Log ind

Marokkos endelige Pacificering

#

Den 18’ Marts 1934 afholdt den Øverstkommanderende i Marokko, General Huré, en stor og straalende Revn saa at sige paa Kamppladsen over alle de Tropper, der havde deltaget i de afsluttende Kampe om Landets Undertvingelse. Revnen afholdtes for Generalresidenten i Anti-Atlas, hvis ca. 200,000 Indfødte definitivt havde overgivet sig. Hermed var man naaet frem til Draafloden, Grænsen mod Sahara og havde tilendebragt Protektoratets Pacificering. Revnen frembød et malerisk Skue, idet Tropper af enhver Art fulgte Slag i Slag: Goumier, algierske og marokanske Skytter,. Senegalesere, Legionærer, Bjergartilleri og beredent Artilleri, Spahier og Automitrailleuser. Til Slut kom undertvungne marokkanske Stammer til Hest og til Fods, enkelte af dem havde først i de sidste Dage overgivet sig. For at gøre Skuespillet fuldendt saa man store Flyvereskadriller i Kampformation manøvrere hen over Pladsen. Den 18’ Marts 1934 vil blive indskrevet i den afrikanske Hærs Historie som en Mindedag af Rang, idet denne Dag danner den lykkelige Afslutning paa 27 Aars Felttog i Marokko.

Skærmbillede 2020-08-27 kl. 15.04.32.png

I 1907 landsatte Franskmændene Tropper i Kystbyerne Casablanca og Agadir, uden at det dog lykkedes dem at trænge synderligt ind i det Indre. Samme Aar besattes Oudjda ved en Fremrykning fra Algier, og i den følgende Tid udvidedes Landomraadet her i en Omkreds af 100—150 km. I 1911 sluttede General Lyautey, den senere Marskal, der dengang var Generalkommissær i Marokko, en Overenskomst med Sultan Mouley Haf id, hvorefter Franskmændene besatte Hovedstaden Fez mod til Gengæld at støtte Sultanen mod forskellige Prætendenter. I 1912 forjog Oberst Mangin efter en afgørende Sejr den sydlige Prætendent El Hiba, den blaa Sultan, der havde sat sig fast i Marrakech, hvorfra han havde til Hensigt at fordrive saavel Sultan Mouley Hafid som Franskmændene fra Marokko. Oberst Man gin trængte ind i Marrakech og genn emstrejfede herfra hele Strækningen mellem Havet og Høje- og Mellematlas, som definitivt blev okkuperet af Franskmændene. Under Verdenskrigen havde Oberst Lamothe det meget vanskelige Hverv at føre Kommandoen over Marrakechregionen, der var fuldstændig blottet for regulære Tropper. Flere Gange maatte han gøre Front mod den blaa Sultan, der støttet af Tyskland søgte at hidse den indfødte Befolkning op mod Franskmændene, et Forsøg, der dog mislykkedes takket være den Støtte, Franskmændene fik fra flere venligsindede Caider.

Æren for Undertvingelsen af Marokko, dette utilgængelige, mystiske Land, tilkommer i første Række General Lyautey. Til Trods for Verdenskrigen og til Trods for den undertiden kraftige Opposition fra Frankrig erobrede, pacificerede og udnyttede han først og fremmest alt det, han saa træffende kaldte „det nyttige Marokko“. Det er ikke en af General Lyautey’s mindste Fortjenester, at det lykkedes ham under Verdenskrigen ikke alene at bevare de tidligere Erobringer, men endog at udvide dem. Yderligere udskrev han i Marokko store Mængder af Soldater og Arbejdere, som han sendte op til Frankrig, samt leverede betydelige Kvantiteter af Levnedsmidler dertil. I 1925 kom et voldsomt Tilbageslag, idet Rifkabylerne paa den franske-spanske Grænse i Nordmarokko rejste sig under den dygtige og energiske Abd el Krirns Ledelse og erklærede den hellige Krig mod Franskmændene. Paa et Tidspunkt var Situationen meget prekær, idet baade Fez og Taza var stærkt truet, og først efter en ekseptionel Kraftudfoldelse af Personel og Materiel, der kostede Franskmændene betydelige Summer, lykkedes det dem i Forbindelse med Spanierne i Løbet af eet Aar at tvinge de oprørske Stammer til Overgivelse. Men hermed var Freden endnu ikke retableret, idet Franskmændene det følgende Aar saa sig nødsaget til at pacificere Mellem-Atlas, hvis Stammer var en stadig Trudsel mod Linien Fez—Taza. Efter General Lyautey’s Afrejse fra Marokko henfaldt Protektoratet i nogle Aar i en Tilstand af Stagnation, hvorunder oprørske Stammer blev mere og mere nærgaaende og agressive. Denne Uvirksomhed, der var foranlediget ved en vis Træthed og Uvilje hos Regeringen efter den kraftige og kostbare militære Aktion mod Rifkabylerne, begyndte at blive betænkelig for Frankrigs Prestige. Paa dette Tidspunkt blev General Huré kaldt til at være Øverstkommanderende over de marokkanske Tropper. Generalen maatte siges at være særlig egnet til denne Stilling, skolet som han var gennem 20 Aar i den marokkanske Krigsførelse. Ham lykkedes det at fuldende den endelige Underkastelse af Marokko. Støttet af Generalresidenten og af den franske Hærs Generalissimus, General Weygand, paa et Tidspunkt, hvor Rhinlandet maatte rømmes, og Spørgsmaalet om Dækningen af Frankrigs Grænser blev brændende, og hvor det aftagende Fødselsoverskud blev mærkbart i Form af en formindsket Rekruttilgang, lykkedes det ham at overbevise Regeringen om det formaalstjenlige i en hurtig og fuldkommen Pacificering af Marokko, der vilde tillade Tilbagesenderen af en Del af de derværende Styrker til Frankrig. Med stor Dygtighed, Klogskab og Dristighed, der dog altid var forenet med Forsigtighed i Udførelsen, erobrede General Huré i Løbet af Aarene 1931—1933 hele Høje-Atlas, Regionen Tafilalet og en Del af Anti-Atlas, saaledes at det uafhængige Gebet ved Udgangen af 1933 kun var Resten af Anti-Atlas og det ørkenagtige Distrikt langs Draafloden. Her levede saavel oprindelige som arabiserede Berbere samt Flygtninge fra de forskellige underkastede Stammer. Mange af de Indfødte besøgte Markederne saavel i Kystbyerne som i det Indre, hvor de ofte søgte Arbejde. Stammerne indtog i det Hele en rolig Holdning overfor Franskmændene, men denne Holdning kunde hurtig forandre sig, og i Efteraaret 1933 bestemte man sig for at træffe Forberedelsen til den endelige Underkastelse. Denne fandt Sted i Tiden fra 20’ Februar til 16’ Marts 1934. General Huré’s Plan gik ud paa en koncentrisk Fremmarch af Detachementerne Catrou fra Vest og Giraud fra Øst, støttet af en motoriseret Kolonne under Oberst Trinquet, bestaaende af Fodfolk, Artilleri og Maskingeværer. Den samlede Styrke, der var paa ca. 30,000 Mand, hvoraf 20,000 regulære Tropper, rykkede frem med en hidtil ukendt Hurtighed, der fuldstændig overraskede Oprørerne. Fremmarchen fandt Sted paa en Front af ca. 160 km. i uvejsomme Bjerge og paa ørkenagtige Sletter. Marokkanerne søgte at undvige i Retning af den spanske Besiddelse Ifni, hvorfra der kom Nomadestammer til Hjælp, men de blev overvundne af Franskmændene og maatte overgive sig. Kun den blaa Sultan Merebbi Rebbo, El Hikas Broder og Efterfølger, lykkedes det at flygte til Rio del Oro, hvor han overgav sig til de spanske Autoriteter. Den 16’ Marts modtog General Huré højtideligt de sidste Stammers Underkastelse, og dermed var Felttoget afsluttet. Franskmændene har haft en krigerisk og fanatisk Befolkning at bekæmpe, en Befolkning, der var vel bevæbnet, og som forstod at udnytte alle Landets Ejendommeligheder. Men de har paa den anden Side haft uvurderlige Hjælpemidler i Flyvemaskiner og Motorvogne, der fuldstændigt har revolutioneret Kolonialkrigenes Udseende og i høj Grad bidraget til Felttogets hurtige Afslutning. For Hærens udmærkede Ydelser maa ikke glemmes den fortrinlige Tjeneste, som den saakaldte „service des affaires indigènes“ har ydet. Ved et indgaaende Kendskab til de Indfødtes Tankesæt og hele Psyke er det ofte lykkedes denne Tjeneste at vinde Befolkningens Tillid og derved opnaa Stammens frivillige Underkastelse. I Tilslutning til Erobringen af Sydmarokko foretog Oberst Trinquet med sin motoriserede Kolonne et Strejftog fra Tenduf mod Syd mod Mauritanien. Efter at have tilbagelagt 450 km, traf han sammen med en anden fransk Styrke, der var sendt nordpaa fra Mauritanien. Dermed har Frankrig faaet en direkte Landforbindelse mellem Marokko og Fransk Vestafrika, ganske vist gennem det ugæstmilde Sahara. Men denne Forbindelse er af saa stor økonomisk og .militær Betydning, nu da Frankrig mere end nogensinde i Krigstilfælde er henvist til Hjælp af farvede Tropper, at man maa gaa ud fra, at denne Forbindelseslinie paa forskellig Maade vil blive udbedret og sikret. General Huré vil altid komme til at indtage en fremragende Plads i Marokkos Historie, men han vil dog aldrig fordunkle Marskal Lyautey, hvis Retningslinier og geniale Planer har kunnet følges lige til den sidste lykkelige Udgang. Det er derfor ganske naturligt, at Krigsministeren, Marskal Petain, i sit Hyldingstelegram til de marokkanske Tropper lykønskede dem til „det smukke Resultat af de Operationer, som fuldendte Pacificeringen og kronede Marskal Lyautey s Værk“.

Fock.