Log ind

Mansteins erindringer. En anmeldelse

#

En anmeldelse. Generalfeldmarschall E rich v. Manstein „Aus einem Soldatenleben 1887 - 1939“ . Athenäum Verlag, Bonn 1958. Tilsendt fra Arnold Busck. Pris kr. 36.00.

Feltmarskal v. Manstein afslutter hermed sine erindringer, idet hans højt værdsatte memoirer fra 2. verdenskrig „Verlorene Siege“ udkom allerede i 1955. Som man kunne vente efter sidstnævnte værk, viser v. Manstein sig også i „Aus einem Soldatenleben“ som en fængslende fortæller og betydelig personlighed, der leverer et vægtigt bidrag til sit fædrelands historie og til karakterisering af de fermtrædende personer, som han under sin rige virksomhed er kommet i nært samarbejde med. I forordet udtaler feltmarskallen, at han har bestræbt sig for at frem stille begivenhederne og de tyske officerers tanker og handlinger — ikke som de tager sig ud set med eftertidens øjne — men således som han og hans o fficerskammerater dengang oplevede og bedømte tingene. Han har sikkert ret i, at kun på den måde kunne det lykkes at give et sanddru billede fra hine begivenhedsrige år. Herved er han også blevet sin ungdoms idealer tro, således som det i forordet til bogen så smukt udtrykkes gennem følgende ord af Markis Posa fra Schillers „Don Carlos“ : „Sig ham, at han skal bevare agtelsen for sin ungdoms drømme, når han engang bliver en mand.“ Manstein var født Lewinski, en gammel preussisk officersslægt. Hans fader var artillerigeneral Lewinski, men han blev adopteret af dennes svoger generalløjtnant v. Manstein, en søn af den fra krigene 1864, 1866 og 1870 kendte general. Han fortæller om sin barndom i Strassburg og senere elevtid i kadetkorpset, hvor opdragelsen, skønt „mere præget af Sparta end af Athen“ , ingenlunde var så kulturforladt, som onde tunger har villet g øre den til. Interessant og levende skildret er her hans oplevelser som page ved de store hoffester på Berlins slot- Fra sin officersudnævnelse i 1906 til 1913 forretter Manstein tjeneste i 3. garderegiment, først almindelig geledtjeneste, senere som bataillonsadjutant. Yderst kortfattet er beretningen om Mansteins oplevelser i 1. verdenskrig. E fter i 1914 at være blevet såret på østfronten, forretter han tjeneste i en række højere stabe på forskellige fronter. Efter hjemmarchen i 1918— 19 følger overgangen fra kejserhær til rigsværn. Indgående skildrer forfatteren sine oplevelser under Kappkuppet og redegør for de indtryk, som dette og Hitlers første kupforsøg i München 1923 gjorde på soldaterne.

I afsnittet „Reichswehr und Republik “ fortælles, hvorledes det u politiske rigsværn i disse kritiske og yderst farlige år støttede den nye statsordning og forhindrede, at denne blev omstyrtet af kommunisterne. General v. Seeckt handlede efter begivenheder som Kapp-kuppet og Hitlerkuppet i 1923 rigtigt i at holde rigsvæmet uden for politik. Det blev ikke af den grund til „en stat i staten“ , drev ikke sin egen politik og søgte heller ikke at afsondre sig fra folket. Rigsværnet var — byggende på gammel preussisk/ tysk pligtfølelse — et loyalt instrument i regeringens hånd. Manstein glemmer ikke her at yde de socialdemokratiske politikere som præsident Ebert og rigsværnsministrene Noske og Gessier fuld anerkendelse, Noske fordi han vovede at støtte sig på rigsvæmet, da oprør truede, Gessier fordi han loyalt dækkede rigsværnet mod uretfærdige angreb i presse og på rigsdagen. Manstein har næsten hele tiden mellem de to verdenskrige været anvendt i højere stabe. A f geledtjeneste fik han kun de 2 obligatoriske år som kompagnichef i Angermünde og knap 2 år (1932— 34) som bataillonschef i Kolberg. Han kalder selv geledtjenesten for „soldatens smukkeste opgave“ (hvad den visselig også er!). Om sin lid i Kolberg siger han, at de år var de skønneste og mest sorgløse i hans militære løbebane. Forgæves udtaler han ønske om at måtte beholde sin bataillon i hvert fald de 2 år ud — men chefen for hærledelsen, general Hammerstein, lader ham vide, at hans påtænkte frem tidige anvendelse nødvendiggør en forandring.

Mansteins tjeneste i højere stabe falder i flere afsnit: 1) W ehrkreiskommandos i Stettin og Dresden samt generalstabsofficer i Magdeburg (1923 — 29), 2) i rigsvæmsministeriets „Truppenam t“ , der i realiteten var en slags generalstab, hvor Manstein fik den yderst interessante, men på det tidspunkt temmelig håbløse opgave at skulle udarbejde planer for hærens operationer i tilfælde af angreb fra nabostaternes side (1929— 32) stabschef ved Wehrkreiskommando III under Witzleben (feb. 1934), 4) chef for generalstabens operationsafdeling (juli 1935) og 5) Oberquartiermeister I (1. okt. 1936), i hvilken sidste stilling han beholdt sin indflydelse på alt, hvad der angik hærens føring i krig, og tillige fik indflydelse på organisationsog befæstningsprobler samt på den tekniske udvikling. Hans i visse henseender vanskelige stilling blev i høj grad lettet ved den tillid , som vistes ham af generaloberst v. Fritsch og general Beck. Fra 1934 befinder Manstein sig i begivenhedernes centrum, ikke blot rent militært, men også med hensyn til forholdet mellem Wehrmacht og statsmagt. Den sidste af de forudgående kriser, „die Machtergreifung“ , havde han oplevet mere på afstand, men allerede som stabschef ved Wehrkreiskommando D I oplevede han på nært hold den spænding mellem Wehrmacht og SA, som gik forud for de blodige begivenheder den 30. juni 1934.

Manstein giver et meget vægtigt bidrag til forståelse af det tyske offieerskorps tanker og følelser i disse bevægede år. En række betydningsfulde begivenheder passerer forbi, idet forfatteren selv alt efter sin øjeblikkelige tjenstlige stilling kommer mere eller mindre i berøring med dem: Die Machtergreifung, Rohmaffæren, forsvarets opbygning, affærerne omkring generalobersterne Fritsch og Reck samt ulykkesfuglen generalfeltmarskal Blomberg, besættelsen af Rhinlandet, indmarchen i Østrig og krisen om Czekoslovakiet i 1938. Indgående, klart og overbevisende skildrer Manstein udviklingen af forholdet mellem hæren og den nationalsocialistiske stat. De, der v il skære alle tyskere over een kam og bl. a. gøre den tyske hær til eet med nationalsocialismen og gøre alle tyske officerer til „hitlerofficerer“ , burde læse, hvad han skriver herom. Engelske og franske militære kredse har forlængst forstået, at officerskorpset i den tyske hær (og flåde) var alt andet end nazistisk indstillet og i det store og hele ikke kunne have optrådt stort anderledes, end det gjorde. Men her hjemme ei det, som om i hvert fald vor presse kun vil kendes ved den rå og brutale kliche af hitlerofficerstypen, som jo ganske vist fandtes, men ingenlunde var typisk for det tyske officerskorps.

En ulykke var det, at en mand med så alvorlige karakterbrist som v. Blom ­ berg stod i spidsen for værnemagten i de kritiske år lige efter magtovertagelsen. Som rigskrigsminister „så han det som sin opgave at fylde værnemagten med nationalsocialistisk ånd“ . Da ved hans afgang K eitel blev chef for Oberkommando der Wehrmacht, kom denne som bekendt i fuldstændig åndelig afhængighed af føreren. H itle r har engang (lid t sat på spidsen) sagt: „Jeg har en preussisk hær, en kejserlig marine og et nationalsocialistisk luftvåben“ . Det sidste havde Göring sørget for —- det tjener først og fremmest Raeder til ære, at nazismen ikke trængte dybere ind i m arinen. Når hærens officerskorps som helhed til det sidste blev sine gamle traditioner tro, skyldtes det ikke mindst de to mænd, som lige til 1938 stod i spidsen for hæren: Chefen for hæren generaloberst v. Fritsch og generalstabschefen generaloberst Beck. Intet under, at nazispidseme ønskede dem fjernet. Anklagen mod v. Fritsch var iscenesat af Himmler og Heydrich (vel nok de værste af alle skurkene), og den forudgående Blombergskandale gav H itle r et påskud til at nære formodning om anklagens rigtighed, hvilket igen gjorde det vanskeligt for generalerne at gribe rettidigt og effektivt ind. Manstein bebrejder bag efter sig selv, at han ikke efter H itlers tale den 4.febr. 1938 kastede sin sabel for hans fødder, og flere har følt som ban. Det var ikke mangel på mod, der afholdt dem, men de hæderlige soldaters værgeloshed overfor en gemenhed, der lå helt uden for deres forestillingsevne. A t v. Frisch bagefter blev fuldstændig renset, er een ting, noget andet er, at hæren mistede sin karakterfaste chef. Det er betegnende, at man benyttede lejligheden til samtidig at fjerne Manstein fra hærens øverste ledelse. Han fik kommandoen over 18. division i Liegnitz, hvorfra han ved udbruddet af krigen i 1939 blev forflyttet for at overtage stillingen som stabschef hos v. Rundste dt.

Beck tog sin afsked som protest mod Hitlers krigsplaner mod Czekoslovakiet i 1938. Manstein søgte forgæves at holde ham tilbage. Og Manstein havde ret — den, der går i protest, opnår som regel kun, at en rin ­ gere kommer i stedet. Det er selvfølgelig ikke muligt i en anmeldelse at redegøre for alt, hvad forfatteren siger om officerernes indstilling til den nazistiske stat og til partiet. E t forsøg på at gøre det kort, får let slagside. Det bør læses som helhed — og det fortjener at læses. Dog bor nævnes en udtalelse om problemet, hvorvidt det havde været officerernes pligt i tide at styrte det nazistiske regime. Som bekendt var der flere tilløb hertil, bl. a. Brauschitsch/Halder/Witzlebens plan om at udnytte opmarchen mod Czekoslovakiet i 1938. Denne plan blev som bekendt forpurret ved vestmagternes svigten, og Manstein tror heller ikke, at den havde haft udsigt til at lykkes -—- en mulighed for med magt at styrte H itle r forelå efter hans mening først i krigens aller sidste måneder. Bemærkelsesværdig er her følgende udtalelse:

„Den, der vil gøre det til en pligt for den væbnede magt i nødsfald at skride ind med våbenmagt overfor en regering, der bryder lovene og iøvrigt handler på politisk skæbnesvanger måde, han tilstår derved prin cipielt denne væbnede magt retten til at øve kontrol med statsmagten. Om dette så kan være i statens, folkets og forsvarsmagtens egen interesse, det skulle man tænke nærmere over“ . Generalobersterne v. Fritsch og Beck betegnes i forordet som „de to mænd, der var forbillede for os alle“ . E t meget sympatisk billede giver Manstein af sin chef i Truppenamt, general Adam. Denne lidet kendte general, som forfatteren tillægger meget store egenskaber, sagde allerede i 1938 Hitler så uforbeholdent sin mening om vestvolden, at han blev skubbet tilside, således at lians rige evner ikke fik anvendelse i krigen. Det var jo nu engang Hitlers metode, at generaler, der vakte lians vrede ved at modsige barn, blev frataget kommandoen og oftest ikke senere anvendt. Det var f. cks. den skæbne, Manstein selv led i 1944. Blandt de mange andre højere officerer, som forfatteren omtaler, lægger man særligt mærke til det smukke billede, han giver af sin gamle regimentskammerat general v. Sclileicher.

Det er en fornøjelse at læse, hvad Manstein beretter fra sine rejser. Han er en skarp iagttager, og han bar humor. A t han ikke er nogen „stokmilitær“ , derom vidner allerede den liv lige og fornøjelige skildring fra hans ungdomsrejse til Konstantinopel. Hans tjeneste bragte liam på en række besøg ved fremmede liære. 1 1931 besøger han som general Adams ledsager den rode armé og lærer lier adskillige af de spidser at kende, som nogle år senere blev likvideret (der var fortræ ffelige folk im ellem !). Året efter overværer lian de russiske manøvrer i Kaukasus (meget interessant). Sympatisk fortæller lian om besøg ved den ungarske og især ved den bulgarske hær. Derimod kunne overværelse af manøvrer i Italien og Czekoslovakiet hverken aftvinge ham respekt eller sympati. En og anden læser v il måske tænke: „Manstein blev jo dømt som krigsforbryder“ . Generalfeltmarskallen bar — i modsætning til f. eks. Kesselring — i sine erindringer kun løseligt berørt sin proces og domfældelse. Men andre lia r talt for liam. Dette er i første række hans engelske forsvarer Mr. R. T. Paget i forsvarsskriftet „Manstein, his campaigns and his trial“ , London 1951. Bemærkelsesværdige er her de skarpe udtryk, hvormed en så betydelig personlighed som Lord Hankey i forordet til bogen fordømmer den mod Manstein førte proces. Erindres bør også Churchills stærke k ritik af „belated trials of aged German generals“ . For at sige det kort: Manstein var ikke krigsforbryder, adm iral Raeder heller ikke og næppe heller Kesselring.

Det er vel i almindelighed rigtigt, at folk sjældent bliver større ved at skrive deres memoirer, men ofte mindre. I en anmeldelse i Berlingske T idende af 2. bind af feltmarskal Alanbrookes (af Arthur Bryant forfattede) erindringer udtales følgende: „Men taktløsheden har alle verdenskrigens generaler med George M arshall som eneste undtagelse bidraget til“ . Det er nu en stærk overdrivelse. Der findes generaler (og admiraler), der på en fin og taktfuld måde har skrevet om 2. verdenskrig — og blandt disse bor i hvert fald nævnes admiralerne Morrison og Raeder samt ikke mindst generalfeltmarskal v. Manstein.

W. E . O. Lawaetz.