Efter en ret vanskelig Adgangseksamen og 3—4 Aars intensivt Slid med en indgaaende saavel teoretisk som praktisk Training i Pædagogik betros den unge Skolelærer den Opgave at undervise Folkeskolens Smaabørn i A. B. C. Efter at have dokumenteret, at han ikke helt har glemt at læse, skrive og regne, sendes den raske unge Soldat paa Korporalskole i 6 Maaneder, hvorefter han skønnes egnet til at løse den foreløbige Opgave at være Hjælpelærer ved en Rekrutskole og den endelige Opgave at være Fører for Mænd i Krig. Dette er Vilkaarene.
»Foreløbigt Program for Fodfolkets Korporalskoler 1938« Punkt 16 nævner Undervisningens Formaal, der er »at give Eleverne den militære Viden og praktiske Udvikling, som er nødvendig for, at de kan gøre Fyldest som Gruppeførere og Hjælpelærere og forrette den Tjeneste, som iøvrigt paahviler Korporaler i den indre Tjeneste. Den praktiske Uddannelse er Hovedsagen. Der skal lægges megen Vægt paa, at Eleverne uddannes som Befalingsmænd.«
Dette maa siges at være et stort Maal paa 6 Maaneder. At det overhovedet kan naas, er en af de mange Fiktioner i Hærloven af 1937, der jo blandt andet ogsaa fastslaar, at 12 Procent af en Rekrutstyrke er egnede til at blive Befalingsmænd.
For et stort Antal unge Mænd er denne Fiktion imidlertid en saare uretfærdig Realitet, der mod deres Vilje paalægger dem en Byrde og en Tjenestepligt, som de ikke evner at opfylde paa en for Hæren og dem selv tilfredsstillende Maade. Et stort Kontingent af det Elevmateriale, der tilgaar en Korporalskole, maa karakteriseres som brave og paalidelige unge Mænd uden større Begavelse og absolut uden Interesse for eller Forstaaelse af Lærer- og Førervirksomhed. Indenfor deres smaa Evners Rækkevidde gør de, hvad de kan, men de er blottede for Initiativ og aldeles uegnede til at føre Kommando. I sin Bog om »Idræt og Karakterdannelse« nævner Kaptajn Otto Olsen Kravene til Idrætsmandens Karakteregenskaber:
Nøjagtig de samme Karakteregenskaber kræves af den unge Befalingsmand, men de naturlige Anlæg maa være til Stede. De kan ikke nyskabes af Skolen. Takket være Rekrutskolens stærke Specialisering maa en stor Del af Korporalskolens Undervisningstid anvendes til at meddele Eleverne det Stof, som de ikke har lært ved Underafdelingerne. Geværgrenaderen skal have Uddannelse i Rekylgeværet, Maskingeværskytten i Hestetjeneste o. s. v. Dette i Forbindelse med den uforholdsmæssige Tid, der gaar med at undervise Eleverne i det, som de burde have lært i Folkeskolen: Dansk, Skrivning og Regning, gør, at der maa terpes »Stof« i de knap tilmaalte Timer i Felttjeneste, Feltarbejder, Vaabenlære og Tjenesteforhold, medens et af de vigtigste Fag, Militær Pædagogik, er sørgeligt forsømt. Man lærer med andre Ord Korporalseleven, hvordan man graver et Skyttehul, men ikke, hvordan man faar sine Folk til at blive i det.
Uddannelsesprogrammet paalægger ganske vist Chefen at holde Foredrag om Pædagogik, men dette maa langtfra siges at være tilstrækkeligt, thi paa Korpor alskab sf øreren, Hjælpelæreren, Vagtkommandøren og Gruppeføreren hviler en overordentlig stor Del af Mandskabets Uddannelse og moralske Opdragelse samt Føringen indenfor det største Omraade, der i Ildkampen kan beherskes af een Fører, nemlig Gruppens. Disciplin er et gensidigt Tillidsforhold mellem Foresatte og Undergivne, der beror paa, at den Undergivne stoler paa, at den Foresatte til enhver Tid befaler det rigtige, og at den Foresatte ved, at hans Ordrer under alle Forhold udføres nøjagtigt og hensynsløst, men hvorledes dette Titids for hold skabes læres ikke ved Foredrag. Al moralsk Støtte fra Chef, Næstkommanderende og Delingsførere hjælper ikke Underkorporalen, naar han som Korporalskabsfører, Vagtkommandør, Patrouillefører og Gruppefører staar alene overfor Mandskabet og alene med Ansvaret, og her er det — viser Erfaringen — at Disciplinen først slaar Revner, og Spiren dannes til senere »Sager«. Hertil kan maaske bemærkes, at Korporalskolens Lærere — i Særdeleshed Læreren i Tjenesteforhold — yder deres Del af Undervisningen i Pædagogik, dette er rigtigt, men der maa mere til. »Lærebog for Fodfolkets Korporalskoler« (Hærordning, Tjenesteforhold og Vagttjeneste) er en ypperlig Bog og ikke uden menneskelig Forstaaelse (Side 74: En almindelig fredelig Beruselse giver saaledes ikke Grundlag for en Anholdelse). Som Følge af den Stofbegrænsning, der nødvendiggøres af en utilstrækkelig Uddannelsestid, sker der imidlertid alvorlige Indhug i Lærestoffet, saaledes at vitale Omraader kun gøres til Genstand for Gennemgang, men ikke er Eksamensstof. Der kan saaledes nævnes: Hele »Vagttjenesten«, »Befalingmandens personlige Optræden«, »Særlige Forhold«, der omhandler Deltagelse i politiske Optog og Møder, Gaver og Laan fra Undergivne, Mellemmand for Handlende«, endvidere »Befalingsmandens Ret til at foretage Handlinger i Nødværge« og »Forhold under de daglige Øvelser« (et Uddrag blandt andet af Manøvrereglementets Markskadebestemmelser). Med andre Ord: De Omraader, hvor Friktion hyppigst opstaar. Militær Pædagogik synes alt i alt ikke at være et Emne, der her hjemme har fristet mange Forfattere og da slet ikke i en Form, der anskueliggør Stoffet for Elever paa Korporalskolens Niveau. Oberstløjtnant Hansgaards Bog er beregnet for Chef og Næstkommanderende ved en Underafdeling og er desuden knyttet til en ikke mere anvendt Lærebog for Hærens menige. Oberstløjtnant Bangs Bog, der er anvendt ved Gymnastikskolen, maa dels for store Afsnits Vedkommende betegnes som forældet og er dels henvendt til ældre Befalingsmænd. Kaptajn Otto Olsens Bog »Idræt og Karakterdannelse« burde være obligatorisk Lærebog paa Korporalskolerne, men som militært Supplement have en for Korporalselever tillempet og med talrige praktiske Eksempler forsynet Udgave af den paa Officersskolen anvendte Lærebog i militær Pædagogik.
Det er jo et stort psykisk Krav til den unge Underkorporal at gøre ham til Foresat og Lærer for Mandskab, som han socialt og dannelsesmæssigt er i Niveau med, og som han ofte mentalt føler sig mere knyttet til end til Kompagniets øvrige Befalingsmænd af de Grader, han netop har haft til Lærere paa Korporalskolen. Skolen kan her yde meget for at lægge Grunden til en reel Standsfølelse ved nøje at pointere overfor Eleven, hvilke betydningsfulde Opgaver han har •— og hvilke han ikke har. Som alt Menneskemateriale er Underkorporaler uhyre forskelligartede, men groft taget vil man som Regel kunne dele de utilfredsstillende i 3 Hovedtyper:
1. Den altfor tjenstivrige.
2. Den amoralske.
3. Den initiativforladte.
ad 1. Den altfor tjenstivrige. Denne Mand er som oftest en kvik og rask Soldat, der ligefrem kaster sig ud i Arbejdet med en glødende Tro paa sig selv og sin Virksomhed. Men hyppigt skuffes han. Han ser, hvor smaa — i hans Øjne — Opgaver, der betros ham, og han forbløffes over den for ham fuldstændig urimelig Forskel, der er imellem, hvad der blev krævet af ham paa Skolen i Retning af Nøjagtighed, og den Overbærenhed, der — efter hans Opfattelse — vises Mandskabet. Han føler sig svigtet af sine Foresatte, naar han i oprigtig Harme indmelder en Mand, der efter hans unuancerede Begreber har gjort siig skyldig i en Dødssynd. »Det er rigtignok ikke, som han er vant til«. Ubevidst føler han enhver umilitær Bemærkning og Handling, der i Virkeligheden skyldes Mandskabets Uvidenhed, som en grov Krænkelse af Tjenestens og sin personlige Ære. Dette lokker ham let ud i Situationer, hvor han maa blive den lille —- ofte til ubodelig Skade for Disciplinen som Helhed og for hans senere Position overfor Mandskabet. Ofte har han tillige forset sig paa, hvad man har lært ham paa Skolen, med Hensyn til, at det i Nodsfald er ham tilladt at ændre en given Befaling. Altfor ofte finder han en saadan Situation, brænder Fingrene og føler sig igen svigtet. Det er heller ikke altid de bedste og mest korrekte Træk hos sine vekslende Foresatte, som han beundrende har annekteret og nu kritikløst kopierer med de uheldigste Følger, hvilket atter lader ham aldeles uforstaaende overfor, hvor »kedeligt« det er blevet altsammen »siden hans Tid«. Han er bange for blot et eneste Øjeblik at tale »civilt« med en Rekrut for ikke at miste sin Værdighed, og han forstaar ikke Næstkommanderendes stadige Opfordringer til ikke blot at rette, men ogsaa at rose. Han synes nemlig ikke, at der er nogetsomhelst at rose ved Rekrutternes elendige Præstationer. Han fatter ikke, at Retfærdighed langtfra er at behandle alle ens. Hans Forhold til Mandskabet bliver daarligt og Disciplinen slet. Under en systematisk militærpædagogisk Training vilde han have naaet et for baade Tjenesten og ham selv fuldtud tilfredsstillende Resultat. Hæren vilde have været godt tjent med ham. Dygtigheden, Raskheden, Interessen og den gode Vilje vilde have faaet sin rimelige Belønning. ad 2. Den amoralske. Denne Mand er langtfra identisk med den »tvungne Korporalselev«. Den »tvungne« er tværtimod hyppigt den Mand, som det civile Liv har stærkt Bud efter, og han bliver oftest ogsaa en god Underkorporal. Nej, den amoralske er i Reglen den slappe, ufaglærte mere eller mindre subsidiensløse Mand, der har Valget mellem Korporalskolen og Socialkontoret. Disse Underkorporaler forstaar straks at finde Afløb for deres sletteste Instinkter og betragter Tjenesten ved Underafdelingen som en velfortjent Ferie ovenpaa Korporalskolens Anstrengelser. Denne Type falder i 2 Hovedgrupper. I den ene Gruppe finder man den brutale, der til Stadighed maa overvaages, for at han ikke skal finde paa private Disciplinarmidler. Den anden Gruppe er de desværre ikke ukendte Underkorporaler, der er Dus med Mandskabet, gaar paa Kro med deres Undergivne, laaner Penge af dem o. s. v. Fællestræk for hele Typen er den slette Tone, naar de ikke føler sig iagttaget. De betragter det som en af deres fornemste Opgaver at »ordne« pligtopfyldende Kammerater og præger Tonen i »Messe C« med deres evige Debat om: 1. Hvor stærk jeg er. 2. Hvor fuld jeg var i Gaar. 3. Hvormange Kvinder jeg har besejret, og 4. Hvor dumme mine Foresatte er. Hele deres Færd nedbryder Respekten hos Mandskabet overfor selve Befalingsmandsbegrebet. Tjenesten forsømmer de jævnt med )de traditionelle Forseelser som at kalde for sent op, forlade Vagten, stjæle Frugt, ryge under Øvelser o. s. v. ad 3. Den initiativforladte. Denne Type, der er den mest omfattende af de utilfredsstillende Underkorporaler, er samtidig den sørgeligste. Disse ofte brave; Mænd, der blot ikke ejer Gnist af Førerevner, har ivrigt og interesseret gjort deres Pligt i Rekruttiden, de har været paa Korporalskole, men de — saavel som deres Foresatte — ved kun altfor godt, at deres Evner er minimale. Mandskabet er ikke længe om at opdage dem, og Spillet er gaaende. Korporalskolen har nemlig været ligesaa magtesløs som Underafdelingen. Hvis disse Elever havde været opsætsige, uvillige og dovne, saa var Vejen let bort fra Skolen, men det er denne Type jo ikke. Tværtimod søger de samvittighedsfuldt at løse Opgaven, men maa give op. Hvor stor en Del af Eleverne der burde afgaa, kan diskuteres, men ringe blev den ikke, og Skolen vilde ikke præstere det ønskede Antal Underkorporaler. Overfor dette indvender mange, at der jo ogsaa er Opgaver for mindre kvikke Folk, men det er saa forkert som noget. En Kæde er ikke stærkere end sit svageste Led, og gaar der først Brud paa Befalingsmandsbegrebet i Mandskabets Øjne, er ubodelig Skade sket. Underkorporaler af denne Type ses altfor ofte anvendt i Kostforplejningen, hvor man netop har Brug for den dygtigste Underkorporal; men ham kan man ikke undvære i Geleddet. Endelig kommer, at den militære Straffelov heller ikke yder Underkorporalen den bedste Retsbeskyttelse. I sin Note til Lovens kommenterede Udgave nævner Generalauditøren ved § 47 (Respekstridighedsparagraffen), at der ved Udmaalingen er et vigtig Hensyn at tage nemlig Gradsforskellen. Det er billigere — men til Gengæld hyppigere — at være fræk overfor en Underkorporal end overfor Kompagnichefen. Hvorfor dog det? Der burde være en fast tilpas høj Minimumsstraf for at være respektstridig overfor enhver Befalingsmand. Stor Gradsforskel kunde saa være skærpende.*)
*) D et tu rd e m aaske heller ikke væ re urim elig t, om m an herhjem m e vilde give M eldinger f r a H æ rens B efalingsm æ nd sam m e R e ts k ra ft som f. E ks. en C. B. B etjents. H vis C. B. B etjen ten siger, a t C yklelygten v a r slukket, saa rar den slu k k et; m en hvis en B efalingsm and siger, a t en Soldat h a r væ ret resp ek tstrid ig , saa sp ø rg er Dom m eren e fte r V idner.
Indenfor Lovens Rammer vilde følgende Ændringer betyde en væsentlig Forbedring af Underkorporalens Tjenestestilling og Uddannelse.
1. Adgang for Korporalskolen til i større Omfang at hjemsende uegnede Elever af ovennævnte Type 3.
2. Systematisk Training paa Korporalskolen i militær Pædagogik. Aarskarakteren indgaar som et væsentligt Led i Anlægskarakteren.
3. Et begrænset Antal Timer pr. Uge har Korporalseleverne i et forud gennemterpet, stærkt begrænset Stof Rekrutter fra Underafdelinger i samme Garnison som Øvelsesapparat nøje overvaagede og vejledede af Skolens Lærere.
4. Skærpet Retsbeskyttelse af Underkorporaler.
Trods Manglen paa Befalingsmænd vil Tjenesten være bedre varetaget uden Underkorporaler af nævnte Typer. For »The speed of a fleet is that of it’s slowest ship«.
Mogens Hjorth.
