Log ind

Luftværnsartilleri ved Armé, Korps og Division

#

I denne saakaldte moderne Krigskunsts Tidsalder har alle Operationer vist, at Krigens 9 Grundprincipper stadig er uforandrede. En dygtig Anvendelse af disse Principper er en Betingelse for heldig Krigsførelse. Kunsten at anvende disse Principper, saaledes at man opnaar enhver Fordel ved den nye, voldsomme Udvikling af saavel Vaaben som Udrustning, er imidlertid saa vanskelig, at den kræver et uafbrudt Studium. Naar et Støttevaaben først har faaet tildelt det rette Materiel til Løsning af de det paahvilende Opgaver, vil det næste Skridt være at fastsætte og indføre et saadant System for Kommandoføring, Indsættelse og Samvirke, at man faar den mest fordelagtige Anvendelse af det paagældende Vaaben og smidigt kan indpasse det i de fælles Operationer*.

Under den sidste Krig fremkom et saadant System paa Grundlag af de indhøstede Erfaringer. Tidligere Tids Øvelser her i Landet viste tydeligt, at store Forbedringer var tiltrængt for saa vidt angaar Anvendelse af tildelt Luftværnsartilleri. Luftværnsofficerer ved Divisions- og. Korpsstabe blev ignoreret. I adskillige Tilfælde savnede de udgivne Befalinger ganske Bestemmelser vedrørende Luftvæmsartilleriet. Resultatet blev da ganske naturligt, at disse Enheder ikke kom til at spille nogen effektiv Rolle under de samlede Operationer. Havde der dengang været nogen Fare fra Luften, vilde Luftangreb have medført alvorlige Ødelæggelser af saa- vel Tropper som vitale Installationer.

Under en vanskelig Tilbagegang i Nordafrika glemte en højere Stab fuldstændig det tildelte Luftværnsartilleri. Resultatet blev, at hele Enheder enten blev udslettet eller faldt i Fjendens Hænder. Ved Planlægningen af en Amfibie-Opera- tion undlod en Divisionsstab at lade en Luftværnsofficer ind- gaa i den planlæggende Stab. Da Operationen blev iværksat, var der ikke udarbejdet nogen Plan hverken for Landsætningen af Luftværnsartilleriet eller for Indsættelse af dets Enheder under Operationens mest kritiske Fase. Resultatet kan ikke overraske. Ingen kunde fortælle Luftværnsartilleriets Enheder, naar og hvor de skulde gaa i Land. Enheder blev landsat paa forkerte Steder, for sent til at være til nogen Nytte og gik tabt. Vitale Dele af Landgangsstyrken blev i Operationens mest kritiske Periode ladt ganske uden Luftbeskyttelse.

Senere under Krigen undgik man, takket være de indhøstede Erfaringer, Misbrug af denne Art. I Normandiet havde de vitale Dele af Landgangsstyrkerne, naar og hvorsomhelst de havde Brug derfor, effektiv Luftbeskyttelse, og Faren fra Luften var under Operationerne stort set ubetydelig.

Det er imidlertid ikke nok at slaa sig til Taals med at have fundet en brugelig Løsning. Troppeførere og Stabsofficerer ved Divisioner, Korps og Arméer bør uafbrudt stræbe efter at forbedre Systemet for derigennem at komme til den mest effektive Anvendelse af de til deres Raadighed staaende Styrker. De Grundprincipper, der danner Grundlag for Luftværnsartilleriets Indsættelse og Samvirke med disse større Enheder, maa være forstaaet til Bunds, før man kan gøre sig Haab om at opnaa størst mulig Nytte af dette Støttevaaben.

Afgørende for al Anvendelse af Luftvæmsartilleri er Kravet om Smidighed. Dette er understreget ved, at alle Batailloner, Grupper, Brigader og Kommandoer er organiseret som selvstændige (autonome) Enheder. Luftværnsartilleriets Enheder skal stadig have tildelt nye Opgaver, for at alle til Raadighed staaende Kræfter kan være koncentreret ved de mest vitale Objekter, naar det er paakrævet. Dette er det bærende Princip for effektiv Indsættelse og Samvirke.

Arméen.

Enhver Arméstab har organisk en Luftværnssektion, hvis Chef er Brigadier-General. Det paahviler denne Chef at vejlede Troppeføreren i alt vedrørende Luftforsvaret af Tropperne og Styrkens vitale Installationer og endvidere i Troppeførerens Sted at udarbejde detaillerede Planer for et saa effektivt Luftforsvar som muligt. Inden for de af Troppeføreren fastsatte Grænser leder og koordinerer Luftvæmsofficeren samtlige Anordninger og Foranstaltninger vedrørende Forsvar mod fjendtlig Luftvirksomhed.

Fjendens Valg af Maal er kun afhængig af hans Dygtighed til at fastlægge Maalene paa Jorden. Som Følge heraf er praktisk talt enhver Troppeenhed og enhver Installation udsat for at blive angrebet fra Luften. Dækning, Hemmeligholdelse og Sløring yder kun sjældent Garanti mod Ødelæggelse og Beskadigelse. I Betragtning af det enorme Antal Objekter, der findes inden for en Armés Omraade, er det endvidere klart, at ingen blot rimelig Mængde Luftværnsartilleri kan beskytte mere end en Brøkdel af Tropper og Installationer paa samme Tid. Hertil kommer yderligere, at Luftværnsartilleri skal koncentreres for at være effektiv. At sprede det ud over et større Omraade er næppe mere værd end slet intet Luftforsvar. For at sikre sig, at Luftværnsartilleriet bliver anvendt bedst muligt, maa Troppeføreren i en Befaling fastsætte Forsvarets Trangfølge. Denne Oversigt over Trangfølgen er for Luftværnsofficeren det Direktiv, der danner Grundlag for alle hans Dispositioner og Udstykning af Luftværnsartilleri til underlagte Enheder. Den maa uafbrudt føres å jour. Hvad der i Dag er Objekter af yderste Vigtighed behøver ikke ogsaa at være det i Morgen.

Den en Armé tildelte Mængde Luftværnsartilleri afhænger af Arméens Behov i den givne Situation og af den Mængde, der er til Raadighed for højere Myndigheder. Den Mængde, der i første Omgang tildeles en Armé, omfatter baade, hvad Arméen har til Raadighed til Luftforsvar af Objekter direkte under Arméen, og hvad der skal afgives til dens Korps og lavere Enheder.

Som Minimum kræves til hver indsat Division en Bataillon med motoriseret eller selvkørende Automatskyts. Hvert Korps kræver normalt en Gruppe paa 2 eller flere Batailloner ud over, hvad der er bestemt for underlagte Divisioner. Arméen paa sin Side maa forlange fra en Gruppe paa 3 eller flere Batailloner til en Brigade paa 2 eller flere saadanne Grupper, alt efter det Antal vitale Objekter, Arméen skal luftbeskytte.

Hensigtsmæssig Samvirke og Indsættelse af Luftværnsartilleri er en Kunst — særlig fordi det anvendte System skal tillade en smidig Rokering med Enhederne for at kunne møde de stadigt varierende Krav, der stilles til Forsvaret.

Det første Problem vedrørende Indsættelse, Arméen skal løse, er at fastsætte, hvem der skal føre Kommandoen over Arméens Luftvæmsartilleri. Her kan Troppeføreren enten

1. holde tildelt Luftværnsartilleri direkte under sin Kommando, idet han kun anvender sin Luftværnsofficer som Stabsofficer til i Troppeførerens Navn at udgive Ordre og Direktiver til de tildelte Enheder for saa vidt angaar Indsættelse og Samvirke, eller

2. lade Luftvæmsofficeren overtage Kommandoen over alt tildelt Luftværnsartilleri. Dette kan føre til den prekære Situation, at en tilkommanderet Brigadechef stilles under en yngre Officers Kommando.

Ingen af de to Fremgangsmaader kan siges at være bedre i alle Situationer end den anden. Dersom Luftværnsofficeren er en dygtig Fører, kan det være tilraadeligt at stille alt tildelt Luftværnsartilleri under hans Kommando. Det bliver derved lettere at indsætte Enhederne, saaledes som de bør indsættes for at skabe et effektivt Forsvar af Arméens Installationer, herunder intimt Samarbejde med Naboenheder og lavere Led. Hvilken Fremgangsmaade man end vælger, bør alt Luftværnsartilleri under Arméen stilles under Kommando af enten Arméens Luftvæmsofficer eller af den ældste Officer ved det tildelte Luftværnsartilleri. Den udpegede Chef paaser, at det fornødne Samarbejde finder Sted, og at de tildelte Enheder anvendes mest hensigtsmæssig ved

1. at tildele de underlagte Enheder Opgaver og ved at udgive Bestemmelser for Ordningen af trufne Dispositioner for saaledes at skabe et permanent Forsvar af de mest vitale Objekter.

2. at give de underlagte Enheder staaende Direktiver vedrørende Udledelsen. Direktiverne er fastsat af den for Luftforsvaret af Omraadet ansvarlige Fører.

3. at udgive de tekniske Uddannelsesdirektiver og Underretninger, der er nødvendige for at holde Tropperne paa Højde med Udviklingen.

4. at vedligeholde Forbindelse med Chefer for andre Om- raader til Sikring af Koordinering af Planer og Ildom- raader langs Front, Flanker og Bagkant af Arméens Om- raade samt for at etablere Samvirke i Varslingssystemet.

5. at tildele og ombytte lavere Enheders Forsyninger (især Ammunition) efter de for disse gældende Forhold.

I sin Egenskab af Stabsofficer skal Luftvæmsofficeren stadig vejlede sin Chef og udarbejde de for en hensigtsmæssig Anvendelse af Arméens Luftværnsartilleri fornødne Planer. Ved opstaaede Ændringer i Beskyttelsesobjekternes Trangfølge kan det være ønskeligt for Arméchefen at faa forelagt Forslag, der gør det muligt for ham at foretage saa- danne Ændringer i Art og Placering af Installationer, som maatte være af Betydning for en heldig Løsning af den ham tildelte Opgave. Luftværnsofficeren maa forudse, planlægge og foreslaa Ændringer i Mængde og Type af det Luftværnsartilleri, der er tildelt Korps eller selvstændige Divisioner, alt efter disses øjeblikkelige Behov.

Et Spørgsmaal, der kræver omhyggelig Overvejelse, er Spørgsmaalet om centraliseret Indsættelse eller Udstykning til underlagte Enheder. Dersom det er gørligt for Føreren af Luftværnsartilleri, der er indsat til Beskyttelse af andre Styrker, at føre effektiv Kommando over Luftværnsenhederne, er der meget vundet ved at holde disse samlet under hans Kommando. Ved Forsvar af et Omraade er det af største Betydning, at der finder et intimt Samarbejde Sted ved Forsvaret af de enkelte Objekter, og Direktiver skaber aldrig samme intime Samarbejde som Kommando. Udstykning af Enhederne medvirker ogsaa til at begrænse Smidigheden ved Anvendelse, især dersom der med kort Varsel skal foretages Ændringer i Opgaver eller Planer. Der findes imidlertid Tilfælde, da centraliseret Ledelse under en højere Luftvæmsfører kan vise sig at være upraktisk og mindre hensigtsmæssig, f. Eks.:

— naar Afstanden mellem de enkelte Beskyttelsesobjekter er stor,

— naar Styrken, der skal luftbeskyttes, bevæger sig hurtigt,

— naar der ikke raades over tilstrækkeligt Meddelelsesmateriel til at sikre en effektiv Forbindelse, og

— i uopklarede Situationer, hvor Udviklingen ikke kan forudses.

I saadanne Tilfælde vil en Tildeling af Luftværnsartilleri til den Styrke, der skal luftbeskyttes, være den eneste rigtige Løsning, dersom Løsningen skal være effektiv.

Normalt tildeler Arméen sine underlagte Korps tilstrækkeligt Luftværnsartilleri til, at de kan sikre de for Korpsene vitale Dele. Det er Korpschefen alene, der bestemmer, hvilke Dele (Installationer) under hans Kommando, der er af vital Betydning for Operationerne, og kun han kan med Sikkerhed sige, hvilke Dele der vil behøve Beskyttelse, hvomaar en saa- dan Beskyttelse bør etableres, og hvor de vitale Objekter fin

des. I en fuldt opklaret Situation, naar Ændringer i Planerne ikke er forestaaende, kan Luftværnsartilleri undertiden indsættes til Støtte for Korpsene, idet det holdes samlet under Arméen for at gøre Indsættelsen mere effektiv. Men ved enhver Art af Forandring i Situationen vil det normalt blive nødvendigt at lade Korpsene træffe Bestemmelse vedrørende Indsættelse af de til deres Raadighed stillede Midler, idet herfra undtages det Luftvæmsartilleri, der skal anvendes til Luftbeskyttelse af Objekter under Arméen.

Man har en Maade at gøre Beskyttelsen af underlagte Enheder mere effektiv paa uden at miste noget af Smidigheden. Luftværnsenhederne holdes under samlet Kommando, men tildeles Opgaver til Støtte for en bestemt Styrke; ganske som Feltartilleri indsættes til Støtte for Infanteri. Chefen for den Styrke, der skal støttes, bliver derved i Stand til at drage fuld Nytte af den støttende Enhed, og samtidig opnaar man ved den direkte Kommandovej, at den højere Luftværnsfører øjeblikkeligt og virkningsfuldt kan gøre sin Indflydelse gældende, dersom dette skulde vise sig at være nødvendig. Man maa erindre, at der ikke her skelnes mellem direkte og almindelig Støtte saaledes som ved Feltartilleriet.

Endnu et Træk ved Anvendelsen, der er speciel for Luftværnsartilleri, maa være klart forstaaet. De respektive Troppeførere er fuldt berettiget til at tildele Opgaver til og træffe saadanne taktiske Dispositioner for det tildelte Luftværnsartilleri, at dette sættes i Stand til at løse de Opgaver, der stilles

det. Retten til at lede og begrænse Vaabnenes øjeblikkelige Ild tilkommer imidlertid den Jagerleder, der er ansvarlig for Om- raadets Forsvar. Denne Kontrol af Ilden udøves normalt ved Udgivelse af staaende, operative Retningslinier eller ved særlige Forholdsregler, der meddeles Luftværnsføreren direkte af den stedlige Jagerleder. En Troppefører, der modtager Støtte af Luftværnsartilleri, maa ikke forandre disse Instrukser m. v. inden for sit Kommandoomraade. De repræsenterer en Begrænsning, der er fastsat af en fælles højere Chef, for at skabe Enhed i Indsættelsen af de samlede Styrker.

Korpset.

Korpset har ikke organisk i sin Stab en Luftværnssektion. Korpschefen udpeger derfor den ældste af Cheferne for det tildelte Luftværnsartilleri til Korpsets Luftværnsfører. Normalt vil det være Chefen for den fra Arméen tildelte Gruppe eller Brigade. Er der afgivet to eller flere Batailloner, stiller Arméen en Gruppestab til Raadighed til at varetage Stabs- og Kommandofunktionerne for saa vidt angaar Føring og Anvendelse af Korpsets Luftværnsartilleri. Tilsvarende vil Arméen ved Afgivelse af to eller flere Brigader stille en Brigadestab til Raadighed. Det er en daarlig Løsning at forlange, at en Bataillonschef skal føre Kommando over baade sin egen og en anden Bataillon. Hans Kommandoføring og særlige Myndighed som Stab bliver da af en saadan Art, at han ikke i samme Grad kan have sin Opmærksomhed henvendt paa dem begge. Er et fælles højere Kommandoled ikke tildelt, bør den ældste Bataillons- eller Gruppechef designeres til Chef for alt tildelt Luftværnsartilleri.

Korps-Luftværnsføreren har tilsvarende Pligter som Luftværnsføreren ved Arméen. Han maa til sin Raadighed have en Fortegnelse over Forsvarets Objekter med Trangfølgen for Beskyttelse angivet. Fortegnelsen maa stadig holdes å jour, for saa vidt angaar alle Forandringer i Placering og Art af Objekter, som Korpschefen finder af vital Betydning. Alt efter Trangfølgen bestemmer han derefter, hvilke af de til hans Raadighed staaende Midler, der er paakrævet for at skabe et fyldestgørende Forsvar af hvert Objekt. Paa Grundlag af sine Overvejelser fordeler han Midlerne, idet han samtidig udgiver detaillerede Ordrer til de underlagte Enheder. Han overvaager Forsvarets Etablering og Brugelighedsgrad og beordrer saadanne Forandringer udført, som han skønner paakrævede for at skabe størst mulig gensidig Støtte og Samvirke i Ildsystemet. Han etablerer og vedligeholder snæver Forbindelse med Førere for Enheder i Front, Flanker og Korpsets Bagkant for at sikre størst mulig Ildstøtte samt Samarbejde i Varslingssystemet.

Da det normale er at yde Divisionerne Støtte gennem Tildeling af Luftværnsenheder, forelægger han Korpschefen Forslag til passende Tildelinger alt efter Divisionernes Behov og Korpsets Syn paa Midlernes Anvendelse.

Han udarbejder og leder et saadant Træningsprogram for de ham underlagte Enheder, som han maatte anse for nødvendigt for at vedligeholde størst mulig Kampduelighed. Han fører Tilsyn med Størrelse og Art af de Forsyninger (særlig Ammunition), der skal tilføres Enhederne — inclusive de Divisionerne underlagte — og afgør eventuelle Uoverensstemmelser mellem Enhederne. Han udgiver de Ordrer, der er paakrævet, for at sikre Udskiftning af Enheder, der i fremskudte Omraader i længere Tid har været udsat for fjendtlige Angreb fra Jorden eller Artilleriild.

Ofte kan Luftværnsartilleri ved Korpsene anvendes foran Divisionernes bageste Begrænsning til Beskyttelse af visse af Divisionernes mere stationære Dele. Eksempelvis er Forsyningsstationer og Depoter og udsatte Dele af Kommunikationsnettet normalt ikke Genstand for hyppige Forskydninger ved Divisionerne. Beskyttelsen af saadanne Objekter bør varetages af Korps-Luftværnsføreren, der under sin Ledelse tilbageholder de Enheder, der kræves for at kunne yde denne Beskyttelse. Denne Fremgangsmaade tillader med større Smidighed at tilpasse de til Raadighed staaende Midler efter de skiftende Krav, idet det ikke bliver nødvendigt at udstykke Hovedparten af Luftværnsartilleriet til Divisionerne.

I Italien anvendte Korpsene sædvanligvis denne Fremgangsmaade til Beskyttelse af de indsatte Divisioners bageste Installationer og større Troppe- ,og Køretøjsforskydninger. Dette bevirkede atter, at det Divisionerne tildelte Luftværnsartilleri kunde give Divisionsartilleriet uafbrudt Beskyttelse.

Bestemmelser vedrørende den operative Ildledelse faar Korps-Luftværnsføreren enten

1. direkte fra Armé-Luftværnsføreren, dersom alt Luftværnsartilleri inden for Arméens Omraade operativt er underlagt en Jagerleder, eller

2. direkte fra Jagerledelsen, dersom Korps-Luftværnsartilleriet operativt er direkte underlagt dette.

Divisionen.

Føringen af det Divisionen tildelte Luftvæmsartilleri frembyder normalt ikke Problemer forskellige fra, hvad der er omtalt under Korpset. Divisions-Luftværnsførerens Pligter og Ansvar og hans Fremgangsmaader ved Føring af de ham underlagte Enheder er i alt væsentligt de samme som ved Korpset, bortset fra det mere begrænsede Arbejdsomraade.

Minimum af Tildeling til en Division vil normalt være en Bataillon Automatvaaben (omfattende Kaliber op til 40 mm Bofors) — enten motoriseret eller selvkørende. Under særlige Forhold kan Tildelingen øges til 2 eller flere Batailloner. I dette Tilfælde bør om muligt oprettes en Gruppestab. Dersom 2 eller flere Batailloner ikke har fælles Gruppestab, udpeger Divisionschefen en af Bataillonscheferne til Divisions- Luftværnsfører og stiller den anden (de andre) under hans Kommando. Den, der i dette Tilfælde udpeges, vil normalt være Chefen for den Bataillon, der plejer at samarbejde med Divisionen.

Ved Forsvar af Divisionens vitale Dele holdes Luftværnsartilleriet normalt under centraliseret Ledelse. Ved en Infanteridivision udstykkes Luftværnsartilleri kun

— ved March i Nærheden af Fjenden eller

— naar en Enhed tildeles en detacheret Opgave, der medfører, at den paagældende Enhed skal fjerne sig langt fra Divisionens Hovedstyrke.

Da Operationerne ved en armoured division kræver større Bevægelighed og mere selvstændig Optræden af de underordnede Led, vil det normalt blive nødvendigt at udstykke Luftværnsartilleriet, fordi en centraliseret Ledelse i dette Tilfælde ikke vilde virke efter Hensigten.

Luftvæmsartilleriets mest almindelige Opgave ved en Infanteridivision er Beskyttelse af Divisionens Feltartilleri. I mange Tilfælde har Divisionschefen, naar dette var den eneste foreliggende Opgave for Luftværnets Enheder gennem længere Tid, afgivet Dele af en Bataillon Automatvaaben til Feltartilleribataillonerne med et tilfredsstillende Resultat. Dette nedsætter imidlertid Smidighed ved Anvendelsen og bør ikke gøres, saafremt der er Sandsynlighed for forestaaende Ændringer i den tildelte Opgave.

Bortset fra meget flydende Situationer som ved Forfølgelse opererer en Infanteridivision over et begrænset Omraade med en Hastighed, der gør samlet Ledelse yderst let. Følgelig bør Tildeling af Luftværnsartilleri til lavere Led under Divisionen være en Undtagelse og ikke en Regel.

Een Afvigelse fra den normale Kommandovej for Luftværnsartilleri ved en Division eller et Korps har i Praksis vist sig at være hensigtsmæssig og skal nærmere omtales. I Stedet for at oprette et særligt Kommando direkte under Chefen for den Styrke, der støttes, underlægges efter Tur Enheder af Luftværnsartilleri taktisk under Divisions- eller Korpsfeltartilleriet.

Fordelene ved denne Fremgangsmaade er, at relativ fremmede Styrker stilles under Ledelse af et permanent Kommandoled, der indgaar som en integrerende Del af den større Enhed. Dersom denne Fremgangsmaade imidlertid skal bære Frugt, maa Feltartilleriføreren enten

1. være fortrolig med Principperne for Anvendelse af Luftværnsartilleri, dets Særegenskaber, Muligheder og Begrænsninger for at kunne anvende de Enheder, der er underlagt ham, paa den mest hensigtsmæssige Maade, eller

2. give den ham underlagte Fører for Luftvæmsartilleriet frie Hænder til at planlægge og lede Forsvaret af Styrken og kun gribe ind for at fremme Styrkernes Samarbejde, samt endvidere paase, at der i Styrkens Operationsbefalinger tages tilbørligt Hensyn til Luftværnsartilleriet. Forkert anvendt vil denne Fremgangsmaade give en tung og besværlig Føring af det tildelte Luftværnsartilleri. Englænderne anvender dette System med Held. Saavel Felt- som Luftværnsartilleri er ved deres Divisioner permanent underlagt Divisionsartilleriføreren. Dersom Divisionsartilleriføreren er kvalificeret til at kommandere dette specielle Vaaben, kan Metoden bidrage til en ny Løsning af Problemet med at skabe fuld og effektiv Luftbeskyttelse.

Skal Luftværnsartilleri anvendes til Jordmaalsskydninger, bør de Enheder, der skal deltage, fuldstændig fritages for deres normale Opgaver, tildeles en primær feltartilleristisk Opgave og operativt underlægges Feltartilleriføreren, saalænge Opgaven varer.

Der findes ingen simpel, fuldstændig Løsning paa Problemet Føring og Samvirke ved tildelt Luftværnsartilleri, som man kan bringe til Anvendelse ved alle større Enheder. Yderligere gælder, at det System, der i Dag virker godt i Marken, ikke ogsaa behøver at gøre det samme om et Aar. Troppeførere og Stabsofficerer bør uafbrudt stræbe efter at skabe Forbedringer baade for at kunne drage Nytte af allerede eksisterende Principper for Anvendelsen og for at kunne udnytte de nye Metoder og tekniske Forbedringer, der er fremkommet under Krigshandlingerne. En stor Del af disse Forbedringer kan opnaas ved at gøre Brug af Luftværnsofficerernes særlige professionelle Kvalifikationer, men visse Fremskridt kan udelukkende gøres inden for Kredsen af højere Troppeførere og disses Stabsofficerer.

Som Helhed vil det heldige Forløb af en Styrkes Kamp være afhængig af, i hvor stor Udstrækning det lykkes Troppeføreren at skabe et effektivt System for Støttevaab- nenes Anvendelse.