Log ind

Mandstugtens Udvikling i den tyske, kritiske og franske Værnemagt siden 1914

#

Under denne Titel har Professor, Dr. Erich Schwinge paa Schweitzer Forlag i Berlin udgivet en Bog, der efter min Opfattelse burde læses af alle, der interesserer sig for Mandstugten i Værnene. Flere Afsnit i Bogen har Bud til enhver, der ønsker at danne sig en Mening om den sandsynlige Udvikling ved Krigens Ophør. Det, der redegøres for, er nemlig en Udvikling, der følger visse almindelige menneskelige Love, af en Styrke, der nærmer dem til Naturlovenes. Den burde egentlig oversættes og gøres tilgængelig for hele det danske Vælgerkorps, saa vist som den i al sin nøgterne og upartiske Saglighed er et Varselsraab for den, der forstaar at læse. Bogen er kemisk fri for Agitation. Jeg skal forsøge i det følgende at give et Indtryk af Bogen.

I den ganske korte Indledning citeres bl. a. et Ord af den „store“ Moltke, sagt i den tyske Rigsdag 7/6 1872: „... Disciplinen er Arméens hele Sjæl. Først Disciplinen gør Arméen til, hvad den skal være, og en Armé uden Disciplin er i alle Tilfælde en kostbar, i Krig en ikke fyldestgørende og i Fred en farlig Institution.“ Fra en datidig Forskrift for Troppeføring hentes følgende knappe Udformning: „Mandstugten er Hærens Grundpille og dens strenge Opretholdelse en Velgerning for alle.“ Det vilde være nyttigt, om alle de Journalister og andre, der overvaager Hærens Arbejde, vilde tilegne sig denne dybe Sandhed. Bogen falder, som Titlen angiver det, i tre Afsnit. Først England. „Disciplinens høje Stand under Verdenskrigen“ lyder det første Afsnits Titel. Det indledes med følgende: „Den britiske Værnemagt er den eneste af Verdenskrigens Stormagters, der blev fri for disciplinære Sammenbrud af farligere Maalestok. Efter Admiral Jellicoes Beretning blev der aldrig i Flaaden iagttaget foruroligende Tegn paa Uro eller Utilfredshed. ... Om den engelske Hær berettés det samme, og dette maa saa meget mere anerkendes, som det drejer sig om en Folkehær, der var udviklet af en meget lille Kerne.“ Hovedgrunden til at det gik saa godt, finder Forfatteren i, at den engelske Hærledelse lige til Krigens Ende ikke er ophørt med omhyggeligt at overvaage Disciplinens Opretholdelse og med Omsigt, Raskhed og Kraft imødegaa ethvert Svaghedstegn. Som et karakteristisk Eksempel nævnes, at Admiral Tupper, da Fyrbøderne paa hans Flagskib i 1917 nedlagde Arbejdet, fordi de ansaa deres Løn for at være for lav, begav sig ned paa Fyrpladsen ledsaget af 20 Mand med skarpladte Geværer og spurgte hver enkelt af Fyrbøderne, om han foretrak at arbejde paa de gamle Betingelser eller at blive skudt. Alle valgte de gamle Betingelser, hvorefter to Hovedmænd blev dømte til Straf fetjeneste. Denne Optræden bør erindres til Sammenligning med den senere omtalte ved det store Mytteri paa Atlanterhavsflaaden i 1931. Man tøvede heller ikke med, naar det var nødvendigt, at straffe eftertrykkeligt. Efter den officielle Statistik blev under Krigen ikke færre end 3080 Dødsdomme afsagt over Soldater. Heraf 346 fuldbyrdede (266 for Desertion). De, der nægte at gøre Krigstjeneste af religiøse eller moralske Grunde, blev dømt og blev under Afsoningen behandlede saa haardt, at der gentagne Gange blev protesteret i Parlamentet. Det fortjener at bemærkes, at Dommenes Tal i 1917 endnu ikke havde naaet 2000. Til Sammenligning kan anføres, at man i Sverige den 31/12 1941 havde 10.299 ’’samvetsomma”. Ved Bedømmelsen og navnlig ved Sammenligningen med den franske Hær maa det paa den ene Side ikke glemmes, at den britiske Hær først indtraadte i Krigen med sine Millionmasser to Aar efter Krigsudbruddet, da den franske Hær allerede var udmattet og halvt forblødt, og at den engelske Hær kun holdt 130 km Front mod den franske Hærs 940 km, Paa den anden Side led den engelske Hær i 1917 og 18 kolossale Tab. I Slaget ved Somme Juli—November 1918: 498,054 Mand, faldne, fangede, savnede og saarede) deraf alene den 1/7 (den blodigste Dag i engelsk Krigshistorie): 60,000. Ved Arras og Messime, 2’ Kvartal 1917: ca. 450,000, ved Passchendaele, Efteraar 1917: 400,000. „Det er og bliver et Æresminde (Ruhmestitel) for den britiske Nation, at Arméens Disciplin ikke er brudt sammen under disse uhørte Prøvelser“, siger Forfatteren. Støttet til Citater bl. a. af Lideil Hart paaviser Forfatteren, hvorledes disse mægtige Blodofre har paavirket det engelske Folks hele Mentalitet efter Krigen. Den hele Krigsberetnings- og Krigsroman-Produktion er gennemtrængt af dyb Pessimisme, ja endog af Defaitisme og Pacifisme. Denne Literatur har naturligvis gjort et meget pinligt Indtryk paa de Mænd, paa hvem Omsorgen for Imperiets Bevarelse hviler. Men — har en engelsk Avis sagt — Gennemsnitsenglænderen længes dybt og lidenskabeligt efter Fred og hilser saaledes alt, hvad der er egnet til at levendegøre Krigens Meningsløshed og Fordærvelighed.

Det næste Afsnit handler om Tiden mellem Afslutningen af Vaabenstilstanden og Fredsslutningen, hvor Svækkelsestegnene hurtigt viste sig. Mandstugten svækkedes i en saadan Hast, at de ledende Statsmænd følte sig alvorligt truet i Beslutningsfriheden. Feltmarschal Sir Henry Wilson, Chef for Rigsgeneralstaben, skrev bl. a. i sin Dagbog den 22/1 1919: „Disciplin er i den britiske Armé en overvundet Ting. Ingen vilde vove at give disse Tropper en Befaling, der ikke behagede dem.“ Admiral Lord Wester Wemysz skriver i sine Erindringer om denne Periode: „Lastautomobiler stopfulde af Soldater korte op og ned forbi Whitehall og demonstrerede mod Krigsministeriet. I Januar var der Mytteri i Folkstone, hvorunder der udstilledes Poster, der forhindrede Folk i at gaa om Bord, og hvor en hidsendt Bataillon blev berøvet sine Vaaben og sin Udrustning, der blev smidt i Havet. Samtidig var der blodige Strejkeoptøjer i Glasgow og Belfast. I den engelske Marine gik det paa lignende Vis. Folkene forstod ikke, hvorfor man holdt dem tilbage efter Vaabenstilstanden. Den britiske Regering var ikke blot optaget af en Afvikling, men forfulgte langt vidererækkende Maal. Efter at have slaaet Centralmagterne ned, vilde man nu ogsaa gøre det af med det bolsjevikiske Styre. Derfor blev kæmpende Marineenheder indsat paa Kysterne af det russiske Rige, som om der intet var sket i Vesten. I Juli 1919 udbrød alvorlige Mytterier i en britisk-slavisk Bataillon ved Murmansk, 3 engelske og 1 russiske Officerer blev dræbt. Da Optøjerne gentog sig, vilde man erstatte Bataillonen med en Marinebataillon, men ogsaa i denne udbrød snart et saa alvorligt Mytteri, at „det førte til en ufrivillig Tilbagetrækken af de allierede Stridskræfter paa denne Front.“ (Citatet er hentet fra Commander Edwards: Entwicklung der Nachkriegszeit, S. 67). Ogsaa ved den baltiske Eskadre var der store Vanskeligheder. Kampen mod den sowjetrussiske Flaade var ikke populær og førte til Excesser af forskellig Art, Absentation, passiv Modstand og Tjenestenægtelse. Krydseren „Vindictive“ var nær strandet paa Grund af Fyrbøderstrejke. Interventionspolitiken var og blev upopulær. I den baltiske Eskadre opstod dengang en Sang, hvis sidste Linjer lød: „Hvis du spørger os, hvor vi har været, saa tag os ikke ilde op, at vi begynder at bande. Vi har maattet spille Politi for de bløde (dumme) Finner.“ Dette Kapitel synes særdeles lærerigt. Og det maa ved Vurderingen endelig ikke glemmes, at Rusland ogsaa da var begyndt som Englands Forbundsfælle, og at Kommunisterne ikke da havde haft 25 Aar til at virke iblandt de engelske Arbejdere og Matroser. Sir Henry Wilson talte allerede i 1920 om Fare for en Revolution.

I det følgende Afsnit omhandles Nedgangen i Moral i Efterkrigstiden til det store Mytteri paa Atlanterhavsflaaden i September 1931. Allerede i 1919 lykkedes det Matroserne at faa aftvunget Admiralitetet Tilladelse til Oprettelsen af en Velfærdskomité, der havde Ret til udenom de tjenstlige Myndigheder at træde i direkte Forbindelse med Regering og Parlament om Matrosernes erhvervsmæssige Interesser. Efter Commander Edwards rettede denne Komité i 1920 ikke mindre end 287 Andragender til Admiralitetet. I April 1921 hejste en Marinebataillon, hvis Mandskab blev indsat som Strejkebrydere, den røde Fane over deres Kvarter og nægtede at arbejde som Strejkebrydere. Flere typiske Episoder nævnes, mest karakteristisk et Mytteri i 1930 paa et Moderskib for Undervandsbaade, der af Chefen var dæmpet ved Tilkaldelse af Marinere, der arresterede dem, der havde gjort Mytteri. Admiralitetets Svaghed overfor den Slags Optrin viste sig her som saa ofte tidligere. Tre af Officererne blev suspenderede, Matroserne derimod dømt for Lydighedsnægtelse — ikke Mytteri — til ringe Frihedsstraffe. Affæren skabte stor Usikkerhed i Officerskorpset, der frygtede til enhver Tid at blive desavoueret.

Denne Udvikling kulminerede med det store Mytteri ved Invergordon 15.—16. Septbr. 1931, beskrevet af oftnævnte Edwards i en i 1937 udkommet Bog „The Mutiny at Invergordon“. Om de meget interessante Enkeltheder maa henvises til Bogen. Her skal kun nævnes, at Mytteriet fremkaldtes ved Regeringens Beslutning om at nedsætte Lønningerne, at man paa et Møde vedtog at strejke, at Mytteriet begyndte om Bord paa to Slagskibe og derfra bredte sig til samtlige andre Skibe, hvis Besætninger ved Talekor holdt Forbindelse med hverandre, indtil de gjorde sig til Herre over Lyssignalanlæggene og tilsidst endog over en Radiosender, der meddelte Mytteriet til hele Verden. Det førte til den Skandale, at Ordren til Atlanterhavsflaaden om at løbe ud til Øvelse først maatte udsættes og derefter ophæves, og at Regeringen i Virkeligheden gav efter paa alle Punkter. Affæren endte med, at Admiral Tomkinson, da da havde Befalingen, i Februar 1932 blev fjernet fra Stillingen, en Syndebuk skal der jo til i slige Situationer. Forfatteren finder det saa meget mærkeligere, at England kunde tage Sagen paa denne Maade, som man havde historisk Erfaring fra et storstilet og for Rigets Sikkerhed meget far-, ligt Mytteri, der fandt Sted paa Flaaden i 1797 i et for det. engelske Rige kritisk Tidsrum. Man blev til sidst Herre over det ved bestemt Indgriben og ved russiske Skibes Hjælp. Hovedmanden og atten andre Ledere blev hængt. Ogsaa den Gang laa Lønspørgsmaal bag. Forfatteren drager den Lære af disse Begivenheder, at enhver Begyndelse til Mytteri paa Stedet skal mødes med eksemplarisk Strenghed.

Medens de fleste sikkert vil give ham ham Tilslutning deri, er de Slutninger m. H. t. Englands Værdi som Modstander i en Krig, som Forfatteren i nogle afsluttende Bemærkninger til dette Afsnit drager, dels prægede af Tiden, hvor de blev til (Forordet er dateret Wien, i September 1941) dels af hans nationale Indstilling. Men han har utvivlsomt Ret i, at Liddell Hart har haft en stor Del af Englands offentlige Mening bag sig i sin stærke Fremhæven af Defensivens Værdi. Lad Modstanderen forbløde sig. Det er ganske interessant at blive bekendt med et Citat af Churchill, hvori denne blandt andet advarer mod de „store Offensiver“ og opfordrer til roligt at vente om fornødent i aarevis: „Vent til Tidens Gang tvinger Modstanderen til Angreb — og saa bring ham til at forbløde sig!“ I Øjeblikket synes Rollerne ombyttede.

II.

Udviklingen i den franske Hær.

Ogsaa denne Skildring er baaret af Respekt for Modstanderen. Til Indledning mindes om, at den franske Hær lige før Verdenskrigens Udbrud havde gennemlevet den meget alvorlige Krise, der fremkaldtes ved Dreyfus-Affæren. Fra General Weygands Bog „Den franske Hærs Historie“ bringes et længere Citat, hvoraf her skal gengives følgende, der synes mig at have Bud til en og anden herhjemme for Tiden: „Det er et af de sørgeligste Kapitler i den franske Hærs Historie“ (Tiden omkring Aarhundredeskiftet). „En Minister, en General viser sig rede til at benytte Oplysninger fra Frimurerlogerne om Officerer og til at anvende et Stikbrevsystem. Angiveri og Mistænkeliggørelse breder sig og demoraliserer de Hæren nærstaaende Kredse og fører Uro ind i Hæren selv, hvor nu tjenstlig Fortjeneste træder i anden Række.“ Videre skildrer den franske General den antimilitaristiske Agitations Virkning. I Stedet for at gribe ind med Bestemthed synes Statsmagten at ville købe sig Lydighed ved Eftergivenhed. Tallet paa Folk, der flygter fra Tjenesten, stiger fra omtrent 5000 i 1907 til over 17,000 i 1909. Artiklens Forfatter fortsætter: At den franske Hær ikke brød sammen i denne svære Prøvelsens Tid, og at det var muligt i Aaret 1914 at udsætte den for den Belastningsprøve, som en moderne Krig af ubestemt Varighed er, var alene Officerskorpsets Fortjeneste. Han citerer paany General Weygand, der fremhæver, at Officerskorpset i sin Helhed, trods det for store Tal af politiske Karrierer i de højeste Poster, havde en høj Standard og' holdt fast ved Idealerne. Artiklens Forfatter siger her, at den franske Hærs Evne til at bære Verdenskrigsaarene skyldes dette, „at den i sidste Minut fandt tilbage til sine gamle krigerske Traditioner.“ Desuagtet stod den franske Hær to Gange i 1914—18 lige for Sammenbruddet. Marskal Joffre taler i sine Erindringer om den franske Soldats Letbevægelighed. „Han kan lige saa hurtigt miste Tilliden, som han kan begejstres.“ Under Indtrykket af den tyske Hærs voldsomme Fremstonnen i Krigens Begyndelse greb Demoralisationen den franske Hær. Desertion, Selvlemlæstelse og Forseelser, der medførte Arrest og saaledes Fjernelse fra Fronten, tog til i uhyggelig Grad. Gallieni giver en rystende Skildring af Tilstanden i de Afdelinger, han overtog til Føring i Marneslaget. „Det var den franske Armées Redning, at det daværende Frankrig besad Mænd, der var klar over, hvad der i denne Situation skulde gøres, og som forstod med Mod og Beslutsomhed at omsætte det erkendte i Gerning“, siger Forf. „Strategisk blev Stillingen klaret ved Gallienis Indgriben, disciplinært ved Joffres Indgriben.“ Paa Joffres Initiativ blev den 6/9 indført hurtigt arbejdende Krigsretter, der kunde oprettes helt ned til Batailloner. Forseelsernes Tal og Betydning sank derefter hurtigt til Normalen, og i 1916 den 27/4 kunde man vende tilbage til den gamle Krigsretsordning. Det synes dog altsaa at have varet 1 1 /2 Aar, inden man følte sig helt sikker. I Krigsvinteren 1916—17 kom den franske Hær ind i en ny Krise. En stor defaitistisk Litteratur udbredtes i Hæren, og den derved skabte Stemning forstærkedes ved den russiske Revolution. Virkningen var „et historisk enestaaende Massemytteri“. Karakteristisk er Stigningen i Tallet paa Desertioner: I 1914: 509, 1915: 2433, 1916: 8924, 1917: 21,174. Saa kom det blodige Sammenbrud af Nivelles Offensiv i Maj— Juni ved Chemin des dames. I 6 Uger: 61,000 faldne og 9000 savnede. Ved Offensivfronten udbrød Mytteri, i hvilket ikke mindre end 16 Armékorps med 75 Infanteriregimenter, 12 Art.-Reg. og 25 Jægerbatl. var Deltagere. Særlig farlige Former antog Mytterierne i en Række Regimenter, der laa i Nærheden af Paris. Ved det 370. Infanteriregiment i Soissons hejstes den røde Fane, og man bemægtigede sig et Tog — efter undervejs at have hængt 3 Feltgendarmer paa Lygtepæle — for at køre til Paris og „hente de Deputerede ud af Parlamentet“. Tre andre Regimenter forlangte øjeblikkelig Fredsslutning. Toget blev standset af en parisisk Kavalleridivision. Der maatte tre Dages Belejring til, før de oprørske Soldater overgav sig. Værst gik det til ved to russiske Brigader, der paa faa Dage ved Efterretningen om den russiske Revolution forvandledes fra „militært fremragende, dygtige Enheder til en Horde uden Disciplin.“ Disse 16,000 Mand maatte allerede i Midten af April tages tilbage fra Fronten, indesluttes i en Lejr og tilsidst beskydes med Artilleri i 72 Timer, før de hejste den hvide Fane. 81 Dødsdomme og talrige Fængselsstraffe var Resultatet.

Det blev General Pétains uhyre vanskelige Opgave at rette dette op, og det lykkedes ved en klog Blanding af stor Strenghed mod Lederne og stor Mildhed mod de andre Deltagere. 150 Hovedmænd blev dømte til Døden, Straffen fuldbyrdedes dog kun paa 23, men de øvrige sendtes omgaaende til Kolonierne, en hurtigere Retsforfølgning maatte atter indføres. Medløberne slap med meget smaa Straffe eller helt uden. „Men General Pétain vilde ikke blot straffe. Han vilde ogsaa helbrede“. Han besøgte i Løbet af faa Uger 90 Divisioner, talte til dem og med dem, herunder med mange menige. Han forbedrede Kosten og Kontrollen dermed, og han opfordrede Troppekommandørerne til aabent at fremføre deres Betænkeligheder, naar de ansaa Udførelsen af en Befaling for at være for svær eller for farlig. Denne sidste Foranstaltning, der jo virker meget fremmed for vor Tankegang, maa sikkert ses som Udslag af den Kendsgerning, der træder frem i saa mange Krigsbøger, at man i Skyttegravene havde det Indtryk, at mange Angrebsordrer, der kostede Masser af Menneskeliv, blev givet af Officerer, der sad langt fra Skyttegravene, ikke kendte Vanskelighederne og Farerne, og som ved disse Angreb ofte tilsigtede at udføre et eller andet Fremstød, der kunde gøre Arméen eller Divisionen smukt omtalt og derigennem styrke dens Førers Position.

Men hvorledes det nu end er, saa lykkedes det General Pétain i Løbet af faa Maaneder „at gengive det franske Soldaterhjerte til dem, der havde mistet det“ (Weygand). Dette var vigtigere end at vinde et stort Slag (Ludendorff). Mon det ikke er fra denne Tid, at den gamle Marskal Pétain har sin stærke Position i det franske Folk, den, der gjorde ham til Statschef i det sammenbrudte Frankrig. De haarde Slag, som den franske Hær maatte udholde under den sore tyske Offensiv i Foraaret og Sommeren 1918, var dog atter en meget haard Prøve for Disciplinen. Den amerikanske General Harbord giver en frygtelig Skildring af de Plyndringer og andre grove Forseelser, de tilbagegaaende franske Tropper i Maj—Juni 1918 gjorde sig skyldig i overfor deres Landsmænd. Det var saadan, at „man i hine Dage kun vilde have tilskrevet tyske Tropper det“, men ingen tyske Tropper var til da trængt frem til Steder, han omtaler. Efter Afslutningen af Vaabenstilstanden fortsattes denne Tilstand af fuldstændig Udmattelse, og Marskal Foch sagde den 3/2 1919 til Sir Henry Wilson, at hans Folk ikke længere kunde holde ud og vilde demobilisere sig selv, hvis man ikke lod dem gaa hjem. (Saaledes som Belgierne allerede havde gjort).

I Paasken 1919 var der store Mytterier paa den franske Sortehavsflaade ved Sebastopol. Den engelske Admiral Wemysz gav Ordre til, at engelske Enheder straks skulde afgaa til Sebastopol og om fornødent sænke de oprørske franske Skibe. Dette blev dog ikke nødvendigt, fordi Chefen paa en græsk Jager, der saa det røde Flag blive hejst paa et fransk Skib, resolut aabnede Ilden og derved støttede den Del af den franske Besætning, der var blevet loyal, hvorved Mytteriet blev kvalt i Fødslen. 1 nogle sammenfattende Bemærkninger fremdrager Artiklens Forfatter paany, hvor ulykkeligt det var for den franske Hær, at Angiveri og Mistænkeliggørelse havde bredt sig i Aarene før Verdenskrigen, at Hensynet til tjenstlig Dygtighed var trængt tilbage, og at „Intriganter, Konjunkturriddere og Stræbere beherskede Marken“. Paa den foreliggende Anledning kan jeg maaske have Lov til for egen Regning at tilføje, at en saadan Udvikling indenfor en Jlær er saa meget farligere, som det let kan tænkes at ligger saaledes, at de Foresatte, der bliver Ofre for Konjunkturridderne og Intriganternes Stræben maaske slet ikke har Evne til at se, at de Folk, der synes dem saa udmærkede, og som saa helt har den „rigtige“ Opfattelse, i Virkeligheden kun er nogle tomme Eftersnakkere, hvis eneste Mesterskab er dette at behage.

III.

Udviklingen i den tyske Vierne magt.

Forfatteren griber her helt tilbage til forrige Aarhundredes Begyndelse. Der indledes med en Bemærkning, der synes meget betydningsfuld for Forstaaelsen af, hvad man fra tysk Side tillægger afgørende Betydning for en Storkrigs Udgang, hvorfra jo atter kan drages nogenlunde sikre Slutninger om, hvor og hvorledes der fra den tyske Ledelses Side vil blive sat ind i den kritiske Situation. Bemærkningen lyder saaledes: „I den tyske Litteratur om Verdenskrigen bestaar der i Dag almindelig Enighed om, at Udgangen af den store Folkekamp vilde være blevet en anden, hvis visse PMrraadnelseskims videre Spredning i Aarene 1917 og 18 var blevet bekæmpet lige saa energisk af Lovgiveren og gennem den militære Jurisdiktion som i andre Lande.“ Forklaringen paa, at begge disse Instanser svigtede, søger Forf. deri, at den Forstaaelse af Nødvendigheden af forebyggende og modvirkende Forholdsregler, der paa Grundlag af bitre historiske Erfaringer var saa levende i den tyske Hær helt op til 1870, var gaaet tabt gennem 3 lykkelige Krige — 1864, 1866 og 1870 —, hvor man ikke havde haft noget som helst alvorligere Tilfælde af svigtende Mandstugt. Et lille Afsnit er helliget en Sammenligning mellem engelsk og tysk Opfattelse af Forholdet mellem Foresat og Undergiven. Forfatteren kæmper her ivrigt mod den bl. a. af den kendte engelske General Hamilton (Gallipoli) fremsatte Anskuelse, at den tyske Disciplin beror udelukkende paa Tvang, en Opfattelse, der iøvrigt ikke er ukendt herhjemme. Forfatteren gør opmærksom paa, at Legemsstraffe blev afskaffede i den tyske Hær, længe før de blev det i den engelske. Han henviser med Stolthed til Gneisenaus berømte Artikel om „Ryggenes Frihed“ fra Aaret 1808. Mere overbevisende end dette og andre Citater fra samme Tid og senere om den Hovedvægt, der bør lægges paa „Agtelse for Soldatens sædelige Personlighed“, er den Kendsgerning, som enhver, der tænker over Tingene, ikke kan undgaa at opdage, og som Forfatteren ogsaa fremhæver,at en Indsats, som den, der af Masser af tyske Troppeafdelinger er ydet baade under forrige og navnlig under denne Verdenskrig med en saa beundringsværdig Vilje hos den enkelte Befalingsmand og menige til at holde ud og vinde frem under de vanskeligste Forhold, en saadan Indsats vilde det ganske simpelt være umuligt at yde paa Grundlag af en disciplinær Opdragelse, der bundede i Tvang. Lad saa ogsaa være, at nogle, mange eller endog de fleste af de talrige Beretninger om preussiske Soldatermishandlinger, som man hørte i Tiden før forrige Verdenskrig, har været sandfærdige, de maa dog have været enkeltstaaende uheldige Undtagelser; en glimrende, maalbevidst og forstaaende Soldateruddannelse maa have været den altoverskyggende Hovedregel. Jeg tror i det Hele, at man gør klogt i at erkende, at de tyske Ledere paa dette og en Række andre Omraader har vist en fremragende Forstaaelse af det tyske Folks aandelige Tilstand og Udviklingsmuligheder.

De disciplinære Vanskeligheder begyndte i Flaaden og betegnende nok i Slagskibene, hvis Besætning ikke som UBaadenes var i Kamp, men kun stadig skulde være i Beredskab. De første Mytterier indtraf i Wilhelmshafen i August 1917 og omfattede omtrent en Tiendedel af Besætningerne. Forfatteren mener, at der blev taget alt for blødt paa disse første Tegn paa Svigten af Mandstugten — der blev dog fældet 5 Dødsdomme, hvoraf to fuldbyrdedes — navnlig fordi man ikke vovede at gaa frem mod det uafhængige Socialdemokrati, hvis Rigsdagsmænd syntes at staa bag. Overfor Fronten var Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs Agitation virkningsløs til helt hen i 1918, men den virkede tidligere overfor Hjemmefronten og Etappen. Allerede i 1915 og 1916 viste der sig mindre betydende Tegn, Undladen af Hilsen, Brud paa Marchdisciplinen o. 1. Saalænge der ikke var Tale om en virkelig Tilbagegang i Viljen til at adlyde og til at kæmpe, kunde man se bort derfra, men fra Midten af 1917 begyndte der navnlig under Transport fra Øst- til Vestfronten at vise sig alvorligere Tegn paa Svigten af Mandstugten ved talrige Undvigelser o. 1. Man forsøgte paa forskellig Vis at bekæmpe dette. Man gik bl. a. saa vidt, at man indrettede særlige Arrestantvogne til Transport af de undervejs arresterede Førere, men Rettergangen var for langsom, idet Divisionsgeneralen var Rettergangschef. Forholdsreglerne var virkningsløse. Forfatteren fremhæver som Modsætning, at det i Frankrig lykkedes Foch og Pétain paa samme Tid at gøre en rask Ende paa en ganske tilsvarende Udvikling.

Den militære Strafforfølgning havde under Krigen vist sig utilstrækkelig, bl. a. fordi man ikke paa Stedet kunde straffe Desertørerne, hvis Tal henimod Krigens Slutning voksede til Masser. Hertil kom i den sidste Tid de „forsprængte“, der med eller mod deres Vilje var kommet bort fra deres Afdeling og intet gjorde for at finde tilbage. Ogsaa overfor andre Forbrydelser svigtede Retsvæsenet, f. Eks. overfor forsætlig Paadragelse af Kønssygdomme, Tyverier, der udartede til Udplyndring af Magasiner, Aagren med Krigsbytte o. s. v. Forfatterens Resultat er dette, at Loven var for mild, Retsforfølgningen for langsom og Officerskorpset for lidet indstillet paa en rask og beslutsom Indgriben ud fra i og for sig smuk, kammeratlig Opfattelse.

Forfatteren nævner med megen Anerkendelse et af Oberst, Dr. Altrichter i 1933 udgivet Værk „Die seelischen Kräfte des deutschen Heeres im Frieden und im Weltkriege“, hvorfra han henter en Inddeling af Udviklingen i en Hær under Krig i 3 Stadier. Det første ordnede, det andet, hvor grove Uordener begynder at vise sig, og hvor det gælder at gribe ind med Hurtighed og Haardhed, og det tredje, i hvilket Frygten for Straf er forsvundet, og der hverken med Strenghed eller Mildhed kan udrettes noget. Da kan ingen Straffelov og ingen Retsforfølgning hjælpe mere. Som Eksempler herpaa nævnes den tyrkiske Armé under Verdenskrigen og den franske Storarmé i 1912.

Derimod fremhæves med Beundring den glimrende Disciplin, der trods alle Befolkningsvanskeligheder og trods de Ernæringsvanskeligheder, der var fælles for den østrig-ungarske og den tyske Hær, endnu i Højsommeren 1918 holdt den første sammen til en kampdygtig Styrke. Som et Hovedmiddel dertil nævner Forf. den østrigske Standret. Den kunde kun ikende Dødsstraf. Kun Folk tagne paa fersk Gerning kunde stilles for den, og Dom krævede Eenstemmighed, men den fuldbyrdedes straks efter Afsigelsen. Der blev i den østrig-ungarske Hær under Verdenskrigen afsagt 753 Dødsdomme, og deraf blev ikke mindre end 737 fuldbyrdede. Under Krigen skal de østrig-ungarske Krigsretter have dømt ikke mindre end 3 Millioner Anklagede, hvoraf dog en Del civile fra Distrikter med Undtagelsestilstand. Naturligvis skabte visse tjekkiske Troppeafdelingers samlede Overgang til Fjenden, der begyndte allerede i August 1914, til Tider kritiske Situationer paa visse Dele af Fronten, men helt til Senhøsten 1918 formanede disse Forhold ikke at give noget afgørende Udslag. Hovedvanskeligheder viste sig ogsaa i Østrig-Ungarn først ved Etappen, hvor Desertører samlede sig i hele Bander, der hemmelig blev understøttet af Befolkningen. Store Mytterier af alle Nationaliteter undtagen tysk-østrigsk forekom, men blev slaaet ned med haard Haand af Overkommandoen. Endnu i Sommeren 1918 var Han-ledelsen i Stand til at sætte en stor Offensiv ind.

Forf. skildrer dernæst mdgaaende et stort Mytteri, der fandt Sted i den østrigske Flaade ved Cattaro i Februar 1918. Han fremhæver, hvorledes de kommanderende paa Stedet intet Øjeblik tabte Hovedet og derfor tilsidst blev Herre over Oprørerne bl. a. ved nogle Landbatteriers Indgriben. Han fremhæver dette stærkt i Modsætning til de engelske Myndigheders svage Holdning overfor Mytteriet i 1931. Med al Respekt for Forskellen mellem Krigstid og Fredstid synes Forf. i det væsentlige at have Ret i sine Betragtninger. Mod Slutningen gør Forf. Rede for, at den tyske Lovgiver har draget de nødvendige Slutninger af Verdenskrigens Erfaringer, saaledes at enhver Mulighed kan imødegaas. I Forskriften for Troppeføring gøres det udtrykkeligt til Pligt for de militære Førere at skride ind ufortøvet og om nødvendigt med de skarpeste Midler mod enhver Afslappelse af Disciplinen, Undvigelser, Panik og lignende skadelige Foreteelser. Ogsaa den militærstrafferetlige Side er i Orden, og alle Verdenskrigens Huller er udfyldt gennem Krigssærstrafferetsforordningen af 17/8 1938, sat i Kraft den 26/6 1939. Det kan i saadanne Tider være nødvendigt at straffe den enkelte meget haardt for en — isoleret betragtet— ubetydelig Forseelse. Forf. citerer her en Udtalelse af den franske Senator Flandin under en Debat om Begivenhederne ved Chemin des dames i 1917: „Vi er i Krig, og Krigen kan gøre grusomme Ting nødvendig. Hvis vi tøvede med at straffe de skyldige, hvis vi tøvede med gennem de nødvendige Eksempler at forhindre forfærdende Svaghedstilstande, maatte vi saa ikke frygte, at Tusinder af brave Folk blev udleverede til Nederlag og Død.

Hermed skal jeg slutte. Det er længe siden, jeg har læst en Bog, der har givet mig saa meget at tænke paa som denne. Det er mit Haab, at jeg gennem disse Uddrag har givet mange Lyst til at gøre sig bekendt med Bogen. Den er et Varselsraab om, hvad der ligger forude. Maatte dette Raab blive hørt og forstaaet.

Victor Pürschel.