Efter den for Øjeblikket tilgængelige Litteratur og efter Kommunikeer udsendt af de krigsførende Parter skal jeg herefter fremdrage visse Træk af den hidtidige Krigsføring i Luften, idet det allerede nu er muligt at danne sig et Begreb om Anvendelsesmetoder og navnlig om Forskel heri.
Episoderne i Abessinien og Spanien ser jeg bort fra i denne Forbindelse, de giver kun svage Fingerpeg og var i mange Henseender kun en materiel Prøve mere end et egentligt Forbillede for Anvendelse i Krig. Først med Begyndelsen af det polsk-tyske Felttog sker der Ting af afgørende Betydning for Læren om Luftvaabnets Anvendelse i moderne Krig. For Fuldstændighedens Skyld skal jeg kort gennemgaa den polske Felttogsplan og den tyske Operation i Tilslutning hertil. Den polske Hær opmarcherede med den Hensigt først at okkupere Danzig og angribe Østpreussen fra 3 Sider, medens øvrige Hærdele skulde holde Stand mod tysk Fremtrængen fra Vest. I den Hensigt grupperede man sig saaledes: En polsk Armé i Rummet N. f. Warschaw, der baade skulde kunne imødegaa en eventuel tysk Fremmarch fra Østpreussen og foretage Angreb herimod. Denne Armé blev i højre Flanke sikret ved en Gruppering omkring Grodno, der skulde angribe Østpreussen fra Øst. Paa venstre Fløj blev WarschawArméen sikret af en kraftig Armé i Korridoren, der antagelig som primær Opgave har haft at besætte Danzig, dernæst at falde ind i Østpreussen. For at sikre hele dette Foretagende mod Østpreussen opstilledes den kraftigste polske Armé omkring Posen. Denne Armé skulde i Tilfælde af et tysk Angreb mod Korridorarméen angribe tyske Styrker i højre Flanke, ligesom den skulde kunne sikre den svagere Armé, der var opmarcheret mellem Kalisch og Tschentoschau. Ved at gøre Posen-Arméen særlig stærk og at formere den centralt vilde den kunne imødegaa ethvert tysk Angrebsforetagende, hvad enten dette kom fra Mellemschlesien eller Pommern. Endelig opstilledes en Sydarmé i Rummet Krakau—Lemberg til Beskyttelse af de derværende vigtige Industricentrer. Den skulde ogsaa efter Omstændighederne kunne anvendes til Støtte for de andre Arméer paa de vigtige tyske øvreschlesiske Industrifelter.
Det tyske Operationsmaal var omfattende at angribe, fastholde og slaa den polske Hovedarmé i Posen. I den Henseende formeredes 2 tyske Hærgrupper med hver sin Luftflaade (1 og 4, hvis Størrelse og Sammensætning dog ikke er kendt): Hærgruppe Nord med 2 Arméer, 1 i Pommern og 1 i Østpreussen, Hærgruppe Syd med 3 Arméer med følgende Opgaver og Placering:
Hærgruppe Syd:
Den midterste Armé skulde fra Rummet om Kreuzburg trænge mod NO. frem til Weichsel. Til højre for denne skulde den sydlige Armé angribe mod Øst langs N.-Kanten af WestBeskiden for at binde de herværende polske Styrker og sammen med mindre fra Slovakiet fremtrængende Dele at omfatte dem og afskære Tilførselslinjerne fra Øst. Til venstre for Midterarméen skulde den nordlige af Sydgruppens 3 Arméer angribe fra Rummet Øst for Breslau i Retning af Warschaw for at opfange og afværge eventuelt polske Flankeangreb. Hærgruppe Nord: Den vestligste Armés Opgave var snarest at søge Forbindelse med den ostlige Armé i Østpreusen, at tiltvinge sig Weichselovergangene mellem Graudenz og Bromberg og forene sig med en mindre Del af Østarméen, der var sat an mod Graudenz for sammen med den at trænge videre mod Øst til Opnaaelse af Kontakt med den nordlige Fløj af sydlige Hærgruppe. Arméen i Østpreussen havde til Opgave at trænge frem over Narew og Bug mod Syd, men Øst for Weichsel for at søge Forbindelse med Midterarméen i sydlige Gruppe og at afskære Warschaw fra Øst. Under Operationens videre Forlob skulde bag Bug og San gøres Forsøg paa at omringe de polske Styrker, hvem det maatte lykkes at komme over Weichsel. Som nævnt blev der til hver Hærgruppe formeret en stærk Luftflaade, der efter alt at dømme har været stærkt offensivt præget, d. v. s. at der har været rigelig Tildeling af Slagflyvere, Bombeflyvere og Jagere af højeste Kvalitet. Om Styrkeforhold og Sammensætning foreligger ikke tilgængelige Oplysninger, men jeg vurderer de indsatte Styrker til i alt ca. 2000 Flyvemaskiner, med omkring Halvdelen i hver Luftflaade. Den væsentligste Del af hver Luftflaade har efter al Sandsynlighed været offensive Enheder til udelukkende snævert Samarbejde med Panservogns- og Kampvognsenheder og med Hærens Operationer i øvrigt. Sammensætningen vurderer jeg til 70 % offensive Enheder, 20 % defensive og 10 % Opklaringsenheder. Desuden Luftmeldetropper, LV.-Art. og Faldskærmstropper, Transport- og Forbindelsesformationer, alt under Kommando af hver sin Gruppechef. Herimod kunde Polakkerne mønstre ialt ca. 12—1500 Maskiner, hvoraf antagelig kun ca. 900 til egentligt Krigsøjemed. Men det polske Flyvevaabens Sammensætning var udpræget defensivt, ca. 50 % Rekognosceringsflyvere, 40 % Jagere og 10 % offensive Enheder, dette baseret paa den tilgængelige Litteratur i saa Henseende. Naar dertil kom, at de polske defensive Formationers Hastighed og Bevæbning i Forhold til det tyske helt igennem moderne Luftvaaben var forældet, er det forstaaeligt, at de ikke kunde hævde sig. Det polsk-tyske Felttog viser os mange lærerige Ting. Foldet første Faren og Fejlen ved gennem sin Udenrigspolitik at drive Hæren ud i en Kamp, som paa Forhaand maatte anses for umulig, d. v. s. en Klæben ved Korridorpolitiken, der ved et Øjekast paa Kortet fra et militært Synspunkt var uheldig, da den polske Korridor ikke kunde forsvares. Det paa Forhaand fortvivlede i Stillingen militært set blev yderligere understreget ved Flyvevaabnets katastrofale Mangel paa offensive Enheder og lærer os, at man ikke kan gaa ind i en offensiv Operationsplan uden de nødvendige offensive Enheder. Det tyske Luftvaaben blev derfor ikke alene talmæssigt, men ved sin Organisation klart taktisk overlegent. Det er en almindelig Fejl at vurdere en Luftflaade ud fra dens Antal, der giver et uklart Billede af Forholdet. For at danne sig en virkelig Vurdering af et Flyvevaaben maa man betragte Helheden, d. v. s. Forholdet mellem offensive og defensive Enheder og Muligheden for ved Hjemmeindustrien at holde dette Forhold vedlige og at følge med i den Udvikling, der altid følger i Krigens Spor. Endelig bør det huskes, at det ikke er Flyvemaskinen som saadan, der vinder, men Manden ved Pinden og Føringen, en Side, der først afsløres, naar Krigen er indledet.
Krigen brød ud den 1/9 uden forudgaaende Krigserklæring fra nogen Side. Fra første Færd i denne Krig blev fra tysk Side Luftkrigsmagtens offensive Formationer i Forbindelse med stærke motoriserede Panserdivisioner udnyttet til bl. a. at holde Kampen i Gang som Bevægelseskig og Manøvrekrig. Luftvaabnets offensive Enheder under den øverste Hærledelse blev i Krigens første Øjeblik anvendt til strategiske Opgaver, idet de hjemsøgte de polske Luftbaser med det Resultat, at det polske Luftvaaben paa Krigens første Dag blev ilde medtaget. Det var anbragt paa sine Fredsflyvepladser og naaede ikke at komme effektivt i Virksomhed til Understøttelse af den polske Hærs Operationer eller mod tysk Territorium (Flyvepladser). Samtidig med tyske offensive Enheders Angreb paa Luftbaser understøttede andre offensive Enheder (Slagflyver) de tyske Pansertroppers og andre Troppeenheders Angreb paa alle andre Fronter. De voldsomme Angreb mod de polske Luftbaser i Begyndelsen af Felttoget har sikkert været udført under Indtryk af Ønsket om at fremtvinge Afgørelsen i Luften hurtigst muligt i Erkendelse af, at dette maa finde Sted, før Afgørelsen paa Jorden kan falde. Fra første Færd var det tyske Luftvaaben indstillet paa at tilintetgøre Modstanderens Luftvaaben, der saaledes var det givne Angrebsmaal, og der blev ikke levnet de angrebne Polakker Tid til Modforanstaltninger. Herved blev Luftvaabnet i Krigen første Stund anvendt i den selvstændige Luftkrig med det strategiske Maal at ødelægge Fj.s Luftstridskræfter, inden de kom til Udfoldelse. Den første Dag blev følgende Flyvepladser angrebet og til Dels ødelagt: Rahmel, Putzig, Graudenz, Posen, Plock, Lodtz, Tomaczow, Radom, Ruda, Kattowitz, Krakau, Lemberg, Brest, Terespol, ialt 14 større Flyvepladser i Nærheden af Grænsen og det umiddelbare Opland, og efter Opgivelserne blev ved denne Lejlighed 120 polske Maskiner totalt ødelagte. Endvidere blev de offensive Formationer indsat mod vigtige militære Maal som Troppekolonner, Jernbane- og andre Transporter, væsentligst bag de polske Fronter for at hindre saavel Forsyninger som Tilførsel af Reserver og for at hindre en ordnet Tilbagegang. Dette blev særligt udført i Weichselafsnittet mellem Graudenz—Bromberg—Pjotrkow—Tschentochau og mod Transportveje og Kolonner i Rummet Tarnow—Krakau. Hvilke materielle Resultater de tyske Flyvere end opnaaede, er det en Kendsgerning, at samlet Optræden og Modstand af de polske Flyvere ikke paa noget Tidspunkt af Felttoget fandt Sted. De enkelte lokale Kampe, der forefaldt, var godt nok gennemført af de polske Flyvere, men paa Grund af deres teknisk-taktiske og talmæssige Underlegenhed og vel ogsaa paa Grund af svigtende Føring stod de opnaaede Resultat ikke Maal med de Ofre, der krævedes. Idet Tyskerne saaledes havde tilkæmpet sig det faktiske Luftherredømme i Løbet af 2—3 Dage og i Forbindelse med hele den vanskelige militære Stilling, den polske Hær var bragt i ved af diplomatiske, politiske Hensyn at opmarchere efter en Plan, som man har ondt ved at forestille sig, at Ledelsen virkelig har kunnet have Tillid til, var de polske Styrkers Skæbne beseglet. At føre Krig uden Støtte af offensive Luftenheder er værre end at føre Krig uden Artilleri, det er simpelt hen umuligt. Det afgørende i Tyskernes Gennembrud var Kombinationen af Panserenheder og offensive Luftenheder, der hensynsløst blev sat ind, og som det lykkedes Gang paa Gang at trænge ind i Flanke og Ryg paa de vigende Polakker, hvorved Forbindelseslinjerne bagud blev afskaaret, og her blev udført en forbilledlig »Omfatning fra oven« kombineret med en Omfatning for neden. Der havde inden dette Felttog været skrevet meget i den faglige Presse om Mulighederne for en saadan Fremgangsmaade og dens Betydning. De polske Troppers ulykkelige Skæbne er bl. a. et skoleret Eksempel paa, hvordan det vil gaa Tropper, der ikke er i Stand til at værge sig mod Panservognsog offensive Luftenheder. Efter at det tyske Luftvaaben havde tilkæmpet sig Herredømmet i Luften ved sin selvstændige Luftkrig, blev det frigjort til direkte og indirekte Hjælp for Tropperne paa Jorden. Direkte understøttedes Hæren ved talrige Angreb af Slagflyvere og Styrtbombeenheder saavel — og navnlig — mod de forreste Linjer som mod Reserveformationers Gennembrudsforsøg, især i Korridoren, hvor store polske Troppeformationer efterhaanden blev indesluttede. Ved Krakau og Lodtz forsøgte Polakkerne at iværksætte Ballonspærringer, men disse synes kun at have haft teoretisk Værdi. Endvidere blev de tyske offensive Luftenheder idelig sat ind mod Veje og Broer bag de tilbagevigende polske Styrker, saaledes at den polske Overkommando allerede fra den tredie Kampdag var ude af Stand til at manøvrere mod de hastigt fremtrængende tyske Tropper.
Indirekte gavnede de tyske offensive Enheder Hæren ved heldigt at angribe Jernbanelinjerne Kutno—Warschaw, Krakau—Lemberg—Kielce—Warschaw og Thorn—Deutsch Eylau, hvor Skinneveje og Banegaarde led alvorlige Skader, talrige Togstammer afsporedes, et Ammunitionstog ved Konskie sprængtes i Luften, Banegaardene i Hohensalza og Krakau blev gjort ubrugelige, saaledes at en Omgruppering og Forskydning allerede fra den tredie Krigsdag var saa godt som ugørligt ved Hjælp af Jernbaner.
Den polske offensive Plan kom aldrig til Udførelse, men som saa mange Gange før i Historien var det ikke Hærens Skyld. De polske Soldater har været tapre nok, men den uheldige politiske Ledelse tvang Hæren ud i en fortvivlet Opstilling af et formentligt — men taabeligt — Prestigehensyn. Polsk Udenrigspolitik — og maaske ogsaa Indenrigspolitik — kunde eller vilde ikke udsætte sig for et Prestigetab ved straks at rømme Korridoren og tage den naturlige Opstilling bag Weichselfloden, hvor man vilde have haft langt større Chancer for at klare sig end i den valgte Opstilling. Den polske Hams Skæbne viser os og lærer os klart Faren og Fejlen ved i Uden- og Indenrigspolitik at glemme, negligere eller ikke vilde indrømme det militære Problem i Forbindelse hermed.
Naar man endelig vælger en saa aggressiv Politik, som Tilfældet var, er det i mine Øjne som Flyver en dobbelt Fejl ikke at sørge for i Organisationen at opbygge stærke, offensive Enheder, in casu Panservogns- og offensive Luftenheder til snævert Samarbejde. Det ser ud, som har man ikke erkendt Betydningen heraf, endvidere ser det ud, som har man antaget Antal Flyvemaskiner for afgørende og ikke Enkadrering, Organisation og Bevæbning eller Betydningen af Inddeling efter Flyvevaabenarter. Det ser ogsaa ud, som har de polske Tropper ikke været udstyret med Panserafværgevaaben — i det mindste ikke i tilstrækkeligt Antal. I mine Øjne er derfor det polsk-tyske Felttog et skoleret Eksempel paa, hvordan det gaar en Hær, der ikke har erkendt Nødvendigheden af kraftigt Afværgeskyts mod offensive Enheder, baade paa Jorden og i Luften, samtidig med at den samme Hær heller ikke har udbygget sit Flyvevaaben med Evne til at kunne slaa i snævert Samarbejde med Tropperne paa Jorden.
Allerede paa Felttogets 3’ Dag kunde man se, hvor det bar henad: den klassiske tyske Omfatning af den polske Hovedarmé, der under uhyre Kraftudfoldelse og i lige saa bitre som fortvivlede Kampe søgte at komme ud af Knibtangen, der med forfærdende Hurtighed sluttede sig om den. Den videre Udvikling var følgende (hovedsagelig set fra Flyverside) :
5/9. Flyvevaabnets offensive Enheder blev ustandselig sat ind mod samtlige Tilbagetogslinjer, Veje, Jernbaner, Stationer, Broer o. s. v., hvilket altsammen var en medvirkende Aarsag til at forhindre et ordnet polsk Tilbagetog. Et saadant havde man maaske ikke været indstillet paa, men da man blev tvunget ud i det næsten straks, var allerede de fleste Kommunikationslinjer og -midler udsat for en alvorlig Forstyrrelse. 6/9. I Rummet Kutno—Wyschow—Ostrolenka—Cichanow—Plock blev polske Kolonner stærkt medtaget af Luftangreb under Overgangene over Weichsel, hvor de havde haabet at kunne samle sig til Modangreb. De ødelagte Broer søgtes udbedret af polske Pionerer, og Broslagninger blev foretaget Natten den 5—6/9 mellem Warschaw og Lublin. Tyske Rekognosceringsflyvere erkendte dette, og om Morgenen blev samtlige Broer i Omraadet bombarderet og beskudt fra Luften, uden at de polske Jagere var i Stand til at forhindre det. De fleste af Broerne blev ødelagte, offensive Enheder af Luftvaabnet angreb Tropperne med Mg.-ild, Mk.-ild og lette Sprængbomber. Samme Dag opklaredes det af Flyvere, at der foregik Fremføring af nye Tropper fra Brest mod Warschaw og fra Lemberg—Lublin over San og nedre Weichsel. 7/9. Samtlige Veje og Jernbaner i de nævnte Omraader blev voldsomt bombarderet, hvorved der foraarsagedes saa stor Forsinkelse af Fremføringen, at de polske Tropper paa Vestsiden ingen Nytte fik af dem. 8/9. Tyske Flyvere opklarer, at det polske Tilbagetog foregaar i stor Hast og begyndende Uorden over hele Fronten. Det tyske Panservaaben trængte da hurtigt frem, kraftigt støttet af offensive Luftenheder, hvorved der langs hele Fronten opstod en Række Omringninger. Stadige Angreb i uendelige Bølger af lette og tunge offensive Enheder i Forbindelse med Panserenheder bragte enhver polsk Modaktion til at strande. 10/9. Denne Dag var Stillingen saaledes, at de polske Tropper efter den tsyke Overkommandos Opfattelse var indesluttet paa 5 Steder:
1. Ved Majdan mellem San og Weichsel, Dele af 4—5 Divisioner.
2. Ved Stazow, Dele af 2 Divisioner.
3. Syd for Radom, Dele af 7—8 Divisioner.
4. SV. f. Warschaw og Mezezonow og Zyradow, Dele af 8—9 Divisioner.
5. Ved Kutno—Gabin—Wyszogrod, Dele af 2—3 Divisioner.
Ialt efter tysk Vurdering 23—27 Divisioner kompromitterende indesluttet, saa Tilintetgørelse eller Overgivelse kun kunde blive Spørgsmaal om Tid. Alle de indesluttede Enheder søgte haardnakket at bryde igennem, men det synes, som om Mangel paa Panserenheder og Panserafværgevaaben og Antiluftskyts i de forreste Linjer i Forbindelse med Manglen paa polske Flyverenheder af offensiv saavel som defensiv Art gjorde Gennembrud umuligt. Den 11/9 mobiliserede Rusland nogle Aargange til Sikring af Grænsen. Tyske Flyvere bombarderer atter Jernbaner og Veje, især mellem Warschaw og Praga, samt griber ind i nøje Tilknytning til Troppernes Fremrykning. Efter tysk Vurdering havde Polakkerne den 11/9 mistet omkring Halvdelen af Flyvemaskinerne, dels i Kamp, dels medens de endnu stod paa Jorden. Af dette Tab var Jagernes de største, ca. % af hele Jagerstyrken, hvilket henset til de polske Jageres Underlegenhed sikkert ikke er for højt vurderet. 14/9 var Warschaw omringet — Flyvevaabnet dels nedkæmpet, dels erobret, en Del var fløjet over Grænsen til Nabolande (ca. 250 Maskiner). Den 17/9 gik russiske Tropper over den polsk-russiske Grænse, og dermed var den polske Hærs Skæbne endelig beseglet.
Man kan undre sig over, at en forholdsvis saa stor Hær som den polske ikke havde Evne til at modstaa Angreb eller at foretage Angreb med Virkning. Aarsagerne er mange og karakteristiske. Først, som nævnt, Misforholdet mellem Udenrigspolitik og de militære Problemer i Tilknytning hertil, dernæst en Klæben ved Fremgangsmaader og Metoder fra Verdenskrigens sidste Perioder og en almindelig Undervurdering af de nyeste Krigsmidlers Evne til at ændre Taktik og Strategi, sidst og — tror jeg — ikke mindst Manglen paa offensive Flyverenheder i Forbindelse med Panserenheder samt de polske Jageres Underlegenhed saavel i Hastighed som Bevæbning. Ved Krigsudbruddet var det polske Flyvevaaben i Udvikling og støttede sig rigtigt til en hjemlig Industri, der var i Stigning, men ikke nær udviklet til at præstere det nødvendige. Saa var det polske Flyvevaaben defensivt opbygget og udstyret. Den polske Hærs Opmarch til Offensiv byggede saaledes efter min Opfattelse paa helt galt Grundlag, og dens Skæbne viser til Fulde, at en Hær er ulykkeligt stillet, naar den udslaggivende Del af Luftkrigsmagten enten ikke er til Stede eller kun findes i utilstrækkelige Mængder og ikke anvendes, som for Eksempel gjort paa tysk Side, i snæver Tilknytning til Hærens Operationer koncentreret mod vigtige militære Maal i Fronten, umiddelbart bag Operationsomraadet og i Omraadet bag Hæren, Skridt for Skridt netop der, hvor man søger sit Gennembrud. At det defensive Luftvaaben (Jagerne) heller ikke stod Maal med Modstanderens, gjorde ondt værre for Tropperne paa Jorden, og dette kunde ikke undgaa at paavirke Moralen. Jeg synes, at den tyske Anvendelse af Flyvevaabnet er et klassisk Eksempel paa, at en koncentreret Anvendelse mod militære Maal fra det Øjeblik, Krigen er brudt ud, har de største Udsigter til at faa afgørende Virkning. Anvendelsen i saa nøje Tilknytning til de forreste Dele i Fronten viser klar Forstaaelse af, at der i Dag er Tale om en tredobbelt Omfatning — fra 2 Sider paa Jorden og fra 1 Side i Luften, Omfatningen fra oven, der ogsaa maa være i Orden, for at Sejren kan vindes hurtigt. Den tyske Anvendelse understreger Betydningen af, som tidligere nævnt, at Samling af de virksomste Magtmidler i det afgørende Øjeblik mod de afgørende Punkter er en hellig og ubrydelig Lov for en Hærfører, og dette maa huskes i Besvarelsen af Spørgsmaalet om offensive Luftenheders og Panserenheders Anvendelse i Krigens første og alvorligste Faser.
En anden Krig er fornylig udkæmpet og har fundet sin Afslutning i denne Vinter, den finsk-russiske Krig fra 1/12 29 til 14/3 40. Om de flyvemæssige Styrkeforhold kan oplyses, at det finske Flyvevaaben var udpræget defensivt opbygget, hvilket svarer til de neutrale Landes Indstilling. Materiellet var forholdsvis godt, hvad Hastighed og Bevæbning angaar og navnlig, hvad Manden bag Pinden angaar, ligesom Føringen af de smaa Styrker, der har været Tale om, var blændende. I Antal har Finnerne til at begynde med næppe raadet over mere end 60—70 Jagere, 40—50 Rekognosceringsmaskiner og 30—40 af offensiv Karakter. Heroverfor stod det russiske Flyvevaaben med et Detachement til Anvendelse mod Finland, der i Antal og Organisation var det finske overlegent. Efter alt at dømme har der været anvendt op mod 2000 Maskiner, hvoraf Halvdelen har været offensive Enheder, den øvrige Halvdel Jagere og Rekognosceringsmaskiner og Formationer med Faldskærmstropper. Rusland synes at have anvendt sit Flyvevaaben i Overensstemmelse med Douhets Opfattelse af, at Flyvevaabnet er det eneste, der kan trænge ind i Fjendeland og tilføje ham de Slag og Ødelæggelser af materiel og moralsk Art, der skal tvinge Modstanderen i Knæ. Men den russiske Anvendelse viser, at Omfatningen fra oven er uden Værdi, naar den ikke følges af en Fremrykning og Omfatning paa Jorden samtidig. De ved denne Fremgangsmaade opnaaede Resultater staar temmelig sikkert i Misforhold til Indsatsen. Jeg skal nærmere uddybe dette ved følgende: Efter »Ny milt. Tidsskrift« har der fra 30/11 til 28/1 været udført 643 Angreb mod 207 forskellige Punkter (d. v. s. 10 å 11 Angreb daglig), hvorved der dræbtes 377 Civilpersoner under Anvendelse af 20,337 Bomber, d. v. s. ca. 50 Bomber for hver dræbt, bortset fra hvad der er sat til af Flyvemateriel. Fra 29/1 til 3/2 faldt 6800 Bomber mod 141 Steder, hvorved 141 Civilpersoner omkom, d. v. s. ca. 50 Bomber pr. dræbt. Naar dertil kommer de svære Tab, der efter finsk Opgivelse har været paa russisk Side under disse Luftangreb, kan det fastslaas, at Angreb efter totalitære Principper mod hele Landet er umaadelig kostbart og urentabelt; naar saa tilmed erindres, at det tilsigtede, at ødelægge det finske Folks Moral, ikke paa nogen Maade blev opfyldt, kan man vist roligt sige, at en saadan Fremgangsmaade ikke svarer Regning. Der foreligger endnu sparsomme Meddelelser om Krigen i Finland, men det kan siges, at det russiske Flyvevaabens Anvendelse har ikke været som det tyskes i Polen, koncentreret om militære Maal i Renkultur, hvilket efter almindelig militær Beregning altid maa svare Regning, og som ogsaa gjorde det i Polen. Det finske Luftvaaben blev anvendt i defensivt Øjemed og baade over Hjemlandet og ved Fronten indsat udelukkende mod Hær og militært vigtige Maal i og bag Fronten. Efter hvad der foreligger, har de anvendt deres faatallige Enheder med et enestaaende Resultat, selv om de til sidst blev tvunget til Overgivelse mod den overvældende Overmagt. Det interessante i Forskellen i Anvendelsen mellem tysk og russisk ligger i Tyskernes koncentrerede Anvendelse mod rene militære Maal og i nøje Samarbejde med og Tilknytning til Hæren og dens Bevægelser, d. v. s. over og om forreste Linje, mod Russernes spredte Anvendelse mod Baglandet og de derværende livsvigtige Centrer uden at kunne eller ønske at lade Tropper følge med paa Jorden for at danne den fuldstændige Omfatning for neden og for oven samtidig, der, som sagt, er nødvendig for at overvinde Modstanderen. Den tyske Hærs Anvendelsesmetoder viser, at den byder paa Mulighed for Overvindelse af en endog stærk Modstander inden for kortest mulige Tid, medens den russiske Metode viser, at det tager lang Tid selv overfor en talmæssig overordentlig underlegen Modstander, og de russiske Tab skal sikkert vise sig at være langt større end de tyske i Polen. Den tyske Fremgangsmaade viser ogsaa, at det er bedre at slaa Hæren og koncentrere sig om den, mere end om Tilførselslinjerne, for naar Hæren er slaaet, den der skal have Tilførslerne, gør det ikke saa nøje, om Tilførselslinjerne ikke er ødelagte, det kan senere vise sig at være en Fordel ikke at have ødelagt for mange Forbindelseslinjer. Er man stærk i Luften, kan man altid sørge for Tilførsler ad Luftvejen, er en Vej ødelagt, kan der i vore Dage med alle de mange raffinerede Motorkøretøjer lettere skaffes Udvej end i tidligere Tid, men er Krigsapparatet, Hæren, ødelagt, er det ikke altid saa let at skabe en ny i en Fart. Jeg mener, at Begivenhederne i Luften, paa Jorden og Havet allerede nu har vist, at Samling af Magtmidlerne mod de saarbare og ønskede Gennembrudssteder, et intimt Sammenspil og Samarbejde mellem Kræfterne givet Udtryk i en fælles Overkommando, er det, der fører til de største Resultater. Bag den tyske Hærs Organisation og Opbygning staar Tanken om hurtig Afgørelse, bag de allieredes Tanken om en lang Kamp. Det har været bærende i alle Krige ned gennem Tiderne at søge den hurtigste Afgørelse. I Verdenskrigen lykkedes dette ikke, men ellers viser de fleste andre Krige i den nyere Tid en udtalt Stræben efter og med Held gennemført hurtig Afgørelse. Af mange Grunde er dette ogsaa det gunstigste for alle.
Lærum.
