Dens Oprindelse, dens Udvikling og dens endelige Opgivelse.
Af Orlogskaptajn Augsburg.
Den 11. April 1915 skrev First Lord saaledes følgende Skrivelse til First Sea Lord :
„Medfølgende Telegram er blevet afsendt angaaende Queen Elizabeth. Personligt anser jeg det for overflødigt, men siden De ønsker det, saa samstemmer jeg med Dem. Jeg tror ikke, at det paa dette kritiske Tidspunkt vil væ- ' re rigtigt at genere Admiralen ved at paalægge ham nogensomhelst tiest ri kti oner med Hensyn til Anvendelsen af Agamemnon og Lord Nelson ... Alvo rlig t talt, min Yen, er De ikke en lille Smule unfair ved at forsøge at spænde Ben for denne Operation, naar De i Princippet har antaget den- Det er svært for mig. at De bliver ved paa denne Maade — hver Dag noget nyt — og det er ikke værdigt for Dem eller den store Sag, vi arbejder sammen paa. De véd, i hvor høj Grad jeg er iv rig for at arbejde sammen med Dem. Var Dardanelleroperationerne blevet afvist, vilde vort Samarbejde have været umuligt. Det er ikke rigtigt nu at gøre Ophævelser over Smaating eller at forøge den Byrde, som vi maa bære i disse Tider. Undskyld min Frimodighed — men Venner har denne Ret, og overfor Kolleger er det en Pligt,"
Den følgende Dag, den 12. April 1915, svarede First Sea Lord som følger:
„Jeg fik ikke Deres bebrejdende Brev før efter, at jeg havde skrevet til Dem angaaende Inflexibles Reparation i Gibraltar, som jeg stadig synes ønskelig. Aldrig før i mit Liv har jeg nogensinde i den Grad ofret mine Overbevisninger, som jeg har gjort for at tilfredsstille Dem. — Det er en Kendsgerning. Jeg henstillede paa egen Haand den øjeblikkelige Afsendelse af Lord Nelson og Agamemnon ... Ikke desto mindre siger jeg ikke mere. TJdenforstaaende er fuldstændig sikker paa, at jeg har drevet Dem fremad, og ikke De mig. Saa vidt jeg véd, er Premierministeren den eneste Person, der er vidende om det modsatte ... Jeg mener det er paa Vej til at blive en Succes, men jeg ønsker, at de Skibe, som maa gaa tabt, skal være de ældste, og jeg ønsker at være sparsom med vore uvurderlige Officerer og Besætninger for Anvendelse paa den afgørende Krigsskueplads."
Den 25. April 1915 modtog First Lord atter en Skrivelse, hvori First Sea Lord til sidst udtaler:
„Oprigtig talt, havde det i Gaar ikke været, fordi jeg i Dardanelleroperationerne er tvungent til at støtte Dem i tykt og tyndt, vilde jeg have forladt Admiralitetet for aldrig mere at vende tilbage og sendt Dem et Postkort for straks at faa Sturdee op paa min Plads. Saa vilde De være fuldkommen lykkelig !!!"
Saaledes stod altsaa Sagerne for First Sea Lords Vedkommende, da der den 10. Maj 1915 fra den Øverstkommanderende for Dardanellerflaaden indløb et Telegram, i hvilket han umiskendeligt antydede, at han var klar til at gøre et Forsøg paa at forcere Dardanellerne, saafremt Admiralitetet gav ham Ordre dertil.
Den følgende Morgen, den 11. Maj 1915, diskuterede First Lord Spørgsmaalet med First Sea Lord, og efter denne Diskussion udveksledes følgende Skrivelser mellem dem:
Kære Winston. I Fortsættelse af vor Samtale i Morges føler jeg mig med megen Ulyst drevet til at sende Dem medfølgende formelle Memorandum angaaende mit Syn paa Dardanellerne, eftersom det er af væsentlig Betydning, at jeg angaaende saa vigtigt et Punkt ikke skal lade Dem i nogensomhelst Tvivl med Hensyn til min Mening. Deres F .
„Med Henblik paa den nylig modtagne E fterretning om Affærernes Stilling ved Dardanellerne, ønsker jeg formelt at fastslaa mine Synspunkter med Hensyn til Operationernes senere Forløb. Dette er nødvendigt som Følge a f den A n tydning, De har fremsat overfor mig, at det kan være en hensigtsmæssig og klog Krigsoperation, at Flaaden igen skulde forsøge at angribe eller forcere forbi Ilardanellerforterne uden Hærens Assistance. Vore Overvejelser angaaende disse Operationer er enten blevet ført ved personlig Samtale eller ved Udveksling af uformelle Noter, og der foreligger derfor ikke nogen officiel Beretning om de Synspunkter, som jeg har fremsat fra Tid til anden. Skønt jeg har acquiesceret ved ethvert T rin a f Operationerne indtil det nuværende Tidspunkt, saa har jeg for en stor Del gjort det paa Grund a f Betragtninger a f politisk Hensyn og politisk Fordel, som de, hvis Bestilling det er at bedømme disse Forhold, har forsikret mig vilde være Resultatet af en Succes eller endog en delvis Succes, men jeg har tydelig fremsat som min Mening, at jeg ikke ansaa det oprindelige Forslag om at forcere Dardanellerne med Flaaden alene for at være en Operation, der kunde udføres. Jeg har altid holdt fast paa, at Nordsøen er den egentlige Krigsskueplads for vor Flaades Operationer, siden det kun dér er muligt for Fjenden at foraarsage os ubodelig Ulykke eller for os at opnaa en afgørende Sejr. Af den Grund har jeg med Bekymring set paa den stadige Aareladning paa vor Flaadestyrke til Dardanellerne i Løbet a f de sidste 4 Maaneder, hvad enten Operationerne skulde føres i Samarbejde med Hæren eller ikke. Denne Sammendragning a f Styrker i Middelhavet er blevet udført saa gradvis, at det har været vanskeligt for mig at fastslaa, i hvilken Grad Faren truede i Nordsøen; alligevel har hver successiv Forøgelse a f Flaa den i Middelhavet vist sig a f væsentlig Betydning for et godt Resultat a f de lokale Operationer. Ikke desto mindre blev jeg' til sidst tvunget til at skrive til Dem for et Pa r Uger siden, at jeg mente, vi havde naaet den yderste Grænse, og at in gen yderligere Aareladning paa vore Styrker i de hjemlige Farvande var tilladelig uden alvorlig Risiko for Søkrigsførelsen paa Hovedkrigsskuepladsen. I Gaar A ftes sendte De mig til Tiltrædelse et Udkast til et telegrafisk Svar paa det Telegram, der modtoges fra Viceadmiral de Robeck tidligere paa Dagen. Den generelle Tone i dette Telegram antydede, at „the Board of Admiralty" kunde tænke sig at tiltræde, at Flaaden foretog videre Operationer mod Forterne, uanset om Hæren var ude a f Stand til at avancere udover sin nuværende Stilling. Jeg foretog en Ændring, uden hvilken jeg ikke var i Stand til at tiltræde Afsendelsen a f dette Telegram, idet jeg indskød Ordren: „Et Flankeangreb kan ikke engang blive overvejet før Italienerne e. t. c." Jeg har ikke hørt fra Dem, hvorvidt dette Telegram eller noget andet virkelig er blevet sendt. Jeg antager det ikke, eftersom jeg ikke har set nogen Kopi. Men jeg er fuldkommen klar over, at De selv vilde være parat til at sanktionere en saadan Fremgangsmaade. Jeg føler mig derfor tvunget til en Gang for alle og fo rmelt at underrette Dem om, at det er min Overbevisning, at saadant et Flaadeangreb paa Dardanellerforterne, i Fo rtsættelse a f Operationerne, som svigtede den 18. Marts, eller et hvilket som helst Forsøg af Flaaden paa at forcere gennem „the Narrow s" er dømt til at mislykkes og yderligere er svanger med Mulighederne for et Nederlag, fuldstændigt inkommensurabel til hvilken som helst Fordel, som kan opnaas derigennem. E fte r min Mening bar vi ikke Raad til at udsætte flere Skibe for den Risiko at miste dem i Dardanellerne, eftersom de derværende Skibe, omend de ikke er i Stand til at remplacere de bedste Skibe i Slaglinien, dog er den Reserve, hvorpaa udelukkende vor Overlegenhed hviler i Tilfælde a f et uforudset Nederlag. Skibe, sendt op i Marmarahavet, inden Forterne er blevet besat af Hæren, vil blive udsat for stor Fare, efter min Mening saavel paa Vejen op som efter deres Ankomst.
Inden Flaadeangrebet den 18. Marts udtalte jeg som min Mening i W ar Council, at hele Operationen vilde medføre et Tab a f 12 Slagskibe, dersom den blev presset frem til en Afslutning. Tre a f de Allieredes Slagskibe blev sænket den 18. Marts, og to andre meget alvorligt beskadiget, skønt de aldrig kom ind paa nært Hold a f de stærke Batterier ved „the Narrows" og aldrig kom tæt nok til at forsøge paa at passere et permanent Minefelt. H vis vi nu forsøger paa at forcere „the Narrows", maa vi først bringe de meget svære Batterier, der ligger der, til Tavshed og fuldstændig kontrollere deres Ild, og derpaa bane os Vej gennem Minefelterne. Den E rfaring , vi bar høstet til Dato, opmuntrer mig ikke til at mene, at der er nogensomhelst rimelig Udsigt til blot at bringe Kanonerne til Tavshed. Artilleristerne vil fjerne sig fra ilem. indtil vi er saa langt inde, at de ikke kan skyde forbi, og saa vil Kanoneime blive affyret paa nært Hold. Selv efter at Batterierne er blevet bragt til Tavshed, er Minestrygning i „the Narrow s" en Operation, som E r fa rin gen, efter min Mening, har vist ikke er mulig, før Højderne paa begge Sider er blevet besat a f Hæren. Selv efter at „the Narrow s" er blevet passeret, Far vi stadig Nagaraforterne at behandle, og der vil sikkert være flere Minefelter paa den anden Side a f „the Narrow s" og i Marmarahavet. Følgelig maa vi foruden de svære Skibe lade et tilstrækkeligt Antal Minestrygere gaa med igennem, idet de store Skibe ellers vil være magtesløse og blive fanget i en dødbringende Fælde. Til Slut, selv om Flaaden eller en Del a f den er forceret igennem til Marmarahavet, vil det ikke være muligt at holde den forsynet med Kul eller Ammunition eller skyde er Hær frem til at samarbejde med den; og som De selv saa træ ffende har paapeget ved de tidligere Diskussioner angaaende dette Spørgsmaal, kan en Flaade alene udrette meget lidt i Constantinopel. Desuden vil den igen lide uforudseelige Tab ved at vende tilbage gennem Dardanellerne, blot gentagende Duekworth’s Fiasko22)
Denne Gang har vi at gøre med i høj Grad videnskabelige, dygtige og vel øvede Tyskere, og vi kan ikke spille Hasard med den Mulighed, at Forsvaret ikke er effektivt. Der er endvidere Faren, der truer fra de tyske U-baade, som daglig kommer nærmere til Dardanellerne og som sikkert er kendt med Minefelterne og i Stand til at passere ind i Marmarahavet, hvor de vil ødelægge ethvert a f vore Skibe. A f de ovenfor kort anførte Grunde kan jeg ikke under nogensomhelst Omstændigheder være med til at give on Ordre til Adm iral de Robeck om at gøre et Forsøg paa at forcere Dardanellerne, før Kysterne er blevet effektivt besat. Jeg mener, at en Aktion, udført af Flaaden alene, uden Uvders opfattelse af Hæren, blot vil føre til svære Tab paa Skibe og uerstattelige Besætninger udenn og ensom helst rimelig Udsigt til et Resultat, der paa nogen Maade staar i Forhold til Tabet eller til de muligheder af flydende Konsekvenser 24). Jeg ønsker derfor, at det skal forstaas tydeligt, at jog personlig tager Afstand fra ethvert saadant Projekt." Fisker.
Herpaa svarede First Lord samtue Dag som følger: „De vil adrig fra min Side modtage nogetsomhelst Fo rslag om at forcere Dardanellerne. Jeg er enig med Dom i de Synspunkter, De udtrykker saa stærkt angaaende dette Em ne. Det kan være, at Admiralen maa engagere Forterne og minestryge Kephez Spærringerne som en Hjælp til Operationerne i Land; og vi har altid været enige om Ønskeligheden a f at tvinge dem (Fjenden) til at bortskyde deres knapt tilmaalte Ammunitionsbeholdning. Men henset til Hamiltons sidste Telegram, er dette tydeligt nok ikke fordret nu. Og det er mit inderligste Ønske a f offentlige — og endnu mere af private Grunde, at en hvilkensomhelst reel Løsning, der frembyder sig, vil finde os — som altid hidtil — forenet. Det skal være min eneste Bestræbelse.
V i er nu i en meget vanskelig Stilling. Enten det er min Fe jl at have paabegyndt Foretagendet eller min Ulykke ikke at have Magten til at føre det igennem, er uvæsentligt. V i er nu bundet til et a f de største Land- og Sø-Foretagender i Historien. De er absolut bundet dertil. Kammeratskab, Opfindsomhed, Tavshed og Taalmodighed, alt sammen a f den højeste Grad, vil være nødvendigt for at føre Sagen igennem til Sejr. En stor Hær svævende i Luften paa en klippefuld Strandbred og stillet overfor det tyrkiske Kejserriges væbnede Magt under tysk Militærledelse; hele Britaniens Overskudsflaade — enhver Stump som kan undværes — bundet til denne Hær og dens Skæbne, saa længe som Kampen kan trække ud; Tilsynekomsten a f den længe frygtede U-baad — vore mange Fornødenheder og Forpligtelser — de umaadelige Fordele, som muligvis vil blive afgørende for hele Krigen og som kan naas ved et godt Resultat. Sikkert er der her en Kombination og en Situation, som a f os fordrer enhver tænkelig Anstrengelse og enhver Opfindelse, der kan udtænkes a f os. Jeg anmoder Dem om at yde hele Deres Hjælp og gode Vilje , og til sidst vil da Succes’en være sikker."
Den følgende Dag, den 12. Maj 1915, svarede First Sea Lord følgende paa ovenanførte Skrivelse:
„Før Hæren ved sine Operationer effektivt har besat „tlie Narrow"s Kyster e. t. c., kan intet Flandeavgreb finde Sted paa Minefeltet2*). Men Deres Brev erkender ikke dette, og derfor har jeg, som Følge a f Deres Samtale med Premierministeren den 18. Marts, sendt ham en Kopi a f det Memorandum, jeg sendte til Dem. Med Henvisning til Deres Bemærkning, at jeg absolut har bundet mig, skal jeg kun udtale, at De raaa vide (ligesom ogsaa Premierministeren) at mit modstræbende Samtykke ikke strakte sig til endnu saadant et Hasardspil, som en Gentagelse a f hvad der skete den 18. Marts, før Hæren har udført sin Del."
Det paa følgende Nat blev Slagskibet Goliath torpederet a f en tyrkisk Torpedobaad med delvis tysk Besætning. Den 13. M a j 1915 naaede denne Meddelelse Admiralitetet, og Firs t Sea Lord forlangte nu, at Superdreadnoughten Queen Elizabeth sti-aks skulde kaldes tilbage. Heri samtykkede Firs t Lord paa Betingelse af, at 2 Monitorer211), hver armeret med 2— 35 cm Kanoner, samt Slagskibene Exmouth og Venerable blev sendt ud i Stedet for, og dette Forlangende gik First Sea Lord ind paa. Samme A ften blev der derpaa afholdt et Møde i A dmiralitetet, og i dette deltog Krigsministeren. Ikke saa snart havde denne imidlertid modtaget Meddelelse om, at Queen Elizabeth skulde kaldes hjem, før han paa det heftigste protesterede mod paa den Maade at lade Hæren i Stikken. Firs t Sea Lord, som nu vejrede M uligheden for, at endnu en Landofficer foruden First Lord (der i sine unge Dage havde været Rytterofficer) skulde blande sig i hans Affærer, blev endnu mere heftig, og benyttende sig a f den samme Fremgangsmaade som nogle Maaneder tidligere, da han en Eftermiddag Kl. 5 overfor Krigsministeren udtalte, at han tog sin Afsked Kl. 6, hvis denne ikke samme Nat hørte op med at fjerne Arbejdskraften fra de private Skibsværfter for at bruge den til Kanonføde, saaledes udtalte han nu, at Queen Elizabeth skulde komme hjem; den skulde komme hjem straks; den skulde komme hjem samme Nat, eller ogsaa tog han sin Afsked med det samme. Samme Nat afgik Telegrammet til den Øverstkommanderende for Dardanellerflaaden om Tilbagekaldelsen a f Queen Elizabeth og dens Erstatning a f Monitorerne Admiral Farragut og Stonewall Jackson samt Slagskibene Exmouth og Venerable.
Den følgende Dag, den 14. M a j 1915, holdt War Council sit 19. Møde (sidste Møde var afholdt den 19. Marts 1915). I dette meddelte blandt andet First Lord at First Sea Lord havde forlangt Queen Elizabeth kaldt hjem. Krigsministeren beklagede sig herover, hvorpaa First Sea Lord brød ind og erindrede W ar Council om, at han altid havde været mod Dardanelleroperationerne, og meddelte, at dette havde han underrettet Premierministeren om i en privat Samtale straks, da de kom frem til Behandling.
Samme Aften skrev First Lord et Telegram til den Øverstkommanderende, og i dette forhøjede han Monitorernes Antal til 3 samt tilføjede yderligere 4 lette Krydsere forsynet med „bulges", og efter at have vist Telegrammet til First Sea Lord, afsendte han det. War Councils Møde og ovennævnte Telegram gjorde det imidlertid klart for First Sea Lord, at hans store Projekt angaaende Østersøoffensiven nu uigenkaldelig var lagt til Side; det forekom ham, at han stod Ansigt til Ansigt med en fremadskridende Tilintetgørelse af sin Plan for Søstrategien, fordi alt det Materiel, som han havde planlagt og ladet bygge for Operationen i de nordlige Farvande, efterhaanden som det blev færdigt, blev sendt til Dardanellerne af First Lord, og den følgende Dag, den 15. Maj, afsendte han da følgende Skrivelse til First Lord:
„Efter yderligere indgaaende Overvejelser er jeg kommet til det beklagelige Resultat, at jeg er uskikket til at blive længere som Deres Kollega. Det er ikke ønskeligt af Hensyn til Statens Tarv at gaa i Detailler — Jowet siger „aldrig forklare" — , men jeg finder det mere og mere vanskeligt at indstille mig selv paa de daglig voksende Fordringer til Dardanellerne for at møde Deres Synspunkter — som De selv ganske rigtigt sagde i Gaar, jeg er i et vedvarende VetoForhold ovei'for Deres Forslag. Dette er ikke fa ir overfor Dem, og desuden er det yderst pinefuldt for mig. Jeg rejser straks afsted til Skotland for at undgaa alle Spørgsmaal." Deres hengivne Fisher.
Adskillige Forsøg blev gjort for at faa Lord Fisher til at ændre sin Beslutning, blandt andet af Premierministeren ved skriftligt i Kongens Navn at beordre ham til at vende tilbage til sin Post. Alt var forgæves, Admiralen nægtede rent ud atter at genindtræde i Admiralitetet.
Men selv om Lord Fisher, den egentlige D rivkra ft for Operationen mod Centralmagternes nordlige Flanke, saaledes var ophørt at virke, var alligevel ikke dermed Tanken om denne Operation skrinlagt. 7 Efteraaret 1915 henvendte saaledes den russiske Forbindelsesofficer i Grand Fleet, Kommandør G. von Schoultz, sig til First Sea Lord, Admiral Jackson, den tidligere Chef for Admiralstaben, ligesom ogsaa til Chefen for Marinestaben, Kontreadmiral Oliver, for paa sin Regerings Vegne at anmode om, at den britiske Flaade eller en Del a f den vilde udstrække sin Virksomhed til ogsaa at omfatte Østersøen for derved at svække den tyske Flaades Understøttelse af Hærens venstre Flanke. Chefen for Marinestaben paapegede Vanskelighederne ved en saadan Operations Gennemførelse i Østersøen og anførte som Eksempel den mislykkede Dardanelleroperation. Endvidere gjorde han gældende, at saafremt den britiske Flaade forsøgte at trænge ind i Østersøen, maatte det nødvendigvis hare til Følge, at Ttjsklana besatte de danske Øer, en Handling, der meget hurtigt vilde resultere i, at den britiske Flaade blev afskaaret fra sine Støttepunkter21) .
Hertil udtalte Forbindelsesofficeren, at han for sin Part heller ikke ansaa større Operationer i Østersben for gennemførlige, før der var tilføjet Hochseeflotte et afgørende Nederlag i Nordsøen, men efter hans Opfattelse burde Strategien til Søs gaa ud paa at tvinge Hochseeflotte til Kamp og samtidig forberede en Konsolidering af de Allieredes Søfront mod Nord, hvorved han forstod et strategisk og taktisk Samarbejde af de Allieredes Flaader, f. Eks. Flaadedemonstrationer i Nordsøen, Skagerak og Kattegat, samt Detachering af lette Krydsere, Jagere og U-baade til Østersøen. Antagelig er det denne Henvendelse fra russisk Side i Forbindelse med voksende Ængstelse i den britiske Flaadeledelse, som ved Slutningen af HH.7 førte til en fornyet Overvejelse af den britiske Strategi til Søs. Der blev fremsat Forslag om at følge den af Admiral Wilson udarbejdede Operationsplan, der som tidligere anført gik ud paa at etablere en tætsluttet Blokade a f den tyske Flaade og erobre en af de frisiske Øer. En omhyggelig Undersøgelse a f denne Plan viste imidlertid, at den var uigennemførlig paa Grund af den stærkt forøgede Rækkevidde af det svære Artilleri, som vilde ud. sætte den erobrede 0 for Bombardement fra Fastlandet, samt som Følge af det utilstrækkelige Antal disponible Jagere.
Den 17. Januar 1916 blev imidlertid „War Committee"-’*) saamenkaldt for at underkaste Krigsførelsen til Søs en fornyet Betragtning.I dette Møde deltog ogsaa den Øverstkommanderende for Grand Fleet, Admiral Jellicoe. Kommittéen undersøgte først Muligheden folen Offensiv til Søs i Overensstemmelse med Lord F ishers Plan. Planen, hvis nøjagtige Indhold hidtil ikke havde været kendt, gik ud paa at gribe enhver Lejlighed til at tvinge Tyskerne til at sprede deres Styrker til Forsvar a f deres nordlige Front og derigennem at gribe forstyrrende ind i deres Krigsførelse. Operationen havde forskellige mulige Operationsmaal. En af Øerne ved den tyske Kyst skulde erobres til Basis for Lu ftfa rtøjer og Undervandsbaade eller for at foretage en Blokering af tyske Havne. En anden Mulighed var en Landgang paa den slesvigske Kyst eller endnu bedre paa dansk Territorium , dersom dette Lands Neutralitet i Lighed med Belgiens skulde blive krænket a f Tyskerne. Endelig, som et sidste Maal, var der den pommerske Kyst, hvor en Trusel om Landsætning a f en russisk Hær ikke kunde lades upaaagtet. Hele Planen forudsatte et Samarbejde mellem Hær og Flaade samt Bevarelsen af Grand Fleet intakt for en Kamp med Hochseeflotte, saafremt denne kom ud.
Men da Grand Fleet ikke maatte anvendes, og Dardanelleroperationerne havde slugt største Delen af den fisherske Armada, kom man til det Resultat, at der ingen Muligheder forelaa for en heldig Løsning af Operationen, saa meget mere som det svære A rtilleris forøgede Rækkevidde ikke mere tillod Hævdelsen af en 0 udenfor den fjendtlige Kyst, og der ingen disponible Tropper var til at foretage en Landgang med. Desforuden var Vanskelighederne ved at forsyne en Flaade i Østersøen blevet betydeligt større som Følge af Minebrigens og U-baadenes forøgede Virksomhed, og paa Grund heraf samt andre mindre Aarsager kom War Committee til det Resultat, at en saadan Offensiv til Søs, som af Lord Fisher planlagt, ikke var mulig, men at man a f al Magt skulde fortsætte med at lokke Hochseeflotte til Søs.
Saaledes stod den 20. A p ril 1916 en Styrke til Sds fra Scapa Flow for at foretage et Fremstød ned i Kattegat i den Hensigt 1) at standse og undersøge alle Handelsskibe, 2) at operere mod fjendtlige Skibe i Kattegat, og 8) at engagere et hvilket som helst fjendtligt Skib, som stod til Søs fra Nordsøhavnene som Følge af Bevægelserne i Kattegat af de lette Styrker, som det var Meningen skulde observeres fra neutral Kyst i den Forventning, at de maatte blive rapporteret til Fjenden af dennes Spioner. Styrken omfattede ogsaa 3 U-baade, som var beordret til at indtage Pladser, hvorfra de beherskede den nordlige Indgang til Sundet, Store Bælt og Lille Bælt, saaledes at fjendtlige Styrker, som kom fra Østersøen, maatte blive angrebet a f dem. Den følgende Dag blev imidlertid Ordren tilbagekaldt, fordi A d miralitetet havde modtaget E fterretning om, at Hochseeflotte antagelig vilde staa til Søs om Aftenen. Da denne Operation saaledes ikke kom til Udførelse, forberedte man en lignende, men a f langt større Omfang, hvis Udførelse skulde paabegyndes den 1. Juni 1916. Den i den Anledning udstedte Operationsplan af 30. Maj 1916 gik i Korthed ud paa at foretage et Fremstød ind i Skagerak med hele Grand Fleet. Dagen efter Flaadens A fsejling skulde Slagskibene samlet befinde sig i den sydlige Del a f Skagerak, Slagkrydserne noget Sønden for disse, medens de lette Krydsere og Jagere skulde staa ind i Kattegat for at erklærere, opbringe eller nedskyde alle fjendtlige Skibe, Krydserne i den nordlige Del, Jagerne helt ned til Store Bælt. Hensigten med denne Operation var dels at forøge Mulighederne for et Sammenstød med Fjenden, idet det var Meningen at forblive med Grand Fleet i længere Tid i Skagerak, hvorhen Hochseeflotte ofte foretog Fremstød, dels at virke som Demonstration overfor de skandinaviske Lande, idet en Optræden a f engelske Stridskræfter i neutrale Farvande maatte antages at øve en vis Indflydelse paa disse Lande. Men ligesom forrige Gang kom denne Operation ikke til Udførelse som Følge af, at Admiralitetet modtog Meddelelse om, at Hochseeflotte var ved at staa til Søs, en Bevægelse, der, som bekendt, førte til Slaget i Nordsøen den 31. Maj 1916.
7 Slutningen a f Oktober 1917 henvendte den russiske Forbindelsesofficer sig atter til Admiralitetet for paa sin Regerings Vegne at anmode om Assistance for den russiske Flaade, der blev haardt trængt af den tyske Flaade i Østersøen. Admiral Jellicoe, som paa dette Tidspunkt var First Sea Lord, udtalte, at kun en Fjerdedel a f de tyske Slagskibe befandt sig i Østersøen, men at samtlige disponible britiske Krydsereskadrer, Jagere og U-baade straks ved Begyndelsen a f Angrebet paa Rigabugten havde paabegyndt en Demonstration mod de tyske Kyster og for Tiden opererede i Kattegat. Forbindelsesofficeren anmodede da om, at Demonstrationerne maatte blive ført helt ind i Bælterne, forbundet med et Angreb paa de derværende tyske Bevogtningsfartøjer. First Sea Lord lod da Ghefen for Marinestaben. Admiral Oliver, kalde til sig og spurgte denne, om det beordrede Jagerfremstød allerede var udført. Hertil svarede Ghefen for Marinestaben, at Jagerflotillerne endnu ikke havde modtaget Ordren til at løbe ud, antagelig paa Grund a f Vejret, og Firs t Sea Lord lovede da at lade Fremstødet føre saa langt frem som muligt, men, udtalte h an : „Sundet er fuldt a f danske og svenske M iner, som først maa stryges, og det endda under Strandbatteriernes Kanoner." Hertil bemærkede Forbindelsesofficeren, at det var usandsynligt, at de neutrale Lande i Sundet havde udlagt Miner udenfor deres Søterritorium. Der fandtes kun tyske Minespærringer i den sydlige Del a f Sundet, og deres Bevogtning blev foretaget a f gamle Skibe. First Sea Lord lovede da atter at lade Jagerfremstødet gaa saa langt sydpaa som muligt, og 2 Dage senere. Natten til den 2. November 1917, stod en a f lette Krydsere og Jagere sammensat Styrke rundt Skagen og ind i Kattegattet for at udføre et „sweep" nedover dette Farvand. Medens en A fdeling paa 12 Jagere rekognoscerede SV imod Schultz’s Grund Fyrskib2"), hvorfra den blev observeret den 2. November 1917 om Morgenen ved Halvottetiden, stod en anden A fdeling paa 2 lette K rydsere og 6 Jagere sydpaa, Østen om store Middelgrund, og kom i en Taagebanke ca. 6 Sømil SO t S for denne Grund ved Syvtiden om Morgenen uformodet over den tyske Hjælpekrydser Marie a f Flensborg, der var armeret med 4-15 cm Kanoner og havde en Besætning paa 81 Mand. Hjælpekrydseren, som den foregaaende Dags A f ten var staaet Sundet ud for at optage og konvojere en fra Norge kommende tysk Damper med Singels sydpaa gennem Sundet, havde endnu ikke faaet Kontakt med Damperen og skulde netop til at dreje til sydlig Kurs, da de engelske Jagere kom til Syne forude i Tangen. 1 samme Øjeblik, som Hjælpekrydseren paa Signal fra et a f de engelske Krigsskibe satte sit Flag, begyndte Kampen, som varede i knap 10 Minutter og resulterede i, at Hjælpekrydseren blev skudt i Brand og forladt af Besætningen. 16 af denne og deriblandt Chefen for Hjælpekrydseren, Kaptajnløjtnant Lauterbach, gik i et af Skibets Fartøjer og blev senere ved Nitiden om Formiddagen optaget a f Dampskibsselskabet Vendila’s Damper „E . M. Dalgas" og ført sydpaa. En 17. Mand af Besætningen, som det var lykkedes at holde sig flydende ved Hjælp af en Planke, blev ved Halvtitiden bjerget af D. F. D. S.s Damper „Trondhjem" og ligeledes ført sydpaa. Resten af Hjælpekrydserens 81 Mand store Besætning blev enten dræbt eller taget til Fange af Englænderne.
A f den tidligere omtalte A fdeling paa 12 Jagere blev ved ITalvnitiden samme Morgen 5 observerede a f Damperen „Trondhjem" ca. 2 Sømil Vest for Kosten paa Store Middelgrund i Færd med at sænke 3, maaske flere, og saavidt det kunde afgøres, uarmerede tyske Traw lere ved Beskydning. Samtidig observerede Damperen „Dalgas" 2 Sømil S. t. O. for samme Kost 9 Jagere, ligeledes kommende fra SV. Vejret var imidlertid let diset, og antagelig er saaledes to a f Jagerne bievne observerede fra begge Damperne. Ovenomtalte 12 Jagere er ikke senere bievne rapporterede; derimod blev en Afdeling, antagelig den. der sænkede den tyske Hjælpekrydser, observeret fra Anholt Knob Fyrskib og Skagens Rev Fyrskib under dens Retraite nordpaa, henholdsvis Kl. 10,30 og Kl. 13,49, I Anledning a f ovenanførte Affære udsendtes følgende Meddelelser fra London og Berlin. London 3/11 1917. Admiralitetet meddeler: Vore Skibe, der opererede i Kattegat, har øjensynligt væreti Kamp med fjendtlige Styrker, sandsynligvis med Patrouillef artøj er. A f visse Grunde er Rapport ved traadløs Telegraf fra Skibe, der opererer i fjendtlige Farvande, ikke tilladt. Den eneste officielle Underretning, som Admiralitetet har modtaget, er den, at visse af vore Skibe er blevet detacherede for at bringe Fangerne bort og nærmer sig deres Basis. Affæren synes ikke at være af videre Betydning.
Berlin 3/11 1917. 1 Anledning a f Meddelelse om Søtræfningen i Kattegat erfarer Wolffs Bureau, at der tilsyneladende er Tale om et mindre Hjælpeskib, der befandt sig i Kattegat. Paa kompetent Sted kender man ikke nærmere til Begivenheden.
London 3/11 1917. Admiralitetet meddeler: Yderligere Rapporter er nu indløbet fra vore Styrker, der opererer i Kattegat. V i har nu ødelagt en tysk Hjælpekrydser, der var armeret med 15 cm’s Kanoner, og 10 bevæbnede Patrouillef artøj er. 64 Fanger er bievne reddede af vore Skibe. Der meldes ingen engelske Tab.
Under den ovenfor omtalte Samtale, som den russiske Forbindelsesofficer havde med First Sea Lord, meddelte sidstnævnte iøvrigt, at Kontreadmiral Keyes havde faaet til Opgave at udarbejde en Operationsplan for et Flaadefremstød ned i Østersøen. Kontreadmiralen var imidlertid ligesom andre før ham kommet til det Resultat, at et saadant Fremstød var umuligt. „Det drejer rig her om et Fremstød“ , udtalte First Sea Lord, „som er meget lig det tgske Fremstød ind i Rigubugten, og ligesom den tyske Flaade maa den britiske Flåede begynde Operationen med Erobringen af di' omliggt ude Øer"), men der er den Forskel mellem disse to Operationer, at for den britiske Flaades vedkommende tilhører Øerne en neutral Magt. Iøvrigt var den tyske Flaades Indtrængen i Rigabugten forbundet med det særlig strategiske Maal, at omgaa den russiske Landfront. Jeg kan dog ikke rigtig forestille mig det som en strategisk Nødvendighed for den britiske Flaade at tiltvinge sig Adgangen til Østersøen."
Et Par Dage efter, den 2. November 1917, imødegik First Lord, Sir E ric Geddes, i Underhuset den i Pressen rettede Kritik af Admiralitetets Mangel paa Aktivitet, i en Tale, hvori det blandt andet hed: „Lad os nu fæste vor Opmærksomhed paa Indgangene til Østersøen, hvor Forholdene er noget nær de samme. Før Tyskerne forsøgte sig paa Operationerne i Riga-Bugten, indsaa de Nødvendigheden a f at bemægtige sig Øerne, der beherskede Indløbene til Bugten.
Øerne, der behersker Indløbene til Østersøen, tilhører en neutral Magt, Danmark. Vilde det ikke være Galskab af den engelske Flaade at forcere igennem til Øster, søen, vidende med Sikkerhed, at Tyskerne viiae besætte og befæste disse Øer i Ryggen paa os? Lad os nu betragte, hvad vi kunde opnaa. Tyskernes Maal et klart nok. Først at beherske Riga-Bugten for derigennem at opnaa Fordelene ved et Landangreb paa Reval og et Fremstød mod Petrograd, dernæst at være i Besiddelse af en Position, der beherskede Indløbet til den finske Bugt. Vort Hovedformaal i Østersøen vilde være at ødelægge den tyske T laade, der tager Del i disse Operationer, for derigennem at yde vore russiske Allierede Assistance. Hvis vi virkelig trængte igennem til Østerspen, vilde vi der finde den tyske Flaade ved vor Ankomst. Den Operation, at trænge igennem til Østersøen, vil tage betydelig Tid, og — sættende til Side for et Øjeblik Spørgsmaalet om Danmarks Neutralitet — saa er der meget udstrakte Minefelter, der skal ryddes. De førende Skibe af den Flaade, der deboucherer fra Store Budt — den eneste mulige Passage — i en nødvendig dyb Formation og paa en smal Front, vil der finde hele den tyske Flaade opmarcheret og koncentrerende sin Ild paa dem. Jeg har ikke fundet nogen ansvarlig Søofficer a f nogen Skole, som under de nuværende Forhold vilde paatage sig Ansvaret for et saadant Foretagende'1).
Jeg vil aldeles ikke tale om saadanne Spørgsmaal, der vedrører Længden af de Kommunikationsmidler, som maa opretholdes, hvis Flaaden opholder sig i Østersøen. Den Kendsgerning, at ethvert Forsyningsskib, der passerer igennem Store Bælt, ikke er mere end 30 Sml. fra Kiel, beviser tilfulde det farlige ved denne Rute, og man kan med Sikkerhed regne, at Passagen kun vil lykkes for meget faa Skibe, med mindre store Styrker bliver detacherede for at beskytte dem. Dette er selvfølgelig vægtige Grunde, som man maa regne med, og jeg mener, jeg har sagt tilstrækkeligt til at vise, hvorfor ansvarlige Søofficerer stiller sig afvisende overfor saadanne Operationer under de for Haanden værende Forhold. Hvis vor Flaade befandt sig i Østersøen, vilde den snart sygne hen, naar dens vigtigste Forbindelseslinier blev afbrudte, saa meget mere som vore russiske Allierede ikke kan forsyne os med Brændsel, Ammunition og Provisioner."
Til First Lords ovenfor anførte Betragtninger over Vanskelighederne for en britisk Fiaadeoffensiv ind i Østersøen, maa formentlig føjes: 1. Farvandets navigatoriske Vanskeligheder — langt større end i Dardanellerne — , i Særdeleshed for Skibe af stort Dybgaaende, fra Sjællands Rev og sydpaa gennem Store Bælt til Nordspidsen af Langeland; 2. Muligheden for at forøge Modstandernes Antal ved at forcere Indgangen til Østersøen (jvfr. iøvrigt First Sea Lords Udtalelser Sp. 325, der utvetydigt udtaler dette); samt endelig med Henblik paa Formaalet med Lord Fishers Østersøoffensiv,
3. Stærke Kystbatterier som paa Flanderns Kyster og en veludrustet og slagfærdig tysk Ilær nedgravet paa Pommerns Sletter, mod hvilket de eventuelt resterende engelske Skibskanoner ikke vilde være af nogensomhelst Nytte for et landsat russisk Armékorps. Det vilde ganske simpelt i heldigste Tilfælde blive arresteret (som Bismarck i sin Tid udtalte om Landsætning af engelske Tropper paa den jydske Halvø).
Benyttede Kilder:
Dardanelles Commission: First report.
— — Final report.
Admiral Viscount Jellicoe: The Grand Fleet 1914— 16.
Admiral of the Fleet, Lord Fisher: Memories.
— - - — - — Records.
Admiral of the Fleet, Lord Wester-Wemyss: The Navy in the Dardanelles eampain.
Kommodore G. von Schoultz: Mit der Grand Fleet im Weltkrieg.
Sir Julian Corbett: Naval Operations.
The Rt. Hon. Winston Churchill: The world crisis.
H. W. Wilson: Battleships in action.
Jane: Fighting ships.
