Log ind

Marskal Tukhatshevski’s Fald

#

(Sluttet).

A f Rykovs12) og Bukharins13) Forklaringer i Retten maa man antage, at der allerede i 1933 var en Sammensværgelse rettet mod Sovjetregeringen under U dvikling indenfor den Røde Armé, men den chronologiske Orden i Begivenhederne og Idéernes Udviklingsgang er iøvrig t noget uklar. Samme Aar traadte Jenukidse14), som var Sekretær i Sovjetunionens Centraleksekutivkomité (nuværende Øverste Raad), ind i Højrefolkenes Organisation som aktivt Medlem, og det synes, som om han har givet Impuls til U dvikling a f Idéen hos H ø jrefolkene om et Statskup ved Hjælp a f en bevæbnet Gruppe af Sammensvorne. Hos ham var dengang Bevogtningen a f Kreml koncentreret, og blandt hans Medsammensvorne var nogle Personer, hvem Krem is Forvaltning og den derværende M ilitæ rskole var underlagt, nemlig Peterson, Kommandant i Kreml, Gorbatshov, nævnt som en a f de specielle „Gaapaamænd“ blandt Garnisonens Kommandører, og Jegorov, der var Chef for Krem is Militæ rskole (ikke identisk med den nuværende M arskal a f samme Navn). En vig tig Faktor fo r et Statskups Muliggørelse var endvidere Jagoda15), der dengang var Næstkommanderende fo r den „Forenede Statlige Politiske Forvaltning“ (omformet i 1934 til et Folkekommissariat fo r Indenrigsanliggender), og som siden 1928 havde tilh ø rt Højreorganisationen. Fo r at opnaa -Samarbejde mellem de forskellige, kontrarevolutionære Styrker til Gennemførelsen a f „Paladsrevolutionen“ dannedes Kontaktcentret a f Højreførerne Rykov, Bukharin og Tom ski16) samt Jenukidse og med Tilslu tning a f Kamenjev17) som Repræsentant fo r Zinovjevfolkene og Pjatakov som Repræsentant fo r Trotzkistem e. Forbundet med dette Centrum, men iøvrig t uafhængig i det illegale Arbejde var Jagoda med en Funktionæ rgruppe indenfor Indenrigskommissariatet og Tukhatshevski med sin Militæ rgruppe.

12) Forhenværende Form and i Folkekommissærernes Raad.

13) Forhenværende Chefredaktør fo r „Isvestija" og socialøkonomisk Teoretiker.

14) Ifølge officiel Bekendtgørelse henrettet efter Dom a f 16. December 1937.

15) Henrettet ifølge Dom a f 13. M arts 1938.

16) Forhenværende Form and fo r Sovjetunionens Fagorganisationer.

17) Havde efter Oppositionens Nederlag i 1927 ingen ledende Poster, han var en a f de russiske Fredsforhandlere i B rest-Litovsk 1917/18.

Blandt Tukhatshevskis Tilhængere nævnes under Processen i M arts d. A. følgende Kommandører18) : Kork, Uborevitsh, Jakir, alle forhenværende Kommandanter i M ilitæ rdistrikter ved Sovjetunionens Vestgrænse, Eidemann, forhenværende Leder a f Forsvarsorganisationen „Osoaviakhim“ , Primakov, der havde en a f de højeste, militæ re Poster i Ukraine, og Putna. Endvidere hørte til denne Militæ rgruppe den øverste, politiske Militærkommissær Gam arnik19), der var „første“ Vice-Folkekommissær fo r Forsvarsvæsenet, og som sluttede sig til Kontaktcentret som Repræsentant fo r Militæ rgruppen.

Allerede i Januar 1934 drøftedes i Kontaktcentret M uligheden fo r en taktisk Anvendelse a f de til dette hørende K ræ fter i Sammenhæng med den forestaaende 17’ Partidag. Planen fremsattes a f Tom ski og gik ud paa, at man under Partidagen, da alle ansvarlige Funktionæ rer og de mest fremragende Regeringsmedlemmer var forsamlet i Moskva, skulde arrestere de betydeligste a f Republikkernes og Distrikternes Personligheder, som kunde være istand til at modsætte sig Regeringsomvæltningen, men Planen blev forkastet a f „taktiske“ Grunde. Kulakherredømmet var paa dette Tidspunkt „likvideret“ , og Situationen i Landet var ikke lovende fo r Aktionens heldige Udfald. De kontrarevolutionære Førere erkendte derimod i den udenrigspolitiske Situation efter Hitlers Magtovertagelse i Tyskland Sandsynligheden a f en nær forestaaende K rig og Sovjetunionens militære Nederlag, som vilde skabe Betingelser fo r Oppositionsblokkens Magtovertagelse i Sov jetunionen. Trotzki havde i Begyndelsen a f 1934 faaet Kontakt med officiøse Kredse i Tyskland og Japan og havde fo rtalt disse, at Oppositionsblokken ønskede en Overenskomst med dem og var parat til betydelige Indrømmelser a f økonomisk og te rritorial Karakter. Trotzkis Udenrigspolitik foranledigede de nævnte Staters Diplom ati til at foretage Demarcher i Moskva overfor Oppositionsblokkens udenrigspolitiske Kapaciteter Radek og Sokolnikov 20). Sidstnævnte, der var Vice-Folkekommissær fo r Udenrigsanliggender og specielt arbejdede med Østproblemer, blev efter en o fficiel Samtale med Japans Gesandt 

18) De nævnte Kommandører samt Feldmann, der var knyttet til den Røde Armés Hovedforvaltning, blev henrettet den 12/6 1937.

19) Begik Selvmord 31. M aj 1937.

20) Sokolnikov synes at have staaet Zinovjevfolkene politisk nærmest.

BILLEDE HER

BILLEDE HER

i A p ril 1934 spurgt a f denne, om han vidste, at Trotzki havde henvendt sig til den japanske Regering med visse Forslag, hvad Sokolnikov bekræftede, og paa videre Spørgsmaal svarede Sokolnikov, at Forslagene efter hans og hans Venners Mening skulde tages alvorligt. Sokolnikov var meget nervøs over denne umiddelbare Henvendelse til ham og m isbilligede tillige de Raad fo r Forhandlingerne, som han gennem Kamenjev havde faaet a f Trotzki, og efter D røftelser mellem Oppositionsføreme om Sagen skrev Radek til Trotzki, at de i Moskva ikke vilde gaa længere end til at „visere“ Trotzkis Mandat til Forhandling med udenlandske Stater paa Oppositionsblokkens Vegne. Om E fteraaret 1934 benyttede en tysk Diplom at Lejligheden ved en diplomatisk Reception til at henvende sig til Radek og meddele, at H itle r lod spørge, hvad Trotzkis Tanke om en Tilnærmelse til Tyskland betød, og hvem der stod bagved den. Radek svarede, at en K o n flik t mellem to Lande, selvom disse havde fuldkomment modsatte, sociale Systemer, var en ufrugtbar iSag, at Realpolitikere i Sovjetunionen forstod Betydningen a f en tysk-sovjetisk Tilnærmelse og var rede til at gøre de Indrømmelser, som var nødvendige derfor. Trotzki havde ved sine Forhandlinger med de udenlandske Regeringskredse angaaende 'Oppositionsblakkens Magtovertagelse i Sovjetunionen fra første Færd lovet territoriale Afstaaelser. Denne selvraadende Optræden fra Trotzkis Side vakte U tilfredshed hos nogle a f Oppositionsførerne sæ rligt blandt Højrefolkene, som oprindeligt kun vilde tilbyde Koncessioner og andre Begunstigelser a f økonomisk Natur, og Tomski, der indenfor Højrefolkene var den drivende K ra ft fo r en Overenskomst med Tyskerne, aftalte i 1935 med Højrefolkenes diplomatiske Ekspert Karakhan21), at denne skulde foretage en Sondering i de tyske Fascistkredse. Som Resultat heraf meddelte Karakhan Tomski, at Tyskerne naturligvis stillede sig højst velvillige til Muligheden fo r Højrefolkenes Magtovertagelse i Sovjetunionen, og at de var indforstaaet med et Samarbejde og et fredelig t iSamliv paa Betingelse a f forskellige Indrømmelser a f statsøkonomisk A rt, men de holdt tillig e paa, at der skulde garanteres de nationale Republikker Retten til f r i Udtrædelse a f Sovjetsystemet. Det er klart, at disse Betingelser kun form elt var gunstigere end de Indrømmelser, som Trotzki havde paataget sig, og under Begivenhedernes Gang maatte Højrefolkene følge Trotzkis Ledelse saavel paa den udenrigske som paa den indenrigske Linie.

21) Ifølge o fficiel Bekendtgørelse henrettet efter Dom a f 16. December 1937.

I Løbet a f første Halvdel a f 1935 foretog Sovjetregeringen talrige Arrestationer a f Zinovjevfolk og Trotzkister i Anledning a f Mordet paa Kirov, og det zinovjev-trotzkistiske Hovedcentrum blev derved knust, men det trotzkistiiske Parallelcentrum søgte derefter at organisere sig til forstæ rket illegal V irk ­ somhed efter Trotzkis Direktiver. I Begyndelsen a f December 1935 modtog Radek et ud førlig t Instruktionsbrev fra Trotzki, som deri opstillede to Varianter til Muligheden fo r Oppositionsblokkens Magtovertagelse, nemlig een angaaende Magtovertagelse under Fredsforhold og een angaaende Magtovertagelse i Krigstilfæ lde. Den første V arian t frem stillede han som Resultat a f „et koncentreret, terroristisk Stød“ , hvormed han mente Terrorhandlinger, som blev forøvet sam tidigt mod en Række a f Kommunistpartiets og Sovjetstatens Ledere, i første Række Stalin og hans nærmeste Medarbejdere. Den anden Variant, som efter Trotzkis Mening var mest sandsynlig, var det militæ re Nederlag, og hertil fremsatte han blandt andet Direktiver om Udvidelse a f Skadegører- og Diversionsvirksomheden mod iSovjetunionens Forsvarsmagt. Radek og Pjatakov fandt, at Trotzkis Direktiver i dette Brev var fo r vidtgaaende, og at det var nødvendigt fo r en a f dem at tale med Trotzki derom. En saadan Samtale fandt Sted i Oslo i December 1935 mellem Pjatakov og Trotzki, og detaillerede Oplysninger om denne Samtale og om det nævnte Instruktionsbrev er givet under P rocessen i Januar 1937 a f Pjatakov, Radek og Sokolnikov. A f Interesse fo r Belysningen a f militæ r-politiske Forhold er Trotzkis Meddelelse til Pjatakov om sine Forhandlinger med Næ stformanden fo r det tyske, nationalsocialistiske Parti, Hess. Ved disse Forhandlinger var Hess bemyndiget til at stille Fo rd rin ­ ger, der ikke alene angik tyske Interesser, men ogsaa japanske, og der blev mellem Trotzki og Hess opnaaet Enighed om Hovedpunkterne til en Overenskomst. H eri var nævnt, at fo r Understøttelse til Oppositionsblokkens Magtovertagelse under en K rig , hvori Japan og Tyskland deltog, skulde der ydes territoriale Kompensationer til Japan i Fjeme-Østen, i Amuromraadet og Kystomraadet, og til Tyskland i Ukraine under den Form „ikke at yde Modstand mod de ukrainske, nationalt-borgerlige Kræ fter med Hensyn til deres Selvbestemmelsesret.“ Grundlaget fo r disse Forhandlinger mellem Trotzki og Hess var Forpligtelsen fra Trotzkiis Side til at garantere en Nederlagslinie i Oppositionsblokkens Virksomhed, og Hess havde i en Særaftale med Trotzki anført, at det i Tilfæ lde a f et militæ rt Overfald paa Sovjetunionen var nødvendigt at koordinere den trotzkistiske Organisations Undermineringskræ fter, som skulde virke inde i Landet, med de ydre Kræ fter, som skulde virke under tysk Ledelse. Diversions- og Skadegørerarbejdet i Sovjetunionen skulde udføres efter Trotzkis Anvisninger, som maatte aftales med den tyske Generalstab. A f Samtalerne med Hess og andre tyske Førere havde T ro tzki iøvrig t faaet det Indtryk, at en K rig kunde ventes i 1937, og han havde i Forbindelse dermed meddelt Pjatakov, at den militære Forberedelse i Tyskland var afsluttet, og at det nu drejede sig om at sikre Tyskland med diplomatiske M idler. Dermed vilde der gaa et Aar, og det første M aal fo r de diplomatiske Bestræbelser var Englands Neutralitet. Pjatakov og de andre Førere i det trotzkistiske Centrum vaklede stærkt i deres S tilling til dette Overenskomstudkast, men stiltiende anerkendte de Konsekvensen i Trotzkis Politik.

Militæ rgruppens politiske Betydning indenfor Oppositionsblokken skimtes i forskellige a f de Anklagedes Forklaringer under Processen i M arts d. A . Tukhatshevski akcepterede Trotzkis Idé om Udnyttelse a f en K rig til Omvæltning a f Regeringen, og han forberedte sin Gruppe til en saadan Aktion. Im idlertid blev Sovjetunionens Krigspotential forøget fra Aar til Aar, og heri maa man søge Grunden til, at Spørgsmaalet om „Aabning a f Fronten“ fo r en tysk Intervention kom til Diskussion. Tom ski skal efter Bukharins Fo rkla ring have omtalt Sagen fo r ham, idet Tom ski paa Bukharins Spørgsmaal, hvorledes han i Sammenhæng med fremmede Magters Intervention tænkte sig Omvæltningens Igangsættelse, svarede, at det var Militæ rorganisationens Sag, og at M ilitæ ret maatte aabne Sovjetunionens Fron t fo r Tyskerne, hvad han angav som den Mening, der herskede i Militæ rkredse og hos Trotzkisterne. I Retten opstod en Disput mellem Statsanklageren, Vyshinski, og Bukharin om denne Sag, hvorunder Bukharin bestemt fralagde sig Initiativet til Planen om Aabning a f Fronten og blandt andet hentydede til Karakhans Forhandling med Tyskerne, der a f Oppositionsblokkens eventuelle Regering forlangte et m ilitært Forbund med Tyskland og Afbrydelse a f Sovjetunionens Overenskomster med Czekoslovakiet og Frank rig om gensidig Hjælp. Ihvertfald stod det Oppositionsf ørerne klart, at Militæ rgruppens specifikke Vægt i Kontrarevolutionens Gennemførelse vilde blive stor, og at Tukhatshevskis bonapartistiske Tendenser derfor kunde blive farlige fo r deres politiske M agtstilling. Trotzki frygtede, at Tukhatshevski efter en heldigt gennem ført Militæ rrevolte m uligvis ikke vilde lade ham komme til Moskva, og han paapegede i denne Forbindelse Nødvendigheden a f den størst mulige Aarvaagenhed fra Trotzkisternes Side og foreslog, at man ved Tidspunktet fo r Omvæltningen overalt opstillede egne Folk, som var Trotzkismen hengivne og med Hensyn til Aarvaagenhed tilforladelige. Bukharin diskuterede med Tom ski og Rykov det samme Problem, specielt hvorledes man i Tilfæ lde a f en Aabning a f Fronten skulde undgaa Faren fo r et M ilitæ rdiktatur, og han bemærkede dertil, at det i dette Tilfæ lde vilde være hensigtsmæssigt at stille de i Nederlaget ved Fronten skyldige Personer fo r Retten.Bukharin mente, at dette Skridt vilde give Oppositionsføreme Mulighed fo r at vinde Folkemassen fo r sig, idet man „jonglerede“ med patriotiske Paroler, og han havde fo r Øje, at de ved Dom over de Skyldige i Nederlaget kunde opnaa at be fri sig fo r den fo ruroligende, bonapartistiske Fare22).

I August 1936 fældedes Dom ved Sovjetunionens Højesteret over Zinovjev og Kamenjev m. fl., og kort Tid efter arresteredes Pjatakov, Radek og andre Medlemmer a f den trotzkistiske Organisation paa Grundlag a f Vidneudsagn i Processen mod det zinovjev-trotzkistiske Centrum. Rykov og Bukharin synes ogsaa at have været kompromitteret i denne Proces23), skønt deres Arrestationer først fandt Sted i Begyndelsen a f 1937. K restinski og Rosengolz havde hid til a f Konspirationsgrunde været holdt udenfor det direkte praktiske Organisationsarbejde og havde ifølge en Arbejdsdeling hovedsageligt haft til Opgave at udvælge og forberede det frem tidige Regeringsapparat og derved at vedligeholde Forbindelser mellem Trotzki paa den ene Side og Tukhatshevski og Eudsutak paa den anden Side som Repræsentanter fo r henholdsvis Militæ rgruppen og H ø jrefolkene.

22) Vyshinski bemærkede til denne Forklaring , at Bukharin benyttede en jesuitisk Metode.

23) Se „Keesings A rchiv der Gegenwart" fo r 24. August 1936.

E fte r Arrestationen a f Førerne fo r det trotzkistiske Parallelcentrum maatte K restinski og Eosengolz direkte tage Del i Organisationens Ledelse, og i Oktober 1936 sendte Krestinski med diplom atisk Bud en m undtlig Inform ation til Trotzki og gav i Overensstemmelse med Eosengolz og Eudsutak følgende Bedømmelse a f Situationen: Temmeligt mange Trotzkister var blevet arresteret, men ikke desto mindre var Hovedkræ fterne i den sovjetfjendtlige Sammenslutning, Trotzkisterne, Højrefolkene og de militæ re Sammensvorne, endnu ikke antastet. Aktionen kunde finde Sted, og i dette Øjemed maatte Blokkens Centrum fremskynde den ydre, udenlandske Aktion. Im idlertid var en Del a f Oppositionsførem e blevet nervøse over Regeringens fortsatte Arrestationer og Afskedigelser a f Blokkens Folk, og ifølge K restinskis Oplysninger i Retten havde Tukhatshevski i Slutningen a f November 1936 fø rt en ophidset og alvorlig Samtale med ham og derunder udtalt, at Eksplosionen24) var begyndt, og at der ingen Grund var til at antage, at Sagen vilde standse med de Arrestationer, som havde fundet Sted, men der vilde aabenbart følge en videre Ødelæggelse a f Trotzkisterne og Højrefolkene efter. Jagodas A fskedigelse fra Stillingen som Folkekommissær fo r Indenrigsanliggender skyldtes efter Tukhatshevskis M ening ikke alene U tilfredshed med hans utilstræ kkeligt aktive Arbejde, men ogsaa politisk M istro mod ham som aktiv Højremand og Deltager i det forenede Centrum. Derunder vilde man ogsaa komme paa Sporet efter Militæ ret, og da var Aktionen til Ende. Tukhatshevski drog deraf den Slutning, at man ikke kunde vente paa Interventionen, men maatte handle selv. Han var klar over Vanskelighed og Fare, men han sagde dertil, at der var Chance fo r Held, da Militæ rorganisationen var stor og forberedt. Tukhatshevski havde ved denne Lejlighed talt ikke alene i sit eget Navn, men ogsaa i Militæ rorganisationens og bedt om at faa Svar paa sit Forslag i den trotzkistiske Organisations Navn.

24) I den tyske Oversættelse staar: Das Hoohfliegen.

Pjatakov havde ind til sin Arrestation været Trotzkisternes Hovedfører i Sovjetunionen. K restinski og Rosengolz havde modtaget O rdrer gennem ham og i Spørgsmaal om den højere P olitik raadført sig med ham. E fte r Samtalen i November 1936 med Tukhatshevski talte K restinski med Rosengolz og derpaa med Rudsutak derom, og de kom til det Resultat, at Tukhatshevski havde Ret i sine Betragtninger, og at Sagen ikke længere taalte Udsættelse, men da de ikke mente sig kompetente til at ændre Retningslinien angaaende den forudsatte Sammenknytning a f Blokkens indre Aktion med Krigen, besluttede de at forespørge Trotzki. Denne opholdt sig dengang endnu i N orge, og hans Svar paa Forespørgslen modtoges a f Krestinski i Slutningen a f December 1936 eller Begyndelsen a f Januar 1937. Trotzki gav Tukhatshevski „Carte blandhe“ til at handle og bestemme Terminen fo r Aktionens Iværksættelse.

Under sine Møder med Krestinski holdt Tukhatshevski paa, at der forud fo r den kontrarevolutionære A ktion skulde gennemføres nogle terroristiske Handlinger. Krestinski og Rosengolz tvivlede paa den politiske Hensigtsmæssighed heraf og frygtede blandt andet, at Følgen a f en terroristisk Handling kunde blive radikale Gengældelsesforanstaltninger mod mange Arrestanter a f de trotzkistiske Kadrer, som de regnede med at kunne befri, naar Indenrigskommissariatets Bygning og Fængslet under Omvæltningen fald t i Trotzkisternes Hænder. En Plan hertil var, sandsynligvis efter A ftale med Tukhatshevski, fo rberedt a f Gam amik og skulde udføres med en Troppeafdeling under hans umiddelbare Ledelse, idet han forudsatte, at han besad tilstræ kkelig politisk Au toritet blandt Tropperne og kunde regne med Hjælp a f nogle særlige „Gaapaafolk“ blandt Kommandørerne, derunder Gorbatshov. Overfor Tukhatshevskis Fastholden ved terroristiske Handlinger, først og frem ­ mest mod Molotov25) og Voroshilov, gav K restinski og Rosengolz ifølge førstnævntes Fo rklaring efter og erklærede, at han skulde faa Terrorister til Udførelse a f disse Handlinger. I Slutningen a f Januar 1937 foretoges Processen mod Pjatakov og Radek m. fl., og kort Tid derefter modtog Rosengolz et Brev fra Trotzki, som indskærpede Nødvendigheden a f den maximale Fremskyndelse a f Tukhatshevskis militære Aktion og henviste til, at Følgen a f Forsinkelse vilde blive alle de kontrarevolutionære Kræ fters skridtvise Ødelæggelse. Trotzki anviste eventuelt at svare paa Pjatakovs Dom med en Række terxoristiske Handlinger mod Partiets og Regeringens Førere, og han opfordrede Rosengolz og K restinski til større Aktivitet. Disse indftraadte i Begyndelsen a f Februar form elt i Oppositionsblokkens forenede Centrum, ogsaa kaldet Kontaktcentret, som Hovedrepræsentanter fo r Txotzkisterne, og Gamamik overtog sam tidigt Ledelsen a f den trotzkistiske Organisations 'Terrorvirksomhed. Tukhatshevski holdt i Februar Maaned Ferie i Sotshi ved den kaukasiske Sortehavskyst, han havde ved sin A fre jse til sine Meningsfæller og Hjælpere a f M ilitæ ret udigivet Parolen: Forbered Jer!

Im idlertid foretog Regeringen nye A rrestationer a f Oppositionsblokkens Førere. Rykov og Bukharin var arresteret inden Udgangen a f Februar, Jagoda blev arresteret en a f de første Dage i A p ril. Ved denne Tid samledes Tukhatshevski, Krestinski og Rosengolz i sidstnævntes B olig til en Raadslagning om Aktionens Iværksættelse. Rosengolz oplyser om denne Sammenkomst, at Tukhatshevski derunder gav Meddelelse om en Række Varianter til Aktionsplanen og havde sæ rligt stor Forhaabning til den Mulighed, at en Gruppe a f hans militære T ilhængere samledes i hans Bolig og under et eller andet Paaskud trængte ind i Krem l, besatte dettes Telefoncentral og dræbte Partiets og Regeringens Førere. Med Hensyn til Terminen for Aktionen oplyser Krestinski, at Tukhatshevski ved samme Le jlighed angav denne til anden Halvdel a f M aj, idet han fo r ikke at vække Mistanke agtede at rejse til London til den engelske Konges Kroning. K restinski, der havde etableret Forbindelse med skjulte Trotzkister indenfor det Kommunistiske Pa rti i Moskva, meddelte disse, at Aktionen nærmede sig, og at det derfor var nødvendigt, at man opstillede Liste r over Folk i Moskva, som i Aktionsøjeblikket skulde fængsles og afskediges fra sine Poster, og over andre, som man kunde ansætte i de ledigtblevne Pladser, og det blev bestemt, at Krestinski skulde have Listerne ca. den 12’ Maj. Ved Tiden om kring 1’ M aj var det blevet klart, at Tukhatshevski ikke skulde sendes til London, og han meddelte da Oppositionsføreme, at han bunde udføre Aktionen i første Halvdel a f M aj, men i de første Dage a f M aj begyndte Sønderlemmelsen a f den kontrarevolutionære Organisation. Forandringerne i Arméen blev offentligg jort. Gamarnik blev afsat fra Posten som „første“ Vice-Folkekommissær og Tukhatshevski fra Posten som „anden“ Vice-Folkekommissær. Sidstnævnte blev endvidere forsat til Samara, Ja kir blev forsat fra Kijev, Uborevitsh fra Hviderusland, K ork og Eidemann blev arresteret. Den planlagte M ilitæ raktion var blevet umulig. M arskal Tukhatshevski blev sammen med syv Armékommandører dømt til Døden den 11’ Juni 1937 a f en specielt anordnet „Felt-K rig sre t“ , hvis Dommere bestod a f Arm é-Militæ rj urist U lrich som Formand, Marskallem e BliiOher og Budjonny samt seks Armékommandører. Dermed er det o fficielle Kildem ateriale med Hensyn til det fremdragne Emne udtømt. Det bliver en Opgave fo r en frem ­ tidig Historieforskning at veje Gyldigheden deraf26).

26) Nuværende Form and fo r Folkekommissærernes Raad.

Forudsætter man, at det i Hovedsagen er rigtigt, saa kan den verdenspolitiske Betydning a f Udfaldet i Sovjethierarkiets indre Kamp bedømmes saaledes: Stalins Sejr betyder, at den internationale Magtbalance bevares, Trotzkis Sejr vilde betyde, at denne Balance blev stærkt fo rstyrret. Betydningen a f Tufchatshevskis Sejr paa Bekostning a f baade Trotzki og Stalin kan ikke erkendes a f det foreliggende Materiale.

J. A. Bertzow.