Det har gennem mange generationer været en grundsætning, at studiet af krigshistorie er en vigtig del af officerens uddannelse, og at det navnlig bør fortsættes i form af selvstudium efter grundskolernes afslutning, altså som en del af den aldrig standsende, fortsatte uddannelse, som det påhviler officeren at skaffe sig. Det kan derimod ikke siges, at det har været let for de enkelte officerer at finde ud af, hvorledes det krigshistoriske studium på egen hånd bor gribes an, og dette er vel en del af grunden til, at officerer såvel hos os som i andre lande kun sjældent erhverver sig, hvad man måske tør kalde for en solid krigshistorisk viden. Forholdet er blevet mere udtalt i de senere år, hvilket også skyldes den store arbejdsbelastning, som har hvilet på officererne, i forbindelse med de vanskelige forhold under stadigt garnisonsskifte, fraværelse fra hjemmet o. s. v. Når forholdene har medfort, at underafdelingschefen må være tilstede ved øvelserne dagen igennem og foruden selve geledtjenesten skal varetage den stærkt forøgede administration, er det ikke mærkeligt, at den yngre del af officerskorpset kun kan afse en meget begrænset del af den resterende tid til krigshistoriske studier, så meget mere som den hastige udvikling i bevæbning m. m., der manifesterer sig i nye reglementer og bestemmelser, også kræver læsearbejde uden for den egentlige tjenestetid. Dertil kan så endelig føjes, at den krigshistoriske litteratur dag for dag svulmer i den grad op, at det kan være svært at se, hvor man skal begynde, og hvor man skal ende. I det følgende skal der forsøges på at konstatere, hvilken brug den moderne officer har for det krigshistoriske studium, og at give en anvisning på, hvorledes man bedst tilegner sig den i så henseende fornødne viden.
Man må forst og fremmest gøre sig klart, at krigshistorisk studium kan drives med forskellige hensigter. For det første kan der være tale om at studere krigshistorien som et led i den almindelige historie, der tilsigter klarlæggelsen af de store sammenhænge i staters og folkeslags udvikling. F.t sådant studium er i sin rene form så omfattende, at det kun kommer i betragtning for specialister inden for selve den historiske videnskab. For det andet kan krigshistorien dyrkes som humanistisk hobby, d. v. s. for den æstetiske tilfredsstillelses skyld, som opnås ved en almindelig kundskabsforøgelse på de historiske områder. Og for det tredie kan det krigshistoriske studium drives med det udtrykkelige formål at øge den studerendes forudsætninger for at løse de militære opgaver, som hans nuværende og eventuelle fremtidige stilling vil komme til at pålægge ham, først og fremmest under krigsforhold.
Det humanistiske studium: krigshistorien som hobby, står åbent for enhver, omend på vidt forskellige planer. En bogligt dannet civilist vil kunne have udbytte af at læse både Clausewitz, Moltke og Foch, medens andre vil finde større glæde i populære fremstillinger af enkelte felttog. Det tor formentlig hævdes, at en vis, almen krigshistorisk viden er en naturlig bestanddel af i hvert fald den faste officers dannelse. Dette gælder både kendskabet til de store linier i verdens-krigshistorien og til eget lands militære historie. Men et studium af denne art — som man måske rettere kan betegne som en orientering — giver næppe nogen ballast, der vil være officeren til direkte nytte i det daglige arbejde, endsige under krig. Vi vil derfor rette opmærksomheden mod den form for krigshistorisk beskæftigelse, der direkte tager sigte på at forbedre officerens faglige dygtighed. Man kommer da straks til spørgsmålet: på hvilke områder kan det krigshistoriske studium i snævrere forstand være til hjælp for officeren?
Det har ofte været en udbredt anskuelse, at man gennem krigshistorien lærte, hvorledes man med geniale manøvrer, med krigslist og andre tricks bedst kunne bringe fjenden til fald. I „Maximes de Guerre“ skriver Napoleon jo: „Man bør studere Alexanders, Cæsars, Gustav Adolfs, Turennes, prins Eugens og Frederik den Stores felttog atter og atter. Det er det eneste middel til at blive cn stor feltherre og at fatte krigskunstens hemmeligheder“ (understregningen af undertegnede). Men denne sætning bør læses rum grano salis. Thi kan man end rent geometrisk finde lighedspunkter mellem føringen på det højeste, politisk-stralegiske plan og føringen af større og mindre operative eller taktiske enheder, er der dog en inderlig forskel. Man behøver ikke at have læst mange sider Clausewitz, før man bliver klar over, i hvilken umådelig grad politiken, den ydre som den indre, ustandselig vandrer ved den øverste hærførers side, hvorledes den højeste militære føring ustandselig må tage politiske hensyn, der ofte ganske kan ændre karakteren af den rene militære beslutning. Nu er det måske ikke længere så moderne at læse Clausewitz; men selv en flvgtig orientering i den sidste storkrig byder her rigeligt med lærestof. Lad os blot nævne nogle eksempler i flæng: vanskelighederne ved koordineringen af den allierede indsats i Østen og Chiang kai-Sheks militære midler; hele felttoget i Nordafrika, fra dets planlæggelse og til dets fortsættelse i krigen op gennem den italienske halvø; det russiske pres på de vestallieredes statsledelser for at gennemtvinge invasionen så tidligt som muligt; indsatsen og tilbagetrækningen af britiske imperietropper, specielt australske, i Nordafrika og Singapore: sidste fase af invasionen i Vesteuropa, hvor valget stod mellem at gå til Berlin eller at gå mod nord, og så fremdeles. Studiet af disse felttog, og i det bele taget studiet af felttog i det højeste foringsplan, er nok uundværligt for den „store feltherre“, og man kan derfor også med nogen ret sige, at det er et studium, som bor drives af de officerer, der skal være den overste forings rådgivere, d. v. s. generalstabsofficererne. Men det er el studium, som må lægge hovedvægten på det strategisk-politiske i det højeste plan og på det rent menneskelige: det sjadelige pres på de højeste førere. Bernhardi har med rette i et af sine krigshistoriske arbejder skrevet, at „jo længere man går tilbage i tiden, des højere må det standpunkt være, hvorfra man tager stilling til begivenhederne“.
Med den voldsomme udvikling, der har præget de senere års krigstekniske udvikling, kan denne sætning sikkert uddybes eller forstærkes derhen, at beskæftigelsen med de lavere foringsplaner i andre felttog end de allernyeste bør ske med storste varsomhed. Og det bliver da et spørgsmål, om den moderne officer overhovedet vil få tid til at foretage et taktisk-operativt studium af ældre felttog. Man må sikkert have lov til at spørge, hvilken direkte værdi der kan hentes ved granskning af selv Napoleons mesterstykker som f. eks. Austerlitz, af Sedan eller Worth o. s. v. Skal man uddrage en lære eller øve en kritik af forerbeslutningerne i sådanne slag, må man jo ganske sætte sig i de handlendes sted og gøre sig fuldt fortrolig med de midler, de havde til deres rådighed, og den situation, de befandt sig i. Man må have levet sig ind i datidens våbenvirkning, troppernes marchevne og hele kondition i det pågældende slag, taktikken, det rådige kortmateriale, hensyn til eventuelle fæstninger o. s. v. o. s. v. Og hvad ved man så om hele den moralske indstilling i hærene og hos deres forere? Om soldaternes begejstring eller mangel herpå, om de politiske krigsmåls indvirkning på massesjælen? Det er i sandhed vanskeligt at uddrage la're af fortidens slag, omend mindre vanskeligt at lære af de samlede felttog, deres politiske forberedelse og gennemførelse og af feltherrens samarbejde med sine undergivne, ikke mindst i det vanskelige tilfælde, at disse er af allierede hære.
I tilknytning til det her anførte vil det være naturligt at gøre opmærksom på et andet forhold, som har relation til alt krigshistorisk studium, nemlig dette, at man må være sa-rdeles varsom med at slutte, at dispositionerne hos den vindende part var rigtige,
netop fordi den vandt. Fra mange slag krigshistorien igennem vil man huske, hvordan et falsk rygte eller en anden af fjendens dispositioner ganske uafhængig faktor har gjort udslaget.
Og så må jo krigshistorie, ligesom historie i det hele taget, læses med vågen kritik. De officielle fremstillinger vil ofte i kraft af de talrige detailler have interesse (der tænkes her, som ovenfor antydet, ikke på den ældre, men på den nyeste krigshistorie), men hvor sandfærdige er de? Ved udarbejdelsen af et officielt krigshistorisk værk er der talrige hensvn at tage ud over hensynet til sandheden. Man kan være nodt til at tilslore uenighed inden for ledelsen, hensyn må tages til allierede eller til andre politiske forhold, og fejlgreb, som er begået af folkekære feltherrer, hvis prestige det af nationale grunde er liojst uønskeligt at rokke, må mildnes. De officielle rapporter fra den sidste krigs store hærførere på allieret side er således meget oplysende, for så vidt angår hærenes bevægelser og de taktiske og operative problemer, som forelå. Men om spændingerne mellem de allierede hærførere læser man kun lidet, og om de dybest liggende politiske årsager til mange af de mest afgørende dispositioner søger man forgæves oplysning. .Når en af de overste ledere udskiftes, vil man kim sjældent finde en antydning om, hvorfor det skete, d. v. s. om de konkrete forhold, som førte til udskiftningen. Det britiske felttog i Nordafrika 1940—42 savner visselig ikke dramatik i så henseende, men den anes kun som et sagte pust i selve felttogsreferaterne. Vi bar en interessant udtalelse af Moltke til Blumenthal i 1865, hvori den store tyske hærfører hævder, at man i de officielle fremstillinger ikke kan afsløre de virkelige bevæggrunde, de mange svingninger før den endelige beslutning, feltherrens vaklen og usikkerhed under krigens vældige påvirkninger. Thi folket ønsker det ikke selv; den offentlige mening vil ikke se nationens helte i andet lys end det, hvori det endelige resultat stiller ham. Man må også betænke de tekniske vanskeligheder, om man må udtrykke det således, der er forbundet med at tage en feltherre ned fra den piedestal, man af moralske grunde har sat ham op på i den nimbusbyggende propaganda, der både tidligere og i vore dage lyder som et uafladeligt akkompagnement til krigsbegivenhederne.
For førerens anseelse blandt tropperne, og for befolkningens tillid til foringen, kort sagt for den åndelige front, er det erfaringsmæssigt vigtigt, at der skabes om ikke en myte så dog netop en nimbus om lederne, uagtet disse i hvert fald i de fleste tilfælde kun er mennesker.
Så vidt vedrørende de officielle fremstillinger. Vedrørende de fremstillinger, som skyldes enkeltpersoner, må andre betragtninger anlægges.
Denne art litteratur kan have stor dokumentarisk betydning, men man gor vel i at læse med forsigtighed. Har forfatteren selv været deltager i begivenhederne, specielt hvis han har beklædt en hoj, ansvarlig kommandopost, vil hans fremstilling næsten uvægerlig være subjektivt præget, og hvor der rettes skarp kritik mod medarbejdere m. m., bor man ikke glemme reglen: et audiatur altera pars.
Mistillid hør det indgyde, når fjendens dispositioner uden indgående begrundelse fordommes som tåbelige, og man hør i det hele taget va're på vagt mod manglende objektivitet i vurderingen af begivenheder og personer. Drejer det sig om værker, hvori en bestemt person (forer) skildres eller endog biograferes, må man, ligesom ved de officielle fremstillinger, have i erindring, at takt- og nationale hensyn kan spille ind. Alligevel kan sådanne boger naturligvis have stor dokumentarisk værdi, og eksempelvis vil kommandør Butehers skildring af sine tre år hos Eisenhower og de Guingands beskrivelse af sine oplevelser som Montgomerys stabschef blive stående som yderst betydningsfulde kildeskrifter til verdenskrig II’s historie. Naturligvis er også værker som Churchills og Stimsons erindringer af uvurderlig betydning for forståelsen af den store krig, men selv den største statsmand vil næppe kunne undgå at plædere sin egen sag bedre end eventuelle modstanderes. Det bør vi ikke laste disse store mænd for; Cæsars værk om Gallerkrigen er et gyldigt præcedens!
Den krigshistorisk studerende må i det hele taget have et øje på hver finger. Hvor farlig er således ikke alt, hvad der har med ord at gore, selve terminologien, eufemismens kunst? Det, man søger, er sandheden, ok hint kostelige smykke kan indfattes på mange måder. Det, vi kalder for propaganda, behøver ikke at være usandhed, men kan meget vel være sandhed i forklædning. „Fjendens af krigen forråede soldateske“ gør modstand mod „vor af krigen lutrede helteskare“. „Fjenden er på flugt“, men „vore tropper viger planmæssigt tilbage“. „Fjenden myrder los blandt civilbefolkningen“, medens „vore tropper har likvideret farlige partisangrupper bag fronten“ o. s. v. o. s. v. Den historiske forskning på alle planer må gore alt, hvad der står i dens magt, for at den nøgne sandhed kan træde frem, tilsløret som den er blevet, allerede længe for Cæsar benyttede eufemismen „fredeliggøre“ for „undertvinge“. For den nøgterne iagttager kan de seneste års krigs- reportage nok give anledning til sorg og besvær — og hvilke magter kan sige sig fri? Men som alt sagt står dette i forbindelse med den sjælelige indsats på hjemmefronten og den psykologiske krigsførelse udadtil, både den mod fjenden rettede og den, som tilsigter at påvirke reelle og potentielle forbundsfæller gunstigt og at skræmme mulige fjender.
I det krigshistoriske studium vil man naturligt søge efter fejl, man selv i påkommende tilfælde gerne vil undgå. Det må her fastslås, at der naturligvis begås fejl, men at vurderingen eller kritikken bør ske med varsomhed. I forordet til „Felttoget 1859“ skriver Moltke de kloge ord: „Som regel forsvinder nemlig det, der ser tåbeligt og uhensigtsmæssigt ud, fuldstændigt, så snart man får overblik over motiverne og over de tusindvis af vanskeligheder og friktionstilfælde, som i krigen har stillet sig i vejen for beslutningens udførelse.“ Man kan hertil føje, at en direkte forkert, tåbelig beslutning vanskeligt vil kunne træffes af en højere fører i et normalt kommandohierarki, idet lians rådgivere, staben, vil have mulighed for, ja pligt til klart at påvise det urigtige ved en positivt forkert løsning. Der tages udtrykkelig forbeholdet: normalt kommandohierarki, idet man jo ved, at politisk-militære diktatorer kan være i den grad opfyldte af deres egen magtfuldkommenhed og i den grad have omgivet sig med jasigere, at intet harmonisk stabsarbejde og dermed ingen kontrol af beslutningerne bliver mulig. I det små — fra øvelser i lavere led, som vi kender dem — ved vi jo alle, hvordan der ofte er flere mulige løsninger i den enkelte situation. Før man kritiserer den valgte løsning, bør man derfor høre førerens motiver og i påkommende tilfælde rette lyset mod fejlskøn i så henseende snarere end mod selve beslutningen. „Al handling i krigen tager (derfor) kun sigte på sandsynlige, ikke på sikre resultater; det, som mangler i sikkerhed, må overalt forblive overladt til skæbnen“ (Clausewitz).
Lad os sammenfattende endnu en gang understrege, at kun det højeste plan af føringen i alle andre krige end de seneste afgiver materiale for den officer, som vil skabe sig et krigshistorisk grundlag for sine handlinger, og at det følgelig kun er den specielt historisk interesserede foruden udøverne af den højeste føring og disses hjælpere, der af et sådant studium vil kunne have et udbytte, som står i forhold til den ikke ubetydelige indsats, der er forbundet med denne form for studium, alt med den tilføjelse, at en vis orientering i hele krigshistorien må regnes for en naturlig bestanddel af officerens almene militære dannelse. Og lad os derefter specielt betragte den nyeste krigshistorie og den lære, som kan uddrages af denne.
Officeren er vel af alle den, som har vanskeligst ved at dygtiggøre sig til sin hovedopgave: føringen under kamp. Alle andre har mulighed for ved eksperimenter af forskellig art at vinde erfaring, men hvor mange eksperimenter officeren end foretager i fredstid, så vil de dog altid mangle det afgørende moment, som hedder faren, både den personlige fare for føreren, faren for tropperne og det heraf følgende ansvarstryk for føreren, og endelig farens direkte indvirkning på tropperne, således som den kan give sig udslag i disses kampevne og svigten indtil panik. Ejlieller kan selv de bedst tilrettelagte manøvrer fuldt ud give det, som Clausewitz kalder for krigens friktion, de utallige vanskeligheder, som tårner sig op og hæmmer føringen på alle trin. Mere end de rent tekniske og taktiske lærdomme er det farens indflydelse, krigens sjælelige faktorer og friktionen, som man kan lære af i krigshistorien. Det er de vægtløse kræfter, imponderabilierne, der skal studeres, og hvis enorme og i fredens tid ofte alt for upåagtede betydning alle de store krigslærere har understreget. „Une bataille ne se perd materiellement“ eller „Et tabt slag er et slag, som man tror er tabt“! Ikke mindst officerer i lande med ringe krigserfaring må supplere deres viden på disse områder, for at de under virkelige forhold i hvert fald ved, hvad de vil komme ud for. „Vægtløse kræfter“ kalder man alle de sjælelige faktorer, fordi man hidtil har ment, at de ikke kunne „vejes“, ikke lod sig gøre til genstand for rationel undersøgelse. Hvor stærkt virker en artilleribeskydning af en vis tæthed på mandskab i forskellige grader af træthed eller depression Findes der metoder, ved hvis hjælp man kan modvirke denne „moralske“ virkning af en artilleribeskydning — eller for den sags skyld af et bombardement fra flyvere eller med morterer? Hvorledes reagerer folk i det hele taget under beskydning, specielt første gang de kommer i ilden? Hvordan får man dem til at gå frem? Hvordan opretholder man moralen blandt sit mandskab?
Dette er kun enkelte spørgsmål af de utallige, som enhver officer bør have stillet sig under fredstidsuddannelsen. I reglementerne gives der ikke svar på ret mange af disse, men i allernyeste tid har man i U. S. A. ved statistisk bearbejdelse af erfaringerne fra et meget stort antal underafdelinger søgt at udlede almindelige regler, der kan tjene til hjælp for alle førere og i øvrigt også deres undergivne i krigen. Oberstløjtnant Jens Johansen har i „Militært Tidsskrift“ for november 1949 givet et resumé af nogle artikler af den amerikanske oberst Marshall om kommandoføring under kamp, og andre artikler har beskæftiget sig med årsagerne til og dermed også forebyggelsen af panik ved fronten. Man kan slet ikke i tilstrækkelig grad understrege, hvor vigtigt det er, at alt militært personel bliver bekendt med disse tanker.
Oberst Marshall har samlet og uddybet sine artikler i en bog, „Men against Fire“, som på det stærkeste kan anbefales enhver geledofficer til indgående studium. Han er vel værd at lytte til, da han har virket som den amerikanske hærledelses specielle konsulent i disse anliggender og personlig har talt med i tusindvis af soldater, delingsførere og kompagnichefer. Hans betragtninger danner i deres helhed et forsøg på at „veje“ de vægtløse kræfter og give førerne et materiale i hænde, så at de ikke står uforberedte, den dag det modsatte parti har skarpt i geværerne.
Det, man skal lære af krigshistorien, er altså på det højere plan forholdet mellem politik og krigsførelse og udøvelsen af kommandoen. I sidstnævnte forbindelse er der god grund til at henvise til Recouly’s storartede samling af interviews med marskal Foch (Le memorial de Foch), hvor den store feltherre ustandselig pointerer, at han ikke kommanderer, men „overtaler“, „henstiller“, „vinder undergivne for sine tanker“ o. s. v. På det lavere plan ikke alene kan, men skal man nødvendigvis lære så meget, at både man selv og ens soldater står ikke alene taktisk, men også moralsk-teknisk bedst muligt forberedt til mødet med slagmarken. Oberst Marshall skriver, at vi benytter det tyvende århundredes våben og taktik, men det 18. århundredes psykologiske principper.
Der melder sig da det spørgsmål, hvilke værker man bør studere. De store, populære værker om den sidste storkrig kan i reglen læses uden skade, omend hovedsagelig som almendannende stof. For troppeofficeren værdifuldere er alle personlige skildringer af underføreres oplevelser, både bøgerne (hvoriblandt „So few came through“ og „Company Commander“ indtager en fremtrædende plads) og tidsskrifterne. Af de talrige episodeskildringer i de amerikanske og engelske militærtidsskrifter kan der læres overordentlig meget, men man må dog ikke glemme, at det drejer sig om episoder inden for en stormagtshær, og man må stedse have i erindring, hvad der var til rådighed af støtte, både i luften og af artilleri og andre lunge våben. For denne litteraturs vedkommende må man være opmærksom på, at nogle forfattere skriver med overdreven forherligelse af deres styrkes indsats. Det bedste korrektiv er i så fald en objektiv bedømmelse af de præsterede fysiske anstrengelser, den beskydning, styrken har været udsat for, og hvilke tab der er lidt. De store adjektiver må man ikke lade sig betage af. Der er mange gange anvendt de vildeste superlativer om kampe, i hvilke tabene kun har været 4—5 procent, medens slag, hvori afdelinger har tabt op til 50 procent af deres styrke, er blevet refereret i mere nøgternt sprog.
Men ved alle enkeltfremstillinger kan det ifølge sagens natur kun dreje sig om et subjektivt syn på begivenhederne. Vigtigere er det at få almengyldige regler, der er formuleret på grundlag af et stort antal enkelttilfælde. Den bedste måde, hvorpå man i dag kan studere krigshistorie til nytte for troppeforere, er derfor læsningen af enkeltepisoder med de videnskabeligt underbyggede fremstillinger in mente — rettere sagt: med Marshalls erfaringer i tankerne, og at tilegne sig dette stof, så at dets ånd og ikke dets geometriske indhold står en lige så klart som feltreglementerne. Foruden en væsentlig del af krigens imponderabilia og friktion kan et sådant studium også danne et supplement til reglementerne på anden måde, idet de oplevede episoder ustandselig bringer bud om, hvor nødvendigt det er at undgå stivhed og formalisme i taktikken, hvis store trumfer er hurtighed og overraskelse. Der bar mange steder, ikke alene her i landet, ofte bestået en stærk tilbøjelighed til meget bundne fægtningsformer, en tilbøjelighed, som i tyverne og endda senere havde sin rod i de systematiske angrebsmetoder fra 1916—17, og som gav sig udslag i frygt for, at omfatning og dristig bevægelighed skulle blive karakteriseret som „sognefogedøvelser“ eller urealistisk felttjenesteromantik. Fra Bastogne til Guadalcanal, fra Suomussalmi til Gondar, får vi gennem læsningen af de lavere leds krigshistorie ustandselig bud om, at den frie tanke og det levende initiativ er trumfkort på kamppladsen.
Det er i det foregående gentagne gange antydet, at et rationelt krigshistorisk studium ikke er så ligetil. Måtte det i denne forbindelse være tilladt at udstøde et hjertesuk: Når nu forsvarets ledelse omorganiseres og rationaliseres, var det da ikke hensigtsmæssigt at ansætte et par vågne, vidende officerer, som intet andet havde at bestille end at gennempløje de sidste ti års militærlitteratur og foretage kritiske uddrag af denne, hvorefter sådanne uddrag, der ikke mindst skulle beskæftige sig med de her anførte særområder, eventuelt efter forhandling med generalinspektørerne kunne blive udsendt som en art hyrdebreve til alle linieofficerer og det på en sådan måde, at indholdet deraf forudsattes lært? Det ville være en inspiration for alle troppeofficerer — og dermed også for stabene — og det ville betyde en overordentlig effektiv rationalisering af de krigshistoriske studier, specielt hvis sådanne oversigter og uddrag suppleredes med henvisninger til de bøger og artikler, som giver de bedste oplysninger om de mange specialområder inden for moderne krigskunst og -teknik. Her foreligger iler et stærkt savn, som vil kunne afhjælpes med små midler, til stor gavn for det samlede forsvar.
E.
