Log ind

Luftwaffes dagjagerstyrker i perioden november 1944 til maj 1945

#

Indledning

Langt de fleste, der har læst luftkrigshistorie, kender i detaljer Luftwaffes indsats under slaget om England og Untemehmen Barbarossa (Angrebet på Sovjet-Unionen). Imidlertid er perioden fra invasionen i Normandiet til det endelige sammenbrud kun dårligt beskrevet, og ofte er beskrivelserne fyldt med selvmodsigelser. To årsager til dette forhold er ret klare. For det første gik en stor mængde dokumenter tabt i krigens sidste måneder, for det andet var det russiske styrker, der besatte en stor del af det territorium, hvor Luftwaffes enheder befandt sig i krigens sidste dage. En stor del af dokumentationen for denne periode er derfor utilgængelig. Det er min hensigt gennem denne artikel at søge at kaste lys over en række begivenheder i den ovennævnte periode, i det omfang hvori det er muligt. Der er i artiklen medtaget flere bilag, der hovedsageligt er tænkt som grundmateriale for eventuelt interesserede læsere, der ønsker at studere problemet nærmere.

STATUS NOVEMBER 1944

Ledelse og ledere

Oberkommando der Luftwaffe (OKL) var formelt Luftwaffes øverste ledelse1). OKL bestod af2):

- Oberbefehlshaber der Luftwaffe (Gen.Feldm. H. Goring).

- Generalstabes der Luftwaffe (Chef fra 2. november 1944 Gen.d. Flieg. Koller).

- Luftwaffenfuhrungsstab (Chef Oberst Christian).

Det var OKL’s opgave at planlægge kommende operationer og befale deres udførelse gennem operationsordrer til Luftflotten (Lft.).

OKL fungerede imidlertid ikke som en normal overkommando. OKL kunne således ikke selv iværksætte større operationer eller flytte styrker fra et område til et andet. Når en operation skulle iværksættes, skete det efter et ret detaljeret direktiv fra Hitler (Fiihrerweisung)3). Yderligere blandede Goring sig ofte i planlægning og udførelse af operationer uden at lytte til råd fra sine stabe.

Goring havde omgivet sig med et lille antal yngre officerer, der i høflig omtale blev kaldt »Den lille generalstab«4), og mindre høfligt blev de omtalt »Der Kindergarten«6). Fælles for disse officerer var det, at de havde været succesrige enhedschefer, de havde personligt udmærket sig i kamp, de var alle bomberpiloter, og de manglede en formel stabsuddannelse. Det var disse officerer, der ofte rådede Goring. I følge deres samtidige ældre kolleger, manglede disse officerer modenhed, og de udtalte sig ofte med vægt om emner, som de ingen eller kun ringe kendskab havde til6). For at gøre målet fuldt, udgav Goring ofte ordrer gennem »Den lille generalstab« udenom den normale kommandovej.

Chef des Generalstabes (Koller) havde meget lidt respekt for »Der Kindergarten«6). Koller selv var en meget kompetent stabsofficer, men selv om han tillægges en stærk personlighed, var han ude af stand til at modsætte sig Goring. Yderligere havde Koller aldrig gjort tjeneste i en kampenhed7).

Hver våbengren inden for Luftwaffe havde en generalinspektør, Generalmajor A. Galland var således General der Jagdflieger. Det var generalinspektørens opgave at være et direkte led mellem de enkelte våbenarter og OKL, og de var bl.a. ansvarlige for den flytype bestemte uddannelse8). I løbet af krigen blev generalinspektørerne imidlertid indblandet i alle fagområder inden for deres våbengren, spændende fra taktik til flyproduktion. Luftwaffes organisation må nærmest betegnes som funktionel, med alle de svagheder dette kan indebære, hvis de enkelte myndigheder ikke har et klart afgrænset ansvarsområde.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.25.39.png

Organisation

I november 1944 var Luftwaffes dispositionsenheder organiserede som vist på figur l 9). Alle de viste Lft. havde underlagt større eller mindre dagj agerstyrker. - Jagerenhedemes tilhørsforhold fremgår af oversigten side 79. Luftwaffe havde på dette tidspunkt en vel udbygget kontrol og varslingsorganisation, Luftnachrichten-Dienst (LN-Dienst). Systemet var delt op i de ansvarsområder, der er vist i figur 3, og det var udrustet med tidssvarende, effektive radarsystemer til kontrol og varsling10.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.27.31.png

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.27.51.png

Personel

Luftwaffes piloter var på dette tidspunkt en meget broget skare. Geschwaderkommodore var meget erfarne jagerpiloter, og de var alle på nær én blevet tildelt ridderkorset11). Et antal Gruppenkommandeure havde samme erfaring som deres Kommodore, men størstedelen af piloterne havde aldrig været i kamp, eller de havde som maximum 30 dages operativ erfaring bag sig12). Yderligere havde det været nødvendigt for Luftwaffe at slække på kravene til jagerpilotkandidater, og at forcere uddannelse for at få tab erstattet og for at udbygge jagerstyrkeme12). To vitale elementer var ikke indeholdt i træningsprogrammerne. For det første modtog jagerpiloter ikke en uddannelse i instrumentflyvning13). D.v.s. at de var ude af stand til at starte og lande i dårligt vejr, og de kunne kun foretage en skygennemgang af meget kort varighed. En anden mangel i uddannelsen var, at piloterne ikke trænede navigation i lav højde efter kortlæsning14).

Materiel

Luftwaffes jagerfly var fuldt ud tidssvarende. Jagerne var i ydeevne jævnbyrdige eller overlegne i forhold til de allieredes. Pr. 1. november 1944 var Luftwaffe udrustet med et antal forskellige versioner af følgende typer15):

Bf 109 G-6

Bf 109 G-10

Bf 109 G-14

Bf 109 K-4

Fw 190 A-8

Fw 190 A-9

Fw 190 D-9

Me 262 A

Me 163 B

Styrkemål og Air Order of Battle

Luftwaffes jagerenheder var organiserede i Geschader, der bestod af 3-4 Gruppen hver med 4 S taffel å 16 fly16). En Jagdgeschwader (JG) var benævnt med et tal som vist i oversigten side 79. En gruppe blev betegnet med et romertal efterfulgt af JG betegnelse, f.eks. IV/JG 3.

En Staffel blev benævnt med arabertal, f.eks. 14/JG 3. En JG å 3 Gruppen havde en normering af fly på 192 fly, mens en JG å 4 Gruppen havde en normering på 256 fly.

Oversigten angiver, som tidligere nævnt, placering af alle JG17). Antallet af Gruppen indebærer en normering på ca. 3500 fly. En kilde18) angiver, at enhederne faktisk besad 3300 fly, en anden kilde19) angiver 3700 fly pr. 18. november 1944. Der er imidlertid forskel på normering af fly, antal tildelte fly, fly, der faktisk er i enhedernes besiddelse, og endelig antal kampklare fly. En nøjere granskning af »Start im Morgengrauen« vil godtgøre, at hver Gruppe havde mellem 30 og 40 fly kampklare.

Den styrkeopbygning, som ovennævnte er udtryk for, kan føres tilbage til en målrettet proces i perioden august 1944 til november 1944. Hovedelementerne i denne proces var20): - En dramatisk produktionsforøgelse21). - Et accelereret træningsprogram22). - En omskoling af bomberpiloter til jagerpiloter20). - En bevist aktivitetsdæmpning23).

Målet for denne styrke opbygning var »Der Grosse Schlag«, en storstilet luftforsvarsoperation udtænkt af Galland24). Ideen var, at jagerstyrkeme skulle indsættes i stort antal under gunstige vejrforhold mod USAAF dagbomberstyrker.

Grundideen bag »Der Grosse Schlag« var en nøje efterlevelse af principperne om udvælgelse og fastholdelse af målet (at stoppe angrebene på den tyske industri) og koncentration (man planlagde gennemførelse af ca. 2000 sorties inden for få timer).

Hvordan jagerstyrkeme faktisk blev anvendt, vil blive gennemgået nedenfor.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.33.11.png

1. november til 15. december 1944

1. november var Luftwaffes jagerenheder deployeret som angivet på fig. 4. Som på alle de kort, hvor deployering er vist, er det kun angivet i hvilken JD ansvarsområde, enheden er stationeret. Dette er, på nær enkelte undtagelser, også ensbetydende med, at enheden organisatorisk tilhørte den pågældende JD. Praktisk talt var alle de viste enheder udrustet med propeldrevne jagere. Undtaget herfra var:

- m/JG 7 eller rettere Kdo Nowotny, en enhed udrustet med Me 262 A, som havde til opgave at afprøve Me 262 i luftforsvarsrollen. Efter Nowotnys død 8. november, efter at enheden havde mistet næsten alle sine fly, blev den omdøbt m/JG 7, og den dannede kadre for oprettelse af JG 7.

- I/KG (J) 51 var oprindelig en bomberenhed, der nu var blevet udrustet med Me 262, og som var blevet omdannet til en jagerenhed i oktober 1944.

- 1 og n/JG 400 var udrustet med Me 163 B, en raketdreven jager, der kun var egnet til punktforsvar. Disse to Gruppen blev anvendt til forsvar af brændstof producerende installationer.

Den viste deployering er et udtryk for den prioritering, man på daværende tidspunkt tillagde luftforsvar af den centrale del af Tyskland. Bemærk også de relativt svage enheder, der var indsat på østfronten, og den jævne fordeling af jagerstyrker i 2 JD, 3 JD, Jafii Mit Rhein og 7 JD (under operativ kontrol af 5 JD) ansvarsområder.

I perioden op til midten af november blev »Der Grosse Schlag« planlagt i detaljer, og der blev afholdt krigsspil ved I JK, hvor forskellige mulige situationer blev gennemgået. Galland selv udtrykte forundring over, at hans forslag var gået så glat igennem. Den officielle politik havde ellers altid været at indsætte alle til rådighed værende styrker25).

Goring indtalte på plade, foran en forbløffet forsamling af jagerchefer, en mundtlig tilrettevisning, hvor alle jagerpiloter under ét blev beskyldt for dovenskab, løgnagtighed og fejhed26). Ifølge Galland skulle pladen afspilles forjagerpiloter, mens de sad på beredskab27).

Således forberedt begyndte Luftwaffe at indsætte store jagerstyrker til luftforsvar fra 2. november 1944.

2. november 1944

På denne dag gennemførte 8 Air Force (8 AF) to samtidige angreb med henholdsvis 325 og ca. 650 B-17 ogB-24, eskorteret af ca. 600 P-51 ogP-38 jagere28). I JK reagerede med fly fra JG 3, JG 4, JG 27 og JG 400 med tilsammen ca. 500 jagere. II JK indsatte JG 2, men enheden kunne ikke opnå kontakt med de fjendtlige fly p.g.a. en varmfront.

Luftwaffes taktik gik på dette tidspunkt ud på, at såkaldte Sturm-Gruppen skulle trænge igennem jagereskorten og angribe de fjendtlige bombere, mens Lechte-Gruppen skulle engagere de fjendtlige eskorte jagere og derved beskytte flyene fra Sturm-Gruppen. IV/JG 3, II/JG 4, II/JG 300 og II/JG 301 var som Sturm-Gruppen udrustede med særligt pansrede og svært bevæbnede versioner af Fw 190 A-8 og A-9. Hvis en JG blev indsat uden samarbejde med en Sturm-Gruppe, angreb JG egne Grupper selv de fjendtlige bombefly.

Tab

Luftwaffe 100-120 jagerfly, 70 faldne og 28 sårede piloter29). 8 AF tab er lidt vanskeligere at fastslå. Luftwaffe hævdede at have nedskudt ca. 80 tunge bombere. 8 AF angiver 40 tunge bombere og 28 jagere30), engelske kilder angiver 6331).

I det følgende vil alle 3 tabstal blive angivet for USAAF, hvor det er muligt.

Inden den næste luftforsvarsoperation gennemgås, er det nødvendigt at omtale to begivenheder, der fik betydning for jagerstyrkemes fremtid. I begyndelsen af november blev en lang række chefer fra alle Luftwaffes våbengrene indkaldt til en konference, hvor Luftwaffes problemer skulle diskuteres, og forslag til løsning skulle udarbejdes. Dog måtte to emner ikke diskuteres: 1. Goring og hans ledelse og 2. anvendelse afMe 262 som jager32). Begge emner var nok de mest pressende. Der var generelt utilfredshed med ledelsen, og det havde i måneder været uforståeligt, at Hitler havde fastholdt sin beslutning om, at Me 262 skulle anvendes som bomber, når flyet var bygget som jager og kunne indsættes som sådan i total immunitet for 8 AF eskorte jagere32). Goring selv havde ikke tid til at være ordstyrer, i stedet havde han udpeget Gen.Maj. Dietrich Peltz. Peltz var General der Kampfflieger - generalinspektør for bombere - og han havde været »Angriffsfiihrer England«. Sidst nævnte indebar, at han skulle lede gengældelsesangreb på England med IX Fliegerkorps, i et forsøg på at stoppe RAF bombeangreb på Tyskland33). Alt tyder på, at Peltz kun tænkte i offensive baner, såvel strategisk som taktisk, yderligere var han Nazist af overbevisning, og han tilhørte »Den lille Generalstab«. Cheferne i jagerstyrkeme fra Galland og nedefter kunne ikke fordrage ham p.g.a. hans overbevisning og tankegang34).

Under mødet nåede en gruppe personer frem til, at mange af Luftwaffes problemer kunne løses blot personellet havde en større tro på den nazistiske sag. Under mødet skete der yderligere det, at Galland tilbød Steinhoff, at han skulle opstille den første JG, udrustet med Me 262, JG 735).

14. november 1944 udsendte OKL operationsordren for modoffensiven i Ardenneme. Det var i planen forudset, at store jagerstyrker skulle indsættes til støtte for hæren, dels i form af nærluftstøtte, dels i form af lokalt luftforsvar over frontzonen, og dels i et koncentreret angreb på allierede flyvestationer. Ideen til offensiven var Hitlers, Goring havde givet tilsagn om Luftwaffes fulde støtte, og han overlod den detaljerede planlægning til Peltz. Galland, der ikke var blevet draget ind i planlægningen, protesterede. Jagerpiloterne var ikke uddannede til at løse de forudsete opgaver, og operationen ville indebære en farlig svækkelse af luftforsvaret. Gallands protester blev fejet til side, og Peltz blev ved siden af havende tjeneste gjort til chef for II JK36). Da Peltz ingen jagererfaring havde, blev oberst Gordon Mac Gollob udpeget til at koordinere jagerindsatsen på Ardennerfronten37).

21. november 1944

21. november angreb 8 AF mål i Central Tyskland, støttet af 650 P-51. I JK indsatte ca. 400 jagere fra JG 1, JG 4, JG 27, JG 54, JG 300 og JG 301. II JK indsatte dele af JG 2. Selvom størstedelen af de indsatte fly tilhørte I JD, blev de indsat i 3 JD luftrum, under taktisk kontrol af 3 JD. Et ganske normalt mønster for luftforsvarsoperationer på dette tidspunkt. De tyske jagere kunne imidlertid ikke trænge igennem 8 AF eskorte, og der blev kun opnået sparsomme resultater38).

Tab

Luftwaffe: Ca. 60 fly, 40 faldne og 22 sårede piloter. 8 AF: Efter tyske kilder 5 bombere og 2 jagere. Efter amerikanske kilder ialt 34 fly79).

26. november

1944 8 AF gennemførte på denne dag et angreb mod mål i området omkring Hannover med ca. 1000 fly. I JK reagerede med fly fra JG 1, JG 6 og JG 301. II JK indsatte fly fra JG 26, JG 27 og JG 54. Tilsammen blev der indsat ca. 550 jagere. Igen forhindrede den amerikanske eskorte en effektiv indsats af de tyske jagere39).

Tab

Luftwaffe: Ca. 90 jagere, 57 faldne og 30 sårede piloter. 8 AF: Efter tysk kilde 35 bombere. Efter 8 AF egne oplysninger: 35 bombere80).

27. november 1944

På denne dag indsatte 8 AF ca. 450 tunge bombere mod mål i Tyskland. Jagere fra 8 AF udførte Sweeps foran bomberenhedeme for at forhindre Luftwaffes jagere i at samles i de store formationer, der blev anvendt ved angreb på bombeflyene. I JK indsatte fly fra JG 300 og JG 301. II JK indsatte fly fra JG 26, JG 27 og JG 54, tilsammen 750 jagere. På denne dag kunne de tyske jagere overhovedet ikke trænge igennem den amerikanske eskorte, som de blev indviklet i kamp med længe inden de blot kom i nærheden af bombeformationeme40).

Tab

Luftwaffe: Ca. 50 jagere, 37 faldne og 14 sårede piloter. 8 AF: Efter tyske opgivelser 11 jagere, hvilket stemmer med amerikanske kilder81).

30. november 1944

De allierede gennemførte et angreb med ca. 1000 fly på olieindustrimål i Berlinområdet. Da vejret var overordentligt dårligt, kunne der ikke blive tale om en større jagerindsættelse fra tysk side. Sigtbarheden var kun ca. 500 m på mange flyvestationer, der kunne derfor kun blive tale om indsættelse af JG 300 og 301. Det lykkedes da også for I og II/JG 300 at komme i luften. Goring var ledsaget af Geschwaderkommandoen på inspektion ved m/JG 300, og han beordrede hele Gruppen i luften.

Geschwaderchefen nægtede at efterkomme ordren, vejret var for dårligt. Resultatet af indsatsen for I og II/JG 300 var, at et fåtal fik kontakt med fjenden, kun få piloter kunne lande igen, resten måtte enten nødlande på åben mark eller springe ud med faldskærm. Så vidt det vides blev ikke ét amerikansk fly skudt ned af jagere41). I følge amerikanske kilder mistede 8 AF 40 bombere82).

STATUS PR. 1. DECEMBER

I løbet af november nedskød jagere fra Lft. Reich 155 fjendtlige fly, for tabet af ca. 400 jagere og ca. 250 faldne piloter42). Mangel på brændstof var ved at blive en væsentlig, hindrende faktor for gennemførelse af effektivt luftforsvar43). Man havde hverken mangel på fly eller piloter.

5. december 1944

8 AF gennemførte et angreb på Berlin med ca. 420 bombere. I JK indsatte ca. 300 fly fra JG 1 og JG 301. RAF gennemførte et dagangreb på jernbanemål i den vestlige del af Tyskland. Mod dette indsatte II JK et ukendt antal jagere fra JG 27 og IV/JG 5444).

Tab

Luftwaffe: Ca. 75 jagere, 53 faldne og 22 sårede piloter. 8 AF: Efter tyske kilder: 5 bombere. RAF: Ukendt.

16. december 1944 til 26. januar 1945

Op til 16. december blev størstedelen af samtlige Luftwaffes jagere deployeret til den vestlige del af Tyskland, hvor de kom under operativ kommando af II JK - se figur 5.13 JK havde dermed ca. 1800 kampklare jagere til rådighed46). Der er ting, der tyder på, at starten på Ardenneroffensiven skulle være et angreb, gennemført af II JK jagerstyrker på et antal allierede flyvestationer i Holland, Belgien og Frankrig - Untemehmen Bodenplatte. Imidlertid forhindrede dårligt vejr, at jagerstyrkeme overhovedet kunne indsættes i større omfang før 24. december46).

17. december 1944

9 AF gennemførte en række Fighter Sweeps og jagerbomberangreb mod tyske flyvestationer. 15 AF gennemførte angreb på industrimål i Polen. Fra II JK var I og H/J G 2, og II, IH og IV JG 27 indsat på luftforsvarsopgaver over egne linier, I/JG 27 var indsat til forsvar af flyvestationer belagt af KG (J) 51, en gruppe fra JG 26 udførte et Fighter Sweep i eget luftrum, JG 3, 4 og 11, IV/JG 54 og m/JG 53 blev indsat på Ardennerfronten. I JK indsatte JG 300 mod 15 AF47).

Tab

I JK (JG 300): 23 fly, 18 faldne og 5 sårede piloter.

II JK: Ca. 50 fly, 37 faldne og 19 sårede piloter. 9 og 15 AF: Ca. 20 fly.

18. december 1944

8 AF gennemførte et angreb med 350 bombefly mod jembanemål i den vestlige del af Tyskland. 9 AF udførte angreb bag Ardennerfronten med lettere bombere, mens jagerbombere fra 9 AF og RAF 2 TAF udførte angreb på det tyske trafiknet. JG 1 blev indsat mod 8 AF. Resten af Luftwaffes indsats er vanskelig at klarlægge. Det blev på dette tidspunkt mere og mere almindeligt, både for de vestallierede og Luftwaffe, at en større formation blev sendt afsted på en bestemt mission uden at nå frem til målområdet. Ofte skete det, at man på vej til målområdet stødte på modstanderens jagere, som oftest i tysk luftrum. Man kan derfor ikke nødvendigvis udfra beskrivelserne af de faktisk indtrufne begivenheder slutte sig til, hvilken aktivitet det var planlagt, at en bestemt enhed skulle udføre. Det eneste sikre, der vides om II JK jagere, udover fly fra JG 1, var, at fly fra JG 2,3,6,26,27,54 og 77 kom i kamp med allierede jagere i eget luftrum48).

Tab

II JK: Ca. 25 fly, 21 faldne og 12 sårede piloter. USAAF og RAF: Efter tyske kilder ca. 25 fly49).

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.45.56.png

23. december 1944

Indtil omkring denne dato havde vejret været meget ugunstigt, set i relation til gennemførelse af luftoperationer i forbindelse med aktiviteten på Ardennerfronten. Da vejret nu klarede op, kastede begge parter store luftstyrker ind i slaget. Ca. 400 bombere, eskorteret af et tilsvarende antal jagere fra 8 AF, angreb jembanemål bag Ardennerfronten. Mod dette angreb indsatte II JKca. 90 jagere fra JG 4,11,27 og 5450). 9 AF indsatte ca. 625 lette og mellemtunge bombere og jagerbombere mod mål i selve frontzonen. II JK indsatte mod dette angreb ca. 60 jagere fra JG 2, 3 og 11. RAF Bomber Command (RAF BC) gennemførte et angreb på Koln med et ukendt antal tunge bombere. Dette angreb blev imødegået med tyske jagere fra JG 1,6 og 26. Om eftermiddagen gennemførte 9 AF nok et angreb med ca. 200 mellemtunge bombere eskorteret af P-47 jagere. Mod dette angreb blev dele af JG 77 indsat. II JK gennemførte yderligere missioner med JG 53. Denne amerikanske taktik med gennemførelse af Fighter Sweeps ud i hovedtrusselretningen - den retning hvorfra tysk jageraktivitet kunne forventes - viste sig igen effektiv.

Luftwaffes jagere kom ofte i kamp med eskortejagere, og de var ude af stand til at opnå kontakt med de tunge bombere. Ialt gennemførte II JK 450 - 500 jagersorties61).

Tab

Luftwaffe: Ca. 75 jagere, 63 faldne og 35 sårede piloter. 8 AF: Efter tyske kilder52) 2 bombere og 15 jagere. 9 AF: Efter tyske kilder ca. 35 mellemtunge bombere. Efter amerikanske kilder 31 mellemtunge bombere83). RAF: Ukendt.

24. december 1944

Luftwaffes jagerreaktion i de foregående dage har nok været en overraskelse for de vestallierede. Gang på gang fik man opfattelsen af, at Luftwaffes jagerstyrker var reducerede i en sådan grad, at yderligere operationer var en umulighed. Man forvekslede den hyppigt manglende jagerreaktion, der skyldtes Luftwaffes ønske om en koncentreret indsats efter en kortvarig opbygningsperiode, med en tilstand af egentlig tysk magtesløshed som følge af mangel på styrker. I de første dage af Ardenneroffensiven gik det op for de allierede, at man havde fejlbedømt også denne del af efterretningsbilledet. Derfor blev AF indsat mod tyske jagerflyvestationer med 1400 tunge bombere, eskorteret af 700 jagere. Samtidigt angreb andre styrker fra 8 AF, 9 AF og RAF mål i det tyske trafiknet. Mod det største 8 AF angreb indsatte II JK IV (Sturm) /JG 3, JG 6 og I/JG 27. Også I og m/JG 1, II og m/JG 26, II, m og IV/JG 27 og IV/JG 54 skulle have været indsat mod 8 AF, men i stedet mødte disse enheder RAF jagere, der eskorterede et RAF BC angreb. I/JG 26 blev indsat mod de 8 AF enheder, der havde angrebet jembanemål. Dele af JG 77 blev indsat mod 9 AF og Luftwaffe kastede nu praktisk talt alle sine styrker ind mod 8 AF. I, II (Sturm) og m/JG 4, JG 2, JG 11 og JG 300 og JG 301, de to sidste fra IJK, blev indsat. Ialt indsatte Luftwaffe 700-800 jagere53).

Tab

Luftwaffe: Ca. 110 jagere, 85 faldne og 21 sårede piloter. 8 AF og BC: 44 tunge bombere.

25. december 1944

8 AF blev igen indsat mod jembanemål med ca. 350 bombere. Mod dette angreb indsatte II JK dele af JG 1 og 3. Spredt ud i mindre formationer indsatte 9 AF ialt ca. 630 lette og mellemtunge bombere mod trafiknettet. Luftwaffe reagerede med m/JG 6 ,1 og m/JG 11, hele JG 27, IV/JG 54 og I/JG 77. Mange af disse enheder blev indviklet i kamp med RAF jagere, der udførte Fighter Sweeps, netop med det formål, at forhindre tyske jagere i at formere i nærheden af deres flyvestationer54).

Tab

Luftwaffe: Ca. 70 jagere, 49 faldne og 13 sårede piloter. De allierede: Ukendte, men små tab.

27. december 1944

8 AF udførte et angreb på jembanemål med ca. 600 bombere. RAF og 9 AF udførte Fighter Sweeps med stærke jagerstyrker, mens lette og mellemtunge bombere fra 9 AF igen blev indsat mod trafiknettet. Tilsyneladende søgte Luftwaffe ikke at indsætte større jagerstyrker til luftforsvar. Grupper fra JG 1, JG 2, JG 3, JG 27, JG 53, JG 54 og JG 77 blev forsøgt indsat i luftforsvar over egne linier på Ardennerfronten. Mange af enhederne nåede ikke frem til deres målområde. Til gengæld blev de indviklet i kamp med allierede jagere i tysk luftrum65).

Tab

Luftwaffe: Ca. 50 jagere, 36 faldne og 14 sårede piloter. 9 AF: Ca. 40 lette og mellemtunge bombere.

29. december 1944

8 AF gennemførte angreb på jembanemål med 750 bombere. 9 AF gennemførte Fighter Sweeps og jagerbomber operationer i tysk luftrum. Jagere fra JG 6, IV/JG 27 og EH/54 fik til opgave at beskytte de store kanaler i JD ansvarsområde. Der fandt ikke noget angreb sted på kanalerne, men de tyske jagere kom i kamp med jagere fra 9 AF og RAF66).

Tab

Luftwaffe: Ca. 30 jagere, 20 faldne piloter. 9 AF: Ca. 10 jagere.

31. december 1944

8 AF gennemførte et angreb med 1300 fly på olieindustrimål i Hamburgområdet. Målene lå i 2 JD ansvarsområde, men denne JD havde ingen jagere til rådighed57). Bl.a. af denne grund indsattes ca. 175 jagere fra JG 300 og 301 mod dette angreb. III JK område indsattes enheder fra JG 1, JG 4, JG 27, JG 54 og JG 77 i frontzonen og til luftforsvar mod jagerbombere fra 9 AF58).

Tab

Luftwaffe: Ca. 50 jagere, 37 faldne og 12 sårede piloter. 8 AF: Ca. 40 bombere (efter tyske kilder). 14 bombere p.g.a. jagerangreb efter amerikanske kilder84).

STATUS VED UDGANGEN AF DECEMBER

I løbet af december mistede Luftwaffe 535 faldne/tilfangetagne og ca. 200 sårede piloter59).

Der var to grunde til de høje tab:

1. Den amerikanske eskortetaktik, kombineret med de amerikanske piloters høje træningstilstand, og de hyppige allierede Fighter Sweeps, der tvang Luftwaffes jagere til kamp inden de fik mulighed for at løse den opgave, de egentlig var blevet sendt i luften for at løse.

2. De tyske piloters katastrofalt lave træningstilstand. Bl.a. var de helt ude af stand til effektivt at deltage i en luftkamp med allierede jagere. Det anslås samstemmende i adskillige kilder, at kun få nytilkommanderede piloter overlevede mere end 3-4 missioner60). Men også chefgruppen måtte holde for. I december faldt eller såredes følgende antal chefer61):

1 Geschwaderkommodore

11 Gruppekommandeure (over 25%)

22 Staffelkapitane (ca. 25%).

Luftwaffe mistede alene i luften 600-700 jagere, og et meget stort antal jagere blev yderligere ødelagt på jorden. I december udførte de allierede bombeangreb på ca. 80 flyvestationer på vestfronten. En kilde angiver, at tabetved disse angreb var ca. 275 jagere62). Men tabet må være meget højere. I september-december producerede Luftwaffe 10.700 jagere63). I samme periode mistede Luftwaffe ca. 7000 jagere på alle fronter64). Det var i høj grad de tidligere års forsømmelser, der nu resulterede i, at Luftwaffe havde utilstrækkelige og ukvalificerede jagerstyrker til rådighed65). Yderligere var »forsvar« et uartigt ord i Luftwaffe66).

Luftwaffes problem var, at man havde mistet luftoverlegenhed i eget luftrum, og at man stod i den situation, at de allierede var ved at vinde luftherredømme i tysk luftrum. Luftherredømme indebærer, at fjenden uhindret kan gennemføre sine luftoperationer, der hvor det passer ham. Det grundlæggende problem, for den der ønsker at fratage fjenden luftoverlegenhed, er at hindre fjenden i at aflevere våben mod de påtænkte mål. Dette kan opnås gennem defensive foranstaltninger, enten ved at hindre fjenden i at nå frem til målet med tilstrækkelige styrker, eller ved konstant at påføre ham sådanne tab, at der i det lange løb ikke er et rimeligt forhold mellem tab og opnåede resultater.

Det var de to sidstnævnte metoder, Luftwaffe søgte at anvende i oktoberdecember 1944. Den amerikanske eskorte taktik og de tyske piloters træningsstandard forhindrede en effektiv gennemførelse af den første metode, de vestallieredes store styrker og industrielle kapacitet umuliggjorde et for Luftwaffe heldigt udfald ved anvendelse af den anden metode.

Man kan også hindre fjenden i at udføre luftoperationer gennem offensive foranstaltninger. Den mest direkte metode er ødelæggelse af fjendens fly på jorden, og det var denne taktik, Luftwaffe nu forsøgte sig med.

1. januar 1945. Untemehmen Bodenplatte68).

Ideen bag denne operation var, at de allieredes taktiske flystyrker skulle ødelægges ved et angreb på flyvestationer i Holland, Belgien og Frankrig, se figur 6. Der kan ikke være megen tvivl om, at ideen var fostrét af Peltz (Chefen for IIJK), og det var da også II JK, der i detaljer havde planlagt operationen. II JK styrker blev tildelt mål som følger67):

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.53.36.png

Yderligere blev JG104 (jagerskole), NSGr 20, SG 4 og I/KG (J) 51 indsat til støtte for ovennævnte enheder. Alle JG skulle angribe deres mål samtidigt med størst mulig styrke. For at hemmeligholde planen og operrationen, traf Luftwaffe en række sikkerhedsforanstaltninger, der i art og omfang spændte fra almindelig sund fornuft til det direkte paranoide:

1. Planen blev først mangfoldiggjort og gjort til genstand for briefing af piloterne aftenen før dens iværksættelse. Dette må betragtes som en særdeles fornuftig forholdsregel.

2. Der blev befalet total radiotavshed fra start til landing. Dette var for at hindre allieret signal-opklaring i at erkende anflyvningen og for at hindre, at signal-opklaringsenheder pejlede sig frem til de tyske flyvestationer under enhedernes start og landing. Det må også betragtes som normale forholdsregler. Men at forbyde anvendelse af radio efter opdagelse, f.eks. i forbindelse med luftkamp, var noget uhensigtsmæssigt. Hvis større formationer skal koordinere deres indsats under en luftkamp, er anvendelse af radio nødvendig.

3. For at hindre de allierede i at få et samlet billede af de tyske enheders deployering, var ruterne på de anvendte flyvekort kun indtegnet fra frontlinierne og ind i allieret luftrum. For at tilsikre, at enhederne nåede frem til det rette startpunkt på ruten, blev der indsat lods-fly fra natjagerenhedeme. Lods-flyene skulle lede formationen frem til fronten, hvor de skulle vende om. Dette var et unødigt kompliceret og sårbart arrangement.Endeligt var enhederne overladt til selv at finde hjem, uden kort med indtegnede ruter. Systemet var unødigt, fordi de allierede ad andre veje i forvejen kendte de tyske flyvestationer. Ikke mindre end 80 af disse var blevet angrebet i december som tidligere beskrevet. Det var sårbart, fordi man kunne risikere, at lods-flyene gik tabt inden fronten.

4. Endelig fjernede man IFF-udstyret FuG 25 fra de tyske fly69). Dette kunne have to årsager: a. Man ønskede at tilsikre, at piloterne ikke aktiverede udstyret ved en fejltagelse, og dermed røbede formationen, eller b. Man ønskede at forhindre, at udstyret faldt i allierede hænder.Manglen på IFF gjorde, at formationer ikke kunne identificere sig af elektronisk vej over for egne FLAK-enheder. Yderligere kendte de allierede i detaljer FuG 25. Engelske natjagere var således udrustet med Perfectos, et udstyr der kunne interrogere FuG 25 og dermed røbe retning til en tysk jager70). Dette var således en delvis både unødvendig og farlig foranstaltning.

Nedenfor gennemgås operationen for hver enkelt JG. Inden selve operationen fløj 4 Ar 234 B fra 9/KG 76 en vejrrecce i de tidlige morgentimer86).

JG 1

 Denne JG skulle angribe St. Denis og muligvis Maldegem. JG blev af 2 lods-fly ledt over Holland, hvor tysk FLAK påførte enheden de første tab. Dele af I og II Gruppe angreb Maldegem. Her blev 11 RAF jagere ødelagt. Resten af JG angreb St. Denis. Her blev 18 fly ødelagt, men JG 1 kom i kamp med RAF jagere, der var på vej hjem fra deres missioner.

JG 2 og SG 4

JG 2 skulle i samarbejde med SG 4 angribe St. Trond. De to enheder fløj direkte over Ardenneme til deres mål. Over fronten gik en del fly tabt p.g.a. allieret luftværn. Målet blev angrebet med moderat resultat, men en del tyske jagere gik tabt p.g.a. det luftværn, der beskyttede pladsen.

JG 3 og dele af I/KG (J) 5170)

 Det lykkedes for JG 3 og I/KG (J) 51 at anflyve deres mål Eindhoven, uden at blive opdaget og uden tab. Eindhoven var belagt med 11 RAF eskadriller, hvoraf nogle var ved at starte. Det lykkedes for JG 3 at ødelægge et stort antal fly, både på jorden og i luften, da enheden kom i kamp med et antal RAF jagere, som startede midt undet angrebet. Under hjemflyvningen kom enheden atter i kamp med RAF jagere.

JG 4

JG 4 havde som mål fået udpeget Le Culot. Ruten gik fra hjemmebaseme direkte mod målet over Ardennerfronten. Ved fronten vendte lods-flyene om, og den eneste mulige forklaring på det, der herefter skete, er, at JG 4 for vild. 30 min. efter at fronten var passeret, var JG spredt ud over det meste af NE-Belgien. De enkelte Gruppe- og Staffel-chefer har nok erkendt, at man ikke var på den rette kurs, og de er derfor med deres enhed brudt ud af formationen, for på egen hånd, at nå frem til målet. Ingen har vovet at bryde radiotavsheden for at informere formationsføreren eller for måske at lede ham på rette vej. Men da de færreste var i stand til at navigere i lav højde - man fløj i 200-500 ft. - var disse initiativer dømt til at mislykkes. Kun små styrker nåede frem til målet, resten af JG angreb andre flyvestationer i Belgien, med ingen eller kun sparsomme resultater. Alle formationer led tab som følge af luftværn omkring de allierede flyvestationer. Under hjemflyvningen havde enheder yderligere tab til egen flak og allieret luftværn, og enkelte formationer kom i kamp med allierede jagere.

JG 6 og dele af I/KG (J) 51n)

JG 6 og dele af I/KG (J) 51 skulle angribe Volkel efter en anflyvning gennem Holland, syd om Zuidersøen. I dette tilfælde for lods-piloteme vild, og førte JG forbi et checkpunkt på den planlagte rute. Formationen gik herefter langsomt i opløsning, igen fordi de enkelte chefer på egen hånd brød ud, og søgte at finde målet. Størstedelen angreb Heesch, andre Eindhoven, og enkelte fly angreb Volkel. Ingen af stederne opnåede JG nævneværdige resultater, til gengæld blev adskillige tyske jagere skudt ned af allieret luftværn og allierede jagere.

JG 11

JG 11 fløj direkte fra Frankfurtområdet til Asch. Over fronten gik flere fly tabt til allieret luftværn. På Asch var allierede jagere ved at starte, og dele af JG 11 kom i kamp med disse over selve pladsen, mens andre dele af enheden angreb mål på jorden. Enheden var indviklet i en næsten konstant luftkamp indtil den nåede egne linier. Ved angrebet på Asch opnåede JG 11 gode resultater.

JG 26

JG 26 skulle i samarbejde med m/JG 54 angribe to allierede flyvestationer. I/JG 26 og m/JG 54 fulgte en rute tværs over Holland, hvorunder enheden mistede adskillige fly p.g.a. tysk flak. Da de to Gruppen nåede deres mål - Briissel og Grimbergen - opdagede piloterne, at flyvestationen kun var belagt med ca. 10 fly. Man angreb derfor faste installationer og køretøjer, hvorunder en del fly gik tabt p.g.a. allieret luftværn. II og III/JG 26 fulgte samme rute som de to foregående Gruppen, og disse to Gruppen blev ligeledes engageret af tysk flak. Til gengæld var målet - Briissel-Evére - belagt med adskillige eskadriller, og de to Gruppen ødelagde et stort antal fly på jorden, uden de helt store tab.

JG 27

JG 27 skulle sammen med IV/JG 54 angribe Briissel-Melsbrock. Formationen fulgte næsten samme rute som JG 26, og den blev ligeledes beskudt af eget luftværn. Et antal enheder fra Melsbrock var allerede på en mission i tysk luftrum, men JG 27 ødelagde størstedelen af de tilbageblevne fly . Under hjemflyvningen gik flere fly tabt p.g.a. allieret luftværn.

JG 53

II, m og IV/JG 53 havde til opgave at angribe Metz-Frescaty. Ruten gik direkte fra Karlsruhe til målet. m/JG 53 kom længe inden målet i kamp med jagere fra 9 AF. De to andre Gruppen angreb Metz med rimeligt gode resultater, en del fly gik tabt til luftværnet.

JG 77

Også JG 77 rute gik over Holland på vej til målet Antwerpen-Deume. Både tysk og allieret luftværn påførte enheden tab inden den nåede frem til målet. Undervejs angreb I/JG 77 flyvestationen Woerdsrecht. II/JG 77 angreb Deume med dårligt resultat, mens m/JG 77 for vild kort før målet.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 16.59.02.png

Den dag i dag hersker der vild uenighed om Luftwaffes flytab. To tyske kilder angiver ca. 300 jagere71). En anden kilde angiver kun ca. 15072). En engelsk kilde angiver ca. 220 fly73). De to førstnævnte kilder er de nyeste og de bedst dokumenterede. Tallet ca. 300 tabtgåede fly må derfor anses for at være det mest sandsynlige.

Om de allieredes tab er uenigheden endnu større. Der nævnes tal fra ca. 20073) til ca. 80072). Da mange af de allierede fly gik tabt på jorden, var de allieredes pilottab små. Yderligere indtraf en dårligvejrsperiode på ca. 14 dage, hvorunder de allierede tab blev erstattet med nye fly. Luftwaffes flytab kunne ligeledes erstattes, ovenikøbet med nye og bedre versioner af de tabtgaede fly, men tabet af piloter, og især chefer, blev aldrig endeligt overvundet74). Luftwaffe mistede 2 Geschwaderkommodore ud af 10, 6 Gruppenkommandeure ud af 33, og 10 Staffelkapitane ud af ca. 120.

Parternes tabstal er nok interessante i sig selv, men der er to forhold, der er nok sa interessante. For det første må operationen betegnes som en fiasko for Luftwaffe. Man mistede ca. 30% af de indsatte styrker, uden at det fik den ringeste indflydelse på de allieredes kampevne.

Flere kilder beskylder OKL og IIJK for en dårlig planlægning75) Det var bl.a. en stor fejl, at man fjernede IFF-udstyret fra de tyske fly, og at man undlod at foretage den nødvendige koordinering med tyske flak-enheder. Det anslås, at ca. 100 jagere gik tabt til tysk flak76). Yderligere hindrede den strenge radiotavshed en optimal anvendelse af de store styrker. Bl.a. kunne få transmissioner måske have afbødet virkningerne af visse naviga- tionsfejl.

Den største fejl, man gjorde sig skyld i, var imidlertid, at man overhovedet iværksatte operationen. Enhederne var ikke trænet til at udføre operationer af denne art. Formationsføreme var dårligt nok, og den enkelte pilot var slet ikke, i stand til at navigere i lav højde. Alene af denne grund fandt 200-250 piloter ikke deres mål. Yderligere var Luftwaffes jagerpiloter ikke særligt uddannede til angreb på jordmål.

Mens de enheder, der havde deltaget i »Bodenplatte«, var ved at lande, gennemførte 8 AF angreb på mål i Tyskland med ca. 800 bombere86). IJK indsatte ca. 120 jagere fra JG 300 og 301. De to JG nedskød ca. 15 fly for tabet af 27 jagere, 9 faldne og 4 sårede piloter87).

I perioden 3. til 13. januar 1945 var vejret meget dårligt. Store dele af de allieredes luftstyrker i Europa var ude af stand til at gennemføre luftoperationer88). 8 AF gennemførte i denne periode ca. 6.500 sorties med tunge bombere, men p.g.a. vejret var Luftwaffe ude af stand til at indsætte jagere.

14. januar 194589)

8 AF indsatte ca. 800 tunge bombere mod olie- og transportmål. 9 AF og RAF BC angreb transportmål i Vesttyskland. Mod 8 AF indsatte IJK ca. 190 jagere fra JG 300 og 301. Meget voldsomme luftkampe udviklede sig omkring de amerikanske formationer. Mod 9 AF, RAF BC og 2 TAF indsatte II JK et ukendt antal jagere fra JG 1, JG 2, JG 3, JG 4, JG 11, JG27, JG53, JG 54ogJG77. JG26 søgte at nå frem til Ardennerfronten, men inden JG nåede så langt, kom den i kamp med allierede jagerstyrker.

Tab

Luftwaffe: Ca. 120 jagere, 107 faldne og 32 sårede piloter. 8 AF: Efter tysk kilde90) 37 fly. Efter amerikanske opgivelser90) 9 bombere og 16 jagere. Øvrige allierede: Ukendte, men små tab.

I perioden 22. januar til 10. februar 1945 indtraf der iLuftwaffe en række omvæltninger, der til dels var sammenhængende.

1. Galland blev frataget sin stilling som General der Jagdflieger. Modsætningen mellem på den ene side Goring og »Den lille Generalstab« og Galland var siden november blevet større og større91). Siden begyndelsen af januar 1945 havde der verseret vedvarende rygter om, at Galland skulle fjernes fra sin stilling92). Det der gjorde udfaldet var den begivenhed, der blev kendt som »Konferenz der meutennden Asse«93). Et antal jagerchefer protesterede over for Go ring over hans ledelse, og de havde ved forskellige kontakter til SS og chefen for Lft 6, søgt at få Goring fjernet. Ved et møde med Goring og Koller 22. januar 1945 fremførte de utilfredse chefer deres klagepunkter:

- En protest mod den påtænkte fjernelse af Galland.

- En protest mod Gorings idelige beskyldninger om fejhed blandt jagerpiloterne.

- En protest mod Peltz ledelse af II JK styrker under Ardenneroffensiven, der i en periode på ca. en måned havde kostet 2 JGchefer, 14 Gruppechefer og 64 eskadrillechefer livet. Yderligere var ca. 500 piloter faldet. 

Dette svarer til tab på 33% af Gruppechefeme, 50% af eskadrillecheferne (SIC) og ca. 20% af piloterne94). I løbet af samtalen kom man også ind på problemet om Me 262 anvendelse som jager (se nedenfor). Goring blev rasende, alle klagepunkter blev fejet til side, og alle de protesterende chefer blev frataget deres poster.

2. Som Gallands efterfølger var Oberst Gollob allerede udpeget. Gollob tilhørte »Den offensive skole«, og han var ikke just modstander af nazismen96). Gollobs udnævnelse blev offentliggjort 23. januar 194597).

3. DC Fliegerkorps (Jagd) blev oprettet med Peltz som chef98). Goring havde endelig besluttet, at Me 262 skulle indsættes som jager, men flyene skulle bemandes med bomberpiloter96). DC Fliegerkorps (J) fik til opgave at forestå omskolingen af bomberpiloter, og korpset overtog yderligere I JK beføjelser, opgaver og enheder. Luftwaffe var herefter organiseret som vist på figur 799). 9 Fliegerdivision (j) blev gjort ansvarlig for omskolingen under kommando af Oberst H. Hermann.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.04.40.png

4. Da øst-fronten nu var meget nær på egentligt tysk territorium, blev de to Jafu under 1 JD nedlagt. 1 og 8 JD skillelinie blev forlænget til øst-fronten. Yderligere flyttede man JG 1, 3, 4, 11 og 77 fra Ardennerfronten direkte til øst-fronten, hvor de blev stationeret i Lft. 6 ansvarsområde100) (se figur 8).

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.05.38.png

STATUS VED UDGANGEN AF JANUAR 1945

Luftwaffes j agerenheder var stationeret som vist på figur 8. Som følge af tab, både i luften og på jorden, var Luftwaffes propeldrevne dagjagerstyrker reduceret til ca. 2300101). Det blev omkring dette tidspunkt nødvendigt for Luftwaffe at reducere aktivitetsniveauet meget kraftigt p.g.a. brændstofmangel102). For jet-enhedeme var situationen den, at I/KG (J) 51 og I/KG (J) 54 var operative, JG 7 H/KG (J) 51 ogll/KG (J) 54 stod umiddelbart over for at skulle være operative103).

26. januar - 8. maj 1945: 9. februar 1945

8 AF sendte 12-1300 tunge bombere mod jernbane- og oliemål i Vesttyskland. Mod denne indflyvning indsatte LwKdo West 10 Me 262 fra I/KG (J) 54,1 JK indsatte ca. 70 jagere fra JG 300 og 301. Dele af de tyske jagerstyrker trængte igennem den amerikanske eskorte og skød to bombere ned. Store dele af de tyske styrker kom imidlertid i kamp med den amerikanske eskorte. 9 AF indsatte ca. 350 lette bombere, tilsyneladende uden at tyske styrker reagerede104).

Tab

Luftwaffe: 11 jagere, 4 faldne og 4 sårede piloter. 8 AF: 2 bombere.

14. februar 1945

Ca. 1300 bombere fra 8 AF angreb mål i SE-Tyskland. 1JD indsatte 145 jagere fra JG 300 og 301. Disse kom i kamp med amerikanske eskortejagere. 9 AF indsatte ca. 600 lette bombere uden at Luftwaffe reagerede. TTT/JG 54, der havde til opgave at beskytte Me 262 jagere fra KG (J) 51 under start og landing, kom i kamp med jagere fra 2 TAF. Det blev efterhånden almindeligt, at Luftwaffe afsatte en Gruppe propeldrevne jagere til hver Me 262 Gruppe for at løse denne opgave105).

Tab

Luftwaffe: 20 jagere, 10 faldne piloter og 1 såret.

21. februar 1945

8 AF indsatte 1200 bombere mod mål i SE-Tyskland, uden at Luftwaffe reagerede. 9 AF indsatte et stort antal bombere og 1100 jagere, ligeledes uden Luftwaffe-reaktion. 1 JD indsatte for første gang m/JG 7 .1 dette tilfælde mod P-51 jagere, der var på et Fighter Sweep i Berlin-området. Kampen mellem de to enheder var resultatløs106).

22. februar 1945

De allierede gennemførte operation Clarion, et forsøg på at lamme det tyske transportnet gennem en massiv indsættelse af styrker. 8 AF indsatte 1400 tunge bombere og 850 jagere, RAF BC et stort antal bombere, 9 AF indsatte 450 bombere og 1000 jagere, 15 AF indsatte 350 bombere og 300 jagere, 2 TAF indsatte de øvrige fly op til et total antal på 9000 fly. Luftwaffes reaktion stod ikke i noget rimeligt forhold til truslen. 1 JD indsatte m/JG 7 med 30 Me 262, LwKdo West indsatte I og IH/JG 26, m/JG 54, hele JG 27 og dele af JG 53107).

Tab

Luftwaffe: Ca. 15 faldne og 5 sårede piloter. 8 AF: 7 bombere p.g.a. flak. 2 TAF: 21 fly, mest p.g.a. flak.

25. februar 1945

8 AF indsatte ca. 1100 bombere og 600 eskortejagere. 9 AF og 2 TAF indsatte lette bombere og jagere. LwKdo West indsatte dele af JG 2,26 og 27, men alle tre enheder kom i kamp med allierede jagere og jagerbombere. 1 JD indsatte JG 301, der kom i kamp med amerikanske eskortejagere108.

Tab

Luftwaffe: Ca. 40 jagere, 23 faldne og 8 sårede piloter. 8 AF: 5 bombere og 5 jagere.

Omkring 1. marts blev Luftwaffe reorganiseret109). Lft. 1 var blevet afskåret i Kurland med I og II/JG 54, og Lft. blev nedklassificeret til LwKdo Kurland. Jagerstyrkeme under LwKdo West blev sammen med de spredte resterende bombeenheder samlet i de tre Fliegerdivisionen som vist på figur 9. Det vides positivt, at 5 JD blev omdøbt til 16 Fliegerdivision, det er derfor logisk og nærliggende at antage, at 3 JD blev til 14, og Jafii Mit Rhein blev til 15 Fliegerdivision. JV 44 under ledelse af Galland blev oprettet 24. februar direkte under Lft. Reich110). Det var således nu kun 1 JD, Jafii 2 og LwKdo West, der rådede over dagjagere under Lft. Reich. De øvrige dagjagere var underlagt LwKdo Kurland, Lft. 4 og 6. 7 og 8 JD rådede kun over natjagere.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.10.18.png

I slutningen af februar oprettedes Ramm Kommando »Elbe«, en enhed af JG størrelse, hvis opgave det var at gennemføre luftforsvar ved vædning. Mange af enhedens piloter var frivillige, nogle direkte fra flyveskoleme, men et antal blev tilkommanderet fra 9 Fliegerdivision (J) enheder. De sidstnævnte piloters kvalifikationer bestod i, at de havde visse nærmere specificerede dekorationer, de skulle således bidrage til at kaste en vis glans over enheden111).

2. marts 1945

2 TAF udførte bl.a. Fighter Sweeps over Me 262 flyvestationer, 8 AF gennemførte et angreb mod ca. 1150 tunge bombere eskorteret af 675 jagere mod oliemål i Berlin-området. 9 AF gennemførte angreb på transportmål støttet af 1700 jagersorties. Mod 2 TAF indsattes fra LwKdo West dele af IH/JG 26, II, IH og IV/JG 27. Mod 8 AF indsattes ca. 200 jagere fra JG 300 og 301. Disse enheder kom i kamp med den amerikanske eskorte. Mod 9 AF blev I/JG 2 indsat112). 

Tab

Luftwaffe: Ca. 60 jagere, 33 faldne og 11 sårede piloter. 8 AF: Efter tysk kilde112): 15 fly.

3. marts 1945

8 AF gennemførte angreb på olie- og transportmål med ca. 1050 bombere eskorteret af ca. 650 jagere. Tilsyneladende indsatte Luftwaffe kun IH/JG 7 med 29 Me 262. Resultatet var, at 8 AF mistede ca. 10 fly mod 1 Me 262113).

18. marts 1945

8 AF udførte en anflyvning mod Berlin-området, hvor ca. 1250 bombere angreb transport- og industrimål støttet af ca. 650 jagere. Ca. 40 Me 262 fra I og IH/JG blev indsat mod denne anflyvning, sammen med dele af JG 26 og I/JG 2.8 AF mistede ca. 15 fly, JG 7 2, og de øvrige tyske enheder 5 fly114).

19. marts 1945

8 AF angreb industrimål - herunder jet-fly fabrikker - med ca. 1220 bombere støttet af ca. 600 jagere. JG 7 indsatte ca. 45 Me 262, mens dele af JG 26 og 27 blev indsat mod 2 TAF og 9 AF115).

Tab

Luftwaffe: 2 Me 262, 11 propeljagere, 8 faldne og 7 sårede piloter. 8 AF: 6 fly.

20. marts 1945

8 AF angreb skibsværfter i Hamburg med ca. 400 bombere eskorteret af ca. 300 jagere. JG 7 indsatte 29 Me 262.

Tab

Luftwaffe: 4 Me 262. 8 AF: 9 fly

21. marts 1945

Selvom Luftwaffes jagerenheder var ved at være ret ineffektive på Vestfronten, udgjorde ikke mindst Me 262 enhederne en trussel mod de allieredes forestående Rhien-overgang. Derfor indsatte 8 AF ca. 1250 bombere mod 11 tyske flyvestationer. IX Fliegerkorps (J) indsatte JG 7 og I/KG (J) 54 med ca. 30 Me 262 mod denne anflyvning.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.15.13.png

24. marts 1945

8 og 9 AF, RAF 2 TAF og BC var alle engagerede i at give støtte til de allieredes Rhien-overgang. 8 AF gennemførte ca. 1400 bomber- og jagersorties. 9 AF gennemførte 700 sorties med lette bombere, og over 2000 sorties med transportfly120). Luftwaffe var kun i stand til at indsætte fly fra m/JG 7,1 og m/JG 27 og I, II oglV/JG 300. Alle disse enheder kom i kamp med allierede jagere, uden at de var i stand til at trænge frem til deres egentlige mål, bomberne og transportflyene. Et angreb med ca. 650 tunge bombere fra 15 AF mod SETyskland, blev overhovedet ikke imødegået af Luftwaffe.

Tab

Luftwaffe: 5 Me 262, ca. 30 propeljagere, 31 faldne og 9 sårede piloter. Allierede: Ukendte, meget små tab121).

30. marts 1945

8 AF udførte angreb mod Bremen, Wilhelmshaven og Hamburg med 1250 tunge bombere. Mod denne anflyvning indsattes ca. 30 Me 262. Begge parter led små tab122).

31. marts 1945

RAF BC angreb Hamburg med ca. 450 tunge bombere, mens 8 AF angreb oliemål i Øst-Tyskland. JG 7 indsatte ca. 40 Me 262, der nedskød ca. 15 bombere for tabet af 4 Me 262123).

I slutningen af marts trængte de allierede hurtigt frem gennem Tyskland. Luftwaffe måtte dagligt evakuere flyvestationer, hvorunder det var nødvendigt at ødelægge fly på jorden, simpelthen fordi man ikke havde brændstof til at flyve dem væk. De gentagne allierede angreb på det tyske jernbanenet vanskeliggjorde frembringelse af erstatningsfly til enhederne. Sandsynligvis af brændstofbesparende grunde var det standardprocedure, at fly, når de var prøvefløjet ved fabrikken i ca. 20 minutter, blev adskilt i »hoveddele« og fragtet med jernbane til brugerenheden. Som følge af angrebene på trafiknettet blev mange fly ødelagt under transporten. Andre stod i dagevis på sidespor og afventede videretransport124).

For at effektivisere anvendelse af jet-fly havde Hitler 27. marts udnævnt SS-obergruppenfuhrer H. Kammler til »Generalbevolmåchtigter des Fuhrers fur Strahlflugzeuge«. Denne var bemyndiget til gennem direkte ordreformidling uden om OKL at iværksætte foranstaltninger i forbindelse med produktion og transport af jet-fly. Goring var ikke tilfreds med denne ordning, og han udnævnte General J. Kammhuber til »Generalbevollmåchtigter des Oberbefehlshabens der Luftwaffe fur Strahlflugzeuge125).

Kammler havde ikke bemyndigelse til at gribe ind i den operative anvendelse af jet-fly, men det gjorde han alligevel, med almindelig forvirring i kommandosystemet til følge126), idet Koller (Generalstabschefen) nu ikke vidste, om han skulle adlyde Goring eller Kammler, mens Kammhuber fulgte Kammlers direktiv, og videregav dette til de operative enheder.

4. april 1945

8 AF angreb flyvestationer i Nord-Tyskland med ca. 940 bombere eskorteret af ca. 830 jagere. Luftwaffe indsatte ca. 50 Me 262 fra JG 7, JV 44 og I/KG (J) 54. Som sædvanlig var jet-flyene i stand til at trænge igennem den amerikanske eskorte og nedskyde nogle få bombere127).

Tab

Luftwaffe: 8 fly, 5 faldne og 3 sårede piloter. 8 AF: 7 bombere, 2 jagere.

7. april 1945128)

8 AF indsatte ca. 1200 bombere mod forskellige mål i den nordlige og centrale del af Tyskland129). »Ramm Kommando Elbe« gennemførte »Untemehmen Werwolf«. Fra Kdo »Elbe« indsatte man ca. 180 propeldrevne jagere. Piloterne havde til opgave at vædre de amerikanske bombere. Dette var et af Luftwaffes sidste desperate forsøg på at gennemføre luftforsvar. Kdo »Elbe« blev støttet af ca. 50 Me 262 fra JG 7 og I/KG (J) 54. Jetenhedeme havde til opgave at engagere de amerikanske eskortefly, således at de propeldrevne jagere nemmere kunne trænge frem til de tunge bombere. Luftkampen udspandt sig over den vestlige del af Tyskland, der var besat af de allierede. Det har derfor været svært at rekonstruere, hvad der virkeligt foregik. Endelig blev mange af de tyske piloter dræbt ved selve vædringen. Det lykkedes for et antal piloter at nå tilbage til enheden. 15 af disse hævdede, at de havde bragt en bomber til nedstyrtning ved vædring. Hele ideen til operationen var Oberst H. Hermanns. Denne var chef for 9 Fliegerdivision (J), og han havde en fortid som talsmand for ukonventionelle jageroperationer. Disse operationer havde været præget af dristighed, men også af store tab, og ofte - ineffektivitet130).

Tab

Luftwaffe: Tysk kilde131) 133 jagere, 77 faldne piloter. USAAF kilde132) ca. 100 jagere. 8 AF: Tysk kilde133) ca. 60 bombere. USAAF kilde134) ca. 15 bombere. USAAF kilde135) ca. 23 bombere og 6 jagere.

10. april 1945

På denne dag indsatte Luftwaffe det største antal jet-fly der overhovedet blev indsat i løbet af krigen. 8 AF indsatte ca. 1225 bombere mod tyske flyvestationer, Luftwaffe indsatte 55 Me 262 fra JG 7 mod denne an flyvning De tyske jagere kom i kamp både med de tunge bombere og eskorteflyene. Men selv det store antal jet-fly var ude af stand til at hindre 8 AF i at nå frem til målene136).

Tab

Luftwaffe: 27 Me 262, 19 faldne piloter137). 8 AF: 16 tunge bombere til jagere og flak138).

I løbet af ugen efter 10. april 1945 skete der ret store omvæltninger inden for Luftwaffe. Som følge af de allieredes fremrylming, både fra øst og vest, blev Luftwaffes enheder tvunget til at føre en normadetilværelse, hvor enhederne næsten dagligt måtte flyve til en ny flyvestation. Mange fly blev ødelagt pajorden, bade som følge af allierede angreb, og fordi det var nødvendigt for Luftwaffe at ødelægge fly, som man ikke havde brændstof til at flyve bort. Flere enheder blev nedlagt som et led i denne udvikling. Disse enheder var: I/JG 4, I/JG 5, IV/JG 26, I/JG 51, H/JG 51, IV/JG 54 ogll/JG 77139). Yderligere blev sandsynligvis også I/JG 7 og I/KG(J) 54 nedlagt, idet de overgav deres fly til JV 44 og m/JG 7.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.20.57.png

Tyskland var på dette tidspunkt ved at blive delt i en nordlig og en sydlig del, og Luftwaffe blev reorganiseret 14. april som en følge af denne deling140). Luftwaffes nye organisation er vist på fig. 11, mens fig. 12 viser deployeringen af Luftwaffes jagerenheder omkring midten af april. Det hævdes i en kilde141), at Luftwaffe fra 10. april ophørte med at udføre luftforsvarsoperationer mod de tunge bombere. Dette bestrides samstemmende af flere andre kilder142).

17. april 1945

8 AF angreb jembanemål med ca. 950 bombere. Dette angreb blev imødegået af ca. 50 Me 262, sandssynligvis fra både m/JG 7 og JV 44. 8 AF tab er ukendte, mens eskortejagerpiloter hævdede,at de havde nedskudt 13 tyske jagere143).

19. april 1945

8 AF angreb igen jembanemål med ca. 550 tunge bombere. m/JG 7 indsatte ca. 30 Me 262, disse nedskød 4 tunge bombere mod et tab på ca. 10 Me 262144). Det har ikke været muligt at finde dokumentation for nogen tysk jagerindsættelse om dagen mod tunge bombere efter 19. april. JV 44 udførte enkelte missioner mod lette og mellemtunge bombere.

I løbet af april blev de propeldrevne jagere indsat i en sidste kraftanstrængelse mod især jagere og jagerbombere fra 2 TAF145). Men i denne periode mistede Luftwaffe også et meget stort antal fly på jorden, som følge af allierede angreb på tyske flyvestationer146). Luftwaffes dagjagere var i krigens sidste dage deployeret som vist på fig. 13. Luftwaffes øverste ledelse blev delt i april således, at en del blev i Berlin-området, og en del flyttede til den sydligste del af Tyskland og Østrig. Der er måske noget helt symbolsk i, at Goring i krigens sidste dage havde opslået sit felthovedkvarter på et evakueret - sindsygehospital.

Skærmbillede 2020-04-08 kl. 17.22.55.png