Denne artikel er udarbejdet af major OA. Hedegaard, leder af Hærens militærhistoriske Arbejder.
Nærværende fremstilling med konklusion har til formål at forsøge at afdække, hvornår og hvor march i trit er indført som en fast benyttet foreteelse i de lande eller geografiske områder, hvorfra den vestlige verdens kultur har hentet de fleste af sine rødder. Emnet er overordentlig vanskeligt at nærme sig og udforske. Det er ikkp kun militær- og krigshistorie. Det er samtidig en del af musikkens, musikinstrumenternes, rytmikkens og idrættens, dansens og forskellige kulturers historie tilbage til oldtidens riger omkring Middelhavet og i den nære orient. Vi ved, at disse gamle kulturer, fx den ægyptiske, sumeriske, assyriske, israelittiske og senere persiske, græske og romerske ejede forskelUge former for musikinstrumenter, som benyttedes til kultiske formål, til fester, begravelser og tempelhøjtideligheder m.m., men de benyttedes også i hærene. Selv om de gjorde det, er det næppe ensbetydende med, at de pågældende hære brugte dem til at marchere i trit efter, da man muligvis slet ikke kendte denne marchmåde, der forudsætter en vis udviklet hærorganisation, en rytmisk sans og bevidst forudgående indlæring. Der har til alle tider overalt eksisteret forskellige former for taktfast musik eller sang, klappen i hænderne eller trampen i underlaget, fx til opmuntring under arbejdet, fx kvæmsange, væver- og smedesange, kærne- og spindeviser, ankerog ophahngssange, marchsange o.a., som alle fortæller, at rytmen i arbejdet er blevet anset for særdeles vigtig i motivationen og derfor er blevet fremhævet og vedUgeholdt v.h.a. en form for musiske toner eller brug af en forsanger. March i trit er nøje forbundet med militær udfoldelse. Selv den mest inkarnerede pacifist og forsvarsmodstander ville givet ryste på hovedet, hvis han så fx Den Kongelige Livgardes march gennem byen og frontmarchen på AmaUenborg slotsplads bhve udført uden trit, som om man marcherede hen ad en dyb, sandet vej eller over en kuplet lynghede, hvor trit ikke kan opretholdes. Emnet kan muhgvis ved første øjekast forekomme noget søgt, men trittet i hærenes fodmarcherende styrker har spillet en stor roUe i hærenes indre organisation, forskydninger, taktiske og formelle optræden på historiens takige slagmarker helt op til og med Napoleonskrigene. Trittet er en uafviselig del af fodfolkets eksercits, evolering, kampmåde og march langt tilbage i tiden. Med dette emne er der uden tvivl tale om grundforskning. Det er tilsyneladende næppe før skildret i den internationale militærhistorie. Blandt de talrige værker, som eksisterer om den internationale krigs- og militærhistorie og de talrige facetter, som knytter sig til de to store områder og våbenhistorien, er det ikke lykkedes nærværende forfatter - trods en ihærdig inden- og udenlandsk litteratursøgning, korrespondance og drøftelser med såvel danske som udenlandske faghistorikere, museer etc. - at støde på fremstillinger, der har taget emnet op eller i hvert fald behandlet det nogenlunde fyldigt. Det har derfor, sanmienlignet med mere ordinære forskningsopgaver inden for militærhistorien, været et særdeles vanskeligt og diffust enme at komme til klarhed over. Denne fremstilling må nødvendigvis i vid udstrækning bygge på forhåbentlig velunderbyggede hypoteser og tolkninger. Det kan ikke være anderledes, da den behandler et emne, der så godt som intet kildemateriale har efterladt sig. Trit bruges i vore dage overalt på jorden, hos alle nationer og hos alle kulturer, men hvor og hvornår det er opstået, synes et nærmest uløseligt spørgsmål. Redegørelsen er et sammendrag af et flerårigt arbejde, som nu in extenso fylder ca. 400 sider plus billedhefte, og derfor ikke kan publiceres her. Det er min opfattelse, at emnet og min konklusion vil interessere enhver professionel officer. En række henvendelser til danske og udenlandske museer og institutioner, der måtte forventes at vide noget om emnet, er stort set blevet besvaret med et negativt resultat og med oplysninger om, at man intet kendte til problemet, aldrig havde undersøgt det, og intet materiale rådede over, som kunne belyse det specielle emne. Det medfører bl.a., at nærværende forfatter ikke har kunnet øse af tidligere forskeres arbejder, hvilket begribeligvis i høj grad har hænmiet og besværliggjort udforskningen af enmet, der forskningsmæssigt altså må siges nærmest at være jomfruelig jord, der betrædes. For oldtidens histories vedkonmiende er de skriftlige kilder relativt få og kortfattede. Fx findes ordet eller begrebet trit overhovedet ikke i de bevarede oldægyptiske skrifter eller inskriptioner. Man må derfor i vid udstrækning basere undersøgelsen på andre former for primærkilder, nemlig de ikonografiske. Nærværende fremstillings resultat er derfor i høj grad en undersøgelse i bredde og dybde af bl.a. den nære orients, Grækenlands og Romerrigets afbildninger af fyrster, krigere og krigeriske scener og optog etc. D.v.s. en undersøgelse af kalkmalerier, tegninger og relieffer, statuer, statuetter, inskriptioner m.m. på fx tempelvægge, søjler og frisér, sarkofager, i grave og huler, på vaser, krukker samt de bevarede musikinstrumenter eller dele heraf. Selv om der er bevaret mange af oldtidskrigemes våben og dele af harnisker, hjelme og skjolde samt stridsvogne m.m., siger disse fragmenter dog intet eksakt til en belysning af enmet. Fremstillingen er derfor i vid udstrækning en indgående bearbejdning og tolkning af en række af de talrige afbildninger af krigsfolk, der findes bevaret i sumerisk, ægyptisk, babylonisk, assyrisk, hittittisk, persisk, græsk og romersk kunst fra oldtiden. Hvor stor udsagnskraft, der skal tillægges dette store, mangeartede materiale, der strækker sig over hele den nære orient. Middelhavsområdet og Balkan og tidsmæssigt over ca. 3500 år, er naturligvis varieret. Da mange af afbildningerne imidlertid støttes af jordfund og i en række tilfælde af samtidige tekster, må ikonografien tillægges den største betydning. Fx er det helt klart, at en række romerske marchbetegnelser har noget med trit at gøre:
certus gradus = march i trit
plenus gradus = hurtigmarch og
presso gradus = sluttet march,
de to sidste marchområder, der begge indicerer brug af trit. Ikonografien er - for de ældre perioder - i virkeligheden stort set den eneste og dermed vigtigste kilde, der rådes over til en belysning af tiden, også for arkæologien. Da nærværende forfatter er officer og ikke klassisk arkæolog eller filolog og derfor ikke formår at læse oldtidens klassiske sprog græsk, latin, hebræisk, koptisk og aramæisk, tyde hieroglyffer eller kileskrift, er der i forskningen unægtelig indskudt et filter i form af skriftlige bearbejdelser og tolkninger af primærkilderne. Dette filter er dog konstant kanaliseret til de mest troværdige og nyeste skriftlige arbejder og billedværker, udarbejdet af førende videnskabsmænd fra universiteter og museer i ind- og især udland, ligesom de mundtlige drøftelser, der er foregået over emnet, udelukkende er ført med yderst kompetente fagfolk og specialister fra sanmie kreds. Fremstillingen slutter med 1400-tallet, det tidspunkt, hvor man normalt siger, at den nyere tid begynder. Dette tidspunkt er valgt, fordi trittet herefter ligger klart belyst i alle kulturlandes fodmarcherende styrker og deres militærmusik. Trit kan formentlig defineres som "den gangart, to eller flere mennesker, der samlet bevæger sig i samme retning, udfører, når samme fod hos alle flyttes frem samtidig under gangen", Det er ikke ligegyldigt, om to store fodmarcherende styrker, hver måske på flere tusinde mand, der skal tilbagelægge samme længere distance i det samme terræn og ad sanmie slags veje, marcherer i eller uden trit. Styrken, der marcherer i trit og dermed i en nærmere fikseret fast sammenhængende formation, vil ubetinget nå frem først, være mere operations- og kampdygtig samt mindre træt end den, der gennemfører marchen uden trit. Det skal i samme forbindelse understreges, at påhøring af taktfast musik stimulerer og understøtter trangen til at bevæge sig i takt med denne, en foreteelse, der givet er tidløs. Fra at gå i "takf og til at gå i "trit" er der imidlertid et spring, og de to foreteelser er ikke synonyme, hvad man almindeligvis antager, i hvert fald sprogligt set. Et eksempel skal vise dette:
På en befærdet gade går fodgængerne aldrig i takt eller trit. Marcherer der nu pludselig et musikkorps gennem gaden, medens det spiller en fejende march, vil mange fodgængere spontant slå over og bevæge sig i takt til musikken, fordi det siger vor opdragelse, kultur og rytmiske sans os. Vi er vænnet til fra fx skolen, gymnastik og idræt, dans, deltagelse i sport, spejderforeninger, soldatertjeneste m.v. at gå i takt, når vi hører marchmusik. Det er imidlertid usandsynligt, at fodgængerne af sig selv - for uden at bevæge sig i takt til musikken - vil slå over i trit med musikkorpset, hvilket altså vil betyde, at alle på fortovene flytter samme fod frem samtidig under gangen. Dette vil helt sikkert først finde sted, hvis en person højt begynder at kommandere eller tælle, fx venstre! højre! eller ét! to! o.s.v. Der kan næppe herske tvivl om, at march i trit og en form for taktfast ledsagemusik er nøje forbundet langt bagud i historien, uanset hvordan man definerer den musik og i vore dage måske ikke ville karakterisere den som musik i vor forstand. Det skal med vægt allerede her understreges, at man selvfølgelig kan indlære og bruge march i trit - eller fodslag, som det mere populært benævnes - uden at man råder over en form for mere eller mindre taktfast eller rytmisk musik. Marchmusik er ubetinget rytmisk musik, og rytmisk musik er ofte marchmusik. Det skal påpeges, at der kan marcheres i trit på bare fødder i sand eller løsere undergrund, som mange oldtidshære har gjort, men det er ubehageligt, trættende og imod trittets natur. Det kræver, at der fra styrkens leder uafbrudt tælles højt, eller der synges, eller hver mand tæller for sig selv, altsammen noget, der kun besværliggør marchen. Trit udføres ubetinget bedst på fast, jævnt underlag og til en ledsagende, taktfast musik og med fodtøj med en fast sål. Det er en historisk kendsgerning, at træthedsfølelsen indtræder langt hurtigere, når der over en længere distance marcheres uden trit end i trit. March uden trit virker på nutidsmennesker rodet, trættende og til en vis grad desorganiserende, hvorimod march i trit letter, virker åndeligt sammensvejsende og opløftende, muliggør bedre samtale, sang, hurtige reaktioner fra såvel enkeltmand som hele styrken. En styrke i trit er også betydeligt lettere at føre kommando over, idet den overalt duver på samme måde, ligesom raslen af våben og udrustning også er ensartet, og det er nenmiere at holde personellet vågen og agtpågivende. March uden trit vil normalt blive befalet, hvis terrænets beskaffenhed, fx dybt sand, tæt krat eller skov, en stejl bevokset skråning, sumpet bund o.lign. ikke tillader march i trit. Brug af trit er ydermere blevet styrket og udviklet ved, at hærene fra primitive hobe af krigere, der selv mødte med egne, selvlavede våben, efterhånden har udviklet sig til mere effektive og nærmere fikserede hærorganisationer, indeholdende forskellige våbenarter, der optrådte samlet, fx bueskytter, spydog slyngekastere, sværd- og øksekæmpere etc. I disse velordnede oldtidshære var det statsmagten, der fremstillede og udleverede våbnene, i hvert fald de, der var støbt i bronze - senere jern - fx spydspidser, sværd, hjelme og harnisker m.m. Det er ikke rimeligt at antage, at personellet selv har skullet møde med sådanne våben. Et andet bærende underlag for udvikling af trit har været, at så snart hærene begyndte at fremstå som nærmere fikserede enheder med bestemte taktiske bevægelser, har der hørt et netværk af kommandoer til, korte konmiandoer, enten ved råb eller signalmusikinstrument, som fik soldaterne til samtidig på minimum af tid at foretage dette eller hint, fx bevægelser i sluttet orden, igangsætning til march, fremrykning eller indtagelse af kampformation, højre og venstre om, holdt o.s.v. Vi kender ingen af disse konmiandoer fra de tidlige kulturriger, men de må nødvendigvis have eksisteret. Trittet får afgørende betydning i samme øjeblik, man begynder at se på hærenes - eller i hvert fald mere ordnede styrkers - bevægelser og forskydninger, herunder primært frem til slag og bevægelser under dette. Jo mere raffineret krigsførelsen og taktikken udvikler sig op gennem tiderne, jo mere hærene organiseres i forskellige våbenarter og deres indbyrdes samvirke, jo sværere bliver det at føre krig. Jo mere man formår at føre konmiando og improvisere under slaget, indtage nye formationer og frontændringer o.s.v. i stedet for de mere primitive kampformer, hvor to styrker, der angreb hinanden, ikke evnede at frigøre sig etc., men måtte gennemføre kampen til sejr eller nederlag, jo mere øges betydningen af trit i sluttede formationer. Hovedtesen for denne redegørelses resultater må derfor være følgende: Trit opstår i militært regi i taktikken, første gang mennesket på kamppladsen lærer at hevæge sig i sluttede, brede formationer med flere geledder efter hverandre. Denne bevægeform er bl.a. dikteret af udviklingen af spydets længde, det oprindelige kastespyd, der i de store hæres infanteriformationer ændrer udseende og udvikler sig til et meget langt, kraftigt og dermed tungt stødvåben, nærmest en lanse, der i fældet tilstand nåede 5-7 geledder frem, og som ville være umulig at kaste eller betjene for en styrke i en mere spredt, dybdegrupperet orden, hvor hver mand vender og drejer sig og bevæger sig, som han har lyst til under hensyn til opgaven og terrænet. Det er godtgjort, at i falanksen, formeret til kamp, nåede i fældet tilstand spidserne fra 5-6 geled frem foran forreste geled, hvilket er et uafviseligt bevis på at march i trit benyttedes under fremrykningen. En fremrykning i disse tætte formationer - selv i fladt, overskueligt terræn - uden trit ville ikke virke som et velsmurt instrument i feltherrens hånd, ligesom den offensive stødvirkning af den tætsluttede formation ville være væk. Den græske falanks var således op til 16-18 geledder dyb. Under fremrykningen ville man i en march uden trit uundgåeligt sparke manden i geleddet foran over haserne, der ville opstå uro og konfusion, geledderne ville hurtige begynde at bølge ud og ind, og retningen - og dermed førernes nødvendige overblik og friktionsfrie kommandoføring - ville hurtigt gå tabt. Et andet, vægtigt indicium for, at de tidlige oldtidsstaters hære kendte og benyttede trit, er de talrige aßildninger af krigere i store og små formationer, der alle er aßildet med front i samme retning og den samme fod fremme hos alle i styrken. Denne afbildningsform, der - som skildret - må siges at være nærmest international for rigerne i den nære orient, senere også Grækenland, kan ikke være tilfældig og blot udtryk for en bevidst eller ubevidst kunstnerisk konvention. Den hænger nøje sanmien med taktikken og den eksisterende form for feltmusik. I nøje tråd med taktikkens brug af trit hænger march i trit uden for slagmarken, altså ved almindelige forskydninger/marcher mere fredsmæssigt præget. Om man her har kendt og brugt trit, der enten blev talt eller til musik, inden det fandt indpas i taktikken, er givet umuligt at komme til klarhed over. Det er endvidere - gennem citater fra såvel græske som romerske forfattere fra antikken - godtgjort, at i hvert fald disse tidlige kulturrigers fodmarcherende styrker kendte og benyttede trit under såvel kamp som forskydninger af styrker uden for slagmarken. Hertil skal føjes, at det er en kendsgerning, også belyst af antikkens forfattere og den bevarede ikonografi, at man kendte til under kamp i større stil at hægte/låse skjoldene sammen i de forreste geledder inden sammenstødet med fjenden. Det betød fasthed og en bedre sammenhængen af frontens geledder og dermed også en væsentlig styrkelse af kampmoralen ved sammenstødet med fjenden. Det er indlysende, at skjoldene er blevet hægtet sammen før fremmarchen og ikke lige foran fjendens formationer, hvor man befandt sig i det bestrøgne rum med en ofte tæt pile- og stenregn, og hvor nerverne stod på bristepunktet. En march fremad med sammenkoblede skjolde og uden trit har været nærmest umulig at gennemføre og virket demoraliserende og plat mod sin hensigt. Den klare stimulering af mod, sammenhold og beslutsomt ønske om nedkæmpning af modstanderen, som et drønende trit af flere tusind hamiskklædte mænd til skingrende rytmisk musik og krigsråb udgjorde, ville være tilintetgjort ved en march frem uden trit. Enhver form for spekulationer over, hvorvidt trit har eksisteret i militære styrker før de store oldtidskulturriger, er henvist til at forblive underbyggede gisninger i fantasiens imaginære verden, og som aldrig vil kunne besvares. Det er dog næppe sandsynligt, at en fjern, primitiv stanmietid skulle have kendt til trit, uanset meget tidlige hulemaleriers motiver, som måske kunne indicere kendskab til og brug af trit, evt. i forbindelse med en form for rytmisk musik. Det må således utvivlsomt konkluderes, at allerede de tidligste store oldtidskulturer kendte og benyttede trit under march og kamp mellem infanteristyrker.
På baggrund af det her anførte er det rimeligt at postulere, at alt, hvad der hedder militær- eller feltmusik, en stedse stigende speciel militærkultur eller -som vi i vore dages Danmark benævner den - traditionspleje, herunder indførelse af faner, felttegn, standarter og uniformer eller ensartet udrustning og bemalede skjolde etc., en nærmere fiksering og opdeling i våbenarter, en enorm udvikling af formel og kampeksercits og evolering, parader m.m., altsammen har bidraget kraftigt til en udvidet brug af trit. Der kan heller ikke være tvivl om, at organiseret march i trit altid, fra en vis grad af kultur var nået for en nation eller et større geografisk område, i vid udstrækning har været knyttet til en form for musik eller taktfast støj, som en nutidseuropæer formodentlig ville benævne de første former for feltmusik, hvis han havde haft lejlighed til at høre dem. Trittet er en tidløs, tavs, fascinerende og på sin vis frygtindgydende facet af den internationale krigs- og militærhistorie. Man kan næppe påstå, at det er et våben - og dog! Det har tidligere i historien bidraget til at bære sejren hjem til store hærstyrker i store, kendte slag, især når disse hære stod over for mindre militært udviklede styrker, der ikke kendte og benyttede trit. Fra at være et bærende element i hærenes taktik og kampmåde er trittet i vore dage reduceret til et led i hærenes marchformer, formelle optræden, parader og øvrige ceremonielle foreteelser. Militær uddannelse og optræden uden brug af trit kan man ikke forestille sig, selv om det i vore dages teknologisk prægede hære, hvor egentlige fodmarcher er indskrænket til et absolut minimum, selvfølgelig kunne lade sig gøre. Meget få civile mennesker kan undgå at føle en vis ophidselse og måske en evt. rislen ned ad ryggen og muligvis trang til at trippe med i takt, når man overværer en stor militærparade med inciterende toner fra marcher, spillet af militære musikkorps. Det forstærkes, når afdelingerne ikke marcherer på gummi-, men lædersåler, evt. sømbeslåede, så trittet nærmest mejsles ind i tilskuernes oftest forsvarsløse bevidsthed. Man behøver i den henseende blot at henføre til den form af ekstase, der ved store parader og forbidefileringer kan - og kunne - ses på tilskuerne på fx Unter den Linden, Champs Elysées, Den røde Plads, Via dei Fori Imperali og andre slige steder, herunder ved anvendelse af strækmarch, den vel nok mest ekstreme form for udmøntning af trittet. Mest udpræget og næsten dyrisk kendes denne destruktive og voldførende massesuggestion fra de store parader for Hitler. Nærbilleder af svedende tilhørere med fremstrakt arm, stive blikke, blodet bankende i tindingerne og munden vidt åben for de brøl og slogans, de store forsamlinger afgav i taktfaste kor på kommando for halvguden, viser, at bl.a. larmende, taktfast militærmusik, ikke mindst når fx Førerens yndlingsmarch Badenweilermarchen gennem højtalerne lød ud over menneskemasserne, kan have en uhyggelig virkning på mennesker. Når hoplitten i Alexander den Stores hær taktfast marcherede frem med fældet lanse, afsyngende kampsangen paianen, har der - psykisk og udseendemæssigt - næppe været stor forskel på ham og en brølende SA- mand ved en parade i Berhn 1936. Trit anvendes i vore dage overalt i verden, hos såvel rige, højt udviklede stater som de modsatte. På sports- og eksercerpladser, i skoler, gymnastiksale og på danseskoler, ved parader og optog, civile som militære o.s.v. benyttes trittet. Den sproglige vending at holde kæft, trit og retning! er sikkert i sin substans tidløs og international og siger noget om værdien af samtidigheden og nøjagtigheden under en velordnet march. Jeg bringer en tak til nedennævnte institutioner for informationer og frugtbar udvekshng af synspunkter og teorier: Institut for klassisk Filologi og Historisk Institut ved Københavns Universitet, Nationalmuseets Antiksamling og afdeling for dansk middelalder. Musikhistorisk Museum, Forhistorisk Museum i Aarhus, Danmarks Højskole for Legemsøvelser, MilitärgeschichtUches Forschungsamt, Freiburg og The Imperial War Museum, London.
Bibliografi
Adcock, F.E.; The Greek and Macedonian Art of War (Berkeley 1957) Anderson, J.K.: Military Theory and Practice in the Age of Xenophon (Berkeley 1970) Ardrey, Robert: The Territorial Imperatiave (New York and London 1966) Ardrey, Robert: The Hunting Hypothesis. A Personal Conclusion Concerning the Evolutionary Nature of Man (London 1976) Best, J.G.P.: Thracian Peltast and Their Influence on Greek Warfare (Groningen 1969) Breasted, James Henry: The Battle of Kadesh. A Study in the Earliest Known Military Strategy (Chicago 1903) Buckler, John: The Theban Hegemony 371-362 B.C. (Cambridge, Mass., 1980) Buchholtz, Hans Günther/Joseph Wiesmer: Kriegswesen, Teil 1 und 2, tr. i Archaelogica Homerica (Göttingen 1977) Ceram, C.W.: Fund, Forskere og Fortids Gaader (Kbh. 1955) Cramer, James: Military Marching. A Pictorial History (Guildford 1992) Delbrück, Hans: Geschichte der Kriegskunst, I (Berlin 1907) Ferrill, Arthur: The Origins of War. From the stone age to Alexander the Great (London 1985) Fleischhauer, Günther: Musik des Altertums/Lieferung 5 (Leipzig 1965) Fuchs, Theodor: Geschichte der europäischen Kriegswesens. Teil 1: Vom Altertum bis zur Auf Stellung der stehende Heere (München 1972) Gardiner, Sir Alan: The Kadesh Inscriptions of Ramesses II (Oxford 1960) Greenhalgh, P.A.L.: Early Greek Warfare (Cambridge 1973) Hanson, David: Hoplits (London 1991) Hedegaard, E.O.A.: Merkurstangen eller den tyrkiske halvmåne, tr. Mil. tidsskrift, 157 ff, APR 1972 Hedegaard, E.O.A.: Slaget ved Kadesh. Historiens første kampvognsslag, tr. Mil. tidsskrift, MAR 1986 Hedegaard, E.O.A.: Leding og landeværn. Middelalderens danske forsvar (Vedbæk 1985) Hickmann, Hans: Musikgeschichte in Bildern. Lieferung 1. Ägypten (Leipzig 1961) Horsmann, Gerhard: Untersuchungen zur militärischen Ausbildung im republikanischen und kaiserzeitlichen Rom, tr. Wehrwissenschaftliche Forschungen (Boppard am Rhein u.å.) Humble, Richard: Warfare in the ancient World (London 1980) Keith, Arthur: A new Theory of Human Evolution (London 1948) Kromayer, Johannes und Georg Weith: Heerwesen und Kriegführung der Griechen und Römer (München 1928) Luttwak, Edward N.: The Grand Strategy of the Roman Empire. From the First Century A.D. to the Third (Baltimore and London 1976) Mercher, S.A.B.: The Tell El-Amama Tablets (Toronto 1939) Montagu, Ashley: The Nature of Human Aggression (New York 1976) Panoff, Peter: Militärmusik in Geschichte und Gegenwart (Berlin 1938) Parke, H.W.: Greek Mercenary Soldiers. From the earliest times to the Battle of Ipsus (Oxford 1970) Pritchett, W.K.: The Greek State of War, bd 1 (University of California 1974) Sachs, Curt: The History of Musical Instruments (New York 1940) Schulmann, Alan Richard: Military Rank, Title and Organization in the Egyptian New Kingdom (Berlin 1964) Steinwender, Th.: Die Marchordnung des römischen Heeres zur Zeit der Manupularstellung (Danzig 1907) Tumey-High, Harry Holbert: Primitive War. Its Practice and Concepts (University of South Carolina 1971) Wegener, Max: Die Musikinstrumente des Alten Orients (Münster 1950) Yadin Yigael: The Art of Warfare in Biblical Lands in the Light of archaeological Discovery (London 1963).