Log ind

March, oppakning og moral

#

Når man for et par snese år siden begyndte en m ilitær afhandling, var det god latin at begynde med et citat af Clausewitz. Nu er geledfilosoffen S. L. A . Marshall med de lettere tilgængelige, praktiske anvisninger trådt i forgrunden. Men de to mænd er enige om, at soldater, og da naturligvis først og fremmest infanteriet, skal kunne marchere. Det har alle store hærførere vidst og sagt („Sejren vindes med soldatens fødder“ o. s. v. o. s. v.), men, skriver Marshall: „på grund af motoriseringen er vi i den amerikanske hær tilbøjelige til at glemme, at landevejsmarchens betydning i tidligere tider ikke bestod j, at den hærdede musklerne, men at den, næst efter egentlig kamp, var den bedste metode, hvorpå man kunne skille mandfolk fra svæklinge. Dette gælder også i dag, trods alle de nye vilkår, som motorkrigen har ført med sig. E n hård marchøvelse er den mest tilfredsstillende uddannelsesprøve på den enkelte mands moralske styrke.“ Clausewitz mente noget lignende, da han skrev, at den hårde uddannelse i fred ikke så meget sigter på at hærde mandens krop som hans ånd.

Der er næppe nogensinde i den nyere krigshistorie blevet foretaget så lange fodmarcher som af tropperne på den russiske krigsskueplads 1941— 45. I Korea må infanteristerne på begge sider undertiden tilbagelægge store distancer til fods (amerikanske rangers 60 km daglig i ugunstigt terrain). Det bekræftes desuden atter og atter, at motortransport i krig kræver meget gunstige forudsætninger, for at den skal kunne finde sted med den hurtighed, man efter fredsforhold vil kræve af den. Fra vore øvelser ved vi, at cyklende tropper undertiden er hurtigere end motortransporterede. Det bør naturligvis ikke få førerne til at glemme Pattons maxime om, at man bør sætte infanteriet op at køre, hvor det overhovedet er muligt, selv om også en enkelt „ortodoks“ officer får bommesislag af at se det.

Evne til at gennemføre lange marcher og efter sådanne at have en væsentlig del af kampkraften, ikke mindst kamp moralen, i behold, tør altså anses for at være et af hovedkravene til også den moderne infanterist. Fredsuddannelsens marchøvelser tager dels direkte sigte herpå og er dels et vigtigt led i den moralske opdragelse af soldaten, jfr. Marshalls og Clausewitz’ foran anførte udtalelser.

Inden der gås over til en nærmere omtale af, på hvilken måde marchuddannelsen og marchøvelsen bør foregå, forekommer det naturligt at referere nogle bemærkninger, som schw. major Kurt Aebersold har fremsat om march (Allgemeine Schweizerische Militär-Zeitschrift, maj 1952). Han begynder med at fastslå, at også en fremtidig krigs infanterist må kunne

— marchere godt,

— leve nøjsomt og primitivt, og må være

— i høj grad personligt mobil.

Majoren har til sin overraskelse konstateret, at de schweiziske afdelinger, som bestod af byboer, marcherede overordentlig ringe ved de årlige genindkaldelser. „Når infanteristerne i den bedste soldateralder en varm septemberdag marcherer uden oppakning og under maksimal marchfrihed, og de efter 3— 4 kilometers march må tages ud af kolonnen, fordi de ikke kan klare denne anstrengelse“, må der ganske simpelt være noget galt. Hvor ligger årsagerne?“ Aebersold begynder med at fastslå, at skylden ikke alene kan lægges på den enkelte soldat. „Hovedårsagen må søges i den blødagtiggørelse,*) der griber om sig, og i hele vort opdragelsessystem“.

Forfatteren fremhæver derefter, at endnu for ikke ret mange år siden drog børnene om søndagen på fodtur med deres forældre, forsynet med en velpakket rygsæk. Med rette fremhæver han heroverfor, hvordan fritidsudnyttelsen i stedse højere grad har fået en passiv karakter. Vel findes der vandrere, som ikke tænker på at blaffe sig gennem eget og andre lande, men de er dog et kummerligt mindretal. Søndagens adspredelsesmæssige højdepunkt nås ikke på en lang eykletur eller vandring, men for flertallets vedkommende ved rent passiv eskapisme i biografen eller ikke m indre passiv beskuelse af andres slid. E n kamp mellem DøllefjeldeMusse og Skovshoved på Østerbro Stadion kalder flere tilskuere til, end hvis samtlige nobelpristagere i verden blev ført frem i ringen. Og så er der slet ikke talt om den særlige kategori af nnge mænd, der tilbringer sommersøndagen eller -ferien med slattent solbaderi og uden motion. E r det den i forbindelse hermed stående mangel på øvelse, eller er det forkert ernæring, som er skyld i, at Danmarks unge mænd har den største platfodsprocent i verden? Man tør således nok hævde, at kun meget få af ungdommen driver de former for legemlig øvelse og da specielt marchøvelsen, som er af værdi for den militære uddannelse. Denne må derfor i så henseende starte scratch, med forbehold for den del, der som spejdere, terrainsportsfolk o. lign. har dvgtiggjort sig i nogen grad.

Den ortodokse form for marchøvelse i den danske hær tør vel have set og ser endnu mange steder sådan ud: Der marcheres i sluttet formation, delings- eller kompagnivis, i trit, på brosten eller asfalt, ud ad landevejen med de foreskrevne hvil, stundom måske med en reservehornblæser eller/og en trommeslager i spidsen. Det er den gode, gamle marchformation, sådan som den er tradition hos os. Men er den rigtig? Næppe! I krigstilfælde vil man kun højst undtagelsesvis komme til at marchere i marchkolonne; fronten er overalt, og i hvert fald må man være forberedt på angreb af lavtgående fjendtlige flyvere selv flere hundrede kilometer bag ved den egentlige kampfront. Det vil være dårlig politik at gå i sluttet formation. Det kunne indvendes, at man vil gå i sluttede formationer om natten for at føre bedre kommando under forhold, hvor skærpet kommandoføring ofte vil være ønskelig (jfr. det gamle I. A.s pudsige bestemmelse om skærpet årvågenhed ved passage af kroer!). Men de nyeste oplysninger — ja, da i iøvrigt også meddelelser fra krigen 1939— 45 — udsiger, at den fjendtlige luftopklaring og fjendens muligheder for at åbne ild fra luften om natten er langt større, end vi er tilbøjelige til at tro. K u n storm og tættere tåge hindrer den fjendtlige fly ver virksomhed totalt. Men både om natten og om dagen er der yderligere forhold, som taler stærkt imod anvendelsen af sluttede formationer (marchkolonner), med dertil hørende tritmarch: Der må på alle marchveje regnes med en meget intens motortrafik. Ordonnanser og stabsvogne, sanitetsvogne, reparationsvogne, ammunitionsvogne og andre „faglige“ køretøjer, for ikke at tale om de taktiske køretøjer, som springvis følger kolonnerne eller (som f. eks. ved panser- og sidesikringsled) ustandselig er blandet ind i disse, piler frem og tilbage, og det er højst ubehageligt at være fodmarcherende infanterist i kolonne under disse forhold — navnlig da om natten; køretøjerne vil jo i øvrigt sjældent føre lygter! Soldaten går altså mere ubesværet i vejsiden, foruden at han undlader at hæmme motorkøretøjernes bevægelser. Og dernæst: Det slider mindre på infanteristens fod, når han ikke marcherer på hård vejbane, men inde i de græsbevoksede eller dog blødere rabatter (vejsider). Spørgsmålet fortjener en medicinsk behandling, og undertegnede kan kun basere sig på et empirisk materiale. Trit- og kolonnemarchen kan nok i visse tilfælde i fredstid rive de svagere med, men marchen i enkeltkolonnen uden trit og med passende dybe afstande opøver på den anden side den enkelt soldats evne til at holde ud. Og under krigsforhold, ja selv under manøvrer, vil han ikke have den støtte, som horn, tromme, trit og sidemand giver. I øvrigt er for mange soldater tritmarchen et virkeligt ubehagsmoment, al den stund den enkeltes skridtoptimum — -længde, -rytme og -hastighed — jo varierer betydeligt alt efter benlængden m. v. Den disciplinerende virkning af tritmarchen burde kunne opnås og tilfredsstilles fuldt ud ved den rent eksercermæssige eksercerplads-indøvelse af marchen, som man vel næppe kommer uden om, og som jo også kan være et vigtigt led i en underafdelings ydre form. Endelig er det jo langt hurtigere og effektivere at komme i dækning fra enkeltkolonner i vejsiderne end fra en marchkolonne. Og i jet-alderen skal det gå rapt!

Med undtagelse af march inden for „honnørgrænsen“, hvor man dels af uddannelsesmæssige hensyn, dels for at gøre indtryk på de bude, vinduespudsende husassistenter og enkelte andre medborgere, som bivåner ud- og hjemmarch, lader denne foregå i stram kolonneformation, bør derfor al uddannelse (træning) i march ske i enkeltkolonner i en eller begge vejsider; under fredsuddannelse bør marchen ske ad så lidet befærdede veje som muligt, fordi det er generende både for de civile trafikanter, og navnlig for den marcherende styrke, hvis der er stærk, civil hovedvejstrafik at tage hensyn til. Kolonnemarcher under sådanne forhold er, som allerede i forbindelse med de krigsmæssige v ilkår bemærket, alt andet end behagelige. Som en rent konjunkturbestemt bemærkning kan det tilføjes, at den danske lastbilpark for store deles vedkommende er så ringe, at det ikke er betryggende at vide sig afhængig af sådanne (brunkulsbiler ni. m.!) koretøjers bremser, hvad man jo er, når man marcherer afsted i kolonne. I øvrigt stammer kolonnemarchpraksis’en jo fra en tid, da bilernes antal var endog meget væsentligt mindre end nu. I øvrigt bor ikke mindst den frygtelige katastrofe, der i vinter skete i England, og hvorved benved 30 unge kadetter mistede livet ved, at en bus i tåge korte op i den marcherende kolonne, vække alle til eftertanke om kolonnemarchens ulemper kontra eventuelle fordele. Det bor ej heller glemmes, at afmærkningen af marcherende kolonner I anbringelse af lygter, nye batterier til samme o. s. v .) ikke er nogen fuldt tilfredsstillende løsning.

Ved marcl\trwningen er det nødvendigt at tage talrige individuelle hensyn, måske mere end ved nogen anden uddannelsesgren, bortset fra løbetræningen. Soldaternes fysik ved mødet er højst uensartet, og under træningen vil folk være fraværende af snart en, snart en anden grund — enten som følge af sygdom, specialuddannelse (førerbevis) eller af de afgivelser, der som en pest hærger hærens kampafdelinger. Det er nu af væsentlig betydning, at kravene afpasses efter ydeevnen, da man ellers udsletter sig for, at et ikke ringe antal som fodsyge berøves uddannelse og træning i et antal dage efter den enkelte marchøvelse. Det er derfor ofte praktisk at lade marchøvelserne foregå ad flere ruter, så at folkene kommer til at tilbagelægge en til deres evner og standpunkt svarende længde. Det må haves i erindring, at temperatur og fugtigbedsgrad kan have væsentlig indflydelse på, hvor anstrengende marchen føles. En af de hyppigste marchhindringer er seneskedeliindebetændelsen, der dog kun sjældent opstår under marchen, men oftere som følge af for megen stillestående øvelse på hård bund og, så vidt m in erfaring strækker, også på grund af den legemlige spænding, hvori soldaten tvinges til at befinde sig under indøvelsen af tritmarch. Tilhængere af den psykosomatiske skole vil mene, at soldaternes almenbefindende, d. v. s. kort og godt: Hvordan de befinder sig ved kompagniet og i det hele laget i tjenesten, er i boj grad medbestemmende for sygelighedens omfang. Tilfredse, glade soldater ved en underafdeling, hvor tjenesten går med liv og lyst og den rette afveksling og først og fremmest præget af et godt forhold mellem befalingsmænd og menige, vil være betydelig mindre modtagelige for bl. a. den omtalte lidelse end soldaterved et kompagni, livor der råder en gnaven, irriteret, indeklemt stemning. Også disse betragtninger har jeg fået bekræftet ad erfaringsmæssig vej; en indgående lægelig analyse turde påregne betydelig interesse hos geleddets officerer. Platfodethed er som omtalt en i Danmark usædvanlig hyppig lidelse. Om grunden er forkert ernæring, brug af forkert fodtøj under opvæksten, af gummistøvler, eller mangel på øvelse for fødderne, må de skriftkloge opklare. Geleddet står overfor den kendsgerning, at et ikke ringe antal af mandskabet selv ved fodfolket klager over — og kan dokumentere — platfodethed i nogen grad. Ved artilleri og andre tekniske våben er procenten muligvis endnu højere end ved fodfolket, men genen derved ifølge sagens natur mindre end der. Med tilfredshed ser geleddet, at der er truffet skridt til at lade foretage ortopædiske øvelser med fodsvage soldater, omend underenkadreringen og uddannelsesforholdene i det bele taget nok i øjeblikket vil begrænse den praktiske værdi af foranstaltningen. Derimod er teknikken m. h. t. platfodsindlæg ret højt udviklet, og med den rette vejledning vil mange lettere platfodede soldater kunne gøre fuld fyldest trods deres .skavank. Platfodetheden må aldrig kunne bevirke fuldstændig kassation, men snarere en overførelse til arbejde, der ganske vist ikke kræver march, men som dog er mindre lystbetonet end den egentlige kompagnitjeneste. A t bruge platfodsindlæg er nemlig mere et spørgsmål om vilje indefra end om lægens pædagogiske evne. Men naturligvis kan det ikke bestrides, at middelsvære og svære tilfælde af platfodethed kan gøre — og oftest gør — en mand ude af stand til at marchere mere end 4— 5 kilometer. Men i reserveanstalter m. v. er der også god brug for den slags folk, både i krig og fred. Gennemfører man nu marchtræningen under hensyntagen til alle disse individuelle forhold og mere som en „vandrer“-træning end en kolonne- eller flokøvelse, og fører man, f. eks. ved delingen, nøje regnskab med den enkeltes præstationer og præstationsevne/,,standpunkt'4, vil man i løbet af nogle måneder kunne begynde på de samlede marcher med kompagniet og da straks få stor glæde af det detail arbejde, med hvilket man har skabt grundlaget for marchdueligheden.

Det behøver vel ikke nogen nærmere dokumentation, at en del af marchøvelserne (normalt: af hver marchøvelse) bør foregå i terrainet, i feltmæssige formationer og med feltmæssig oppakning, samt i mulig udstrækning med fægtningsbelastning, hvilket har særlig aktualitet for mandskab ved det tunge kompagni, da fremrykning med morterer, maskingeværer og dysekanoner destoværre ofte må foregå ved bæring og ikke ved kørsel. Ikke mindst spørgsmålet om de vægte, som soldaterne under disse vilkår kommer til at bære, er interessant for troppeofficeren. Det vil være bekendt, hvorledes der i mange staters bære, også i den danske, i sin tid er foretaget indgående undersøgelser af gennemsnitssoldatens bæreevne, ligesom der jævnlig fremføres bekymring for, at der lægges for store byrder på soldaterne. For det tunge kompagnis vedkommende vil specialvåbnene jo altid blive kørt under længere march på vej. Problemerne opstår først i forbindelse med bæring i terrainet, og der melder sig her en undertiden uomgængelig taktisk nødvendighed: Våbnene skal frem, hvorunder det efter førernes skøn kan være nødvendigt at tilkommandere ekstramandskab, efter omstændighederne fra de lette kompagnier, til at bære materiel og ammunition. For de lette kompagniers vedkommende bæres i hvert fald de lette maskingeværer og efter omstændighederne også andre af de tungere våben af manden under selv de længste landevejsmarcher. Ligesom det tunge kompagnis folk naturligt affinder sig med det uundgåelige: A t transport gennem terrainet oftest må ske på mandskabet (når man nu af en eller anden grund ikke vil lade dem transportere i pansrede, lette køretøjer af den type, som englænderne længe har anvendt i deres carriers — vi herhjemme periodevis også (læs artiklen i M. T. 1951 om „Transport på kamppladsen“ ) — og franskmændene nu ved en simplificeret form deraf). Under march på landevejen, hvor Kreti og Pieti farer rundt i motorkøretøjer, føler den såkaldte lette infanterist det bittert, at han skal bære de tunge våben på sin ryg eller skulder. Ud fra et træningssynspunkt kan meget forsvares i så henseende, men i krigstid gør kompagnichefen vel i at indrømme sine delingsførere en rimelig margin til at lade tungt materiel (maskingeværerne m. v.) transportere på cykler eller improviserede småvogne o. s. v., når det drejer sig om landevejsmarcher. I hvert fald kan de tungest belæssede folk lempes på skift. Værdifu ld kampkraft og moral vil kunne spares ved en klog administration af denne tjeneste. Det er ved første øjekast egnet til at vække forundring, at al motorisering og anden teknik ikke har lettet soldatens oppakning og fægtningsbelastning i forhold til, hvad den var for tusind år siden. Nogle af de værste uhyrligheder er gennemført i teknikkens navn, således bærere af den såkaldte lette trefod ved rekylgeværkompagnier i begyndelsen af 30’erne herhjemme. At bestemmelserne fastsatte, at det var 4. deling, der skulle bære trefødderne på ryggen, også under de lange træningsmarcher, gjorde visselig ikke sagen bedre. Lykkeligvis er den slags absurditeter manet i jorden. Men alligevel er enhver undersøgelse af fægtningsbelastningen, dens nødvendighed, dens minimum og dens optimum, altid sikker på at interessere tropperne. General S. L. A. Marshalls afhandling („The soldier’s Load“ ) er ingen undtagelse i så henseende. Nedenfor nogle uddrag af og betragtninger til den:

Som en programerklæring for sit skrift skriver M . : „Det er almindelig anerkendt, at den heldige krigs hemmelighed ligger i at holde soldaterne i en tilstand af sjælelig årvågenhed og legemlig velbefindende, der sikrer, at de kan og vil rykke frem (manøvrere), når de modhager den rette ordre dertil.“ Med denne tese som grundlag — og lad os håbe, at alle erkender dens rigtighed — går M. derpå over til at rette kritik mod både fortiden og nutidens militære førere, som, påstår han, læsser for meget: For megen ammunition, for megen forplejning o. s. v., på ryggen af deres soldater. Der er ingen tvivl om, at Marshalls udtalelser på dette område skal læses med en vis forsigtighed af vesteuropæiske soldater. Han fremfører nemlig som sin hovedtanke, at disse vægte jo kan føres i trainet, og at det kun er et teknisk-forvaltningsmæssigt spørgsmål at få forsyningerne frem fra dette. Nu skal der ikke her tages stilling til, hvorledes forsyningstjenesten virker i den amerikanske hær, selv om denne lige så lidt som andre hære er blevet forskånet for alvorlige forsyningskriser (sommeren og efteråret 1944, jfr. alle V. I. l ’.-boger om spørgsmålet). Den vesteuropæiske officer v il udtale, at i princippet ønsker man soldaten lettet så meget som overhovedet muligt, men at forsyningstjenestens svaghed (mangel på benzin og vogne, evt. fj. luftherredomme, kaos i de tætbefolkede egne o. s. v. o. s. v.) danner en overordentlig stærk tilskyndelse til at gøre kamp afdelingerne uafhængige af forsyningstjenesten i et rimeligt tidsrum. Hvad der så kan betegnes som „et rimeligt tidsrum“ er igen et andet spørgsmål: Fodfolksmorterer skyder hurtigt den beholdning op, de medfører i kompagniet og vel også i ammunitionskolonnen, medens en „let“ soldat dog i form af en beskeden vægtmængde kan medføre forplejning og rationer til indtil nogle dage. Marshall tror altså mere på forsyningstjenestens kapacitet og øvrige muligheder, end vi i de vesteuropæiske hære er tilbøjelige til på grundlag af vore erfaringer. Dette må haves i erindring under det følgende.

M. går med stor kraft ind for vægtlettelse ved afskaffelse af bajonetten. Det overvældende flertal af krigserfarne officerer giver ham ret i, at bajonetten ikke længere spiller nogen rolle, ja, at den nærmest er skadelig s. f. a. den ændring den bevirker i geværets skydeegenskaber. Der foreligger ganske vist eksempler på, at hele kompagnier under kampene i Korea har haft brug for bajonetten, men eksemplerne er isolerede. Nærkampen afgøres på 5— 10 meters afstand og med skud. Tyske erfaringer fra østfronten bekræfter fuldt ud denne opfattelse. Formentlig bør man drage konsekvensen heraf og afskaffe den „feltmæssige“ indøvelse af bajonetfægtning. Muligvis bør man beholde uddannelsen i gymnastiksalen, fordi det er en hærdende, viril sport, som nok kan være tiltrængt i en tid, der er så blødagtig som vor.

Medens afskaffelsen af bajonetten kan ske ved et pennestrøg og utvivlsomt også bør ske, vil man være mere forbeholden med hensyn til det næste mål for M.s vægtbesparelsesbestræbelser: ammunitionen. Han siger, at ammunitionsmangel kun sjældent opstår hos geværskytterne ved fronten (det må dog ligge anderledes ved selv de lette maskingeværer og morterer), og at disse altid vil kunne skaffe sig ammunition hos faldne, sårede eller hos de folk, som nok vil være med til bevægelserne, men som ikke vil skyde, jfr. her diskussionen om „de 15 %“. Det hævdes, at mange af den amerikanske hærs mest berømmelige kampe (Bastogne m. fl.) er udkæmpet med sparsomme ammunitionsforsyninger, og at de kæmpende her hjalp sig netop på den anførte måde. M . mener altså, at man v il kunne klare sig med betydelig ringere ammunitionsmængder „på manden“, end det normalt antages. Han hævder også, at een dags forplejning er tilstrækkelig, allerede da soldaterne erfaringsmæssigt ikke spiser meget i det første kampdøgn, og at man derefter vil kunne basere sig på forsyningsenhederne.

På forskellige tidspunkter i nyere tid har man i Tyskland og England flygtigt berørt sammenlængen mellem vægtbelastning, legemlig udholdenhed og sjælelig udholdenhed (kampmoral). Det kan sikkert godtages, at soldaten bedre kan bære tunge byrder på en langvarig, jævn landevejsmarch, end hvis han beherskes af frygt på selve kamppladsen. (Der er ingen modsigelse mellem denne antagelse og med det foran nævnte om nødvendigheden af at bære våbnene frem gennem terrainet, thi det uomgængelige heri indses af alle). Man har beregnet, at den romerske legionær under march bar 57,2 pund, under fremrykning til føling 44 pd. og i selve kampzonen kun 33 pund ialt. Britiske forsøg i 1931 gav til resultat, at det rent fysiske vægtoptimum var ca. 32 pund. Men erfaringerne glemtes i fredstidens daglige trummerum, og da krigen kom, gav man sig igen til at øge soldatens belastning, fordi det altid gjaldt om at være på „den rigtige side“ og helst ikke stå uforberedt i nogen eventualitet — jo i øvrigt ikke nogen dadelværdig indstilling, principielt set. Marshall vil im idlertid gerne overbevise os om, at den i realiteten var i høj grad dadelværdig. V i kan næsten være tilbøjelige til at tro ham, når vi læser, hvad 153. infanteriregiments fodfolk medførte hver, da de i sin tid gjorde invasion på K iska i Aleuterne:

Undertøj

12 dåser konserves

Skjorte u. slips

Varmetabletter

Benklæder (til koldt klima)

Spritapparat

Frakke (til koldt klima)

Kniv

Hjelm m. inderhjelm

Skanseredskab

Regnfrakke

Feltlygte

Poncho

Kort

Ekstra støvler

Lommekniv

Livrem

Skifteundertøj

6 håndgranater

Pigtrådssaks

Bajonet

Vandtæt tændstikæske

240 patroner

Kendingsflage

Gevær

Rygsæk

Pudsegrejer

4 chokoladestænger

Sovepose

3 enkeltmandsflager

2 teltflager m. pæl og pløkke

Kompas

— samt Book of Battie Songs. Alt dette blev båret „på manden“ . Man tvivler på, at der var vejr — og lyst — til at synge de omdelte sange.

M . gør rede for, at den store vægt, hver mand skulle bære under landgangsoperationerne i Normandiet, på et hængende hår havde bragt foretagendet til sammenbrud, og konkluderer: „I afgørelsens stund kan en armés styrke ikke tælles i kroppe, men i tallet på de folk, som er åndeligt villige og legemligt i stand til at rykke frem og slås.“ Det er jo tanker, vi kender godt fra Men against Fire, men Marshall bringer dem her i særlig relation til vægtproblemet: Den bange soldat (og på kamppladsen er alle bange) kan ikke bære så meget som fredstidssoldaten. E r slagmarkens soldat overlæsset, er faren stor for, at hans ben ikke kan bære ham, og at han bliver passivt, viljeløst liggende på stedet.

Som eksempel anfører han kaptajn Hoenigs bekendte skildring af den 38. prøjsiske brigades kamp ved Mars-la-Tour. „Den havde mistet 53 procent af sin styrke på få timer. Hos de overlevende lagde han mærke til, at deres øjne stirrede frem, men intet så, og hvis deres øren hørte, gav de intet budskab videre til hjernen.“ Det var et typisk tilfælde af legemlig udmattelse forbundet med grænseløs rædsel. Og derpå et i tid, men ikke i realitet, meget forskelligt vidnesbyrd. Sergent Turner, der var med i 1. echelon ved invasionen i Normandiet, udtalte bagefter: „Det overraskede os allesammen at konstatere, at vi pludselig var blevet svage, og vi opdagede med forbavselse, hvor megen ild man kan rykke igennem uden at blive ramt. Under ild lærte vi, hvad man aldrig havde fortalt os — at frygt og udmattelse omtrent har samme virkning på en fremrykning.“

Denne sidste konstatering uddyber M. i et kapitel, som ban meget betegnende kalder: Fear Equals Fatigue. Frygt og udmattelse har en umiddelbar virkning, der synes at være identisk. Hvad enten soldaten er træt eller bange, mister han muskelkraft og gennemsyres af en fornemmelse af legemlig svaghed. „Disse kendsgerninger, som måtte læres ved al iagttage styrkerne på kamppladsen, er nylig blevet bekræftet i laboratoriet. Det kan bevises, at hvor der finder en vedvarende frygtpåvirkning sted gennem en længere periode, kan de fysiologiske forandringer sammenlignes med de af udmattelse resulterende.“ „Under felttogene i Central Pacific blev generalerne Archibald V. Arno ld og Ra lph C. Smith stærkt fængslet af det fænomen, at hvis en skyttelinie blev standset af pludselig fjendtlig ild to— tre gange under et angreb, blev det umuligt at få folkene til at foretage sig yderligere, selv om ingen blev ramt. De bad mig finde ud af grunden. Forklaringen var, omend den ikke blev set klart på det pågældende tidspunkt, at de angribende kompagnier blev tappet for muskelkraft ved den gentagne indvirkning af pludselig frygt. Glykogenmængden i soldaternes muskler forbrændtes af denne årsag lige så sikkert, omend ikke så hurtigt, som hvis de havde udmattet sig ved at grave skyttegrave. Ingen appel til åndelige kræfter kan hindre disse processer, hvis de ikke bidrager til at mindske frygten. Det er lige så urimeligt at tro noget andet, som at tro, at man kan opøve mennesker til at være ganske uden frygt over for døden. Det, som Tinder kamp slider på musklerne, virker ind på sjælen, og det, som virker ind på sjælen, forbruger legemlig styrke.

Trætte nuend bliver lettere bange.

Bange mænd bliver hurtigt trætte.“

Marshall understreger, at enhver chef derfor må bestræbe sig på at undgå enhver overflødig legemlig anstrengelse af folkene på kamppladsen, og vægtproblemet må selvsagt indgå i denne ligning, da marchvægten i nogen grad er bestemmende for, i hvilken trætliedstilstand soldaten vil ankomme til kamppladsen. „Når en mand kastes ind i kampen med så tung oppakning, at hans skuldre værker og hans knæ ryster, bar han mistet sin hovedchance for hurtigt at overvinde sin forste frygt, der jo som regel er den værste. Ved at miste denne chance formindskes sandsynligheden for, at han vil tilpasse sig på rette måde og i rette tid og blive en effektiv ildafgiver, og muligheden forøges for, at han enten bliver nervenedbrudt, eller at han „trykker sig“. Den fejlagtige vurdering af soldatens bæreevne er årsag til tabet af taktiske muligheder og spild af gode menneskelige kræfter, da det er indlysende, at intet mere bidrager til soldatens varige selvtillid end dette, at han består proven under den første kamp.“

I den omhandlede fremstilling nævnes desuden, at overbelastning af soldaten er en betydelig farligere sag om sommeren end om vinteren. Vædsketabet gennem porerne ledsages af både et tab af muskelkraft og af kampmod. Soldaten „mister viljen til at kæmpe eller til at foretage sig noget positivt. Og det værste er, at han næppe selv vil forstå, at hans pludselige tab af viljestyrke og mod skyldes, at hans fysiske kraft er udtomt, og at det måske står i lians magt at hindre dette tab.“ „I en sådan tilstand undlader soldaten at grave skyttehul, selv om han ved, at han er i fare. Officeren inspicerer ikke stillingen på rette måde. Tropperne rekognoscerer ikke i fornøden udstrækning omkring deres bivuak. Førerne tover med at give ordrer og udsætter vigtige beslutninger ... I denne slapliedstilstand bliver folk ligegvldige overfor uvirksomhedens mulige følger.“

F.n tysk forsøgsra kke fra forrige århundrede viste, at i køligt vejr kunne normale, veltrænede soldater bære 48 pund over en strækning på ca. 23 kilometer (underforstået: uden noget væsentligt tab af kraft). Men i varmt vejr tærede den samme byrde stærkt på kræfterne, og soldaten kom ikke i normal fysisk form igen for dagen efter marchen. Når vægten blev oget til 69 pund, viste soldaten udprægede tegn på overbelastning, selv i køligt vejr. Desuden „bevirkede ingen yderligere træning med denne byrde nogen forandring i mandens reaktioner. Han vedblev stedse at ytre klagei i samme omfang. Slutningen deraf måtte være, at det er umuligt at træne gennemsnitssoldaten til at marchere med denne byrde, uanset hvor megen træning der gives ham — en konstatering, som kategorisk gendriver den traditionelle anskuelse: at en va'gt på ca. 65 pund er en rimelig byrde for en soldat.“ „Med en byrde på 60 pund begyndte forsøgspersonen næsten øjeblikkelig at frembyde tegn på overbelastning, og tabet af legemskraft af at marchere med denne vægt kunne måles flere dage derefter.“ Dette betyder i realiteten, at selv om en mand kunne drage i kamp uden andre nerver end cn robot, ville bæringen af tres pund i en operation af cn vis varighed til sidst resultere i et legemligt sammenbrud.“ Allerede på grundlag af de fysiske undersøgelser konkluderede det tyske forsøgsinstitut, at 48 pund var det absolutte maksimum under kamppladsens belastninger og udmattelse. Og så har de allerfleste undersøgelser intet hensyn taget til den kendsgerning, at de psykiske kræfter — „moralen“ — forringes i takt med det legemlige kraftsvind. Marshall slutter heraf, at tilførsel til legemet af trætliedsmodvirkende stoffer (salttabletter m. m.) ville kunne virke forbedrende på kampmoralen, og udkaster tanken om en særlig kostplan, ved hvilken træthed og angst ville blive reduceret endog meget væsentligt. Det vil måske erindres, at dagspressen i begyndelsen af ju li i år bragte meddelelser om heldigt forløbne forsøg med angstdæmpende præparater, meddelelser, der syntes at have nogen fundering. Men disse spørgsmål må lienskvdes til medicinske autoriteter.

Men — som flere gange ovenfor antydet — fordi en soldat kan bære en bestemt vægt et bestemt antal kilometer på landevejen under fredsmarch, er det aldeles ikke givet, at ban også kan bære denne vægt under kampens nervebelastning. Marshall siger, at det kan ban ikke. „Man bar at gøre med et andet menneske, når kampen begynder.“ Det angives, at russerne bar draget konsekvensen heraf og ikke lader deres soldater i kamp bære mere end 40 pund (heri medregnet uniformen, undtagen vinterkappe). Marshall foreslår som nævnt, at man skal lade en del af forplejningen, i gunstige årstider også tæppe og kappe, en del ammunition, skanseredskab m. m. køre i 1. linies train. Forudsætningen for at kunne gennemføre M.s forslag må dog være en betydelig højere hærdningsgrad af tropperne, end vi opererer med her, modsat i Sovjet, men at det er ønskeligt at nå frem i så henseende kan næppe bestrides. De amerikanske soldaters store tilbøjelighed til at bortkaste udrustning (bajonetter, knive, gasmasker, shoepacks o. s. v.) anføres som støtte for disse teorier. M. hævder, at det skyldtes ren og skær selopholdelsesdrift, når folk kastede udrustningen bort. Men det gælder om kun at lade udrustningen bestå af uundværlige ting!

Som hovedkonklusion fastslås det, at gennemsnitssoldaten under (anstrengende) marcher ikke bør bære mere end en trediedel af legemsvægten, at kampfrygten nedsætter bæreevnen og i det hele taget den fysiske præstationsevne betydeligt, og at soldaten gennemgående befales til at slæbe mere materiel m. v. med i kamp, end han i realiteten får brug for. M. opstiller den formel, at „kampvægten“ ikke bør være mere end % af den optimale (eller måske snarere maksimale) marchvægt. Ganske vist kan nogle måske nok bære mere end disse 80 %, og mange, ja nok de fleste, vænner sig så meget til kamppladsens særegne forhold, at de kan tåle en større vægtbelastning. Men som gennemsnit skulle reduktionsfaktoren efter erfarne folks mening være rimelig. Man når herved til godt og vel de 40 pund, som den russiske soldat siges at bære i felten. Kan vi håbe på en udvidelse af fægtningstrainet, som jo ville være nødvendig for en sådan lettelse? E r den gennemførlig — og forsvarlig? Hertil skal ikke tages stilling i denne forbindelse. Kan vi lette soldaten mere, end vi i øjeblikket gør under uddannelsen og tilsigter at gøre det under feltforhold? Problemet gælder stort set kun felthærens infanteri. V i må og skal kræve af det, at det bærer de tunge våben frem gennem terrainet, når vi ikke har pansrede, lette transportvogne til dette formål! Men vi bør lette disse våbenbærere ved omskiftning i mulig udstrækning, og så er det jo dog heldigvis sådan, at kun det lette maskingevær normalt er i den værste angstzone, medens morterer, mg. og pvk. i hvert fald meget ofte vil være noget længere tilbage.

Men på landevejsmarchen skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at lette manden med det lette maskingevær, raketstyret o. lign. Og af Marshalls betragtninger vil geledinfanteristen få sin på egen sved købte erfaring og på Pattons leveregler baserede teori bekræftet: Lad soldaterne i krigstid køre så meget som overhovedet muligt og hjælp dem med cykler og på enhver anden måde under de uundgåelige vejmarcher. T h i besynderligt nok: Sved i fredstid sparer blod i krigstid, siger man. Nu ved vi altså, at sparet sved i krigstid giver større sjælelig kraft og derved i sidste instans også sparer blod.

Pedestrius.