Log ind

Maritim doktrinanvendelse

#

Af orlogskaptajn Torben Mikkelsen.

Forfatterens indgang til emnet er, at han har været stabsojficer i 1997/98 og stabschef i 1999 i Danish Task Group pilotprojektet.

Indledning

De sidste to år har det danske søværn været en af hovedaktørerne i de største maritime NATO øvelser, hvilket i 1998 var øvelse STRONG RESOLVE 98 og i 1999 NORTHERN LIGHT 99. Den spæde start der muliggjorde dette, var en beslutning i 1997 i Søværnets Operative Kommando om at søge større dansk sømilitær indflydelse på det reducerede antal maritime NATO øvelser i årene fremover. Indtil dette tidspunkt havde søværnet deltaget med danske maritime enheder, men hovedsageligt som isolerede enheder, hvorfor disse enheder altid indgik i grupper af skibe fra andre lande i ’’Task” grupper. Det nye var, at vi nu ville stille med et føringselement således, at det danske søværn kunne fa tillagt ansvaret for at kontrollere og kommandere større multinationale flådestyrker og dermed tilføre søværnet et paradigmeskift i retning mod den slags operationer, der forudses nødvendige som følge af den nye verdensorden samt tillige fa mulighed for at træne søværnets eskadrechefer i deres operative funktioner nemlig som ’’Task” gruppe commanders . Såvel i 1998 som i 1999 lykkedes det, at markere det danske søværn på lige fod med store veletablerede NATO flådestyrker såsom Standing Naval Force Atlantic og MCM Force North. I begge de føromtalte øvelser opererede Commander Danish Task Group på niveau med Commander Standing Naval Force Atlantic og havde i 1998 21 maritime enheder fra syv forskellige lande under sig og i 1999 15 maritime enheder fra tre forskellige lande. Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at søværnet og Danish Taskgroup (DATG) kan kommandere og kontrollere en større flådestyrke og tillige inkorporere enheder fra de andre værn således, at et defineret mål opnås i stort set alle de opgaver, som moderne maritime enheder vil skulle involvere sig i nu om dage.

Doktrindefinition og diskussion

Formålet med denne artikel er ikke at beskrive udførelsen af disse øvelser, men at redegøre for, hvorledes det er muligt også for en mindre flådenation som Danmark, at gøre sig i stand til at markere sig på et så højt niveau som tilfældet er. Som overskriften indikerer er en forudsætning herfor, at der eksisterer et doktrinært grundlag, hvorfra der kan handles. For ikke at være i tvivl om hvorledes doktrin defineres samt for at have det korrekte afsæt f.s.v.a. resten af denne artikel, så eiteres hermed NATOs officielle definition for doktrin:

’’Fundamental Principles by which the military forces guide their actions in support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application ”.

Der er altså tale om principper hvilket, hvis man prøver at frigøre sig fra den lidt voluminøse betydning, som ordet doktrin i dansk sprogbrug ofte pålægges, vil kunne udvikles for enheder på forskellige niveauer spændende fra det strategiske til det taktiske niveau. Visuelt kan dette fremstilles således:

Skærmbillede 2020-02-25 kl. 16.20.49.png

Ovenstående figur vil ganske givet springe i øjnene på mange, idet doktrinbegrebet er relateret til alle niveauer. Igen er det vigtigt, at omsætte doktrin til principper, som NATO doktrinen beskriver. Når dette gøres, virker det ganske fornuftigt, at der er behov for principper på alle niveauer. På det taktiske niveau taler vi om taktikker, hvilket reelt er simplere doktrinære handlemåder i NATO forstand. På det strategiske niveau taler vi om koncepter eller visioner, hvilket vil kunne opfattes som doktrinære læresætninger og handlemåder af overordnet karakter.

Planlægningscyklus

Det essentielle i NATO definitionen er reelt den sidste sætning, som på dansk kan udtrykkes ved den kendte læresætning: ”Ingen plan holder længere end til første møde med fjenden” altså doktrinen er ”Authoritative but requires judgement in application”. For at dette kan blive en realitet også i praksis, må der forefindes et regelsæt, der kan indplaceres i denne skitserede planlægningscyklus, som benyttes på alle niveauer af det militære system:

Skærmbillede 2020-02-25 kl. 16.21.25.png

Denne cyklus inkluderer netop evaluering og efterfølgende tilretning af direktiv, hvilket er de to mest essentielle forhold når et doktrinært grundlag skal opbygges. Den sømilitære kamp eller operation kan ændres så hurtigt som følge af ændringer i vejrmæssige forhold, uventet placering af fjendtlige enheder, hurtigt opstående luftoperationer, specialstyrkeoperationer, fejlfortolkning af fjendens formåen m.v., at det er af absolut største vigtighed, at det doktrinære skelet er således opbygget, at det tillader hurtige evalueringer og justeringer således, at direktiverne i størst muligt omfang passer til den reelt herskende situation. En fleksibel iterativ planlægningsproces er derfor essentiel - også i maritim krigsførelse.

DATG niveaumæssige indplacering

Det synes relevant, at beskrive den niveaumæssige indplacering af DATG samt sammenhængen f.s.v.a. kommando og kontrol af maritime styrker inden DATG bestemmelsesgrundlag herunder opbygningen af dette illustreres. Sammenholder vi den styrke DATG havde underlagt på forskellig vis i 1998, nemlig 21 maritime enheder, dele af II MEF, norske landgangsbåde, minerydningskapacitet i form af NATO's stående minerydningsstyrke (MCM Force North) samt en hollandsk / belgisk minerydningsstyrke, minelægningsenheder, en norsk torpedobådsdivision og ubåde i associeret kontrol, så må DATG med rette kunne komme ind under definitionen på en NATO Task Group.(l) En af de mest interessante begivenheder i 1998 var da COMDATG fik ansvaret for at gennemføre en kystspringsoperation (HOOK Operation) med dele af II MEF og norske landgangsbåde, hvor de maritime enheder i DATG, foruden beskyttelse af landstyrkerne, tillige havde til opgave aktivt at støtte kampen på land med Naval Gunfire Support under den meget bevægelige landmilitære operation, der fulgte umiddelbart efter, at landtroppeme var ilandsat. Sammensætningen af styrken i 1999 adskilte sig fra 1998, idet der var et ønske om, at undersøge mulighederne for at sammensætte en styrke bestående hovedsageligt af mindre enheder, som skulle afprøves i et ikke udelukkende kystnært miljø. I 1999 blev tillige øvet samarbejde mellem specialstyrker og DATG med henblik på at undersøge, hvorledes det var muligt at gennemføre kommando og kontrol af væsentlige specialstyrker fra et maritimt hovedkvarter. Også i 1999 vil DATG være dækket ind af en bestående definition, idet betegnelsen NATO Task Unit må ses som den korrekte betegnelse. (2)

DATG specialisering

Kendetegnende for begge års operationer er, at de var fokuseret på det kystnære miljø, et miljø, hvor den danske flåde har opereret siden kong Hans. Vi er derfor i stand til ikke blot at navigere i dette miljø, men også at kæmpe. Det er netop dette forhold, der gør de danske maritime operationer unikke i NATO sammenhæng. De nationer, som vi normalt sammenligner os med, har ikke normalt fokuseret synderligt på operationer i det kystnære miljø bortset fra deciderede amfibieoperationer. Lande som England, Tyskland og Holland kan navigere i et kystnært miljø, men vil ofte være begrænsede rent operationsmæssigt på grund af disse landes maritime enheders dybgang. Maritime enheder fra USA ynder normalt ikke at operere i et kystnært miljø. De vil oftest skulle have hjælp fra nationale lodser. Norge vil også kunne betegnes som eksperter i kystnære operationer, men det der adskiller deres operationer fra vores er, at de som oftest ikke har de store overvejelser, hvad angår vanddybden, idet hovedparten af deres Qorde har endog meget store vanddybder. Vi i Danmark har foruden de geografiske forhold også de overvejelser, der er forbundet med begrænset vanddybde at tage i betragtning. Ingen andre NATO lande opererer ubåde på vanddybder mellem 20 - 30 meter, som det er tilfældet med de danske ubåde. Vi er eksperter i at bekæmpe ubåde på sådanne vanddybder. Ingen andre NATO lande udlægger så omfattende minefelter i så snævre farvande som os. Derfor har vi en niche, hvor vi kan kalde os eksperter i kystnære operationer, såvel offensivt som defensivt.

Det doktrinære grundlag i relation til operationens niveaumæssige indplacering

Uafhængigt af om der er tale om en Task Unit eller en Task Group, så er der behov for et doktrinært grundlag til at basere aktiviteterne på. Niveauet for det doktrinære grundlag er direkte relateret til den specifikke styrkes sammensætning. Når DATG opererer sammen med specialstyrker, som tilfældet var i 1999 besiddes en strategisk kapacitet. Vi opererer dermed i hele spektret fra det strategiske niveau til og med det taktiske niveau, og vores doktrinære grundlag skal derfor også dække dette spektrum. Det samme er tilfældet, når der er en minelægger associeret til styrken. En minelægningskapacitet er også at betragte som en strategisk kapacitet, hvorfor det doktrinære grundlag skal kunne anvendes i den komplette spændvidde fra strategisk til taktisk niveau.

Kommando og kontrol af maritime enheder

Før det doktrinære grundlag for DATG gennemgås, er det tillige nødvendigt kort at beskrive, hvorledes NATO udfører kommando og kontrol af maritime enheder. Der opereres med en Joint Force Commander (JFC), som normalt har operativ kontrol over de tilknyttede maritime enheder. Taktisk kontrol over alle eller over dele af disse styrker kan afgives til Joint Force Maritime Component Commander (JFMCC). Taktisk kommando / Taktisk kontrol over alle eller over dele af styrken kan være delegeret ned til en Officer In Tactical Command (OTC) for hver enkelt task, -force, -group eller -unit. OTC kan beholde den taktiske kommando / taktiske kontrol eller han kan afgive noget af autoriteten til underliggende ’’commanders”, men OTC vedbliver med at have det overordnede ansvar for at missionen gennemføres. Autoriteten og delegerede funktioner f.s.v.a. gennemførelsen af OTC's ’’policy” kan være delegeret til en Composite Warfare Commander. Altså ligesom tilfældet var f.s.v.a. den niveaumæssige placering og deraf spændvidden af det doktrinære grundlag ses her, at der åbnes mulighed for at fastholde en stor del af autoriteten på et højt niveau, men der er også mulighed for, at delegere store dele af autoriteten nedad i systemet. JFMCC eller OTC kan derfor vælge på hvilket niveau kommando og kontrol gennemføres afhængig af hvilken flådestyrke, der er tale om samt hvilken opgave, der skal udføres.

Doktrinens udvikling

Doktrinudvikling gennemføres traditionelt og også af DATG ved, at der udgives et ordrekompleks (det doktrinære grundlag), som vil blive skitseret i det følgende, startende fra det højeste niveau gående mod det laveste. Det første der er vigtigt, at gøre sig klart er, hvilken opgave det er hensigten, at flådestyrken skal løse. Når der skal udgives et ordrekompleks er det helt afgørende, at dette er så udførligt, at det tilsikrer, at de enkelte skibschefer i styrken handler ens og opfatter situationen på ensartede måder. Samtidigt skal ordrekomplekset være så fleksibelt, at den enkelte skibschef gives albuerum til at tilpasse netop sin enhed til den aktuelle operation under hensyntagen til netop dette skibs egenskaber og denne besætnings karakteristika. Det vil sige, at det komplette bestemmelseskompleks skal ikke alene give de underlagte chefer planen, men også hvordan de skal reagere til en hvis grad. Hvor stor spændvidde, der skal være for den enkelte skibschef, afhænger i stor udstrækning af hvilke Rules Of Engagements (ROE), der er gældende og denne spændvidde udvides og indsnævres i takt med at styrken tillægges forskellige ROE profiler i de forskellige faser af en moderne maritim operation. Udviklingen af doktrinen er et resultat af samspillet mellem de tre grundlæggende begreber:

Skærmbillede 2020-02-25 kl. 16.23.30.png

Dette samspil vil påvirkes af opfattelsen af den materielmæssige basis, truslen, opgaven og den overordnede mission. Efter denne analyse vil der kunne sammensættes en maritim styrke, der er skræddersyet til at løse den specifikke opgave, som er ønsket. Hermed er basis opnået f.s.v.a. det doktrinære bestemmelsesgrundlag, som DATG opererer på.

DATG doktrinære grundlag

Når opgaven og styrken er fastlagt kan det doktrinære grundlag beskrives. Dette grundlag er opbygget som følger: Der udfærdiges først en ’’Operations Order” (OPORD). Denne beskriver de overordnede forhold med hensyn til styrkens organisation. Heri beskrives hvorledes styrkechefen vil delegere autoritet, og til hvilket niveau dette vil oregå. Tillige beskrives de overordnede overvejelser med hensyn til styrkens kommunikationsorganisation. Generelle krav til flådestyrken f.s.v.a. billedopbygning, kommunikation, organisation, ansvarsområder o.l. beskrives tillige. Der vil fremgå til hvilket niveau billedet under vandet, på overfladen og i luften skal være klaret op, herunder i hvor stor afstand fra styrken, at evt. mål skal være identificeret. På baggrund af denne OPORD samt opgaven (missionen) kan der udfærdiges en ’’Concept of Operations”. Dette er reelt en overordnet missionsanalyse, hvor det overordnede ’’Endstate” omsættes til ’’Operational Objectives” og ’’Decisive Points”, som samlet resulterer i et antal ’’Key Areas”, hvorpå der skal fokuseres på vejen mod det definerede ’’Endstate”. Med baggrund i denne analyse opstilles en ’’Mission Statement” samt en ’’Tasking” af de enkelte dele af den maritime styrke. Styrken vil oftest være organiseret nedadtil i ’’Task Units”, hvor et eksempel kan være at minerydningsenhedeme (MCM enheder) samles i en enhed. En anden ’’Task Unit” kan eksempelvis være en division af torpedobåde eller de tilknyttede ubåde. Hvert af disse Task Units har en ’’Commander Task Unit”, hvilket oftest er den ældste chef i gruppen. Han er ansvarlig for at hans specifikke gruppe af enheder opererer i henhold til de direktiver, der er givet af styrkechefen. En "Task Unit” kan derefter være inddelt i ’’Task Elements” hvilket kan være en inddeling helt ned til enhedsniveau. Som tilfældet var for ’’Task Units har hver ’’Task Element” tillige sin ’’Commander Task Element” der er ansvarlig for, at hans gruppe af enheder opererer som dikteret af hans foranstående ’’Commander Task Unit”. Foruden ’’CONOPS” gennemføres en ’’Commanders Estimate” der reelt er en missionsanalyse med det formål at analysere de maritime operationer på niveauet under det der er dækket af CONOPS. Herudover udgives tillige et kompleks af ’’stående” signaler, hvis hensigt er yderligere at præcisere, hvordan der skal reageres i bestemte situationer. Disse signaler danner således rygraden i det konceptuelle grundlag. Dette doktrinære grundlag, som der reelt er tale om, vil løbende blive suppleret af mindre signaler afhængig af situationens udvikling. Hermed opnås, at evalueringsprocessen og den efterfølgende direktivændring ikke blot fremstår som en læresætning i doktrinære lærebøger, men benyttes i reelle maritime operationer til løsning af reelle maritime opgaver. Altså kravet om at doktrinen skal være: ”Authoritative but requires judgement in application ” er til fulde opnået. Der er tale om følgende ’’stående” signaler, der alle bygger på gældende NATO publikationer for de enkelte krigsarter, hvor den generelle ’’bibel” for maritime enheder er Allied Tactical Publication volume I eller i daglig tale ATP 1 VOL I. Denne publikation er ikke, som navnet så misvisende indikerer, en publikation der begrænser sig til det taktiske niveau, men en publikation, der dækker over alle niveauerne i moderne krigsførelse lige fra strategisk til taktisk niveau. For at illustrere dette, kan det nævnes, at publikationen beskriver, hvilke forhold der bør tages i betragtning ved operationer med styrker på størrelse med NATO Expanded Task-forces. Publikationen beskriver i denne sammenhæng, hvilke forhold man specielt skal være opmærksom på, hvilke formationsopbygninger der med fordel kan benyttes i forskellige situationer, hvorledes den overordnede kommunikationsarkitektur skal opbygges, hvorledes det overordnede maritime billede vil kunne opbygges samt hvilke enheder dette kræver. At lade sig misvise af, at publikationen i titlen indeholder ordet taktik er en fejl af dimensioner, hvis dette ord dermed mentalt begrænser den enkelte til at forstå publikationens såvel taktiske som operative/strategiske indhold. I det efterfølgende beskrives kort de mest benyttede signaltyper (de ’’stående” signaler):

’’Operations General” (OPGEN)

Dette er et signal fra OTC (f.eks. COM DATG), hvori styrkechefen foretager en evaluering af situationen (hvilket reelt er missionsanalysen - Commanders Estimate) og på baggrund heraf beskriver styrkens mission samt de generelle forhold f.s.v.a. reaktioner i relation til de enkelte maritime krigsarter. Heri beskrives hvilke specifikke ansvarsområder de enkelte enheder eller ’’commanders” har. Dette kan eksempelvis være udpegning af en enhed, der har det overordnede ansvar for at opretholde et luftbillede. En anden enhed kan være udpeget som ansvarlig for, at der til stadighed forefindes et tilstrækkeligt billede af overfladesituationen. Såfremt OTC har uddelegeret ansvaret, vil hans overordnede retningslinier fremgå af OPGEN.

OPTASKÄntiAir Warfare (OTAAW)

Dette signal er en videredetaljering af det punkt, der beskriver de generelle forhold omkring luftforsvaret som beskrevet i OPGEN. Udfærdigelsen af dette signal vil oftest være uddelegeret til den skibschef, der i kraft af erfaring samt enhedspotentiale f.s.v.a. sensorer og våbensystemer til luftforsvar er den mest kapable til netop denne krigsart. Skibschefen vil blive udpeget som ” Anti Air Warfare Commander” for hele styrken. Signalet vil beskrive detaljerede oplysninger af relevans for gennemførelse af styrkens luftforsvar. Dette være sig eksempelvis identifikationsprocedurer for indkommende fly. Tillige vil der fremgå, hvorledes styrken organiserer luftforsvaret - hvilken form for separation luftrummet skal have. Der kan således være tale om at betragte rummet som opdelt i mindre stykker, hvor enkelte skibe tildeles ansvaret for luftrummet i deres specielle område eller det kan vælges at betragte luftrummet som et hele, hvori der skal koordineres stringent for ikke at risikere nedskydning af eks. egne luftfartøjer. Der er altså fundamental forskel på, hvilken form man vælger, samt under hvilke situationer den ene form har fordele frem for den anden. Endvidere skitseres styrkens planlagte reaktionsmønstre i forb. med luftforsvaret mod en specifik missiltrussel.

OptaskAnti Submarine Warfare (OTASW)

Som tilfældet var for OT AAW, så er dette signal også en yderligere detaljering i stil med hvad er beskrevet ovenfor. Anti Submarine Warfare Commander vil således beskrive forhold som akustisk profilering, deceptive akustiske planer, våbenallokering, sonar policy og sidst, men ikke mindst, hvorledes styrken skal rutes imod destinationen således, at det maritime miljø benyttes i størst muligt omfang til at begrænse eventuelle fjendtlige ubådes muligheder for at indhente informationer om styrkens bevægelser.

Optask Anti Surface Warfare (OT ASUW)

Igen er der tale om et signal, der i lighed med de tidligere to beskrevne blot koncentrerer indsatsen om situationen på overfladen. Til dette er der tilsvarende udpeget en Anti Surface Warfare Commander. OTC vil i sit signal beskrive, hvorledes overfladekampen skal føres. Han vil beskrive, hvilke enheder der påtænkes udsendt som ’’pickets”, hvis det bliver aktuelt, at et billede af fjendens position skal indhentes af denne vej. Tillige vil der være beskrevet nogle forudbestemte reaktioner relateret til bestemte enheder, som kan iværksættes uden iværksættelsesordre. Dette kan være særdeles vigtigt, idet der vil være situationer, hvor det ikke er muligt at kommunikere af frygt for at blive opdaget, eller hvor kommunikation er umulig som følge af intensiv jamming.

Optask Mine Warfare (OT MW)

Dette signal beskriver de mere detaljerede forhold omkring minelægning og ikke mindst, hvorledes fjendtlige mineringer kan undgås. Heri står beskrevet i hvilke områder, det kan forventes, at f j e n d e n er i stand til at udføre mineringer. Tillige beskrives, hvorledes egne enheder kan dirigeres igennem fjendtlige minefelter efter, at disse er blevet renset for miner af egne minerydningsenheder. Derudover beskrives, hvorledes den enkelte skibschef kan forberede sig på en eventuel minesprængning. Denne beskrivelse vil kunne omfatte så detaljerede oplysninger, at også enkeltpersons optræden beskrives.

Optask Recognised Maritime Picture (OT RMP)

Dette signal beskriver i detaljer, hvorledes styrken organiserer billedopbygningen samt til hvilken grad, dette billede skal være klart. Herunder beskrives hvilke enheder, der har ansvaret for bestemte dele af billedopbygningen. Sådanne delelementer kan f.eks. være en separation mellem overfladebilledet, luft billedet samt undervandsbilledet. Dette signal beskriver ydermere, hvorledes de lokaliserede spor skal benævnes således, at der opnås en ensartet benævnelse, hvilket i sidste instans er altafgørende for i hvilken grad den enkelte skibschef oplever billedet som klart. Ydermere beskrives, hvorledes det overordnede billede bliver filtreret af en ansvarlig skibschef og derefter udsendt til styrken som det gældende billede for styrken som hele og dermed grundlaget, hvorpå den enkelte chef kan handle inden for den til ham tildelte autoritet.

Optask Link (OT LINK)

Heri beskrives i detaljer hvorledes DATA LINK arkitekturen i styrken skal opbygges. Det fremgår hvilke enheder, der har specielle opgaver f.s.v.a. LINK opgaver, det være sig eksempelvis hvilken enhed, der har ansvaret for at sørge for, at der er interaktion mellem enheder, der ikke besidder interoperable linksystemer. Tillige beskrives hvorledes informationer skal videregives til enheder, der ikke er udstyret med link forbindelse, hvilket som oftest er tilfældet med mindre enheder.

Optask Communication (OT COMMS)

Dette signal beskriver i detaljer hvilke frekvenser, der skal lyttes af de forskellige enhedstyper. Ydermere beskrives frekvensskifteplaner således, at styrken kan opnå en vis form for uafhængighed i relation til fjendtlig elektronisk krigsførelse.

Optask Electronic Warfare (OTEW)

Dette signal beskriver i detaljeret form hvilke elektroniske udsendelser, der relaterer sig til de af fjenden benyttede enhedstyper. Disse identificeres på ’’fingeraftryk” således, at de øvede operatører er i stand til at udpege en bestemt radar af en bestemt type til en bestemt ijendtlig enhed angivet på skibsnavn. Hermed opnås muligheden for fleksibelt at sammenligne indhentede elektroniske udsendelser og benytte disse til krydspejlinger således, at styrkens billede i mange tilfælde vil kunne opbygges alene ved hjælp af passive midler, hvorved det meget væsentlige af krigens principper nemlig overraskelse kan opretholdes.

ROE implementation ( ROEIMPL)

Dette signal foretager en opdatering af hvilke Rules of Engagements, der er i kraft på signalets udsendelsestidspunkt.

ROE interpretation (ROEINTRP)

Dette signal skal ses i sammenhæng med det ovenstående, idet dette signal beskriver, hvorledes styrkechefen opfatter betydningen af den enkelte regel. Dette er yderst vigtigt, idet den enkelte skibschef dermed direkte har på skrift, hvorledes styrkechefen vil handle i specifikke situationer. Dette er yderst relevant, såfremt kommunikation af en eller anden grund ikke kan opnås.

Fælles for alle disse signaler er, at de udgives inden operationen påbegyndes, og fungerer som sådan som det doktrinære grundlag for den samlede maritime styrke. Dermed opnås, at den enkelte skibschef og også de ledende officerer ombord tænker ens i de situationer, der forventes at opstå. Tillige beskrives, hvorledes der må reageres,'herunder hvilke våbentyper der må anvendes i hvilke situationer, samt til hvilket niveau disse må anvendes. Ydermere fremgår hvilke ROEs, der er i kraft samt, hvorledes disse er fortolket af styrkechefen. Dette tilsikrer, at den enkelte skibschef ikke uønsket eskalerer situationen som følge af at han tillægger en given ROE en anden fortolkning end styrkechefen. Der er nu klarhed over hvilken styrke, der er til rådighed til løsning af den givne opgave. Derudover er der nu beskrevet et doktrinært grundlag, der gør det muligt at løse den givne opgave. Dette grundlag bliver derefter løbende vurderet i den skitserede planlægningscyklus og bliver således kontinuerligt opdateret af den søbåme stab i takt med, at situationen ændrer sig. Det kan være, at der bliver tilknyttet nye enheder til styrken. Det kan også være, at CTF beder om en bestemt type af enheder til at gennemføre en speciel opgave i et isoleret farvandsafsnit, hvorfor disse enheder skal udgå af styrken. Det betyder, at ansvarsområder skal omfordeles således, at den resterende styrke igen bliver i stand til helt præcist at dække alle områder af den sømilitære kamp, således at missionen kan løses. Denne opdatering af det doktrinære grundlag foretages i praksis ved, at staben udfærdiger ’’Intention” og ’’Progress” signaler i takt med, at situationen ændrer sig. Disse signaler referer til det allerede udgivne ordrekompleks, hvorfor kun ændringer i forhold til det bestående indgår i signalerne. Dette gør, at signalerne bliver korte og præcise hvorved der er skabt et fleksibelt og let håndterbart "situations styrings værktøj" for styrkechefen.

Afslutning

Ovenstående viser med tydelighed, at desuagtet der har være en del debat tidligere om søværnets manglende doktrinære grundlag, så har vi haft og har benyttet ovenstående grundlag siden Danmark blev medlem af NATO. Tillige ses, at der er tale om et doktrinært grundlag, der hurtigt og smidigt kan kobles til den virkelige situation, til fulde kan indplaceres i den tidligere skitserede planlægningscyklus og sidst men ikke mindst har vist sig at fungere også i DATG. Hermed skulle den tvivl der kunne spores for ca. to år siden om, hvorvidt det danske søværn havde en doktrin eller ej kunne ijemes. DATG besidder et velstruktureret doktrinært grundlag der tillige tillader, at enheder fra de andre værn eller andre NATO-lande hurtigt kan inkorporeres, da dette vil være en naturlig del af den iterative planlægningsproces i staben.

Som afslutning på denne artikel citeres NATOs officielle definition for doktrin igen:

”Fundamental Principles by which the military forces guide their actions in support o f objectives. It is authoritative but requires judgement in application

Det danske søværn og dermed DATG er velbekendt med ’’the fundamental principles”. Den detaljerede vægtning af principperne og den tilhørende situationsbestemte vurdering forud for en operation foretages af den kommanderende til søs og hans stab.

Noter

1. En NATO Task Group er ifølge AJP 1 defineret som: En flådestyrke sammensat af kampenheder ( krydsere / destroyere / fregatter) samt ubåde og minerydningskomponenter. En Task group er således mere omfattende end en Standing Naval Force / Task Unit og kan derfor udgøre en mere tro­ værdig styrke samt opretholde en længere tilstedeværelse i operationsområdet.

2. En NATO TASK unit er ifølge AJP 1 defineret som: En samling af maritime kampenheder (fregatter / destroyere) eller af enheder med minerydningskapacitet, hvoraf et fartøj råder over de nødvendige faciliteter til udøvelse af kommando og kontrol.