Log ind

Luftfartøjer ved hæren

#

Normalt søger man at drage størst mulig nytte af flyvevåbnets evne til koncentration i henseende til tid, rum og opgave. Dette gælder også flyvevåbnets direkte støtte til kampen på jorden, nemlig:

Dog har man ud fra ønsket om til stadighed at have et vist antal fly til rådighed ved forskellige hærenheder til løsning af særlige opgaver og til supplement af flyvevåbnets støtte — trods de hermed forbundne administrative ulemper — i de fleste lande tildelt eller overvejet at tildele visse hærenheder luftfartøjer, der organisatorisk indgår i den pågældende enhed.

De opgaver, der ønskes løst af disse fly, er følgende:

  • —  artilleriobservation; luftartilleriobservatøren indgår i artille­riets observationssystem som enhver anden artilleriobservatør og med observations-, ildledelses- og efterretningsopgaver som denne,

  • —  snæver rekognoscering for den pågældende enhed, hvor og når denne ønsker det, eventuelt i forbindelse med luftfotografe­ring; særligt sagkyndige kan medtages i flyet til løsning af specielle rekognosceringsopgaver,

  • —  ordonnansflyvning, herunder meldingsfiskning og -nedkast­ning samt transport af chefer og stabspersonel,

  • —  kontrol af egne styrkers bevægelser, beliggenheden af forre­ste linie, sløring m. v.,

  • —  transport af forsyninger, udrustning og forstærkning til af­ sidesliggende eller afskårne styrker, evakuation af mindre, isolerede styrker eller eventuelt ledelse af deres bevægelser på jorden tilbage til egne linier og endelig evakuation af sårede,

  • —  udlægning af kabel over særlig ufremkommmeligt terrain samt funktion som relaisradiostation, hvor forholdene skulle være særlig ugunstige for en direkte radioforbindelse.

  • Afhængigt af terrainet, kampens karakter og de væbnede styr­kers størrelse vil flere af de ovennævnte opgaver kunne løses af samme fly, nogle vil kunne løses af flyvevåbnet, og somme vil falde helt væk.

For at kunne løse disse opgaver må de pågældende fly besidde følgende egenskaber:

—  kunne starte og lande på korte (100— 125 m ), ubehandlede landingspladser såsom marker, markveje, lysninger i skove o. s. v., eventuelt på stedet,

  • —  kunne flyve langsomt og være i besiddelse af stor manøvre­ dygtighed,

  • —  have et ringe brændstofforbrug,

  • —  være lette at betjene og kræve ringe pasning,

  • —  have de mest forskellige anvendelsesmuligheder og simpelt og let kunne omstilles til anden brug, såfremt en ændring i det hele taget er nødvendig, og man når således frem til følgende fly-typer:

    • —  2- eller flersædet højvinget monoplan af typer som Cessna L 19 og 20, Auster VI og VII, KZ VII og X,

    • —  2- eller fler-sædet helikopter samt

    • —  et endnu delvis på forsøgsstadiet værende såkaldt convertoplan forenende monoplanets og helikopterens egenskaber, jfr. det franske fly SO 1310 „Farfadet“.

      I det følgende vil der ganske kort blive gjort rede for en­kelte karakteristiske træk ved ordningen af den omhandlede tje­neste i U. S. A., England og Norge og til slut for visse overvejelser i forbindelse med en tilsvarende ordning her i landet.

      I U. S. A. har både hærens, flådens, kystforsvarets og marine­ korpsets enheder luftfartøjer fast tildelt. Fordelingen af fly til hæren fremgår af følgende oversigt:

    • Flyvevæsenet danner ikke en særskilt våbenart; men flyene indgår i de forskellige enheder på tilsvarende måde som andre transportmidler.

      Besætningen udgøres af personel fra den enhed, flyet tilhø­rer. Den pågældende enheds chef er ansvarlig for uddannelsen; dog kan visse dele af den individuelle uddannelse og træning samles under en højere enhed. Der er til alle højere stabe knyttet en „unit air officer“, der er rådgiver ved uddannelsen, og som behandler alle „flyvesager“ .

      Til hvert fly hører 1 pilot og 1 mekaniker. Piloten er en hærofficer, der har gennemgået en 24 ugers flyveuddannelse ved Waco Air Force Base og en 13 ugers særlig uddannelse på Fort Sill.

      Ved divisioner og korps findes særlige fly-værksteder for mindre reparationer, medens større eftersyn og reparationer ud­ føres ved flyvevåbnet.

      Den engelske hær har normalt tildelt 4 AOP-eskadriller til hver armé fordelt med 1 til arméstaben og 1 til hvert korps.

      Hver eskadrille består af:

      — eskadrille-stab,

      — 3 flights å 4 sektioner,

      — forsynings- og reparations-sektion og

      — 4 reservefly.

      Sektionen har følgende materiel:

      — l fly,

      — 1 jeep og

      — 1 3 ts. lastvogn.

      Indenfor korpset fordeles flyene normalt med 1 flight til hvert artilleriregiment, d. v. s. 1 fly til hver artilleriafdeling og 1 fly til kontrabatteriofficeren ved artilleriregimentet.

      Flyene er således først og fremmest til brug for artilleriet, men skal samtidig kunne anvendes til løsning af de andre opga­ver, man vil kunne stille hærens luftfartøjer.

      Man har i Norge overvejet at indføre følgende ordning:

      Hver brigade tildeles fast 1 sektion. Sektionen består dels af fast personel og hærens egne fly og dels af privatflyvere og udskrevne fly samt mekanikere af flyvevåbnet, ialt ca. 15 mand og 3— 4 fly samt de fornødne køretøjer.

      Uddannelsen påregnes at skulle være fælles for luftobserva­ tører ved feltartilleriet og kystartilleriet samt flyvevåbnet, idet nogle officerer fra flyvevåbnet skal kunne løse særlige artilleriobservations-opgaver fra jagerfly, og er tænkt henlagt til en luftobservatør-skole oprettet i tilknytning til flyveskolen.

      Uddannelsen er tænkt tilrettelagt efter følgende plan:

      1. 4 ugers forberedende observations- og skydekursus ved artilleriskydeskolen,

      2. 4— 6 måneders luftobservatør-uddannelse ved luftobservatørskolen omfattende

      — flyvning,

      — kendskab til fly og

      — luftartilleriobservatør-tjeneste samt

      3. et antal feltperioder ved et luftobservatør-kursus i forbindelse med større samlede øvelser, hvori deltager de til den pågæl­ dende sektion designerede civile fly og flyvere samt meka­nikere fra flyvevåbnets tekniske tjeneste.

      For det danske forsvars vedkommende er følgende forhold karakteristiske i denne forbindelse:

      — hærens størrelse — 2 adskilte korps,

      — begrænsningen af hærens operationsområde til kun at om­fatte dansk territorium og dettes umiddelbare forland samt

      — terrainets fremkommelighed og den tætte bebyggelse.

      Disse forhold bevirker, at

      — intet troppeled vil være fjernet mere end ca. 100 km fra det nærmeste sted, hvor flyvevåbnet har permanent statione­ring og de nødvendige installationer, og at

      — mange transporter, der i fremmedartet terrain (f. eks. Korea) må udføres af fly, i dansk terrain tilstrækkelig hurtigt og langt mere økonomisk vil kunne udføres af køretøjer.

      Da bestræbelserne formentlig bør gå ud på, at flyvevåbnet på­ tager sig den størst mulige part af al flyvning, og at den flyver­ virksomhed, som det herefter tilkommer hærens enheder at udføre, begrænses til at udføres af de færrest mulige enheder, synes det nærliggende at foranstalte de omhandlede flyvninger således:

      — al flyvning for de højere stabe og visse faglige myndigheder udføres af flyvevåbnet, der for det enkelte tilfælde, for en vis periode eller for regelmæssigt forekommende opgaver (ordonnansflyvning) udlåner lette fly, hvorved der formentlig opnås den mest hensigtsmæssige anvendelse af de rådige fly samtidig med, at brugerne slipper for administrationen af disse luft­ fartøjer,

      — flyvning for de mindre troppeled udføres af artilleriflyvere, der skal være således uddannede og deres fly sådan indrettede, at de kan løse alle forefaldende opgaver, idet disse opgaver, der under vore forhold vil være ret fåtallige, normalt vil kunne løses dels under og dels ind imellem almindelig artilleriflyv­ ning; skulle opgavernes mængde kræve øget flyvervirksomhed, eller skulle en artilleriflyver havarere, kan den pågældende enhed forstærkes med en ekstra artilleriflyver; men det synes ikke rimeligt at uddanne et par flyvere til at tage sig af ganske specielle opgaver, da sådanne flyvere dels risikerer at skulle være uvirksomme i længere perioder, hvorved man ikke får det fulde udbytte af hverken flyver eller fly, og dels på grund af deres fåtallighed og specialuddannelse vil være vanskelige at erstatte, og endelig

      — private flyvere og civile fly (sportsmaskiner o. lign.) nyttiggø­res ved at knyttes dels til flyvevåbnet for særligt at foretage flyvninger for hæren og dels til de respektive hjemmeværnsre­ gioner for at give disse mulighed for næropklaring fra luften; derimod er det tvivlsomt, om det i al almindelighed vil svare regning at lade dem virke som artilleriflyvere (som man har overvejet det i Norge), da denne virksomhed på grund af sin egenart kræver en stadig specialtræning såvel flyveteknisk som iøvrigt, ligesom ikke alle fly tilfredsstiller de bestemte krav, der må stilles til artillerifly.

      F. H . V. Larsen.