To nyere akademiske værker beskæftiger sig bl.a. med danske luftmilitære indsatser, herunder Libyen (2011) og Irak/Syrien (2014-2016). Det er positivt, at akademikere beskæftiger sig med praksisnær forskning, men det er uheldigt at der i begge værker er grundlæggende fejl. Dette indlæg skal ses som et forsøg på at korrigere disse fejl, for at fremtidige (akademiske) behandlinger af luftmilitære operationer kan bygge på et mere præcist grundlag.
1. Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald 1989 til krigen over Libyen 2011. Af Søren Nørby.
Det første akademiske værk, hvor der er udfordringer med præcisionen, er en afhandling om udviklingen af det danske flyvevåben til og med indsatsen i (og over) Libyen marts-oktober 2011. Heri skriver forfatteren Søren Nørby følgende om mandatet for operationen:
»Som følge af bl.a. FN’s vedtagelse af ”responsibility to protect-princippet” i 2005 valgte FN den 17. marts 2011 at vedtage FN-resolution nr. 1973, der etablerede en NATO-ledet flyveforbudszone over Libyen. Resolutionen gik dog videre end til blot at etablere et flyveforbud, idet den med ordene ”use all necessary measures to protect civilians from attacks by forces led by Muammar Gaddafi” også åbnede op for en egentlig involvering i borgerkrigen i landet.« [1]
Det er imidlertid ikke korrekt, at den omtalte resolution gav mandat til at beskytte civile imod angreb fra styrker ledet af Muammar Gaddafi. Hvis man ser på resolutionens ordlyd, var formuleringen af beskyttelseskredsen derimod følgende: ”civilians and civilian populated areas under threat of attack”. [2]
Resolutionen gav heller ikke stater mandat til en ”egentlig involvering i borgerkrigen i landet”. Først og fremmest fordi at den ikke tog parti i konflikten, men alene gav mandat til at beskytte civile og civile områder under trussel om angreb.
Det fremgår således af det beslutningsforslag, som blev forelagt Folketinget, at ud over et flyveforbud bemyndigede FN-resolutionen mere generelt ”anvendelse af alle nødvendige magtmidler for at yde beskyttelse af civile samt civile beboelsesområder, som er truet af angreb, herunder Benghazi, dog med det forbehold at indsættelse af en besættelsesstyrke på jorden i Libyen udelukkes.” [3]
At det som oftest var fra de Gaddafi-tro styrker, at truslen mod civile og civile områder manifesterede sig, er nok temmelig sikkert, men derfra og til at udlede, at mandatet blev udmøntet med hensigt om at bekæmpe Gadaffis styre, er en fejlslutning. Det kan også undre, at denne slutning i en afhandling ikke er hentet fra en primærkilde (FN’s Sikkerhedsråds resolutioner eller folketingsbeslutningen), men fra et beskrivende/fortolkende værk.
Det er sikkert ikke afgørende for afhandlingens overordnede værdi, men hvis sådanne unøjagtigheder får lov at passere, risikerer andre forskere, der overtager fortolkningen, at bedømme eventuelle angreb mod andre end Gadaffis styrker for ulovlige i sig selv. Det var de ikke. Alene det forhold, om de pågældende styrker udgjorde en trussel om angreb mod civile eller civilt befolkede områder, var afgørende for, om et angreb var inden for mandatet givet i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973. Et stykke tid inde i konflikten benyttede alle parter sig i øvrigt bl.a. af civile biler med påmonterede våben, hvilket også ville have udfordret vurderingen, hvis mandatet vitterligt kun havde været at beskytte civile imod angreb fra styrker ledet af M. Gaddafi.
2. Optimizing Coalition Air Warfare: The Emergence and Ethical Dilemmas of Red Card Holder Teams. Af Katja Lindskov Jakobsen og Rune Saugmann.
I en anden akademisk artikel om luftmilitære operationer er der også brugt en upræcis gengivelse af Libyenindsatsen, dog af mindre væsentlig karakter. Forfatterne Katja Lindskov Jakobsen og Rune Saugmann skriver, at danske fly kastede 923 bomber under den amerikansk-ledede operation Odyssey Dawn. [4]
Reelt set varede Odyssey Dawn fra 18. til 31. marts 2011, hvorunder danske kampfly kastede 102 bomber. Denne operation blev imidlertid afløst af Unified Protector fra slutningen af marts måned og størstedelen af de danske bombninger skete altså i denne operation. [5]
Andetsteds i artiklen får forfatterne i en og samme sætning fremhævet flere misforhold, citat:
»At a more general level, the pre-planning of precise strikes both enables various national levels of for example, tolerance of collateral damage, and can work in tandem with international law to make certain strikes legal for some nations possessing precise weaponry, while not for other nations possessing less precise weaponry, since for example the proportionality between military advantage and the risk posed for civilians would preclude striking an urban target with weaponry that can only destroy that target by also destroying its surroundings.« [6]
For det første er der ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem besiddelsen af præcisionsvåben, og muligheden for lovligt at kunne engagere bestemte mål, jf. nedenfor. For det andet er der ikke noget i proportionalitetsprincippet, der tilsiger, at et mål i et byområde (”urban target”) ikke må rammes, hvis der benyttes våben, der ødelægger omgivelserne. Militære mål kan være så værdifulde, at der accepteres en hel del følgeskade. Det er næppe muligt at sætte proportionalitetsafvejningen på formel på forhånd, idet afvejningen vil være kontekstafhængig, og i øvrigt typisk er en militærfaglig mere end en juridisk vurdering. Endvidere er brugen af begrebet ”precise weaponry” i denne sammenhæng måske misvisende. Begrebet præcisionsvåben bruges vel mere i forhold til, om man kan styre bomben nøjagtigt mod målet efter at den er afleveret fra platformen, end om der kan ske skade på omgivelserne (hvor stor mængde sprængstof/potentiel skadesradius så at sige)?
3. Afslutning
Det er som nævnt meget positivt, at akademikere beskæftiger sig med praksisnær forskning. Luftmilitære operationer rummer mange dimensioner, men kendetegnende for de danske bidrag i nyere internationale luftoperationer er dygtigt udførte missioner med præcision i målet. Samme præcision kunne man have ønsket sig i de nævnte akademiske skrifter. Ud fra disse kunne en anbefaling være, at det er godt at referere sekundære kilder, men endnu bedre at konsultere de primære kilder.
Det er derfor mit håb, at dette indlæg kan bidrage til at fremtidige behandlinger af dette emne kan ske på en mere præcis baggrund, også når det er fra en akademisk vinkel. Det fortjener både de folk, der har været udsendt i eller støttet operationerne, og de personer, der ønsker at studere og lære mere af disse indsatser.
- - - - - -
Noter
1) Søren Nørby: Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlinmurens fald 1989 til krigen over Libyen 2011, Syddansk Universitet 2018, s. 175f (henvisninger ikke medtaget her). Noten vedrørende FN-resolutionen henviser således ikke til resolutionen selv, men henviser til Gregory 2015, s. 159. Gregory, R.H., ”Clean bombs and dirty wars. Air power in Kosovo and Libya.” Potomac 2015.
2) S/RES/1973 (2011), para. 4.
3) Beslutningsforslag nr. B 89 om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen, fremsat den 18. marts 2011, pkt. II.
4) Katja Lindskov Jakobsen og Rune Saugmann: “Optimizing Coalition Air Warfare: The Emergence and Ethical Dilemmas of Red Card Holder Teams”, Global Policy, Volume 10, issue 3, September 2019, s. 351.
5) https://fmn.dk/videnom/Pages/IndsatseniLibyen.aspx
6) Jakobsen og Saugmann, s. 351.
Jakob Dideriksen er tidligere militærjuridisk rådgiver (MJUR) og har været udsendt flere gange med Søværnet i Operation Ocean Shield. Desuden har forfatteren været udsendt som MJUR til det danske MTAA-hold under Operation Unified Protector, og senest været MJUR ved koalitionens landmilitære hovedkvarter i Operation Inherent Resolve.
