Log ind

The Longest Day, June 1944. En anmeldelse

#

„The village was silent in the damp June moming. Its naine was La Roche-Guyon .........“ . Således indleder den amerikanske forfatter Cornelius Ryan sin beretning om D-dagen i Normandiet den 6/6 1944. V i er i armégruppe B, feltmarskal E. Rommels hovedkvarter, to dage før den allierede invasion begyndte. Der træffes forberedelse til Rommels orlovsrejse til hjemmet i den lille sydtyske by Heerlingen, og som det måske er bekendt, bedømtes situationen således, at orlovsrejsen blev en realitet. Ligeledes med et billede fra La Roche-Goyon afsluttes bogen. Man er da nået, frem til midnat den 6. juni. Stemningen er trykket i hertugerne af La Rochefoucauld’s slot. Det var ikke lykkedes Rommels eneste disponible panserreserve, 21. panserdivision, at føre et effektivt modangreb igennem det britiske brohoved ud til Sword-kysten og Oberkommando der Wehrmacht (OKW ), først og fremmest Jodl, havde in d til kl. ca. 16 den 6. nægtet feltmarskal von Rundstedt, Oberbefehlshaber West (OBW ) dispositionsret over 12. SS-panserdivision og Panzer-Lehr-divisionen. Rettidig indsættelse af de to divisioner var skæbnesvangert forpasset. Efter en anstrengende bilm arch fra Heerlingen tværs igennem Frankrig til hovedkvarteret 50 km vest for Paris og efter stabschefens briefing om situationen er i alle tilfælde Rommels adjudant, kaptajn Lang, blevet træt.

Skærmbillede 2020-06-11 kl. 11.51.58.png

You look tired“ , Rommel said. „W hy don’t you go to bed? It’s been a long day“ . He turned away and Lang watched him walk down the corridor to his office. The door closed softly behind him. — Outside, nothing stirred in the two great cobbled courtyards. La Roche-Guyon was silent.“ Der er næppe tvivl om, at Lang på dette tidspunkt erindrede Rommels bemærkning fra en inspektionsrejse i „Atlantvolden“ nogle måneder forinden: „Believe me, Lang, the first twenty-four hours of the invasion w ill be decisive ... the fate of Germany depends on the outcome. For the Allies as well as Germany, it w ill be the longest day“ . Hvad bog er det da, man har læst? Som det måske allerede fremgår af den lille introduktion er „The Longest Day“ hverken en historisk eller en taktisk/strategisk lærebog. Den er en dramatiseret beretning om — og delvis fortalt af — de personer, som var med på skuepladsen den 6. juni, dygtigt stykket sammen af en erfaren krigskorrespondent, men måske dog lid t vel „amerikansk“ . Det har været et overordentligt arbejde at indsamle materialet til denne beretning. Forfatteren har gennemgået såvel udgivet amerikansk, britisk og tysk litteratur om emnet som dagbøger, specialdokumenter og rapportbøger fra mange af de personer og enheder, som deltog i invasionen. Hans hovedkilde forbliver dog de overlevendes egne beretninger. Over 700 veteraner (amerikanere, canadiere, englændere, tyskere og franskmænd) udvalgt blandt 3.000 er personligt blevet interviewet efter først at have afgivet beretning på udsendte spørgeskemaer. Hvorledes er nu dette materiale ordnet? Skelettet er enkelt. Beretninger er delt op i tre tidsmæssige hovedafsnit: „The W ait“ , dagene 4/6 og 5/6, „The Night“ og „The Day“ . Hvert afsnit er igen opdelt i kapitler, i hvilke forfatteren lader en række personer fra feltmarskaller til menige og civile indirekte præsentere det enkelte tidsafsnits begivenheder. Begivenhederne er set såvel med allierede som tyske øjne, og frem gennem de tre hovedafsnit træffer man ofte en fra tidligere afsnit kendt person, men nu i en ny situation. Forfatteren sammenkæder enkeltbegivenhederne og formår at give læseren et ikke rin ­ ge helhedsindtryk af situationens udvikling på såvel allieret som tysk side. Helhedsindtrykket støttes endvidere af fem situationskort aftrykt forrest og bagest i bogen.

Spørgsmålet om, hvem beretningen egentlig er skrevet for, kan lettest besvares ved at henvise til bogens dedikation: „Fo r all the men of D-day“ — men den har også værdi for andre. Den taktisk interesserede kan ganske vist ikke bruge bogen som grundkilde, fordi der savnes eksakte oplysninger, først og fremmest om de opgaver, som var pålagt enhederne, om enhedernes placering i tid og rum (ansvarsområder, reservers placering m. v.) og den planlagte løsning af opgaverne. Meget kan dog udledes af beretningen, men blot to kort mere i bogen kommenteret med få bemærkninger om disse forhold ville have været af overordentlig værdi. Besidder man im idlertid forlods et blot nødtørftigt skema over allieredes operationsplaner og mål og tyske styrkers deployering i landgangsområdet, formår beretningerne i bogen overmåde at levendegøre et sådant skema. Ikke mindst giver de fra tysk side beskrevne hændelsesforløb læseren et udmærket indtryk af det grundlag, hvorpå tysk føring måtte handle, vel nok fordi situationsbillederne fortrinsvis er hentet fra tyske stabe. Sideløbende med tegningen af det allierede situationsbillede indføres man i beretningens første afsnit i de tyske hindringsforberedelser og i efterretningsarbejdet. F. eks. nåede armégruppe B’s tyngde-armé (15. armé) i Pas de Calais området at dechiffrere meddelelsen om, at invasionen ville blive sat ind inden 24 timer. Man får et godt indtryk af det. pres, som lig ­ ger på de tyske chefer i ventetiden, og det lykkes også forfatteren at give et nogenlunde indtryk af den beredskabstilstand, i hvilken de tyske enheder og stabe mødte invasionen.

I andet afsnit „The Night“ følger man ved 84. korps, i hvis ansvarssektor angrebene blev sat ind, og ved de foresatte myndigheder: 7. armé, armégruppe B og OB West behandlingen af de usikre meldinger om luftlandsætningeme af 6. britiske luftbårne division nordøst for Caen og 101. og 82. amerikanske luftbårne division på Clierbourghalvøen. 7. armés stabschef, general Pemsel, var overbevist om, at en hovedinvasion var forestående mellem Vireflodens og Orne flodens mundinger. De overordnede kommandomyndigheder var mere tilbageholdende i deres bedømmelse. Omkring kl.. 5 morgen den 6/6 sendte OB West (von Rundstedt-) dog følgende signal til O K W : (bogens sprog) „O B W EST is fully aware that if this is actually a large-scale enemy operation can only be met successfully if immediate actions is taken. This involves the commitment on this day of the available strategic reserves...... these are the 12th S. S. and Panzer-Lehr-divisions. I f they assemble quickly and get an early start they can enter the battle on the coast during the day. Under the circumstances OB West therefore requests OKW to release die reserves ...... Svaret blev negativt. De indtryk, som landgangen giver forsvareren, lader forfatteren særdeles levende beskrive i slutningen af beretningens andet og i dens tredie afsnit fra bl. a. major Pluskat’s fremskudte observationsbunker ud for Omaha landgangskysten. Majoren var chef for 352. feltinfanteridivisions fire artilleribalterier. Hans enhed kom til at påføre amerikanerne svære tab.

Også fra de „stationære“ divisioner, 716 og 709, indsat henholdsvis øst og vest for 352. division berettes om selve landgangen, og de virkninger, som de indberettede indtryk får, følger man atter frem gennem kommandovejen fra 84. korps over 7. armé, armégruppe B, OB West til O KW i Berchtesgaten. Men forfatteren beskæftiger sig også med tyske meniges indtryk, med de sparsomme tyske flåde og flyoperationer på invasionsdagen og årsagerne hertil, og alt er tegnet i små situationsbilleder. Her skal fremdrages et enkelt af disse „billeder“ , typisk for bogens dramatiserede beretningsform og i nogen grad også typisk for den form, hvorunder forsvarernes situation præsenteres for læserne. V i er nord for Caen over for det britiske brohoved. 21. panserdivisions kampvognsregiment, hvis chef er oberst Bronikowski, er langt om længe klar til modangreb. General Marcks, chef for 84. korps, er personligt taget ud til området for at få sat fart i modangrebet. „North of Caen, Bronikowski gave- the order to attack. He sent thirty-five tanks, under the command of Captain W ilhelm von Gottberg, ahead to take the heights at Périers four miles from the coast. Bronikowski him self would try for the ridge at Biéville two miles away with another twenty-five tanks. General Edgar Feuchtinger, commander of the 21st Panzerdivision and general Marcks, the 84th Corps commander, had come to see the attack go in. Marcks came over to Bronikowski. He said: „Oppeln, the future of Germany may very well rest on your shoulders. I f you don’t push the B ritish back into the sea, we’ve lost the war.“ Bronikowski saluted and replied, „General, I intend to do my best“ . As they moved up, the tanks fanning out across the fields, B ronikowski was halted by M ajor General W ilhelm Richter, commander of the 716th Division. Bronikowski saw that Richter „was almost demented with grief.“ Tears came to his eyes as he told Bronikowski, „M y troops are lost. M y whole division is finished.“ Bronikowski asked, „W hat can I do, sir?“ We’ll help as best we can.“ He got out his map and showed it to Richter. „Where are their positions, sir? W ill you point them out?“ Richter just shook his head. „1 don’t know“ , he said, „1 don’t know“ .

Set ud fra et taktisk synspunkt sammenkædes de beskrevne allierede indtryk ikke helt så godt som de tyske. Det er vanskeligt at få rigtigt tag i operationernes udførelse og målsætning i helhed. Det skyldes vel nok først og fremmest, at forfatteren lader et meget større persongalleri af allierede deltage i beskrivelsen, og det er geleddets folk mere, end det er stabenes, som tegner bogens enkelte tidsafsnit. De hovedindtryk, som beskrivelserne efterlader, er im idlertid ingenlunde betydningsløse. Stærkest står det næsten alt for levende indtryk af, at teori og virkelighed ikke altid følges så godt ad.

General Taylor, dengang chef for 101. luftbårne division, havde næppe tænkt sig, at han med sin stab nogenlunde samlet efter det natlige drop i lang tid måtte nøjes med at føre kommando over en gruppe som eneste styrke under kontrol, og at han ved daggry blot havde nogenlunde hold på ca. 1.100 mand ud af en styrke på ca. 6.600. 80 km derfra i de britiske lu ftbårne troppers brohoved kæmpede oberstløjtnant Otway for at få samling på sin bataljon, således at hans detaillerede plan for nedkæmpelse af det 200 mand stærke tyske kystbatteri ved M ervillle kunne sættes i værk. Angrebsplanen var koordineret med et kraftigt luftangreb på batteriet og dernæst med en overraskende glider-landsætning i selve batteriområdet samtidigt med bataljonens stormangreb. Luftangrebet ramte ikke målet. Bataljonens tunge våben, flammekastere, minestrygere, stormstiger m. v. blev glider-landsat galt og nåede ikke bataljonen. A f bataljonens 700 mand havde Otway kun fået kontrol over 150 udrustet med håndvåben, men bl. a. ikke med den morter, som skulle give det aftalte signal til gliderne om, at man var rede til siorm. Gliderne kom, men gik ikke ned på batteriet, da det aftalte signal udeblev. Otway angreb alligevel. Batteriet faldt; bataljonen talte da kun 70 mand. A t gliderne crash-landede i en skov med store tab tilfølge, at batteriets kanoner kim havde halvt det kaliber, som man regnede med og frygtede, og at tyskerne dagen efter igen sad på batteriet, gør ikke beretningen lysere. E t andet af de efterladte hovedindtryk er, at amfibieoperationen og den luftbårne operation stiller ekstraordinære fysiske og åndelige krav til kombattanterne. Således må faldskærmssoldaten først igennem lufttransporten, så springet, landingen, ensomhedsfølelsen efter landingen og kampen mod indbildte som reelle fjender på vej frem mod samlingsstedet, førend han kan komme igang med at løse den kampopgave, som er pålagt hans enhed. Ikke meget anderledes stiller det sig for soldaten, som skal ind over kysten. Den egentlige opgave står først for løsning, når han har reddet sig ind i dækning på strandbredden. A t komme videre herfra kræver dels et overskud af træning, som det må være overordentligt vanskeligt at opnå, dels i rette øjeblik tilstedeværelse af en stærk føringsvilje og et godt personligt eksempel. På Omahakysten blev det 29. divisions næstkommanderende, general Cota personligt, som måtte vise eksemplet ved — i den kraftige fjendtlige ild roligt at vandre op og ned af stranden og drive folk fremad. Mange andre før og efter ham gjorde det samme. Beretningen lader im idlertid også det indtryk stå tilbage, at humoren ikke ganske går tabt, omend den nok kan blive en kende barok. E t par eksempler: Sergent Gardner fra 47. Royal Marine Commandos var med sin gruppe hoppet i vandet fra landgangsfartøjet ca. 50 meter fra kysten (Gold-Beach). De måtte svømme og vade ind under kraftig maskingeværild. Gardner hørte da bemærkningen: „Perhaps we’re in ­ truding, this seems to be a private beach“ .

Menig Wilkes og Gray fra 6. luftbårne — havde natten og formiddagen igennem deltaget i kampene for at holde Caen-Canal-broen og således sikre Sword-brohovedets åbne vestlige flanke. Man ventede snart at få forstærkning fra styrkerne landsat over kysten. Kl. var noget over 12 middag, da W ilkes pludselig udbrød „Jeg synes, at jeg kan høre sækkepiber“ . Down the road came Lord Lovat’s commandos (1. Special Service Brigade commandos), cocky in their green berets. (De nægtede at bære hjelme). B ill M illin marched at the head of the column, his p ipes blaring out „Blue Bonnets over the Border“ . (Det samme gjorde han, da de vadede i land 7 timer før på Sword-kysten). On both sides firing suddenly ceased, as soldiers gazed at the spectacle. But the shock did’nt last long. As the commandos headed across the bridges the Germans began firing again. B ill M illin remembers that he was „just trusting to luck that I did not get hit, as I could not hear very much for the drone of the pipes“ ,, Halfway across, M illin turned around to look at Lord Lovat. „H e was striding along as if he was out for a walk round his estate“ . M illin recalls, „and he gave me the signal to carry on“ . Disregarding the heavy German fire, the paratroopers rushed out to greet the commandos. Lovat apologized „for being a few minutes late“ .

Han havde lovet at være der „at noon, sharp“ . Men humoren kan ikke følge med overalt. Kampånden er dog bevaret, ikke alene hos faldskærmssoldaten, der så sin kammerat lande midt i en brændende bygning, ikke alene hos oberstløjtnant Rudders, der med sin Ranger-bataljon måtte kæmpe en hård kamp for at nå op på k lip ­ perne ved Point du Hoc og med 90 mand i behold ud af 225 opdage, at det kanonbatteri, som skulle gøres tavst, ikke var der; men også hos den franske modstandskvinde, der i fængslet i Caen var klar over, at invasionen var igang, og også fornemmede en uhyggelig aktivitet i fængslet. Gestapoerne skød i desperation alle fængslets mandlige fanger, deriblandt hendes mand. Cornelius Ryan har fået meget med i sin beretning om den lange dag. Situationer kunne have stået skarpere, havde han begrænset sine personers antal en kende. T il gengæld burde beretningen have været udvidet med blot få kortfattede, direkte bemærkninger om såvel angribernes som forsvarernes påtænkte taktiske operationer suppleret, med et allieret og et tysk „operationskort“ . „The longest day“ er hverken et psykologisk eller et taktisk studie. Det er en beretning, der er skrevet for dem, der var med den 6/6 1944 og for at mindes, hvad mennesker har måttet igennem for at nedkæmpe et diktatur. Den kan have værdi for den psykologisk interesserede, og den puster et sådant liv i den taktisk interesseredes manøvrebrikker, at man er mere end rede til at lægge en sommerferierute over Normandiet for ved selvsyn at opleve Seinebugtens kystegne.

P. K. Borrits