Log ind

Luftværnsproblemer

#

VII.

(Sluttet).

Organisation af et Luftforsvar.

V i har i det foregaaende i korte Træk beskæftiget os med de A n ­ grebs- og Forsvarsmidler, der maa paaregnes anvendte i Nutidens L u ftkrig, men skal, forinden vi gaar over til at omtale, hvorledes Organisationen a f Forsvar af Maal paa Jorden mod Angreb fra Luften kan etableres, i store Linier skitsere den Indflydelse, som Hærens Motorisering og Luftflaadernes stærke Udvikling efter al Sandsynlighed vil øve paa Fremtidens K rig , idet dette Forhold vil spille en væsentlig Rolle for Organisationen a f den effektivest mulige Luftbeskyttelse. Det har været et karakteristiskt Træk ved den seneste Tids Krige, at de er blevet indledet uden forudgaaende Krigserklæring. Dette er fra visse Sider blevet tolket som et Udtryk for vor Tids manglende Ridderlighed, men har i Virkeligheden sin Rod i et ganske andet Forhold. Før Hærenes Motorisering blev en Kendsgerning, var den Handling at bringe Hærene paa Krigsfod og til Grænseomraaderne en omfattende Operation, som krævede Tid og ikke kunde foregaa ubemærket af Modparten, eksempelvis tog den tyske Opmarch til Vestgrænsen i 1914 ca. 15 Dage til Trods for de bedst tænkelige Forbindelser. Da man alligevel ikke kunde indlede Krigen før efter Forløbet a f en vis Tid, var K rig serklæringen en naturlig Ting, bl. a. som Signal til Rejsning a f en Folkestemning mod Modstanderen og til Fjernelse a f alt fjendtligt fra eget Omraade. I Dag er Forholdet et andet og vil formentlig i Fremtiden blive det i endnu højere Grad. Det er nu ikke længere Jernbanernes Ydeevne, som er bestemmende for Mobiliserings- og Opmarchtiden, men det Landevej snet, som fra Landets Indre fører mod Grænserne, spiller en langt større Rolle. Eksempelvis kan nævnes, at hver a f de tyske Rigsautoveje efter en Udregning a f General Serrigny kunde tillade Transport a f 72.000 Mand med fuld Udrustning i Timen. Flyvervaabnet har givet Muligheder fo r Indgriben langt bag Fjendens Grænser med Mulighed for at lamme hans Mobilisering, afbryde hans Kommunikationer og ødelægge hans Flyvepladser og Fabriker, før han er sig bevidst, at han virkelig er i Krig. Dette Forhold bevirker, at man i den moderne K rig ikke tør paaregne at modtage det Varsel, en Krigserklæring er, men maa være forberedt paa Angreb med korteste Varsel, og i særlig Grad gælder dette om Angreb fra Luften. Det er derfor nødvendigt, at Luftforsvaret til Stadighed er under et saa k ra ftig t Beredskab, at det kan være rede til med Timers Varsel at træde i Funktion med fuld Styrke, herunder bl. a. ogsaa Forsvar mod Faldskærmstropper.

Et Luftforsvar er i Princippet sammensat af 2 Dele:

— et aktivt Forsvar, der har til Opgave i videst muligt Omfang at hindre fjendtlige Flyvere i at komme ind over eget Omraade, og for deres Vedkommende, som kommer ind, at vanskeliggøre sigtede Bombekast, saaledes at Virkningen a f kastede Bomber faar Tilfæ ldighedens Præg, og

— et passivt Forsvar, som ved hertil sigtende Foranstaltninger som Mørklægning, Indretning a f Beskyttelsesrum, Etablering af fornødne Brand-, Politi-, Sanitets- og Hjælpekolonner søger at mindske Virkningen a f kastede Bomber. Kun det aktive Forsvar skal her gøres til Genstand for Omtale.

1. De enkelte Objekters Forsvar.

De Former, hvorunder et Lu ftforsvar organiseres, er afhængig a f Størrelsen og Betydningen af det Objekt, der skal forsvaes. Ved Forsvar af Maal af ringe Udstrækning (Punktmaal) kan man i Almindelighed regne med, at Natangreb er udelukket, bl. a. fordi Stedfæstelsen a f smaa Maal som Regel vil være meget vanskelig ved Nattetid. Ved Dagangreb paa saadanne Maal, vil Angrebene blive foretaget enten som vandrette Kast fra forholdsvis lav Højde, idet Træfningssandsynligheden ved Bombekastning fra store Højder vil være for ringe, eller i Form af Dykangreb. Det er derfor ikke blot unødvendigt at anvende svært Skyts til denne A r t Forsvarsopgaver, men ligefrem forkert, fordi det svære Skyts kun har ringe eller ingen Virkning indenfor det sandsynlige Bombekastningsomraade. Forsvaret a f saadanne Maal bestrides bedst af let eller middelsvært Luftværnsskyts, opstillet i Nærheden a f Objektet. E r Objektet a f langstrakt Form, f. Eks. en Bro ell. lign., vil man almindeligvis opnaa den mest effektive Luftbeskyttelse ved at anbringe Skytset for Enden a f Objektet, idet Angrebet bedst foretages ved Fly v ­ ning langs Objektet, og man opnaar herved, at Sideændringer for Skytset kun bliver ringe. Fo r at opnaa tilstrækkelig Ildvirkning, samles det lette Skyts som Regel i Grupper paa 2— 4 Pjecer. En særlig Form for Punktmaal er bl. a. de svære Luftværnsbatterier og det hertil knyttede Hjælpemateriel. Disse Batterier bør være forsynet med saa rigelig let Skyts, at et Forsvar mod lavtgaaende Flyvere og Styrtflyvere kan effektueres. Ved noget mere udstrakte Objekter som mindre Jernbaneknudepunkter, større Fabriksanlæg o. 1. vil Angreb fra noget større Højder kunne udføres med Udsigt til Resultat, ligesom Natangreb her i mange Tilfælde maa anses for muligt. T il Forsvaret maa derfor i hvert Fald kræves middelsvært Skyts, som eventuelt kan suppleres med noget let Skyts, ligesom det kan være ønskeligt, at der tildeles enkelte lettere Lyskastere. A f Hensyn til Ildvirkningen samles det middelsvære Skyts som Regel i Grupper paa 2 Pjecer. Mere udstrakte Objekter som Storbyer o. 1. kan med Udsigt til V irk ­ ning saavel ved Dag som ved Nat bekastes med Bomber indenfor det paagældende Lu ftfartø js Brugshøjder, d. v. s. ca. 10.000 m i 1943. Man maa ogsaa her tage den Virkning med i Betragtning, som tillige kan opnaas vel Træ fning udenfor egentlig militære Maal, idet der herved kan skabes en psykisk Paavirkning, som kan udarte til Panik.

Forsvarsmidlerne maa her være a f den Beskaffenhed, at hele det Lu ftrum (Bombekastningsrummet), hvorfra Bekastning mod Objektet kan finde Sted, maa ligge indenfor Luftvæ rnsartilleriet Virkningsomraade. Bombekastningsrummet er ikke ensbetydende med Rummet lige over Objektet, men er større, idet Bomben, naar den slippes fra Maskinen, har Maskinens Egenhastighed fremad og derfor skal kastes et større eller mindre Stykke, før Flyveren naar ind til dette, afhængig a f Maskinens større eller mindre Hastighed og Flyvehøjde. I Fig. 49 er Bombekastningsrummet angivet for Flyvehastighederne 300 og 500 km/Timen i fo rskellige Højder. Det fremgaar heraf, at Bomber paa større Højder skal

Skærmbillede 2020-06-23 kl. 14.49.58.png

kastes ca. 4— 6 km og paa lave Højder 1— 2 km, før Objektet naas. Regner vi, for at være sikre, at Maskinen skal standses eller afvises a f Ba tteriernes Ild, før den faar Mulighed for at naa ind i Bombekastningsomraadet, vil det sige ca. 6 km, før den naar det beskyttede Objekts Ydergrænse. Almindeligvis beskytter man Objektet ved uden om dette at lægge en Kreds af svære Batterier med tilhørende Hjælpeorganer. Naar man kender sine Hjælpeorganers Rækkevidde og Skytsets Skudafstand, kan man til dels konstruere sig til den A fstand fra Objektet, hvori de enkelte Organer skal anbringes, for at Beskydningsvilkaarene kan blive de bedst mulige. Lad os regne med en Marchhastighed for F ly ­ veren af 360 km/Timen, Rækkevidde for Lytteapparater og Lyskastere paa 10 km og Skytsets Rækkevidde til 8 km ; man faar da det Billede, som er vist i Fig. 50, idet

1. betegner Flyverens Plads i det Øjeblik, han passerer den yderste Grænse for Lytteapparatets Lytteevne.

2. er det Punkt, Flyveren vil befinde sig i i det Øjeblik, Lyden fra Pkt. 1 naar Lytteapparatet.

3. er det Punkt, Flyveren vil befinde sig i, naar Søgning med Lys kan begynde (der er regnet 30 Sek. til, at Lytteapparatet kan danne sig et Skøn over Kursen, og til at Lyttekorrektøren kan omsætte dette i Side- og Højdevinkel for Søgeprojektøren, hvilket maa betegnes som gunstigt). Ca. 10 km i Luftafstand herfra maa Søgekorrektøren finde sin gunstigste Plads. Der er herved regnet med en Middelflyvehøjde paa 4 km.

4. er det Punkt, hvor Søgelyskasteren fanger Maalet (der er hertil regnet at medgaa 20 Sek., hvilket maa betegnes som gunstigt, ca. 2 Gange Søgning). I Punktet 4 begynder Afstandsmaaleren ved Kano-

Skærmbillede 2020-06-23 kl. 14.50.42.png

nen at indstille sit Instrument mod Maalet, og der paaregnes at hengaa 20 Sek., før Maalingen er tilendebragt. I Løbet a f samme Tid paaregnes Følgelyskasterne at have kunnet overtage Maalet.

5. er det Punkt, som Flyveren befinder sig i i det Øjeblik, Maalingen er endt, og Følgelyskasterne har overtaget Belysningen. (Der paaregnes at hengaa 20 Sek., til Indlægning a f Flyverhøjde (Afstand) i Korrektøren, Udligning, Tempering, Ladning og A ffy ring). 0. er det Punkt, Flyveren vil befinde sig i, naar Skydning begynder (Kanonerne bør befinde sig ca. 8 km foran dette Punkt). Det ses, at der til Beskydningen bliver ca. GO Sekunder, idet de sidste 10 Sek., hvor Maalet er omtrent i Zenith for Batteriet, ikke kan paaregnes udnyttet. Tænker man sig en Maalhastighed paa 540 km/Timen, vil man i Stedet for de til 1— 6 svarende Punkter faa de ligeledes paa Fig . 50 viste Punkter a— f, og det ses, at Beskydning’ her overhovedet ikke kan paaregnes, før Flyveren har passeret Batteriet. I Fig. 51 er optegnet de i saa Fald gunstigste Stillinger for Lytteapparater og Lyskastere i Fo rhold til Batteriet, idet dette under alle Forhold bør anbringes ca. 5— 6 km foran Objektet. Beskydningsomraadet bliver herefter som vist Fig . 51 6 km, svarende til en Skydetid paa ca. 40 Sek. Som et Resumé a f deforetagne Undersøgelser kan man udtale, at Batterilinien omkring Objektet bør ligge 5— 6 km foran dette, og at Lyskasterlinien og Lyttelinien bdr ligge henholdsvis 5 og 10 eller ca. 7 og 14 km foran Batterilinien, alt eftersom man maa regne med Maalhastigheder paa 100 m/Sek. eller 150 m/Sek. Det skal dog tilføjes, at de an-

Skærmbillede 2020-06-23 kl. 14.51.22.png

førte Beregninger er gunstige, og det er et Spørgsmaal, om ikke A fstanden mellem Linierne med Fordel kan gøres 1 å 2 km større end ovenfor angivet. Den indbyrdes Afstand mellem Batterierne i Batterilinien maa fastlægges under Hensyntagen til Batteriernes gunstigste Skudvidder. N ormalt vil Afstanden være ca. 5— 6 km. E fte r Krigens A fslutning har det vist sig, at man ved Anvendelse a f Ekkoradio og andre Instrumenter er blevet i Stand til med stor Nøjagtighed ved Nattetid at konstatere en Flyvemaskines Plads i Rummet. Ved Anvendelsen af saadanne Apparater bortfalder Lytteapparatet, medens Anbringelse a f Lyskaster og Batteri i Hovedsagen bliver de samme, som anført i ovenstaaende Udvikling. Da det altid maa paaregnes, at nogle Flyvemaskiner vil passere igennem Batterilinien, maa ogsaa Beskydningsrummet over selve Objektet være dækket af Ild fra svært og' middelsvært Luftværnsskyts for at hindre, at Bombardementsmaskinerne efter Passage a f Batterilinien kan gaa ned i lave Højder og placere Bomberne der, hvor de kan gøre størst V irk ­ ning. De indre Batterier a f svær Type opstilles ofte i Hjørnerne af en Trekant med en Sidelængde paa ca. 5 km, hvorved man opnaar, at 2 å 3 Batterier stadig kan vedligeholde Ild mod Maalet. Ogsaa Følgelyskastere maa være opstillet rundt omkring i Byomraadet og bag Batterilinien, saaledes at Søgelyskasterne, saa snart de har opdaget et Maal kan afløses og hellige sig Opdagelsen af nye Maal.

Indenfor en Storbys Omraade vil der altid findes Maal af større Betydning, Centraladministrationsbygninger, Banegaarde, Havneanlæg, Gas-, Vand- og Elektricitetsværker, militære Etablissementer m. v., som tiet vil være af Betydning for Fjenden at sætte ud a f Virksomhed. Ofte er disse Maal af en forholdsvis begrænset Størrelse, saaledes at Angriberne maa ned i relativt lave Højder for at opnaa Træ fning mod dem. T il Forsvar a f saadanne Bygninger eller Omraader anbringes det lette eller middelsvære Skyts i Forbindelse med lettere Typer a f Lyskastere. Forsvaret af militære Maal mod Angreb fra Luften foretages efter de samme Grundregler, som er nævnt ovenfor vedrørende Forsvar a f Objekter. T il direkte Forsvar af de Maal, der er mindre synlige og a f ringe Udstrækning, benyttes let og middelsvært Skyts, og der vil her ikke være Anledning til at knytte Lys og Lyttemateriel til Skytset, idet Natangreb maa anses for usandsynligt, bl. a. fordi Maalene ofte skifter Plads. Da Maalene i selve Kampomraadet er smaa, vil Hovedtildelingen af Luftværnsskyts her være let og middelsvært Skyts. Imidlertid kan svært Luftværnsskyts ikke undværes, idet Fjendens Rekognoscerings- og A r tilleriflyvere i modsat Fald vil have frit Spillerum i Luften over ca. 4 kms Højde. En vis Tildeling af svært Luftværnsskyts maa derfor være Reglen. Haves der indenfor et vist Omraade eller indenfor en vis Tid Overlegenhed i Luften og tilstrækkeligtJagerforsvar, kan dog det svære L u ftværnsskyts i disse Tilfælde helt eller delvis bortfalde. I længere bagud liggende Omraader, Kantonnements og Etapeom raader, hvor Maalene som Regel er mere kompakte og af større Udstrækning, bør Luftforsvaret hovedsagelig baseres paa middelsvært og svært Luftværnsskyts. E jheller til dette Skyts skal der normalt tildeles Lysog Lyttemateriel, dog kan det være formaalstjenligt at foretage saadan Tildeling til Forsvaret af vigtige Etapestationer og Hovedmagasiner, som kan blive udsat for Natangreb. Tildelingen af Luftværnsskyts til Hærens A fdelinger bør være meget rigelig, og Hovedreglen maa være, at hvert enkelt selvstændigt optrædende Led maa være organisatorisk udstyret med det til sit eget Forsvar fornødne Luftværnsskyts. Da man tør regne med, at Maskingeværer ikke er i Stand til at afværge Luftangreb, vil dette sige, at man bør have tildelt let motoriseret Luftværnsskyts til alle Afdelinger, Trainkolonner, Automobilkolonner m. v. En særlig Omtale skal ofres Luftforsvaret af marcherende Kolonner. Luftforsvaret kan her etableres paa to forskellige Maader, dels ved spredt i Kolonnen at lade let Luftværnsskyts marchere i skudklar Stand, dels ved serievis at lade svære eller middelsvære Batterier marchere ad Parallel veje og gaa i Stilling i nogen Afstand fra Marchvejen, saaledes at denne stadig er dækket. Den førstnævnte Form giver kun en nødtørftig Beskyttelse, idet Fo rsvaret ikke naar op i over ca. 2 km.s Højde, hvorfor en Kombination a f disse Fremgangsmaader almindeligvis bør foretrækkes. Det er et Spørgsmaal, hvorvidt den etableres bedst med svære eller middelsvære Batterier. For de svære Batteriers Vedkommende kan Springene som Følge af Skytset større Rækkevidde gøres større end med de middelsvære, men paa den anden Side tager det lang Tid at bringe Batterierne i Stilling og at gøre dem skudklare. Tillige har de middelsvære Batterier den Fo rdel, at de kan deles, idet de er uafhængige a f Korrektør og er meget hurtige at bringe i og' af Stilling, hvorfor denne Beskyttelsesform, der naar op i en Lufthøjde af godt 3 km, vistnok maa anses for den bedste. For alt Luftværnsskyts gælder, at det bør være let bevægeligt. Foldet Skyts, der skal anvendes ved Felthæren, er det en Selvfølge, at det skal kunne følge og luftbeskytte marcherende Kolonner. For det Skyts, der skal benyttes til Forsvar af Objekter, er Marchhastigheden af mindre Betydning, men det maa være let flytteligt, idet Skytsstandpladserne omkring et Objekt stadig maa varieres, da de i modsat Fald hurtigt vil blive erkendt og kortlagt. Luftforsvaret, det være sig af Objekter eller militære Maal, etableres ikke alene af Luftværnsskytset. Ofte — og især ved Forsvar af Objekter — anvendes tillige Ballonspærringer, men ved Forsvar af Storbyer og betydningsfulde, permanente, militære Maal er et Jagerforsvar tillige uomgængelig nødvendigt.

2 . Bullonxjtærrinyer: Man vil ofte kunne forøge Effektiviteten af Forsvarsforanstaltningerne mod Luftangreb ved at anvende Ballonspærringer.

Hensigten med Brugen af Spærreballoner er at etablere en Hindring for Flyvemaskinernes frie Passage, idet de Kabler, der forbinder Spærreballonerne med Jorden, frembyder en Fare for Flyvemaskinerne. Allerede under Krigen 1914— 18 blev der anvendt Spærreballoner. Mest kendt er den Spærring, som i 1918 fandtes omkring London. Den bestod af ca. 1100 Balloner med en Stigehøjde af ca. 3200 m, anbragt i Hovedsagen i en Kreds langs Byens Periferi med en indbyrdes Afstand a f ca. 90 m, omsluttende et Omraade med en Diameter paa godt 30 km. Kravet til Spærreballonerne var dengang, at man vilde have halv Sandsynlighed for, at en Flyvemaskine, som passerede over Byen, skulde støde imod et Kabel. Da Flyvemaskinernes Vingefang den Gang var ca. 22 m, fik man saaledes % Sandsynlighed for Paaflyvning ved hver Passage a f Spærringen. Ballonernes Stigehøjde svarede omtrent til største Stigehøjde for Datidens Bombemaskiner med fuld Bombelast. I de Aar, som er forløbet siden da, har Flyvemaskinernes Udvikling været enorm, og man kan i 1943 regne med, at en Bombemaskine kan stige til ca. 8000 m med fuld Bombelast. Hermed er Kravene til Ballonernes Stigeevne ogsaa steget, idet man ønsker, at Spærringen skal være virksom, helt op til de største Flyvehøjder. Imidlertid bliver Luften tyndere, jo højere Ballonen naar op, hvorved Opdriften bliver mindre, medens Kablets Længde og dermed dets Vægt tiltager. Styrken af Kablet skal være saa stor, at man har Sikkerhed for, at den Maskine, som træ ffer det, bringes til Nedstyrtning eller i hvert Fald havareres alvorligt. Da Lu ftfartø jerne i Dag alle er Metalkonstruktioner, der er langt mere modstandsdygtige end de tidligere Trækonstruktioner, er ogsaa a f denne Grund Kravene om stor Kabelstyrke vokset, og det er først i de allersidste Aar, at det er lykkedes at effektuere de modstridende K rav til Kablet om stor Styrke og ringe Vægt paa en saadan Maade, at man har kunnet bringe Spærreballonerne op i Højder paa 7000— 8000 m. Ballonerne der anvendes i Dag, har normalt et Kubikindhold paa 400— 450 m3, men der kendes dog ogsaa Typer med et Kubikindhold paa helt op til 700 m3, medens man under forrige K rig sjældent saa Balloner større end 100— 150 m3. Ofte maa man dog for at faa Ballonen op i tilstrækkelig Højde anvende saakaldte „Tandemballoner", d. v. s. 2 Balloner anbragt paa samme Jordkabel, med den ene ved Kablets Topende, den anden ca. 3000 m lavere og forbundet med Hovedkablet med en 50— 100 m lang Strop (se Fig. 52). Den største Ulempe ved Tandemballonerne er, at de ved stærk Blæst ofte føres meget ud til Siden, og at den nederste Ballon er stærkt udsat for Overlast ved at blæse ind imod Jordkablets øverste Del. For at gøre Ballonspærringen mere effektiv har man forsøgt forskellige Metoder. Man har saaledes bl. a. forbundet en Serie paa 4— 5 Balloner med et saakaldt „Ballonskørt", bestaaende a f et stormasket Traadnet af meget tynde og stærke Kabler eller et Tværkabel med frithængende Staalwirer, som ved Flyvemaskinernes Passage skulde vikle sig om Propellerne og bringe Maskinerne til Nedstyrtning. Disse forskellige Metoder synes dog nu alle forladt, fordi de nedsætter Stigehøjden alt for meget. Tidligere blev Spærreballoner sat op fra faste Opstigningspladser paa Jorden, og de blev ofte staaende i Luften flere Dage ad Gangen, idet man kun trak dem ned, naar de trængte til Fyldning, eller naar V e jrfo rholdene var særlig urolige. Dette medførte imidlertid, at Fjenden lærte Spærringens Beliggenhed og Udstrækning at kende, saaledes at han kunde tage sig i Ag t for den, hvorved den i nogen Grad mistede sin Betydning. Ved moderne Ballonspærringer sættes Ballonerne op fra Køretøjer (som Regel Paahængskøretøjer), der er forsynede med Spil, som tillader hurtig Opsætning og Nedhaling a f Ballonerne. Man sætter da kun Ballonerne op om Natten eller i usigtbart V e jr og haler dem ned ved Morgengry, for at Fjenden ikke skal kunne stedfæste dem. Da Ballonerne sættes op fra Køretøjer, er man desuden i Stand til at køre langs Vejene med de opsatte Balloner, saaledes at en Spærring godt kan flyttes over moderate Afstande, uden at man behøver at hale Ballonen ned. Fyldning a f Ballonen sker som Regel ved Hjælp a f Brintflasker, der transporteres med paa Motorkøretøjer. Den taktiske Anvendelse a f Spærreballonerne afhænger a f Objektets geografiske Form, dets Udstrækning og militære Betydning. Ved udstrakte Objekter som Storbyer o. 1. anbringer man som Regel en Kreds af Balloner med stor Stigehøjde langs Objektets Ydergrænse. For at hindre at Angriberen, naar han er hoppet over denne Randspærring, i Fred og Ro kan gaa ned paa lavere Højder inde over Objektet, opsætter man f. Eks. fra Pladser, Parkanlæg, flade Tage o. lign. Steder Spærreballoner, der kan naa op i tilsvarende Højder som Ballonerne i Randspærringen. Findes der desuden indenfor Omraadet Lokaliteter af særlig Betydning, som ønskes tildelt en yderligere Beskyttelse som f. Eks. Banegaarde, vigtige Fabriksanlæg, Centraladministrationen o. ]., kan disse atter omgives med Spærreballoner, idet man dog her almindeligvis kan nøjes med en mindre Stigehøjde af Ballonerne, afhængig a f den paagældende Lokalitets Udstrækning. Hvis Objektet grænser op imod Havet, vil der som Regel være en Del a f Byens Periferi, som ikke kan dækkes af Luftværnsskytsets Ild og ofte ejheller kan belyses. Netop denne Del vil være særlig udsat for Indflyvninger, jfr. Side 37, idet man ikke kan paaregne at faa Meldinger ind om en sig over Havet nærmende Fjende. Der kan opnaas nogen Beskyttelse mod Indflyvninger fra Søsiden ved Opsætning a f Spærreballoner fra mindre Fartøjer, og netop her bør Spærringen gøres særlig effektiv, fordi Luftværnsildens Virkning som Regel er svag i dette Omraade. Man stiller i Dag den absolutte Betingelse for, at en Ballonspærring af en Storby skal betegnes som effektiv, at ingen Flyver med 30 m Vingefang maa kunne gennemflyve det spærrede Omraade under Ballonerne paa retlinjet Kurs uden at støde paa mindst 1 Kabel. Fordringen lyder voldsom, men i Virkeligheden kræves der hertil et langt ringere Antal Balloner, end man paa Forhaand vilde være tilbøjelig til at mene. Imidlertid kræver den effektive Opstilling af Spærringen et meget grundigt Forarbejde med Studium a f de Muligheder for Opstigningssteder, som Byen byder paa, eller som ad kunstig Vej maa skaffes til Stede. Ved Spærringer til Forsvar a f mindre Objekter, kan man som Regel nøjes med en noget mindre Stigehøjde a f Ballonerne, og almindeligvis vil 3— 4000 m være tilstrækkelig. Ved lange, smalle Objekter som Broer, vigtige Veje og Baner o. 1. bør Spærringen ligge saaledes, at den hindrer Flyvning langs Objektet, idet Bekastning a f Maalet ved Tværflyvningkun giver forholdsvis ringe Træfningssandsynlighed. Vanskelighederne bestaar her ofte i at faa Ballonen i rig tig Stilling i Forhold til Objektet, hvorfor Opsætningsstederne maa varieres efter Vindens Retning. T il Beskyttelse a f Punktmaal som mindre, men vigtige Fabriksanlæg, Ammunitionsdepoter, Viadukter, Smaabroer o. 1. anvender man ligeledes ofte Balloner. Stigehøjden behøver her som Regel kun at være 1— 2 km, og ofte vil en enkelt eller et Pa r Balloner være tilstrækkelig paa saadanne Steder.

3. Jagerforsvaret.

Luftforsvarets E ffektivitet er afhængig af, at de Vaaben eller A f ­ værgemidler, der under de for Haanden værende Omstændigheder skønnes at have den bedste Virkning, kan bringes i Virksomhed øjeblikkelig, og det af Afværgemidlerne, der, alle Forhold taget i Betragtning, har den største Virkning under alle Omstændigheder, er egne Jagere. Forefindes disse i tilstrækkeligt Antal, kan de helt erstatte samtlige andre Afværgemidler, idet de alene er i Stand til at holde Luftomraadet f ri for Fjender; men det er herfor en Betingelse, at de er tilstede i Luften i fornødent Antal, eller at de i hvert Fald kan blive alarmeret i saa god Tid, at de kan være paa Vingerne og i tilstrækkelig Højde til, at L u ftangrebet kan imødegaas i rette Tid.

Jagertypen a f Flyvemaskiner er skabt under Krigen 1914— 18. Den var da alle andre Lu ftfartø jer langt overlegen i Hastighed, og dens F a r t laa dengang ca. 50 % over Bombefartøjernes. Den blev derfor en frygtet Modstander, skønt dens Bevæbning da kun bestod af fast indbyggede Maskingeværer, og Sigtning derfor fandt Sted ved, at Jageren manøvrerede sig ind i Skudstilling. I Perioden mellem de to Krige er Rekognoscerings- og Bombemaskinernes Hastighed, Stigeevne og Bevæbning forøget, og selv om Jagermaskinerne stadig har bevaret et Fartoverskud, er dog Forskellen mellem Jagermaskinernes og Bombemaskinernes Hastigheder ikke nær saa udpræget som under Krigen 1914— 18, og man kan i Dag regne med, at Jagermaskinernes F a rt ikke overskrider Bombemaskinernes med mere end 10— 20 %. Bombemaskinernes Bevæbning er nu Maskingeværer og ved enkelte Typer lettere Maskinkanoner. Skytset er anbragt saaledes, at Jagerne kan beskydes fra praktisk talt enhver Vinkel, hvorunder de nærmer sig. Dette har medført, at ogsaa Jagernes Bevæbning er blevet forøget og nu almindeligvis bestaar af 20— 25 mm Kanoner, der er fast indbygget, medens man ved flersædede Jagere tillige har Maskingeværer saaledes anbragt, at der kan skydes i flere Retninger, hovedsagelig bagud. Dels fordi-den eensædede Jager kun har en relativ lille Aktionsradius (Flyvetid ca. 2 Timer), dels fordi Føreren i denne Maskine ofte bliver overanstrengt efter kort Tids Flyvning, fordi han selv maa passe alle Funktioner i Maskinen (Navigering, Skydning og Radio), har der været en Tendens i Retning af en Udvikling af de flersædede Jagere. Disse har ganske vist et noget mindre Hastighedsoverskud, men deres forøgede Kampevne og større Aktionsradius har man ment skulde kunne opveje Ulemperne ved den reducerede Hastighed. Jagerforsvaret maa for at kunne virke effektivt være paa Vingerne i god Tid, saa det kan møde Fjenden saa langt fra hans Maal, at egne Jagere kan faa Tid til at udføre flere Angreb, før han kommer ind paa Bombekastningsafstand. I Praksis vil dette sige, at Jagerne maa alarmeres ca. Vz Time, før Angrebet kan sættes ind, hvilket atter forudsætter, at der skal kunne opstilles Luftmekleposter i mindst 200 km.s Afstand til alle de Sider, hvorfra et Angreb kan sættes ind. Dette K rav kan i hvert Fald for det største Antal Objekter ikke opfyldes, og man maa derfor ofte gribe til den Udvej at have patrouillerende Jagerstyrker over og om det Objekt (Omraade), der skal beskyttes. De seneste Krigserfaringer synes at tyde paa, at Jagerforsvaret for at kunne være sikkert paa at gaa sejrrigt ud af Kampen skal være Bombeflyverne nogenlunde jævnbyrdigt i Tal, og hertil vil de patrouillerende Jageres Tal som Regel være for ringe. Man organiserer derfor almindeligvis Forsvaret paa den Maade, at der tildeles Jagerforsvaret bestemte Opgaver og Omraader, medens Markforsvaret overtager andre. Der maa her foreligge meget klare og koncise A ftaler vedrørende Forsvarsomraadernes tidsmæssige og' geografiske Begrænsninger, særlig gælder dette om Natten ved Anvendelse a f Jagere, hvor de, hvis Samarbejdet med Lysforsvaret er mønsterværdigt, kan faa alle Fordele paa deres Side.

I Mørke maa Bombemaskinerne a f Hensyn til Faren for Sammenstød flyve enkeltvis eller i meget smaa Formationer, og de er da ikke i Stand til at yde hinanden gensidig Ildunderstøttelse. Bliver nu Bombemaskinerne fanget i Lyskeglen, er Navigatøren delvis blændet, og- Besætningen kan intet se udenfor, medens Jageren, der opererer i Mørket, kan vælge den bedste Skudstilling praktisk talt uden nogen Risiko. Selv et meget ringe Antal Jagere vil om Natten i Samvirke med et godt Lysforsvar kunne etablere en god Luftbeskyttelse. Det siger sig selv, at det særlig om Natten er nødvendigt med absolut koncise Grænser for Markforsvarets, Lysforsvarets og Spærringsforsvarets Omraader. Lys- og Jagerforsvar benyttes navnlig ved betydende Objekter, store Byer, særlig vigtige Operationsomraader o. 1., og et effektivt virkende Lu ftforsvar for saadanne Steder kan kun etableres ved en Kombination a f et Jagerforsvar og et Markforsvar eventuelt suppleret med Ballonspærringer. E t saadant Forsvar bestrides almindeligvis af Hærens eller Marinens Personale.

4. Organisationen af Smaabyers Luftforsvar.

Det er ved Forsvaret mod Luftangreb som ved ethvert andet Fo rsvar umuligt at forsvare alt, idet det hertil nødvendige Personale og Materiel i saa Fald vil svulme op og blive saa stort, at dets Tilvejebringelse maatte anses for umuligt at effektuere. Paa den anden Side maa man gøre sig klart, at et Angreb fra Luften kan komme uvarslet og saa hurtigt, at man kun har meget lidt Tid til Iværksættelse a f F o rsvarsforanstaltninger. Dette Forhold har ført til, at man saavel i krigsførende som neutrale Lande har oprettet et Hjemmeværnsforsvar imod Luftangreb paa den Maade, at Borgerne i en By f. Eks. selv anskaffer det Skyts og Materiel, som efter sagkyndigt Skøn er nødvendigt til Byens Luftforsvar, og af deres egne Rækker uddanner det til Betjeningen nødvendige Personale. Lignende Luftværnsforanstaltninger kan træffes a f Fabriker o. 1., idet Virksomheden anskaffer Forsvarsmidlerne, medens Personalet uddannes i Betjeningen. Ved saadanne Foranstaltninger opnaar man at gøre Borgerne (Personalet) interesseret i Forsvaret, man vil altid have en Styrke parat til med korteste Varsel at kunne træde i Funktion. Normalt vil Organisationen af saadanne Forsvarsforanstaltninger blive ledet af militære Sagkyndige, ligesom den første Træning af Mandskabet maa foregaa under militær Kommando; men naar først Forsvaret er etableret, vil man almindeligvis kunne nøjes med at kontrollere Fo rsvarsberedskabet ved Inspektioner. Faren fra Luften bestaar ikke blot i de Bomber, der kan kastes, eller den Beskydning, man kan blive udsat for fra fjendtlige Flyvemaskiner. En lige saa stor Fare kan true fra Faldskærmstropper, der springer ud fra Flyvemaskine for at optræde enten i Kommando eller enkeltvis som Sabotører. T il Imødegaaelse a f saadanne har man ofte organiseret Hjemmeværn rundt om i Landet, som altid vil have den betydelige Fordel frem fo r en Fjende, at det er kendt med den Egn, det skal forsvare. I Hjemmeværnsstyrkerne kan indgaa gamle Soldater, hvis aktive Tjenestetid er udløbet, og helt unge, som endnu ikke har naaet den militære Tjenestealder. Forsvarsvaabnene er her Geværer og eventuelt Maskingeværer eller Maskinpistoler. Betingelsen for at et Luftværn kan virke bedst muligt, er, at A la rmering kan finde Sted saa hurtigt som muligt. Der bør derfor være organiseret Melde- og Lytteposter, som ved første Tegn paa Uro kan indtage deres Pladser. Melde- og Lytteposterne skal have Fortrinsret for Telefonmeldinger til nærmeste Kommandocentral. Kommandocentralerne skal gennem et særlig og direkte Telefonnet være forbundet med en Centralkommandostation indenfor hver større Landsdel, som direkte skal kunne alarmere de større Pladser, som findes indenfor Distriktet. T il Ledelse af Kommandocentralerne bør benyttes Reserveofficerer og til Centralkommandostationerne ældre afskedige Linieofficerer oghelst saadanne, som har et udpræget Lokalkendskab, thi disse Opgaverer a f ren militær Natur. De kan som Følge deraf kun løses forsvarligt a f kyndigt militære Personer og ikke a f f. Eks. Politi, C. B.-Formationereller lignende. Endnu skal blot tilføjes, at selv det bedste aktive Værn ikke kan forhindre Luftangreb og ikke udelukke, at Bomber kastes. Fo r at mindske Virkningen af kastede Bomber maa der være organiseret en L u ftbeskyttelse, som ved Indretning a f det fornødne Antal Dækningsrum, ved Organisation af Brand- og Polititjenesten, Oprettelse a f Sanitetskolonner og tekniske Kolonner samt Kolonner til Oprydningstjenesten kan skaffe den ved Luftagreb saa nødvendige hurtige Hjælp. Det var før Krigen 1939— 1945 en ret udbredt Anskuelse, at L u ftangrebet alene vilde være i Stand til at bryde et Lands Modstandskraft. Krigen viste os et andet Billede. Den viste, at Overlegenhed i Luften er en Kilde til Sejr og i visse Tilfælde en nødvendig Forudsætning for Sejren; men den viste ogsaa, at en veldisciplineret Befolkning kan bære de Byrder, et Luftangreb udsætter dem for, og at et velorganiseret L u ftforsvar og gennemførte Beskyttelsesforanstaltninger i høj Grad mindsker Virkningerne a f Angreb fra Luften, men et Luftværn kan som en Hær ikke skabes, naar Krigen staar for Døren. Det maa være forberedt og indekserceret i Fredstid for at kunne virke rettidigt. Men er dette Tilfældet, da viser Erfaringerne ogsaa, at et saadant Forsvars Nyttevirkning kan være meget stor.

J. Gerstoft.