Log ind

Maritim doktrinudvikling - sådan gør vi! - nr. 2

#

Af kommandør Henrik Elbro.

My work brought me into close contact with officers from all services, and I came to understand that the Navy in particular did business differently.

H. Norman Schwarzkopf

Militært Tidsskrift (MT) har ønsket en afrunding af temaet vedrørende doktriner med fokus på processen omkring doktrinarbejdet i Danmark og hvorledes doktrinudvikling finder sted. I den forbindelse er jeg blevet bedt om, at redegøre for søværnets doktrinudvikling og for hvorledes denne indpasses i NATO- og den nationale proces. Efter at have opfrisket min hukommelse om indholdet af artiklerne i MT nr. 5/97 med temaet - "Maritim Doktrinudvikling " og atter studeret MT nr. 4/97 - "Luftstridskræfters mulig-heder" - og MT nr. 1/98 - "Hærens Doktrinudvikling" fandt jeg , at vedrørende maritim doktrin-udvikling er spørgsmålene allerede besvaret. Jeg kunne således blot begrænse mig til at henvise til de tre artikler om maritime forhold i MT nr. 5 og den efterfølgende artikel af orlogskaptajn T. 0. Jørgensen i MT nr. 2/98 - "Doktriner - anakronisme, fiktion eller blot en værnsspecifikfobi". Når chancen for at gøre yderligere bemærkninger til emnet doktriner alligevel er kommet mig i hænde, agter jeg at gribe den og redegøre for, hvorledes jeg finder, søværnet bedst fortsætter arbejdetmed "Maritime doktriner" og deres sammenhæng med øvrige doktrinkomplekser.

Doktriner opfattes forskelligt

Ikke overraskende tager flere af de tidligere artikler udgangspunkt i NATOs definition på begrebet" Doktrin", og MTs temanumre om doktriner afdækker heller ikke overraskende, at begrebet opfattes differentieret alt efter hvilken uniformsfarve, der er knyttet til øjnene der læser. Forskellene afspejles allerede i temahæfternes titler "Luftstridskræfters muligheder", "Maritim doktrinudvikling" og "Hærens doktrinudvikling". For de to førstnævnte indebærer allianceforholdet, det operative miljø og stridskræfternes karakteristika en internationalitet, der har ført til den udvikling i doktriner, som temahæfterne skildrede.

Indtil det tidspunkt, hvor jeg blev anmodet om at bidrage til MT emnedebat om doktriner, havde jeg kun anvendt ordet nogle få gange og alene på engelsk. Det var i arbejdet med at ajourføre introduktionerne til NATOs maritime operative og taktiske publikationer nødvendiggjort af udviklingen mod "Joint" og "Combined". I arbejdsgrupperne, der varetog arbejdet, medvirkede officerer i alle uniformsfarver og dækkende et bredt udsnit af NATOs nationer. På intet tidspunkt førte arbejdet til drøftelser, der havde lighed med debatten i MT og jeg opfangede ikke at "Doctrine" kunne være et problematisk ord. Det står mig nu klart, at ordet ikke kan oversættes til det danske ord "Doktrin" som dækkende for NATOs doktrindefinition. Ordet "Koncept" forekommer i den sammenhæng, at være en præcisere oversættelse til dansk og repræsentativ for de to værn, der i dagligdagen anvender engelsk som operativt sprog. Med dette in mente, har jeg forstået, at flyvevåbnets officerer opfatter doktriner som optioner, der kan bringes i anvendelse på alle krigens niveauer afhængig af situationen, de ønskede resultater og de rådige midler. Søværnets officerer opfatter doktriner som overordnede anvisninger, der kombinerer alliancens kollektive og medlemsnationernes individuelle maritime principper. Hærens officerer, har jeg forstået, opfatter doktriner som anvisninger på fremgangsmåder i forskellige faser af landkampen. På de udførende niveauer udmøntes doktriner i den flyvende verden i "Operationsinstruktioner", i den maritime verden i "Procedurer" og i den landmilitære verden i "Doktriner". Forskellene i opfattelsen af begrebet doktriner hidrører fra en lang udvikling, som reflekterer den virkelighed, som værnene har levet i og lever i snarere end en bevidst stræben efter at være forskellig. Lidt rammeligt kan vel konstateres, at ingen forsvarsgren har patent på begrebet doktriner, og at de inden for hvert værn udgør det professionelle, intellektuelle grundlag for værnets virke og indsats. Sådan bør begrebet anskues og sådan bør dets værnsvise applikation anerkendes og respekteres. Og mulighederne for inspiration og for at lære nyt er mangfoldige. De senere år har forsvaret oplevet en virkelighed, som vore ældre kollegaer måtte tilvejebringe i "Settings" til brug for studier, teoretiske spil eller øvelser. Alle taler vi udfra erfaring og citatet først i artiklen er i denne sammenhæng tankevækkende og kan med en vis kunstnerisk frihed i relation til situation, tid og sted påhæftes kommanderende generaler og admiraler fra andre "Services".

Fremtidig maritim "doktrinudvikling”

Metodikken der i NATO ligger til grund for den maritime doktrinudvikling er vel afprøvet og løbende tilpasset våben-, sensor- og skibstypefremskridt samt kommunikations- og informatikudviklingen. Det samme gælder den ikke ubetydelige del af den maritime verden, der udgøres af "Maritime Air", hvadenten luftfartøjerne er skibs- eller landbaserede og eventuelt ubemandede. Som et direkte resultat af Golfkonflikten i 1990/91 forstærkede NATOs flåder via bl.a. MAS NAVAL BOARD bestræbelserne på at metodisere arbejdet med "Combined" og "Joint" begreberne og styrke doktrinudviklingen på området. Synlige resultater er f.eks. "The Inter Service Board" og "Allied Joint Publication 1" - Allied Joint Operations Doctrine -. For så vidt angår alliancens mari-time doktriner forekommer grundlaget at være i orden for de næste mange års aktive udvikling såvel maritimt som "Joint". Om nogen, vil vanskelighederne i den kommende maritime doktrinuvikling antageligvis hidrøre fra Partnership for Peace (PfP) og associerede aktiviteter samt indlemmelsen i NATO af nye medlemsnationer, hvor blandt de tre første kun Polen besidder en orlogsflåde. To områder frembyder ikke uventet problemer, nemlig teknik og sikkerhedsforhold. De hidtidige PfP- og "In the Spirit of PfP"-øvelser søværnets enheder har deltaget i har klarlagt, at teknisk udgør kommunikation og informatik de betydeligste hindringer, medens sømands-mæssige og skibstekniske forhold ikke er til gene for det umiddelbare samarbejde og en fælles udvik-ling. Det foreløbige flådesamvirke med de nye partnere har ikke overraskende afsløret , at de tidligere Warzawapagtflåder doktrinmæssigt givet kan bidrage med interessante aspekter og fremgangsmåder. Allerede tidligt i flådesamvirket med tidligere Warzawapagt nationer og de nye stater, der opstod ved afviklingen af Sovjetunionen , tilvejebragtes i MAS Naval Board regi simple proce-durer og regler som grundlag for et begyndende samvirke på det taktisk/operative niveau. EXT AC 1000 serien, hvor EXTAC er forkortelsen for experimental tactics1, blev udarbejdet til brug for fælles NATO og PfP øvelser og tog udgangspunkt i uklassificerede eller lavt klassificerede dele af NATOs grundlæggende taktisk/operative publikationer. Successen har været betydelig i relation til samarbejdet på havet og enheder fra de tidligere modparter sejler med en naturlig selvfølgelighed nu rundt ved siden af hinanden og ofte integreret i grupper. Denne på mange måder positive udvikling, rummer på den anden side risiko for, at NATOs flåders professionelle niveau daler og tempoet i fornyelsen af NATO maritime doktrin-kompleks bliver reduceret. Omfanget af PfP og "In the Spirit of PfP" og de dertil medgående res-sourcer hindrer, at NATOs nyeste og avancerede operative og taktiske fremgangsmåder af klassifi-kationsmæssige årsager, har kunnet øves i tilstrækkelig omfang og den eksperimentelle virksomhed har måttet indskrænkes.

Det er min overbevisning, at den maritime doktrinudvikling også i fremtiden for Danmarks vedkommende må være integreret i NATOs maritime doktrinudvikling. Problemerne vil være, at overkomme tekniske hindringer og at finde den optimale balance mellem at passe på det doktrinkompleks vi har og at inddrage nye partnere i udviklingen på en måde, så den maritime verden ikke skal sejle rundt med "to sæt" doktriner.

Fremtidig "Joint” doktrinudvikling

I landoperationer fremstår "Vand" som hindringer og anvendes derfor som operative grænser eller skillelinier. I klassiske maritime operationer fremstår "Land" som hindringer og udgør operative grænser. Luftoperationer er ikke på samme måde berørt af operative grænser stammende fra geografiske forhold. I landoperationer opereres i to dimensioner med fronter og linier, begreber der er uden betydning i maritime- og luftoperationer, hvor enhederne/grupperne individuelt må tilvejbringe den fornødne sikkerhed for operationerne i tre dimensioner. På konfliktscenen er luftmilitære- og maritime operationer aktuelle i alle faser af konfliktspekret. Det vil sige fra længe før en situation bliver til en begyndende krise, der udvikler sig til en konflikt, der måske ender med krigslignende tilstande eller regulær krig, fordi sådanne operationer ikke medfører flere suverænitetsmæssige konsekvenser, end man selv ønsker. Landoperationer vil altid og ufravigeligt medfører suverænitetsmæssige konsekvenser, og er derfor som hovedregel aktuelle i den senere del af konfliktspektret. Dertil kommer at indsættelse af landstyrker har en langt mere definitiv karakter end flåde- og flystyrker, der hurtigt kan føres frem og trækkes tilbage. Disse få og banale udsagn rummer ganske illustrativt nødvendigheden af at have fælles opfattelser for at kunne arbejde operativt sammen og samtidigt vanskelighederne ved at tilveje-bringe sådanne værktøjer. Indtil for ganske nyligt har problemet i større militære nationer været overkommet ved at råde over en fjerde "Service", nemlig marineinfanteri. I Danmark er marine-infanteri, omend gammelt, ikke et ukendt fænomen. Soldatesken var navnet på gruppen af landmilitært uddannede gaster, der tidligere var permanent om bord i orlogsflådens skibe. Og Bornholms Værn blev førhen omtalt som marineinfanteriet, måske fordi regimentsmærkets motiv er et skib eller måske fordi regimentsmærket er symbolet på særlige opgaver eller forhold ? Golfkonflikten blev, efter ophøret af den kolde krig, en effektiv "Eye-opener" for betydningen af "Joint operations". Personligt tror jeg, at den britiske indsat i Falklandskrigen i 1982 efterfølgende såvel i NATO som i de enkelte medlemsnationer har været til megen inspiration i udviklingen af "Joint" og "Combined" samarbejdsformer, der tvunget af omstændighederne begyndte at omfatte mere end traditionelle "Navy", "Maritime Air", TASMO og "Marines" måder at gøre tingene på. Det er min opfattelse, at doktrinudvikling må reflektere og doktriner dikteres af det operative miljø hvori de skal bringes i anvendelse og tilpasses det niveau, der er udførende. Hvor de operative miljøer møder hinanden må doktriner tilvejebringes, der binder tingene sammen i den udstrækning det ikke allerede er sket. Doktriner styres ikke alene af værnstilhørsforhold, men af det operative miljø og de operative konditioner der hersker, hvor enhederne indsættes. At opfatte begrebet "Joint" som værnsfælles er efter min mening misvisende og ufuldstændigt. Den rette forståelse af begrebet bør være - fælles indsats - eller flerværns indsats, hvor to eller måske alle tre værn løfter opgaverne sammen.

Indpasning af maritim "doktrinudvikling" i NATO og den nationale proces

Som redegjort for i min tidligere artikel har søværnets doktrinudvikling været integreret i og en del af NATO maritime doktrinudvikling fra alliancens start. Jeg har begrundet formodning om, at dette vil fortsætte med de justeringer af metode og emner, som medlemslandene bliver enige om. Jeg vil herefter, som anmodet, forsøge at beskrive hvorledes en national proces kunne tilrettelægges og samordnes, idet en fortsat integration i NATO processen er fundamentet. Ingen tvivl hersker i mit sind vedrørende behovet for en stærkere national markering udadtil, og jeg er overbevist om, at Danmark har noget at tilbyde i alle aspekter af doktrinudvikling. Det er også blevet tydeligt, at internt er der brug for at formidle oplysning for at skabe indsigt og forståelse samt deraf følgende gensidig respekt, inspiration og tillid til "Naboernes" måde at gøre tingene på. Som udgangspunkt vil jeg konstatere, at der i øjeblikket ikke eksisterer en national proces, men at værnene hver især har eller har medvirket til et hensigtsmæssigt og veletableret doktringrundlag, der er i konstant udvikling. Doktrinerne er forskellige og tjener varierende formål, hvilket ikke er overraskende, da grundlaget er vidt forskellige miljøer, der betinger vidt forskellige operationsmåder og -traditioner. Endvidere kan jeg konstatere, at doktrinudviklingen i NATO med nødvendige arbejds-redskaber og -metoder er ajour med udviklingen også i relation til nye aktuelle aspekter f.eks. "Joint" og "Peace Support Operations" samt kommende medlemslande og PfP-kredsen af nationer. Nationalt er vi godt klædt på med en nylig ajourført Forsvarskoncept og de operative kommandoers tillagte ansvar for doktrinudvikling inden for deres respektive ansvarsområder. I samarbejde med materielkommandoerne har de ope­rative kommandoer organiseret sig og etableret særlige arbejdsprocesser netop med det formål respektivt at kunne bidrage til doktrinudvikling eller selv udvikle doktriner. Doktrin er godt, men for meget doktrin er ikke nødvendigvis af det gode. Opfattes eller oversættes "Joint" som "Værnsfælles" kan der skabes associationer om en ensartethed som begrebet i andre sammenhænge signalerer, og som ind imellem har til konsekvens at størstebrugerens måde at gøre tingene på nyder fremme. "Joint" betyder, at to eller flere "Services" er sammen om en opgave og også nationalt må betydningen være to eller tre værn, altså "Flervæms" I etableringen af en national proces finder jeg det vigtigt, at de forskellige doktrinopfattelser respekteres og fastholdes. Og at variationerne og mangfoldigheden i form og metode udnyttes til gensidig og fælles inspiration. I konsekvens heraf er det min holdning, at en decideret national proces formentlig er unødvendig. I stedet kunne etableres en "Policy", der reflekterer forskellighederne og samordner doktrinudviklingen, hvor der er berøringsflader såvel i niveau som i operationsformer. En sådan national policy kunne have Forsvarskoncepten som det overordnede grund-lag, for derefter at opridse hvilke af de mange bud på "Krigens Principper" dansk forsvar bekender sig til. Næst efter kunne fastlægges overordnede principper for dansk militær doktrinudvikling f.eks. ved at bestemme om denne skal være integreret i NATO doktrinudvikling, ren national eller differentieret afhængig af emne og forhold. Sluttelig kunne den indeholde anvisninger på overordnede arbejdsformer og metoder, der kunne sammenknytte de operative kommandoers allerede eksisterende strukturer f.eks. ved etablering af et "Koncept- og doktrinråd" under FKO med medlemmer fra de doktrinansvarlige myndigheder. At belyse et problem med illustrative eksempler har ikke sjældent vist sig nyttigt. Eksemplet jeg har haft i tankerne under skrivningen af dette indlæg var US militære reaktion på ambassadebombninger i Afrika i begyndelsen af August måned. Fra positioner i internationalt farvand i Rødehavet og Omangolfen afleverede US NAVY overfladeenheder krydsermissiler gennem lufthavet mod udvalgte mål på jorden i Sudan og Afghanistan. Et godt eksempel på US NAVYs nyligt udviklede koncept "From the Sea", hvor "Powerprojection" udføres fra det åbne hav uden suverænitetsmæssige komplikationer og i en situation med formel fredsrutine. Jeg finder eksemplet sætter debatten om doktrinudvikling i perspektiv. Som udgangspunkt blev antaget at dansk forsvar havde et problem, men føljetonen om doktriner og de tilknyttede foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab har medvirket til at afmystificere begrebet doktriner og klarlagt, at værnenes doktrinære grundlag i stort omfang er ajourført eller på vej dertil. At vi i værnene anvender en differentieret terminologi er ikke hindrende for en kommende styrkelse og koordinering af flerværnsarbejdet med udgangspunkt i Forsvarskoncepten.