Log ind

Maurice de Saxe’ militære testamente

#

De fleste kender sikkert idag kun Maurice de Saxe fra hans - iøvrigt fordrejede - udtalelse om, at han »- er overbevist om, at en dygtig general kan føre krig hele sit liv uden at tage sin tilflugt til slag*. I en tid hvor begrænsninger i krigsførelsen, nye tanker om organisation, strategi, taktik og logistik trænger sig på, har Maurice de Saxe imidlertid meget andet og mere at sige os. I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens Officersskole har kadet K . E. .Xielsen, klasse Anker, med denne studie søgt at belyse Maurice de Saxe’ aktualitet.

»La Guerre est une Science couverte de ténèbres dans l’obscurité des quelles on ne marche pas d’un pas assuré: la routine & les préjugés en font la baze, suite naturelle de l’ignorance.*

Maurice Comte de Saxe, 1732.1)

Dette emne har tidligere været behandlet i dansk militærlitteratur og militæ re tidsskrifter. Sidst i slutningen af forrige århundrede,2) men da det heri er behandlet i relation til en anden tid og efter andre arbejdsmetoder end de i dag anvendte, er denne studie udarbejdet ud fra andre kilder. Da Maurice de Saxe’ eget værk, Mes Rêveries, ikke umiddelbart står til rådighed, må man tage det næstbedste, en ukommenteret engelsk oversættelse3) af forfatterens eget værk.

Når man studerer dette værk og især lægger mærke til hans tanker angående fremskaffelse af og iklædning af soldater, organisationsprincipper, det militæ re sikkerhedssystem, taktik og strategi og sammenholder dette med vore egne principper og metoder på de samme områder, opdager man overraskende analogier. Navnet Maurice de Saxe, eller General-Marskal M oritz, Greve af Sachsen er kun periferisk omtalt i den anvendte litteratur i krigshistorie ved Hærens O fficerskole4) og kun de færreste kender det. Men alle kender Frederik den Store og hans umådelige evner på krigskunstens område. Efter Syvårskrigen udtalte han om en af sine generaler, at man i en kommende krig ikke måtte betro ham nogen selvstændig kommando, da han h id til kun havde kæmpet mod franskmænd. Men før Syvårskrigen, i 1749, skriver han til Voltaire:5) »Frankrigs helt, denne saxer, denne Turenne fra Ludvig X V ’ århundrede har besøgt mig. Ved mine samtaler med ham er jeg blevet beriget med kundskaber, ikke i fransk, men i krigskunst. Denne marskal kunne være professor for alle Europas generaler.« En bedre anbefaling på denne tid og på dette felt kunne man vel ikke ønske sig. For bedre at kunne forstå denne personlighed v il der indledningsvis blive givet en kort oversigt over hans levnedsløb.6)

Som den ældste af 354 kendte illegitim e børn af Frederik August, kaldet »stærke August«, Kurfyrst af Sachsen og senere konge af Polen, blev Maurice født den 28. oktober 1696. Hans moder var den vidunderlige grevinde von Konigsmark, i hvis fam ilie der var talrige generaler. Frederik August var kendt for sin fanatiske strenghed, sin umådelige livslyst og sit grænseløse begær. Maurice slægtede begge sine forældre på. Han arvede faderens mod, styrke og utæmmelige sanselighed, men han arvede også moderens in telligens og umættelige ærgerrighed, ligesom han tog hendes slægts militæ re dyder og hang til eventyr i arv. Faderen betalte sin søn årpenge, til denne var 12 år gammel. Sine første år tilbragte han i Hamburg, Breslau, Leipzig og Holland med to franske lærere, hvis undervisning kom til at betyde særdeles meget for ham senere hen. I 1709 vender han tilbage til Sachsen, hvorom han senere har udtalt i indledningen til sine memoirer: »Fra den 15. januar 1709 regner jeg, at mit liv begynder.« T hi denne dag svor han til fanen og begyndte sin praktiske uddannelse i krigens skole under formynderskab af general von Schulenburg, en af datidens kendte generaler. Maurice blev udnævnt til sekondløjtnant og på sin kongelige faders udtrykkelige befaling marcherede han fra Dresden til Flandern, til fods, med musket og fuld oppakning. Her deltager han i slaget ved Malplaquet under så fremragende hærførere som Marlborough og Prins Eugen - 13 år gammel.

De næste fire år deltager Maurice i fire større slag i Flandern og Pouimeren,7) hvor han udmærker sig så meget, at han får kommandoen over et rytterregiment. Dog skal Prins Engen offentligt have advaret imod at »forveksle mod med dumdristighed.«8) Under datidens langsomme operationer afså han da også tid til el galant eventyr med en ung dame i Tournay, med hvem han fik et barn, »for ligesom at vise, at han var en sand søn af sin fader.« I løbet af disse år legitimeredes Maurice, en ære, der kun kom få af de 354 børn til del, og modtog hermed titlen: Greve af Sachsen. I 1713 udnævntes den syttenårige Maurice til regimentschef og fik sit eget rytterregiment, hvormed han straks drager til Polen, hvor han tilb rin ­ ger tre år. Der fandt ingen større slag eller belejringer sted, men han lærte den lille krig at kende til bunds, og der var god tid til at sætte sig ind i manglerne ved den brugte organisation og taktik. Atten år gammel bliver han gift med en umådelig rig fjortenårig pige meget mod sin vilje. Han begyndte straks at bruge hendes formue ligeligt mellem sit rytterregiment og sine elskerinder. Dette ægteskab ophører, da pengene er brugt, 1721. Tjenesten under Prins Eugen under Beograds erobring i 1717 gav ham gode muligheder for at vise sit talent. I 1717 indtræder fredeligere tilstande i Polen, hvorved den sachsiske hær efter lodtrækning reduceres med ti regimenter, deriblandt Maurice’. Kong August, der kunne have haft megen nytte af sin søns militæ re egenskaber, tænkte kun på at blive denne vildbasse kvit og rådede ham til at søge ansættelse i Frankrig. Derfor finder man ham i Paris i 1720. Han blev modtaget med hyldest i det degenererende samfund i den franske hovedstad og blev en kær ven af regenten, Ludvig XV . Samme år indtrådte Maurice som generalmajor i den franske hær og betalte med sin sædvanlige foragt for penge et regiment med en pris, for hvilken han hjemme i Sachsen kunne have fået to, plus titlen generalløjtnant (sagde man hjemme i Sachsen). Dette skulle man have ladet ham gøre. Hans regiment repræsenterede den alvorlige side af hans natur, og han trænede det med den største grundighed. Han delte sin tid ligeligt mellem denne uddannelse, mellem studier af taktik, befæstning og store soldaters erindringer og mellem deltagelse i hoffets glæder. Hans største successer lå dog hos det franske hofs damer. Maurice’ ærgerrighed fandt im idlertid ikke i længden dette liv tilfredsstillende. Det krænkede hans ære, at lian, en kongesøn, skulle lade sig nøje med at være regimentschef i et fremmed land, som tilmed levede i dybeste fred. Han ville være suveræn, koste livad det ville. I 1725 var tronen i Kurland ledig, denne kunne Maurice bruge. Planen var at ægte den forrige hertugs enke, Anna Ivanowna, og blive godkendt af kongressen. Dette kostede penge, men disse skaffede lians mange elskerinder i Paris. Endnu inden ban havde set hertuginden, blev han gjort opmærksom på Peter den Stores datter, Elisabeth, der nærede stor interesse for den ridderlige greve. Men Maurice ville være suveræn, og det skulle være nu. Havde Maurice været lige så dygtig en politiker som kriger, kunne ban være blevet kejser af Rusland, men han tog til Kurland. Han behagede Anna meget, og det så ud til, at hans plan skulle lykkes, men en affære med en tjenestepige blev opdaget, og han måtte flygte »under mange farer.« 1727 er han tilbage i Paris, hvor han genoptager sine afbrudte studier, især belejring, våbenteknik og taktik. 1730 besøger han Kronprins Frederik af Preussen, og i 1732 inspicerer ban Dresdens befæstninger sammen med Folard.9) Efter hjemkomsten til Paris blev ban syg, og under sin sygdom skrev ban værket Mes Rêveries. Det er dog nok påbegyndt i 1720erne, men han selv siger i et efterskrift:10) »Jeg skrev denne bog på tretten nætter. Jeg var syg; det viser sandsynligvis den feber jeg havde. Dette skulle tjene som undskyldning for den dårlige opstilling såvel som den uelegante stil. Jeg skrev m ilitæ rt og for at forjage kedsomheden. Lavet i december 1732.« Dette var hans forudsætninger for Mes Rêveries, hans militæ re testamente. Det viser tillige, at han var et typisk barn af sin tid. Mes Rêveries indledes med:11) »Gustav A d olf har skabt en metode, som hans elever har fulgt. Men vi er gået tilbage, fordi vi kun har lært den rutinemæssig. Man går ud fra, at soldaterne altid er tapre, men glemmer, at intet er så om skifteligt som soldaternes mod. En generals sande dygtighed består i at vække og vedligeholde modet. Nogle tropper bliver slået i befæstede stillinger, mens de u fejlbarligt ville have sejret ved angreb. Å rsagen må ligge i det menneskelige sind, der må søge den. Ingen har før behandlet denne side af sagen, som dog er den aller vigtigste.« Disse ord er karakteristiske for Maurice, simple, fornuftige og dog på sin vis geniale. Herefter behandler han emnet:

Fremskaffelse af tropper:12)

Fremskaffelsen af tropper ved hvervning med eller uden nogen form for grænser, sommetider ved tvangsudskrivning og for det meste ved mere eller mindre reelle påfund, var han ikke tilfreds med. I de fleste tilfælde overholdtes forpligtelserne over for rekrutten ikke, og det er mod alle menneskelige love ikke at gøre dette, hvilket skaber de mange desertører. Maurice spørger om nogen med rette kan indlede retshandlinger mod en desertør. Han mener nej, thi baggrunden for kontrakten var ikke tilstede. Disse kontraktbrud medfører endvidere alvorlige brud på disciplinen. Fremskaffelsen af tropper ved magtanvendelse duer heller ikke, idet folk let kan slippe for militærtjeneste ved bestikkelse.

Han mener, at løsningen er almindelig værnepligt. Enhver mand mellem 20 og 30 år skulle tjene sit lands forsvar som soldat i 5 år. Denne metode ville have mange fordele:

- den ville give det nødvendige antal, så det udenlandske element kunne undgås eller reduceres.

- da den skulle omfatte alle, ville rige og fattige komme til at lære hinandens problemer at kende og herigennem skabe større forståelse i samfundet.

- prinser og officerer ville komme til at gøre tjeneste i geleddet som menige.

- få ville være tilbøjelige til at desertere, da det efterhånden ville blive en ære at have fuld ført sin tjeneste.

Som den store idealist Maurice er, siger han, at ingen v il gå imod en sådan lov, da det er naturligt og retfærdigt at enhver mand skulle deltage i nationens forsvar. Disse tanker er fremsat i 1732! Det viste sig da også, at dette ikke kunne lade sig gøre før det enkelte individ identificerede sig med staten, hvilket som bekendt først skete med den franske revolution. Maurice synes således ikke at have forstået de politiske konsekvenser af sin hærmodel, der gennemført 1732 med stor sandsynlighed ville have medført det eksisterende samfunds opløsning, da modellen var en projektion af noget fremtidigt helt i strid med den privilegerede stats forudsætninger.

Iklædning af tropper:13)

»På dette område kan selv de mindste ting få den største indflydelse.« Uniform erne var ikke blot for dyre, de var også uhensigtsmæssige. Soldaten var hverken »skoet, klædt eller beskyttet.« Der gøres heller ikke nok for felthygiejnen, især er det lange hår farligt, det opsuger vand ligesom de tykke uniform er og har derfor vanskeligt ved at tørre. Da soldaterne heller ikke indkvarteres ordentligt, er de i fugtigt vejr altid våde, bliver syge og udgår af enhederne. Maurice ville derfor have uniform er lavet af noget let stof, der hurtigt tørrede i vinden. Dette ville tilm ed være billigere. Uniform erne skulle bestå af en kort trøje med vest og en kappe med hætte mod regn. De mange bånd, der holdt uniformerne sammen, skulle bort, idet lange benklæder skulle knappes direkte til lædergamacher. - Faktorer som regntæt, lu ftig, åndemuligheder og temperaturregulering er problemer, der end ikke er løst fuldkommen med kampuniform M/58.

Desuden foretrak han tynde lædersko med lave hæle frem for de tunge støvler. Soldaten skulle have bare ben i skoene; strømper var dyre, altid fugtige og gav vabler. Derimod skulle fødderne indsmøres i et tykt lag fedt, der havde dobbelt virkning: det bevarede fødderne smidige og det ville trænge ind i læderet og gøre dette vandtæt. Desuden skulle soldaten i fugtigt vejr, men udenfor kamp og exercits, trække en tyk uldsok med træsåler udenpå skoene. Det ville bevare fødderne tørre.

Tillige skulle den bredskyggede hat afskaffes, den faldt altid af, når soldaten faldt ned, istedetfor skulle lette hjelme indføres.

Forplejning af tropperne:14)

Maurice ville ikke have, at mandskabet skulle tilberede maden selv. Tilberedningen skulle foregå ved centurionerne (i vor forstand et kompagni), som han inddelte tropperne i. Hver centurion skulle have en marketender med fire oksetrukne kærrer med forplejning og kedler, således at mandskabet om middagen kunne få suppe og kogt kød og om aftenen stegt kød. Det skulle være officerernes pligt at overvåge tilberedning og udlevering. Brød skulle afskaffes, da det fylder for meget og kiks indføres istedet; de fylder mindre og holder sig længere. Det samme gjorde man i Danmark med modsat fortegn for få år siden af »velfærdsmæssige« grunde. Soldaterne skulle endvidere betale for kosten. - E t problem man i de kommende år også kommer til at tage stilling til i det danske forsvar ved en eventuel overgang til soldaterløn.

Under forcerede marcher skulle enhederne medbringe levende kvæg og slagte det undervejs. Endvidere ville han have lægerne til at kontrollere drikkevandet inden det toges i brug, da han utallige gange havde set hære bryde sammen på grund af infektion gennem drikkevand.

Lønning, disciplin og uddannelse:16)

Lønningen bør være høj, da det er bedre med en lille , velplejet hær end mange slet nærede soldater. Hvis man ikke lønner officererne anstændigt, får man kun ringe folk, der tjener af forfængelighed eller misfornøjede, økonomisk trykkede stakler. Avancement bør gå efter fortjeneste, selv den fattigste officer må kunne få et regiment. Anciennitetsprincippet kan man ikke benytte for de højere chargers vedkommende; det kan kun lade sig gøre for subalternofficerernes vedkommende. - Det samme system, som anvendes i vort eget forfremmelsessystem idag. Maurice mener, at det er en fornuftig og retfærdig disciplin, der er afgørende for hærens sammenhold og at den bedste organisation intet formår uden den. De militæ re love skulle overholdes med ubøjelig strenghed, men straffene må stå i nøje forhold til brøden. Bliver straffene for strenge for småforseelser, v il de gå ustraffede hen. De militæ re belønninger bør også kunne tildeles den menige, så ville den franske måske blive ligeså god som den tyske. Her tænker han vel på den tilblivende preussiske hær. De foresatte skulle være fuldt inde i deres tjeneste og tillige stræbe efter at komme i besiddelse af åndelig overlegenhed. - Disse tanker angående korrekt og udbytterig behandling af mandskabet samt krav til førerens kvalifikationer, er emner, som stadig diskuteres og behandles i ekspertudvalg. Det er tanker, som for os synes rigtige og naturlige, men som var ukendte eller ihvertfald ikke praktiserede på den tid, hvori de blev fremsat. Hine dages mangel på store landtransportmidler og den benyttede taktik stillede store krav til marchdygtigheden. Herom siger M aurice:16) »Det er en komedie at se bare en bataljon sætte sig i bevægelse! Det er som en dårligt konstrueret maskine, der kan falde sammen hvert øjeblik og som dingler afsted med umådelig vanskelighed!« Ønskede man at sa;tte farten op, beordredes teten til at marchere hurtigere, herved opstod et mellemrum mellem tete og kø, hvorfor køen måtte løbe for at slutte op. Den efterfølgende tete skulle løbe endnu hurtigere og snart var alting i uorden, med det resultat, at man aldrig turde marchere hurtigt af frygt for at splitte styrkerne. Metoden til at komme dette tilliv s var at lade soldaterne marchere i rytme med musik, noget der ikke havde været anvendt ret meget siden Romerne.

Maurice betragtede den hurtige march som en af forudsætningerne for sin taktik. Det var nødvendigt hurtigt at kunne forlægge tyngden og samle store styrker til afgørende slag. Med hensyn til uddannelse siger han kort og godt, at geværexercits er det underordnede, medens marchdygtigheden er hovedsagen, »at marchere er det fundamentale i al m ilitæ r træning. A lle manøvres og slags mysterium ligger i benene. De, der påstår noget andet er kun tåber.« — Udlægger man dette rigtigt, ser man at det var dette, der blandt andet medvirkede til Frederik den Stores mange sejre. Han var imod ildafgivelse på kommando, målet skulle udpeges for skytten, men han skulle selv bestemme, hvornår han ville skyde, da det var umuligt at fastholde sigtet medens han ventede på kommandoen. Endvidere skulle træningen foregå på bestemte afstande, som han ville udnytte i sin taktik, herom senere.

Organisation af tropper:

Maurice beskrivelse heraf er til tider gode, til tider løse, især hvad kommandoforhold angår. De følgende organisationsskemaer og principskitser er derfor alle rekonstruerede ud fra beskrivelser. Hans hær, svarende til ca. vort korps, skulle bestå af ca. 46000 mand og være organiseret efter puljeprincippet i tilnærmet form således: (se fig. 1.)

- ti legioner, herom senere

- seksten dragonregimenter

- otte lette rytterregimenter

- et ildstøtteelement

- et brotræn

Rytteriet17) organiseredes i regimenter (i vor forstand bataljon) å fire eskadroner å 134 mand. Bevæbningen skulle være en karabin, en sabel og en lanse, der måtte dog ikke skydes fra hesten, thi »det gav intet godt.« Dragonerne uddannedes til elileinfanteri. Det eksisterende lette rytteri havde store mangler, det manglede fasthed og var kun til liden nytte i kampen. Maurice ville derfor have, at man fra det almindelige rytteri skulle udtage lette folk og lette heste, give dem let udrustning og bevæbning og kun bruge dem til at løse sikrings- og opklaringsmæssige opgaver. Bevæbningen blev til en sabel og en lanse. Rytteriet skulle altid ligge inde (mobilisering behandles senere), da de gamle tropper og de gamle heste var de bedste og rekrutterne var fuld

Skærmbillede 2020-05-14 kl. 13.09.46.png

stændig ubrugelige. Han indser, at det er en byrde, en bekostning, men til gengæld indiskutabelt. - Det er nøjagtig de samme forhold, der gør sig gældende ved pansertropperne idag med hensyn til kampvognsbesætningeme. Om uddannelsen af rytterstyrkerne siger han forøvrigt, at i vinterkvarter er det nødvendigt at lære rytterne at galoppere over lange afstande uden at bryde formationen. En eskadron, der ikke kan angribe over 2000 skridt i fuld fart uden at bryde sammen, er uegnet til krig. Endvidere skulle man sørge for at holde øvelser sammen med infanteriet, for at vænne hestene til geværilden. Ildstøtteelementet18) bestod af 50 stk 16 pd (ca. 130 mm) kanoner og 12 stk tunge mortere. Maurice mente, at kanonerne var for store og tunge; han ville have en let piece, en amusette,19) der kunne bæres af to mand overalt. Disse piecer skulle indgå i et antal af fire pr. regiment (bataljon) og skulle skyde 3^1 skud pr. minut. Desuden gik han ind for koncentration af artilleri til artilleribekæmpelse. Brotrænet skulle ikke være for stort og klodset, men effektivt. Det var nødvendigt af hensyn til gennemførelse af hurtige marcher, forfølgning, tyngdedannelse og ordnet tilbagegang.

Skærmbillede 2020-05-14 kl. 13.10.05.png

Legionen:20) Hans grundelement, legionen, se fig. 1 og 2, bestod efter fuldstændig mobilisering af fire infanteriregimenter (i vor forstand bataljon) organiseret således: En stab bestående af fire officerer, en læge og en signalmand. Fire infanterikompagnier å 184 mand i ti delinger, samt en køkkensektion og en amusette. Bevæbningen skulle bestå af et bagladegevær, en sværdbajonet og en lanse. Da infanteriet i kamp skulle opstilles på fire geledder, skulle de to første være bevæbnet med gevær og sværdbajonet til at stikke ned i piben, da den afgørende kamp skulle foregå på blanke våben. De to bageste geledder skulle desuden have en lanse, der ved fjendtligt angreb skulle sænkes således at den kunne virke ca. to meter frem foran de forreste geledder og således give disse tid og ro til ild ­ afgivelse. For at vise, at han tænkte på de mindste detaljer, skal nævnes, at lansen skulle være 4,5 meter lang, dens blad 45 cm langt og 5 cm bredt, skaftet skulle være hult for at lette vægten. Desuden skulle den bruges til teltstang.

E t grenaderkompagni, der var en speciel infanterienhed, vi ikke kender idag. Denne uddannelse var han i begyndelsen ikke meget for, da han mente, at man svækkede tropperne ved at berøve dem deres hedste elementer og opslide disse til ingen nytte. Han gik dog senere ind herfor. E t let kompagni og en eskadron let rytteri. E t ildstøtteelement bestående af 2 stk. 12 pd (120 mm) kanoner, samt et brotræn, hvis materiel i princippet nøje svarer til en moderne brolægningskampvogn. Legionen skulle have et fast nummer for at skabe korpsånd; han mente det var uheldigt med at skifte navn med de skiftende ejere. Som kuriositet kan nævnes, at han i fuld t alvor gik ind for, at officerer og mandskab skulle mærkes på legemet med dette nummer. - Dette lyder noget uvant, men har været gennemført hos de romerske legionærer og med de tyske SS-tropper under II Verdenskrig. Analyserer man Maurice’ skitserede våbenarter, jfr. fig. 1, og prøver at finde ud af, hvad disse enheder svarer til idag, når man frem til, at det lette rytteri svarer til vore opklaringsstyrker, at dragonerne svarer til kampvognsstyrker, det specialiserede infanteri til panserinfanteri og let' infanteri til motoriseret infanteri. Overfører man disse forhold til legionen, træder organisationen af en moderne brigade tydeligt frem. Her findes endog et broterræn ved hver bataljon,21) hvilket ville svare til at vore panserinfanteribataljoner var normerede med brolægningskampvogn, hvad de som bekendt ikke er. H e rtil skal dog bemærkes, at mange af de her skitserede ting er ønsketænkning, det er organisationer med materiel, der netop er opfundet, men ikke accepteret og sat i produktion, men hans ideer viser, at han er langt forud for sin tid, idet efterfølgende tider fik mange af disse ting praktiseret og anvendte dem. Maurice indså, at en stal måtte afpasse mængden af tropper med økonomien. En stående organisation som den ovenfor skitserede var ikke økonomisk mulig, hvorfor han inddelte styrkerne i tre kategorier: styrke i fred, styrke i krig og den fulde styrke i krig. Når landet var i fuldstændig fred skulle hver infanterideling bestå af en sergent, en korporal og fem gamle soldater. Når en konfliktsituation udviklede sig, skulle der yderligere indgå fem mand og når krigen var erklæret endnu fem, således at styrken blev på de organisatoriske sytten mand.

Dette system mente han ikke ville medføre større formindskelse af det militæ re forsvar, thi »sålænge der er de gamle hoveder, kan man gøre med halerne, hvad man vil; de er størst i antal og deres tilbagevenden i fred v il være en mærkbar gavn for nationen.« Man ser her en uhyre moderne tankegang. Hans tre kategorier svarer med få ændringer til vores dækningsstyrke, foreløbige sikringsstyrke og resterende sikringsstyrke.22)

Skærmbillede 2020-05-14 kl. 13.10.36.png

Taktikken:23)

Normalangrebet tænktes udført på følgende måde, se fig. 3. Amusetterne og de lette styrker, udnyttende terrænets skjulende og dækkende muligheder, indleder kampen ved at beskyde fjenden på 300 meters afstand, uopholdeligt og uden kommando in d til fjenden er inde på ca. 50 meters afstand, hvorefter de viger ud og indgår i mellemrummene mellem kompagnierne medbringende amusetterne. Ved udregninger og antagelser, når han frem til, at fjenden, der angriber på linie v il have modtaget ca. IC.000 velsigtede skud pr. bataljon inden hovedstyrkens angreb. Fjenden søges standset og slået med hovedstyrken. Rytteriets anbringelse i mellemrummene bag hovedstyrken skulle sikre, at de enten kunne:

- indgå i mellemrummene, hvis de letle styrker ikke nåede tilbage eller der opstod for store mellemrum

- indsættes på fløjene ved forsøg på fjendtlig omgåen eller gennembrud

- indsættes ved forfølgning sammen med de lette enheder efter angrebets afvisning.

I defensiven skulle kompagnierne opstilles på fire geledder med de lette enheder i mellemrummene. Legionsrytteriet skulle holdes spredt opstillet bag fronten som reserve, rede til indsættelse efter situationens udvikling. Man skulle nøjes med at indrette terrængenstande til forsvar og i åbent terræn kun udføre lettere feltbefæstninger, da man herved bevarede mulighederne for at udføre hurtige modangreb. Man ser her et eksemplarisk eksempel på systematisk samvirke mellem de forskellige våbenarter. Noget der var ukendt for tiden, men grundlag for vore dages taktiske doktriner. Marcher skulle udføres hurtigt, hvorfor træn skulle reduceres mest muligt. Hans taktik kan kort udtrykkes således: Nøje samvirke mellem våbnene, bevægelige og fleksible formationer, omhyggelig forberedelse af kamppladsen, dristigt initiativ, energisk gennemførelse af angrebet og fuld udnytteis 3 af sejren ved forfølgning.

Strategien:

Maurice behandler også dette emne indgående, men det kan kort sammenfattes til: En undersøgelse af modstanderens folks og lands ejendommeligheder efterfulgt af en metodisk og forsigtig offensiv, en grundig udbytning af det fjendtlige lands hjælpekilder og tålmodig afventen af det for afgørelsen passende tidspunkt efterfulgt af en energisk forfølgning og et koncentreret forsvar. Dog skulle tropperne efter erobringen opføre sig menneskeligt og alt foregå under streng disciplin og uden nogen form for plyndring. Befolkningen måtte ikke tvinges til at betale større ydelser, end at den selv kunne fortsætte sit normale liv. - Disse ord skulle man have tænkt på over for Tyskland efter I Verdenskrig. Hans mest kendte citat er vel nok dette:24)

»Jeg sværmer aldeles ikke for slag, især ikke i begyndelsen af en krig, og jeg er overbevist om, at en dygtig general kan føre krig hele sit liv igennem uden at overlade noget til det blinde tilfælde. Intet svækker fjenden mere end denne krigsførelse og intet fremmer mere ens egen sag. Man skal levere en mængde småtræfninger og derved ligesom smelte fjenden lid t efter lidt.« Dette har mange læst, efterlevet og brækket halsen på, thi de har ikke læst resten: »Dermed v il jeg slet ikke sige, at man ikke skal angribe, når man kan finde lejlighed til at knuse fjenden, men jeg mener kun, at man kan føre krig uden at vove noget. Men når man så leverer slag, skal man udnytte sejren og ikke nøjes med at beholde valpladsen som det er tilb ø rlig skik og brug.« T roppeføreren:25) Han skulle besidde tre vigtige egenskaber: mod, intelligens og et godt helbred. Han skulle kunne improvisere; han skulle vide, hvordan man får det bedste ud af en hær, hvordan den skal placeres, så den ikke tvinges til at kæmpe på et uegnet sted. Han skal vide, hvordan styrkerne skal grupperes i en uendelighed af situationer, og hvordan han skal få det bedst mulige ud af en gunstig situation. Hvorfor slår så mange af de højere førere så ikke til i krig? spørger Maurice sig selv. Han når frem til det resultat, at det er på grund af, at de ikke til daglig arbejder med disse problemer; de mener, det er tilstrækkeligt at beskæftige sig med, om deres soldater ser pæne ud, opfører sig korrekt, marcherer på lige rækker og bærer deres våben ordentligt. Mange officerer er gode på lavere plan, hvor de modtager ordrer oppefra, men skal de selv give ordrer, kan de endog vise sig særdeles uegnede. Forøvrigt mener han, at hærføreren skal være født til dette, det kan ikke læres.

Testamentet:

Skal man konkludere Maurice’ principper bliver det:

- almindelig værnepligt

- praktiske uniform er

- let bevæbning til lette styrker

- bagladevåben

- rytteriets anvendelse i mellemrummene og på fløjene som vore dages kampvogne

- koncentration af ildstøtte

- energisk forfølgning

- samvirke mellem våbnene

- fleksible og bøjelige formationer

- bevarelse af initia tiv

- offensiv

- sidst, men ikke mindst moral, som det eventuelt »9. af krigsføringens principper.«28)

Bortset fra de principper, der omhandler datidens specielle problemer, er disse principper gældende den dag i dag. Der er udtalt mange hårde domme over værket, men man må vogte sig for at anlægge nutidens målestok ved bedømmelse af liin e tiders forhold. Der er væsentlig forskel mellem Mes F.éveries og de fleste andre værker af krigsvidenskabelig art. Dels er det først udgivet efter forfatterens død, hvorved der ikke er opstået nogen polemik omkring det. Dels er det skrevet inden forfatteren havde haft noget større kommando. Det er således ikke et helt livs erfaringer, der er skrevet ned. Det er en ung, intelligent officers betragtninger over, hvad han har set, hørt og læst.27)

Efterlevelsen:28)

Disse principper lød meget besnærende, især på baggrund af tiden. Man kan nu spørge sig selv: Hvorledes fasthaldt og gennemførte han da selv disse principper? Maurice overtog først kommandoen over de franske styrker i 1744, ved at »springe« otte andre generaler og blev hermed Marskal af Frankrig. Han overtog hæren midt under den Østrigske Arvefølgekrig,29) efter at det var gået skævt for franskmændene. Man havde ikke turdet lade Maurice, udlændingen,, protestanten få kommandoen, før det var højst nødvendigt. Uden at rose ham for meget, kan man roligt sige, at han hævede sig højt over de samtidige franske generaler. Da han først overtog hæren, der endog først skulle rettes op, langt henne i krigen, ville det være uklogt ar. begynde at omorganisere den; med hensyn til uddannelse og taktik måtte han gøre så meget, han kunne nå, men ingen af våbenarterne var i stfnd til at opfylde de fordringer, Mes Réveries stillede. Men på de områder, hvor det var muligt efterlevede han sine egne principper:

- han tog kun slag, når det var gunstigst for ham

- han forstod at skjule sine planer og overraske fjenden

- hurtig koncentration og hurtige marcher

- han fik stor gavn af sine lette styrker

- samvirke mellem våbnene

- offensiv og initiativ

Men et princip levede han ikke op til: den energiske forfølgning. Grunden til dette opgives til at være hans ærgerrighed: Nu havde han endelig fået kommandoen, han ville skåne fjenden for at trække krigen i langdrag og bevare sin indflydelse. Men disse påstande må være fremsat af hans mange naturlige modstandere, misundelige, utilstrækkelige, forbigåede personer. Undersøger man de nærmere omstændigheder ved hans større slag i dette felttog, viser det sig nemlig, at dels tillo d situationen ikke forfølgning, dels modarbejdede mange af hans påtvungne underførere hans planer.

Indflydelsen:

Hvad han fik udrettet på det organisatoriske område på sin tid, skete inden han var marskal, idet mange regimentschefer efterlignede hans egne anvendte metoder i organisation og uddannelse samt samvirke mellem våbnene. Amusetten blev også konstrueret og sat i produktion inden den Østrigske Arvefølgekrig. Beretningerne siger, at den var så let, at en hest kunne trække to og virkningen af den skal have været formidabel.80) Maurice’ tanker vidner om dybere indsigt i taktik og førervirksomhed end noget andet arbejde i Europa siden Romertiden. Han var ikke alene forud for sin tid på det taktiske område, men også på det tekniske. Han indså den moralske faktors betydning for udfaldet. Han ville reformere uniformerne ved at gøre dem praktiske istedet for de anvendte paradeuniformer. Han gjorde sig til talsmand for kompagnimesser og numerering af enhederne for at styrke sammenholdet og derigennem skabe korpsånd. Han genindførte march i takt. Den skulle forvandle europæiske hære fra omstrejfende hobe til veldisciplinerede soldater. Han gik ind for individuel uddannelse i skydning. Han udtrykte sin afsky for befæstningsværker; de ville altid blive taget. Istedet skulle anvendes feltbefæstede stillinger, der tillod hurtige modangreb.

Han forsøgte at åbne datidens koncentrerede formationer og latterliggøre masseangrebenes resultater. Han reorganiserede hærene og hans plan er måske stamfader til den divisionsorganisation, der anvendes i adskillige lande i dag.

Maurice’ de Saxe sidste dage:

Efter freden i Aachen31) trak han sig tilbage til slottet Cliambord, som kongen skænkede ham. Her levede han som en fyrste, han øvede stadig lidenskabeligt med sit rytterregiment på sin egen private excerserplads og førte et vild t liv omgivet af sine officerer og et antal tvetydige daroer. Den 23. november 1756 døde han på grund af dette vilde liv. Hans sidste ord, henvendt il lægerne var: »Doktor, livet er ikke ar idet end en drøm, jeg har haft en imuk drønn« Hans død fik Ludvig X V til at udbryde: »Je n’ai plus de generaux, seulment des capitaines!«

K. E. Nielsen.

Litteratur:

Roots of Strategy, a collections of military classics. De Saxe: M y Reveries upon the A rt of War, oversat fra fransk af Major Thomas R. Phillips. John Lane the Bodley Head, London 1943. Notebetegnelse: Ph. Militæ rt Tidsskrift 1887. A rtikel af Kaptajn A. Tuxer.: General-Marskal Moritz, Greve af Sachsen og hans krigskunst. Notebetegnelse: Tuxen Endvidere oplysninger fra: Infanteritaktikkens udvikling, Oberstløjtnant N. P. Jensen, København 1882. Les Reveries ou memoires sur l’art de la guerre de Maurice Comte de Saxe par Mr. de Bonneville, Capitaine Ingenieur de Campagne de sa Majesté le R oi de Preusse. Paris 1757. Notebetgnls: L R.

Noter:

1) L R p. 1

2) se litteratur: Tuxen og Oberstløjtnant N. P. Jensen

3) Ph.

4) Richard A. Preston, Sydney F. Wise & Herman O. Werner: Men in Arms. Fr. A. Praeger. New York. 1956 og Lt.- General Sir John Winthrop Hackett: The Profession of Arms. The Times Publishing Company Ltd. London 1962.

5) Tuxen, p. 312

6) Ph., p. 95 ff.

7) Den spanske Arvefølgekrig 1702-1714

8) Tuxen, p. 316

9) Fransk officer og militærskribent, især belejring og befæstning, 1669-1752

10) Ph., p. 162

11) Ph., p. 100

12) Ph., p. 102 f.

13) Ph., p. 103 f.

14) Ph., 1C4 ff.

15) Ph „ p. 106

16) Ph „ p. 108

17) Ph „ 123 ff.

18) Ph., p. 130

19) L R, p. 38

20) Ph., p. 112

21) L R, p. 100

22) K F F B 24-1953

23) P h , p. 126

24) Tuxen, p. 356

25) P h , p. 137

26) Feltreglement I: målet, offensiven, tyngde, økonomi med kræfterne, kræfternes samspil, bevægelse, overraskelse og sikring.

27) Udarbejdet 1732, født 1696, død 1756, udgivet 1757

28) Især fra Tuxen

29) 1740-1748

30) Tuxen, p. 401 ff.

31) 1748