Log ind

Maskingeværorientering

#

I Militært Tidsskrift Nr. 2/1932 tager Kaptajn ReimannHansen i „Linieorientering ved M orter og Maskingevær“ Udgangspunkt i en lille A rtikel, jeg skrev sidste Sommer; jeg skal derfor tillade mig at knytte et Pa r Bemærkninger til Kaptajnens Udtalelser. Desuden vil jeg gerne benytte Lejligheden til at sige et Pa r Ord om halvskjult Skydning, som efter min Opfattelse ofte bliver noget stedmoderligt behandlet. Jeg vil først slutte mig fuldstændigt til Kaptajnens Bestræbelser fo r at komme bort fra Retningsstokkene. Udstikning af Stokkene og Retning a f Geværet ser paa Papiret meget simpelt ud, men tager erfaringsmæssigt en Del Tid i Praksis. Derimod skal jeg tillade mig at gøre Indvendinger, naar Kaptajnen „sætter Orienteringsnøjagtigheden ved Maskingeværet til 5 Streger“.

Ved Morteren, hvor Skydningen norm alt er observeret, og hvor man derfor kan korrigere efter Nedslagene, er det en Skønssag, hvor snævert man vil begrænse Orienteringsnøj agtigheden; men dette gælder ikke fo r Maskingeværet og særlig ikke ved skjult Skydning, som der her er Tale om, da denne Skydning som Regel udføres paa A fstande over 1000— 1200 m, hvor man kun sjældent v il kunne se Nedslagene og derfor norm alt ikke kan udføre Indskydning. Nu er Orienteringsnøjagtigheden ved Maskingeværet selvfølgelig paa ingen Maade absolut; saavel Vinkel- og Afstandsm aaling som — ikke mindst — Bestemmelse a f Vindretning og -Styrke er behæftet med F e jl ; men der er dog et meget betydeligt Spring fra at regne med disse paa Forhaand givne F e jl og til bevidst at indføre en Unøjagtighed paa ind til f. Eks. 5 Stregers Størrelse, idet man maa huske, at en saadan Fo rmindskelse a f Orienteringsnøjagtigheden automatisk medfører en større kunstig Spredning med tilsvarende mindre Træ fningssandsynlighed og større Amm unitionsforbrug. Idet jeg a f denne Grund ikke — fo r Maskingeværets Vedkommende — kan gaa med til den a f Kaptajnen foreslaaede Metode, skal jeg angive en simplere Vej til at undgaa Vanskelighederne, nemlig: helt at afskaffe Linieorientering fo r M askingeværet. I og fo r sig er Linieorientering kun et Grænsetilfælde a f Vinkelorientering, et Grænsetilfælde, som kun fortjener at ophøjes til en sæ rlig Orienteringsmetode, hvor det — som ved Morteren — drejer sig om O rientering a f en enkelt Pièce. Ved Maskingeværet, hvor Linieorientering kun anvendes ved skjult Skydning (o: med mindst 4 Geværer), og hvor man alligevel skal parallelstille, beregne Mellem rum sparallakser m. m., er den paa ingen Maade simplere end Vinkelorientering, og man opnaar ved at stryge den, at der kun bliver to Orienteringsmetoder ved skjult Skydning — atter et Skridt i Retning a f den Forenkling, man efter min Opfattelse bør tilstræbe a f al Magt. Linieorienteringen blev i sin Tid overført fra Morteren til Maskingeværet ; nu har vi prøvet den, og har den ingen Berettigelse, lad os saa faa den strøget straks frem for at slæbe rundt med en overflødig Orienteringsmetode blot fo r at skabe en kunstig Overensstemmelse mellem Morter- og Maskingeværorientering.

Det var Linieorienteringen. Derefter kommer den halvsk julte Skydning, som jeg a f flere Grunde v il lægge et godt Ord ind for. Hovedparten af det følgende vil sikkert være gammelkendt fo r de fleste Maskingeværfolk, men jeg mener dog, det har sin Interesse at drage disse Ting frem nu efter Forsøgene med de nye Bestemmelser og Instrumenter sidste Sommer. Fo r det første stille r jeg mig skeptisk overfor Muligheden af at gaa frem til aaben Skydning i alle de Situationer, hvor vi under Øvelser gør det. I al Fald tro r jeg, at det ofte vil være dyrekøbte Resultater, man naar paa den Maade. V i forlanger i mange Tilfæ lde rent ud Beskydning a f Fjendens Maskingeværer, og vi ved, at vore Maskingeværer tilsvarende drager Fjendens Ild paa sig. V ort Reglement kræver derfor udtrykkelig vidtgaaende Bestræbelser fo r at undgaa Opdagelse „paa ethvert Trin af Maskingeværernes Virksomhed“ . Allerede heri ligger der en k ra ftig Opfordring til at anvende indirekte Skydning. Dertil kommer saa den tekniske Side a f Sagen. Der hersker herhjemme en vis F ryg t fo r indirekte Skydning. Den tager fo r lang Tid, koster for megen Ammunition og er alt fo r indviklet, finder man. Dette Indtryk skyldes maaske til Dels E rfa ring e r fra Fægtningsskydninger de første Aar, vi havde Maskingeværer, hvor Clou’et var en skjult Skydning, hvis Udførelse undertiden varede temmelig længe, og hvis Resultat — navnlig naar man ikke var velbevandret i Maskingeværets Træ fningssandsynlighed — ofte saa ret pauvert ud i Forhold til Amm unitionsforbruget. Meget har forandret sig siden dengang. Personalets Rutine er blevet større, Metoderne simplere og Instrumenterne bedre. Skjult Skydning er ikke nogen Videnskab længere — tværtimod! Men jeg skal ikke her komme ind paa Spørgsmaalet, hvor hyppigt — eller sjældent — den vil blive anvendt; det er og bliver et Spørgsmaal om, hvilken Ammunitionsmængde der staar til Raadighed, som iøvrig t al Maskingeværskydning paa store Afstande er det.*)

Foruden denne Rædsel fo r skjult Skydning har Reglementets Udtryk: „Aaben, direkte Skydning er den virksomste Form fo r Maskingeværskydning“ , sikkert sin Andel i den almindelige M odvillie mod indirekte Skydning. Uden i og fo r sig at pille ved denne Sætning vil jeg hævde, at ved Skydning med et Gevær under Forhold, hvor der kan foretages Indskydning, er halvskjult Skydning meget nær ved aaben Skydning i „Virksom hed“ . Medens Ildvirkning og Træ fningssandsynlighed er den samme, tager det lid t -— men ogsaa kun lid t — længere Tid at aabne Ilden, og dette er den meste virkelige Forskel paa de to Metoder. Man kunde indvende, at Bestemmelsen a f Maalets Terrainvinkel betyder et Minus fo r den halvsk julte Skydning, men denne Vanskelighed spiller ikke den Rolle, man umiddelbart skulde tro**). I Forsvaret kan man iforvejen sende Vinkeltageren sammen med Afstandstageren rundt til Grupperne og lade dem maale Terrainvinkler og Afstande, som derefter indtegnes paa samme Skitse. I Angrebet maa Gruppen som Regel nøjes med at bedømme Afstandene og er derfor henvist til'In d ­ skydning fo r at bestemme den rigtige Udgangsvinkel; men da man herved korrigerer fo r A fstand og Terrainvinkel under eet, medfører det i Virkeligheden ingen Forskel mellem aaben og halvskjult Skydning. Forskellen ligger som nævnt kun i den langsommere Ildaabning, der atter kan skyldes Valg a f Stilling , O rientering og Højderetning. V i skal nu betragte hver a f disse Ting fo r sig og se, om der kan gøres noget fo r at forenkle dem og derved spare Tid. Reglementet sondrer mellem For- og Bagskraaningsstilling med hver sin Orienteringsmetode, og det fremhæves, at Forskraaningsstillingen er den gunstigste, fordi Fjendens Ild mod den skjulende Bakke ikke naar Stillingen. I Hovedsagen er dette naturligvis rigtigt, men der ligger dog her Spiren til en Misforstaaelse, som jeg vil gøre opmærksom paa.

Fo r at opnaa de Fordele, der tillægges Forskraaningsstillingen, behøver man ikke at staa paa en Forskraaning; det a fgørende er kun Afstanden mellem den skjulende Bakke og S tillingen (ogsaa Højdeforskellen spiller en Rolle, men den er ved halvskjult Skydning ganske underordnet). Det vil derfor være naturlig t under Omtalen a f den halvsk julte Skydning at nævne det fordelagtige ved at staa langt bag den skjulende Bakke, idet det dog sam tidig maa fremhæves, at man herved kan blive mere synlig fra Siden. Problemet For- eller Bagskraaningsstilling bliver saa et rent Orienteringsspørgsmaal, som kun spiller en Rolle i de (sjældne) Tilfælde, hvor man bruger Retningsstokkene. N aar man gaar langt væk fra den skjulende Bakke, bliver Terrainvinklen og hermed mindste Højderetning ganske lille, idet Højdeforskellen mellem Kreten og Stillingen ikke kan overstige Gruppeførerens Højde eller rettere sagt hans Øjenhøjde. Og hermed er vi naaet til den afgørende Modsætning mellem aaben og halvskjult Skydning: Bestemmelse a f mindste Højderetning eller V alg a f S tilling under Hensyn til den. Der hersker en vis Tilbøjelighed til altid at vælge den størst mulige mindste Højderetning, en Tilbøjelighed, der er en naturlig Følge a f Kravet om at benytte Terrainet til Skjul og Dækning. Men gør man sig først klart, at den Bakke, man selv kan skyde henover, ikke giver Dækning*), og at Bagskraaningen a f en Bakke endda kan blive et højst ubehageligt Opholdssted, at Mundingsglim t om Dagen er usynlige, saa snart Geværet ikke ses over Kreten, og at Røg og Oliedamp ses bogstavelig ligemeget, hvadenten Geværet staar 1/2 eller D/o ni under den, medens man paa den anden Side betænker, at lav mindste Højderetning giver Mulighed fo r at skyde paa ganske korte Afstande og sam tidig — hvad jeg senere kommer nærmere ind paa — stor Chance fo r at kunne se et Grundpunkt over Bakken, kommer man snarere til det stik modsatte Resultat: at man norm alt bør vælge den lavest mulige mindste Højderetning. Som Landet ligger, ser man ofte Anbringelse a f Geværer til halvskjult Skydning tage en ganske urim elig Tid, idet Føreren først bestemmer den mindste Højderetning, der netop svarer til Skudafstanden, hvorefter Geværet bringes paa Plads ved megen Fly tning frem og tilbage, in d til det staar saaledes, at Sigtelinien lige akkurat passerer Bakken. E fte r min Opfattelse kan man nøjes med — uanset Skudafstanden — at fastsætte en lav mindste Højderetning og dernæst være tilfreds, saa snart Sigtelinien gaar over Bakken uden Hensyn til, hvor meget den gaar over. Jeg skal i denne Forbindelse blot nævne, at det ofte kan være form aalstjenligt at vælge en S tilling saa lid t under Bakken, at man kan sigte direkte paa Maalet med Retteren i Fo rlængeren. Man faar derved en Mellem ting mellem aaben og halvskjult Skydning, som til en vis Grad forener Fordelene ved begge Metoder. Derefter kommer Orienteringen. Reglementet foreskriver ved Beskydning a f et enkelt Maal O rientering direkte mod dette ved Hjælp a f Retningsstokke med paafølgende Korrektion fo r Sidevind og A fd rift, givet som Sidestilling, og ved Beskydning a f et Maal i et Maalomraade O rientering ved Sigte mod et Grundpunkt, Skytten kan se over den skjulende Bakke, eller hvis et saadant ikke findes, O rientering mod Grundpunktet ved Hjælp a f Retningsstokke; naar Geværet er grundstillet, gives Vinklen mellem Grundpunkt og Maal, korrigeret fo r Sidevind og A fd rift, som Sidestilling. Som fø r nævnt er det efter min E rfa rin g altid bedst at undgaa Retningsstokkene, hvis Udstikning dels tager Tid og dels kan røbe Stillingen. De bør kun betragtes som en Nødhjælp, der kan bruges, naar der ikke er andre Muligheder, medens man som almindelig Regel orienterer mod et Grundpunkt, Skytten kan se over den skjulende Bakke, ogsaa ved Beskydning a f et enkelt Maal. Denne sidste Fremgangsmaade tager ikke længere Tid end Udpegning a f utydelige M aal ved aaben Skydning (Uhrmetoden) og er i Realiteten ganske den samme. Her har vi Grunden til, at man — som ovenfor antydet— allerede ved V alg af Stilling skal tage Hensyn til Muligheden a f at se et Grundpunkt.

Til Slut kommer Højderetningen. Her slipper man for Tabelopslag, efter at vi har faaet Retteren med den dobbelte Inddeling af Højdetromlen; Terrainvinklen har jeg omtalt, og selve den eksercermæssige Udførelse af Højderetningen gaar lige saa hurtigt med Retterens Højdelibelle som med Viseret, naar man blot lader samme Mand — Hjælper I — dreje paa Højderetningsrattet og kontrollere Libellen og ikke som nu forlanger, at Skytten skal dreje Rattet, medens Hjælper I kontrollerer Libellen. Som man vil se, er der paa adskillige Steder Mulighed fo r at spare Tid og dermed fo r at faa halvskjult Skydning op paa den Plads ved Siden a f aaben Skydning, hvor den fortjener at være. I denne Forbindelse er der et Forhold, jeg skal henlede Opmærksomheden paa. I Udkastet til Maskingeværskydereglementet, Pkt. 6, staar der: „I Forsvaret vil de Maskingeværer, der skal beskyde angribende, fjendtlige Fodfolksgrupper, som Regel være henvist til direkte, aaben Skydning, da de ellers ikke tilstræ kkelig hurtig t kan lægge deres Ild over de (hastigt) skiftende, bevægelige M aal.“ I samme Reglement, Pkt. 59, staar der om Maskingeværernes Optræden i Forsvaret: „Hensigten naas som Regel bedst, naar man søger at standse Angrebet i en bestemt Linie, mod hvilken man er godt indskudt, eller mod hvilken Skudelementerne er sikkert beregnede, idet man da retter Ilden mod de forskellige Maal, efterhaanden som de naar frem til denne Linie .“ En overfladisk Sammenligning mellem disse to Punkter vil nemt føre til den Opfattelse, at denne Skydning mod bestemte Lin ie r skal udføres som aaben Skydning, medens Forholdet netop er det, at vi her har en Situation, der egner sig fo rtrin ­ lig t til halvskjult Skydning. N aar Geværerne er bragt i S tilling, og Skudelementerne er bestemte, skal der fo r hvert Maal kun udføres en Sidestilling, der gives paa ganske samme Maade ved aaben og halvskjult Skydning. H vorfor saa ikke tage de Fordele, den halvskjulte Skydning giver m aterielt som moralsk. I Parentes skal jeg bemærke, at hvis man alligevel udfører denne Skydning som aaben Skydning, maa man give Dispensation fra Reglementet, idet man som Regel bør grundstille i denne Situation.

T. Fox Maule.