Marnefelttoget

3. og 4. Bind af det tyske Rigsarkivs Værk om Verdenskrigen.

Af Oberst K. L. Lasson, Chef for 10’ Regiment.

Af det tyske Rigsarkivs store Arbejde „Der Weltkrieg 19iU bis 1918“ er 3. og 4. Bind for nylig udkomne under Fællestitlen „Der Maine-Feldzug“. Af disse skildrer 3. Bind, der kaldes „Von der Siuitbre r.n, M e ine“ , den tyske Vesthærs Operationel- efter Grænseslagene og indtil Slaget ved Marne, medens 1. Bind, „Die Schlacht“ , omhandler selve den verdenshistoriske A f ­ gørelse og de tyske Arméers Tilbagegang. Tvedelingen af Udarbejdelsen skyldes udelukkende den overvældende Stofmængde. I Overensstemmelse med den fælles T itel udgør begge Bind selvfølgelig en Enhed, saa vist som Begivenhederne under selve Marneslaget kun vil være fuldt forstaaelige, naar de ses i Sammenhæng med de forudgaaende Operationer. A f samme Grund tager et kritisk Résumé, „Rückblick", der er optaget i Slutningen a f 4. Bind, Sigte paa hele Perioden.

I Forordet bemærkes, at officielle, engelske og belgiske Værker har været til Rigsarkivets Raadighed under Udarbejdelsen, derimod beklages det, at det ikke har været muligt at skildre Operationerne paa fransk Side efter den officielle, franske Fremstilling, thi denne foreligger endnu ikke for Offentligheden. Det kan imidlertid ikke nægtes, at en uhildet Læser, der nøje har studeret de to Bind, navnlig 4., igennem, vil have lidt vanskeligt ved at føle sig overbevist om Oprigtigheden af denne Beklagelse. En fransk Redegørelse, udarbejdet paa samme solide og uangribelige Grundlag som det hidtil udkomne af det franske Generalstabsværk, vilde nemlig næppe have passet rigtigt ind i Rigsarkivets Arbejde, som, særlig for 4. Binds Vedkommende, i ikke ringe Grad præges a f en saadan Mangel paa Objektivitet, at det maa betegnes som tendentiøst. Ganske vist gives der i Forordet Løfte om ved alle vigtige Begivenheder at lade selve de officielle Aktstykker tale, men disse anføres ikke in extenso, saaledes som i det franske Generalstabsværk, hvorfor Læseren afskæres fra en selvstændig Bedømmelse. Snarere synes ikke saa sjældent den Fremgangsmaade at have været anvendt, at der kun citeres saadanne sammenplukkede Dagbogsoptegnelser, Udtalelser o. s. v., som kan tjene ti! Bevis for den Konklusion, Rigsarkivet i hvert enkelt Tilfælde har ønsket at komme til. A t mange af disse Udtalelser er indhentet en halv Snes Aar efter de Begivenheder, de kommenterer, og stammer fra Personer, som er interesserede i at stille deres egen Optræden i den gunstigst mulige Belysning, skal ikke øge Tiltroen paa Arbejdsmetodens Uangribelighed. Rigsarkivets Arbejde er i øvrigt affattet i et ualmindeligt livligt, om end — for en Dansker i hvert Fald — ofte noget svulstigt Sprog. Udstyret er smukt, og navnlig skal det fortrinlige og overskuelige Kortmateriale fremhæves. Baade i Text og Bilag (enkelte dog undtagne) er Stoffet konsekvent delt efter Ven og Fjende. Det er dog tvivlsomt, om denne Fremgangsmaade er efterlignelsesværdig. Læseren opnaar ganske vist den Fo rdel, at han kan fdige Førernes Tænken og Handlen i „Uvishedens Taage". Men han har paa den anden Side vanskeligt ved — efter Rum og Tid — at holde Rede paa Aarsagssammenhængen mellem Begivenhederne, sete under Eet.

3. Bind (427 Sider, 7 Kort og 11 Skitser), der i det hele er bedre affattet og mere objektivt end 4. Bind, danner en Fortsættelse a f 1. Bind, „Die Grenzschlachten im Westen", som er ført frem til den 27. August 1914. Fremstillingen indledes med de a f den øverste Hærledelse nævnte Dag om Aftenen udgivne: Allgemeine Anweisungen an die 1. bis 7. Armee flir den Fortgang der Operationen".

Disse Direktiver prægedes a f en stærk Tro paa, at den endelige og afgørende Sejr over de franske og engelske Hærstyrker var nær. Hovedopgaven for den tyske Udsvingningsfront præciseredes saaledes : Ved en hurtig Frem rykning mod Paris skulde de franske Hære hindres i at komme til Ro og i at oprette Nyformationer, hvorhos de flest mulige Kampmidler vilde være at unddrage Landet. Den paabegyndte Bevægelse i sydvestlig Retning skulde derfo r fortsættes a f al Kraft, idet 1. Armé gik imod den nedre Seine (5: Vest fo r Paris), 2. over La Fère-Laon mod Paris, 3. mod Château Thierry (o: Øst for Paris), 4. over Reims mod Épernay og 5. over Châlons sur M arne mod Vitry le François. Fremdeles skulde 6. og 7. Armé indtil videre modsætte sig en fjendtlig Frem rykning i Lothringen og øvre Elsass, idet dog 6. Armé, dersom Franskmændene paa denne Front gik tilbage, skulde overskride Mosel mellem Toul og Épinal og søge frem mod Neufchåteau, medens derimod 7. Armé stadig skulde forholde sig defensiv og beskytte Elsass. Til Anordningerne var der knyttet en Tilføjelse om, at 1.— 5. Armé skulde operere i indbyrdes Forstaaelse og yde hinanden Støtte under Kampene om de fo rskellige A fsnit, navnlig ved Aisne og Marne. Herved kunde en Indsvingning i sydlig Retning blive nødvendig.

Ligesom hidtil vilde Generaloberst Moltke saaledes lede den tyske Hær ved Direktiver, skønt denne Fremgangsmaade allerede ved Sambre havde vist sig uheldig og efter menneskelig Beregning berøvet de tyske Vaaben en stor Sejr. Han fulgte herved de a f hans berømte Onkel, „Der Schlachtenlenker", et halvthundred Aar tidligere med saa stort Held anvendte Metoder, hvorefter Arméerne var meget selvstændigt stillet og lededes ved almindelige Anvisninger paa langt Sigt. Disse Præmisser, som i 1866 og 1870 var vel motiverede overfor Modstandere, der blev slet føre og desuden var underlegne i Antal, samt delvis i Bevæbning, holdt imidlertid ikke Stik i 1914 overfor den stærke, franske Hær med dens mange fremragende, højere Førere. Udsvingningsfrontens 5 Arméer maatte og skulde, saaledes som Grev Schlieffen Gang paa Gang havde fremhævet, forblive fast i den øverste Hærledelses Haand, og det maatte blive Moltkes Sag i hvert enkelt Tilfælde at træffe Afgørelse mellem de ofte diametralt modsatte Anskuelser, de enkelte A r ­ méførere, navnlig Slagtaktikeren, Generaloberst v. Biilow (2. Armé) og den forvovne, næsten dumdristige Strateg, Generaloberst v. Kluck (1. Armé), lagde for Dagen. Den beskedne Generalstabschef holdt sig imidlertid tilbage, og til Trods for, at Forbindelsen med Arméerne hyppigt glippede, sørgede han ikke en Gang fo r at holde sig à jour med Forholdene ved Udsvingningsfronten ved Hjælp a f Meldeofficerer, udstyrede med Flyvemaskiner eller Automobiler, thi han vilde, som han har udtalt i sine Erindringer, ikke vise Underførerne Mistillid. Følgen blev, at han selv var siet — og navnlig for sent — underrettet, ligesom Arm éerne ikke var fornødent orienterede i Helhedssituationen. Selv efter at han den 30. August havde forlagt Hovedkvarteret fra Coblenz til Luxembourg*), blev Forholdene ikke væsentlig forbedrede; navnlig virkede Forbindelsen med den vigtige, højre Fløj (1. og 2. Armé) stadig utilfredsstillende.

Denne Brist i den betydningsfulde Meddelelses- og Forbindelsestjeneste blev selvfølgelig ofte Aarsag til Usikkerhed og Friktion. Herom fortælles der saare meget i Rigsarkivets Værk, men kun et enkelt, karakteristisk Exempel skal anføres. Den 4. September om Formiddagen afsendte 1. Armé et længere Gnisttelegram til den øverste Hærledelse. Det begyndte — ikke uvittigt — saaledes: „1. Armé anmoder om Underretning angaaende Situationen ved de andre Arméer, hvis Meddelelser om afgørende Sejre hidtil ofte har været efterfulgt a f Bøn om Understøttelse ......" Herefter fulgte Oplysninger om 1. Armés Hensigter m. m., hvorefter der sluttedes med: „1. Armés fremtidige, vanskelige Beslutninger under den stedse vexlende Situation vil kun være mulige, dersom den vedvarende holdes underrettet om Stillingen ved de øvrige Arméer, som formentlig er længere tilbage. Forbindelse med 2. Armé haves stadig." Det chiffrede Telegram a fgik i 6 Dele i Løbet af Formiddagen den 4. September, sidste Del Kl. l ls Eftm . Det naaede først den følgende Dag ved Middagstid sit Bestemmelsessted. En enkelt Gang, den 31. August, bekvemmede Moltke sig dog til at sende en Forbindelsesofficer, Major Bauer, til 6. Armé. Saa vidt Rigsarkivet har kunnet oplyse, havde Majoren ikke faaet Fuldmagt til at udstede operative Befalinger i den øverste Hærledelses Navn, tværtimod synes hans Mission kun at have været a f rent orienterende Art. Ikke des mindre gav han Arméen Ordre til snarest at paabegynde et almindeligt Angreb mellem Toul og Épinal, hvilken Operation den øverste Hærledelse udtrykkeligt havde gjort a fhængig a f Franskmændenes Tilbagegang paa eget Initiativ. Majorens egenmægtige Optræden havde til Følge, at 6. Armé blev fastholdt i haarde, uafgjorte Kampe mod den franske Fæstningsfront, saaledes at en Forskydning af Dele af denne Hær til Forstærkning a f Udsvingningsfronten blev meget vanskelig. En saadan Kraftforøgelse kunde iøvrigt nok tiltrænges, thi siden Operationernes Begyndelse var 1.— 3. Armé blevet tormindsket med 96 Batailloner, afgivne til den russisKe f ront, indeslutning af Fæstninger, m. m., medens den langt mindre betydende, venstre Fløj, 6. og 7. Armé, havde modtaget en Tilvækst paa ikke mindre end 85 Batailloner (Ersatz-Divisioner). Man havde, synes det, i den øverste Hærledelse ganske glemt Schlieffens sidste, formanende Ord paa Dødslejet i 1913: „Den højre Fløj, den højre Fløj, gør den højre Fløj stærk!"

Molktes slappe Tøjleføring, der muliggjorde de enkelte Arméføreres „Extrature", skulde snart gøre Kesultatet a f Operationerne middelmaadigt. De usædvanlig haarde Kampe, 4. og 5. tyske A r ­ mé maatte staa igennem for at komme over Meuse, Devirkede, at 3. Armé, i Stedet for at fortsætte mod Sydvest, den 29. August svingede ind først i sydlig og derpaa endog i sydøstlig Retning til Understøttelse for 4. Armés truede, højre Fløj. Herved blev der a f 3., 4. og 5. Armé dannet en særlig Kampgruppe, hvis højre Fløj var ca. 30 km fjernet fra venstre Fløj af 2. Armé. Netop paa samme Tid, som 3. Armé skiftede Bevægelsesretning, blev 2. Armé uformodet udsat for et alvorligt Modangreb ved Guise og St. Quentin fra 5. franske Armés Side. I Løbet af den 29. og 30. August lykkedes det ganske vist Tyskerne at tvinge General Lanrezacs Tropper tilbage, men en afgørende Sejr blev ikke vundet, fordi 3. Armé ikke kunde gribe ind fra øst. Ligesom ved Namur og Mons en Ugestid tidligere hindrede ogsaa ved denne Lejlighed Mangel paa Enhed i den tyske Føring det fulde Udbytte a f Operationerne. Slaget ved St. Quentin havde fremdeles til Følge, at 2. Armé bøjede a f mod Syd for at forfølge de tilbagegaaende Franskmænd, og at f. Armé, der vilde forsøge at høste Sejrens Frugter gennem overfløjende Forfølgning, svingede ind mod Oise, altsaa i næsten sydøstlig Retning og foran 2. Armés Front. Herved blev hele den tyske Svingningsfronts Bevægelser tvunget bort fra den strategisk afgørende, af den øverste Hærledelse befalede, sydvestlige Direktion. Moltke, som ikke paa nært Hold fulgte Begivenhederne og først den 2. September blev bekendt med 1. Armés Stilling foran 2. Armé, mente i det hele at maatte aquiescere med Sagernes skæve Gang, men dog saaledes, at den fremad echelonnerede 1. Armé blev holdt tilbage til Sikring a f den aabne, vestlige Flanke. Den 2. September Kl. 9,30 om Aftenen udsendte han derfor følgende Ordre til 4. og 2. Armé: „Øverste Hærledelses Hensigt er at trænge Franskmændene i sydøstlig Retning bort fra Paris. 1. Armé følger leddelt i Dybden 2. Armé og varetager stadig hele Hærens Flankebeskyttelse." Med denne Befaling var den oprindelige Felttogsplan med dens tilsigtede vældige Udsvingningsbevægelse mod Vest faktisk opgivet. De kommende Operationer skulde udføres efter en helt ny Plan.

Da Hærledelsens Befaling den 3. September om Formiddagen naaede 1. Armé, var denne, som omtalt, echelonneret fremad i Stedet for bagud for 2. Armé og havde med sin venstre Fløj, IX Armékorps, allerede passeret Marne. v. Kluck blev nu stillet overfor den Beslutning, om han skulde efterkomme Ordren eller paa eget Ansvar fortsætte med Forsøget paa at anvende sine Hovedkræfter til at trænge Franskmændene mod Sydøst og bort fra Paris. Han valgte det sidste Alternativ og gjorde sig herved skyldig i ligefrem Ulydighed ikke blot overfor Aanden, men ogsaa overfor Bogstaven i Hærledelsens Befaling. Rigsarkivet gaar meget let hen over dette flagrante Brud paa Disciplinen, og man har Følelsen af, at det i det hele har beflittet sig paa at stille 1. Armés Føring, der først og fremmest bragte Ulykken ved Marne ind over den tyske Hær, i det bedst mulige Lys. Maaske ligger dette i, at denne Armés Generalstabschef, General v. Kuhi, stadig anses for en a f den tyske Hærs største, strategiske Begavelser, som man helst vil holde Haanden over. Der er imidlertid ikke Tvivl om, at v. Ivlucks Beslutning var saa urigtig som overhovedet muligt, hvoiimod den af Molkte befalede Echelonnering bagud til højre rettidig vilde have afværget Faren fra Paris og givet Tyskerne væsentlig bedre Betingelser, end de faktisk fik, for Gennemførelsen a f Operationerne. Nu udstedte v. Kluck den 3. September ved M iddagstid Befaling til, at 3 Armékorps (IX, III og IV) skulde fortsætte over Marne, medens 2 (II og IV R. K.) tilligemed Kavallerikorpset skulde dække mod Paris. Men allerede den følgende Dag gik han et Skridt videre paa sin for hele den tyske Vesthær farlige Bane, idet han ikke blot lod de 3 forreste Armékorps fortsætte Fremrykningen mod Syd, men yderligere trak II Korps frem til Meaux ved Marne, saa at kun IV Reservekorps med en Del Rytteri sikrede direkte mod Paris. De Stemmer i Arméstaben, der mente at maatte paapege den store Risiko, man løb, blev tyssede ned med en Bemærkning a f v. Kuhi om, „at Spøgelset fra Paris ikke skulde forskrække ham, saa længe det ikke iklædte sig Kød og Blod". Da 1. Armés venstre Fløj under denne Bevægelse opererede i Fremrykningszonen for 2. Armés højre Fløj, maatte denne Armé, for at opnaa fornødent Udviklingsrum, forskyde sig mod Øst, men herved skulde det skæbnesvangre Hul, der senere under Marneslaget fremkom imellem de to A r ­ méer, blive endnu større, end det ellers havde behøvet at blive.

Generaloberst v. Klucks indisciplinære Forhold ved denne Lejlighed var iøvrigt ikke noget isoleret Fænomen indenfor den tyske Hær. Naar man læser de fo rskellige Beretninger om den tyske Frem rykning og om IVIarneslaget — og for Resten ogsaa om de indledende Kampe paa Østfronten — bliver man overrasket af de hyppige, ofte overdrevne og ret umotiverede Udslag af den kendte, tyske „Verantwortungsfreudigkeit", med hvilken der utvivlsomt i Fredstid har været drevet et formeligt Afguderi, der var vel egnet til at forvirre Begreberne. Foruden v. Klucks nævnte Forhold skai blot mindes om General v. François’ i August 1914 paa Østfronten udviste Optræden, som ved flere Lejligheder kun kunde karakteriseres som ren og skær Nægtelse a f Lydighed. Mindre kendt turde det maaske være, at Indledningen til 1. Armés Overgang over Marne ogsaa skyldtes en højtstaaende Officer, Chefen for IX Armékorps, General v. Qvast’s Egenraadighed. Rigsarkivet oplyser herom: „Generaloberst v. Kluck havde om Formiddagen (3/9) begivet sig til sit nye Hovedkvarter La Ferté Miion. Strax efter sin Ankomst modtog han her den overraskende Melding fra IX Armékorps, at det efter Kamp om Natten havde bemægtiget sig Marneovergangene ved Château Thierry og Chézy og i Dag vilde gaa frem til Angreb paa den sydlige Bred." Om denne Beslutning udtaler v. Kuhi i sin Bog „Der Marnefeldzug 1914": „ IX Armékorps havde handlet paa egen Haand. Skulde Korpset tages tilbage, eller skulde Arméen følge det? Arméchefen besluttede sig, om ikke uden Betænkning, til det sidste." E t Armékorps bestemte saaledes en Armés Bevægelse og en Armé næsten hele Udsvingningsfrontens. Førerselvstændighedsfølelsen var aabenbart opelsker til det karikaturagtige.

Kort efter at Generaloberst Moltke den 2. September om Aftenen havde udsendt den ovenfor omtalte Ordre til 1. og 2. Armé, modtog han fra 3. Armé Melding om, at Flyvere ved Middagstid havde iagttaget fjendtlige Tropper under Indladning paa Banegaardene Suippes, Somme Suippes og Cuperly, samt fire lange Jernbanetog, som kørte mod Sydvest. Det var det første alvorlige Indicium for, at den franske Overkommando, trods Nederlag og Tilbagegang, havde formaaet at bevare Muligheden for Troppeforskydninger bag den vigende Hærfront og handlede efter en bestemt Plan. Den følgende Dag bragte nye, foruroligende E f ­ terretninger, bl. a. en Agentmelding om, at Franskmændene — øjensynlig i Tillid til den østlige Fæstningsfronts Modstandskraft — var i Færd med at transportere 2 a f dennes Armékorps (IX og X X I) mod Vest. Der var saaledes meget, som tydede paa, at General Jo ffre var i fuld Gang med — formentlig i offensiv Hensigt — at omgruppere sine Styrker, og Moltke forstod, at det franske Kraftcentrum, Paris, under disse Forhold repræsenterede en alvorlig Trusel, som det var nødvendigt at tage kraftige Forholdsregler imod. v. Kluck tog derimod ikke denne Fare alvorlig; ellers vilde han dog i hvert Fald have ladet sine Fly ­ vere rekognoscere Nordøst og Øst for Paris, i Stedet for udelukkende mod Syd. Den 4. September om Aftenen gav Moltke Ordre til, at 1. og 2. Armé skulde forblive (!) overfor Paris’ Østfront, henholdsvis mellem Oise og Marne og mellem Marne og Seine, medens 3. Armé skulde gaa frem til Troyes— Vendeuvre og 4.— 5. Armé rykke mod Sydøst (Skillelinje: Revigny— Stainville— Morley) for at aabne 6. og 7. Armé Overgangene over Mosel. Med Hensyn til Ordlyden a f denne Befaling er det paafaldende, at 1. Armé beordredes til at forblive mellem Oise og Marne overfor Pa ris’ Østfront; den øverste Hærledelse vidste dog, at Størstedelen a f Arméen havde passeret baade Marne og Østfronten, og at den bageste Echeion (IV R. K.) var langt fjernet fra Oise. Troyes ligger c. 100 km Syd fo r Reims og Stainville c. 50 km Vest for Toul. Det ses saaledes, at Befalingen i E t og A lt afveg fra Retningslinjerne i den to Dage tidligere udstedte: den 2. September skulde Udsvingningsfløjens Operationer udføres koncentrisk, den 4. derimod excentrisk.

Moltkes Hensigt med de nye Forordninger var imidlertid tydelig nok. Naar højre Fløj ikke kunde komme længere frem, vilde han forsøge at anvende venstre Flø j (4. og 5. Armé) og 6. Armé, der var under A n ­ greb mod Mosel, til en fælles, koncentrisk virkende Operation mod de mellem disse tre Hære staaende franske Troppestyrker. 3. Armé skulde holdes i Beredskab for efter Omstændighederne at benyttes til Støtte for Indkredsningsoperationen ved Mosel eller mod Paris. Men dette var kun muligt, dersom denne Hær snarest stødte frem over Marne mod Syd. Arméens Chef, Generaloberst, Friherre v. Hausen, bestemte imidlertid, at den 5. September skulde anvendes til Rastdag, og denne mod den øverste Hærledelses Hensigter ganske stridende Beslutning fandt Moltke mærkværdigvis ikke Anledning til at omstøde. Moltkes Befaling den 4. September viste iøvrigt tydeligt, at den tyske Offensiv i Vest havde kulmineret, og at det hurtige Tilintetgørelsesslag, som havde været den ledende Tanke i Felttogsplanen paa to Fronter, ikke mere havde den ringeste Udsigt til at blive til Virkelighed. Hermed slutter 3. Bind Fremstillingen a f den tyske Vesthærs Operationer. I tre følgende Kapitler gøres der Rede for Indtagelsen a f Fæstningen Maubeuge, for Forholdene i Belgien og for Udnyttelsen af Jernbanerne i Nordfrankrig og Belgien. Et Resumé af Operationerne paa fransk-engelsk Side indtil Begyndelsen af Marneslaget følger derpaa, og tilsidst omtales General Joffres, af General Galliéni ganske vist inspirerede, store Beslutning, „qu’on se battra sur la Marne"

U. Bind (576 Sider, 10 Kort og 6 Skitser) begynder med en Frem stilling af Begivenhederne den 5. September. I Løbet a f Formiddagen lod den øverste Kærledelse de den foregaaende Aften til 1.— 5. Armé udsendte Enkeltbefalinger sammenarbejde i een Befaling, som blev tilstillet alle 7 Arméer ved O fficerer i Automobil. Om Forholdene hos Fjenden hed det: „V or Modstander har unddraget sig 1. og 2. Armés omfattende ansatte Angreb og har med Dele a f sin Hær opnaaet Tilslutning til Paris. Meldinger og sikre Agentefterretninger tillader endvidere den Slutning, at Fjenden transporterer Tropper mod Vest fra Linien Toul— Belfort, ligesom han ogsaa foran 3.— 5. Armés Front trækker llærdele bort. A t tvinge hele den franske Hær i sydøstlig Retning mod den schweiziske Grænse er saaledes ikke mere muligt. Snarere maa der regnes med, at Fjenden, for at beskytte Hovedstaden og true den tyske, højre Hærflanke, samler stærke K ræ fter i Egnen om Paris og fører Nyformationer frem." Den Opfattelse, der her kom til Udtryk, svarede ganske til den virkelige Situation paa fjendtlig Side. Det synes da besynderligt, at Moltke slet ikke forsøgte at forstærke den truede Vestfløj, som efterhaanden var blevet meget svækket. E t Par Uger tidligere, i Slaget ved Namur og Mons, havde denne Fløj (1., 2. og 3. Armé) været 100 Batailloner og 75 Batterier stærkere end de lige overfor opererende fjendtlige Styrker (det engelske Expeditionskorps og 5. Armé), men under Marneslaget blev det stik modsatte Tilfældet, idet den franske, vestlige Hærfløj (6. Armé, Englænderne, 5. Armé og 9. Armé) havde henved 200 Batailloner og 190 Batterier mere end den tilsvarende Del a f den tyske Front (1., 2. og 1/>3.*) Armé). Ganske vist havde Moltke trukket nogle Forstærkninger til fra 6. og 7. Armé, men de fandt ikke Anvendelse ved Udsvingningsfronten. men mod formodede, fjendtlige Foretagender mod Forbindelseslinjerne bag denne i Nordfrankrig og Belgien. Den øverste Hærledelses pr. Radio udsendte Befaling a f 4. September blev modtaget a f 1. Armé den følgende Dag Kl. 71B Form., til hvilket Tidspunkt Armékorpsene allerede var under March. Uanfægtet af den modtagne Ordre lod v. Kluck Arméen „løbe Linen ud", da han mente, at en Æ ndring i de en Gang trufne Dispositioner vilde fremkalde Usikkerhed og Uorden. Om Aftenen naaede Forfølgningsgruppen (IX, III og IV Armékorps) Esternay og Egnen Vest derfor, II Arm ékorps Coulommiers, medens IV Reservekorps, med hvilket der var Traadforbindelse, blev standset Nord for Meaux ved Marne. Da hvert Skridt mod Syd fjernede Arméen fra det ved en utvetydig Befaling anviste Opmarchterrain, forbavses man unægtelig over, at Armékommandoen ikke fandt sig foranlediget til at gribe ind, f. Eks. ved O fficerer i Automobiler, der uden Vanskelighed vilde have kunnet indhente Marchkolonnerne. Lige saa besynderligt forekommer det, at der, ganske som den foregaaende Dag, ikke blev sendt en eneste Flyver hen over det farlige Terrain i højre Flanke. Al Luftrekognoscering foregik udelukkende i sydlig og sydøstlig Retning. Det var næsten, som om Arméen med Bind for Øjnene vilde gaa sin Skæbne i Møde.

En Officer af Arméstaben blev sendt til 2. Armé for at melde, at 1. Armé foreløbig ikke vilde udføre den befalede Indsvingning mod Paris. Denne Officer konstaterede straks, at v. Biilow havde en ganske anden Opfattelse a f den strategiske Situation end den ret sorgløse, som raadede indenfor 1. Armés Stab. 2. A r ­ més Fører hævdede, at 1. Armé ubetinget maatte dække den tyske Vesthærs Flanke defensivt mod Paris, men i snæver Tilslutning til højre Fløj a f 2. Armé, saaledes at der ikke opstod noget Mellemrum mellem de to Liære. Han regnede fremdeles med, at der i Paris blev samlet en „Offensiv-Armé" til Omfatning a f den tyske højre Flanke og sluttede saaledes: „Jeg anser 1. Armés Stilling for ugunstig. Der truer et Uvejr fra Paris, og Faren fo r en ny Frem rykning a f Englænderne eksisterer stadig." Ved sin Tilbagekomst gav Officeren selvfølgelig baade v. Kluck og v. Kuhi Meddelelse om, hvorledes v. Biilow saa paa Forholdene. E t Par Timer senere ankom Oberstløjtnant Hentsch der var udsendt a f den øverste Hærledelse, for første Gang til 1. Armés Hovedkvarter (i Rebais), hvor han overrakte den ovenfor omtalte Befaling og desuden orienterede med Hensyn til Moltkes Hensigter og Bedømmelse a f Situationen. Hentsch meldte sig lige saa lidt denne Gang som senere den 9. September til Arméchefen. v. Kluck maatte nu, hvor nødigt han end vilde, tage Hensyn til „Spøgelset fra Pa ris" og træffe Foranstaltninger til, at Arméen den 6. September kunde rykke tilbage i nordvestlig Retning. I Virkeligheden troede dog vistnok hverken han eller Stabschefen paa nogen større Fare. Ved Midnatstid skulde de imidlertid paa en Maade. der ikke var til at misforstaa, faa at vide, at „Spøgelset" bestod a f Kød og Blod, thi fra IV Reservekorps indløb der da Melding om, at det var i Kamp med overlegne, fjendtlige Styrker, som kom fra Paris. v. Kluckede hurtig sin Beslutning, som han til v. Kuhi forulerede saaledes: „1. Armé gør strax højre om, opmarcherer til højre og angriber over Ourcq. Trainet forskydes". Opgaven skulde altsaa løses offensivt. „En Førerbeslutning a f vældig Rækkevidde var fattet", udtales der med Rette i Rigsarkivets Værk. Da v. Kluck saaledes langt om længe var blevet klar over Faren, der truede den højre Ilærflanke, handlede han med en enestaaende Resoluthed og krydsede meget virkningsfuldt de franske Overfløjningsplaner. Om hans Beslutning var hensigtssvarende er imidlertid et helt andet Spørgsmaal; det var den, saaledes som Begivenhederne viser, næppe. Men sikkert er det i hvert Fald, at den Maade, hvorpaa han under Ourcqslaget forstod at tumle med sine Armékorps, som andre tidligere med Batailloner, fortjener høj Beundring. Hans Hærs Præstationer i hine Septemberdage vil til alle Tider staa som nogle a f Krigshistoriens største Bedrifter.

Den 6, September begyndte 1. Armé derpaa sin vanskelige Rokade, foreløbig dog kun med II og IV A r ­ mékorps, som stod nærmest ved Ourcq. III og IX Armékorps forblev ved Esternay, en halv Dagsmarsch fo ran højre Flø j a f 2. Armé, men fik sent paa Aftenen Ordre til i Løbet a f Natten at gaa tilbage bag Petit M orin fo r at søge Tilslutning til 2. Armé, hvem de indtil videre blev underlagt. Denne sidste Foranstaltning gav iøvrigt Anledning til, at de sædvanlige Rivninger mellem de to Armékommandoer antog en særlig skarp Form. Fo r v. Kluck har Beslutningen om at drage III og IX Armékorps nordpaa næppe været let. Gruppen stod i haard Kamp mod 5. franske Armé, og en Afbrydelse a f denne Kamp med efterfølgende Tilbagegang maatte være vel egnet til at hæve Stemningen hos Fjenden. I Løbet af Dagen lykkedes det de tililende Forstærkninger at understøtte IV Reservekorps i dets vanskelige Stilling. Samtidig rasede Kampen over hele den 200 km brede Front mellem Paris og Verdun og ligeledes langs Fæstningsfronten Syd for Verdun. Slaget red Marne\ var nu i fuld Gang.

Ved 4. Armé i Frignicourt blev der den R. September fundet et Exemplar a f General Joffres nu saa berømte Dagsbefaling. „I det Øjeblik, hvor der begynder et Slag, a f hvilket Fædrelandets Frelse afhænger, maa jeg minde alle om, at det ikke længere er Tid at se tilbage. A f al Magt maa vi anstrenge os fo r at angribe Fjenden og slaa ham tilbage. En Styrke, der ikke længere kan vinde fremad, maa, koste, hvad det vil. bevare det Terrain, den har erobret og hellere lade sig dræbe paa Stedet end vige. Under de nuværende Anstrengelser kan ingen Svaghed taales."

I klar Erkendelse a f denne Dagsbefalings store Betydning for Forstaaelsen af, hvad Sagen nu drejede sig om for de tyske Hære, lod 4. Armé den strax i Ordlyd pr. Telefon tilgaa den øverste Ilærledelse, der, saa hurtigt det lod sig gøre, meddelte den videre til samtlige, øvrige Arméer Joffres prægtige Ord naaede 1. Armé den 7. September om Morgenen og viste som i et Lynglim t v. Kluck, hvor uhyre farlig hele Situationen i Virkeligheden var. Han tog Konsekvenserne heraf ved at beordre de to sydlige Armékorps, III og IX, til hurtigst muligt at marchere mod Nord til Ourcqgruppens højre (nordlige) Fløj. Han fastholdt saaledes urokkeligt, at Opgaven skulde løses offensivt. De vældige Marcher, disse Korps herved udførte, fortjener at mindes. Begge Korps havde den 6. September ved Esternay været i haard Kamp mod overlegne, fjendtlige Kræfter. Umiddelbart derefter havde de den 7. September tilbagelagt 60 km for at naa en gunstigere Stilling bag Petit Morin. E fte r en kortvarig H vile blev de nu den 8. September Kl. 2ln om Morgenen alarmerede for i Ilmarch at begive sig til Arméens højre Fløj. En Middagspause fraregnet, marcherede Korpsene derpaa uafbrudt indtil Mørkets Frembrud, IX A r ­ mékorps dog indtil Midnat. Etapen denne Dag udgjorde 60— 70 km. Selvfølgeligt var der ikke faa marchudygtige, men dog ikke flere, end at Korpsenes Kampkra ft i alt væsentligt var uforandret, og den 9. September om Formiddagen var begge Korps paa Plads, rede til at angribe. En uforlignelig Præstation var gennemført.

Men for Helhedssituationen blev v. Klucks Manøvre skæbnesvanger. Der opstod nu mellem de to Arméer et stort Hul, der efterhaanden fik en Bredde a f ca. 50 km, og kun holdtes besat a f Hovedmassen a f Arméernes Rytteri og en a f IX Armékorps’ Fodfolksbrigader med et Artilleriregiment. Disse Styrker var ikke stillet under fælles Kommando, hvorfor Enheden i Forsvaret glippede i en saadan Grad, at Englænderne, som tilligemed venstre Fld j a f 5. franske Armé trængte ind i Hullet, den 9. September fandt Marnebroerne mellem Saacy og Chézy ubesatte. Den dybere Aarsag til denne organisatoriske B rist maa sikkert søges i Uoverensstemmelserne mellem v. Kluck og v. Biilow, der næsten synes at have undgaaet direkte personlig Forbindelse, Herved forklares maa ske ogsaa den Mærkværdighed, at der ikke blev giort Forsefg paa at etablere Telefonforbindelse mellem de to Hovedkvarterer. Det havde dog næppe været særligt vanskeligt. Tøvrigt har der vistnok ogsaa været en Del Friktion mellem 4. og 5. Armés Førere. Hertugen a f Wiirtemberg og Kronprinsen a f Tyskland. Den 7. September kom det i hvert Fald til gaben Kon flikt mellem dem i Anledning af, at 4. Armé. i Stedet for som befalet at svinge mod Sydøst, masserede sine Korps mod højre Fløj og derved blottede 5. Armés højre Flanke. K ronprinsen, der ligesom Førerne for 4., 6. og 7. Armé var i Traadforbindelse med den øverste Hærledelse, beklagede sig gennem sin Stabschef over det forefaldne og fremhævede, at den „mellem Verdun og Argonnerne indeklemte" 5. Armé ubetinget maatte have Fægtningsunderstøttelse i sydøstlig Retning. Hærledelsens salomoniske Afgørelse, der en Timestid senere telefonisk blev modtaget af begge Arméer, var saare karakteristisk, thi den bestemte intetsomhelst: „Gegenseitiges Einvernehmen zwischen 4. und 5. Armée beim Kampfe ist geboten."

Det vilde føre for vidt at give et almindeligt Referat a f Rigsarkivets i mange Henseender meget interessante Frem stilling a f Slagets Forløb. Det var 1. Armés Onerationer, der vejede stærkest i Vægtskaalen, og for dem er der i det foregaaende gjort Rede i store Træk. Den 9. September kulminerede Marneslaget. Generaloberst v. Kluck havde da næsten hele sin Styrke udviklet mod General Maunourys Tropper, hvis nordlige Fløj blev presset tilbage og maatte forlænges mod Vest for at undgaa Omfatning. Ogsaa paa den af General Foch førte 9. Armés højre Fløj havde Tyskerne, venstre Fløj a f 2. og højre Fløj a f 3. Armé, ikke ringe Fremgang. Paa de øvrige Dele a f Fronten var Kampen derimod i det hele og store staaende. Samtidig rykkede imidlertid de tre engelske Armékorps og X V III og III franske Armékorps, samt Rytterkorpset Conneau a f 5. franske Armé frem i Hullet mellem 1. og 2. Armé, som begge havde maattet bøje deres indvendige Fløje tilbage. Disse engelske og franske Tropper truede nu 1. Armé med at blive angrebet i Ryggen og 2. Armé med Omfatning fra Vest og efterfølgende Oprulning. Overfor dette strategiske Gennembrud, der hurtigt kunde berede den tyske Hær en Katastrofe, opgav Tyskerne Kampen og paabegyndte Tilbagegang. Ved den fra tysk Side stærkt diskuterede Beslutning, der saaledes blev taget, spillede, som bekendt, Oberstløjtnant Hentsch, der indtil da havde været anset for en a f den tyske Hærs mest fremragende, yngre Generalstabsofficerer, en fremtrædende Rolle, som Rigsarkivet indgaaende kommenterer i et helt Kapitel, „Das Eingreifen der Obersten Heeresleitung in die Schlachtentscheidung". Spørgsmaalet om, hvor vidt Hentsch havde Fuldmagt til i Hærledelsens Navn at befale Tilbagegang, eller, om han kun var bemyndiget til at lede en tvungen Tilbagegang i den rigtige Retning, lades ubesvaret, bl. a. fordi de to Hovedaktører, Moltke og Hentsch begge er afgaaede ved Døden, og afgørende Beviser i Form a f skriftlige Aktstykker ikke foreligger. En objektiv Bedømmelse a f det a f Rigsarkivet oplyste i denne Sag maa dog resultere i, at Hentsch fuldt og helt repræsenterede Generalstabschefen og saaledes ikke overskred sin Kompetence, da han, omkring Kl. 1 Eftm., gav 1. Armé Ordre til at gaa tilbage.

Oberstløjtnanten kom om Aftenen den 8. September til 2. Armés Hovedkvarter i Montfort, efter at han forinden ved kortvarige Besøg i 5., 4. og 3. Armés Hovedkvarterer havde skaffet sig Overblik over Situationen paa den østlige Del a f Fronten. Gennem en Konference med v. Biilow og dennes Stabschef, Generalløjtnant v. Lauenstein, hvem han gjorde bekendt med den øverste Hærledelses — og sit eget — ret mørke Syn paa Vesthærens og særlig 1. Armés Stilling, opnaaedes der til Slut Enighed om, at 2. Armé skulde paabegynde Tilbagegang, dersom Fjenden med større Styrker gik over Marne og trængte ind i Mellemrummet mellem 1. og 2. Armé. Hentsch forhastede sig ikke under Udførelsen af sin Mission, men overnattede i 2. Armés Hovedkvarter og indtraf først ved Middagstid den 9. September i 1. Armés Hovedkvarter i Mareuil. Heller ikke denne Gang følte han sig foranlediget til at melde sig til Arméens Fører, men forhandlede kun med Stabschefen, v. Kuhi. En dansk O fficer staar ganske uforstaaende overfor en saadan Optræden, som kunde tyde paa, at de tyske Generalstabsofficerer ansaa sig selv for en Stat i Staten, hvem det tilkom at føre K rig paa egen Haand. E t Tilfælde som det foreliggende belyser unægtelig i ikke ringe Grad Aarsagerne til den Disharmoni, som, efter hvad bl. a. Generalerne v. François og v. Moser har fortalt i deres Krigserindringer, i det hele synes at have præget Forholdet mellem Troppeafdelingerne og Generalstabsofficererne indenfor den tyske Hær. Der har aabenbart været noget galt fat med hele Systemet. Og næppe i nogen anden Hær end den tyske kunde det tænkes muligt, at man betroede en Oberstløjtnant a f Generalstaben, hvor dygtig han end maatte være, at træffe en Afgørelse a f saa gennemgribende Betydning som den foreliggende. I enhver anden Hær vilde Overgeneralen personlig forbeholde sig noget saadant. I 1. Armés Hovedkvarter var Stemningen tillidsfuld, da man ventede et snarligt og gunstigt Resultat a f Kampene mod 6. franske Armé. Da Hentsch imidlertid spurgte v. Kuhi om, hvor vidt Arméen, efter at have gennemført en sejrrig Kamp den 9. September, allerede den følgende Dag vilde kunne understøtte 2. Armé direkte, maatte v. Kuhi give et benægtende Svar. Hentsch gav nu i den øverste Hærledelses Navn 1. A r ­ mé Ordre til at gaa tilbage til Aisne. Overfor alle Indvendinger hævdede han, at 1. Armés eventuelle Sejr vilde komme for sent, da 2. Armé allerede — Kl. var da ca. 1 Eftm . — havde begyndt Tilbagetoget. „Der Entschluss zum Rückzug ist dem alten Biilow sehr sauer geworden", tilføjede han mindre respektfuldt og ytre de noget senere, at 2. Armé var saa medtaget, at den kun kunde betegnes som „Slagger". E fte r disse Udtalelser stod det v. Kuhi klart, at selv en Sejr over Maunoury ikke kunde afværge, at 1. Armé blev omfattet paa venstre Flø j a f overlegne K ræ fter og sprængt bort fra den øvrige Vesthær. Han begav sig derfor strax til Arméføreren, og „Schweren Herzens", saaledes skriver v. Kuhi, „musste Generaloberst v. Kluck dem Befehl Folge leisten". Hentschs Udsagn om 2. Armés paabegyndte Tilbagegang var iøvrigt ikke helt korrekt. Paa Melding om store fjendtlige Kolonner, som rykkede over Marne i nordlig Retning, var Ordrerne til Tilbagegang ganske vist udstedte omkring Kl. 11 Form., men de var Kl. 1 Eftm . endnu ikke bragt til Udførelse. Det skete kort efter. Afbrydelsen a f Kampen og Tilbagetoget foregik i det hele uden større Vanskelighed. Ligesom Tyskerne var de franske og engelske Tropper meget anstrengte og forfulgte derfor ikke skarpt. De tyske, højere Stabe synes gennemgaaende at have magtet deres saare vanskelige Opgave. Dog har 2. Armékommando utvivlsomt været overordentlig nervøs: Anordningerne var mangelfulde, vigtige Stednavne blev forvexlede, og hele Befalingstekniken glippede paa flere Punkter.

Enhver Læser, der ikke er beheftet med forudfattede Meninger, kan, efter at være kommen igennem 4. Bind, næppe være i Tvivl om, at Forfatterne har lagt Stoffet til Rette med et bestemt Hovedformaal for Øje, nemlig dette: at føre Bevis for, at Slaget ved Marve var en Sejr fo r de tyske Vaaben, og at Tilbagetoget udelukkende skyldtes Generaloberst Moltkes aandelige og legemlige Sammenbrud. Da næsten alle tyske Militærforfattere, der har behandlet Marneslaget, i Hovedsagen er kommet til samme Slutning, er det intet Under, at den langt overvejende Del a f den tyske Befolkning fuldt og fast tror paa, at Slaget var en taktisk Sejr, men blev et strategisk Nederlag paa Grund a f Generalstabschefens fejle Beslutning. Og nu har Rigsarkivets Værk yderligere styrket denne Tro. Fo r at undersøge, om denne Tro hviler paa et sandt Grundlag, er det nødvendigt nærmere at betragte Situationen den 9. September. Hvad først Kræfternes strategiske Fordeling paa fransk og tysk Side angaar, falder en Sammenligning afgjort ud til Fordel for Franskmændene, saaledes som efterfølgende Data, der er hentet fra Rigsarkivets Værk (Side 522— 525), viser. Længst mod Vest kæmpede 128 tyske Batailloner (1. Armé) mod 127 franske (6. Armé) og 64 engelske (Expeditionskorpset). hvilke sidste dog kun for en ringe Del var engagerede. Østligere stod 134 tyske Batailloner (2. og 1/23. Armé) overfor 268 franske (5. og 9. Armé), hvoraf ca. 50 (venstre Flø j a f 5. Armé) dannede en intakt Manøvregruppe paa Gennembrudsstedet. Resten a f Fronten indtil Verdun inkl. var besat af 321 tyske Batailloner (1/23., 4. og 5. Armé) mod 277 franske (4. og 3. Armé). Endelig opererede 329 tyske Batailloner (6. og 7. Armé) mod Mosellinjen mellem Toul og Belfort, som blev forsvaret a f 316 franske Batailloner (2. og 1. Armé). General Jo ffre havde saaledes under de franske Hæres overordentlig vanskelige, strategiske Tilbagetog forstaaet at rokere med sine Hærdele paa en saadan Maade, at han var stærk dér, hvor han søgte A fgørelsen, nemlig mod Vest. De tyske Tropper var derimod fordelt efter næsten det modsatte Princip. De var numerisk overlegne mod Øst, derimod i udpræget Mindretal paa højre Fløj, hvor Afgørelsen var tilsigtet efter den oprindelige Felttogsplian, og hvor den nu faldt.. Disse Kendsgerninger taler ikke blot deres tydelige Sprog angaaende de to Overgeneralers, Joffres og Moltkes, relative Feltherredygtighed, men de indicerer ogsaa, at det selv for en første Klasses Slagtaktiker — og det var den tyske Generalstabschef ikke — næsten paa Forhaand skulde synes umuligt at vinde Slaget — derimod selvfølgelig nok lokale Sejre.

Situationen paa den vestlige Hæ rflø j den 9. September er paa en særdeles overskuelig Maade fremstillet paa det til 4. Bind hørende Kort Nr. 4., „Der Høhepunkt der Marneschlacht", hvor der for hver tysk, fransk og engelsk Division a f de paa Vestfløjen kæmpende Hære (1., 2. og ]/23. tyske Armé, 6., 5. og 9. franske Armé, samt det engelske Expeditionskorps) er angivet Plads om Formiddagen, Bevægelser i Løbet af Dagen og forreste Del a f Kamplinien paa det Tidspunkt — mellem 1 og 2 Eftm . — da Tilbagegangen blev indledet. Ved Vurderingen a f den gensidige Stilling vil jeg benytte dette Kort — hvorefter medfølgende Skitse er udarbejdet — tilligemed Texten i 4. Bind og enkelte andre Oplysninger. Først skal Forholdene ved 1. Armé undersøges. I Løbet af Natten 8.— 9. September havde Angrebene fra 5. franske Armés venstre Fløj, I, III og X V III Armékorps, tvunget v. Bulow til at bøje sin Armés højre Flø j tilbage i nordvestlig Retning til Linien Le Thoult— Margny, Nordøst fo r Montmirail. 1. Armé fik Meddelelse herom den 9. September om Morgenen, og da General v. d.. M arwitz’ Rytteri, der stod i Mellemrummet mellem de to Arméer, et Pa r Timer senere meldte, at stærke engelske Fodfolkskolonner rykkede over Marnebroerne ved Nanteuil og Charly, gav v. Kluck Kl. I l 30 Form. Befaling til, at hele den venstre (sydlige) Arméfløj (3 Divisioner) skulde svinge tilbage mod Norddst til Terrainet Crouy— Colombs, og at en Division (3.) skulde udføre et Modstød mod de engelske Tropper.

Ved denne Befaling brød faktisk den Plan fuldstændigt sammen, for hvis Gennemførelse 1. Armé havde vovet saa uhyre meget. Det dobbelt omfattende Angreb mod Maunourys Tropper blev opgivet, Begivenhederne ved Marne tvang v. iviuck til at lade Tangens ene Kæbe slippe Taget og til af denne Grund at give A fkald paa en afgørende Sejr. Under den nye Fægtningssituation kunde han maaske nok paa højre Fløj siaa de franske Tropper og drive dem tilbage mod Paris, men, efter at den fastholdende Del a f Fronten var sat ud af Funktion, kunde han ikke tilintetgøre dem. Maunoury udnyttede da ogsaa den gunstigere lielhedssituation, i det han strax beordrede 8. Division, der hidtil havde dækket højre Flanke og holdt Forbindelse med Englænderne, til i Ilmarch at afmarchere til Forstærkning af venstre Fløj. Ved Slagets Slutning var Divisionen naaet frem til Terrainet Nordvest for Meaux. 1 4. Bind fremstilles Slaget ved Ourcq som en stor, tysk Sejr, jfr. saaledes Overskriften til 4. Kapitels 5. A fsnit. „Die Schlacht am Qurcq den 8. und der Sieg der 1. Armée am 9. September". Trods de gunstige Forhold paa højre Fløj stod 1. Armé imidlertid ikke som sejrende. Dette har Oberst J. O. Jensen for nylig paavist i en meget interessant Artikel*), hvori han, ved en Udtalelse af v. Kuhi, beviser, at Rigsarkivets Opfattelse er urigtig: Da Hentsch paa den øverste Hærledelses Vegne beordrede 1. Armé tilbage til Linien Soissons— Fismes, protesterede v. Kuhi derimod og „wies darauf hin, dass aus dem augenblicklichen Kampfe ein Rückzug in der befohlenen Richtung Soissons— Fismes überhaupt nicht möglich sei, sondern nur in gerader Richtung mit dem linken Flügel auf Soissons hinter die Aisne" (4. Bind, Side 262). Men en Ilær, der har sejret, har netop Handlefrihed og kan gaa tilbage i hvilken Retning, den ønsker. 1. Armé havde, det borger dens Stabschefs Ord for, ikke Handlefrihed, og derfor havde den heller ikke sejret. Lad os imidlertid gaa ud fra, at det den 9. September i Løbet af Eftermidagen virkelig var lykkedes v. Kluck at slaa Maunourys Tropper, ja endog jage dem tilbage til de fremskudte Befæstningsanlæg ved Paris og lad os da se, hvilke Følger en saadan Sejr vilde have haft for Marneslagets Udfald. Den simpleste Rum- og Tidsberegning, der foretages uden nogetsomhelst Hensyn til en sandsynlig Fo rringelse a f de tyske Troppers Præstationsevne efter de store Strabadser, giver til Resultat, at 1. Armés Gro» tidligst den 10. September om Aftenen eller den 11. om Morgenen vilde have kunnet faa Kampføling med de 6 engelske Divisioner og selvfølgelig endnu senere med 5. franske Armé. Men da havde Marneslaget efter menneskelig Beregning været afgjort ved Indkredsning og Oprulning fra Vest a f 2. tyske Armé. Sejren var altsaa kommet for sent! Det er derfor fuldstændig vildledende, naar Rigsarkivet afslutter Fremstillingen af Ourcqslagets Forløb med følgende Bemærkning: „A u f dem deutschen, rechten Heeresfliigel war ein Schlachterfolg errungen, dessen entscheidende operative*) Auswirkung nur noch eine Frage von tvenigen Stunden*) sein komite" (4. Bind, Side 219). 1 de første 24— 36 Timer kunde der saaledes kun være Tale om en moralsk E ftervirkning a f en tysk Sejr ved Ourcq, og det er vel ikke udelukket, at Meddelelsen om en saadan kunde have paavirket French, der mindst a f alt var en „Marskal Vorwartz", i en saadan Grad, at han havde indstillet Fremrykningen. Men sandsynligt er det ikke, thi Jo ffre havde den 8. September om Aftenen underrettet ham om, at der i Hullet mellem de to tyske Arméer formentlig kun fandtes Rytteri, og udtrykkeligt paalagt ham at angribe de Vest for Hullet værende tyske Tropper i Ryggen, samtidig med at 6. franske Armé angreb dem frontalt, samt endelig understreget, at det kom an paa at afslutte Operationen saa hurtigt som muligt for at undgaa, at Forstærkninger fra Maubeuge m. m. muligt greb ind (4. Bind Side 388). Kan der være Tvivl om Frenchs Optræden, vilde det være naivt at tro, at v. Klucks Sejr over Maunoury vilde have sat Spor i 5. franske Armés Operationer den 9. og 10. September. Denne Armés Chef, General Franchet d’Espérey, var kendt som en meget energisk, viljekra ftig og beslutsom Fører. Den Proklamation**), han udstedte til sine Tropper den 8. September om Aftenen, tyder just heller ikke paa Vankelmodighed: „Soldater, vor energiske Offensiv har triumferet over Tyskernes Modstand. Forfulgt i Flankerne og gennembrudt i Centrum gaar Fjenden tilbage mod Øst og Nord i Ilmarcher. Dette første Resultat er kun en Begyndelse. Fjenden er rystet, men han er endnu ikke a fgørende slaaet. I skal endnu udholde haarde Anstrengelser."

Joffre havde sikkert heller ikke ladet sig rokke i sin Beslutning. Trods 6. Armés vanskelige Stilling gav han den 8. September om Aftenen Ordre til, at Angrebet skulde fornys den følgende Dag og, at Tropperne hellere maatte lade sig dræbe i Stillingerne end vige.***) Samtidig meddelte han Maunoury, at 37. D ivision vilde tilgaa pr. Jernbane fra Esternay. Som den ovenfor anførte Ordre til French viser, var den franske Overgeneral derhos ganske klar over den gunstige, strategiske Situation. En tysk Frem rykning Vest for Ourcq kunde i Virkeligheden være ham ligegyldig, naar den kunde tages i Ryggen a f Englænderne eller i hvert Fald holdes paa Afstand ved Hjælp a f deres 64 Batailloner. 5. Armé kunde imedens omfatte og omgaa 2. tyske Armés højre Fløj. Dette var den store Slagafgørelse, overfor hvilken v. Klucks Operationer svandt ind til Biting. Situationen ved 2. Armé skal dernæst behandles. Arméens højre Fløj havde allerede den 8. September om Aftenen været i alvorlig Fare for at blive omfattet og blev derfor, som foran refereret, bøjet tilbage. Men denne Manøvre hindrede aldeles ikke 5. franske Armé i at fortsætte mod Marne og mod Tyskernes Forbindelseslinjer.

v. Kuhi har ganske vist i sin tidligere nævnte Bog (Side 231) udtalt, at den tilbagebøjede, højre Fløj ikke blev angrebet hele d. 9. September indtil Tidspunktet for Tilbagegangen. Dette er nu ikke ganske rigtigt, thi højre Fløjdivision (13.) var fra Kl. 11 Form. med sit Fodfolk i Ildkamp med det angribende I. franske Armékorps (4. Bind, Side 247). Det franske Angreb var imidlertid fornuftigvis ikke særligt kraftigt, thi hvorfor skulde dog de her optrædende Tropper forbløde i heftig Kamp, naar III og X V III Armékorps ved blot at marchere lige ud mod Nord i Løbet af kort Tid vilde staa i Ryggen paa 2. Armé og afskære den Tilbagetoget. Franskmændene handlede herved kun efter v. Kuhis Læremester, Grev Schlieffens Anvisning: de omgik 2. Armés højre Fløj og kredsede den ind. Den 9. September ved Middagstid havde III Armékorps kortere Vej til Épernay, det vigtigste Overgangssted over Marne bag Arméens Front, end dens venstre Fløj, Gardekorpset, og den tyske Armékommando havde ikke en eneste Division disponibel til Imødegaaelse a f den overhængende Fare. Paa 2. Armés venstre Fløj udviklede Forholdene sig væsentligt anderledes. Her vandt Gardekorpset sammen med 3 sachsiske Divisioner Terrain, og d. 9. September henimod Kl. 3 Eftm . maatte de franske Styrker rømme det haardt omstridte Mont Août og søge en ny Stilling bag Maurienne-Bækken. I det stærkt kuperede Terrain var Kampen meget haardnakket og førtes paa kort A f ­ stand, indtil Bajonetangreb. General Foch maatte trække 42. Division ud a f Kamplinien i Centrum for at anvende den østligere mellem Linthes og Connantre, hvor der i Arméens Front var opstaaet et Hul paa 8 km’s Bredde. Divisionen var paa Plads Kl. 6 Eftm., men dens A rtille ri havde før dette Tidspunkt taget Del i Kampen. Det er sikkert, at de tyske Angreb mod 9. franske Armés højre Fløj var farlige, og at Situationen til T ider var ret betænkelig. Men naar Rigsarkivet (4. Bind, 5. Kapitel, 3. A fsnit) karakteriserer Resultatet som „Die Schlachtentscheidung", gør det sig skyldigt i en grov Overvurdering a f de vundne Fordele. Paa en Front med en saa stor Udstrækning som den, hvorpaa der kæmpedes ved Marne, er Slaget ikke afgjort, fordi den ene Part paa en begrænset Del af Kamplinjen trykker den andens Front en 8— 10 km tilbage. Havde v. Biilow blot raadet over 1 å 2 Divisioner, som han havde kunnet sætte ind ved Mailly, hvor et c. 10 km bredt, ubesat Terrainbælte skilte 9. Armé fra 4., ja da havde Chancerne været anderledes. E t saadant, omfattende Angreb vilde vistnok have tvunget Foch til at opgive Stillingen, men et frontalt Angreb alene vilde næppe kunne bevirke dette. I sine Erindringer har jo ogsaa v. Biilow udtalt, at han ubetinget var bleven staaende ved Marne overfor et frontalt Angreb alene. løvrigt er det ved en Vurdering af Situationen værd at konstatere, at Foch havde 42. Division til Raadighed under den fortsatte Kamp, v. Biilow derimod ikke en eneste Reserve. A f afgørende Betydning fo r Bedømmelsen a f Stillingen den 9. September noget over Middag er selvfølgelig en Sammenligning mellem Kræfternes Gruppering i Slagets Brændpunkter. Paa 1. Armés højre Fløj kæmpede efter Rigsarkivets Angivelse 3 1 / 2 tysk Division mod IV2 fransk. Selv om dette sidste Tal synes for lavt, var Tyskerne faktisk i betydeligt Overtal paa det afgørende Sted, og en tysk Sejr derfor sandsynlig. Det maa imidlertid ikke overses, at Maunoury, efter at den tyske venstre Fløj var svinget tilbage, havde fri Raadighed over sin Kampfronts højre Fløj, 45. Liniedivision, 55. og 56. Reservedivision, der kun var to Timers March fjernet fra Nordfløjen. Fremdeles var den ret medtagne 62. Reservedivision i Reserve ved Dammartin, og 8. Division nærmede sig. En tysk Sejr paa denne Del af Slagmarken vilde i øvrigt, som paavist, næppe faa nogen virkelig Betydning for Slagets Udfald.

Paa højre Fløj af 3. og venstre Flø j a f 2. Arme gik 6 tyske Divisioner frem til Angreb mod et omtrent tilsvarende Antal franske. 42. Division var kaldt til. Selv om Sejren her var tilfaldet Tyskerne, er det næppe sandsynligt, at det var sket før den følgende Dag. Langt vigtigere var imidlertid Situationen i Mellemrummet mellem 1. og 2. Armé. Her stod 6 engelske Divisioner overfor I 1/« tysk, og en engelsk Sejr i Løbet a f den 10. September vilde næppe være til at forhindre, hvis Englænderne blot førte Angrebet videre. Østligere fandtes der kun tysk Rytteri overfor III og XVIII franske Armékorps’ 5 Divisioner, og ingen Magt paa Jorden vilde have kunnet hindre disse i allerede den 9. September at overfløje og omfatte 2. Armés højre Fløj. Men dette vilde være ensbetydende med en Katastrofe. Overfor disse Fakta er det ganske uden Betydning, at Rigsarkivet, til Argumentation for sin Paastand om Tilbagegangens Unødvendighed, anfører en Del Udtalelser fra Deltagere i Slaget — lige fra Generaler til Underofficerer. En saadan Historieskrivning kan ikke tages alvorligt, thi de, der kæmper paa Fronten, savner Forudsætningerne fo r at kunne vurdere den strategiske Situation. Det er den gamle Lære om igen, at et Skuespil bør bedømmes fra Parkettet og ikke fra Scenen.

Undersøgelsen er nu sluttet. Jeg mener at have paavist, at Marneslaget aldeles ikke var nogen tysk Sejr. Det er ikke Tyskerne, men tværtimod Franskmændene, som bør beklage, at det ikke blev kæmpet til Ende. Saaledes som Forholdene nu en Gang havde udviklet sig — først og fremmest ved Generaloberst v. Klucks Egenraadighed - - var 1. og 2. Armés Tilbagegang utvivlsomt en Nødvendighed, og Generaloberst v. Biilows og Oberstløjtnant Hentschs Beslutninger derfor rigtige. Afbrydelsen af Slaget skaffede ikke Franskmændene en let købt Sejr, men reddede den tyske Vestlise r for et stort Nederlag. Rigsarkivet er kommet til andre Slutninger. Dets Redegørelse virker imidlertid ikke overbevisende; thi hele Fremstillingen har ikke meget at gøre med objektiv Historieskrivning, men fremtræder snarere som et glimrende, advokatorisk Indlæg for en Tvangstanke.