"Paris Frelser“.
Pariserne, der beundrer Soldaten Gallieni og kalder ham „Paris’ Frelser“, har med stor Interesse modtaget Marskallens ifjo r udkomne Krigsdagbøger, der omtales i alle franske Blade. Hvem beundrer man mest under Læsningen: Soldaten — Krigsministeren og Politikeren — eller den mod Sygdommene kæmpende Patriot? Nedskrevne under Kampens Hede, efter Dagens opslidende Gærning, i korte militære Sætninger, trods Nyresygdom og Tropefeber, giver Dagbøgerne et forunderligt levende Billede af en rigt begavet Organisator og Soldat, for hvem Fædrelandet var alt. Dagbøgerne skulde senere efter Krigen danne Grundlag for hans Krigserindringer og var skrevne for ham selv, hvorfor hans Dom over Personer og Forhold er usminket, ofte til U retfærdighed skaanselsløs. Bogen har herved en særpræget Friskhed, men maa læses med Kritik. Den udgaves af hans Son i Forbindelse med Marskallens tidligere Ordonnansofficer, Kaptajn, Teaterdirektør Gheusi, hvis indgaaende, altfor fyldige Kommentarer til Tider præges af en blind Beundring fo r Marskallen paa Bekostning af den objektive historiske Sandhed. Udgivelsen havde vundet, hvis Dagbøgerne i højere Grad havde talt fo r sig selv. Selv uden Krigen havde Gallieni sikret sig Plads i Frankrigs Historie som den store Kolonisator af Øvre Tonkin og Madagascar. 24’ A p ril 1914 faldt han for Aldersgrænsen, og da han misbilligede Joffres Opmarchplan og Beslutning om hensynsløs Offensiv, glædede han sig herover og skriver: „Under de nuværende Forhold er Ansvaret for Armécheferne for stort“ . 29’ Juli begraver han en elsket Hustru, og 48 Timer senere kaldes han til Paris for at modtage Udnævnelse som Joffres designerede Afløser og Ad joint. I Dagbogen udtaler han : „Enhver personlig Sorg maa fo rsvinde fo r Fædrelandets Vel. Vi er taget i Struben. Ministerraadet staar ubeslutsomt overfor Diplomaterne. Tyskland har to Dages Forspring“ . Han besjæles a f Ønsket om at følge med Jo ffre til Hovedkvarteret, og støttes heri a f Krigsminister Messimy, men Joffre siger: Nej, og ønsker ham hos Ministeren i Paris. Gallieni er bitter herover; thi han havde skabt Joffres K a rriere. Som Guvernør paa Madagascar fremtvang han Joffres Udnævnelse til General i en meget ung Alder og 1911, da Krig sminister Messimy tilbød ham at blive Overgeneral, svarede han: „Jeg har foranlediget General Michels Afsked og vil ikke udnytte Situationen til at trænge mig frem. Desuden falder jeg for Aldersgrænsen om tre Aar. Vælg en ung Mand Jag Jo ffre .“ Joffres Standpunkt er forstaaeligt. Han ønskede at tage hele Ansvaret og vilde ikke dele det med Gallieni. Desuden frygtede han og Staben, at Gallieni, der havde en afvigende Opfattelse a f Krigens Føring, vilde skade det harmoniske Samarbejde i Overkommandoen.
Gallienis Forudsigelser slaar til, bekræftes ved Grænsenederlagene; men atter nægter denne fornemme Karakter at udnytte Situationen for sig selv og afslaar Tanken om at afløse Jo ffre med følgende manende Ord: „Man sadler ikke om midt i Vadestedet“ . Jo ffre bevarede Overkommandoen; men Politikerne krævede et Offer, og det blev Krigsminister Messimy, hvis sidste Ministergerning d. 25’ August var at udnævne Gallieni til Paris’ Kommandant og samtidig tilskrive Jo ffre om at afgive en Armé paa tre Linie-Armékorps til Gallieni i Paris. Jo ffre protesterede til Gallienis Forargelse, og kritiseres strengt af denne. Den objektive Betragter forstaar begge. Paris’ Forsvar var forsømt, næsten som Københavns; thi Jo ffre havde ikke faaet de tilstrækkelige Bevillinger fø r Krigen og havde lagt Hovedvægten paa Østfrontens Fæstninger, der bidrog til Marnesejren. Han mente, Felthæren ved sin Kamp i aaben Mark bedst sikrede Paris, thi var den slaaet afgørende, faldt Paris af sig selv. Dagbogen fortæller, hvorledes Gallieni overtager Paris: „Paris’ befæstede Lejr eksisterer ikke. Byen er ikke forsvaret. Det er Uorden, Anarki! Om 8 Dage kan vi have tysk Rytteri foran Paris. Hvilke Illusioner! Uvidenhed overalt------ Jeg er bange for Paris“ . Hvor maa man beundre Galienis moralske Mod til at tage Kommandoen under disse Forhold og den Energi og Viljekraft, hvormed han gengav Tropper og Befolkning Tro, Tillid og Disciplin; men for ham var Paris og dets Naboarméer alt, for Joffre var Paris kun en Del a f den udstrakte Front fra Belfo rt til Vest for Paris, og heri laa deres forskellige Vurdering. Det var en Fejl af Gallieni at fremtvinge Ministerens Ordre til Joffre om Afgivelsen a f en Armé til Paris uden at have indhentet Overgeneralens Samtykke.
løvrig t bestemte -Joffre af operative Hensyn 25’ April at oprette 6’ Armé ved Amiens, og denne Armé blev senere P a riserarméen, netop som Gallieni ønskede, saa hans strenge K r itik er uretfærdig; men hvor har en dansk O fficer Forudsætninger for at føle med ham. 3’ September udgiver Gallieni sin berømte Proklamation: „Republikens Regering har forladt Paris fo r ude i Landet at give en ny Impuls til det nationale Fo rsvar. Jeg har faaet den Opgave at forsvare Paris mod den Fjende, der oversvømmer Landet. Den Opgave vil jeg udføre til det yderste (jusqu’ au bout)“ . Poincaré udtaler („Au Service de la France“ ), at Gallienis Proklamation i sin lakoniske Veltalenhed faar Regeringens Proklamation til at blegne. Gallieni skriver denne Dag: „Pariserne faar saaledes samtidig at vide, at Regeringen er rejst og Situationen alvorlig — — Imorgen Kamp! Ak! Hvis Paris var i bedre Forsvarstilstand!“ Udadtil skjuler han sine Bekymringer og bevarer P a risernes Tillid og Tro. Da han senere paa Dagen modtager Joffres Meddelelse om fortsat Tilbagegang mod Seinen, skriver han : „Hovedstaden ofret“, og tilskriver Jo ffre om Paris” ringe Modstandskraft og Territorialtroppernes Uanvendelighed. Samtidig indløber Melding om første tyske Armés March mod Sydøst udenom Paris. 4’ September ved Daggry sender Gallieni alle sine Flyvere frem til Rekognoscering, og alle Meldinger bekræfter Klucks March udenom Paris, hvorfor Gallieni straks beslutter at lade 6’ Armé, der er ham underlagt, angribe mod Fjendens Flanke. Der er en Del Uoverensstemmelser mellem Gallienis Dagbog og Joffres Dagbog (udkommen ifjo r), men de har kun Interesse fo r Specialister og skyldes den forskellige Synsvinkel, under hvilken de to Chefer saa Begivenhederne. Denne Opfattelse hævdede General Weygand ved sin Optagelse i det franske Akademi, idet han roste deres Samarbejde. Gallieni var i disse Dage den ideale Kommandant og Arméchef, til Stede overalt paa sin Front, hvor det gjaldt, en ypperlig Hjælper for Overgeneralen, der holdt Føringen fast i sin Haand. Derfor er det vemodigt at se Dagbøgerne ligesom kredse om Marne, underkendende Joffre, som han beskylder for at tilrane sig Æ ren paa hans Bekostning; thi der er Æ re nok til dem begge, der støttede, supplerede hinanden saa ypperligt. Men rent ubevidst lider Gallieni under at staa under sin tidligere Undergivne, der ikke havde samme Skoling som Fører, da han var Ingeniør og Fæstningsbygger. Med Sygdommens Tiltagen (Søvnløshed, Smerter) skærpes Kritikken. Hans Gengivelse a f Samtalerne med General Pau, men navnlig med de talrige a fsatte Generaler, der melder sig hos ham i Paris, gør det forstaaeligt, at Joffre, der horer Gallienis skaanselssløse K ritik over Overkommandoen, ikke er ivrig efter at imødekomme Gallienis Ønske om at faa Kommando over et Par Arméer. 1’ Februar skriver til Eksp. Gallieni: ..Joffre er optimistisk, intetsigende og søvnig“ . Nogle Dage senere: „V i forer ikke Krigen positivt, rationelt. V i forer en Kommunikationskrig“ . Han ønsker en stærk Armé ved Paris for at forsøge Gennembrud her. 12’ Marts 1915 tilbyder Jo ffre ham Kommandoen over 6’ Armé, hvis Chef, General Maunoury, var alvorlig saaret; men Gallieni afslog; thi hans Rang krævede et større Kommando. E t Bevis paa, hvor det pinte ham at staa under den yngre General Joffre. Utrætteligt arbejder han paa Paris’ Fæstningsværkers Fo rbedring, da han stadig mener, Byen er truet, og Jo ffre for sorgløs. Udmærket støttes han i Forholdet til Byen a f sin øverste Kontorchef, den senere Præsident Doumer, der ønskede ham til Overgeneral. 25’ Oktober 1915 kaldes Gallieni til Statsministeren, der tilbyder ham Posten som Krigsminister; men Gallieni afslog paa Grund a f sin tiltagende Sygdom. „Nationen kræver Dem“ , svarer Ministeren, og Gallieni giver efter; men forlanger: 1) Ret til at ændre Overkommandoen, 2) Afskaffelse a f de politiske Statssekretærer i Krigsministeriet, 3) Mindst mulig Optræden i Kamrene, 4) Ret til at forlade Ministerraadet, naar hans Sager er behandlet. 30’ Oktober udnævnes han til Minister og slutter til P a risernes Sorg med at være Kommandant. I et Møde hos Poincaré, hvor Briand er til Stede, faar Præsidenten Jo ffre og Gallieni til at omfavne hinanden som Udtryk fo r fuldstændig Forsoning; men Gallienis K ritik vedblev at være lige skarp. Hvorledes vil denne myndige Mand nu klare sig med Politikerne, som han nærmest frygter i Modsætning til Fjenden? Dagbogen udtaler 3’ November, hvor han er i Rigsdagen med Briand. „Hvilken Verden! Disse Skrig og Taler! Jeg e r uimodtagelig for Veltalenhedens Skønhed------ Men hvad er det fo r en ubehagelig Situation, jeg har bragt mig i? “ 11’ November taler han under stor Forventning første Gang i Deputeretkamret. Poincaré skriver herom i sine Erindringer: Gallieni fik en god Modtagelse. Han udtalte: „Jeg er Soldat. H ar aldrig givet mig af med Politik. Jeg har kun overtaget Ministeriet a f Hengivenhed for den Sag, vi alle forsvarer. Jeg er overbevist om, at min Opgave er dømt til at mislykkes, hvis jeg ikke kan regne med Kammerets Støtte“ . Denne store Soldat er en stor politisk Taktiker, slutter Poincaré. 28’ December 1915 forelægger han i Senatet Loven om Indkaldelse a f Aargang 1917. Hans Tale greb i den Grad T ilhørerne, at alle rejser sig og enstemmigt vedtager, at Talen skal opslaas offentlig. Beskedent skriver Galieni i Dagbogen: „Det havde jeg aldrig drømt om“ . Poincaré omtaler i sine Erindringer udførligt denne Succes og gengiver i Uddrag Talen, som fik Clemenceau til at raabe: „Han er Senatets eneste Taler“ . Desværre for Frank rig sled Sygdom og Arbejde ham op. Nytaar 1916 skriver han: E t eneste Ønske: at trække mig tilbage snarest, og dog udførte han som Krigsminister et fremragende Reorganisationsarbejde i den korte Tid, han fik Lov at beklæde denne ansvarsfulde Stilling. Han frygtede for Verdun og fik Præsidenten til selv at besøge det, da Jo ffre ikke delte hans Fryg t fo r Angreb her. Da Kampen om Ver dun er paa sit højeste, erklærer Lægerne, at hans Sygdom er saa fremskreden, at han maa afbryde alt Arbejde; men Gallieni moder desuagtet til Ministerraadet, hvor lian giver cn indgaaende Redegørelse for Kampen ved Verdun og skarpt kritiserer Overkommandoen og Jo ffre; men fremhæver Castelneau. Briand gaar i Bresehen for Joffre, og Gallieni svarer med at bede om sin Afsked. Ved et Møde samme Eftermiddag hos Poincaré overtaler Præsidenten og Briand den dødssyge Gallieni til at blive for Frankrigs Skyld. Da Gallieni gaar, hvisker Briand til Poincaré: „Det er et Tællelys, vi har taget for et Fyrtaarn“ . Uretfærdige, grusomme Død, skriver Poincaré med Rette; thi to Dage efter 10’ Marts rejser Gallieni til Versailles, hvor han i 2(4 Maaned kæmper med Døden og gennemgaar to Operationer ; men hans ukuelige Aand var klar til det sidste. 22’ Maj 1916 dør Gallieni og begraves 1’ Juni paa Nationens Bekostning. Poincaré skildrer Begravelsen med følgende O rd : „Mængden, vi defilerede forbi, var utallig og rolig, overalt gribende Tavshed. Gallieni var ikke alene for hele Paris’ Befolkning en stor Chef, men en Frelser.“ Paris blev ikke angrebet, da General Klucks March mod Sydøst førte udenom Byen; men Gallienis ypperlige Ordrer til 6’ Armé, der passede nøje ind i Joffres Plan, bidrog i væsentlig Grad til Sejren ved Marne, som frelste Paris, saa Navnet „P a ris’ Frelser“ er, selvom det ikke maa tages bogstaveligt, velfortjent, og et udmærket Udtryk for Parisernes Beundring fo r denne typisk galliske Soldaterskikkelse, der var stor som Kolonisator, stor som Fører i fortvivlede Situationer, mange bristede under, stor som Krigsminister overfor den nervøst ophidsede Rigsdag; men størst i sin Kamp mod Alder og Sygdom, der intet Øjeblik bøjede hans ukuelige Vilje. I svære, knugende Tider, som de nuværende, er det styrkende at deltage i Parisernes Hyldest a f deres Helt Gallieni ved at studere Dagbogen, gennemleve hans Liv, helt og holdent viet Fædrelandet i største Uselviskhed.
Ivan Carstensen.
