Log ind

Materiel og IT til tiden - I Fred, Krise og Krig

#

Det Krigsvidenskabelige Selskab inviterede Generalløjtnant og Chef for FMI, Kim Jesper Jørgensen, til at afholde årets første foredrag, som løb af stablen tirsdag d. 21 februar 2023. 

Generalløjtnant Jørgensen er Chef for FMI og står derfor i en unik position til at give en indføring i styrelsen og dens rolle og funktion i den nye sikkerhedspolitiske virkelighed. Jørgensen kunne redegøre for, hvordan den russiske invasion i Ukraine, et nyt sikkerhedspolitisk verdensbillede og NATO’s styrkemål er blandt nogle af de faktorer, som har foranlediget, at det danske forsvar herunder FMI har måtte lægge hovedet i blød og forsøgt at tilpasse sig disse nye forhold. 

Jørgensen lægger i sit foredrag vægt på, hvorledes at materiel, IT og logistik er tre nøglepunkter ved håndteringen af den nye verdenssituation for FMI. 

Økonomien i FMI oplever samtidig i takt med den nye verdenssituation, en progressiv udvikling, ifølge Jørgensen. FMIs budget er øget fra 7 mia. kroner i år 2018 til 15 mia. kr. i 2023. Dette kommer blandt andet på baggrund af det Nationale kompromis om sikkerhedspolitik indgået marts 2022, som helt konkret indebar en stigning i forsvarsbudgettet svarende til 2 pct. af Danmarks BNP inden udgangen af 2033. 

Væksten i økonomien afføder en ny udfordring i FMI, understregede Jørgensen, da organisationen først og fremmest skal omsætte for det dobbelte af, hvad den hidtil har skulle. FMI opererer med nye ord som “væksthæmmere”, da organisationen skal vokse hurtigt nok for at kunne følge med økonomien. 

Håndteringen af disse udfordringer manifesteres ved, ifølge Jørgensen, at man først og fremmest helt nøgtern kigger på opgaver som den nye nationale forsvarsplan lægger op til, da dette er en militær plan bestående af mange annekser og nye opgaver inden for FMIs domæne, der indebærer at levere logistik, som er hele ekistensgraden for det danske forsvar. 

For det andet, at opbygning af beredskabslagre i Danmark, som Jørgensen påpeger, historisk set var blevet fjernet, hvorfor at dette er en kæmpe proces og opgave for FMI allerede i skrivende stund. 

For det tredje, at opfylde NATOs styrkemål. De arktiske anliggende er lige så centrale som Danmark og nærområderne i denne henseende, understregede Jørgensen. 

En fjerde opgave som FMI aktivt arbejder med, er at benytte erfaringerne i Ukraine, da Jørgensen beskriver krigen i Ukraine som værende et laboratorium, hvor erfaringerne skal omsættes til læring og forbedringer. 

Men for at håndtere selvsamme opgaver, er det en afgørende faktor, at kunne anskaffe hurtigere og eksekvere på den nuværende og fremtidige trussel. Dette bliver ifølge Jørgensen løst af FMI ved:     

  - At benytte danske leverandører, hvor dette er muligt - man ser her de erhvervsmæssige muligheder. Danmark har senest indgået en Security of Supply aftale. Ifølge Jørgensen vil man ved at samarbejde i størst mulig udstrækning med danske virksomheder, kunne sikre forsyningssikkerheden.    

  - At anskaffe moderne teknologi, hvilket kan gøres i samarbejde med andre lande for at mindske den bureaukratiske del (papirarbejdet).    

  - At digitalisere for at kunne lave multi domæne operationer i fremtiden.    

  - At samarbejde tæt med universiteterne som skal give viden og bistå FMI, spotte og afprøve moderne teknologi og helt konkret gå ind og arbejde på forsvarets vegne, for at forsvaret selv kan fokusere på andre opgaver.  

Alt dette understreges af Jørgensen, at skulle gøres lovligt, da Danmark er underlagt både den nationale- og EU’s lovgivning. 

Efter Jørgensens oplæg afrundede en spændende spørgerunde dagens arrangement, hvor mange interesserede medlemmer kom med interessante iagttagelser og gode spørgsmål. I skal alle have tak for at biddrage til en oplysende aften.