Log ind

Med kurs mod NATO: Den danske Brigade - Det danske Kommando 1947 - 1958

#

Af Arne Mosgaard.

Danmark som berettiget og troværdig vestlig allieret efter 1945. Fra juni 1947 indledte danske militære enheder et konkret samarbejde med de allierede besætteIsesstyrker i Tyskland. D et var begyndelsen til en ny epoke i dansk militærpolitik. Samarbejdet viste vejen frem mod NATO-medlemsskabet, der blev en realitet i 1949. Siden har dette medlemsskab under skiftende regeringer udgjort forankringen i dansk forsvarspolitik. Her 50 år efter de danske styrkers udsendelse kan vi se tilbage p å “Den lange kolde krig”. Stalins imperium har lidt sit nederlag ved at gå i opløsning indefra. Den 27. maj 1997 ved mødet i Paris undertegnede NATO-landene sammen med Ruslands præsident Jeltsin traktaten, der betød den kolde krigs endelige afslutning.

Uddrag af bogen “Med kurs mod NATO. Den danske Brigade - Det danske Kommando i Tyskland”. Redigering: Arne Mosgaard.

Brigadestyrkens udsendelse til Tyskland i 1947 var indledningen til dansk deltagelse i det vestallierede militære samarbejde. Ved Brigadens afvikling i 1949 blev Det danske Kommando i Tyskland oprettet, og Kommandoet fortsatte som en stående NATO-styrke i Tyskland under alliancenfremtil hjemsendelsen april 1958. Mere end 40.000 danske soldater kom til at gøre tjeneste i Tyskland. 1945. Besættelse af Tyskland. I august 1945 blev Montgomery’s 21. Armégruppe omdannet til British Army of the Rhine (BAOR), der blev den fremtidige okkupationsstyrke i den britiske zone i Tyskland under en militærregering med en High Commissioner som øverste leder. Det omfattede bl.a. oprettelsen af Control Commission o f Germany (CCG), der havde underlagt et antal lokale Kreisresidents (amtsledere), som regel engelske oberster eller brigadegeneraler.

Danmark som allieret. Positive politikere

Danske politikere gav i 1945 udtryk for ønske om at blive ligeberettiget partner blandt de allierede nationer. Holdningen var helt afklaret både i befrielsesregeringen og i de efterfølgende regeringer. Allerede ved befrielsesregeringens tiltrædelse blev der fra politisk side givet udtryk for, at der var politisk vilje til, at Danmark skulle påtage sig internationale forpligtelser sammen med de allierede. Danmark var dermed villig til at påtage sig opgaver i forbindelse med de allieredes besættelse af Tyskland. Statsminister Buhl udtalte ved Rigsdagens åbning den 2. oktober 1945: ”Som et udtryk for Regeringens villighed til sammen med sine allierede at løse efterkrigstidens opgaver forberedes udsendelse af en fuldt udrustet dansk division til deltagelse i besættelsen af Tyskland.”

Dansk løfte om aktiv militær deltagelse i besættelsen af Tyskland

De mere eller mindre bindende politiske løfter om deltagelse i besættelsen af Tyskland med en styrke i divisionsstørrelse blev udtalt for at vise dansk velvilje. Her blev der ikke tænkt nærmere over de vanskeligheder, der senere ville melde sig, når en sådan styrke skulle opstilles. Foreløbig var der ikke indledt direkte forhandlinger om opstilling og deltagelse. Den papirmæssige planlægning af divisionens opstilling blev overladt til Generalkommandoen, der foretog en planmæssig grundopstilling af styrken. De egentlige og realistiske forhandlinger om en dansk styrkes størrelse og udsendelse måtte politikerne senere tage sig af. Der gik dog ikke lang tid, før alvorlige betænkeligheder meldte sig.

Okkupationsstyrken - en division på 10.000 mand

I første omgang blev det på den måde fra dansk side udtrykt, at en styrke på divisionsstørrelse, godt 10.000 mand, eventuelt kunne komme på tale. Men det var før afklaringen af den mandskabsmæssige og materielle situation, der sammen med flere andre problemer tydeligt slog igennem senere på året i 1945 og særligti 1946. Desuden var det en sag, som den danske- og den engelske regering skulle forhandle nærmere. Foreløbig var det at betragte som en velvilhg hensigtserklæring fra dansk side. Fra Englands side blev et ønske om støtte til Danmark allerede tilkendegivet ved en note af 18. juli 1945, hvor det kom til udtryk, at den engelske regering gerne ville medvirke med materiel støtte ved en genopbygning af det danske forsvar for at imødekomme den danske regerings ønske om at sikre dels den indre sikkerhed, dels for at Danmark blev i stand til at oprette et troppekontingent, der kunne deltage i besættelsen af den britiske zone i Tyskland.

Politisk debat om dansk deltagelse i allierede, militære aktioner

Det blev næsten betragtet som en selvfølge, at Danmark påtog sig opgaver i forbindelse med besættelsen af Tyskland. Den politiske opbakning var positiv.

Forudsætningen var en hurtig genopbygning af det danske forsvar med hensyn til uddannelse og især tilførsel af tilstrækkelig militær udrustning af enhver art. Den britiske note af 18/7 1945 tilkendegav således materiel støtte til Danmark. Noteudvekslingen blev indledningen til en politisk debat, der senere førte til direkte realitetsforhandlinger, hvor problemerne vedrørende en dansk, militær deltagelse i okkupationen af Tyskland blev afklaret på en sådan måde, at danskerne undgik at påvirke situationen og stemningen i Sydslesvig. Den danske regering stillede klart krav om, at et eventuelt dansk kontingent blev placeret i den engelske zone syd for Elben. Foreløbig var planerne helt afhængig af det danske forsvars genopbygning samt en frigørelse af soldater fra de mange forpligtelser i efterkrigens Danmark, hvor ansvaret for bevogtning af et stort antal flygtningelejre blev varetaget af militæret. Dette blev betragtet som en stor hjælp til de allierede, der havde væsentlige problemer med de mange tyske flygtninge i de fire besættelseszoner. Desuden krævede en særlig grænsebevogtning oprettelse af et grænsekorps, hvor militæret frem til 1949 ydede en nødvendig indsats i beskyttelsen mod grænseoverløbere. Ved russernes tilbagetrækning fra Bornholm forpligtede danskerne sig til at sende en sikkerhedsstyrke til øen, hvilket også var med til, at der efterhånden påhvilede Danmark en række så at sige “allierede” forpligtelser, hvilket blev fremført i forhandlingerne med englænderne.

Den internationale situation 1945 - 49

Alle de vestallierede lande påbegyndte straks en demobilisering efter krigens afslutning i 1945. I modsætning hertil forblev den russiske Røde Armé på krigsfod, og den russiske krigsindustri fortsatte produktionen uden begrænsning. Samtidig indledte Sovjet en aktiv, aggressiv udenrigspolitik gennem ekspansionen mod vest, hvor store grænseområder blev indlemmet under sovjetstateme. Endvidere støttede Sovjet de kommunistiske mindretals overtagelse af magten i en række østeuropæiske lande. I 1947 stiftedes Sovjet Cominform, hvor det blev udtrykt, at mål og hensigt var at ødelægge Vestens demokratiske, politiske systemer. 11948 oprettedes en såkaldt Vestunion mellem England, Frankrig og Beneluxlandene ved ratificeringen af Bryssel-traktaten af 17. marts 1948. I henhold til traktaten, der skulle styrke landenes økonomiske, sociale og kulturelle bånd, blev der oprettet en forenet militær organisation under ledelse af feltmarskal Montgomery. Organisationen havde hovedkvarter i Fontainebleau.

Vort forsvar - genopbygning i 1945

Fra engelsk side var der fuld forståelse for problemet med forsvarets genopbygning i Danmark. Den engelske militærkommission i landet kunne ved selvsyn orientere ig om dette forhold. Med forståelse og indblik - samt med Danmark som absolut interesseområde - var der rimelig engelsk grundlag for at tilbyde danskerne en omfattende hjælp og støtte til genopbygningen af hæren. Således kom der tilbud om udrustning til 10 lette bataljoner samt betydelige mængder af andre våben og andet materiel, herunder et stort antal motorkøretøjer - netop nok til udrustning af en division. Det var med henblik på opstillingen af en Tysklands-division. Materiellet var tilgængeligt fra militære lagre i Tyskland efter de britiske styrkers demobilisering. I løbet af 1946 blev der herhjemme ført en fortsat intens debat vedrørende genopbygningen af det danske forsvar, herunder opstillingen af en Tysklandsstyrke.

For svarskommission af 1946

Det var med betydelige vanskeligheder, Forsvarskommissionen kom i gang med planlægningsarbejdet, som foruden en ny forsvarslov også kom til at omfatte opstilling og planlægning afen Tysklands-division samt organiseringen af et dansk hjemmeværn. Derfor blev forsvarets økonomiske basis i årene efter 1946 videreført på grundlag af en række bemyndigelseslove til forsvarsministeren.

De tyske flygtninge i Danmark

Fra politisk side forsøgte danskerne ihærdigt at kæde en løsning af flygtningespørgsmålet sammen med udsendelsen af enbesættelsesstyrke. En dansk note af 7. februar 1946 henviser til den belastning af danske ressourcer, som det fortsat store antal tyske flygtninge udgjorde. Problemerne blev anført som værende en hindring i en hurtig udsendelse af en dansk styrke. I en svamote forsikrede englænderne selvfølgelig, at de ville bestræbe sig til det yderste for at løse det danske flygtningeproblem. Hjemsendelsen af flygtningene i de efterfølgende år foregik dog kun i langsomt tempo, idet der fortsat var store vanskeligheder med en genetablering af det enorme antal flygtninge i det besatte Tyskland. Under forhandlingerne i den danske rigsdag blev de væsentlige økonomiske forhold vedrørende opstilling af enbesættelsesstyrke afklaret. Fra november 1945 havde forsvarsministeren bestemt, at forhandlingerne fremover kun skulle foregå på politisk plan mellem de to landes regeringer. Med hensyn til materiellet var det en handelsaftale, som først skulle forhandles på plads med englænderne. Ved at koble udgiften til besættelsesstyrken sammen med udgifterne til fortsat opretholdelse af et antal flygtningelejre fandt politikerne et godt argument, som var brugbart både over for modstanderne af udsendelsen af en dansk styrke og over for englænderne, når størrelsen af styrken skulle diskuteres. Men for at det danske tilsagn kunne gennemføres, blev der fra dansk side krævet opfyldelse af to punkter. Enten blev flygtningene trukket ud af Danmark eller, der blev foretaget en betydelig reducering af den danske besættelsesstyrke til Tyskland.

Den politiske aftale om brigadestyrken

Ved de nærmere forhandlinger med englænderne i oktober 1946 fik politikerne besættelsesstyrkens størrelse nedskåret til 4000 mand. Men det var en forudsætning, at den danske hær blev frigjort fra bevogtning af 150.000 tilbageværende flygtninge i Danmark, idet man ikke kunne påtage sig begge opgaver samtidig. Kravet til en brigadestyrke var yderligere, at styrken skulle underlægges engelsk overkommando. Ved den danske debat angående styrken blev det pointeret, at brigaden ville blive udstyret med engelsk materiel, og den ville blive opstillet efter engelsk brigadeorganisering. Derfor kunne styrken uden vanskeligheder indgå i engelske enheder, underlagt den britiske Rhinhær (BAOR). Med denne præsentation af aftalen om opstilling og kommandoforhold vedrørende en dansk brigade vandt forslaget den nødvendige danske politiske tilslutning, idet der var et rimeligt grundlag for, at Hærens materielle- og mandskabsmæssige situation gjorde det muligt både at løse hjemlige forpligtelser og samtidig deltage i besættelsen af Tyskland med en brigade. I Lov nr. 241 af 9. juni 1947, der bemyndigede til afsendelse af den første styrke, nævnes det i bemærkningerne, at Danmark havde overvejet at opstille og afsende en division på 11.000 mand. På grund af situationen med de tyske flygtninge i Danmark, bevogtning af den dansk-tyske grænse og den særlige forpligtelse med opstilling af en dansk sikringsstyrke på Bornholm var det umuligt for Danmark at undvære så mange soldater. Desuden var der i mellemtiden foregået en hvervning af unge danske til den engelske hær, hvorved ca. 5000 mand havde meldt sig til engelsk tjeneste i tre år. Samtidig forelå den norske aftale om deltagelse i besættelsen af Tyskland. Aftalen omfattede et norsk kontingent på brigadestørrelse, ca. 4000 mand. På grundlag af denne situation blev der givet dansk tilbud om opstilling af en styrke i brigadestørrelse, der ville komme til at omfatte ca. 4000 mand samt et tilknyttet civilt element på godt 100 personer. Alle enheder i brigaden skulle opstilles efter allerede udarbejdede organisationsplaner fra Generalkommandoen. Brigaden skulle opstilles på en sådan måde, at den danske styrke blev udstyret med alle hjælpemidler, såvel civile- som militære, hvorved styrkerne på ethvert område blev i stand til at klare sig selv i det ødelagte og besatte Tyskland. Efter regeringens tilsagn om at afsende en brigade til tjeneste som besættelsesstyrke i Tyskland var det naturligt, at betegnelsen for styrken derefter blev: Den danske Brigade i Tyskland. Den danske Rigsdag var sandsynligvis af den opfattelse, at den udsendte brigade kom til at løse de militære opgaver som en FN-opgave. Men dette blev aldrig klart defineret, og da Danmark den 1. februar 1947 ved en note til den engelske regering gav endelig løfte om en aftale omfattende udsendelsen af brigadestyrken, blev det en kendsgerning, at Danmark selv ville blive en besættelsesmagt ved under de givne vilkår at deltage i løsningen af opgaverne i den britiske zone i Tyskland.

Forberedelserne til Brigadens udsendelse

En af de største specialopgaver, som dansk forsvar gik i gang med at løse efter krigen, var løsningen af opgaven med udsendelse af en brigade, der skulle deltage i besættelsen af den britiske zone i Tyskland. Det tog næsten to år, før Rigsdagen vedtog loven om udsendelsen af Brigaden. Opbygningen af styrken under efterkrigstidens vilkår gav store problemer med hensyn til både materiel og uddannelse. Brigadestyrken skulle i starten omfatte stab, tre infanteribataljoner (et regiment), artilleri, med en luftvæmsafdeling (et regiment), et pionerkompagni og et telegrafkompagni samt en opklaringsenhed. Desuden en række nødvendige faglige enheder og institutioner. Den 14. februar 1947 kom en henstilling fra Udenrigsministeriet til Krigsministeriet om at udarbejde et udkast til opstilling af Den danske Brigade. Krigsministeriet videregav opgaven til en gruppe officerer under ledelse af generalmajor Richard Allerup. Få dage efter afgik officersgruppen med fly til Hamburg og videre derfra til Bad Oeynhausen, hvor de indledende forhandlinger angående Brigadens opgave og placering fandt sted ved hovedkvarteret for den britiske Rhein-armé den 18. februar 1947. Fra engelsk side blev det pointeret, at styrkens opgave først og fremmest bestod i at være til stede for om nødvendigt at kunne være til rådighed. Brigadens militære aktivieter, så som patruljering, vagttjeneste m.v., omfattede kun styrkens egen interne sikkerhed. Men med formuleringen “at være til rådighed” var det sikret, at de britiske myndigheder i givet fald kunne befale, at den danske styrke skulle løse opgaver af særlig karakter. Hertil udtalte general Allerup senere: Vor tilstedeværelse i Tyskland er en hvilende magtfaktor,...» den magtfaktor, som de væbnede styrker udgør, er hele baggrunden for, at civile britiske myndigheder kan arbejde i Tyskland.” De danske politikere havde stillet nogle konkrete krav til brigadens placering og størrelse, med der foregik ikke nogen større debat vedrørende styrkens opgaver i Tyskland. Det blev i store træk overladt til de militære myndigheder at finde ud af, hvordan de ville samarbejde. Således som opgaven var formuleret af general Allerup, blev det en tilstedeværende, hvilende, men også stabiliserende, militær magtfaktor, der bl.a. skulle stå som garant for en genopbygning af et nyt, demokratisk Tyskland. Det var netop den opfattelse, de danske politikere sandsynligvis havde med hensyn til Den danske Brigade.

Placering af en dansk brigade

I første runde havde de danske politikere taget forbehold med hensyn til styrkernes placering i Tyskland, idet man ville undgå at påvirke udviklingen i Slesvig-Holsten. Kravene til en placering af de danske styrker lød på, at det skulle være i et område i den engelske zone syd for Elben. Derefter blev det overladt til en dansk militærdelegation under general Allerup at forhandle om styrkernes placering. Den første forhandling førtes som nævnt med de engelske militærmyndigheder i Tyskland i Bad Oeynhausen den 18. februar 1947, og forhandlingerne blev fortsat den 4. marts. En afklaring vedrørende den danske placering tog sigte på, at vore styrker skulle opholde sig i området sydvest for Hamburg. Men englænderne havde visse betænkeligheder med hensyn til de danske soldaters erfaringer, når det drejede sig om at dæmpe eventuel opstået uro, eksempelvis i en storby som Hamburg. Den endelige placering af “Den danske Brigade” (D.D.B.), som den officielle benævnelse nu var, blev fastlagt til at være Ost-Friesland, også kaldet Aurichhalvøen, sydvest for Elben og Hamburg. I første omgang blev byerne Aurich, Emden, Jever, Bad Zwischen Heidmühle (Forsyningsdepot II), Oldenburg, Varel og Wilhelmshaven tilbudt som garnisonsbyer. Der blev aftalt etableret et sygehus og et apotek i Oldenburg. Senere blev der oprettet mindre infirmerier ved de forskellige garnisoner. Forsyningsdepot I for samling og videresendelse af Brigadens forsyninger blev oprettet i Staldgården, Koldinghus. Endelig blev der ført forhandlinger om tidspunktet for D.D.B.’s udsendelse, kommandoforhold, sammensætning, opgaven sombesættelsesstyrke, forsyningstjeneste, uddannelse, sanitetstjeneste, retspleje samt forholdet til tyskerne i almindelighed (fratemisering).

Bestemmelser for Den danske Brigade

Den 22. april 1947 undertegnede Danmark overenskomsten med England om dansk deltagelse i besættelsen af Tyskland. Aftale skulle foreløbig gælde i en to-årig periode frem til maj 1949. Efter den tid vedtog Folketinget regelmæssigt nye bemyndigelser gående ud på, at styrkens afgivelse blev forlænget år for år frem til foråret 1958, da den danske styrke blev trukket hjem.

Brigadens underlæggelsesforhold

I Kundgørelse for Hæren A og B 1947 vedrørende opstilling og virksomhed for Den danske Brigade bestemtes, at den danske brigadechef skulle underlægges den engelske højkommissær i Tyskland i alle sager vedrørende okkupationen (de politiske). Det skulle være på samme betingelser i øvrigt, som omfattede den engelske chef for Rhinhæren (BAOR - British Army af the Rheine). Brigadechefen blev taktisk underlagt chefen for Rhinhæren (CH/BAOR), når det drejede sig om operative sager. Dette forhold blev i første omgang delegeret til den engelske chef for Hannover District. Senere, den 12. februar 1949, blev Brigaden underlagt 7th Armoured Division med generalmajor Roberts som chef. Divisionen havde hovedkvarter i Osnabrück. Brigadens interne administrations- og kommandosager hørte under Generalkommandoen i Danmark. Endelig indeholdt Kundgørelse for Hæren B, nr. 16 af 13. juni 1947, meddelelsen om den politiske vedtagelse af “Lov nr. 241 af 4. juni 1947, bemyndigelsen til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for afsendelsen og opretholdelsen af en dansk besættelsesstyrke til udlandet. Det var nævnt i loven, at den havde virkning i to år fra den 1. maj 1947 samt, at styrken skulle omfatte en modificeret brigade. Videre blev der nævnt, at Den danske Brigade i Tyskland blev formeret fra den 1. juni 1947 og, at generalmajor R. Allerup blev ansat som Brigadens chef fra samme dato. Han havde været designeret som chef allerede fra 9. januar 1947.

Den danske Brigades udsendelse

Den 4. juni 1947 afgik Den danske Brigade’s forkommando til Tyskland. Forkommandoet var under ledelse af oberst Hoffmann og kaptajn BrockenhuusSchack. Opgaven gik ud på at overtage garnisonerne i Aurich, Jever og Varel, hvilket skete den 9. juni. Brigadens hovedstyrker fulgte i dagene fra den 20. - 28. juni enten med jernbane eller i egne køretøjer ad landevejene. I den forbindelse overværede Kong Frederik begivenheden den 22. juni, da den første kolonne af hovedstyrken passerede den dansk-tyske grænse ved Kruså. Kasernespørgsmålet havde fra starten været et problem, idet danskerne ikke straks kunne få rådighed over kasernen i Wilhelmshaven, hvor feltartilleriet og luftværnsafdelingen skulle garnisoneres. Derfor måtte artilleriafdelingeme forblive fuldt formerede med stabe i Danmark frem til 1. august, da den første afdeling, 9. Artilleriafdeling, kom afsted. Den 10. og 11. august fulgte 2. Artilleriafdeling og 10. Luftvæmsafdeling. Den første brigadestyrke kom til at omfatte 3972 militærpersoner og 110 civilt ansatte ved Brigaden. Alle Brigadens enheder var opstillet i overensstemmelse med særlige organisationsskemaer udarbejdet af Generalkommandoen. Materialet er samlet i en såkaldt “Blå Bog” af september 1947.

Dansk samarbejde med allierede besættelsesstyrker

Den engelske chef for BAOR, generalløjtnant Sir R. Mac Creery bød Den danske Brigade velkommen til den engelske zone ved en skriftlig hilsen. Allerede den 28. august 1947 inspicerede general Creeiy Brigadens enheder. Her udtalte generalen sig anerkendende om de danske styrkers kvalitet og holdning. Senere foretog andre engelske chefer inspektion af danskerne. Udfaldet var tilsyneladende så tilfredsstillende, at der straks tildeltes danskerne mere ansvar.

Fra “Brigade ” til “Kommando ” - reorganisering og ny placering

Den sovjetiske trussel mod Vesteuropa medførte en nyvurdering af de vestallierede troppernes placering i Tyskland. Herunder blev det vurderet, at det var mest hensigtsmæssigt, hvis danske- og norske styrker blev placeret i området SlesvigHolsten af hensyn til forsvaret af Danmark og Norge. I slutningen af 1948 blev der mellem den danske- og den engelske regering truffet aftale om, at Brigadens tjeneste blev forlænget til 1951. Samtidig blev det aftalt, at Danmark fra foråret 1950 kunne reducere styrken til 2000 mand og endelig til 1000 mand fra efteråret 1950. På samme tid skulle der foregå en flytning til et eller andet sted i Holsten. Den norske Brigade på 4500 mand skulle flytte fra Harzen til Slesvig, når forholdene tillod det. I en periode havde den norsk styrke derfor garnison i Itzehoe. I november 1949 overtog den danske styrke, nu formeret som Det danske Kommando, garnisonen i Itzehoe efter nordmændene. Danske og norske styrker var dermedjævnfør den operative planlægning blevet anbragt i garnisoner, der i højere grad tog hensyn til landenes naturlige forsyningslinier. Jævnligt forekom mindre ændringer i Kommandoets opstilling. Den 1. marts 1952 bemyndigede Forsvarsministeriet Hærkommandoen til at øge kommandostyrken til 1.900 mand. Da det ikke var muligt at skaffe mandskab, blev styrken kun øget til 1.710 mand. Det danske Kommando levede sin egen tilværelse i Itzehoe under videreførelse af den rutine, der var etableret i Brigadens tid. Det skete i nær tilknytning til og i samarbejde med englænderne. Senere skete en gradvis ændring i styrkens okkupationsstatus.Et samarbejde med Tysklands nye militær blev indledt.

Kommandoforhold - udvikling

Fra 1948 havde en norsk general, med hovedkvarter i Rendsborg, været chef for alle allierede styrker i Slesvig-Holsten. Efter de danske- og norske styrkers reorganiserning i Slesvig-Holsten i 1949/50 blev der oprettet en koordinerende, operativ planlægningsgruppe under chefen for Vestre Landsdelskommando i Århus. Danmarks indtræden i NATO, april 1949, medførte ændringer i kommandoforholdene ved de danske styrker i Tyskland. Dette omfattede et operativt NATO-ansvar ved forsvaret af Slesvig-Holsten i samarbejde med britiske og norske styrker. Den norske kommandochef i Tyskland blev derved NATO-chef for Nordregionens (Norge, Danmark og Slesvig-Holsten) sydfront. Nordregionen fik i 1951 en britisk chef, der under sig havde 4 myndigheder: Chefen for de dansk-norske flådestyrker, chefen for de dansk-norske luftstyrker og cheferne for landstyrkerne i Danmark og Norge. Kommandoforhold og operationsplanerne for styrkerne i Slesvig-Holsten blev drøftet ved forhandlinger mellem Danmark og England i maj 1951 samtidig med forhandlinger om forlængelse af kommandostyrkens ophold i Tyskland. Kommandoet modtog 12. maj 1951 en orientering fra forsvarsministeren, hvori det blev meddelt, at der ville bliver givet yderligere orientering om forholdene vedrørende Kommandoet underlagt Commander in Chief Northern Region (CINCNORTH).

Dansk tilpasning til forsvarsalliancen

Fra Danmarks indtræden i NATO var der en fortsat udvikling i tilpasning af de vestlige landes styrker inden for forsvarsalliancen. Systemet og kommandostrukturen blev i første omgang baseret på bestående allierede besættelsesaftaler. Tilpasningen var en proces, der kom til at strække sig over nogen tid. I mellemtiden fungerede de danske styrker på den måde både som enbesættelsesstyrke og som en NATO-styrke. Jævnligt blev der ført politiske- og militære forhandlinger vedrørende den danske styrkes størrelse. Danskerne fastholdt stædigt, at de allierede styrker i Slesvig-Holsten skulle øges. Fra NATO-side var man ikke afvisende, men krævede samtidig, at det også indebar en dansk styrkeforøgelse i Tyskland. Ved Den norske Brigades afvikling i april 1953 forblev de danske styrke med garnison i Itzehoe. Den danske kommandochef overtog de norske beføjelser, således at oberst A.F.J. Storch CH/DDK samtidig skulle være CH/JLCF (Jutland Land Covering Force). Dermed overtog kommandochefen (og danskerne) ansvaret for NATO’s militære opgaver i Slesvig-Holsten.

Det danske Kommando under afvikling

Fra at have været en allieret okkupationsstyrke gik den danske styrke gradvist over til at være en allieret NATO-styrke som en del af Vesteuropas forsvar stationeret i Tyskland. Det foregik i samarbejdet om fælles europæiske forsvarsopgaver for at sikre verdensfreden. På den måde overførtes de første brigadeopgaver til Det danske Kommando. Det gik fortsat ud på at sikre ro og orden i det besatte Tyskland, men samtidig også at fangere som en stående NATO-styrke. Det blev til mange forhandlinger, før styrken endelig blev trukket hjem i 1958. Opstillingen af en ny tysk hær kom ind i billedet, og i marts 1955 indledtes forhandlingerne om de danske styrkers tilbagetrækning. Lovmæssigt blev der truffet aftale om styrkernes forbliven i Tyskland frem til november 1957, og fra dansk side ville man fra dette tidspunkt kun forlænge Kommandoets ophold frem til april 1958.

I årenes løb kom således mere end 40.000 danskere til at gøre tjeneste i Tyskland henholdsvis under Den danske Brigade, senere under Det danske Kommando. I alt udsendtes 5 brigadehold og 18 kommandohold. Enkelte hold gjorde uafbrudt tjeneste et år i Tyskland. De danske erfaringer, der blev høstet ved udsendelsen af brigade- og kommandostyrkeme i årene 1947 - 1958, har på afgørende måde bidraget til at placere det danske forsvar som en anerkendt, ligeberettiget og fuldgyldig partner i NATO’s militære alliance. Det militære samarbejde blev påbegyndt med Den danske Brigades udsendelse. Dette aktive og positive samarbejde blev videreført gennem Det danske Kommando i årene 1950 - 1958.

-----------------------------------------------------------

Bogen, MED KURS MOD NATO. Den danske Brigade - Det danske Kommando, er blevet til på grundlag af tilgængeligt kildemateriale. De mange billeder i bogen er fra eget arkiv eller udlånt af tidligere soldater fra Brigade eller Kommando. Bogen rummer flere personlige beretninger og skildringer. Den er på 382 sider og bliver udgivet ved Alssundkredsens Forlag, Rønnebærvej 6, 6430 Nordborg. Tlf. & fax 74 45 06 70.