Log ind

Luftværns problemer VI

#

VI.

b. Særlige Luftværnansigtemidler.

Det lette og middelsvære Luftværnsskyts skyder direkte, dels paa Grund af den store Bevægelighed, der kræves af det, dels fordi det altid m aa være skudklart i Løbet af kort Tid, og endelig fordi det ofte er nødvendigt under de skiftende Situationer at dele B atterierne og lade et enkelt eller et P ar Stykker Skyts løse bestemte Opgaver. D erfor er hver enkelt Pjece forsynet med et Visér eller en Regneindretning, som bestemmer Udvandringen. Man anvender her til de mindste Kalibre meget enkle Form er for Visérer, medens man ved de større Kalibre benytter noget mere komplicerede Konstruktioner, som giver større Nøjagtighed. Den enkleste Konstruktion, der benyttes, er et Ringsigte. Princippet heri er vist i Fig. 44. I Figuren betegner T Træffepunktet, Cirklen om T de Punkter, hvori Flyvemaskinen skal befinde sig i Skudøjeblikket med Flugtretning mod T for at naa Træffepunktet samtidig med Projektilet. T x er Visérets Centrum, Cirklen om T t en Ring i Ringsigtet. Det vil um iddelbart forstaas, a t en større Flyvehastighed giver en større Cirkel om T og omvendt, og man plejer derfor at forsyne Ringsigtet med flere koncentriske Cirkler, svarende til forskellige M aalhastigheder.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 13.57.15.png

Da Projektilets Hastighed efterhaanden bliver mindre, er Cirklerne kun ubetinget rigtige i en bestemt A fstand, men fo r store paa større Afstande og for smaa paa mindre Afstande. Man plejer derfor a t indrette Ringsigtet sa aledes, at Ringene er rigtige mod Maal, der befinder sig paa M iddelskudafstande for det paagældende Skyts, d. v. s. ca. 400 m for M askingeværer og ca. 1000 m for 20 mm Skyts. Ringsigtet med cirkulære Ringe er imidlertid kun nøjagtigt ved Skydning lodret op i Luften og vil ved Skydning mod Maal under smaa Elevationer kunne give meget store Fejl (se Fig. 45). Da Viséret sidder fast paa Skytset, vil det altid staa vinkelret paa Skudlinjen T K, medens det for at give rigtige Værdier burde være parallelt med Maalets Flugtretning. Man anvender derfor ofte i Stedet for cirkulære Ringe ellipseformede Ringe, hvor den Akse, der angiver Højdesigtet, er Lilleakse og lig Storaksen Gange sin 45 o, hvilket vil sige, at Sigtemidlet giver rigtige Værdier for Udvandringen i Højden ved Skydning under 45 0 Elevation, for smaa Værdier over og for store Værdier under 45 0 Elevation. Som Regel maa Hastighederne skønnes. Men undertiden ser man ogsaa i Forbindelse med let Luftværnsskyts benyttet en Kurs- og Hastighedsmaaler, der er et enkelt A pparat, som paa Grundlag af M aalets A fstand og Vinkelhastighed registrerer M aalhastighed og Kurs. Da A fstandene bestemmes ved M aaling paa sædvanlig Maade, vil en konstant Fejl paa Afstandsm aalingen give en om trentlig rigtig Kurs, men en Hastighed, som er for stor, hvis Afstanden maales for stor og omvendt, idet den registrerede Hastighed vokser proportionalt med Afstanden. Vekslende Fejl i Maalingen vil altid bevirke forkerte K urser og som Regel ogsaa forkerte Hastigheder. Ring- eller Ellipsesigtet giver, selv med rigtig skønnet K urs og H astighed, ikke saa stor Rettenøj agtighed, at det kan lønne sig at følge M aalet med kontinuerlig Ild. Man staar sig ved a t vælge en Ring, der giver en noget større M aalhastighed end den, Maalet virkelig har, og skyde Spærreskydning paa fast Elevation, indtil M aalet er løbet igennem, jfr. en forudgaaende Artikel. Almindeligvis anvendes Ring- eller Ellipsesigtet kun ved Skyts af højst 20 mm Kaliber, og som Regel vil man til Skyts af 20 mm og derover benytte særlige Viséranordninger, som giver en større Rettenøj agtighed, hvilket er nødvendigt paa Grund af de noget større Skudafstande, paa hvilke dette Skyts finder Anvendelse. Der findes et meget stort Antal af den A rt Visérkonstruktioner, men da det teoretiske Grundlag for dem praktisk ta lt er det samme og grunder sig paa en geometrisk Konstruktion, hvorved man med Viséret danner en Trekant, der er ligedannet med Træ ffertrekanten (Trekanten, der dannes af M aalets Plads i Skudøjeblikket, Skytset og Træffepunkte t), og hvorved Skytset rettes mod Træffepunktet, naar Visérlinjen peger mod M aalet, skal der nedenfor i korte Træk gøres Rede fo r Konstruktionsprincippet. Elevationen til T ræ ffepunktet er i Hovedsagen en Sum a f tre Størrelser, nemlig:

— Højdevinklen til M aalet i Skudøjeblikket,

— Den Elevation over Sigtelinjen til Maalet, som vilde give Projektilbane gennem Maalet, samt

— Højdeudvandringen i Projektilets Flyvetid. mens Sidestillingen til Træ ffepunktet i Hovedsagen er Summen af:

— Sidestillingen til M aalet i Skudøjeblikket og

— Sideudvandringen i Projektilets Flyvetid.

Elevationen over Sigtelinjen til M aalet er en Funktion a f saavel Højdevinklen til M aalet som af Skudafstanden, idet den, forudsat samme Skudafstand, aftag er med voksende Højdevinkel til M aalet og altid vokser med voksende Skudafstand. Man indfører Summen a f Højdevinklen til M aalet og Elevationen over Sigtelinjen til M aalet ved a t anbringe Visérlinjens Omdrejningspunkt et efter Skudafstanden afpasset Stykke lodret over Skytsets Omdrejningspunkt, jfr. Fig. 46, og ved tvangsm æssig at afpasse Kernelinjens og Visérlinjens Bevægelser efter hinanden.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 13.58.08.png

Hvis Skudafstanden ønskes forøget, skal blot Stykket V jK forøges, d. v. s. Viséret hæves noget mere over Skytset. Forudsat rigtig Indstilling a f Stykket Vj^K, vil Kanonen altid have den rigtige Elevation over M aalet, n aar Retteren stadig holder Visérlinjen pegende paa Maalet, ligesom Sideretningen til M aalet i Skudøjeblikket i saa Fald vil være rig tig t indstillet.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 13.58.26.png

Indlæggelsen af Udvandring i Side og Højde sker ved Hjælp af Træ ffertrekanten, se Fig. 47. Siderne i Træ ffertrekanten er M aalafstanden i Skudøjeblikket HA, Udvandringen i V 1 og Afstanden til Træffepunktet DT. Denne T ræ ffertrekant gengives i form indsket Maalestok som D V jV , idet Punktet D er Centralprojektionscentrum og VD som før Visérlinjens Længde. Hvis V1 som angivet i Fig. 46 befinder sig det rigtige Stykke over K, vil Kanonrøret nu pege i rigtig Retning, n aar Visérlinjen VD stadig holdes paa Maalet. Den praktiske Udformning af Visérerne er vidt forskellig. Fælles for dem alle er dog, at Afstand, Hastighed og K urs sam t Dykvinkel skal indstilles, og ved disse Indstillinger forskydes Visérsigtelinjen ad mekanisk Vej et Stykke i Forhold til K ernerørsretningen, proportionalt med vt i Forholdet Visérlinjens Længde: Afstanden til M aalet og saaledes, at Træfning skulde finde Sted i T. Indstillingen foretages ved Hjælp af simple Haandgreb og gives med afrundede Værdier. Til Benyttelsen af saadant Sigtemiddel kræves en Kurs- og Hastighedsmaalet, som om talt Side 344, samt en A fstandsm aaler. Dykvinklen skønnes. Forudsat at man kan stole paa altid at have rigtige Værdier for Afstand, Kurs og Hastighed indlagt, vil Skytset ved denne Viséranordning altid pege rigtigt, og kontinuerlig Skydning paa samme Maade som med Korrektørhjælp skulde være mulig. Im idlertid viser E rfarin g er fra Krigen 1939—45, at Rækker af Gennemløbsskydninger giver det bedste Resultat, idet man til hver enkelt af dem kan naa at korrigere Indstillingerne, og paa dette Grundlag e r Træfningssandsynligheden derfor beregnet i tidligere Artikel. Som tidligere om talt skyder det svære Luftværnsskyts som Regel indirekte. I forskellige Lande, bl. a. i Italien, h ar man dog ogsaa forsynet i hvert Fald en Del af det svære Skyts med tilsvarende Visérer som netop omtalt. Man bliver ved deres Hjælp i Stand til at rette Skytset nødtørftigt i Side og Højde, selv om K orrektørm ateriellet svigter, men Temperingen maa i saa Fald bestemmes ad grafisk Vej, hvilket bevirker, at Skydningen i bedste Fald kun kan udføres som Gennemløbsskydning. Af Hensyn til den store Skudafstand er disse Visérer til svært Skyts udstyret med en stæ rkt forstørrende Sigtekikkert. Som omtalt under K orrektører bliver der et Rum omkring det svære Skyts, hvor K orrektører ikke kan benyttes. Dette Rum falder i Hovedsagen sammen med det Omraade, hvor Skytsets Bevægelseshastighed i Side og Højde i Almindelighed ikke slaar til, til at man kan følge et Maal med Ilden. Da Angreb paa selve B atteriet im idlertid ofte sættes an som S tyrtangreb, hvorunder Maalets Vinkelbevægelse almindeligvis ikke er stor, og der saaledes kan være en Mulighed for Beskydning med direkte Sigte, tildeler man ofte de svære B atterier en Forsyning a f G ranatkardæsker, hvis Fyldekugler meget godt kan give Virkning, selv mod moderne Flyvemaskiner, idet Anslagshastigheden bliver meget stor, nemlig Projektilets Hastighed + den Hastighedsforøgelse, Fyldekuglem e fa a r ved Sprængningen, -f Flyvemaskinens Hastighed. Retningen kan her som Følge af M aalets store Hastighed aldrig naa a t blive pinlig nøjagtig. Men dette behøves heller ikke, idet Fyldekuglerne spredes. Sigtemidlerne, som anvendes til denne A rt Skydninger, kan derfor være overmaade enkle. Ofte anvendes et Refleksvisér, der er en A rt Spejlsigte, hvor Flyvemaskinen skal holdes mellem indgraverede Linjer, der f. Eks. ligger med et Interval af 25 Ts. Undertiden benyttes cn Kugle og en Ring, fastg jo rt paa Kanonrøret, og som angiver Kernelinjens Retning, og man kan endog i Nødsfald benytte sig af a t lade Betjeningsm andskabet sigte langs Kanonrøret. V igtigst a f alt ved saadanne Sigtemidler er det, at de altid er paasat Kanonen, klar til Brug, idet man sjældent vil kunne naa at fjerne andre Sigtemidler og paasætte disse i en Situation, hvor A fværgeild til E getforsvar er paakrævet, hvorfor en Anordning med en Kugle og en Ring, der skal ses overeet med Flyvemaskinen, vistnok maa anses for den bedste Løsning.

3. A fsnit. Lyskastere og Lytteapparater og lignende.

De hidtil omtalte Form er for Skydning mod Luftm aal h ar alle h aft til Forudsætning, at M aalet — ogsaa ved den indirekte Skydning — har kunnet ses enten fra Skytset eller Korrektøren. Om N atten kan denne Fordring kun sjældent opfyldes, og det vil med det ubevæbnede Øje selv i klare og lyse N æ tter kun være muligt at se en Flyver i faa Hundrede Meters Afstand og med almindelige K ikkerter højst i ca. 1 km Afstand. Da Angreb fra Luften mod Maal af større Udstrækning imidlertid meget vel kan udføres som N atangreb, e r det ønskeligt ogsaa ved N attetide at skabe Mulighed for rettet Ild mod Angriberen, idet Spærreskydninger dels er meget kostbare og vanskelige at iværksætte, dels kun kan paaregnes a t give ringe Virkning. Den mest nærliggende Maade a t løse Problemet paa er at søge M aalet belyst ved Anvendelse af Lyskastere. Bestemmende for en Lyskasters E ffektivitet er Lyskildens Styrke og Spejlets A rt og Størrelse. Som Lyskilde benyttes en Kulbuelampe, og som Spejl anvendes nu praktisk ta lt overalt forsølvede, parabolske Spejle. Lysstyrken i en moderne Lyskaster med en Spejldiam eter paa 150 cm er mellem 1000 og 1200 Millioner Normallys. I Almindelighed kan man kræve, at Lyskasterne skal være bevægelige, saa de kan følge Batterierne. De bør derfor være uafhængige af K raft fra stationære Værker, og man knytter derfor norm alt et Strøm ­ aggregat, m onteret paa en Lastvogn, til hver Lyskaster, idet Lastvognens Motor saa anvendes som Kraftkilde. Paa samme Maade, som Tilfældet er med Skytset, vil den Hastighed, hvormed en Lyskaster kan følge et Maal i Side og Højde, almindeligvis aftage med Lyskasterens voksende Masse, saa at en mindre Lyskaster bedre end en større er i Stand til at følge Maal med stor Vinkelhastighed. Im idlertid aftager ogsaa Lyskasterens Evne til at belyse opdagede Maal tilstrækkeligt, naar Spejldiameteren gøres mindre, og man kan med moderne Lyskastere regne med følgende Rækkevidde af Lyset under F orudsætning af klart Vejr:

150 cm Diameter      8—10 km

110   -      —             4— 5   —

60     -      —              ca. 2   —

Det viser sig, at i Praksis svarer disse Rækkevidder til Skudafstanden for svært, middelsvært og let Luftværnsskyts, og ved den tyske Opbygning af L uftforsvaret h ar man benyttet disse 3 Størrelse af Lyskastere. Man h a r tillige krævet en Transporthastighed paa 45 km/Tim . paa gode, faste Veje for alt Lyskasterm ateriel, sam t at Køretøjerne skal kunne bevæge sig i Terrainet. For de lettere Typer a f Lyskastere er dog T ransporthastigheder paa 60 km /Tim . gennemført i flere Lande. Lysstraalerne sendes ikke absolut parallelt ud fra Spejlet, men danner ved rigtig Indstilling en Lyskegle med en Toppunktsvinkel paa ca. 1% 0 svarende til ca. 25 Ts. Da Lyskeglens Diam eter saaledes paa en Kilometers A fstand fra Projektøren kun er ca. 25 m, hvilken Strækning a f en moderne Flyvemaskine gennemflyves i Løbet af 1/4—1/6 Sekund, vil det forstaas, a t Følgning af nære Maal med stor Vinkelhastighed kun er mulig med lette Lyskastere med stor Bevægelighed i Side og Højde. Det vanskeligste Problem er a t træ ffe et Maal med Lyskeglen; thi almindeligvis er det saaledes, at man fa a r det første Indtryk af, a t der er Flyvere i Luften, igennem den Støj, der udgaar navnlig fra M askinernes M otorer og Propeller; men Flyvemaskinen befinder sig, n aar Lyden n aar Øret, ikke længere i det Punkt, hvor den var, da Lyden udgik, men et Stykke frem me i sin Bane. Dette Stykke er ofte ret betydeligt, idet Lydens Hastighed i L uft er forholdsvis ringe, kun ca. 333 m/Sec., og en moderne Flyvemaskines Hastighed som Regel ligger mellem 100 og 150 m/Sec. Hvis man derfor ad akustisk Vej vil søge a t finde den øjeblikkelige Retning til en Flyver, m aa Frem gangsm aaden blive, a t man først igennem Lytning danner sig et Skøn over Maskinens K urs og Hastighed og derefter igennem en Udregning fastslaar, hvor langt fremme i Kursen Maskinen skal søges, idet dette Stykke afhæ nger a f Flyvehastigheden. For a t man igennem Lytning virkelig kan faa en nogenlunde rig tig Bestemmelse af Maskinens Bane, er det nødvedigt, at Lyttem ateriellet er i Besiddelse af stor Pejlenøjagtighed, hvorved forstaas Evnen til at indstille nøjagtigst m uligt imod det Punkt, hvorfra Lyden er udgaaet.

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 13.59.56.png

Flere Faktorer griber her forstyrrende ind. Lydens Hastighed gennem Luften er ikke konstant, men tiltager med ca. 0,6 m /Sek. pr. Grads Temperaturforøgelse. Hvis Tem peraturen er forskellig i de forskellige Luftlag, vil „Lydstraalerne" ikke bevæge sig retlinjet, men efter en Kurve, som, hvis Tem peraturen aftager opefter, vil krumme opad. (Fig. 48, hvor L betegner Lytteren, F Lydkildens virkelige Plads, Fj^ Lydkildens aflyttede Plads). Samme Virkning vil Vind, der tiltager med voksende Højde, have, hvis Vinden er bagfra paa Lytteren, og Vind, der aftag er opefter, bevirke, hvis Vinden er fo rfra paa Lytteren. Omvendt vil man aflytte en for stor Højdevinkel, hvis Tem peraturen tiltager med Højden, hvis Vinden tiltager med Højden og er fo rfra paa Lytteren, samt hvis Vinden aftag er opefter og er bagfra paa Lytteren. Det lader sig sjældent gøre a t konstatere Tem peratursvingningerne i de forskellige Luftlag eller Vindstyrke og Retninger i de højere L uftlag ved Nattetide, og da de her anførte Afbøjninger kan beløbe sig til flere Grader, og da Fejlen vil forandre sig med Retningen til Flyvemaskinen, vil det forstaas, a t man aldrig, selv med Instrum enter, der tillader absolut Pejlenøjagtighed, kan paaregne a t faa Flyverens Bane nøjagtigt fastlagt ved Lydpejling. Im idlertid kan man ved hidtil kendte Form er for L ytteapparater kun opnaa en Pejlenøjagtighed paa 2 o, hvorved yderligere Fejl i Banebestemmelsen kan opstaa. Ogsaa Luftens Fugtighedsgrad og Tæthed øver Indflydelse paa Lydens Bevægelse igennem Luftlaget og tjener til at afbøje „Lydstraalerne", og det er bl. a. paa Grund af disse Forhold, som helt eller delvis unddrager sig Beregning, at Lyskasteren skal pendle, d. v. s. bevæge sig i en Spiral om det Punkt, som opgives den fra L ytteapparaterne som Lydkildens formodede øjeblikkelige Plads. Endnu en karakteristisk Egenskab ved Lydens Forplantning gennem Luften kan nævnes. Almindeligvis antages det, a t Lyden aftager med K vadratet paa Afstanden, idet den teoretiske B etragtning, at Lydbølgerne udbreder sig langs en Kugleflade, lægges til Grund. Im idlertid absorberer Luftlaget en betydelig Del af Lyden, saaledes at Lydstyrken a ftager langt stærkei’e end med K vadratet paa Afstanden. Alle Toner absorberes ikke lige stærkt. Det er navnlig de højere Toner, der absorberes af Luften, og heraf kommer det, a t Lyden af fjerne eller højtliggende Flyvere altid synes meget dybere end fra nære Maskiner. Man har herigennem til en vis Grad Mulighed for at skønne over Maskinernes Afstand eller Flyvehøj de. De foranstaaende Udredninger vil have belyst, at selv det bedste Lyttem ateriel kun giver en stæ rkt begrænset Nøjagtighed i Maalbestemmelsen. Den i sin Tid fra visse Sider foreslaaede Spærreskydning uden Belysning a f M aalet og udelukkende paa Grundlag af Lydpejlinger, er derfor tilsyneladende ogsaa forladt overalt paa Grund af den Usikkerhed i Lægningen af Spærrebæltet, der opstaar ved:

— den akustisk bestemte Maalbanes store Fejlmuligheder,

— den Fejl, som yderligere opstaar ved, at Maalets Plads skal frem ­ lægges et Antal Sekunder, svarende til den Tid, Lyden e r om at gaa fra Lydkilde til L ytteapparat + Omsætningstid til Skuddata + Projektilets Flyvetid, samt

— den ringe Sikkerhed, hvormed Flyvehøjden kan bestemmes.

Lyttem ateriel var før Krigsudbruddet i 1939 reglem enteret Materiel 1 praktisk ta lt alle K ulturstater. Krigen 1939—45 synes imidletid at have g jo rt Anvendelsen af dette M ateriel mindre udbredt, men endnu i 1943 fandtes dog efter sikre Kilder Lyttem ateriel i nogen Grad i B rug saavel i den tyske som i den engelske Hær. Den Tragtform , der anvendes ved moderne Lyttem ateriel, er altid Eksponentialformen, der giver den største Pejlenøjagtighed. Der anvendes nu overalt B inauralinstrum enter, hvorved forstaas Lytning med en T ragt til hvert Øre, saaledes a t man bedømmer Retningen efter den ganske ringe Tidsforskel, hvormed Lyden n aar de to Ører. Da det gælder om at gøre denne Tidsforskel størst mulig, søger man at gøre Afstanden mellem sammenhørende T ragte saa stor, som Hensynet til M ateriellets T ransport og Betjening tillader. L ytteapparate r er derfor som Regel af store Dimensioner. Almindeligvis bestaar et L ytteapparat af fire Tragte, anbragt 2 og 2 diam etralt mo-dsat hinanden og saaledes, at det ene Sæt anvendes til Højdelytningen, det andet til Sidelytningen. Til et L ytteapparat er norm alt knyttet en Lyttekorrektør, som, n aar Følgningen fra L ytteapparatet i Lighed med Skytskorrektøren g aar kontinuerligt, paa Grundlag af Vinkelhastigheden udregner riet Stykke fremme i Banen, hvor Maalet skal søges. S taar Lyskasteren ikke ved Siden af Lyttekorrektøren, kan denne dog angive Retningen, hvori Lyskasteren skal søge, naar man i en Parallaksordning indlægger Retning og A fstand til Lyskasteren. Lyttekorrektøren udregner ikke Data saa nøjagtigt som Skytskorrektørerne, hvilket ikke er nødvendigt, n aar Hensyn tages til den N øjagtighed, hvormed Maalbanen er fastlagt gennem Lytningen. E t modere L ytteapparats Rækkevidde er ca. 8— 10 km, om trent den samme som en moderne Lyskasters. Selv om et Maal er fanget i en Lyskegle, vil det ofte være vanskeligt for den enkelte Lyskaster at fastholde det, og man vil derfor ofte lade et opdaget Maal belyse af flere Lyskastere, som gensidig afleverer Maalet til hinanden. Man knytter derfor ikke Lyttem ateriel til alle Lyskastere. Almindeligvis betegner man de Lyskastere, hvortil der er knyttet Lyttem ateriel, som Sffgelyskasiere, idet de har til Opgave at opsøge Maalene. N aar et Maal er fundet af en Søgelyskaster, overtager Fplgcbjskastere straks Belysningen af dette, hvorefter Søgelyskasteren opleder nye Maal. Til de mindre Typer af Lyskastere anvendes norm alt intet Lyttemateriel. Man h ar forsøgt at konstruere Natlcikkcrter, med hvilke man skulde kunne se i Mørke. Lod dette sig gøre, kunde man helt undgaa Anvendelsen af Lyskastere (hvilket altid vilde være ønskeligt, idet Lyskasterne i nogen Grad røber Objekterne) ved at anvende N atkikkerter paa K orrektører og A fstandsm aalere samt i Sigtemidlerne for det lette og middelsvære Skyts. Saa enkelt er Problemet dog ikke, idet N atkikkerter for virkelig at kunne gennemtrænge Mørket altid bliver temmelig store. Man h ar derfor paa de Steder, hvor disse K ikkerter er bragt i Anvendelse, opstillet dem ved Lyskasteren, saaledes at man direkte h ar kunnet opgive denne Side- og Højdevinkel til M aalet, hvorved man kunde sikre sig, a t Lyskasteren straks tra f dette. Princippet i N atkikkerten er saare enkelt. Den bestaar af en Prismekikkert, i hvilken Objektivet er meget stort og særlig fint slebet. Som Følge af Objektivets Størrelse vil flere S traaler fra M aalet naa ind i Kikkerten end ved en Kikkert med mindre Objektiv. I Lande, hvor Luften i sig selv er klar, h ar man opnaaet gode Resultater med Natkikkerterne, og i det mellemste og sydlige Europa, i Særdeleshed i Bjergegne, har de fundet en Del Anvendelse, men dog væsentligst kun mod Maal i H øjder paa indtil 2—3 km. I Lande med udpræget variabelt Klima, som f. Eks. vort eget, hvor Luften ofte er mere eller mindre fyldt med Vanddampe, har N atkikkerten kun vist sig mindre anvendelig, og man vil næppe, selv under gunstige Forhold, herhjemme kunne se Maal paa over 1—1 Vz km A fstand ved N atkikkertens Hjælp.

De to andre Veje, man har forsøgt, er:

— Retningspejling mod de infrarøde Straaler, der bl. a. udsendes fra Motorernes Udblæsningsrør,

— Retningspejling mod de Radiosignaler, som Flyvemaskiner om N atten stadig maa udsende.

Saavel de infrarøde S traaler som Radiobølgerne bevæger sig gennem Luften med Lysets Hastighed, og man vilde derfor, hvis et saadant nøjagtigt pejlende Instrum ent forefandtes, kunne faa den øjeblikkelige og nøjagtige Retning til Maalet. Im idlertid er der ogsaa Vanskeligheder her, og det er tvivlsomt, om disse to Problemer overhovedet er løst noget Sted. Der vides at have været udført omfattende am erikanske Forsøg med infrarøde Straaler, men der foreligger intet om, hvorvidt Fosøgene har fø rt til Konstruktion af en anvendelig Retningspejler. . Der h ar tillige været udført en Del tyske Forsøg med Radiopejling, men det er her bl. a. en Ulempe, at Flyvemaskinernes Radioudsendelser ikke foretages kontinuerligt. Det vides ikke, om disse Forsøg h a r ført til anvendelige Metoder. Ved begge de sidstnævnte Metoder er det en nødvendig Forudsætning for effektiv Skydning, at M aalet belyses, thi kun derved kan Afstanden maales. Skønt Lyskasterne som nævnt røber Objektet, byder Projektørlyset dog ogsaa Forsvareren Fordele, idet det skarpe Lys virker blændende paa Flyveren og vanskeliggør Manøvreringen. H ertil kommer desuden, a t Projektørbelysning, rigtigt udført og planlagt, kan byde eget Jag erforsvar store Fordele.

J. Gerstoft.