Log ind

„Luftkrigsforingens mål och medel“

#

En Piece med ovenstaaende Titel er nylig udkommet paa „Militarlitteraturfdreningens Forlag“ i Stockholm. Forfatteren er Kaptajn John Stenbeck. I et Forord udvikler Forfatteren sin Hensigt med Bogen som værende den at klargøre, hvori det nye, som Luftstridskræfternes Udvikling har bragt ind i Krigskunsten, egentlig bestaar. Han er kommet til det Resultat, at den nye Faktor, der maa regnes med, er Luftstridskræfternes Evne til strategisk Omfatning i Vertikalplanet. Den Tanke, der ligger i disse Ord, har tidligere været udtalt, og man kan strides om, hvorvidt den her valgte Iklædning af den er heldig. Luftstridskræfterne, som jo ikke selv kan besætte eller fastholde Terrain, og hvis Virksomhed er intermitterende, kan vel daarligt siges at „fatte“ om noget. Andre Forfattere bruger Billedet „Dybdeangreb“ ; det er ikke Fjendens forreste Linier, der angribes nu til Dags, hans Reservetropper, Reserveanstalter og hans Forsyningstjeneste taget i videste Forstand — altsaa hele hans Hjemland — angribes samtidigt, d. v. s., Angrebet føres helt igennem i Dybden. Forholdet er jo imidlertid det samme, hvorledes det end udtrykkes i Ord. En Hær eller Flaade kan nu ikke længer beskytte Hjemlandet eller blot sine egne Forbindelseslinier, og ved Anvendelse af „fleet-in-being“-Princippet maa man regne med, at selv om Flaadens Basis er uangribelig fra Søen, kan den angribes fra Luften. Denne Evne til vertikal Omfatning eller Dybdeangreb, hvorledes man nu vil udtrykke det, forelaa selvfølgelig til en vis Grad allerede under Verdenskrigen, men den blev dengang efter Forfatterens Mening ikke udnyttet tilstrækkelig planmæssigt. I fremtidige Krige vil denne Evne være langt mere udviklet og blive udnyttet langt mere planmæssigt end under Verdenskrigen, men Forfatteren mener, at denne Omstændighed kan virke afskrækkende og derved bidrage til at hindre Krige, fordi de over Fred og Krig bestemmende Kræfter ikke kan være ufølsomme overfor Muligheden af Luftangreb mod vitale Dele af eget Land. Dette hæmmende Moment vil i hvert Fald være til Stede, naar begge Parter raader over et angrebsdygtigt Flyvevæsen.

Forfatteren omtaler derefter de stærkt afvigende Opfattelser af Luftstridskræfternes Betydning og mener, at de for en Del bunder i Ukendskab til de Faktorer, som giver Luftkrigsførelsen sin særlige Karakter. Han foresætter sig derfor at oplyse Læseren om Luftkrigsførelsens Maal og Midler, idet han dog ikke tilsigter at give noget Bidrag til den aktuelle Diskussion af Sveriges Forsvarsspørgsmaal, specielt Styrkeforholdet mellem de tre Værn, men kun at give objektive Oplysninger om Problemerne. Bogens første Kapitel hedder: „Luftkrigsførelsens Hovedtræk“. Forfatteren paapeger her, at under Verdenskrigen var den uden Sammenligning vigtigste Opgave for Luftstridskræfterne at være Hjælpeorgan for Hær og Flaade, medens Forholdet nu længe har været det, at den selvstændige Luftkrigsførelse, i Samklang med Anvendelsen af de øvrige Stridskræfter, er Hovedopgaven. De selvstændige Luftangreb kan rettes mod Fjendens militære Magtmidler eller mod hans Hjemland. Disse Angreb udføres ved Hjælp af Bombeenheder med Undtagelse af Angrebene paa Fjendens Luftstridskræfter i Luften, hvilke udføres af Jagerenheder. Forfatteren fremhæver, at der ofte gør sig en fejl Opfattelse gældende vedrørende Jagerstyrkers Optræden. „Luftslaget“ vil i Fremtiden være en Sjældenhed, Jagerne kan ikke i den sædvanlige Forstand „opsøge og slaa“ Fjendens Lufstridskræfter, men er stort set et rent defensivt Kampmiddel, der kan gribe ind mod en Fjende, som angriber Maal, i hvis Nærhed Jagerne er underbragt. Et Jagerforsvar bestaaende af en Jagerafdeling for hvert saarbart Sted vil blive urimelig kostbart, og man vilde, selv om man gennemførte det, ikke kunne stole paa, at man var den angribende Fjende overlegen, ligesom Jagere, der opholder sig paa Jorden, ikke vil faa Tid til at starte og naa til en passende Højde, medmindre de faar et passende Varsel, hvilket det kun er muligt at give dem, naar Angrebsmaalet ligger 50—60 km fra Alarmpostrækken. At basere et Forsvar mod fjendtlige Luftangreb alene paa det defensive Middel, Jagerne, lader sig derfor ikke gøre. Det er det offensive Middel, Bombeenhederne, som spiller Hovedrollen i Luftkrigsførelsen. Forholdet er det, at Bombeenhederne udgør et selvstændigt Vaaben, medens' Rekognoscerings- og Jagerenheder er Hjælpevaaben enten for Hæren, Flaaden eller Bombeflyvevæsenet. Forfatteren gaar derefter over til at behandle de strategiske Principper for Angrebsmidlernes Anvendelse og kommer her straks ind paa Spørgsmaalet om Flyvebaserne, som i Kraft af Luftstridskræfternes særlige Natur er af afgørende Betydning for hele Luftkrigsførelsen, og som paa Grund af de omfattende Anlæg, der maa findes paa dem, bliver meget saarbare overfor Angreb fra Luften. Basernes Beliggenhed er afgørende for, hvor langt Bombetogterne kan udstrækkes, og en Fremskydning af Baserne betyder ikke alene, at Togterne kan udstrækkes længere, men ogsaa, at de Maal, der tidligere var indenfor Rækkevidde, nu kan naas med større Bombelast, fordi der kræves mindre Benzinbeholdning for at naa dem, og fordi der kan bombarderes hyppigere, idet det tager mindre Tid at naa dem. Bombardement paa kort Hold (d. v. s. med ringe Afstand mellem Basis og Maal) er altsaa det mest effektive Bombardement. Det er derfor, navnlig naar Vanskeligheden ved at bekæmpe Modstanden i Luften tages i Betragtning, af stor Betydning for Forsvareren at kunne bekæmpe Angriberen i hans Baser og derved tvinge ham til at trække dem længere tilbage, hvorved hans Bombardement bliver mindre virkningsfuldt. Forfatteren kommer dernæst ind paa, hvorledes et Angreb paa Flyvepladser udføres, nemlig enten med lette Bomber med det Formaal at ødelægge selve Flyvemateriellet m. v., eller med middeltunge Minebomber med det Formaal at ødelægge selve Flyvepladsen. Om den sidstnævnte Metode siger Forfatteren dog, at den kræver megen Ammunition, og at det derfor kun kan betale sig at anvende den paa Krigsskuepladser, hvor der er Mangel paa Terrain egnet til Flyvepladser. For begge Metoder gælder det, at de stiller ringe Krav til Præcision, idet det er en større Flade, der skal oversaas med Bomber; derfor er de angribende Maskiner meget fri i deres Bevægelser, og dette medfører atter, at Luftværnsartilleriets Muligheder for Indgriben vanskeliggøres i væsentlig Grad, saaledes at det i mange Tilfælde ikke udgør noget sikkert Værn for Flyvebaser. Et Forsvar med Jagere frembyder som tidligere anført ogsaa store Vanskeligheder. En indgaaende Behandling af Spørgsmaalet viser, at de fremskudte Flyvepladser i mange Tilfælde er umulige at forsvare effektivt, medens man nok i andre Tilfælde kan etablere et virksomt Forsvar, men kun ved at udvikle Jagerenhederne paa Bombeenhedernes Bekostning. Den Trusel mod Angriberens Flyvepladser, som udgøres af Forsvarerens Bombeenheder, betyder altsaa i alle Tilfælde en Svækkelse af den offensive Kraft hos Angriberens Luftstridskræfter. Angriberen vil imidlertid ikke alene skyde sine Flyvepladser frem for at opnaa større Virkning af Bombardementet, men ogsaa søge at ordne sin Basering saaledes, at han saa vidt muligt undgaar Tab gennem Forsvarerens Bombeangreb. Dette søger man mange Steder opnaaet ved at sprede Luftstridskræfterne over et stort Antal Flyvepladser og endogsaa sprede Maskinerne indenfor den enkelte Flyveplads. Herved mindskes Udsigten til straks at lide Tab, men det er alligevel meget tvivlsomt, at man paa denne Maade i Længden kan undgaa en betydende Styrkereduktion, især hvis de geografiske Forhold indskrænker Baseringsmulighederne til et ringe Antal Omraader eller Pladser, og Modstanderen er en Stormagt. Anderledes er det, dersom de geografiske Forhold er saaledes, at man kan trække Flyvepladserne tilbage udenfor de fjendtlige Luftstridskræfters Rækkevidde. Rusland er særdeles godt stillet i denne Henseende, men ogsaa Sveriges Stilling er gunstig. Det er jo imidlertid klart, at disse tilbagetrukne Baser ikke kan anvendes alene, da egne Flyvere saa ikke vil kunne naa det fjendtlige Land. Man maa anvende en Kombination af fremskudte og tilbagetrukne Baser, dobbelt Basering, af hvilke de førstnævnte kun benyttes til Efterfyldning af Benzin m. v., medens de sidstnævnte anvendes til Hvile, Reparationer m. v. Gratis faar man dog ikke de Fordele, der følger med dobbelt Basering; Angrebsfrekvensen falder paa Grund af de lange Veje, der skal genn emf ly ves, og dermed svækkes Kraften i Angrebet. Naar kun den ene af de to krigsførende Parter raader over operative Luftstyrker (Bombeenheder) vil denne være saa overlegen, at han kan skyde sine Baser saa langt frem, som han finder Flyvepladser, der ikke beherskes af Modstanderens Hær eller Flaade — i Reglen tæt hen mod Grænsen. Fra disse Baser, der kan faa et højst fredsmæssigt Udseende, kan Bombeangrebene sættes systematisk an, en høj Frekvens og en betydelig Bombelast kan opnaas, og de Tab, der foraarsages ved Indgriben af Modstanderens Jagere og Luftskyts, mens Bombemaskinerne opholder sig over fjendtligt Omraade, formaar kun at fremtvinge visse Forskydninger i Tidstabellen. Luftkrigens Førelse gaar fra at være et strategisk Problem over til blot at være et Spørgsmaal om Bombetransport og kommer til at minde om en Hæroperation mod en Stat uden regulær Armé eller en Flaadeoperation mod et Land uden Flaade.

Naar derimod begge Parter har operative Luftstyrker, ser Sagen anderledes ud. Selv om Angriberen ogsaa i dette Tilfælde skulde vove at skyde sine Baser helt frem til Grænsen, vil Angrebenes Effektivitet snart gaa føleligt ned paa Grund af de Tab, der resulterer af Basernes udsatte Beliggenhed. Mere sandsynligt er det dog, at begge Parter vælger en tilbagetrukket Basering for derigennem i størst muligt Omfang at bevare Kræfterne intakte. Det er endog sandsynligt, at de vigtigere Baser, hvor det er muligt, trækkes helt udenfor de fjendtlige Bombeenheders Rækkevidde. For under disse Forhold at kunne bevare Følingen med Fjendens Virksomhed maa Bombeenhedeme suppleres med Rekognosceringsenheder, der faar til Opgave at dirigere Bombeangrebene frem i rette Tid og paa rette Sted. Paa de fremskudte Flyvepladser, hvor Bombemaskinerne supplerer deres Beholdning af Brændstof, maa der, mens dette sker, etableres et Forsvar af Jagere i Luften. Der opstaar herved ogsaa indenfor Luftkrigsførelsen operative Enheder bestaaende af Luftstyrker af forskellig Art, der samarbejder til Opgavens Løsning. Forfatteren søger nu at opstille visse Hovedsynspunkter for Luftstrategien og hævder, at det vil blive meget svært at tvinge Modstanderen til at indlade sig paa et afgørende Slag i Luften, hvorfor Luftslag af større Omfang som tidligere nævnt for Fremtiden vil blive et Særsyn. Forsvarereti vil saaledes være henvist til at bekæmpe Angriberens Luftstyrker i deres Baser. Er Forsvareren underlegen i Luften, gælder det om i hvert Fald at tvinge Angrebsbaserne tilbage for derved at nedsætte Angrebenes Effektivitet og Frekvens, og derefter iøvrigt om at bekæmpe de angribende Maskiner under selve Angrebets Udførelse. Angriberen vil søge at bortskaffe den Trusel, som Forsvarerens Luftstyrker betyder overfor hans Land-, Sø- og Luftstyrkers Operationsfrihed, gennem en virksom Bekæmpelse af disse Luftstyrker og først og fremmest med Angreb paa deres Baser.

Herved er vi inde paa fleet-in-being Princippet. Begge Parter benytter sig af tilbagetrukne Baser, hvorfra der virkes enten mod Modpartens Hær- og Flaadestyrker eller mod hans fremskudte Luftbaser, hvor Luftstyrkerne søges ramt i et saarbart Øjeblik (under Landing, Start, Benzinpaafyldning). Forfatteren gør sig dernæst et Par Spørgsmaal ,som han selv besvarer. Han spørger: Til hvilken Nytte er Luftstyrkeme som Forsvarsmiddel, naar det dog er muligt for en Angriber fra tilbagetrukne Baser via fremskudte Flyvepladser at rette Bombeangreb mod Forsvarerens Land og Stridskræfter? Hertil svares: Det er ganske vist ikke muligt, selv om man raader over et operativt Luftvaaben, fuldstændigt at forhindre fjendtlige Bombeangrebs Udførelse. Men idet de fjendtlige Baser ved egne Luftstyrkers Tilstedeværelse tvinges tilbage, har man opnaaet, at det fjendtlige Angrebs Effektivitet nedsættes væsentligt, idet den Bombelast, det er muligt at fremføre, ved Angrebsfrekvensens Nedsættelse bliver betydeligt mindre, og herved er store Fordele opnaaet. Endvidere spørges: Naar nu et mindre Land som f. Eks. Sverige besidder et operativt Luftvaaben, der jo ikke kan blive af større Omfang, og dette saa ifølge sin Bestemmelse sættes ind mod de fjendtlige Luftbaser, vil disse da ikke være saa stærkt jagerforsvarede, at de svenske Bombeenheder allerede ved de første Angreb bliver saa reducerede, at Vaabnet har mistet sin Operationskraft? Svar: Selv en Stormagts Budget er begrænset, og da han først og fremmest er interesseret i at styrke sine Bombeenheder, maa dette ske paa bl. a. Jagerenhedernes Bekostning. Det saaledes begrænsede Jagerforsvar kan kun virke over et begrænset Omraade og i begrænset Tid. Det maa inddeles i Afsløsninger, hvoraf kun een er i Luften til Stadighed. Jagerforsvarets Effektivitet er endvidere afhængigt af det forsvarede Omraades Størrelse. Det vil derfor altid være muligt, selv for en underlegen Modstander, at finde Lejligheder til at tilføje den overlegne Tab, uden selv at risikere alt for meget.

I et efterfølgende Kapitel behandles Luftstridskræftemes, herunder navnlig Bombeenihedemes, Virkningsmuligheder. Disse afhænger af en Række Faktorer, nemlig 

a) den Bombeindsats, der kræves for at opnaa Virkning mod forskellige Maal,

b) Muligheden for at fremføre denne Bombelast, hvilket igen afhænger af

1) forhaandenværende Bombemaskiners Egenskaber,

2) deres Antal,

3) Afstanden mellem Basis og Maal,

c) Muligheden for at gennemføre Angrebet (Maalet skjult, forsvaret).

Den Bombeindsats, der kræves mod forskellige Maal, afnænger af:

a) Bombesort,

b) Træfningssandsynligheden,

c) nødvendigt Antal Træffere for at opnaa Virkning.

Bombesorten beror paa Maalets Art. Mod et Panserskib maa der givetvis anvendes andre og større Bomber end mod et Handelsfartøj med tyndt Jemskrog. Den samme Bombesort bør ikke anvendes baade til at ødelægge en svær Jernbanebro og til at iværksætte en enkelt Afbrydelse ude paa Jernbanelinien. Træfningssandsynligheden afhænger af Maalets Størrelse, om det er i Bevægelse eller i Ro, af Kastemetoden og af Kastehøjden. Jo mindre Maal des større Bombeantal kræves for at faa en Træffer fra samme Højde. Ved Horisontalbombardement er Træfningssandsynligheden betydeligt mindre end ved Styrtbombardement. Det nødvendige Antal Træffere for at opnaa en vis Virkning er helt og holdent afhængigt af Maalets Art og Modstandsevne. Forfatteren giver en indgaaende Beskrivelse af Styrtbombardementets Udførelse og fremhæver, at denne Kastemetode med Fordel anvendes mod smaa, modstandsdygtige Maal. Da Metoden tidligere har været gjort til Genstand for udførlig Omtale her i Tidsskriftet, skal den ikke yderligere omtales her. Muligheden for at fremføre den nødvendige Bombelast er først og fremmest afhængig af Bombemaskinernes Egenskaber, og da navnlig af deres Lastevne og Hastighed. Man maa her ikke lade sig vildlede af, hvad der kan præsteres ved Distancerekordflyvninger med enkelte Maskiner, der er befriet for alt militært Materiel, som startes fra særlig gunstigt indrettede Flyvepladser, og som i mange Tilfælde udelukkende er konstrueret til Langdistanceflyvning med Tilsidesættelse af andre, militært set mindst lige saa vigtige Flyveegenskaber som f. Eks. konstruktiv Styrke, Manøvreevne, Stigeevne m. m., men danne sig sit Skøn paa Grundlag af det, der med Rimelighed lader sig opnaa indenfor en militær Organisation, hvor der ikke altid kan opnaas udsøgte Flyvepladser, og hvor saavel Personellets som Materiellets Ydeevne helst ikke maa være særlig stor i een eneste Retning, medens den paa andre Omraader er minimal. Forhaandenværende Bombemaskiner kan for de middeltunge og tunges Vedkommende medføre 1—2 tons Bombelast; de tungeste medfører 3,5—5 toms. Med denne Bombelast bliver Aktionsradien ca. 200—100 km. Hvor langt Bombemaskinerne overhovedet er i Stand til at udstrække deres Virksomhed lader sig vanskeligt helt bestemme. Jo længere der skal flyves for at naa Maalet, des større maa Beholdningen af Brændstof være paa Bekostning af Bombelasten, og jo mindre denne saaledes bliver, jo større Antal Maskiner maa der udsendes, hvis man vil opnaa en bestemt Virkning. En vis minimal Bombelast pr. Maskine maa altsaa fastsættes, hvis den opnaaede Virkning skal staa i rimeligt Forhold til de indsatte Kræfter. Denne Minimallast vil altid være afhængig af et Skøn, men kan dog i Hovedsagen fastsættes som følger:

Tungeste Bombemaskiner ............... 1000 kg

tunge og middeltunge ...................... 500    „

lette .................................................. 200    „

Med denne Last kan der opnaas en praktisk Aktionsradius paa 400—500 km. Disse Værdier vil dog øges, efterhaanden som Udviklingen skrider frem, men anses dog af Forfatteren at ville være gældende i de nærmeste Aar. Paa Grundlag af de saaledes opstillede Værdier og Betingelser belyser Forfatteren dernæst gennem et Eksempel, hvorledes en fjendtlig Luftflaades kontinuerlige Virksomhed mod et Land som Sverige nedsættes med %, naar dette Land raader over et operativt Luftvaaben, og hvorledes store Dele af Landet i saa Tilfælde kommer til at ligge uden for den fjendtlige Luftflaades praktiske Aktionsradius.

Pjecen omhandler dernæst de Forhold, der spiller ind ved Organisationen af passiv og aktiv Luftbeskyttelse, saavel for den civile Befolknings Vedkommende som for de forskellige Bestanddele af Stridskræfterne, og efter en kortfattet Beskrivelse af Luftvaabnets Udvikling fra Verdenskrigens Slutning indtil 1934 gaar Forfatteren over til en Omtale af dette Vaabens Organisation og Omfang i en Række forskellige Stater, saaledes som det ser ud i 1935. Han peger paa og understreger Nødvendigheden af den Tendens, der gaar ud paa at selvstændiggøre og centralisere Luftvaabnet under een Ledelse, og det viser sig, at af 24 omtalte Stater er dette Princip fulgt i de 18, medens 6, heriblandt U. S. A. og Japan, endnu staar fast ved en Deling af Luftvaabnet mellem Hær og Flaade. De efterfølgende Bemærkninger om Udviklingstendensen indenfor Luftvaabnet i de forskellige Stater giver et nøgternt Billede af den Energi, hvormed der overalt arbejdes paa at styrke og uddybe dette Vaabens Kampkraft og Effektivitet. Et Blik paa Stormagternes Flyvebudgetter giver maaske det allerbedste Indtryk af denne Tendens, idet det viser sig, at disse næsten overalt er gaaet betydeligt i Vejret; for Sovjetunionens Vedkommende er det i de sidste Aar vokset fra 18 pCt. til 28 pCt. af det samlede Forsvarsbudget. I et interessant Kapitel underkaster Forfatteren derefter de forskellige Staters luftstrategiske Forhold en Undersøgelse og finder dem afhængige af den paagældende Stats geografiske Beliggenhed, dens Saarbarhed overfor Angreb fra Luften og dens militærpolitiske Beliggenhed. Han ser her Sagen nærmest fra en Forsvarers Standpunkt, idet det jo navnlig er dette Problem, der interesserer Sverige. Af de geografiske Forhold spiller navnlig Landets Dybdeudstrækning en stor Rolle, og det er særdeles gunstigt, dersom dets Grænser hovedsageligt udgøres af Havet. Den Mulighed gennem Hangarskibe at kunne skyde sine Baser frem ad Søvejen eksisterer kun teoretisk, idet disse Skibe er særdeles vanskelige at forsvare mod Luftangreb. Baseringen maa saaledes i høj Grad bliver momentan. løvrigt har Hangarskibenes Eksistensberettigelse overhovedet været draget i Tvivl fra ledende Magters Side. Et Lands Saarbarhed overfor Luftangreb afhænger af dets almindelige Befolkningstæthed, Samfærdselsvejenes Tæthed, Antallet af større Befolkningscentrer, i hvilken Grad Landet er afhængigt af Tilførsler udefra m. m. Det vil erkendes, at en gunstig geografisk Beliggenhed fuldstændig kan tabe sin Betydning, dersom Landet er ugunstigt stillet med Hensyn til Saarbarhed, medens paa den anden Side en ugunstig geografisk Beliggenhed kan opvejes ved ringe Saarbarhed. Hvor imidlertid begge disse Faktorer gaar i samme uheldige Retning, maa Forholdet betegnes som kritisk. Ved Vurderingen af et Lands militærpolitiske Beliggenhed maa man studere dets Forhold til Naboerne. Er disse store og mægtige og maaske indbyrdes sammensvorne, er Situationen kritisk, medens den er gunstig, hvis det modsatte er Tilfældet. Ved et Blik paa Europakortet konstaterer Forfatteren derpaa, at alene Sovjetunionen gennem sin store Dybdeudstrækning er helt gunstigt stillet med Hensyn til geografisk Beliggenhed. Alle andre Lande i Europa ligger saaledes, at Hovedparten af deres Omraade kan udsættes for Luftangreb af større Betydning fra enhver af de tilgrænsende Stater. Tages Saarbarheden med i Betragtningen skifter Billedet Karakter. Saaledes svinder Englands i geografisk Henseende „splendid isolation“ ind til ingenting i Betragtning af de omfattende Befolknings- og Industricentrers uhyre Saarbarhed og Landets store Afhængighed af Tilførsler udefra. Frankrig er gunstigere stillet ved sin mere spredte Befolkning, mens Tyskland er udsat ved sine store Industricentrer og Italien ved sine faa Samfærdselsveje. Ved at sammenholde de forskellige Faktorers Indflydelse paa Landenes luftstrategiske Situation naar Forfatteren til en Inddeling af Landene i fire Klasser. Særlig ugunstig Beliggenhed har f. Eks. England, Tyskland, Holland, Belgien og Danmark, mindre ugunstig Beliggenhed har Italien, Jugoslavien, Polen og Schweiz, relativt gunstigt stillet er Frankrig, Spanien, de skandinaviske Lande (hvorved Forfatteren altsaa kun forstaar Sverige og Norge), og særdeles gunstigt beliggende er Sovjetunionen, Kina, Japan og U. S. A. Forfatteren gaar dernæst over til Behandlingen af den luftstrategiske Situation, saaledes som den maa antages at forme sig ved forskellige, tænkte Konflikter Landene imellem. Han peger bl. a. paa, at det ved en Krig mellem Tyskland og Frankrig vil betyde en alvorlig Trusel for Tyskland, dersom Frankrig, hvad der ingenlunde kan anses for usandsynligt, indretter Luft’- baser i Danmark og Skaane. Truslen *om, at Smaastateme inddrages i Stormagtskonflikterne maa saaledes siges at være blevet større. I et afsluttende Kapitel gøres Rede for Luftvaabnets Stilling i Sveriges Forsvarsproblem. Det hævdes her, at Sverige som Medlem af Nationernes Forbund ikke altid kan regne med at kunne staa som Tilskuer ved en opstaaende Konflikt, og at mange Forhold gør det mere sandsynligt i Fremtiden end tidligere, at en Stormagt vil forsøge at paatvinge Sverige sit Standpunkt. Sveriges relativt gunstige luftstrategiske Beliggenhed gør det dog muligt for det at hævde sin Frihed i en saadan Situation, dersom det nødvendige operative Luftvaaben er til Stede, og et saadant anses for overkommeligt indenfor svensk Økonomi. Den meget læseværdige Pjece munder ud i et Ønske for Sverige om, at det maa kende sin Besøgelsestid og ikke lade sig nøje med halve Foranstaltninger.

E—J.