Log ind

March, oppakning og moral

#

I tidsskriftets novembernummer har ikke mindre end to indsendere tage ordet i anledning af undertegnedes artikel i septembernumret under ovenstående overskrift. For overlæge, dr. med. Poul Freudenthals bemærkninger hermed en geledsoldats hjertelige tak. De underbygger fra et eksakt lægeligt synspunkt, hvad jeg, delvis ad empirisk vej, har måttet nå frem til vedrørende marchtræningens anlæggelse, gennemførelse og betydning for kampen. — Da det vist er skik også at takke „uenige“ indsendere, være hermed „102“ takket for sit indlæg, der viser mig, at jeg ikke har evnet at meddele mine tanker i en tilstrækkelig klar form. Men dadlen derfor falder alene på mig. Jeg skal da forsøge at uddybe synspunkterne en smule:

Side 318 har jeg skrevet, at „den disciplinerende virkning af tritmarchen burde kunne opnås og tilfredsstilles fuldt ud ved den rent eksercermæssige eksercerplads-indøvelse af marchen, som man vel næppe kommer uden om, og som jo også kan være et vigtigt led i en underafdelings ydre form.“ Dette berettiger efter m in formening ikke til at sige, at jeg kun v il „akceptere en stram kolonneformation, for at tropperne kan gøre indtryk på bude og vinduespudsende husassistenter“. Ak, der er altid nogen, der tager det alvorligt, når man mener at have sagt noget morsomt. Jeg har selv gjort ganske de samme erfaringer som „102“ vedrørende 52 km marchtur, fraset dog det med øllet og cykleturen. V i spadserede såmænd til stationen. Jeg var endda rekylgeværskytte for første gang. Men rent ud sagt: Det har jo ikke meget med sagen at gøre. 52 km marchturen var en eengangspræslatinn, og forude vinkede mor på Amager med øl og fodbad (for at citere „102“ ). I krig vinker kamppladsen med død og lemlæstelse, og det, som har interesse, er ikke, at man kan holde gejsten oppe en dags tid, til man er i den sikre havn, men at del fysiske og psykiske slid på soldaten under marchen, ofte umiddelbart før kamp, bliver så ringe som muligt. Jeg har haft den ære at tilhøre fodfolket i alle grader til og med bataillonschefens og fulgt og sammenlignet mange kompagniers marchpræstation og moral under langvarige øvelser (ugevis igennem) under primitive forhold, og jeg nærer ikke den ringeste tvivl om, at den af mig beskrevne træningsform — som også af overlæge Freudenthal anført — er rigtig. Men hertil kommer rigtignok også helt andre ting: Har en kolonne march på 52 km i fredstid overhovedet ringeste hensigt? V il nogen fører i krig i den grad krænke alle sikrings- og sløringshensyn, at han lader sine tropper marchere i sluttet kolonne, udsat for flyvermaskingeværer eller guerillaild? Dog vel næppe, ikke engang om natten, jfr. mine bemærkninger herom. (At det under visse operationer om natten er ønskeligt en stund at holde styrken tæt sammen af taktiske årsager (forbindelse, sammenhæng o. s. v.l er en ganske anden sag, men har ikke relation til langvarige marcher ad større veje). Det er dejligt at læse om den rytme, hvori „102“s kompagni duvede uimodståeligt hen ad vejen. Men under fellSorhold sker der — som for infanterister bekendt — ustandselige småstandsninger, så at rytmen afbrydes, og kolonnen klumper sig ned i en grøft under slemme ord, fordi nogle bliver nødt til at gå lidt længere væk end andre. Disse standsninger, irriterende som de er, er ikke desto mindre uundgåelige. „Vandreren“ finder straks sin egen rytme. Kolonnen må til at genskabe sin. Hvad med forbindelsesfolk? Luft- og panserspejdere? Hvordan befinder de sig inde i marchkolonnen? Kan de løse deres opgave? Overbovedet ikke. Den samlede psykiske og fysiske belastning er mindre, når soldaten går i den bløde vejkant (jeg tilgiver „102“, at han lægger mig march i grøften i munden; en pølse i slagtetiden o. s. v., ikke sandt?), i sin egen takt og med sin naturlige skridtlængde, der kan være meget forskellig fra 80 cm. A t det er noget højst ubehageligt noget at gå „uden trit“ i en kolonne, giver jeg „102“ ganske ret i ; det har bare intet som helst at gøre med, hvad jeg skrev, for i de feltmæssige formationer, jeg anbefaler, er afstanden „passende dyb“ mellem hver enkelt mand, d. v. s. 3— 5 meter. „102“ bestrider ikke med et ord de dog ret vægtige synspunkter, jeg har fremført vedrørende nødvendigheden af at holde vejbanen fri til de talrige motorkøretøjer, som nødvendigvis må og skal benytte vejene. Erfaringerne fra en gardermarclitur i Nordsjælland en fredelig sommerdag og for 25 år siden kan ikke have relevans i denne forbindelse. — Hvad enten så sjælen løftes, og hjertet banker under kolonnemarchen, så bliver der ikke noget af den i krigstid. Bevis: Studér nogle tusind billeder fra verdenskrig II og fra Koreakrigen. „A lt hvad soldaten lærer i tjenesten, lærer han for krigens skyld“ (kildeangivelse forhåbentlig ufornøden). Først og fremmest derfor skal vi forlade kolonnemarchen i fred og træne soldaten i det, han vil komme ud for under krig: enkeltkolonnemarehen i vejsiderne. Jeg bar stedse trænet mine soldater efter dette synspunkt, efter at jeg havde analyseret og erfaret mig frem til sandheds erkendelse, og folkene har præsteret mindst lige så gode ting (selv mener jeg naturligvis bedre) under denne træningsform, og også de betragter de strenge marcher som højdepunkter, positive værdier, i deres soldatertid. I m in fremstilling anførte jeg udtrykkeligt, at man skal være varsom med kritikløst at overføre amerikanske synspunkter på vore forhold. Hvorfor da „102“s antydninger om, at det er amerikanske erfaringer, der bygges kritikløst på? V i vil alle gerne medvirke til ved en passende anvendelse af det, som en tysk frontpsykolog har kaldt „das sentimentale Nebenerlebnis“ — lejrbålet, samtalen på tomandshånd, badeturen, musikken, den budfordrivende kolonnerytme — at stimulere vore folk under uddannelsen. Jeg hvilede også hellere med kompagniet ved L ille Gribsø end på skydebanerne ved Avedøre. Men uddannelsen skal være ægte, den skal sigte mod krigens krav, hvor lønnende mål ikke tnå bydes fjendens flyvere eller en guerillagruppe, livor vejen skal holdes fri til en intens trafik af taktiske og forsyningsmæssige køretøjer, hvor den enkelte mands fysik skal udnyttes og skånes så meget som muligt, og hvor han på et sekund skal kunne springe i dækning og derefter gå i stilling til skud. For, ikke sandt, fronten er jo overalt! Jeg er vis på, at mange andre, brave gamle soldater føler som „102“ og oprøres over den materialistiske kætterånd, der lægges for dagen i undertegnedes betragtninger. Men endnu en gang: Tag krigsbillederne frem! Marchkolonnen marcherer forbi statschefen i hovedstaden. Når der marcheres mod fjenden, ses ingen marchkolonner. Og dér venter snavs, sult og angst og hverken nattegn, øl eller hjemmets varme. Med forstående, men desuagtet uenig hilsen.

Pedestrius.