 0. s. fr. De fleste havde kinesiske Tjenere og Heste. De Korrespondenter, der ikke bar Uniform, havde alle et rødt Bind om venstre Arm med Bogstaverne K. B. (3: Krigskorrespondent). Denne Legitimationsmaade var praktisk og fritog dem for ved enhver Lejlighed at vise deres Legitimationspapirer frem.

Medens jeg ventede paa Tilladelsen til at gaa til Fronten, benyttede jeg, ligesom mine kolleger, Lejlighaden til at gøre Udflugter til Mukden og Byens nærmeste Omegn, dels til Hest, dels i en saakaldet Rikschaw, et tohjulet Koretoi, der trækkes af en Kineser, medens en anden skubber bag paa.

Jeg skal dog ikke her nærmere beskrive de mange interessante Ting, jeg saa, men indskrænke mig til at sige, at Mukden, denne fuldt ud kinesiske By, der bebos af Mantschurer og Kinesere, og hvor Livet pulserer broget og rigt som i selve Peking, – at denne By med sine Masser af Mennesker, lave Huse, Porte, Monumenter, Templer og sine gamle Mure for mig ligesom tryllede frem Oldtidens brogede og mangeartede Liv, saadan som man tænker sig det i Ninive, Babylon eller andre af Fortidens Storbyer. Det var som om on i Tid fjern Verden pludselig var bleven lyslevende.

I Selskab med russsiske Officerer besøgte jeg et kinesisk Teater og de militære Installationer, med Korrespondenterne levede jeg hyggeligt i deres afsides stille Hjem langt fra Stadens Larm, hvor vi talte om Oplevelser i alle Verdens Riger og Lande – og hvor vi ærgrede os over at maatte ligge stille, medens de sloges længere syd paa, eller vi strejfede gennem Gaderne, besøgte Boder og Værksteder osv., uden nogensinde at blive antastede eller forulempede, skont der, som sagt, kun laa yderst faa russiske Tropper i selve Byen. Henad Aften gik vi maaske hen til den russiskkinesiske Bank, hvor der var indrettet en Tennisbane, og hvor de faa Europæere i Byen segte hen, naar Solen dalede, for at finde Motion og Oplivelse i hinandens Selskab.

Kineserne var ievrigt næppe at stole paa, hvilket noksom viste sig under Oprøret for 4 Aar siden, da de bl. a. myrdede den katolske Biskop og flere andre Europæere, hertil kom, at de tidligere omtalte Hungus - Roverbander af forskellig Nationalitet, ofte huserede i Egnen, ligesom de ikke sjældent kom ind i Byen under Forklædning – som man, sikkerlig med Rette, antog i Japanernes Sold.

De russiske Militærautoriteter havde derfor givet de strengeste Ordrer om at passe paa overalt - og det man man lade dem, de passede godt paa.

En Kollega og jeg kom en Dag just spadserende for at bestige en af de gamle forfaldne, mægtige Byporte i Murene om den indre By. Det var ved Solnedgang, og vi havde til Hensigt at kaste Blikket ud over Byen til de fjerne Bjærge. Ved Porten var der en Del Trængsel af Vogne og Fodgængere. To russiske Soldater stod paa Post her med Bajonetten paa Geværet. Den ene standsede pludselig en forbipasserende Mandarinvogn paa en ret studs Maade, fordi Gardinerne var rullede ned, saa man ikke kunde se, hvem der sad derinde. I et Nu var en af Tjenerne af sin Hest og aabnede, saa Soldaten kunde forvisse sig om, at det virkelig var en af de kinesiske Mandariner. Vognen fortsatte sin Fart, og vi talte om, hvor ubehagelig det maatte være for de hoje Herrer i deres eget Land at blive behandlede saaledes, - men vi fik snart Ojet op for, at det var nedvendigt at passe paa.

Imidlertid steg vi op paa Muren og saa herfra Solen gaa ned i et ildredt Skær bag de vidtstrakte Sletter og Bjærgene. Halvmerket sænkede sig over Mukdens Tage, og hist og her begyndte man at skimte Lys i Gaarde og paa Gader. Just som vi beredte os til at stige ned, horte vi Trommeslag. Lyd af Piber og Sang. Det var russiske Soldater, der kom dragende fra Forstaden gennem Porten ned i Byen paa deres Aftenvandring. Paa denne Maade tog de Motion, naar Solen ikke længere stod hojt paa Himlen og Varmen var for stærk. De var næsten alle uden Vaaben, kun enkelte bar Gevarer – man kunde jo dog ikke vide, hvad der vilde ske.

Soldaternes Sang skingrede hojt, idet de passerede Portaabningen, og Kineserne stod stille og saa til. Da blev der pludselig et voldsomt Spektakel. Vi hørte en Soldat raabe op og saa ham i Leb styrte tilbage mod Porten, idet han forfulgte en Indfødt. Denne faldt om lige i Porten og blev under voldsom Sammenstimlen fort bort, idet Soldaten trak ham i Pisken. Anholderen havde gjort et godt kup. Det var nemlig en Hungus, som – trods Forbudet - havde Vaaben paa sig. De havde været saa daarligt skjulte, at den forbimarcherende Soldat havde opdaget dem.

Der havde været en Hungus til; men denne undkom, efterladende sin Hest. Under allehaande Forklædninger kommer disse Folk ind til Byen for at speide og reve, men kun sjeldent er de saa uforsigtige at lebe i Armene paa Russerne.

Efter denne lille Oplevelse spiste vi til Middag hos Korrespondenterne, hvis Bolig laa i en Sidegade, tæt ved. Da vi havde tilbragt en yderst behagelig Aften i det gæstfri Hjem, hvor kinesiske kulerte Lamper brændte som til Fest, og hvor Kokken havde gjort Underværker og Vinen hjulpet til at forhoje Stemningen, korte en Kaptajn og jeg tilbage til vore kvarterer ved Jernbanestationen. Med Lygterne tændte paa vore Rikschaw's rullede vi gennem Mukdens Gader, der nu laa hyllede i Merke, og hvor der var stille og tomt. Kun de smaa Blus paa Husene lyste sparsomt op; men i jævn Fart løb vore Mænd med os, idet de, til Trods for Morket, omhyggelig undgik Hullerne i Vejen.

Skinnet fra vore egne Lygter vandrede hen ad Husmurene, hvis Porte og Dere var lukkede og stængede - videre og videre. En enkelt kineser sneg sig forbi, en enkelt forsinket Vogn med sit Forspand af Muldyr eller Heste traadte frem af Morket, idet vi ilede forbi, saa slog vore Lygters Skin lige ind i Ansigtet paa en Skildvagt, der mistænkeligt stirrede paa os, men ojeblikkelig saluterede, da han saa, det var Officerer. Ved den indre Byport blev vi underkastede et skarpt Eftersyn, og jeg maatte op med mit Passertegn, for de store Flojdere blev aabnede. Noget lignende gentog sig ved den ydre Byport. Vi var nu ude i dybt Merke, men utrættelig lob Mændene, sveddryppende videre med os.

Pludselig blev vi anraabte af en Patrouille; atter en ny Undersogelse, og videre gik det, til vi anden og tredje Gang blev anraabte. Det gik dog altsammen godt, til vi kom i Nærheden af Hovedkvarteret. Her fik vi ikke lov at passere, da vi ikke kunde Feltraabet. Vi maatte staa af Vognene, og under Eskorte blev vi forte til en Vagtkommandor et Stykke borte, som forst efter adskillige Ophævelser lod os passere hjem.

Det havde været brendende hedt om Dagen, men var nu koligere. Stjernerne tindrede paa Himlen, og jeg horto Hundene ge langt borte ud paa Sletten. Var det maaske en Hungus, der sneg sig om for at spejde, og nu var bleven opdaget af de vagtsomme Dyr?

Dagene gik, stadig kom der friske Tropper forbi paa deres Vej mod Syd. De standsede som oftest nogen Tid ved Stationen, og i Restaurationen var der da fuldt op af Officerer. Tovrigt var dette Sted med sine Myriader af Fluer og Masser af Flasker og ikke daarlige Mad et yndet Samlingssted for Officererne i Mukden. Her kunde man, saa lange der var Beholdning, faa sig dansk Carlsberg 01. svenske Tændstikker - foruden meget andet, der mestendels var hidbragt fra Kina eller selve Japan over Niutschwang. Vi drak saaledes stedse japansk Mineralvand (Tansan), fik ogsaa japansk øl osv.

III. Efterretninger fra Krigsskuepladsen -

Japanernes Landgange. Port Arthurs Belejring eller i alle Tilfelde dens Indeslutning fra Landsiden var jo netop begyndt, og fra Sosiden blokerede den japanske Flaade Fæstningen.

Ikke desto mindre vedligeholdtes Forbindelsen med Fastningen fra russisk Side, dels gennem forklædte Udsendingo, der sneg sig ind og ud, dels ved kinesiske Fartejer, som det lykkedes at bryde Blokaden, som oftest fra og til Pigeon Bay. paa Kvantunghalvøens Vestside.

Af og til kom der til Hovedkvarteret i Mukden saadanne Udsendinge efter at have udfort deres farefulde Hverv. Helten i et saadant Eventyr var netop til Stede under mit Ophold sammesteds.

Det var en ung Lejtnant i Tscherkesseruniform, hvilken han iovrigt bar, fordi hans egen kosakuniform var gaaet tabt. En stor laadden Hue bar han paa Hovedet, en lang folderig Vaabenfrakke, med Belte om Livet og Patronhylstre paa Brystet, hang ham ned til Hælene. Hans slanke Skikkelse tog sig brillant ud i den Uniform. Hans Ansigtstræk forraadte, at han ikke var Russer. Han lignede mere en Japaner: Smuk var han, flotte Manerer havde han, men det var ogsaa en veritabel Fyrste af Burjaternes Stamme. - Gantimurow var hans Navn. Han var indtraadt i et af de transbajkalske Kosakregimenter. Han talte, foruden sit eget Sprog og Russisk, ogsaa kinesisk, hvorfor han i alle Maader var vel egnet til den farlige Spioneringstjeneste.

Han kom lige fra Port Arthur, idet han, forklædt som Lamapræst havde sneget sig ind i Fæstningen og tilbage igen, gennem alle de japanske Indeslutningslinjer for at bringe Ordrer til General Stossel og Svar tilbage. Han var aabenbart en yderst determineret Mand, der forinden han gik ud paa sit farefulde Togt, havde gjort op med sig selv. Han havde været forberedt paa at do - om det skulde være for egen Haand, - thi klynges op af Japanerne vilde han for ingen Pris. En Pistol og en Dolk havde han gemt under Forklædningen, for i paakommende Tilfælde at dræbe sig selv. Imidlertid forstod han at bibringe Japanerne den Tro, at han virkelig var den, han udgav sig for; men, som han sagde, Hjertet hoppede i Livet paa mig, da jeg stod over for de japanske Officerer for at give Forklaring. Han foregav overfor dem, at Russerne havde taget ham til Fange og behandlet ham slet, derfor var han flygtet. De troede ham, og han fik Lov at gaa. Dette skote et Par Dage efter Kampen ved Kintsehou, den 26. Mai.

Situationen var dengang folgende: Kuroki med den Iste japanske Armó, som jo den 1. Mai havde tilkæmpet sig Jaluovergangen, havde den 6te besat Fonhuant schon og derfra skudt Styrker frem ad Vejene til Ljaojan, Haitschon, hvilke gik gennem Bjærgegnene i Fonschulinkaden. Ved Jalutloden havde Japanerne staaet overfor 3. og 6. Skyttebrigade samt Mischtschenkos Kosakbrigade. De to forstnævnte havde trukket sig tilbage ad Vejene til Ljaojan, sidstnævnte hovedsagelig i Retning af Haitschon.

Den 5te Mai og folgende Dage var imidlertid den anden japanske Armé under Oku landet ved Pitsevo. Rytteriet overtog straks Sikringen i nordlig Retning, Gros'et rykkede syd paa til Kintschou og tilkzempede sig i Slaget den 26. Mai Adgangen til Halvoen kvantung, samt besatte den 30. Mai Dalni.

Her blev Oku aflost al 3 die Armé - Belejringshæren, under Nogi, hvis forste Afdelinger landede i Kerr Bugten. Nu kunde Oku vende sig mod Nord for at sege at kaste den russiske Hær i Mantschuriet bort fra Port Arthur.

Begyndelsen af Mai var imidlertid i Japan dannet en fjerde Armé under Xodzu. Dele af denne Armé landede i slutningen af Mai ved Takuschan. Andre Dele afgik som Forstærkning for Armeen ved Port Arthur.

Den saakaldte Takuschan Armé rykkede nu mod Nord, besatte d. 7. Juni Siujan. Samtidig skod I Armó en Del af sin Styrke mod Saimatsi.

Midt i Juni satte 1 Armé og Takuschan Armeen sig i Bevægelse mod Bjærgkæden Fenschulin, og da samtidig Oku rykkede frem med I Armé, maatte det snart komme til Sammenstod med Russerne, som netop i Midten af Juni Maaned fremsendte et Armékorps (1ste sib.) under General Baron v. Stackelberg mod Syd, hvorom vi senere nærmere skal hore.

Det gjaldt for Kuropatkin om at være særlig godt underrettet, og Recognosceringspatrouiller og Spejdere udsendtes i Mængder.

En af dem, der bragte de vigtigste Meldinger om Japanernes oven omtalte Landgange og Fremmarsch, var netop Prins Gantimurow. Han talte med mange japanske Officerer, der aldrig fattede Mistanke. De fortalte ham, at Japanerne beredte sig paa et langt Ophold foran Port Arthur. De anlagde Barakker for deres Styrker, byggede Batterier o. s. fr. Under sin videre Vandring frem og tilbage i Ost og Vest opdagede han til Slut, at en japansk Styrke var ved at udskibe sig i en Bugt.

Han forsogte at gore dem forsigtigere, for om mulig at forhale Landgangen. I den Hensigt affattede han en fingeret Melding til den overstbefalende russiske General et Steds Nord paa, og i den berettede han, at «nu var Minerne udlagte som befalet., netop i den Bugt, hvor Landgangen fandt Sted. Meldingen undertegnede denne Galgenfugl med sit eget Navn, hvorpaa han kastede den paa Stranden som om den tilfeldig var tabt. Om den senere er funden, vides ikke. Landsætningen her var iovrigt kun en Demonstration.

Nu skyndte han sig Nord paa til det russiske Hovedkvarter med Melding om sine vigtige lagttagelser, hvilke alle siden viste sig at være rigtige.

Paa Turen var han ledsaget af 3 Kinesere - rene Banditter - som han holdt i Ave bl. a. ved Truselon om at ville skyde dem ned, om de gjorde det mindste Forsog at forraade ham, - dels ved at love dem hver en god Pengesum - om alt gik godt. Megen Savn fik han ikke paa sin Fart, thi han var stadig bange for, at de skulde forraade ham, og han holdtes ofte vaagen for at passe paa sine Ledsagere.

Senere under Felttoget fraf jeg Prinsen igen; da havde Tsaren dekoreret ham, men han havde da ogsaa endnu en Gang været ude paa en lignende Fart.

Forbindelsen med Port Arthur blev i det hele taget vedligeholdt ved Udsendinge, der oftest var Officerer, noglo i Forklædning, andre i Uniform. I sidste Tilfaelde gik de ind med kinesiske Fartajer, de saakaldte Djunkon, og holdt sig skjulte i dem under Farten.

Under mit Ophold i Mukden ankom et Par russiske Redaktorer, der om Bord i en Djunk var flygtede fra Port Arthur under allehaande Farer. Da Japanerne bordede

Djunk'en, blev de gemte under store Ruller af Tovværk paa Dækket, og paa denne Maade slap de bort til Nintschwang. Japanernes Undersøgelse af Skibet forblev frugteslos. Alle Efterretninger gik ud paa, at Stemningen var ypperlig i Port Arthur. Der var Freil og ingen Fare. Musikken spillede liver Dag paa de offentlige pladser, og Folk levede deres Liv omtrent som ellers. Selvfolgelig fik man kun nu og da ved Indiskretioner at vide, naar der var kommet Spioner tilbage fra Port Arthur, som Regel dækkede Hemmelighiedsfuldhedens Slor over disse dristige Mænd – hvem Galgen var vis, om de blev forradte til Japanerne.

Skont Mukden paa det Tidspunkt jo laa langt bag ved den opererende Armé, og man den Gang i Almindelighed ikke horte Tale om Muligheden af, at den russiske Armé kunde komme saa langt tilbage - var der dog forhold, som tydede paa, at man ikke var helt fremmed for Tanken om et Tilbagetog helt mod Nord i Retning af Harbin. Der blev saaledes bl. a. i Stilhed af Ingeniorerne og ved Hjælp af kinesere bygget Veje paa begge sider af Banen, ligesom der ophobedes Proviant o. l. paa mange steder langs Banen i samme Retning. I Mukden blev paa dette Tidspunkt opkebt Masser af kinesiske Heste, Asler og Vogne til Transport af Varer. Der modte saaledes daglig Hundreder af kinesiske kærrer, der holdt i store Vognborge, parate til at dirigeres efter Behovet. Det mentes, at Administrationen havde kobt ikke mindre end 10,000 sandanne Vogne, hver forspendte med 5 Muldyr.

Arméens smaa tohjulede kærrer egnede sig ikke ret vel for Mantschuriets daarlige Veje. Der maatte stærkere Vogne til for de store Transporter.

Tropper san vi nok af, naar de kom forbi paa Banen, baade Ingeniorer, Artilleri, Fodfolk og Rytteri i deres vældige lange Tog, medforende Vogne, forsk. Koretojer, Ammunitionskærrer, Pontoner, Kanoner og Krigsmateriel. Stundom blev der gjort et kortere Ophold i Mukden. Af og til saa vi da Artilleriet holde Ovelses-Eksercits med de nye Kanoner, som kun faa af Befalingsmændene endnu kendte, og som Mandskabet var fremmed for. Ved et Batteri var Kaptainen den eneste, der kendte Mekanismen. Men med stor ihærdighed arbejdedes der, og det Resultat, Artilleriet siden opnaaede paa Valpladsene, viste noksom, at man havde lært Brugen af de nye Vaaben.

 

IV. Saaredes Ankomst. 

Det var den 16. Juni! Musikken spillede lystigt op i Hovedkvarteret; men for mig, som sad i min Vaggon og skrev, var det, som om der flod en skærende Dissonans ind imellem. Det gjorde mig næsten ondt at lytte til disse muntre Valse, disse Marcher med buldrende Trommeslag og Fanfarer, som ellers plejer at mane frem Billeder af Sejr og Soldaternes Hurraraab, naar de rykker frem til Storm.

I de sidste Dage var der kommet daarlige Efterretninger fra Fronten – det var jeg vis paa. Mine Venner blandt Officererne havde været tavse, næsten undgaaet mig, og naar jeg havde dristet mig til en lempelig Foresporgsel, havde de enten svaret indvigende eller erklæret, at de ikke vidste andet, end at man i tre Dage havde kæmpet, men Udfaldet var tvivlsomt.

Tilsidst betroede en af dem mig, at den Styrke, som under General Baron v. Stackelberg var sendt sydpaai Retning af Port Arthur for at hjælpe den beträngte, indesluttede Armé, var bleven angreben, og at man havde set sig modsaget til at gaa tilbage. Man havde mistet 13 Kanoner.

Der var ingen Tvivl. Russerne havde lidt store Tab. De Saarede begyndte at komme. Sidste Nat passerede et Tog med saadanne; det gik nordpaa.

Om Eftermiddagen samledes udenfor Stationen en næsten uoverskuelig Mængde Koretejer til Brug ved de Saaredes

Transport. Man ventede nemlig et af det rode kors. Tog med henved 500 Saarede. Ikke blot var der modt alle de tohjulede kærrer, man havde i Trænet, men ogsaa Kinesernes Vogne, og deres «Rikschaws, var tilsagte.

Pladsen udenfor Jernbanestationen var fyldt med disse Koretejer, og tætte Skarer af kinesere stimlede sammen for at se. Paa selve den store Perron var opstillet Hundreder af Baarer, og Soldater stod parate til at bære deres kammerater til Hospitalet.

Officererne fra Garnisonen var vistnok omtrent fuldtalligt tilstede. Man talte dæmpet med hinanden og stirrede imod Syd for om mulig at faa Oje paa Regen fra Lokomotivet.

Det havde i de foregaaende Dage været meget varmt, og Himlen havde været skyfri, men just idag var det koligere, og Luften var overtrukken. Tunge Skyer hang rundt om, og Lynene glimtede af og til. Saa kom der en Byge, og Soldaterne blev sendte hjem for at hente deres Kapper til at lægge over de Saarede. I vildt Lob styrtede de afsted, og snart stod de atter i lange Linier ved Baarerne og stirrede mod Syd, medens Regnen piskede ned.

Just som Bygen herte op, saa man endelig - hen ad Aften - Toget nærme sig. Sagte gled det ind langs Perronen, ialt nogle og tyve Vogne med det rode Kors. Flag vajende pan flere af dem. Allerede inden det havde gjort Holdt. opdagede man en Mängde Soldater, der kiggede ud af Vinduerne. En havde Hovedet i Bind, en anden Armen bunden op 0. S. V., men alle var de i hvide, rene og pyntelige Sygedragter. Det gjorde et godt indtryk og bevirkede - idet mindste paa mig , at Uhyggen straks svandt. Snart viste der sig flere i Vinduerne og paa Platformene mellem Vognene. Ved siden af de Saarede saa man inge, nydelige Kvindeskikkelser i snehvide Dragter med det rode Kors paa Brystet, samt Leger, tildels i hvide kitler. Kort sagt! Ved forste Ojekast fik man Indtrykket af minutios Orden, ubetinget Renlighed og en fast Tillid til, at der var gjort alt, hvad der kunde gøres for de Saarede og dette Indtryk svandt ikke ved den paafølgende Defilering og Udbringning af de Saarede; men dette Sanitetstog var ogsaa indretttet efter alle Nutidens Fordringer til Hygiejne. Det var Storfyrstinde Marie Pavlovnas Sanitetstog, der stod under Kommando af Oberst Buch. Imidlertid brød paany en Byge los, hvorfor man opsatte at bære de Saarede ud, til den var forbi.

I tætte Skarer samledes nu Soldater og Officerer ved Vaggonerne for at høre om Slaget og de Enkeltes Deltagelse deri. Ikke faa af de Saarede bar Georgkorset fæstet paa deres Kitler, ja en af dem havde endog for udmærket Tapperhed faaet to saadanne.

Denne Ventetid benyttede flere af de Saarede til at skrive Breve inde i Kupéerne, nogle hjulpne af Sygeplejerskerne. De mere Haardtsaarede saa man endnu ikke.

lalt medførte Toget 470 Saarede, men det var kun en Sjettedel af det samlede Antal. De øvrige kom senere eller var sendte til andre Hospitaler længere nordpaa.

Man forbavsedes over de Saaredes friske Udseende. Ingen af dem var blege, og kun faa saa lidende ud; men Japanernes Fodfolksprojektiler giver heller ikke slemme Saar, hvorom vi senere skal here nærmere.

De Saaredes Transport formede sig saa monsterværdig, som kunde den være arrangeret til Parade. Mange humpede selv ned til Baarerne eller Vognene, flere gik strunkt afsted, medtagende deres Udrustning og Vaaben ja, en Saaret, der havde faaet ikke færre end fem Saar, vægrede sig ved at blive baaret og gik afsted, rygende paa sin Cigaret.

Stærke Sygeplejere loftede paa deres Arme Saarede og bar dem ned, men adskillige af de værst medtagne Soldater maatte fra Vaggonerne bæres ned paa Baarer. Kapperne hylledes over dem, og de forsvandt, med deltagende Blikke rettede efter sig.

Flere Officerer og adskillige Soldater blev anbragte i Rikschaw's og kortes bort af Kinesere.

Lidt efter lidt tomtes Vognene, og i lange Linier bevægede Vogne og Baarer sig ind mod Byen ad Hospitalet til. Tilsidst kortes de lettest Saarede bort paa Karrer. Alle medbragte Fortegnelse over Saarenes Art, saa Behandlingen straks kunde begynde.

Ca. 11. Time efter Togets Ankomst var alle bragte bort.

Med en Folelse af Lettelse gik jeg hjem. – Krigen var dog ikke saa rædselsfuld nutildags som tidligere. Saarene er, efter sigende, mindre grufulde, og de Saaredes kvaler færre. Om ikke længe vil de fleste kunne stode til deres Regimenter igen.

Da jeg gik hjem, mødte jeg en Oberstlojtnant, med hvem jeg havde gjort Rejsen hertil fra Moskva Hans Bataillon laa i Mukden og havde ikke været i Fagtning. Han sagde, idet jeg gik forbi ham:

Ja, er det ikke forfærdeligt, at man skal blive liggende her.

Det var det Indtryk, de Saaredes Ankomst havde gjort paa ham. Intet Afskrækkende, tværtimod! Det maa jo imidlertid erindres, at de Dodes og de Haard tsaaredes Pinsler havde han ikke set.

Naar jeg tænker tilbage paa de grufulde Scener, jeg oplevede, da jeg i min Ungdom første Gang – og som Deltager – var med i Krig, kan en Gysen endnu stundom gennembæve mig. Men da kæmpede vi ogsaa med Araberstammer, der var hævngerrige, blodterstige, og som lemlzestede de Saarede, der faldt i deres Hænder, paa det frygteligste – medens Krigen her udkæmpes mellem civiliserede Folkeslag, for hvem Maalet i første Instans er for en Tid at gere sine Modstandere ukampdygtige.

En heldig Omstændighed havde ogsaa bidraget til, at alt kunde lægges til Rette for de Saaredes ojeblikkelige Behandling -- nemlig den, at Toget kunde gaa frem omtrent til Kamppladsen, saaledes at Læger og Sygeplejersker straks kunde faa fat i de Saarede og bringe dem Hjælp. Havde disse forst maattet ligge en Tid paa Valpladsen i brændende Sol for manske siden at blive forelobigt forbundne og endelig transporterede paa kinesiske Vogne over ujævnt, vanskeligt Terræn, inden de kunde finde den endelige Hjelp, havde de visselig neppe været i den Tilstand, som vi fandt dem i.

Endnu Dagen efter passerede Tog med Saarede forbi.

V. Slaget ved Vafangkou. 

Som vi har hørt, kom en Del af de Saarede fra Vafangkon til Hospitalerne i Mukden, hvor de blev fortrinligt anbragte, navnlig i et Tamatempel udenfor Byen, hvis Bygninger afgav det smukkeste

Pavillonsystem, noget Hospital kunde enske sig. Her talte jeg med mange af dem, der havde deltaget i kampen. Der laa Chefen for 35. sib. Skytte Regiment, Oberst de Dovbor Musnitski, som havde kommanderet paa hejre Floj, to Tvillingbrodre, Lojtnanterne Semionoff af 3. Regt., der havde staaet paa venstre Floj. Den ene var haarit saaret i Brystet, den anden mindre haardt i Benet. En treilje Broder mentes at være faldet i Slaget. De to laa Side om Side ja Feltsengene, stakkels unge mennesker, endvidere en Lojtnant Beakulin af 5. Rosak Regiment, som havde ledsaget to nordamerikanske Militar attacheer, Oberst Schuyler og Kaptajn Reichmann, paa Val. pladsen. Senere traf jeg i Ljaojang begge disse Officerer, af hvis Mund jeg ligeledes horte et og andet om Slaget, det samme gjaldt on engelsk Militærattaché, Major Hume, der havde fulgt Rytteriet ved Vafangkor. Endelig molte jeg paa et senere Tidspunkt skillige andre Officerer, som havde deltaget i kampene. Disse Herrers Beret. ninger, der er fyldigst for Kampen paa venstre Floj, ha med de navnlig i tyske militzere Tidsskrifter fremkomne Oplysninger, saaledes at jeg derved er bleven i Stand til at give en samlet Frem stilling af Slaget. Der er dog adskillige Punkter, som jeg ikke har haft Adgang til at faa klaret, saaledes vedrørende enkelte Regimenter, der kempede mellem Centrum og hejre Flej eller paa lenne Floj og hvorum Angivelserne synes at være ukorrekte. I det hele og store haaber jogclog at have truffet det Rette

Der kan næppe være Tvivl om, at det var som Felge af et Pres fra oven, at General Kuropatkin i Midten af Juni Maaned blev nødsaget til at lade en sterre Styrke - 1. sib. Armekorps under Generallejtnant, Baron v. Stackelberg - rykke frem i sydlig Retning for at hjælpe paa Forholdene ved Port Arthur. Kuropatkins Onske havde stedse været, med den i Antal forelebig underlegne Styrke, at indtage en afventende Holdning til Forstærkningerne fra Rusland kunde komme. Han havde, som vi senere nærmere skal se, indtaget Stillinger, der tillod ham, under en Retræte, mere og mere at koncentrere Arinéen. Foreløbig stod den meget spredt, og yderligere at svække den ved at fremsende en betydelig Styrke var farligt. Dels kunde denne blive slaaet af General Okus overlegne Armé, der rykkede frem fra Liautunghalvoens Sydende, dels var der Fare for, at den fra Ost kunde blive angrebet i Flanken af Dele af Takuschan Armeen.

Om at undsætte Port Arthur med Stackelbergs Styrke kunde der næppe blive Tale, derimod kunde man maaske ved denne Demonstration drage Dele af Belejringshæren bort fra Fæstningen. Det var et farligt Eksperiment; men det blev forlangt, at Kuropatkin skulde gore det, og han bejede sig - denne Gang som saa ofte senere - for at gore det bedst mulige ud af den ilde Situation.

General Oku rykkede altsaa, som vi har hort, mod Nord med II. Armé, efter at denne var bleven fri i sine Bevægelser som følge af, at den egentlige Indeslutningsarmé under General Nogi nu udelukkende tog Allære ved Port Arthur.

I Lobet af en halv Snes Dage koncentrerede Oku sin Styrke i Egnen ved Pulangtien, hvorfra han rykkede frem for at fore et Sted mod Stackelbergs Korps.

Snart horte man om Skærmydsler mellem fjendtlige Rytterstyrker og fremsendte Kommandoer, og den 12. Juni indleb Melding, at General Stackelberg stod ved Vafangkou med en Avantgarde Syd derfor.

Den Styrke, Oku raadede over, blev efterhaanden bragt op til ca. 42000 Mand (3 Infanteri Divisioner; 5., 7. og 11., foruden mindre Dele af andre, en Kavalleribrigade og en Artilleribrigade med ca. 200 Kanoner).

General Stackelbergs Fodfolksstyrke var noget mindre end Japanernes, dog fik han stadig Forstærkning, og da den afgerende kamp kom til at staa et Par Dage senere.

var den bragt op til ca. 36,000 Mand Fodfolk og Rytteri. Derimod var Russernes Artilleristyrke kun haly saa stor som Japanernes, nemlig 94 Kanoner, hvilket blev af afgerende Betydning for Slagets Udfald.

General Stackelberg var vel anset som en dygtig Forer, men samtidig som en noget nerves Mand, hvis Hjerne stadig arbejdede under Hajtryk.

Hans Stab havde ofte en yderst besværlig Tjeneste. Aldrig havde hans Omgivelser Fred. Om Natten kunde han ofte ikke sove, fordi Tankerne arbejdede. Han vækkede da sine Officerer, talte med dem om sine Idéer og Planer, og naar Morgenen gryede, havde hverken han eller de faaet Sevn og Hvile til at modstaa Dagens Anstrengelser med.

Hans Hovedkvarter befandt sig i et til hans Disposition stillet Jernbanetog, hvilket jo var praktisk nok, eftersom baade hans Fremrykningslinie og hans mulige Tilbagetogelinie fulgte Banen.

Dertil var der intet at sige; men hvad man selv i den russiske Armó fandt forunderligt, var den Omatändighed, at han i dette Tog og paa Valpladsen medferte hele sin Husstand, bestaaende af: Hustru, et Par Piger 0. 8. V., hvortil kom Heste, nogle Keer, for at faa frisk Mælk, Jagthunde 0. S. v., saa Toget, der selvfølgelig tillige indesluttede Staben, havde et meget stort Antal Vogne. At Hustruen, som paastaaet, ved senere under Slaget ikke at tillade, at man vækkede ham, da han endelig fandt lidt Hvile efter en gennemvaaget Nat, derved skulde have forhindret Reserverne i at blive satte ind i Tide, er vist ondskabsfuld Bagvaskelse.

Jeg har iovrigt senere i Haitschön selv set dette beremte stackelbergske Hovedkvarter.

At det tillodes en General overfor Fjenden, at medføre et saadant Træn, vil sikkert forbavse, men Stackelberg havde aabenbart saa mange gode Egenskaber, at man saa igennem Fingre dermed. Han var en beslutsom Mand og en Mand, der ikke veg tilbage for et stort Ansvar.

13. Juni, Oku havde besluttet sig til at rykke frem den 13. Juni. Hans Plan var at forsege en stor omgaaende Bevægelse i Russernes Flanke samtidig med, at han fastholdt Fjenden i Fronten.

Den omgaaende Bevægelsa vilde imidlertid tage Tid, saa for den 15. kunde den næppe komme til at virke, derfor maatte man ikke for tidligt presse paa i Fronten.

Fremrykningen blev ordnet saaledes, at der efterhaanden skulde formeres folgende Kolonner:

Hejre Floj kolonne rykkede frem i Tasacho (Shaho) Dalen.

Centrumskolonnen langs Jernbanen,

Venstre Floj kolonne skulde foretage den omgaaende Bevægelse og marchere frem i nordvestlig Retning ad en Vej over nogle Landsbyer, for der paa at passere Futschoutloden, N. for hvilket Nachialing Plateauet ligger; herfra skulde svinges i N. 0. for at naa frem gennem Slugter mod Vafangkou.

Yderst paa hejre Floj opererede Rytteriet.

Hojre Fløj og Centrumskolonnen bestod vistnok tilsammen af 2 Divisioner. Venstre Flejkolonne af ca. 1 Division.

Kl. 7, Morgen opdagede Russerne japanske Kolonner paa Hejderne ca. 12 Verst Syd for Vafantian Jernbanestation mellem Jernbanen og Floden Tasacho. Tre Timer senere saa man tre japanske Kompagnier med hurtigskydende Kanoner ilsomt besætte Landsbyen Vafan, og nu var det tydeligt, at Japanerne beredte sig til Angreb; længere tilbage rejste der sig väldige Stevskyer, som formørkede Horisonten, det maatte være marcherende Tropper. KL. 10,3/4 iagttog man japansk Fodfolk, som i Leb kom frem og besatte en Hejde 10 Verst S. for Stationen Vafantian, paa hvilken et kinesisk Tempel laa.

Lange Kolonner saas nu ganske tydeligt rykke frem ad den brede, sandede Tasacho Flodseng, hvis Bredder var krandsede af Skovbevoksning. Langs Jernbanen marcherede lignende Kolonner. Klokken 12 kom det til et forste Sammensted mellem Avantgardernes forreste Afdelinger. To Timer efter havde Japanerne udviklet en betydelig Frontlinie paa begge sider af Jernbanen. Den skennedes at være 12 Verst lang. Japanerne fortsatte langsomt Fremrykningen, men standsede Kl. 4% tæt Syd for Vafantian. Russernes Avantgarde trak sig Klokken 6 under Skydefægtning med Fjenden tilbage i Retning af Hovedstillingen Syd for Vafangkou Station.

Der var saaledes denne Dag kun forefaldet Skærmydsler, Stackelbergs Stilling laa tværs over Jernbanen og samtidig over Futschou Floden, som saaledes delte den i to Dele, hvilket selvfølgelig var en betydelig Ulempe.

Terrænet paa begge Sider af Dalen var iøvrigt bjærgfuldt, i selve Dalen bakket, og derfor vanskeligt at operere i. Stillingerne var vel forskansede med Skyttegrave og Kanonindskæringer, hvis forreste Linier gennemgaaende laa 6-7 Verst Syd for Jernbanestationen:

Paa venstre Flej, i en fremskudt Stilling paa Hojderne Nord for Landsbyen Gouin, stod General Gerngross med 3 Regimenter (1., 2. og 3.) af 1. ostsib. Skytte Division, 1 Maskingevær Kompagni, samt 2 Batterier.

Centrum, i en meget udstrakt Stilling, stod 4. ostsib. Skytteregmt. (horende til ovennævnte 1. Div.) og bag det en stor Del af Artilleriet, mindst 4 Batterier.

Som Reserve bag Centrum stod længere tilbage ved Landsbyen Chuafankou 2. Brigade (Glasko) af 35. Inf. Div. (139. og 140. Rgmt.).

Hojre Floj, Vest for Banen og Futschoufloden, dannedes af: 2. Brigade af 8. ostsib. Skytte Div., General Gokalajev - Kalageorgi (31. og 32. Rgmt,), samt

9. østsib. Skyttediv., General Kondratovitsch (33.. 34., 35. og 36. Rgmt.) vistnok med 4 Batterier; for en Del ankom Fodfolket lige for Slaget.

Hvorledes Opstillingen, navnlig i Begyndelsen af den kommende kamp har været, er ikke aldeles sikkert oplyst. Saa vidt man kan se, er der i Meddelelserne indlebet Fejl m. H. t. Regimenternes Numre.

ferste Linie stod i alle Tilfælde mindst ét, rimeligvis to, Regimenter paa Hejderne Nord for Tafanchen, medens Resterne af Styrken, ca. 4 Regimenter, i Begyndelsen holdes i Reserve bag Flojen ved Vafangkou Jernbanestation.

Yderst paa hejre Flej ved Lunkov opererede General Samsonoff med storste Delen af Rytteriet, bl. a. hele Ussuri-Brigaden og et ridende Batteri. Hertil var maaske ogsaa afgivet Dele af et Inf. Rgmt. (36.)

Centrum var, som vi ser, svag, Artilleriet fordelt baade til Fleje og Centrum, medens Reserverne, paa Grund af Stillingens Tvedeling, var opstillet paa to Steder.

Den 14. Juni. Klokken 7,25 Morgen opdagede Russerne, at Japanerne rykkede frem i Fronten af deres Stilling. Lidt efter trak det russiske Fordæknings Rytteri, som stod Fjenden nærmest, sig tilbage.

Stackelberg vilde jo nemlig modtage Angrebet i Stillingen Syd for Vafangkou, hvorfra han haabede at kunne fore et Sted mod Japanernes højre Floj, naar de gik frem til Angreb.

Fjenden fulgte efter og begyndte at indlede Skydefægtning med det russiske afsiddede Rytteri og Arrièregarden, der Skridt for Skridt trak sig tilbage. Japanerne rykkede vedblivende frem, passerede om Formiddagen Vafantian, og ved Tolvtiden nærmede de sig Russerne.

Som det har været Tilfældet i alle kampene i Mantschuriet, sogte Japanerne ogsaa her straks fra Kampens Begyndelse at fore en betydelig Artilleristyrke frem, for dermed at forberede og gore Infanteriangrebet muligt. Denne Dag var det dog ikke Hensigten at foretage et saadant Hovedangreb, det gjaldt blot om at fastholde Russernes venstre Flej og Centrum, saa den omgaaende Bevægelse mod deres hejre Floj kunde komme til at virke.

Japanerne havde kert et Batteri paa ca. 100 Kanoner op paa Hojderne Nord for Landsbyen Tschuzjatun, og herfra aabnede de klokken 1'. Eftm. en voldsom Ild mod Russernes venstre Floj og Centrum, hvorved disse led betydeligt. Beskydningen varede til Aften. Samtidig sogte de at kaste Fodfolk mod Fjendens yderste venstre Floj. Dette var, som berort, en Demonstration for at bortlede Opmærksomheden fra hans hejre Floj. Russerne havde derfor ikke vanskeligt ved at afvise Angrebene.

Tabene paa russisk Side var, navnlig som Folge af Artilleribeskydningen, ikke helt ringe.

Den populære, tapre og dygtige Chef for 1. ostsibiriske Division, General Gerngross, blev ramt i Hovedet af en Granat, lod sig forbinde og blev paa Valpladsen; det samme gjorde General Rotkovski, Chefen for 2. Brigade af 1. ostsib. Division.

lalt var der ca. 350 Saarede og Dede, blandt hvilke endvidere Chefen for 1. Regiment, Oberst Vastonoff, og hans Adjutant.

De russiske Tropper var i en ypperlig Stemning.

Japanernes venstre Kolonne naaede denne Dag over Futchou Floden til Hojdedraget Nachialing (Na-chi-tsen) for næste Morgen for Solopgang at begynde den omgaaende Bevægelse mod Vafangkou.

Det havde været anstrængende Marscher, kolonnen havde halt, og der forestod den en lang Dagsmarsch, forinden den kunde komme til at gribe ind.

Natten mellem den 14. og 15. Juni forlob roligt. Russerne fik i Nattens Lob Forstærkning sendt med Banen (bl. a. 34. og 35. ostsib. Sk. Rgmt.).

Den 15. Juni. Denne Dag skulde det afgerende japanske Hovedangreb paa Russernes Stilling finde Sted. Nu maatte venstre Flojkolonne kunne gribe ind i Lobet af Dagen. Samtidig skulde hojre Floj og Centrum fore et Angreb imod Russernes Front. Forelobig gav General Oku Ordre til, at Centrumskolonnen allerede om Natten sendtes frem for at besætte Hojderne Vest for Jernbanen, for derfra at gaa over Futschou og operere mod Russernes højre Floj, saaledes at venstre Flojkolonne senere kunde komme frem til venstre af samme.

Henad Morgenstunden hyllede en tæt Taage alt ind, saaledes at man fra ingen af siderne kunde se noget.

Allerede ved Totiden om Natten fandt der Skærmydsler Sted ved Sikringsdelene paa Russernes yderste hojre Floj. Det var aabenbart en Rekognoscering, og deraf kunde intet sikkert udledes. Snart blev alt paa ny stille, og Tiden gled. Hvad der derimod betod mere, var, at Samson off ved Femtiden konstaterede Fjendens Tilstedeværelse i ikke ringe Antal foran Hejderne mellem Tafanchen og Lunkov. Generalen havde sendt Patrouiller frem, som til Trods for Taagen dog kunde melde ham, at stærke, fjendtlige Styrker var samlede Syd for Tafanchen, bag Skovene der.

Snart efter aabnede Japanerne fra Skovbrynet der en livlig Ild mod Rytteriet, og kl. 6. (altsaa samtidig med, at Russerne, som vi straks skal se, paabegyndte et offensivt Stod fra deres venstre Floj mod Japanernes hojre) bred starke Fodfolkskolonner, Artilleri og Kavalleri frem herfra og udviklede sig mod Hojderne mellem Talanchen og Lunkov. Dette var aabenbart de omtalte Dele af Japanernes Centrumskolonne.

Hvorledes Meldingen herom til General Stackelberg har lydt og naar den er indkommet, ser vi os ikke i stand til at oplyse; men den har i alle Tilfælde ikke foranlediget Generalen til at ane nogen særlig truende Fare fra den Kant, eftersom han noget efter Klokken 10, altsaa efter at en saadan Melding nedvendigvis maatte være kommet ind, dog beordrede en betydelig Del af Reserverne bag Centrum ud paa sin venstre Floj, hvor der var hændt folgende:

Da det klarede lidt ved Femtiden, aabnede Russerne Artilleriilden, som straks blev besvaret med overvældende Virkning af Japanernes Artilleri, der var kort op paa Hojderne paa begge sider af Jernbanen. Japansk Fodfolk sendtes snart efter frem mod Hojderne Syd for General Gerngross' Stilling paa Russernes venstre Floj, men det kunde ikke vinde frem.

Efter Solopgang fik General Gerngross Kl. 61, Ordre til at forsøge et offensivt Sted mod Japanernes hejre Floj paa Hejderne ved Tschuzjatun.

Med Jubel hilste Tropperne den saarede General, da han red ned ad Rækkerne forinden Fremrykningen. Disse trofaste, uendelig tapre, nejsomme og disciplinerede soldater bad deres Bon og glædede sig som Born til nu at skulle fore Sejren hjem.

Gerngross giver sine Ordrer, udvikler sit Fodfolk (1., 2. og 3. Rgmt.) i tre Linier med 8 Kompagnier oploste i Skyttekæde i forste, 4 Batailloner i anden og 3 Batailloner i tredie Linie.

Taagen var nu lettet, og Fremrykningen blev straks vanskelig, da man maatte passere et aabent Bælte paa ca. 1400 Meter, hvor man var udsat for en häftig Ild, navnlig fra det fjendtlige Artilleri.

Trods store Tab gik dog Fremrykningen raskt, idet Skyttekæderne arbejdede sig frem i Spring.

Gerngross' Artilleri havde taget Stilling og segte at hjelpe Angrebet frem, men det viste sig straks, at det var det fjendtlige underlegent.

Efter at have passeret den aabne Strækning, naaede Gerngross et bolgeformet Højdedrag, op ad hvis Skraaninger det videre Angreb skulde foretages. Med glimrende Tapperhed og kraft sogte hans Regimenter at vinde fremad; men de led enorme Tab i Granatkardæskilden.

Et af Regimenterne, l., kunde ikke vinde længere frem end til Foden af Bakkedraget – de andre to derimod lykkedes det at storme frem til Toppen, hvor de indledede en voldsom Skydefægtning med Fjenden paa ganske kort Afstand.

Det var et kritisk Moment for begge Parter. Japanerne folte sig haardt trængte. De siger selv, at: højre Kolonnes Stilling var saa at sige uholdbar», To Gange fik de Forstærkning fra Hovedreserverne. Det russiske Artilleri kunde imidlertid ikke længer hjælpe. Det var taget saa vel under Behandling af det fjendtlige overlegne Artilleri, at det omtrent maatte tie. Af 16 Kanoner blev de 13 demonterede. Kampen blev staaende.

Klokken var nu 10. General Stackelberg, som havde faaet Melding om Situationen, besluttede, uanset at fjenden ogsaa trykkede paa hans hojre Floj, at sende Forstærkning ud paa venstre Flej. Det var den halve 35. Div. (139. og 140. Regt.), som ved en omgaaende Bevægelse skulde soge at komme Japanerne i Flanken Ost om Gouin.

Regimenterne begyndte Bevægelsen og kom udenom egen Floj; men her modte de den fjendtlige Rytterbrigade, som resolut forsegte at standse Fremrykningen. Det lykkedes dog ikke, Russerne kastede den tilbage, men det tog nogen Tid, og da Russerne atter kunde rykke frem, var Forholdene forandrede, og de maatte, som vi straks skal se, gan tilbage sammen med Gerngross' hele Styrke.

Samtidig med at Gerngross Kl. 64, rykkede frem, havde Japanerne ved samme Tidspunkt begyndt et Angreb paa Russernes Centrum, hvor 4. ostsib. Regiment som sagt stod i en ret isoleret og udstrakt Stilling, og hvor det var udsat for en heftig Artilleribeskydning. Dette Angreb foretoges, saa vidt man kan se, med kun ét Regiment Fodfolk.

Angrebet lykkedes over al Maade, navnlig takket være Artilleribeskydningen, og Regimentet, der ikke synes at have holdt særlig god Stand (det havde kun 10 Procent Tab i hele Kampen) gik i Uorden tilbage, saa der først blev Hold paa det i Hojde med Jernbanestationen, hvor nu andre Tropper hjalp til at tage mod Stedet.

Situationen blev da den, at Russerne stod forholdsvis langt fremme paa venstre Floj og i Færd med at fuldfore et offensivt Sted, medens deres Centrum var sprængt - og højre Floj i Færd med at blive omgaaet, hvorom vi straks skal here.

Ved Japanernes Fremtrængen i Centrum blottedes Gerngross' hejre Flanke, og han blev nødsaget til at gaa ilsomt tilbage. Han opdagede nemlig, at et Højdedrag, som han troede besat af egne Tropper, var taget af Japanerne. Han maatte nu tilkæmpe sig Retræten under store Tab.

De demonterede 13 Kanoner maatte efterlades: de havde iovrigt gjort den Gavn, de kunde.

Den paabegyndte omgaaende Bevægelse mod Japanernes hojre Flanke kunde nu intet udrette, og den halve 35. Div. veg samtidig med Gerngross. Hele Centrum og venstre Floj gik saaledes tilbage, som Japanerne siger, i Uorden. Dette skete mellem Klokken to og tre Eftm.

Det var selvfolgelig et Nederlag for Russerne, men tænker man sig, at Angrebet var bleven fort bedre frem paa dette Tidspunkt, er det et stort Sporgsmaal, om saa ikke Nederlaget senere var blevet langt storre, naar den japanske omgaaende Bevægelse mod højre Floj var bleven fort igennem.

Vi skal nu gaa over til at omtale, hvad der skete her.

Oprindelig stod, som berørt, ét, maaske to russiske Regimenter, i forste Linie Vest for Floden og Banen, hvilke efterhaanden optog Kampen mod Japanernes frembrydende Styrker.

Den japanske Styrke af Centrums kolonnen der, som sagt, var gaaet over Futschoutloden og som jo snart kom i kamp med disse Styrker paa Russernes hojre Floj, avancerede stadig.

Den fik nu tilmed Forstærkning af et Detachement Fodfolk og Artilleri fra Byen Futsehou, som Kl. 9, naaede op i Hojde med Centrumskolonnen.

Forening gik de nu frem og kastede Russerne i Nærheden af Tafanchen (Kl. 11).

Artilleriet paa Russernes højre Floj aabnede nu en voldsom Ild paa de frembrydende Japanere. Detachementet fra Futschou, der stod længst til venstre, avancerede dog, idet Mandskabet klatrede op ad Klipper og over Afgrunde. Det lykkedes Mandskabet herfra at sætte sig fast paa et Klippeparti, som laa i Russernes Flanke. Herfra generede de dog ikke i nogen væsentlig Grad de russiske Reservers Fremstod, hvilket netop nu fandt Sted.

I den officielle russiske Beretning staar, at «KI. 6/, Fm. omgik Japanerne den højre Floj med 1 Brigade Fodfolk, Kavalleri og Artilleri, hvorfor Reserverne blev beordrede frem..

Dette skete dog ikke for Kl. 10 eller 10, saaledes som det vil fremgaa af det efterfølgende.

Klokkeslettet 64. refererer sig aabenbart til Samsonofl's ovenanforte Melding om Opdagelsen af sterre fjendtlige Styrker ved Tafanchen: men forst 4 Timer efter beordredes Reserverne altsaa frem.

Tovrigt angik, som berort, Samsonoff's Melding næppe den japanske venstre kolonnes omgaaende Bevægelse, der forst senere var skredet saa langt frem, at den kunde observeres i Egnen Nord for Lunkov, derimod gjaldt den sikkerlig Centrums-Kolonnen og Detachementet fra l'utschons Frembrud.

Den japanske venstre Floj-Kolonne var imidlertid nu ved at gribe ind, uden at det russiske Fodfolk i forste Linie paa hejre Floj havde nogen Anelse herom, hvorom nedenfor. Kolonnen fortsatte Fremrykningen og naaede et Par Timer efter Middag frem i Hojde med Vafangkou i Flanken paa hejre Flej. Vi skal nu hore om Reservernes Fremsted.

Oberst Constantin de Dovbor Musnitski, der tidligere havde været Chef for de russiske Tropper i Peking, kommanderede nu 35. ostsibiriske Skytteregiment. Han har meddelt Forfatteren folgende:

Regimentet var i Lebet af Natten kommet til Vafangkou Nord fra med to Tog. Det ene kom klokken 2 om Natten, det andet Klokken & Morgen. Her gik det straks i Bivuak, og Obersten, der sammen med 34. Regiment stod i Reserve her, lod hvile og koge.

Fra Morgenen tidlig havde man hert Kanontordenen, og man var just ved Titiden færdig med Suppen, da Oberstens Broder, der var Kaptajn i Generalstaben og Adjutant bos General Stackelberg, kom ridende og overbragte folgende Ordre :

Bryd Lejren af! Ryk frem til hojre for at stette vor yderste hojre Flej. – Hvis der er Tropper at angribe, saa angrib. Er de overlegne, saa hold Stand!

Samtidig fik Obersten tillige Overbefalingen over 34. Regiment, et Batteri og en Eskadron Kosakker.

Broderen forsvandt, og Obersten satte sig i Marche mod Syd med sit Kommando.

Om den almindelige Situation vidste han saa at sige intot udover, hvad han kunde tænke sig. Han havde hort, at der var en livlig Kamp i Centrum og paa venstre Floj; men at man var ved at blive omgaaet paa hejre Floj, hvor han nu selv befandt sig, vidste han ikke noget om. Formodentlig har man ikke haft nogen klar forestilling herom ved Korpsets Stab, ellers havde man vel ladet ham tilflyde Underretning herom. Rytterbrigaden stod jo yderst paa hejre Floj, som den maatte antages at kunne sikre.

Saaledes som Terrænet viste sig for Obersten, laa der fremad til hore (i SV.) et større fjald ined stejle Sider Fra dette udleb lavere Hejder mod Øst. Disse begrænsedes at Futsehou-Dalen endnu længere mod Ost.

Obersten marcherede mod Syd, forst gennem en Landsby, siden gennem en anden, idet han udviklede 34. Regiment og siden 35. Regiment til hejre for dette – begge med Front mod Syd. Batteriet lod han tage stilling bag Regimentet, saa det sked ud over samme. Yderst paa Flojen var to Kompagnier som Flankedækning, medens et Kompagni afgav Bedækning for Kanonerne.

34. Rgmt. skulde stette sin venstre Floj til 33. Rgmt., som allerede havde Stilling paa Smaahojdernes østligste Del, nærmest Jernbanen.

Regimenternes forste Udvikling var folgende:

34. Rgmt. havde én Batl. i forste og to i anden Linie, 35. to i forste og en i anden Linie.

De forreste Afdelinger udviklede straks Skyttekæder, og Fremrykningen fortsattes. Skraat fra venstre kom en levende Artilleribeskydning, og snart mærkede man fjendtligt Fodfolk i Fronten. Afdelingerne udvikledes yderligere i spredt Ordenmen Terrænet var meget vanskeligt at passere: Tet Krat; bevoksning sinkede Farten, og vinkelret paa Fremrykningslinien laa Dal paa Dal. Alle beredne Officerer var staaede af Hestene, og Ledelsen var vanskelig. Dog gik det jævnt fremad under Skydefægtning med Fjenden.

Skont der vel kom enkelte skud ind i Flanken fra det omtalte hoje, stejle Fjæld, rykkede Obersten dog videre med taette Skyttekæder, Dal op og Dal ned. Der faldt mange Folk, især for Artilleriilden, men ogsaa for Fodfolksilden. Batteriet tordnede les det bedste, det kunde bag Flejen, men det led store Tab.

Fremrykningen, der var foregaaet langsomt og i god Orden, gik imidlertid i Staa, og de japanske Afdelinger, man havde imod sig, og som var vegne et Stykke, blev ojensynlig forstærkede, thi Ilden tiltog. Det var ikke muligt at naa længere frem i det vanskelige Terræn. Paa 300 Meters Afstand vedligeholdes Skydefægtningen nu. Japanerne saa man saa at sige ikke, de dækkede sig fortrinligt, ja Obersten udtalte, at skont han, som vi skal erfare, blev saaret, havde han dog under hele Slaget ikke set en Japaner.

Klokken var bleven mellem to og tre. Obersten havde ingensomhelst Melding eller Ordre modtaget, siden han blev beordret frem, hverken fra den ene eller den anden. Han vidste stadig ikke, at Japanerne foretog en omgaaende Bevægelse i hans hejre Flanke.

Her laa jo som sagt det omtalte heje Fjældparti, hvorfra der vel mærkedes en svag Beskydning: men han antog, at den stammede fra Patrouiller og lagde ingen videre Betydning heri.

Nu saa han imidlertid i det fjerne, at Russernes Centrum og venstre Floj var under Tilbagegang, og til sidst fandt han, at Situationen af denne Grund blev farlig for ham.

Han gav derfor Ordre til Retræte, og under stadig Kamp med Fjenden og udsat for en vældig Artilleribeskydning gik det Skridt for Skridt tilbage mod Nord.

Regimentet led betydelige Tab, og det kneb lidt at holde Orden,

Obersten var, tilligemed sin Adjutant, bleven noget til bage og var blandt de sidste, der forlod Hojderne.

Just som de kom ned paa Sletten paa Vej tilbage mod Vafangkou, faldt Projektilerne baade fra Artilleri og Fodfolk meget stærkt. En Oversergent var bleven saaret. Obersten bar hans Gevær, og de gik videre efter de vigende Afdelinger. En Kaptajn kom til, han blev skudt, Adjutanten saaredes, og til slutning blev Obersten selv saaret i Armen. Han gik dog videre tilligemed de andre saarede og sogte at lede Regimenternes videre Retræte. Da han saa, at den nu foregik i god Orden, og da Saaret smertede ham meget, overgav han Befalingen over sit Regiment til en Oberstlejtnant. og begav sig til Ambulancen ved Vafangkon. Her blev han optaget og senere sendt til Mukden. Da jeg to Dage efter Slaget traf ham, anede han endnu ikke, at Japanerne havde foretaget en stor omgaaende Bevægelse, der paa et hængende Haar nær havde forhindret hans og de to andre Regimenters videre Tilbagegang.

Imidlertid gik alt forholdsvis godt, takket være et Modangreb, som andre Styrker nu foretog.

Oberst Walter Schuyler af de forenede Staters Generalstab havde, under Ledsagelse af Lajtnant Michel Beakulin af 5. sibiriske Kosakregiment og sammen med Kaptajn Reich man af den nordamerikanske Hær, foretaget et Ridt paa Kamppladsen. De iagttog Kampen i Centrum og paa venstre Flej i nogen Tid.

Granatilden var efterhaanden bleven ganske ualmindelig voldsom, og Officererne holdt i nogen Tid ved et Batteri paa 12 Kanoner.

Lojtnant Beakulin, som jeg traf paa Hospitalet i Mukden, fortalte, at de to Militærattacheer tilsyneladende ikke ændsede den farlige Situation, i hvilken de befandt sig. De fjendtlige Granater gjorde lyst blandt Artilleristerne, saa vistnok de fleste, om ikke alle Ollicererne, var dode eller saarede, og det samme var Tilfældet med Underofficererne. Mandefaldet var stort; men med glimrende Tapperhed segte de tiloversblevne at betjene Kanonerne, saa Ilden stadig vedligeholdtes.

Lejtnanten saa, at der ved en Kanon til slutning kun var to Mand tilbage. Den ene var haardt saaret i den ene Haand. Han affyrede dog Kanonen med den anden, medens hans kammerat ladede. Ogsaa mange af Hestene var dræbte. De fremmede Officerers raske Optræden opflammede Soldaterne til at gøre deres Pligt. Stadig drenede Kanonerne, medens de japanske Granater i brede Baner kom susende, saa man syntes at mærke Vindtrækket, sprang i Luften med et voldsomt Skrald og dængede deres Indhold ned – eller ogsaa landede de i Jorden og rejste hoje Jord- og Stevskyer.

Til sidst blev Lejtnanten saaret i Hovedet af en Granatstump, og de to Amerikanere forte ham nu ud af Ilden. Hvor dette Batteri har holdt, har jeg ikke kunnet udfinde, rimeligvis var det et af dem, der stod i Nærheden af 4. Regiment.

Efter at Lejtnant Beakulin var bleven saaret skiltes de to fremmede Officerer for hver at iagttage Kampen fra sit Sted. Obersten red forst mod Vest, men begav sig siden op paa Hojderne ved Banen, ca. 2-3 Verst Nord for Jernbanestationen, og herfra blev han Vidne til, hvad der nu hændte paa hejre Floj.

Situationen var dengang, hen ad Eftermiddagen, yderst alvorlig for Russerne. Centrum og venstre Floj var i Retræte og for en stor Del i Uorden. De var paa dette Tidspunkt vel i Hovedsagen naaet til i Hojde med Vafangkou Jernbanestation.

Hojre Floj havde vel ogsaa begyndt Retraten, men den var endnu langt Syd for Jernbanestationen. Denne Floj var saaledes lengst tilbage, og hvis der ikke skete noget ekstraordinært maatte man befrygte, at den vilde blive fuldstandig afskaaret.

Dette var dog ikke den eneste alvorlige Fare, der var forhaanden.

De fleste saarede var bragte til Jernbanestationens Ambulance, hvorfra de var under Indladning i Jernbanetog, der endnu ikke var færdige til Afgang. Ialt holdt der tre Tog ved selve Jernbanestationen. Det ene var General Stackelbergs, de andre to militære Jernbanetog under dav. Kaptajn af Ingeniererne Spiridonoffs Kommando. Denne Officer havde allerede tidligere udmærket sig ved i sidste Ojeblik og under Beskydning at føre et Ammunitionstog ind til Port Arthur. Ogsaa nu ved denne Lejlighed skyldtes det hans glimrende Konduite, at de saarede blev indladede i Jernbanevogne og forte Nord paa. I sidste øjeblik kunde han endog forlade Stationen efter at have gjort Materiellet ubrugbart og efter at have optaget Skiftesporene. - Dette skete dog paa et lidt senere Tidspunkt, som vi straks skal here. Foruden disse tre Tog var endnu et fjerde lige ankommet, hvilket holdt paa Sporet Nord for Stationen i nogen Afstand: endelig kom et femte dampende fra Nord - og i sidste Ojeblik. Det medforte nemlig det tobolske Infanteriregiment (9. Rgmt. af 3. sib. Inf. Div.).

Japanerne havde nu fuldfert deres omgaaende Bevægelse og begyndte Fremrykningen mod højre Flojs Retrætelinie.

Der var efter Oberstens Skon ialt fire Brigader engagerede i en stor Bue mod Russernes h. Floj, saaledes at de to Brigader (d og e paa Skitsen) fortsatte Fremrykningen mod Fronten, medens de to andre (b og c) efterbaanden greb ind i Flanken. Disse sidste havde aabenbart dannet den japanske venstre Flojkolonne.

Oberst Schuyler blev nu fra sit Standpunkt (a) paa Hejderne Ost for Banen og Nord for Jernbanestationen Vidne til folgende:

Som Reserve for højre Floj stod endnu Nord for Jernbanestationen et Regiment han mener 36.). Dette saa han blive dirigeret mod Vest i Retning af de fra Banen, 19--2 Verst fjernede Hojder, for at imødegaa Japanernes Flankeangreb, saaledes at de i Fronten engagerede Regimenter kunde komme tilbage.

Til alt Held for Russerne kom i dette Øjeblik det omtalte Jernbanetog med det tobolske Regiment dampende Nord fra og holdt i Hejde med Oberstens Standplads. Han saa Folkene hastigt springe ud af Vognene. I et Nu var Regimentet ordnet, og øjeblikkelig satte det sig i Bevægelse ligeledes mod Vest, op paa de samme Hojder som det andet Regiment.

Dette skete for begge Regimenters Vedkommende med stor Bravour og Hurtighed. Skyttekæder udvikledes med Reserver bag ved, og snart bevægede de sig i fuldkommen god Orden op ad Hejderne.

Rimeligvis havde Japanerne i det Øjeblik, de to Regimenter paabegyndte deres Bevægelser, omtrent lige saa lang Afstand til Hojderne som Russerne. Det gjaldt om, hvem der kom forst. Deraf afhang hejre Flejs Skæbne.

Saasnart Russerne havde naaet Bakkekammene, aabnede de en voldsom Ild mod Fjenden, hvilken foreløbig holdt ham paa Afstand.

Batteriet holdt endnu Stand og hjalp Fodfolket tilbage, skont baade Heste og Mandskab var i hoj Grad reducerede. Her som ved saa mange andre Lejligheder i denne Krig, devoverede det sig for de andre Vaabenarter.

Det japanske Artilleri dængede stadig Regimenternes Retrætelinie til, og Granaterne slog ned i Mængde, ligesom Jernbanestationen, hvor de saarede stadig ankom, beskødes, hvorfor det gjaldt at opsætte Togenes Afgang saa længe som muligt. Tilsidst maatte man gaa tilbage med samtlige Tog. Dette skete dog ikke for i det yderste Øjeblik, under Beskydning saavel fra Front som Flanke.

Snart var ogsaa Regimenterne fra Fronten naaede i Hojde med de to i Flanken, og medens Togene dampede afsted med de saarede, ordnede hele hejre Floj sig til sin videre Retræte, idet 36. og tobolske Regiment afbrød Kampen og sluttede efter.

Japanerne var, heldigvis for Russerne, udmattede, de forfulgte ikke, og sidstnævnte slap bort ad 3 forskellige Veje. Men Marchen gik ad Bjargstier, og da det blev esende Regn, var det fast utrolige Anstrengelser, Armeen maatte udstaa. Hertil kom, at man under disse Forhold ingen Proviant havde, Teltmateriel manglede ogsaa for en Del, saa man maatte bivuakere under aaben Himmel.

Stackelberg viklede sig saaledes ud af General Okus Arme, men han maatte skynde sig tilbage, om han skulde undgaa at blive taget i Flanken af Takuschan Armeen, som nu var under Fremrykning.

Kuropatkin sendte, for at hjælpe Stackelberg tilbage, en Division frem i sydøstlig Retning foran Kaitschau.

I to Dage tilbagelagde Stackelberg ca. 45 Kilometer for han undte sine udmattede Tropper Rast.

Mod Centrum gik som berert kun ét Regiment frem og mod venstre Fløj af den russiske Stilling engageredes altsaa formentlig efterhaanden Resten: 1 god Division Fodfolk.

Rimeligvis har da den japanske Styrke, som holdt Gerngross Stangen, til at begynde med været underlegen. At Japanerne her ikke var stærke, fremgaar af Meddelelserne om, at der to Gange paa denne Floj maatte sendes Forstærkning frem fra Reserven, da man frygtede en katastrofe.

Naar det ikke lykkedes Russerne at gennemfere Angrebet, var Aarsagen hovedsagelig Artilleriets enorme Overlegenhed og den Omstandighed, at Centrum blev sprængt - som vi har set af en ringe Styrke, - hvilket kunde ske, da der her kun stod et Regiment i forste Linie, og Reserverne bag ved jo netop var blevne sendte bort ud paa venstre Floj.

Karakteristisk for Kampen er Japanernes Anvendelse af Artilleriet, der som berert jo for en stor Del holdtes samlet i en udmærket skjult Stilling paa begge sider af Jernbanen, hvorfra ikke blot Russernes venstre Floj og Centrum men ogsaa hejre Floj for en Del kunde beskydes. Japanerne benyttede næsten udelukkende indirekte Skydning.

Hvad Rytteriets Optræden under Kampen angaar, har vi hert, at begge Armeer hovedsagelig havde deres Rytteri paa hver sin højre Floj; der blev saaledes ikke Anledning til Ryttersammenstød. Men medens det japanske i Tide opdagede og opholdt det fjendtlige Fodfolk, som forsegte en omgaaende Bevægelse, udrettede det russiske ikke noget videre.

Den engelske Militarattaché Major Hume, som fulgte General Samsonoffs Rytterbrigade, udtalte til Fors., at den intet videre kunde udrette: Terrænet var vanskeligt, og da Japanerne rykkede frem her paa Flejen, gik Rytterbrigaden tilbage, saaledes at den ved Kampens Afslutning befandt sig Nord for Fafangkou.

Hvad angaar de Formationer, det japanske Fodfolk benyttede under Kampen, gaar her som ved Kampene baade for og efter alle samstemmende Vidnesbyrd fra Deltagere - og af dem har Forfatteren talt med mange - ud paa, at der benyttedes saa tätte Skyttelinier, den ene bag den anden i meget kort Afstand, at det tog sig ud som Kolonner, der hrod frem.

Paa min Udtalelse om, at dette syntes mig mod de tid ligere indvundne Erfaringer, udbrød en Officer:

Ak de skønne teoretiske Blomster! og en anden:

Det er saa mend ligegyldigt, enten man benytter sluttet eller spredt Orden; Artilleriilden skal nok finde en alligevel.

Disse Udtalelser kom fra Officerer, der havde været med paa Russernes venstre Flej. Paa hojre Floj var Terrænet saa uoverskueligt og vanskeligt, at man som Oberst de Dovbor udtalte - stundom slet ikke saa Fjenden.

Alle var, kort sagt, enige om, at Artilleriilden havde afgjort Slaget. Den var ledet fortrinligt og koncentreredes baade paa det russiske Artilleri, som jo næsten bragtes til Tavshed, og paa det frembrydende Fodfolk.

Russernes Angreb foregik vel i Skytteformationer; men der herskede til Slutning ingen Orden. Mandskabet blev blandet saa aldeles imellem hinanden, og hver Mand sogte, navnlig paa Retræten, at klare sig selv, saa at Kommando næsten ikke var til at opretholde.

Japanerne havde i alle Tilfælde paa hejre Floj, da de angreb, ingen Tornyster. Maaske har de ligesom senere ved Ljaojang atlagt dem lige forinden den sidste Storm. Dette var nemlig, efter hvad et Øjenvidne, den amerikanske Korrespondent Wallace, fortalte Forfatteren, Tilfældet her. Knap 150 à 200 Meter fra Fjenden kastedes Tornystrene og det sidste Fremleb foretoges op ad Hejderne uden disse.

Russernes Sanitetsvæsen fungerede udmærket under Kampen. De flyvende Kolonner gik frem i forste Linie og hentede de saarede, som straks bragtes til Jernbanestationen, hvor en forste Forbinding foretoges. Derpaa indladedes de i Jernbanevognene. Blandt det røde Kors.' Personale udmærkede sig særlig en Oberstinde Voronoff, hvem Forf. senere traf under kampene ved Tasitschav. Hun udtalte, at den værste Ild, hun havde været i, var den ved Vafangkou. Oberstinden har en flyvende Kolonne paa 14 Vogne, med Sygepassere, Læge og Præst, som hun selv forer. Hendes Mod og Dygtighed har gjort hende beremt i Armeen. Hendes Mand er Chef for et Rytterregiment. Angaaende Sanitetsvæsenet skal vi senere hore nærmere.

Endnu til slutning et Par Ord om den Anvendelse, Japanerne under Slaget gjorde af de indfødte for at faa Oplysninger om Fjendens Bevægelser.

Ved bestemte, forud aftalte optiske Signaler fik Japanerne saaledes Meddelelse om Russernes Opstilling og om det paabegyndte Sted mod Japanernes hejre Flej, saaledes at de kunde tage deres forholdsregler.

Neue Militärische Blätter staar bl. a, følgende:

Den for Japanerne fuldstændig usynlige og skjulte Op. stilling af et russisk Batteri, af hvilket man havde ventet sig stor Virkning, var allerede tidlig om Morgenen bekendt for Japanerne, saa Batteriet straks kunde tages under Krydsild, forinden det selv havde løsnet et Skud.

I kampen ved Vafangkou havde Russerne kæmpet tappert, og selv om der et enkelt Sted fremkom Punik, som ved Centrums Gennembrud, maa man i det hele og store yde Stackelbergs Tropper den sterste Ros for deres tapre Færd og sejge Modstand.

 

VI. I Ljaojang - Militærattachéer.

Efter fjorten Dages Ophold i Mukden kunde jeg den 24. Juni endelig forlade dette sted for med Jernbanen at begive mig til Ljaojang.

Undervejs blev vi opholdte lange paa Grund af Troppetransporter, saa vi naaede forst Ijaojang langt ud paa Aftenen.

Banegaardsrestaurationen var fuld af Officerer, der spiste og drak, og her slog jeg mig ned blandt dem. Da det ikke er at tænke paa at faa anvist kvarter saa sent, tog jeg med glæde mod et Tilbud fra nogle Læger af det rode Kors. om at bo hos dem i deres Lejr udenfor Byen.

Forinden vi begav os til Ro, korte vi forst hen til den nærliggende offentlige Officershave inden for en Mur ved Foden af en mægtig Pagode. Det var det eneste Forlystelsesetablissement i Ljaojang, og Officerer af alle Grader tyede derhen for at nyde Livet.

Her blev musiceret, og rundt ved Bordene i Haven var der banket en Mængde Oficerer, unge og gamle, samt enkelte Korrespondenter. Nogle Damer af tvivlsomt Rygte saas hist og her i Grupperne. Man morede sig af Hjertens Lyst for maaske Dagen efter at faa sin Bekomst derude i Fjældene. Saadan er krigens Gang. Da vi skulde kore hjem til Lejren i et Par Militærkærrer, væltede den ene paa den slette Vej, og en Lage brækkede sit Ben - hvad der sparede ham for at komme i Ilden.

Efterat have anbragt ham i et Hospital kom vi endelig i Kvarter, jeg i en Jurte. 3: et af de Indfodtes Telte fra Mongoliet, af hvilke der var opstillet mange.

I det rode Kors.' Lejr gjorde jeg Bekendtskab med forskellige Læger, Funktionærer og Damer, der siden udmær

kede sig i Sanitetstjenesten, saaledes bl.a. en Enke, hvis Son var Læge og som bestyrede en Ambulance.

Næste Morgen bivaanede jeg velserne udenfor Lejren, hvor man var i færd med at tilride genstridige Mantschurheste til Brug for en flyvende Kolonne. af det rode Kors..

Efter Indbydelse flyttede jeg samme Dag ind i Militærattachéernes Bolig, der befandt sig i et toetages Hus red Stationen. Det laa i Række med mange andre smaa og sterre Huse, der, ligesom i Mukden, oprindelig havde været benyttede af Jernbanefunktionärer, men som nu alle var beslaglagte af Militärautoriteterne.

Overgeneralen, der i Ojeblikket var ved Fronten, havde sit Hovedkvarter i et etetages Hus, og ved siden deraf befandt sig .Censuren, som her varetoges af en Kaptain, Baron v. Wienecken. Mine Breve gik dog ikke gennem ham, men blev sendte hjem gennem Admiral Alexéjell's Stab. Enkelte af dem var - 4 Maaneder under Vejs.

I Militarattachéernes Bolig boede jeg sammen med Premierlojtnant Tvermoes – som jeg nu atter traf - indtil han snart efter rejste til Vladivostok: her gjorde jeg Bekendtskab med Svenskeren, Kaptajn Niels Edlund af Vesterbottens Regiment, som havde fulgt General Rennenkampf i nogen Tid paa dennes kække Raids foran Armeens venstre Floj, hvorom han meddelte mig mange gode Oplysninger; her lærte jeg endvidere en Mængde Officerer fra forskellige Lande at kende: Franskmanden, Brigadegeneral Silvestre, der viste mig overmaade Velvillie og med hvem jeg ofte var sammen ligesom med den franske Kaptain Bouce, hvis gode Ven, en Kaptain, havde tjent i Fremmedlegionen og sammen med mig deltaget i kampen i Chott Tigri den 26. April 1982 - Verden er ikke stor! - Her var Osterrigeren, Oberstlojtnant i Generalstaben Csicseries de Bacsány, en prejsisk Major, Friherre v. Tettau; senere kom ogsaa Major v. Runckel, endvidere Englenderne, Generallejtnant af Rytteriet Gerard, der havde deltaget i et Dusin Felttog eller mere, at domme efter alle de Baand, han bar paa sin Uniform, Oberst Watters og Major i den indiske Hær Hume, der senere blev syg og vendte hjem.

Spanien repræsenteredes af Oberst i Fodfolket, Marquis de Mendigorria, der bl. a. havde gjort Kubafelttoget med, hvorom han talte med Sorg, – saa var der fra de nordamerikanske Fristater Oberst af Rytteriet W. Schuyler og Kaptain Reichmann, begge intelligente og elskværdige Mennesker, der, som vi har hort, med Bravour deltog i Vafangkou Slaget. Reichmann havde tidligere deltaget i Boerkrigen. Fra Italien var der Marinelejtnant Camperio, en livlig Mand, der altid fortalte Historier, som ikke var bange for Kugler selv paa Landjorden, der red som en Rytterofficer og som sely reparerede sin Sadel og Ridetoj. Endvidere skal nævnes Bulgaren, Oberstlejtnant Papado pow osv.

Her traf jeg ogsaa Nordmanden Kaptain Nyquist, der havde været saa vel i Ilden bl. a. under en Natiegtning i Bjergene, Major Schönmeyer af den chilensiske Arme, der tiltalte mig paa Svensk: han var nemlig oprindelig svensk Officer. To schweitsiske Oflicerer, Oberst Audeoud og Kaptain Bardet var allerede rejste hjem - efter Opfordring fra Russerne; de havde stodt dem ved utidig kritik.

Flere af Attachéerne havde faaet Tilladelse til at folge bestemte Korps; andre var blevne ved Hovedkvarteret. Blandt de forstnævnte var Edlund, Nyquist, Schönmeyer, Schuyler Reichmann m. 11.

Foruden disse fremmede Ollicerer var der adskillige, som jeg ikke traf for senere, saaledes den franske Major Cheminon; andre saa jeg slet ikke, som projsisk Oberstlojtnant Lauenstein, spansk Kaptain Serda foruden nogle Herrer, der var blevne i Port Arthur, og hvis skæbne man var urolig over, saaledes Franskmanden Lojtnant Cuverville og Tyskeren v. Gilgen haimb, der senere antagelig er omkomne under Forsog paa at slippe ud af Festningen.

Alle disse Attachéer, eller som en af dem sely spogende sagde officielle Spioner, blev godt behandlede, skont ogsaa de maatte finde sig i at afvente Tilladelse til at begive sig, hvorhen de ønskede.

For Attachéerne var der indrettet en Jesse i en Jernbanevogn tæt ved Boligen, hvor de blev glimrende bevartede, baade hvad Mad og Drikke angik. Navnlig Middagen, der indtoges efter Solnedgang, var ofte animeret, naar Stearinlysene brændte paa de bugnende Borde, og Varmen ikke var saa slem.

Her traf vi ogsaa Officerer, der enten var indbudte eller havde faaet Tilladelse til at kobe sig Mad, saaledes adskillige Generaler, bl. a. Grekoff, der f. T. havde mistet sin kommando paa Grund af et Sammensted med General Rennenkampf, hvem han ikke havde villet understotte, men som siden fik en anden kommando.

Som Vært fungerede et Par yngre Officerer af Generalstaben. Med den ene havde jeg rejst fra Bajkalsoen til Mukden.

Efter Middagen sad vi undertiden i keligheden udenfor vor Bolig og samtalede. Hver af Oflicererne havde faaet en Hest og en Oppasser tildelt; men de kunde jo ikke nøjes hermed, hvorfor de maatte kobe Reserveheste, Pakheste til Udrustning og Telt osv., ligesom de fleste havde en kinesisk Tjener (Mafu), hvis de da ikke selv medbragte en saadau, hvad der var Tilfældet bl. a. med Major Hume, der havde en Hindu og Amerikanerne, der havde en Neger med. Jeg havde arvet en Kineser efter Tvermoes, men han forsvandt, og en ny, jeg fik, Iob fra mig af Frygt for kuglerne, da vi skulde til Fronten - endelig fik jeg en Kaukasier - han leb ikke, tværtimod var hans kæreste Onske at komme i Ilden.

Attachéerne bar næsten uden Undtagelse Kakiunifor. mer eller – om de ikke var reglementeret dermed - noget efter Omstændighederne tillempet. Varmen var nu saa stærk,

at man vanskeligt kunde udholde at bære Klædningsuniformer, og hvide Lærreds Uniformer var ikke til at holde rene under et Felttog.

Jeg havde foruden den nylig her hjemme reglementerede gronne Uniform medtaget et Par Sæt hvidt Toj: men det var ofte ikke til at faa vasket, og jeg maatte derfor som oftest bære Klædesuniformen.

Den er meget bekvem, Tojet er udmærket, Smuds set næsten ikke derpaa -- og man fandt den smuk og klædelig; men til et Sommerfelttog, i alt Fald i Mantschuriet, er den alt for varm.

Den nye Sabel derimod fandt jeg meget upraktisk. Skeden revnede i Varmen, blev ve syet sammen, men da det blev Regn, trængte Vandet ned i Skeden, og Klingen rustede stadig, dertil viste Ophængningsbojlerne sig upraktiske, ligesom Oskenen, de hænger i, gik itu. Jeg havde langt hellere halt min gamle Siebesabel; men den havde jeg ladet blive i Petersborg med Galauniformen.

Ved Ljaojang modes Vejene fra Liautunghalvøen, fra Jalufloden og Laosletten, hvorfor dette knudepunkt, som saaledes behersker Adgangene til det sydlige Mantschuri, er meget betydningsfuldt i strategisk Henseende.

Ljaojang er en kinesisk By paa c. 70,000 Mennesker af lignende Udseende som Mukden. Den er ligesom denne omgivet med en hoj og bred kreneleret Mur. gennem hvilken der findes nogle faa Porte. Foran disse er bygget en Murfirkant, inden i hvilken der er ligesom en Slags Forgaard, gennem hvilken man altsaa maa passere for at komme ind ad Hovedporten. Dette er gjort af Hensyn til Forsvaret. I Forgaarden er der ofte Boder opstillede; men i alle Tilfelde er der et bundlost Ufore og hele Dagen igennem en kolossal Trængsel af Vogne, Fodgængere, Ryttere, Soldater osv. Hoje Skrig og Raab lyder gennem Porthvælvingerne, naar Piskene knalder og de stakkels Trækdyr maa opbyde deres sidste Kræfter for at trække Vognene ud af Uforet. Lange temmelig lige og brede Horedgader skærer Byen. De ser ganske ud som i andre kinesiske Byer, og de etetages Huse med deres aabne Butikker, Værksteder m.m. ligger malerisk til begge Sider.

Her arbejder halv- eller helnogne Mennesker i den ulidelige Varme, medens andre dovner Tiden hen i Skygge, idet de betragter det brogede Lis paa Gaderne, taler sammen om krigen og stirrer paa de russiske Militærtransporter, Kærrer og kommandoer, som passerer forbi paa Vej ud til Fjældene i Nordost og Ost, hvor General, Grev Keller nu staar for at forsvare Adgangene til Byen.

Af og til kommer Transporter af Saarede forbi, som oftest er de anbragt paa Baarer mellem to Muldyr, dækkede for Solens Straaler af store Bastmaatter.

Saa kommer en kosakofficer med sin Ordonnans jagende paa flinke smaa Heste, der skummer af Sved. De skal ind med Melding. Maaske ser man en enkelt Dame til Hest i fantastisk Kostume med en rod Fez paa Hovedet. Det er en af Demi monderne, der foretager et Formiddagsridt. Hun er Genstand for alles Beundring, ung og smuk som hun er.

Ljaojang er omgivet af herlige Sletter, hvor Træer og Haver forskonner Landskabet og yder Skygge i den stegende Varme. Tropper af alle Vaabenarter og Træn ligger i Lejr hist og her.

Megtige kolonner af Vogne med Proviant, store Drifter af kvæg, marcherende Tropper, Transporter af saarede og syge fylder Veje og Adgange og hvirvler Støvet i Vejret, saa det driver i tætte graa Skyer hen over Egnen, naar Solen skinner og det ikke regner.

Ljaojang var, som berert. den Gang General Kuropat. kins officielle Hovedkvarter; men Generalen var rejst Syd paa for at inspicere Tropperne og for personlig at træffe Dispositioner til Imedegaaelse af det Angreb, som hver Dag ventedes af Japanerne over Simutehon, efter at Dalinpasset var taget den 27. Juni.

Det var netop en kritisk Situation, der forelaa, saa kritisk, at det endog forlod, at man frygtede, at en Del af Styrken yderst paa hojre Floj skulde hlive alskaaret eller odelagt, om Japanerne angreb; men her som ved forskellige andre Lejligheder under krigen, hvor en dristig General vilde have sat alt ind paa at opnaa et stort Resultat, betænkte Japanerne sig, og Faren drev over.

imidlertid merkede vi i Ljaojang, at der havde været Fare paa Færde, thi alle de Militærattachéer, som havde fulgt med Hovedkvarteret, havde faaet Ordre til at vende tilbage til Ljaojang, hvor de ankom Natten mellem den 28. og 29. Juni til stor Overraskelse for os alle og til nogen Argrelse for dem selv. Overgeneralen vilde ikke udsætte dem for noget. Faren drev imidlertid orer, og snart efter drog de bort igen.

Attachéernes Ankomst bevirkede, at den til Raadighed for dem stillede Bolig blev overfyldt. Da jeg efter nogle Dages Sygdom - Dysenteri, som saa mange paa Grund al det fugtige Vejr og den starke Hede blev udsatte for -- atter var nogenlunde vel, flyttede jeg ind i Byen i et Hotel, der dreves af en Græker, og hvor man havde det taaleligt.

En saadan Flytning var imidlertid ikke saa let, thi Vejen mellem Stationen og Byen var som Folge af et Par Dages Regnskyl et bundlost Ufore og delvis ganske oversvommet med vand. Det var, mente man, en lille Forsmag paa den ventede Regnperiode, der, som man troede, vilde umuliggore alle Operationer for en Tid. Egnen ved Ljaojang var bogstavelig talt et Morads, hvor man selv til Hest næppe kunde komme frem. Vandet stod i Gaderne og ved Jernbanen meget hojt, og man vadede i Vand over Leggene.

Dog lykkedes det mire Rickshawmænd at fore mig og min Bagage i to Koretojer gennem tykt og tyndt, og om

Aftenen sad jeg efter Omstændighederne hyggeligt bænket mellem nogle korrespondenter i Gæstestuen, Dagene gled. Af og til gjorde vi kortere Udflugter til Bjergegnene i Ost, hvor vi horte kanonerne dundre i det tjerne, men langere Udflugter naaede vi ikke at foretage, da Tilladelsen til at gaa Syd paa hver Dag ventedes, og saa maatte vi være parat.

Regnperioden kom ikke; men vi fik dog af og til smaa Regnskyl. Efter Bygerne skinnede Solen atter: men Vandet forsvandt dog ikke straks. Den lerede Jord kunde ikke optage det; det maatte have Tid til at fordampe.

VII. Den russiske Hærs befæstede Stillinger. -- Arméens Styrkeforhold i Slutningen af Juni.

Da krigen brod ud, havde Russerne i Mantschuriet kun c. 60,000 Mand, hvoraf en stor Del var afgivet som Besætning til Port Arthur og Vladivostok. Som Felge heraf var den Styrke, man kunde anvende i aaben Mark, meget ringe. Det var da ganske naturligt, at det stod klart for Overgeneralen, at man ikke kunde vente at holde de fremskudte Stillinger ved Jalufloden og paa Liautunghalvøen.

Netop med Ojet aabent for, at den russiske Arme sandsynligvis maatte gaa tilbage, havde man indrettet Befæstningsanlæg paa de Veje, som, dels fra Jalutloden, dels fra Liautunghalvoen, forte mod Liaojang. Havde Hensynet til Port Arthur ikke stedse været raadende, vilde Overgeneralen have trukket Hæren langsomt tilbage mod Nord for at afvente Forstærkningerne. Herom kunde der imidlertid ikke nu være Tale.

Da der imidlertid, som tidligere meddelt, næppe kunde ventes en Tilgang ud over gennemsnitlig 1000 Mandom Dagen, vilde det tage Maaneder, inden Armeen kunde faa en nogenlunde stor Styrke, og i den Tid maatte man soge at opholde Fjenden længst muligt i de udstrakte Stillinger. Disse vare givne: Jernbanen maatte man selvfolgelig for enhrer Pris holde, ligesom ogsaa Bjergpassene i Fonschuilinkæden, for ikke at blive omgaaet i venstre Flanke og afskaaret.

Bjergpassene i den nævnte kæde ligger i en Linie, der danner en spids Vinkel med Jernbanen. Det var en fordel, at Jernbanen saaledes lob langs Stillingerne i Henseende til Troppernes Proviantering og Forskydninger af Styrker fra det ene Sted til det andet; men paa den anden side rummeile det en afgjort Fare: naar Fjenden trykkede starkt paa venstre Floj var hojre Fløj ved Banen udsat for at blive afskaaret; men netop denne Floj gjaldt det om at holde saa langt frenme som muligt, dels af Hensyn til, at den ikke fjernedes for langt fra Port Arthur, dels fordi man ikke vilde lade Japanerne komme i Besiddelse af Jernbaneknudepunktet Tasitschao, hvorfra Sidebanen til Inkou udgaar. Var Japanerne forst i Besiddelse heraf, havde de vundet en stor Fordel, idet de saa kunde benytte Inkou som en ny Basis.

Jeg skal, efter disse orienterende Bemærkninger, forsoge at give en kort Oversigt over de Befæstningsanleg, som i Juni Maaned fandtes red Ljaojang og paa Hovedkommunikationslinierne til dette Punkt. Oplysningerne er tilvejebragte dels ved Selvsyn, dels gennem enkelte russiske Autoriteter eller Millitærattacheer, blandt hvike navnlig Kaptajn Edlund maa fremhæves.

Ljaojang var befæstet med det Formaal for Oje at 2 til 3 Armekorps der kunde finde et Stettepunkt; derimod havde man neppe tankt sig, at Befæstningsanlagene kunde strække til, om en storre Armestyrke her maatte tage imod Angreb. I det hele taget var ojensynlig alle de Befæstningsanlæg som Var liggende her og i Bjergpassene i Fonschuilinkæden samt ved Jernbanen paa forskellige steder, beregnet paa, at forholdsvis mindre Styrker der kunde finde Stettepunkter ander et Tilbagetog mod Nord.

Ljaojang var, saaledes som jeg saa den i Juni Maaned, omgiven af en Fortlinie, der gennemgaaende kun laa 2 til 4 hojst 5 Kilometer fra Stadmuren.

Den bestod af 12 store Forter, som dannede Forsvarets forste Linie. Bag den laa i anden Linie en Række mindre Fodfolksskanser, og sluttelig i tredje Linie en Rekke Kanonindskæringer eller Batterier.

Forterne var bestemte til 2 Kompagnier og 2 kanoner

Skanserne til 1 – og 2 –

Kanonbatterierne havde fra 2 til 8 kanoner.

Disse 3 Linier var forbundet ved Rækker af Skyttegrave for frontal Ild og havde mindre Flanker, saaledes som det fremgaar af Skitserne paa Bilagsplanchen.

Forterne, hvis Grundplan nærmest lignede Redouter, havde 12 Fod brede Grave. I Saillanten fandtes en Kapponiere, hvorfra Gravforsvaret kunde finde Sted for Facernes iedkommende. Gravene paa Flankerne forsvaredes som Regel fra de bagerste Hjorner i Redouten (Strubepunkterne), hvor hurtigskydende kanoner var opstillede i den Hensigt. Strubelinien flankeredes dels fra den nævnte Batteriopstilling i Strubepunktet, dels fra en Redan midt paa Linien. Dækkede Opholdsrum for Mandskab og til Ammunition fandtes i alle Skanserne.

Som passive Hindringsmidler var rundt om Forter og Skanser anbragt et Bælte af mindst 1.5 Meter dybe Ulvegrave med spidse Pale i Bunden. Ulvegravene laa i fire Rækker, og som Regel var der yderligere mellem og over dem spændt Pigtra ad paa kryds og tværs. Udenfor dette Brelte af store Ulvegrave fandtes, foran Forternes fremadvendende Linier en Række Ulvegrave midt i et Bælte af Pigtraad.

Under det senere store Slag ved Ljaojang kom disse passive Hindringer til at spille en meget betydelig Rolle.

Jerntraadshegn var ikke blot anbragte foran selve Skanserne, men ogsaa paa mange Steder mellem disse, ligesom de senere i rigt Maal fandt Anvendelse foran Russernes Stillinger Syd for Ljaojang.

De opholdt Fjenden i saa lang Tid i virksom Ild, at han som Regel var fortabt. Ved mange af Skanserne saa man efter kampen, at Sapporerne var dræbte i det øjeblik, de var i Færd med at overskære Traadene.

Ogsaa Ulvegravene kom til at spille en betydelig Rolle.

Mange Japanere fandt Doden i dem. Den tidligere omtalte Korrespondent Grant Wallace meddelte Forfatteren, at han ved Ljaojang flere steder havde set, at Ulvegravene gemte Ligene af japanske Soldater, der var faldne ned i dem, naar de bleve skudte under Forsogene paa at storme frem paa de smalle Mellemrum mellem de enkelte Huller.

Japanerne rensede Gravene for disse Lig ved at hælde Vand i dem, saa Ligene flod op. Der var stundom saa mange Lig i Ulvegravene, at de ganske fyldte dem, hvilket ievrigt havde lettet de efterfolgende Passagen.

Stillingen ved Ljaojang gennemskæres af Taitsi Floden, hvilket var en Svaghed, eftersom Passagen mellem begge Bredder, navlig efter Regnskyl, var vanskelig at opretholde, fordi Broerne let skylledes bort.

Af dem var der ialt 6.

Gennem Bymurerne var der flere Steder sprængt Aabninger for at lette Forbindelserne.

Eftersom Armeen maatte optage kampen med Japanerne i Egnene Syd og Ost for Ljaojang med stedse voksende Troppeantal, blev det snart klart for Overkommandoen, at hvis man skulde tænke paa at optage en storre kamp ved Ljaojang, maatte Stillingen – der iovrigt laa alt for tæt paa Byen, hvor Ambulancer, Hospitaler, Forsyninger 0. s. v. jo var – gores storre og skydes længere frem. Dette blev nu udfort i Lebet af et Par Maaneder. Da jeg i Midten af August kom tilbage til Ljaojang, saa jeg, at man her havde udfoldet en meget betydelig Virksomhed, idet der hovedsagelig ved Hjælp af Soldater var anlagt nye Forskansninger og Befæstningsanlæg foran dem, der allerede var. Det blev i disse Stillinger, at Arméen senere tog imod Slag.

Ledelsen af disse Arbejder var lagt i Hænderne paa Generalmajor Welitschko en Mand paa 48 Aar med l'ilnavnet Ruslands Vauban. Nu laa Hovedstillingen 12 km. fra Byen, hovedsagelig paa Hojderne. Den havde en Tstrækning af c. 25 km. Mod Ost var Stillingen mindre god, da den kunde omgaaes fra Bjergene; men i det hele og store var den en betydelig forbedring fra den tidligere omtalte, og nu havde man tilmed flere Linier bag hverandre.

Vi skal nu kortelig omtale de ovrige Feltbefestningsanlag, som Russerne havde anbragt:

C. 20 km. sydost for Ljaojang var en lignende befæstet Stilling for 1 Armekorps i Linien Tanchijuan-Anpin.

Yderligere 10 km. foran denne, altsaa c. 30 km. fra Ljaojang, var en anden befæstet Stilling for en 1 Armekorps ved Liandiansian samt for 1 Brigade ved Sihojan.

Mindre Befæstningsanlæg fandtes ved Lian schankvan.

Endvidere var der ved Bjergpassene Fonschuilin I og II mindre Befæstningsanlæg, saaledes ved førstnævnte Sted Skyttegrave og 2 Batterier, ved sidstnævnte Skyttegrave og et Batteri.

Endelig ved Modulin var der indrettet Stillinger for c. 1 Armekorps.

Ved flere af de nævnte Bjergpas var Batterierne byggede til Fjelds paa Steder, hvor der havdes et godt Skudfelt ned gennem Dalene. Karakteristisk for saadanne Anlæg var, at de ofte maatte anbringes paa de smalle Bjergaase, saaledes f. Eks. ved Liandian sian. Fra saadanne Batterier sked man som oftest med direkte Ild, medens det ved en Mængde andre Batterianlæg, navnlig i Stillingerne langs Jernbanen, var muligt at finde skjulte Opstillinger for Artilleriet, hvorfra det som oftest skod ved indirekte Skydning. Saadanne Batterianlæg laa ofte skjulte i Hirsemarkerne, hvor de ikke var til at opdage.

Befæstningsanlæg var endvidere anbragte paa Banestrækningen i sydlig Retning, saaledes ved Ansandschan, 30 km. fra Ljaojang, hvor der tildels paa Hojderne Syd for Stationen i en Bue fandtes en 14 km. lang Forsvarslinie for 2 til 3 Armekorps.

Et stykke oppe paa Fjældrækkens sydlige Skraaning var gravet Skyttegrave, og nedenfor paa det flade Land laa Skanser, hvorfra hele Terrænet ved Foden af Fjældene kunde bringes under raserende lld (se Planchen).

lalt fandtes her 16 Redouter og 12 Batterier.

Ligeledes paa Banelinien var der Syd for Ansandschan ved Haitschon en stor Stilling; men den havde samme Fejl som den oprindelige ved Ljaojang, at den laa for nær paa Byen - kun 2-3 km.- saaledes at man forinden en alvorlig Kamp maatte flytte Hospitaler og Forsyninger.

Sluttelig ved Tasitschao fandtes Stillinger for 2 Armekorps. Medens hejre Floj og Centrum laa fortrinligt med aabent Terræn foran sig, var venstre Floj vanskelig at forsvare i det bjergfulde Terræn.

Stillingen kunde let omgaas her, hvilket ogsaa senere skete under kampen den 24 Juli.

Vi har nævnt de vigtigste af de Stillinger, som Russerne havde befæstet: hertil kommer endnu en del mindre Anlæg af Skyttegrave og Batterianlæg i forskellige andre af de Bjergpas, gennem hvilke Japanerne maatte bane sig Vej fra Syd og Ost for at kunne tvinge Russerne tilbage mod Nord.

Legger man sammen alle de Stillinger, som var indrettede til Forsvar, far man ud, at hvis de samtidig var besatte med Tropper, vilde det kræve c. 15 Armekorps. Selvfolgelig var det ikke Meningen paa en Gang at anvende dem alle; men de laa som sagt paa den Vej, Tropperne maatte gaa tilbage ad i nordlig Retning, naar de maatte vige for Overmagten.

Vi er saadan stillede, sagde Generalkvartermesteren ved Hovedkvarteret, General Harkievitsch til mig, at vi under en Retræte mod Nord kan gere Holdt og Front ved enhver Lejlighed for at opholde Fjenden. Trænges vi tilbage, vil De se, at vi bliver mere og mere koncentrerede..

Vi skal derefter med nogle faa Ord genkalde i Erindringen de Begivenheder, som fandt Sted paa krigsskuepladsen fra Slutningen af Maj til Slutningen af Juni Maaned.

I Slutningen af Maj Maaned var Tak usehan Armeens Udskibning, som berort, begyndt. 1 Begyndelsen af Juni begyndte Fremrykningen, idet den blev stottet af Dele af I Armé (Kuroki). Midten af Juni havde Takuschan Armeen fuldendt sin Opmarche omkring Si ujan. Dele af 1. Arme deltog heri.

16. Juni begyndte Fremrykningen mod Haitsehon og Tasitschao, idet en Kolonne rykkede frem over hver af Passene: Dalin, Fenschuilin ill og Tschip alin. En fjerde Kolonne marcherede gennem andre Pas mod Haitschon.

Fremrykningen gik langsomt under stadige Skærmydsler og kampe med Russerne.

Kurokis Armé stod i Hovedsagen endnu i Begyndelsen af Juni ved Fenhuantschen. Det den 7. Juni af Ardelinger af 12. Division besatte Saimatsi blev atter frivillig rommet den 11te.

Forst den 25. Juni begyndte Kuroki Fremrykningen i 3 Kolonner; mod Saimatsi, Fonschuilin og Modulin Passene.

Paa Japanernes venstre Floj gik Oku med 11 Armé frem, naaede 21. Juni Sjunetschen Syd for Kaitsehou, men derpaa indtraadte Stilstand i Operationerne indtil 5. Juli

– ja en Tid gik Japanerne endog noget tilbage her. Forposterne stod overfor hinanden halvvejs mellem Sjunetschon og Kaitschou.

General Stackelberg havde her overtaget Dækningen mod Syd med sit Armékorps. Foruden Ussuri Rytterbrigaden under Samsonoff befandt sig paa Russernes hejre Flej den sibiriske Kosak Division under General Ssimonoff.

Tschipanlin, Fonschuilin (III) og Dalin Passene holdtes besat af 2. og 4. sibiriske Armékorps og den transbaikalske Kosakbrigade Mischtschenko.

Ljaojang blev dækket af stafdelingen under Generallejtnant Grev Keller, der forsvarede Bjergpassene i Fenschuilin Kæden.

Yderst paa venstre Floj opererede Genneral Rennenkampf med en kosak Division, der var bleven forstærket af Fodfolk. Han holdt Vejene

Anpin-Saimatsi

Mukden-Saimatsi. Den russiske Armees Styrkeforhold den 28. Juni.

Efter de Oplysninger, som Forfatteren saa sig i Stand til at forskaffe sig paa Stedet, udgjorde den Styrke, som Russerne i Slutningen af Juni Maaned havde at raade over til Lands af folgende:

VIII. Lidt om Forplejningsforhold og Intendanturvæsen.

Selv om en stor Del af, hvad der var nodvendigt for Armeens Forsyning maatte sendes pr. Bane gennem Sil gjaldt det dog langtfra alt. Kod f. Eks. kunde som Regel faaes ved Indkeb af kvæg i stor Stil, og for Kornets Vedkommende gjaldt det samme.

Medens Sletterne om Ljaofloden under almindelige l'orhold kun har lidt Korn tilovers og i krigstid slet intet, er der i det nordlige og mellemste Mantschuri rige Kornegne, hvorfra man plejer at udfore meget Korn. Herfra har Armeen faaet enorme kvantiteter deraf Hirse er Hovederneringsmidlet for Mennesker og afgiver Fode til Dyr. Desuden dyrkes Hvede, Havre, Boghvede osv.

Oplag af korn ophobedes pas mange Steder, særlig ved Banen, og utallige Moller var beskæftigede med at male Kornet, navnlig i Harbin.

Kineserne og Mantschurerne driver som bekendt hovedsagelig Agerbrug, hvorimod Kvægavl er ret underordnet for dem.

Melk bruges ikke som Næringsmiddel, hvorfor der hovedsagelig ikke findes andet end Slagte- og Trækdyr. Asler og Muldyr findes i Mängde, smaa Heste ogsaaa. Okser bruges til Markarbejde.

Svin holdes i stor Mængde i Landsbyerne. Fisk findes i Elve og Floder og en Del Vildt (Bjorne, Tigre, Ræve, Bisamhjorte, Zobel osv.) i Skovene, men det spiller ikke nogen Rolle som Næringsmiddel.

Vi har tidligere berort, at det med Hensyn til Forplejningen af den russiske Armé var en stor fordel, at Jernbanen lob saa tæt langs med Stillingerne, og dette forhold blev selvfolgelig bedre, jo længere Nord paa Russerne trak sig, idet deres Styrke jo derved koncentreredes mere og mere.

Det var dog ikke ubetydelige Strekninger, navnlig i Krigens forste Periode, som Forplejning og Ammunition maatte fores for at bringes til Tropperne. Dette skete i saa Tilfaelde hovedsagelig paa Vogne (se omstaaende Fig.); men da de smaa tohjulede Kärrer som herer til Armóens Trzen ikke lastede ret meget, ejheller var sterke eller egnede sig til Transport af funge Varer, havde, som tidligere berert, den russiske Administration kobt og lejet en Mængde af de store kinesiske sterke tohjulede Vogne (Arba).

Paa denne Maade opretholdtes Forbindelsen ad Etapelinierne, og Hæren fik sin Forplejning regelmæssigt; dog kneb det selvfolgelig i høj Grad at vedligeholde den i de regnfulde Perioder, da Vejene var bundlose; men navnlig de kinesiske Kuske og Forspand gjorde i saa Henseende Underværker, og Arméen led ingen Ned, tvertimod var de fleste Afdelinger vel forsynede.

Kun enkelte vidt udgaaende Styrker, som Genereral Rennenkampfs maatte selv serge for sin Forplejning.

I den stærke Varme kunde Ked selvfelgelig ikke medfores, da det vilde blive ødelagt i Lebet af nogle Timer. Hæren medferte derfor levende kvæg i Drifter.

Forplejningsforholdene var ikke underlagte én Person, men der var tre sideordnede Myndigheder:

1) 1 — Chef for Intendanturen,

2) 1 –- Transporterne,

3) 1 — Transportlinierne.

Tropperne rekvirerede hos Chefen for Intendanturen, denne henvendte sig derpaa til Chefen for Transportlinierne, og denne maatte atter sætte sig i forbindelse med Chefen for Transporterne, hos hvem han rekvirerede forskellige Sorter Transportmidler.

At disse tre heje Myndigheder ikke altid kunde komme overens under de vanskelige forhold, er forstaaeligt. Der var ved denne Ordning en rig kilde til Kollisioner og Rivninger

– og dog funktionerede, efter Sigende, Intendanturen upaaklageligt, i alle Tilfælde i den Periode, jeg var ved Arméen.

Hvert Regiment havde sit Træn paa op til 100 Koretejer; men desuden fandtes ved den russiske Armé særegne Trænbatailloner, der hver især kunde organisere 10 Transporter, hver Transport paa ca. 3,000 Pud):

1) 5 Transporter med tohjulede russiske Karrer, der hver kunde laste 10 Pud. Hver Transport paa 300 kærrer - ialt 1500 Karrer, 15000 Pud.

2) 5 Transporter med lejede kinesiske tohjulede Lastvogne (Arb.); hver kunde laste 20 Pud og var forspændt med 5-7 Muldyr eller Heste. Hver Transport paa 150 Arb à 20 Puds Last, ialt 750 Arb, 15,000 Pud.

Ved Udrykningen fra Ljaojang, da Divisionen skulde operere i Saimatsi-Egnen medtog f. Eks. hver Sotnie kun 4 Kærrer og Regimentsstaben 4, hvilket udgjorde ialt ca. 30 Kærrer for Regimentet i Stedet for de reglementerede 154.

For at bøde paa denne Mangel paa Transportmidler medtoges 7 Pakheste pr. Sotnie og 7 Pakheste pr. Regimentsstab.

Efterhaanden maatte man yderligere reducere dette Transportmateriel, eftersom det meste blev tilbage paa Vejen. De 28 Kærrer reduceredes til 4.

Hver Sotnie havde da 15 Pakheste, desuden 1 Paksaddel for hver Officer.

Etapelinier var overalt ordnede med Stationer paa ret korte Afstande. Eksempelvis skal anfores:

Strækningen Ljaojang-Saimatsi havde 6 Stationer, Ljaojang iberegnet (0, 1, 2, 3, 4 og 5). Linien ordnedes den 19. April, og den 26. begyndte Transporterne.

Forraad og Anlæg fandtes ved 2. og 4. Etape.

Sidstnævnte blev gentagne Gange, som Folge af falske Meldinger, rommet og igen besat under Forhold, der lignede Panik. En Del af Oplagene brændtes, andre fortes i esende Regn til 2. Etape, hvor de laa under aaben Himmel en Tid og for største Delen blev fordærvede.

Da Russerne senere i August trak sig helt tilbage til Ljaojang remmedes hele Linien.

Strækningen Ljaojang-Antun. Her var 8 Etape stationer:

Langs Jernbanelinien var der selvfølgelig paa alle de vigtigste knudepunkter Mukden, Ljaojang, Ansandschan, Haitschen, Tasitschao, Kaitschou osv. sterre Hovedmagasiner og Oplag, foruden at der paa adskillige mellemliggende Steder ogsaa var ophobet Forsyninger.

Slagterier, Bagerier, Værksteder for Reparationer osv. osv. fandtes paa mange steder. At Oplagenes Storrelse var enorme, fik man et indtryk af, naar man f. Eks. ved Haitschen saa Bygninger under Opforelse til Værn for Regnen, hvis samlede Længde var ca. 300 Meter. De bestod af store, lodret stillede Bjælker med nogen Afstand og over hvilke der var lagt Tag af Bastmaatter.

I Ljaojang var ophobet særlig store Forsyninger for Arméen; navnlig i Terrænet ved Jernbanestationen fandtes saadanne. Paa ensindrig Maade var Jernbanesporene fort hen langs med og mellem de lange Rækker af Proviant, saaledes at denne nemt kunde flyttes.

Tropperne var iøvrigt forsynede med udmærkede Kogevogne, som benyttedes ogsaa under Marchen. Soldaternes Næring bestod i Suppe, Kodmad, Grod, Bred og Te.

Grontsager som kartofler, Benner, Leg osv. kunde af og til kebes, men ikke i noget stort Omfang. Ikke saa faa driftige Handlende - bl. a. flere Grækere - fulgte med Arméen, aabnede Udsalg og gjorde glimrende Forretninger med Sukker, Lys, Tændstikker, Tobak og meget andet.

Senere lod Overgeneralen Jernbanevogne med Varer komme fra Harbin, fra hvilke Udsalg kunde finde Sted.

I det hele og store har Intendanturen og Forplejningen af Tropperne, saa vidt skennes, fungeret godt; i det mindste havde Forf. ikke Lejlighed til at bemærke andet i den Tid, han tilbragte ved Arméen.