I det ansete dagblad „Neue Zürcher Zeitung“ løber der for tiden (januar-februar) en artikelserie om uddannelsen af schweiziske reserveofficerselever. En af disse artikler vil ikke mindst for det nedenfor behandlede spørgsmåls vedkommende kunne påregne interesse også hos os.
Infanteriofficersskolen varer 15 uger og er altså af samme størrelsesorden som vor danske løjtnantskole. Det betones ud trykkelig, at den legemlige træning og præstationsevne ikke er afgørende for bedømmelsen af eleven. Med så meget desto større interesse bemærker man omfanget af de marchpræstationer eller måske, snarere terrainsportsøvelser, der indgår som led i denne kortvarige uddannelse. Disse øvelser tilsigter både at skole eleven til delingsførerens job, og i høj grad at opøve hans viljestyrke.
Eleverne er veltrænede ved deres optagelse i skolen, da de i nogen tid har virket som gruppeførere ude ved tropperne. Deres egentlige fysiske træning ved skolen omfatter 40 gymnastiklektioner a 45 minutter og 23 svømmelektioner. Disse lektioner af sluttes med en konkurrenceprøve i 10. uge, hvorefter der lægges særlig vægt på elevernes uddannelse som hjælpelærere (delingsførere) ved gymnastikundervisningen.
I forbindelse med adgangsprøven til skolen gennemfører ele ven et ti kilometers terrainløb. I sjette uge deltager han i et terrainløb (eller snarere: terrainsportsøvelse,) på halvtreds kilo meter. Denne er at betragte som en forberedelse til 100-kilometer prøven. En sådan har bladet refereret i følgende form:
„Den 12. januar var den store dag ved den skole, hvis ud dannelse vi fulgte. Mellem kl. 5 og 6.45 startede de 16 aspirantpatrouiller i Witikon til hundredkilometerturen. Det var endnu mørkt. Det var meget ubehageligt at stå stille. Lyset fra billyg terne faldt på patrouillefolkenes ansigter, da de i stram retstil- ling blev meldt af til deres leder: „Hr. major, jeg melder Dem, at patrouillen er klar." Få sekunder efter ville der blive givet startsignal til den store marchovelse, der allerede er blevet tra dition i officersuddannelsen og har antaget en helt sagnomspun den karakter. Ville man mon bestå prøven? Var den forestående anstrengelse mon større, end man havde forestillet sig? Og nu overrakte majoren patrouilleforeren den første befaling: „De marcherer til punkt ...!“ Til de første 4,5 kilometer til den første kontrolpost på Wassberg måtte der bruges 60 minutter, for at folkene kunne blive sat rigtig i gang.
Ved den anden kontrolpost, der var oprettet ved soldater mindesmærket på Fordi, havde rækkelølgen allerede ændret sig en smule. Nogle patrouiller holdt sig med vilje endnu noget til bage for ikke at opbruge deres reserver for hurtigt. Imens var solen stået op over et vidunderligt snelandskab. Marchvejen gik omkring Zurich-søen og Obersee. Mens en strålende blå himmel hvælvede sig over højdedragene, lå lavningerne indhyllet i tæt tåge. Det fine vejr havde en særdeles gunstig indvirkning på patrouillefolkenes humør.
En patrouille stormede netop frem fra skoven. Postkommandøren, en løjtnant, gav føreren en opgave, der skulle løses på nogle få minutter: en kompasopgave. I den iskolde luft var det ikke let at håndtere kort, kompas og skrivegrejer, men hvert sekund betød noget. Med stivfrosne fingre blev løsninger skrevet ned, og de fire patrouillefolk ilede allerede afsted over de sne klædte bjergskrænter.
Senere førte ruten gennem en skovbevokset egn. På denne strækning skulle der løses en iagttagelsesopgave. Skiver med numre var i uregelmæssig rækkefølge opstillet rundt omkring i terrainet og skulle af de forbiilende patrouillefolk opdages med argusøjne og indtegnes på et kort.
På skydebanen ved Hombrechtikon ventede en nv opgave, nemlig skydning med karabin mod teglsten på 1.50 melers af stand. Hver mand havde to skud til sin rådighed. Træfferne blev godskrevet marchtiden. Der var allerede gennemløbet tvve kilo meter. og patrouillerne var i fin form. Ganske vist opnåede ikke alle de ønskede resultater under skvdningen, men ingen misfor nøjelse sporedes.
T landsbyen Hombrechtikon blev patrouillerne neutraliseret tredive minutter. I dette hvil styrkede man sig ved et tarveligt måltid.
Ruten førte nu ned tæt ved Zurich-søen, og snart var patrouillerne forsvundet i tåge, der blev hængende under hele den fortsatte strækning om Obersee. I Tuggen, hvor pistolskydningen fandt sted, lå tågen endnu så tæt, at man en overgang knap kunne skimte skiverne, der stod på tredive meters afstand. Cirka klokken 15 nåede de første patrouiller Lachen, hvor kontrolpost nr. 7 stod. Patrouillerne havde nu allerede halvdelen, nemlig cirka halvtreds kilometer, bag sig. I en krohave meldte patrouil lerne sig til en major. Folkene så glimrende ud, som om de først lige skulle til at træde an til start. Ingen fortrak en mine. Men på forste sal i kroen så der snart ud som på el feltla/.aret. Sani tetspersonellet var beskæftiget med at behandle vabler, ophovnede steder og ømhed på fødderne. En neutraliseringsperiode på en time gav folkene lejlighed til at skifte sokker, soignere sig og at indtage et solidt aftensmåltid. Patrouilleliderne opviste allerede en forskel på indtil to timer. Men det ville være for tidligt at drage endelige slutninger på dette tidspunkt, thi den hårdeste prøve stod tilbage.
Det begyndte at blive mørkt. Patrouillerne skulle nu over vinde en strækning på 30 kilometer med 300 meter stigning ind til næste holdt — på Hirzelbjerget. Ca. kl. 21 indtraf de første grupper, hvor de først måtte bestå en prøve i taktik og troppe tegn. Her var der derefter 40 minutters neutralisering til indta gelse af en solid aftenkaffe. For første gang begyndte der at gå rygter om, at enkelte folk knap kunne gå lamgere. For mange betød hvert skridt nu en kamp mod stedse tiltagende ubehage ligheder og smerter. Men ingen talte om at give op. Man bed tænderne sammen. Der var tredive kilometers march til Zürich. Den hidtidige del af marchen var barneleg i sammenligning med denne sidste etappe. Der var vel ingen, der nogensinde for så lydeligt havde følt, livad det vil sige at overvinde sig selv.
Ved eettiden om morgenen meldte den første patrouille sig tilbage til skolecliefen på kasernen i Zürich. Chefen udtalte kort sin tilfredshed med den fremragende præstation. Den sidste pa trouille nåede frem til målet kl. 5.30.
Marchen var vellykket i enhver henseende. Den kendsger ning, at ikke een mand faldt fra, og at lægerapporten ingen sygdomstilfadde meldte om — ud over de for en lang march sæd vanlige fod- og muskelklager — viser, at marchen i sine krav var fuldstændig tilpasset aspiranternes præstationsevne. Den samlede strækning androg 94 kilometer i vandret distance og med ialt 994 m stigning, hvilket svarer til en total marchydelse på 103,94 kilometer.
Den hurtigste patrouilles gennemsnitshastighed androg 6,864 kilometer i timen, hvilket er en yderst respektabel præstation, da store dele af strækningen herunder måtte tilbagelægges i lob. 1 hele løbet var der indlagt tolv kontrolposter, ved hvilke der skulle bestås ialt ni forskellige prøver, nemlig en kompasøvelse, en bukommelsesøvelse, en iagltagelsesøvelse, geværskydning, håndgranatkast, pistolskydning samt prøver i nødhjælp, taktik, troppe tegn samt skydelære. Alle prøveresultater blev efter et bestemt system omregnet til points, der indgik i bedømmelsen.
Den store præstation, som hundredkilometermarchen er, er blevet til en uskreven tradition i infanteriofficerens uddannelse. Det oplevelsesindhold, som denne prøve rummer, er meget vigtigt for den unge officerselev. Som aldrig før oplever ban her den styrke og kraft, som kammeratskabet giver, og den magt, som viljen kan udøve over legemet.
Dagen efter marchpræstationen bliver der givet aspiranterne lejlighed til at udtale sig om deres personlige indtryk i en skriftlig beretning. Af besvarelserne skal her anføres et par uddrag, der taler for sig selv og ikke behover nogen kommentar:
Aspirant R., hvis patrouille var en af de sidst indtræffende, er af den opfattelse, at „aspiranten mellem den firsindstyvende og hundrede kilometer bliver mere officer end på tyve teori timer“.
Aspirant G. skriver: „Den værdifuldeste erfaring, som jeg bar gjort på denne march er følgende: Man kommer altid videre, hvis man blot vil. Jeg har erfaret, hvilke præstationer min krop er i stand til at udføre, når jeg tvinger den med min vilje, og denne erfaring vil jeg ikke for nogen pris undvære, tbi den giver mig selvtillid til min fremtidige opgave som officer.“
Aspirant S. bar under marchen oplevet, hvordan „kun en stor opgave danner førerpersonligheden“, og aspirant B. skriver: „Alle er enige om, at enhver veltrænet officersaspirant er opga ven her voksen.“ Mange skriver, at det slet ikke er muligt for en mand, der ikke selv bar gjort marchen med, at bedømme præstationen eller at fordømme en præstation.
Hundredekilometcrmarchen er i første række en oplevelse af gruppearbejdet, som der i vore dage tales og skrives så meget om. Det er fortjenstfuldt af officersskolen, at den holder fast ved sådanne duelighedsprøver, gennem hvilke dette team-work bliver en personlig oplevelse for vore officerer. Men det må også un derstreges, at denne oplevelses følelsesværdier i bøj grad afhæn ger af det åndelige klima, af hvilket den er fremstået. Samtlige instruktionsofficerers arbejde og inspirerede m edvirkning spiller en vigtig rolle.“
Så vidt „Neue Zürcher Zeitung“.
Hvilket herved meddeles til efterretning og eventuel mere eller mindre behagelig foranstaltning for såvel myndigheder som for enkeltpersoner!
Pedestrius.
