Log ind

Luftstridskræfters anvendelse under Operation ’’Allied Force”

#

Af Oberst M. Svejgaard og Major K. Nødskov, Flyvertaktisk Kommando.

”The crews who flew the bombers, fighters and support aircraft carried out the most precise air campaign in history”

William S. Cohen, USA forsvarsminister.

Indledning

De historiske årsager til konflikten i Kosovo rækker flere hundrede år tilbage i tiden, men den nyligt afviklede konflikt havde sit umiddelbare udgangspunkt i opblomstringen af ny-serbisk nationalisme som promoveret af Milosevic i talen på Solsortesletten ved Kosovo Polje i 1989. Samme år blev Kosovo ligeledes frataget den høje grad af autonomi, som provinsen var blevet tildelt efter Republikken Jugoslaviens opløsning efter Tito. Den albanske befolkning i Kosovo søgte at modsætte sig den tætte knytning til Beograd, men uden held. I 1996 dannedes væbnede oppositionsgrupper, og det kom til en væbnet oprørskamp mellem Kosovos Befrielses Hær (UCK) og den serbiske hær (VJ) og specialpoliti enheder (MUP) i 1997 og 1998. Kampene i 1998 resulterede yderligere i systematisk serbisk etnisk udrensning af den albanske befolkning i Kosovo i en sådan grad, at verdenssamfundet blev alvorligt bekymret. NATO Rådet trådte sammen på udenrigsminister niveau 28 Maj 1998 og enedes om to mål for alliancen i relation til situationen:

• At medvirke til en fredelig bilæggelse af krisen gennem konstruktive bidrag til verdenssamfundets reaktion.

• At fremme stabilitet i nabostaterne.

12 juni 1998 bad NATO Rådet SACEUR om en vurdering af hvilke handlemuligheder alliancen havde i relation til krisen. Dette blev understreget af en i hast planlagt og gennemført luftøvelse, hvor 11 NATO lande - herunder Danmark - 15 juni 1998 gennemførte en øvelses i Albansk og Makedonsk luftrum. Øvelsen var tænkt som en demonstration af NATO evne til meget hurtigt at sammendrage en større luftstyrke, og gennem de afstande hvorover øvelsen blev gennemført at demonstrere evnen til at nå hele det serbiske luftrum. En proces bestående af en kombination af diplomatiske initiativer og stigende militært pres endte i begyndelsen af oktober 1998 med, at luftstridskræfter fra søværn og flyvevåbner fra hovedparten af NATO medlemslandene var klar til indsats fra positioner og baser i middelhavsområdet. FN sikkerhedsråd udsendte 23 september resolution 1199, der fordømte den serbiske adfærd og NATO rådet aktiverede operationsplanen for ALLIED FORCE 13 oktober 1998. Det lykkedes gennem forhandlinger mellem Milosevic, USA udsending Holbrooke, NATO General Sekretær, Formanden for NATO Militær Komite og SACEUR, at få den serbiske ledelse til at indvillige i en tilbagetrækning af VJ og MUP enhederne i Kosovo. I løbet af oktober og november 1998 blev hovedparten af de serbiske enheder trukket ud af Kosovo under overvågning af NATO og med en konstant trussel om luftangreb mod Serbien som en mulig option. OSCE indsatte en observatørstyrke for at monitere situationen, der i november blev vurderet som så stabil, at hovedparten af de luftstridskræfter, der var deployeret til Italien, blev trukket tilbage til deres hjemmebaser. Styrkerne var fortsat under operativ kontrol af SACEUR og de skulle holde et beredskab, der muliggjorde en returnering med dages varsel. Serbien overholdt imidlertid ikke den aftale, der var indgået med Holbrooke 13 oktober 1998 og man søgte gennem forhandlinger i Rambouillet i februar og marts ad diplomatisk vej at finde en løsning. Parallelt med dette returnerede SACEUR luftstridskræfteme til deres operationsbaser i Middelhavsområdet. Den Kosovo albanske delegation accepterede betingelserne i Rambouillet aftalen, mens de blev afvist af Serbien, der fortsatte den voldsomme fremfærd mod den albanske befolkning i Kosovo. På dette tidspunkt fandt NATO, at de diplomatiske muligheder var udtømte, og NATO autoriserede 24 marts 1999 gennemførelse af en selvstændig luftkampagne med henblik på ad militær vej at påtvinge Milosevic verdenssamfundets vilje. Offensive luftoperationer inden for rammerne af Operation ALLIED FORCE blev gennemført i 78 dage og 9 juni kl 2103 underskrev en serbiske delegation en ”Militær-Teknisk Aftale”, der krævede serbisk tilbagetrækning fra Kosovo i løbet af 11 dage og som tillod indsættelse af en NATO implementeringsstyrke (Kosovo Force (KFOR)).

Kampagne planlægningen

Operation ALLIED FORCE var en selvstændig luftkampagne gennemført på det strategiske, operative og til dels taktiske niveau. En sådan kampagne er beskrevet i NATO nyeste publikationer (AJP-1). Den blev planlagt i o.m. den seneste doktrinære tankegang, der, ihvorvel denne endnu ikke er fuldt beskrevet i de officielle NATO publikationer, vinder stigende accept og udbredelse i NATO. De doktrinære grundelementer er at luftstridskræfters egenskaber skal anvendes til at påvirke Centers of Gravity (CoG) på det strategiske niveau så hurtigt og direkte som muligt, gerne så indirekte som muligt på det operative niveau og med et minimum af fysisk ødelæggelse. Heraf følger implicit, at det drejer sig om at påføre et antal mål en ønsket effekt, det drejer sig ikke om at nedslide et maksimalt antal Çendtlige militærværdier.

Luftstridskræfters egenskaber

Luftstridskræfter defineres i denne artikels sammenhæng som platforme, herunder våbenbærere og våben, der udnytter den tredje dimension uanset om de er fremdrevne eller ballistiske, uanset væmstilhørsforhold. Operation ALLIED FORCE var netop karakteriseret af, at det luftmilitære bidrag ikke udelukkende bestod af bemandede fly fra de bidragydendes nationers flyvevåbner, men af samtlige de platforme, der er nævnt ovenfor og fra 4 værn. Luftstridskræfter har, takket været udnyttelsen af den tredje dimension, en række karakteristika, der gør dem enestående fra en strategisk og operativ synsvinkel. Luftstridskræfter kan meget hurtigt sammendrages. Til trods for geografisk spredt basering kan de meget hurtigt koncentreres i et bestemt målområde eller de kan indsættes mod elementer i det samme - geografisk spredte - målkompleks. Luftstridskræfter er uafhængige af hindringer på overfladen, d.v.s. at de i en konflikts indledende fase fysisk kan række en række mål, der ikke kan rækkes af overfladebundne styrker, og den retning, hvorfra angrebet finder sted, er delvis uforudsigelig. Moderne teknologi, der i meget væsentlig grad reducerer modpartens evne til at opdage visse platforme (Stealth) indebærer en høj grad af operativ frihed fra en konflikts indledende faser uden, at det er nødvendigt at gennemføre en klassisk kamp om operativ frihed i luften. Dette giver luftstridskræfter mulighed for - om ønsket samtidigt - at påføre effekt mod mål på det taktiske, det operative og det strategiske niveau allerede i en konflikts indledende faser. Kunsten ved anvendelse af luftstridskræfter er netop at udvælge målene. Teoretisk set kan man ramme hvad som helst i modpartens samfund, og det er derfor nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af samfundet for netop at identificere de mål, der så hurtigt som muligt leder til opnåelsen af det militære mål på det operative niveau med den mindst mulige indsats. Som en del af udvælgelsesprocessen blev der foretaget en militærjuridisk afvejning af målenes legitimitet i forhold til krigens love i relation til diskriminations- og proportionalitetsprincippet. Efter at de militære ledere har identificeret de legitime mål, der giver den bedste effekt, kan en efterfølgende politisk godkendelsesprocess være nødvendig. Den politiske godkendelse er vanskelig, når der reelt er tale om, at 19 nationer skal godkende målene, hvor disse 19 nationer har individuelle indenrigspolitiske og udenrigspolitiske forudsætninger for deres deltagelse i operationen. Disse forhold gjorde sig gældende under kampagneplanlægningen til Operation ALLIED FORCE. I Fig. 1 illustreres relationerne mellem Desired EndState, CoG, Decisive Points og de mål der relaterer sig hertil på det strategiske, operative og taktiske niveau.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.43.01.png

Begrebsmodellen beskriver de klassiske elementer i planlægningen i vejen frem mod den politiske og militær strategiske ønskede sluttilstand eller målsætning. (Desired End State). Det essentielle er, at man ikke behøver at nedkæmpe hele modpartens militære potentiel for at opnå det militære mål, men kan opnå sine mål ved direkte påvirkning af CoG på det strategiske niveau, eller ved indirekte påvirkning af det strategiske niveau ved påvirkning på det operative niveau.

Den politiske målsætning

Den politiske målsætning for Operation ALLIED FORCE blev endeligt fastlagt i et NATO rådsmøde 12 april 1999 og den blev bekræftet på NATO topmødet 23 april 1999. Den indebar følgende:

• Et verificerbart ophør af alle militære operationer i Kosovo og en ophør af volden mod og undertrykkelsen af den albanske befolkning.

• En tilbagetrækning af alle VJ og MUP styrker fra Kosovo.

• Etablering af en international militær tilstedeværelse i Kosovo.

• En tilladelse til en betingelsesløs tilbagevenden af alle fordrevne personer og uhindret adgang for internationale hjælpe organisationer.

• Etableringen af en politisk struktur baseret på Rambouillet Aftalen og i o.m. international ret og FN charter.

Strategiske CoG og Operative Desired End States

Ovenfor nævnte politiske målsætning resulterede i følgende identifikation af nogle af de i Fig. 1 illustrerede faktorer.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.44.01.png

Den faseopdelte kampagne

Planlægningen, der blev gennemført af stabene ved COMAIRSOUTH og GAOC 5, anvendte den samme model, som blev anvendt under konflikten i den Persiske Golf 1990 -1991 som illustreret i Fig. 2. I den militære planlægning blev Milosevics vilje identificeret som det strategiske CoG. NATO identificerede derfor i den indledende planlægning de i Fig. 3. beskrevne sammenhænge.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.44.29.png

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.44.36.png

Tilkæmpelse af og bevaring af luftoverlegenhed blev identificeret som et Decisive Point på det strategiske niveau og som en af flere Desired End States (Operational Objectives) på det operative niveau. I denne proces identificeres ligeledes de mål, der skal påføres en effekt for at opnå den ønskede sluttilstand. Her er et grundigt landestudie en absolut forudsætning for gennemførelse af en korrekt analyse. Studien skal ikke alene vurdere den militære kapacitet og modpartens fysiske infrastruktur, mindst lige så vigtigt er en vurdering af den politiske og historiske udvikling, befolkningens sammensætning og kultur og psykologien hos modpartens toneangivende ledere. Resultatet af disse overvejelser i f.m. Operation ALLIED FORCE er illustreret på Fig. 4.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.45.01.png

Forskellen i vestlig og serbisk tankegang og vigtigheden af at forstå modpartens historiske og kulturelle baggrund kan illustreres med følgende eksempel På et tidligt tidspunkt i konflikten blev et SA-3 batteri og en enhed a f kompagniværdi forstærket med et selvkørende artilleribatteri deployeret til at forsvare mindesmærket for slaget på Solsortesletten i 1389 ved Kosovo Polje. Man havde muligvis en opfattelse a f at NATO/UCK på et tidspunkt ville angribe dette for serbisk selvfølelse så vigtige symbol Det ville svare til at Chefen for Det Danske Luftforsvar deployerede et Hawk batteri til at forsvare Den Lille Havfrue eller Skamlingsbanken. Mindesmærket er i sig selv ligeledes et eksempel på forskellen i vestlig og serbisk tankegang, idet det er rejst til minde om et nederlag ! Monumentes symbolske betydning var dog ikke blevet helt overset af NATO. Da COMKFOR var ude a f stand til at opslå sit fremskudte hovedkvarter på Pristina flyvepladsen, valgte han i stedet at etablere sig ved foden af monumentet.

Ideelt skulle operationen herefter have været planlagt afviklet i o.m. krigens principper om koncentration og udnyttelse af luftstridskræftemes evne til indledningsvis at angribe strategisk betydningsfulde mål. Det blev besluttet, at gennemføre en faseopdelt kampagne, hvor der gradvist blev lagt et stigende pres på Milosevic. Det var den udbredte opfattelse (håb ?), at konflikten ville blive kortvarig. Det var vurderingen, at Milosevic ikke ville udsætte Serbien for et længerevarende luftangreb, men at han havde brug for et påskud til acceptere Rambouillet aftalen, der indenrigspolitisk var overordentlig svær at håndtere. Operationen blev indledt med ca. 350 fly, men efterhånden blev det klart, at Milosevic ikke ville give sig uden kamp. Således øgede NATO antallet af fly til over 1000, hvorved NATO kunne opretholde et massivt kontinuerligt pres mod FRY. Talrige historiske erfaringer taler imod en sådan anvendelse af militære styrker til forfølgelse af den politiske målsætning, men der var formentlig tale om det, der var politisk opnåeligt i NATO Rådet. Operationen blev derfor opdelt i følgende faser:

1. Opnåelse af luftoverlegenhed ved påføre effekt mod følgende mål: Flyvestationer, kontrol- og varslingsstationer, luftforsvarets kommandocentre, relæstationer og VJ/MUP statiske hovedkvarterer.

2. Vedligeholdelse af luftoverlegenhed og degradering af VJ/MUP militære kapacitet ved at påføre følgende mål effekt: Som ovenfor samt kaserner, tunge våben, færdselsårer og centre i disse, VJ felthovedkvarterer og våben og ammunitionsdepoter.

3. Ødelæggelse af Serbiens vilje til undertrykkelse ved at påføre effekt mod følgende mål: Olieraffinaderier, brændstofdepoter, den serbiske centraladministration og ledelse og nøgle industriforetagender.

En nærmere analyse af ovenstående vil afdække, at NATO i operationsordren for Operation ALLIED FORCE fase 1 og 2 udelukkende planlagde angreb på det operative og taktiske niveau, mens det strategiske CoG først ville blive adresseret under fase 3. Dette er i direkte strid med moderne doktriner for anvendelse af luftstridskræfter som skitseret ovenfor. Da operationen gik i gang, kunne man hurtigt konstatere, at NATO ledelse også var nået frem til den samme konklusion. Under fase 1, kort tid efter operationens start, blev strategiske mål fra fase 3 angrebet, men det begrænsede antal deltagende fly i starten af operationen medførte, at man hverken opnåede chokeffekt eller strategisk lammelse.

Det jugoslaviske luftforsvar

Det Jugoslaviske luftforsvar bestod af en kommando-, varslings- og kontrolorganisation, luftforsvarsjagere og jord-til-luft missilbatterier, som skitseret på Fig. 5, 6, 7 og 8. Kommandosystemet var på forhånd vurderet som værende overordentligt robust og redundant ikke mindst f.s.v.a. kommunikationer og evne til at operere under degraderede muligheder for centraliseret ledelse. Kontrol- og varslingssystemet havde mangedobbelt dækning således, at det var muligt med kun dele af systemet aktiveret at give fuld varsling og kontrol. Dette blev udnyttet til hyppige stillingsskifter - hver 24 til 48 timer - hvor den aktive del gav fuld varsling, mens dele af de øvrige komponenter blev flyttet. Dette vanskeliggjorde selvsagt lokalisering og efterfølgende luftangreb. Varslingssystemet afgav yderligere deres meldinger direkte til jord-til-luft missilbatterieme, således at regimentet eller de enkelte stillinger ikke behøvede at anvende deres egne varslingsradarsystemer. Det skulle senere vise sig at missilbatterieme yderligere kunne foretage engagement alene baseret på oplysninger fra varslingssystemet, uden anvendelse af ildlederadarsystemer.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.46.32.png

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.46.40.png

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.46.47.png

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.46.53.png

Ved konfliktens start rådede Serbien over ca. 15 MiG-29 Fulcrum og ca. 100 MiG-21 Fishbed. Takket været en fleksibel logistisk struktur kunne begge flytyper operere fra alle serbiske flyvestationer. Ca. 15 SA-3 og ca. 25 SA-6 batterier organiserede i ca: 10 regimenter var til rådighed ved konfliktens start. Regimenternes kommandoposter med tilhørende varslingsradar og alle batterierne blev kort før konfliktens start deployeret til deres krigspositioner. Herefter foretog alle disse enheder stillingsskifte med maksimalt 48 timers mellemrum. Ingen enhed blev på noget tidspunkt konstateret aktiv to gange i træk fra den samme position.

NATO og USA luftstridskræfter

NATO styrke genererings proces

Alle NATO lande havde været i besiddelse af operationsordren til Operation ALLIED FORCE med henblik på kommentering siden august 1998. Det var derfor muligt temmelig hurtigt for NATO HQ at initiere styrke genererings processen. Denne består af følgende trin:

1. NATO HQ udsender en Activation Warning (ACTWARN) kombineret med Statements of Requirements (SOR), hvorigennem nationerne varsles om en forestående operation og NATO behov for styrkebidrag. ACTWARN blev udsendt 24 september 1998.

2. SACEUR udsender en Activation Request (ACTREQ) hvor NATO Rådet anmodes om at godkende iværksættelse af en OPLAN. ACTREQ blev udsendt 1 oktober 1998.

3. Nationerne tilkendegiver gennem Force Preparation Message (FORCEPREP) en hensigt om i givet fald efter fornøden politisk accept, at stille et nærmere defineret styrkebidrag. Danmark sendte FORCEPREP 5 oktober 1998.

4. SACEUR udsender en Activation Order (ACTORD) til de bidragydende nationer. ACTORD blev udsendt 13 oktober 1998.

5. På baggrund af trin 4 udsender nationerne efter politisk godkendelse en Transfer of Authority Message (ORBATTOAAIR), hvor nationerne overdrager operativ kommando eller kontrol til SACEUR. Herunder anføres hvilken operation styrkebidraget er autoriseret til at deltage i og dets operative formåen og begrænsninger specificeres. Danmark sendte dette signal 13 oktober 1998.

6. Når operationen skal iværksættes sender SACEUR til NATO Rådet en Rules of Engagement (ROE) Request (ROE REQ), der i detaljer specificerer hvilke regler styrken anmodes indsat efter.

7. Rådet udsender efter behandling en ROE Authorization Message (ROE AUT). Denne specificerer det regelsæt hvorefter styrkerne kan indsættes. ROE vil som oftest være delt op i tre kategorier. ROE som rådet ikke vil autorisere, men som tilbageholdes m.h.p. eventuel senere autorisering. ROE som SACEUR er bemyndiget til at iværksætte, men som ikke delegeres og ROE der delegeres til de underlagte chefer.

8. SACEUR udsender en ROE Implementation Message (ROE IMPL). Dette er iværksættelseordren til de underlagte chefer, samt en specifikation af efter hvilket regelsæt styrken kan indsættes. Procedurerne for ROE er beskrevet i udkast til MC 362. De underlagte chefer vil typisk igen bevare retten til selv at iværksætte visse ROE, men delegerer igen visse ROE til underlagte chefer.

Da Serbien 13 oktober 1998 indgik en aftale om tilbagetrækning fra Kosovo blev ROE processen indledningsvis ikke ført til ende. ROE IMPL blev først udsendt efter sammenbruddet af anden runde af Rambouillet forhandlingerne. ROE IMPL er den formelle ordre, der af SACEUR anvendes til at igangsætte operationen. Den forpligter nationerne til at deltage i operationen med det tildelte styrkebidrag, men den forpligter ikke nationerne til slavisk at følge alle ROE. Under Operation ALLIED FORCE havde visse nationer reservationer og begrænsninger til ROE, der så blev meddelt SACEUR. Danmark stod i den situ­ation, at det danske styrke bidrag opererede under en national ROE, der under visse omstændigheder er mere vidtgående end de af NATO indledningsvis implementerede ROE, nemlig Kongelig Dansk Forholdsordre. Danske styrker opererede under ALLIED FORCE efter NATO ROE, men suppleret med ’’Forholdsordren” således, at danske styrker, der observerede, at en anden dansk enhed var under angreb uophørligt skulle komme denne til hjælp. Denne regel kunne være blevet aktuel, hvis Serbiske styrker havde angrebet danske hærstyrker i Albanien eller danske flådestyrker i Adriaterhavet. NATO har i det sidste udkast til MC 362 udvidet selvforsvarsbegrebet i o.m. de principper, der gælder i ’’Forholdsordren”. De implementerede ROE var set fra den operative chefs synspunkt overordentligt robuste. Der var således god harmoni mellem det mål man ønskede at opnå og de autoriserede ROE.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.49.05.png

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.49.10.png

M.h.p. gennemførelse af operativ kontrol med de tildelte styrkebidrag anvendte NATO den i Fig. 9. skitserede organisation. COMAIRSOUTH udøvede operativ kontrol over de underlagte luftstridskræfter via Combined Air Operations Centre 5 (CAOC 5). SACEUR optrådte som Land Component Commander. Parallelt med NATO organisation blev der etableret en amerikansk skyggeorganisation og USA iværksatte Operation NOBLE ANVIL, der var den amerikanske operation, der blev gennemført parallelt med Operation ALLIED FORCE. Indçn for rammerne af NOBLE ANVIL gennemførte amerikanske luftstridskræfter operationer, der var nøje koordinerede og synkroniserede med ALLIED FORCE, idet COMAIRSOUTH og Joint Force Air Component Commander (JFACC) var den samme person. Konsekvensen af ovenstående var, at ikke alle styrker var givet i OPCON til NATO, men da der var en horisontalt personsammenfald på de forskellige kommandoniveauer, kunne operationen alligevel gennemføres uden koordinationsproblemer.

Styrkebidraget til Operation ALLIED FORCE.

 Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.49.29.png

Flyvevåben bidragene fra NATO og USA nationale bidrag med kampfly, kampstøtte fly og ubemandede rekognosceringsplatforme fremgår af Fig. 11 og 12. Et bemærkelsesværdigt bidrag er den amerikanske eskadrille med ubemandede rekognosceringsfly (UAV) af typen RQ-1A Predator på Tuzla. Disse blev suppleret med UAV enheder fra den amerikanske og tyske hær stationeret på lufthavnen ved Skopje. Det sømilitære bidrag til luftstridskræfteme bestod af et hangarskib fra USA med bl.a. F-18 og F-14, et fra England med Sea Harrier og et fra Frankrig med Super Etendard. US Marine Corps stationerede et antal F-18 i Ungarn. Herudover bidrog USA med 5 overfladefartøjer udrustet til luftforsvar med overfladetil-luft missiler og til angreb på landmål med Tomahawk Land Attack Missile (TLAM). USA og England bidrog yderligere med hver en TLAM udrustet Ubåd. Da styrkeopbygningen var på sit højeste have NATO i alt ca. 1000 bemandede luftfartøjer og ca. 450 TLAMs til rådighed. NATO luftforsvar baserede sig på det etablerede integrerede NATO kontrolog varslingssystem inkl. E-3, jagere på Combat Air Patrol, jagere på beredskab på jorden, et antal italienske Hawk enheder i den sydlige del af Italien og et luftrum over den sydlige del af Adriaterhavet, der blev ilddæjcket af de tidligere omtalte overfladeenheder. KFOR ilddækkede med kortholds jord-til-luft missiler beredskabsområdet i den nordlige del af Makedonien.

Skærmbillede 2020-03-02 kl. 10.50.09.png

Gennemførelse af strategiske luftoperationer

Strategiske luftoperationer blev gennemført som følger:

- Mod industrien med det formål at stoppe Serbiens raffinering af råolie, produktion af elektricitet og produktion af ammunition. Da konflikten stoppede, var Serbien ude af stand til at producere raffinerede olieprodukter, alle brændstof- og smøringsprodukter skulle importeres i færdig form. Store dele af Serbien var i op til 12 timer ad gangen uden elektricitet. En sådan lammelse af den serbiske olieproduktion medførte, at den serbiske hær på sigt ville være ude af stand til at gennemføre en længerevarende krig, med større forskydning af enheder og genforsyning af disse, da der ganske enkelt ikke ville være brændstof til rådig­hed. Afbrydelsen af elektricitetsforsyningen tvang store dele af luftforsvaret til at operere på nødgeneratorer, der stiller krav til konstant brændstofforsyning. Den afledte effekt var, at det også påvirkede industrien, store dele af den offentlige sektor og samfundet som helhed. Angrebene blev yderligere søgt rette mod foretagender, hvori Milosevic og hans nærmeste omgangskreds havde personlige økonomiske interesser.

- Mod det overordnede samfærdselsnet. Formålet var at vanskeliggøre forskydning af styrker nord for Donau og genforsyning fra depoter nord fra Donau til Kosovo. Yderligere blev mange serbiske byer delt i to dele således^ at det var vanskeligt at krydse Donau floden, og trafikken på Donau blev stoppet. Når en bro blev angrebet blev den dels impassabel, dels faldt den ned i Donau og forhindrede skibstrafik på denne en af Europas vigtigste vandveje.

- Mod den serbiske centralledelses kommunikations- og kommandofaciliteter. Formålet var at søge at degradere regimets evne til at påvirke befolkningen og udøve central ledelse over VJ og MUP og at minde nøglepersoner om, at de var personligt sårbare, hvis de skulle være så uheldige, at de befandt sig i en facilitet, der blev angrebet.

Operationer mod dette målkompleks blev gennemført dels af NATO fly, dels af TLAMs og Conventional Air Launched Cruise Missiles (CALCMs) affyret fra B-52, F-117, B-l og B-2 under national amerikansk kontrol. Målkomplekset faldt klart ind under fase tre mål, som det oprindelig var hensigten først at angribe på et senere tidspunkt af konflikten, men visse mål blev meget tidligt på selektiv basis frigivet af Rådet. Denne form for luftangreb har, hvis de gennemføres koncentreret og beslutsomt, en direkte indflydelse på modpartens evne og vilje til fortsat konflikt.

Gennemførelse af operative luftoperationer

Operative luftoperationer blev gennemført inden for følgende kategorier:

- Mod luftforsvarets aktive komponenter. Mod flyvestationer, hvis infrastruktur blev ødelagt i en sådan grad at operationer med kampfly i høj grad blev vanskeliggjort. Mod fly på jorden hvilket resulterede i ødelæggelse af hovedparten af Fulcrum og ca. 30 % af Fishbed flyene. Kombinationen af degraderingen af flyvestationernes evne til at understøtte luftoperationer og ødelæggelse af luftforsvarsjageme på jorden og i luften resulterede i, at NATO luftangreb praktisk talt ikke blev imødegået af serbiske kampfly.

- Angreb på samfærdselsårer til, fra og i Kosovo (Lines of Communication) med det formål at vanskeliggøre forskydning af VJ og MUP enheder i Kosovo og vanskeliggøre genforsyning af enheder i Kosovo.

- Angreb på luftforsvarets kommandocentraler m.h.p. degradere systemets evne til at udøve centraliseret kontrol.

- Angreb på VJ og MUP hovedkvarterer på alle niveauer fra korps og ned til bataljon.

- Angreb på VJ enheder i deres belægnings- og træningsområder.

Angrebene blev gennemført med kampfly og TLAM. Angrebene skal ses i kombination med de strategiske luftangreb. Ingen af dem kan stå alene, men eksempelvis blev forskydning og forsyning af enheder væsentligt vanskeliggjort gennem en samtidig degradering af evne til ordreformidling, ødelagte broer og jernbanestrækninger og mangel på brændstof.

Gennemførelse af taktiske luftoperationer

Taktiske luftoperationer blev gennemført mod to målkomplekser:

- Indsatte VJ og MUP enheder og enheder i beredskabsområder i Kosovo. I konfliktens afsluttende fase søgte VJ og MUP gang på gang at imødegå UCK infiltrationer og forsøg på at tilbageerobre tabt terræn. Hver gang VJ eller MUP søgte at gennemføre en operation i kompagniramme eller derover blev enheden angrebet af NATO fly, der konstant i døgnets lyse timer var tilstede over Kosovo. Hvis et artilleri eller tungt morter batteri afgav ild, blev det i løbet af ca. to minutter stedfæstet af Task Force HAWK artillerilokaliseringsradarsystemer og udsat for luftangreb.

- Luftforsvaret varslings- og ildlederadarsystemer. Begge systemer var mobile og opererede aldrig to gange i træk fra den position, hvorfra de en gang havde været aktive. Det var derfor ikke muligt at gennemføre et forud planlagt angreb mod elementer i dette målkompleks. Mod varslingsradarsystememe blev der anvendt en taktik, hvor fly, der var specielt udrustet til at stedfæste radierende radarsystemer, rapporterede de erkendte positioner til C AO C 5. Gennem indsættelse af platforme med optiske sensorer blev det verificeret, at risikoen for uønskede følgeskader (collateral damage) var lav og en formation i luften blev beordret til at angribe radaren. Mod ildlederadarsystemer anvendtes AGM-88 HARM på to måder. Hvis radaren var aktiv, blev der affyret et eller flere missiler, der styrede mod radarens udstråling. De serbiske radar operatører var selvfølgelig opmærksomme på dette forhold og anvendte deres systemer så sparsomt, så de alene af den grund dårligt nok udgjorde en trussel. Hvis radaren ikke var aktiv, blev der affyret en eller flere HARM mod den formodede position. Formålet var at afskrække operatørerne fra overhovedet at aktivere radaren, men det resulterede også i affyring af HARM mod positioner, hvor der ikke længere var en ildlederadar. Operationskoncepten medførte imidlertid, at de serbiske radaro­peratører praktisk talt ikke gennemførte engagementer med jord-til-luft missiler under anvendelse af ildlederadaren af frygt for at blive ramt af en HARM.

Gennemførelse af taktisk kontrol med offensive lufistridskræfter

Operation ALLIED FORCE var nok mere end nogen tidligere konflikt karakteriseret af en meget nøje kontrol med gennemførelse af hver enkelt offensiv mission. Operationer mod stationære mål fiilgte en proces, der var velkendt fra et utal af øvelser i Central Regionen. På baggrund af et møde afholdt i Joint Targeting Coordination Board fremsatte COMAIRSOUTH til CINCSOUTH et forslag til en liste over stationære mål (Joint Prioritized Target List (JPTL)), der skulle planlægges angrebet i perioden 0600 - 0559 to døgn senere. Et stort antal mål blev øjeblikkeligt godkendt på baggrund af de af Rådet fastsatte direktiver, visse blev afvist og et antal blev videresendt til SHAPE for behandling. Resultatet af processen var en godkendt JPTL, der dannede basis for udarbejdelsen af Master Attack Plan og Air Tasking Order. Dette var udførelsesordren til de flyvende enhedei og den specificerede sammensætningen af de offensive formationer, hvilket mål de skulle angribe og hvornår. Inden gennemførelse af angrebet skulle missionen have endelig godkendelse fra CAOC 5 via en EC-130 ’’Air Bome Command, Control and Communication station” (ABCCC). Visse måltyper i Serbien var mobile og det var derfor ikke muligt at gennemføre et forud planlagt angreb mod disse, da de først skulle identificeres og stedfæstes. Disse måltyper var bl.a. mobile søgeradarsystemer, ildlederadarsystemer og kampfly. Mod disse mål blev der anvendt en FLEX targeting proces, der baserede sig på en lang række sensorer.

- Satellitter udrustet til signalopklaring. Oplysninger fra disse var til rådighed minutter efter en aktiv radar var erkendt.

- Satellitter med optiske sensorer. Oplysninger fra disse var til rådighed timer efter et mål var erkendt. Disse oplysninger havde især betydning ved angreb på fly, der var parkeret i det fri.

- EC-135 Rivet Joint og EP-3. Signalopklaringsfly, der afgav deres meldinger direkte til CAOC 5 operationsrum så snart et signal fra en trusselsradar var erkendt. Oplysninger fra disse fly blev præsenteret på det samme oversigtsbillede som det der blev anvendt til præsentation af luftbilledet.

- E-8 ’’Joint Stars” og Horizon. To flybåme radarsystemer, der kunne erkende stationære og bevægelige mål, blot disse havde en vis radarreflektion. Et billede fra disse fly var til rådighed i den efterretningssektion i CAOC 5, der understøttede FLEX targeting.

- U-2 udrustet til signalopklaring og med optiske sensorer. Oplysninger fra disse fly var i digital billedform til rådighed ca. 10 minutter efter optagelse.

- Ubemandede luftfartøjer (UAV). Mindst et af disse var konstant i luften over Kosovo. UAV’er var udrustet med TV kameraer, der virkede i det visuelle og det infrarøde spektrum. Via link (evt. via satellit) blev billedet sendt tilbage til kontrolstationen på luftfartøjets hjemmebase. Herfra blev det via satellit sendt bl.a. til CAOC 5 hvor billedet blev præsenteret i operationsrummet.

M.h.p. hurtigt at kunne reagere på et pludseligt opstået mål blev et antal offensive fly holdt på et højt beredskab på jorden eller i luften. Hvis et mål blev erkendt via signalopklaring blev en platform med en optisk sensor (U-2 eller UAV) dirigeret til området for at fastslå den nøjagtige geografiske position og for at verificere, at risikoen for uønskede følgeskader (collateral damage) på civil ejendom og non-kombatanter var minimal. Herefter blev en formation offensive fly via ABCCC beordret til at angribe målet. Tidsforskellen mellem målfatning og angreb varierede fra mellem 10 minutter til flere timer. Enkelte gange blev TLAM anvendt mod FLEX mål, reaktionstiden var her typisk 45 minutter, hvoraf de ca. 30 minutter var missilets flyvetid. Flere serbiske fly blev på denne måde ødelagt på jorden mindre end en time efter de var landet på deres deployeringsbase. I Kosovo var der i døgnets lyse timer konstant en luftbåren Forward Air Controller (FAC) og en eller to offensive formationer i luften. Mål kunne, hvis de blev erkendt af en FAC, blive angrebet af denne eller positionen kunne videregives til en af de offensive formationer, der herefter angreb målet. Både KFOR og Task Force HAWK havde langs grænsen til Kosovo deployeret et antal artillerilokaliseringsradarsystemer. 1 - 2 minutter efter en artilleripjece eller tung morter havde afgivet ild var den lokaliseret og dens position var videregivet til ABCCC. ABCCC rapporterede den lokaliserede skydende enhed til CAOC 5, der tog beslutning om et evt. angreb med en formation i luften og iværksatte dette via ABCCC.

Information Operations

NATO engagerede sig aktivt i Information Operations. På den defensive side af Information Operations gjorde man store bestræbelser på at beskytte egne informationskilder, og man havde en meget aktiv pressepolitik, mestendels rettet mod NATO egen befolkning m.h.p. at sikre dennes støtte til operationen. På et område var NATO dog for sent ude. Først flere uger efter operationens iværksættelse besluttede NATO sig for at undertrykke det serbiske propagandaapparat. Det skal erindres, at Milosevic ikke er en diktator i traditionel forstand, men er demokratisk valgt. Milosevic havde således et stort behov for at legitimere sin politik i befolkningen. Milosevic havde allerede fra krigens start iværksat en massiv propagandakampagne over for den serbiske befolkning m.h.p. at benægte de påståede overtrædelser af menneskerettigheder mod den Kosovo-albanske befolkning. Dertil kom en smædekampagne mod NATO, der sidestillede NATOnationeme med regimer fra midten af dette århundrede. Samtidig blev vestlige journalister nægtet adgang til Serbien, hvilket muliggjorde en ensidig serbiske informationsstrategi. Denne kampagne havde stor succes i den forstand, at den serbiske befolkning indledningsvis gav stor støtte til Milosevic, og udtrykte dette ved store demonstrationer mod NATO, bl.a. gennem placering af civile på broer over Donau. Det må formodes, at denne situation har givet Milosevic tiltro til at hans magt i Serbien var velfunderet, og at han havde befolkningens støtte. Havde NATO fra starten af, ved at angribe det serbiske informationsapparat, forhindret denne ensidige informationskampagne, ville den serbiske ledelse ikke have haft mulighed for at gennemføre en så massiv påvirkning af befolkningen, og dermed ikke have konsolideret sin egen magtposition i en sådan grad som den gjorde. Der er næppe tvivl om at befolkningen indledningsvis vil vende sig imod en angribende part, men ret hurtigt vil befolkningen stå i en situation, hvor man skal opgøre fordele og ulemper ved situationen. Det er muligt, at en mere nuanceret indsigt i, hvad der reelt foregik i Kosovo, hurtigere kunne have undermineret Milosevics magtposition, og dermed fremskyndet operationens afslutning.

Observationer

Det ville nok være for prætentiøst så kort tid efter konfliktens afslutning at begynde at uddrage en egentlig ’’lære” af de erfaringer, der blev gjort under konflikten, men det må være på sin plads at beskrive nogle observationer: 3 Juni 1999 accepterede Milosevic betingelserne i en aftale mellem Jugoslavien og EU (G-7), der var blevet forhandlet af den finske præsident og den særlige russiske udsending. 9 Juni 1999 underskrev Jugoslaviens militære forhandlere den Militær-Tekniske Aftale, der bl.a. indebar en total tilbagetrækning af alle VJ og MUP styrker fra Kosovo. De faktorer der indgik i de serbiske overvejelser inden aftalens indhold blev accepteret kunne være:

- De skader, der var blevet påført under Operation ALLIED FORCE og NATO fortsatte evne til uhindret at fortsætte luftkrigen.

- Tab af politisk støtte fra praktisk talt hele verdenssamfundet p.g.a. de serbiske styrkers etniske udrensninger i Kosovo.

- Russisk pres på Serbien for at opnå en politisk løsning, der samtidig indebar at Serbien måtte opgive håbet om russisk støtte med militært materiel.

- De serbiske styrkers manglende evne til effektivt at bekæmpe UCK styrker i Kosovo, når disse fik støtte af NATO luftstridskræfter.

- En stigende risiko for at NATO ville indlede en landoffensiv.

- Anklagerne mod Milosevic for krigsforbrydelser, der i realiteten gør ham fredløs uden for Serbien overalt i den civiliserede verden.

Krigens principper:

Ideelt skulle operationen have været planlagt afviklet i o.m. krigens principper (AJP-Ol(A) p. 2-2 - 2-3), men reelt forbrød NATO sig mod flere principper for krigsførelse, med den konsekvens at krigen i bedste fald er blev unødigt forlænget. I det efterfølgende er foretaget en foreløbig vurdering af Operation ALLIED FORCE set i relation til ’’Krigens Princippet’. Objective. Màlet med operationen skal fastlægges præcist, og alle bestræbelser skal rettes direkte mod opnåelse af dette mål. De militære mål og det strategiske Center og Gravity er beskrevet ovenfor. Disse var særdeles vel formulerede og meget anvendelige for planlægningen af den militære kampagne. Unity of Effort. Organisatorisk skete der brud på princippet om Unity of Effort. Som illustreret ovenfor var der ikke en stringent NATO organisation efter principperne for Allied Joint Operations, som beskrevet i AJP-Ol(A). Men det klart fastlagte operative mål samt personsammenfald på chef niveau gjorde, at der reelt var tale om en tilstrækkelig grad af Unity of Effort. Concentration of Force. På det taktiske niveau anvendtes princippet om koncentration kontinuerligt. Langt de fleste operationer blev fløjet i store formationer, hvilket gav den fornødne beskyttelse af fly og besætninger. På det operative niveau blev princippet om koncentration ligeledes efterlevet, idet man koncentrerede sig om angreb på bestemte kategorier af mål, der understøttede opnåelsen af det militære mål. NATO koncentrerede sig om kommando-, kontrol- og kommunikationssystemer, Lines of Communication, infrastruktur og olie- og brændstofforsyning. Initiative - surprise. På det strategiske og operative niveau forbrød NATO sig mod principperne om initiativ og overraskelse. Disse principper anvendes bl.a. til at dominere modparten og få denne til at reagere i stedet for at agere. Men da NATO i forvejen havde annonceret, at man ville angribe, var det serbiske militær forberedt. Der er således god grund til at formode, at langt fra alle angreb på faste militære installationer havde den ønskede effekt. En meget åben, mellem nationerne mindre vel koordineret, pressepolitik delagtiggjorde ligeledes alle interessenter i NATO politisk-strategiske overvejelser. På det taktiske niveau var der dog stadig muligheder for overraskelse. Mange nationer omkring Serbien havde givet tilladelse til anvendelse af deres luftrum, hvilket medførte at retningen for angrebet blev mindre forudsigeligt. Flexibility. Der blev i løbet af operationen udvist en høj grad af fleksibilitet. Da B-l og B-52 blev indsat til Close Air Support anvendte man flytyper til missioner de oprindelig aldrig var tiltænkt, men det var de fly, der i situationen gav den bedste effekt. Ligeledes gjorde man store bestræbelser på at forkorte tiden fra man opdagede et taktisk mål i Kosovo til man havde godkendt målet, tilsikret at der ingen skade ville ske på civile, til man havde beordret et angreb.

Det kan i øvrigt bemærkes:

- NATO havde ingen tab af menneskeliv som følge af kamphandlinger.

- NATO Alliancen holdt sammen.

- Luftoverlegenhed var forudsætningsskabende for en forfølgelse af de operative og strategiske mål.

- Luftstridskræfter opnåede ’’Desired End State” gennem strategiske, operative og taktiske luftoperationer.

- Luftstridskræfter fra 4 værn og 13 nationer blev indsat ledet af én Air Component Commander.

- Reaction Force koncepten viste sin værdi. Reaction Force Air Staff koordinerede basering og deployering af de indsatte styrkebidrag. Enhedernes evne til hurtig reaktion var funderet i den træning enhederne havde modtaget, det etablerede opstillingsgrundlag og det korte reaktionsberedskab.

- Samarbejde mellem besætninger, formationer og enheder på det taktiske niveau og i operative stabe er vel trænet og gennemførtes rutinemæssigt og gnidningsløst.

- NATO Cross Service og Exchange Programmer viste deres berettigelse.

- Standardisering viste sin værdi i form af sprog, procedurer, materiel og træning.

- NATO var afhængig af USA bidrag med Stealth platforme, tankningsfly, specialfly til elektronisk krigsførelse, overvågnings- og indhentningsfly, ubemandede opklarings luftfartøjer og indsats af Cruise Missiler.

- Der eksisterer til dels et teknologisk gab mellem de amerikanske luftstridskræfter og de europæiske inden for evnen til at aflevere præcisionsstyrede våben, og mængden af våben til rådighed.

Samlet kan det konkluderes, at Operation ALLIED FORCE, set fra et militært synspunkt, langt fra blev gennemført under optimale vilkår. En række politiske begrænsninger medførte, at visse af de centrale principper for krigsførelse ikke blev efterlevet, hvilket gav den serbiske politiske og militære ledelse en indsigt og en reaktionstid, de ikke burde have haft. NATO havde ganske korrekt identificeret alliancens sammenhold som NATO CoG, og netop sammenholdet og kravet om konsensus var nok de afgørende faktorer for de begrænsninger der blev sat for krigsførelsen, men det fastlagte militære mål blev nået og Milosevic accepterede at afslutte konflikten på FN, EU og NATO betingelser.

Resultatet i krig er aldrig noget absolut

Endelig kan man ikke altid betragte selv den totale afgørelse på en hel krig som noget absolut, idet den tabende part deri ofie kun ser et forbigående onde, som der i eftertidens politiske forhold vel kan rådes bod på. Carl von Clausewitz.

Carl Von Clausewitz, Om Krig, 1. bog. stk. 9. Forlaget Rhodos, oversat ved Nils Berg side 37.

Konsulteret litteratur

RFLV 150.”Flyvevåbneis Operative Doktrin”.

Anthony H Cordesman ’’The Lessons and Non-Lessons of the Air and Missile War in Kosovo”, Center for Strategic and International Studies, 1800 K Street N.W. Wash DC 20006.

Artikler i Aviation Week & Space Technology Magazine April - September 1999.

Artikler i Jane’s Defence Weekly April - September 1999.

Artikler i Air Force Magazine Juni - Oktober 1999.