Log ind

Lidt om Køge som Fæstning og Svenskerne 1658-60 4

#

Af Oberstløjtnant J. Nordentoft.

(Fortsat)

Efterretningen om Fæstningsarbejdet i Køge naaede snart København og bevirkede, at man hen paa Sommeren gav sig til at undersøge Mulighederne for at overfalde Svenskerne i deres Etapestation, inden denne var blevet saa stærk, at der skulde større Midler til Foretagendets Gennemførelse. Rigsraad Otto Kragh fortæller herom i sin Dagbog, at man den 2. August sendte to Oberster til Admiral Opdam og Oberst Killegray for at spørge, om de var villige til »med os at agere« i det »forehavende Anslag mod Køge«. Admiralen mente ikke at kunne indlade sig herpaa, før han havde indhentet særlig Tilladelse dertil, hvorimod Killegray var villig nok og sejlede over til Trefoldigheden for at træffe nærmere Aftale om Sagen.

Først i September blev der dog Mulighed for at udføre Overfaldet. Et lidt broget Kommando bestaaende af Brandenborgere og Polakker, som General Puchler havde skaffet til Veje, samt nogle danske Folk under Oberstløjtnant Stakmand, ialt 1200 Mand, stilledes til Raadighed for Hollænderen Killegray og beordredes den 7. September indskibet paa 12 Orlogsskibe, som ledsaget af 7 Brandere stak til Søs med Køge som Angrebsmaal. Men Rygtet om det planlagte Foretagende maa gennem Spioner eller paa anden Maade være kommet Karl Gustav for Øre, thi han tog selv omgaaende til Køge og skød straks saa mange Tropper derhen, at Overfaldet paa Forhaand var dømt til at mislykkes. I Løbet af Natten nærmede Flaadeafdelingen sig Byen, men da Killegray ved Daggry styrede mod Land, saa han allerede paa ret stor Afstand overlegne svenske Troppestyrker staa rede til at møde ham i Landgangsøjeblikket. Som Følge heraf maatte han opgive den planlagte Ekspedition, vende om og fik den 11. September Befaling til at gaa til Skaane for at støtte Frederik Ahlefeldt, som havde gjort Landgang der. Havde Killegray ikke Held med sit Foretagende, saa var det til Gengæld lykkedes for en anden, da ganske vist mindre kendt, Person at slippe i Land lige for Næsen af Svenskerne og tilføje dem saa megen Skade og spille dem saa mange Puds, at hans Navn kom paa alles Læber for atter at gaa i Glemme, men paany opstaa i Carit Etlar’s mest læste Bog. Den 28. August 1658 havde Kong Frederik udstedt Ordre til almindelig Rejsning mod Svenskerne og opfordret til Dannelse af Snaphanebander, som skulde operere bag den svenske Hærs Ryg og afskære dens Forbindelseslinier ved Overfald paa Magasiner, Proviantkolonner og Vagthold for gennem denne Virksomhed at tvinge Svenskerne til at sprede Styrken og mindske Trykket foran Hovedstaden. Med en kongelig Ordre i Lommen sejlede Svend Poulsen, antagelig en Dag i September, ud gennem Kalvebod Strand og landede ved Køge »midt iblandt Fjenderne«. Han rettede straks Kursen mod sit Operationsfelt i Sydsjælland og slap helskindet omend med Besvær gennem de svenske Ryttervagter, thi, som han skriver, var det kun »af Guds synderlige Naade«, at jeg »er kommen omkring Køge«. Ankommen til Gannebro (ca. 4 km S.V. f. Karise) tilskrev han Bønderkaptajnerne, »at de skulde rejse Bønderne og komme ham til Hjælp«, hvortil de svarede, »at naar Folket (d. v. s. de militære Afdelinger) fra Falster og Lolland vilde komme herover, vilde de gerne følge med«. Da han saaledes ingen Hjælp kunde bekomme, maatte han selv med stor Besværlighed hverve 20 Karle og med dem begynde sin egen lille Krig, som, da den ramte de Forbindelseslinier, der løb sammen i Køge, og derfor ved sin Virkning og Voldsomhed gav stærkt Genlyd i denne By, skal medtages her og gengives til Dels med hans egne Ord: »Og eftersom vi fik Kundskab, at paa Totterupgaard (nu: Rosendal ved Fakse) laa en Løjtnant med nogle Ryttere, hvorfor jeg straks begav (mig) der hen; men en Bonde i Fakse havde alt advaret hannem, saa at de var alt borte; men nogle Heste bekom vi der. Saa drog vi tilbage til Karise. Der skød vi en Kvartermester og tre Ryttere. Drog saa ned ad Landevejen (mod Vordingborg), og i Lystrup kom vi til en ganske Hob Proviantvogne, som skulde til Lejren. Dennem kom vi tilbage igen og lod dem køre hjem igen, og 4 Ryttere skød vi ihjel, som var med Provianten. Saa drog vi til Fischerhoed (Landsby, der laa, hvor nu Strandegaard ved Fedet ligger), og straks ud i Stevns Herred og i Taarøje, Lyderslev og de andre omliggende Byer; skød 3 Kvartermestre og 8 Ryttere ihjel«. Det har øjensynligt været hans Agt at gøre rent Bord 1 Stevns til helt op under Køge, »men formedest der laa 300 Ryttere ved Prambroen (ved Vallø) og en ganske Hob i Store Hedding«, maatte han straks begive sig derfra og drog »ned ad Vordingborg Len, og paa Vejen træffed vi 21 Ryttere an, som vi kom i Cargering med. 19 gjorde vi caput, de 2 undkom. Og (yderligere) en Regimentskvartermester, 2 andre Kvartermestre og 1 Kornet (gjorde vi caput). I Sjolte skød vi ogsaa en Kvartermester og 2 Ryttere«.

»Saa fik vi Kundskab, at der var en ganske Hob til Præstens i Sværdborg, hvorfor vi drog straks did om Morgenen tidlig og kringsatte Gaarden og tog fangen 4 Kvartermestre, 2 Korporaler og 18 Ryttere, som vi tog med os og gjorde caput i Skoven. Og, hvor vi kom, tog jeg alt an og antog efterhaanden 56 Karle. Drog saa til Snesere Præstegaard. Der skød vi en Regimentskvartermester og en anden Kvartermester (Bendt Brasch, som laa hos Degnen) og 6 Ryttere. Og Provianten, som de havde og skulde til Lejren med, kom vi Bønderne til at drage hjem med igen. I Kjønge skød vi en Kvartermester og i Torp skød vi 8 Ryttere ihjel«. »Saa fik vi Kundskab, at der kom et Parti, 100 Mand stærke, hvorfor vi gjorde os rede til at tage imod dem, hvor de straks fichtede med Heellene, og 46 Ryttere gjordes caput samt en Løjtnant, en Kvartermester og 2 Korporaler«. »Der det svenske Rytteri i Vordingborg, Præstø og de andre Byer hørte, at vi saa dominerede, retirerede de sig tilsammen ved Næstved. Saa fik vi Kundskab paa dem, hvor vi rende en stor Mil efter dem, før vi naaede dem ved Fladsaa, hvor vi skød 21 Ryttere og en Kvartermester og en Korporal. Og paa Skovmøllegaard skød vi en Korporal, og i Egesborg en Kvartermester og 9 Ryttere caputered«. »Saa skrev vi straks til Christoffer Lindenow paa Nykjøbing Slot og til Ritmester Schrøder paa Møen efter Hjælp, hvortil de svarede, at de ingen Folk kunde undvære fra Landet. Saa drog jeg selv over til Møen til Ritmester (en). Han lovede at følge mig over til Sjælland. Og vi gik saa over om Natten til Sjælland og kom til Vordingborg om Morgenen tidlig og skød 27 Ryttere ihjel, og en Kvartermester tog vi fangen, som blev sendt til Nykøbing Slot. Saa drog Schrøder over til Møen igen, men jeg blev paa Landet«. Men nu havde han efterhaanden faaet gjort Svenskerne Tilværelsen saa broget, at de maatte gøre noget alvorligt for at hindre hans fortsatte Virke i denne Pel af Hærens Forsyningsomraade. Efter Svends eget Udsagn »blev saa kommanderet 2000 Ryttere og Dragoner ud at lede mig op, og maatte jeg begive mig over til Møen med mit Folk, men Schrøder vilde ikke have hverken mig eller Folket i Kvarter der, som var bange for ej at faa Kvarter for vor Skyld, og maatte (vi) gaa over til Sjælland igen. Da var udkommanderet Grev Ludvig (Leijonhufvud) med sit Regiment (ostgota Rytterregiment) og 4 Kanoner, som blev liggende ved Fakse i 6 Uger. Hvorfor, der Folket saa, at jeg ikke kunde faa Kvarter til dem, og de var i deres Fjenders Hænders, har de draget bort fra mig, hvor de sig selv kunde beskytte — undtagen nogle faa, som blev hos mig, og drog vi med stor Nød over til Niord, en liden 0 i Jungshoved Len. Mens Vandet saa var aabent, har jeg ofte været ovre og gøre caput med saa mange, vi kunde overkomme, og en Kvartermester tog vi til Fange paa Jungshoved, som blev sendt til Nykøbing Slot. Og ved Tappernøje Kro kom vi og en ganske Hob Proviantvogne tilbage igen — en Kvartermester og 4 Ryttere caput«. Hermed ender Svend Poulsen sin egen jævne og nøgterne Fremstilling, der unægtelig er noget kortere end »Gjøngehøvdingen«, men til Gengæld en virkelighedstro Gengivelse af stedfundne Begivenheder, thi hvor det er muligt at kontrollere hans Regnskab over caputerede, stemmer Tallene, som sammenlagt giver en Saldo i hans Favør af 3 Officerer, 26 Underofficerer og 184 menige, og saa er de Tab, han tilføjede Svenskerne under Smaatogterne fra Nyord, endda ikke medregnet. Derimod er hans Vurdering af de Styrker, der sendtes ud for at lede ham op, næppe rigtig; men dem havde han jo heller ikke Lejlighed til at tælle. Ikke des mindre maa Tallene tages som et godt Udtryk for den Kraft, Svenskerne satte ind for at standse hans Virke, som fulgtes nøje af alle svenske overordnede Myndigheder, ikke mindst i Køge. I November indberetter saaledes Byens Kommandant, Oberst Stahl, at han gennem en dansk Skibsbesætning, der var blevet fanget under et Forsøg paa at føre Levnedsmidler fra Møen til Hovedstaden, har erfaret, at Svend skal opholde sig med 20 Karle paa Øen »Norr« kun 2 Bøsseskud fra Sjælland, og at man her nok maa kunne faa ham »ved Hovedet«. I December melder Oberstløjtnant Buchwald i Kgl. Majestats Livregiment til Hest om ham, og i Januar 1659 skriver den svenske Kommisær Gutheim fra Vordingborg, at Svend skal være paa Vej til København. — Der er derfor intet til Hinder for, at Carit Etlar kan have Ret i sin Fortælling om, at denne Tur gik over Køge Bugts Is til Hovedstaden. Som man kan forstaa, herskede Fjenden med haard Haand i Køge, og det var ikke Smaating, han krævede ind til eget Brug. Til Eksempel maatte man fra April 1659 til samme Maaned Aaret efter betale til Kammerpræsident Lars Flemmings og Generalauditørens Traktement 2108 Daler, til Livets Ophold for Kommandanten og hans to Ritmestre den i Forhold hertil mere beskedne Sum af 862 Daler samt i »Kvæg Salvegarde Penge« 1 Mark pr. Hest og Ko. Havde Borgerskabet før Svenskernes Ankomst, trods store Udgifter under Kristian IV’s Krige, gennemgaaende siddet lunt inden Døre, saa begyndte Fattigdom nu at banke paa selv hos velstaaende Folk, og Gang paa Gang søgtes Lettelser for Byrdernes Tryk. Et enkelt Vidnesbyrd herom er bevaret gennem følgende Linier til Karl Gustav fra Raadmand Lydert Siverts:

Stormægtige Herre, allernaadigste Konge!

Vi fattige Indbyggere i Køge haver os allerunderdanigst at beklage anlangende, at af os Indbyggere i Køge efter Kammerordre begæres 4000 Tdr. Korn, som Hr. Krigskommisarius Schorr med os omhandle skal. Iligemaade er os paalagt, at vi inden 6 Dage skal udgive 500 Rdl. rede Penge, saa er vi fattige Folk allerunderdanigst og ydmygelig af Hans Kongl. Majestæt begærendes, at vi for samme Kornhandel og nu paabøden Penges Udgifter maa forskaanes, anseender vi udi 12 Maaneder haver udgiven i Brandskat og Kontribution 32.000 Rdl. og derforuden leveret og maattet udgive i Penge og Materialer efter tilforn til Eders Kongl. Majestæt overleverede Specifications videre Forklaring over 9000 Rdl., uanset at vores Indkvarteringer foruden forskrevne Udgifter os langt højere haver besværet; og eftersom Byen derover er geraaden i Armod, saa Tyngen nu bestaar paa nogle faa af Borgerskabet, hvis Midler er employerede i Korn, og vi ej haver haft Frihed deraf at sælge eller paa frie Steder det at udskibe, hvorfor at vores Midler deri bestaar, hvoraf vi maa maanedlig brygge og bage saa de continue formindskes og hver Uge vel 500 Tdr. consumeres. Er vi derfor ydmygeligst og allerunderdanigst af Hans Kongl. Majestæt begærendes for samme Kornhandel og Penges Udgifter naadigst maa forskaanes. Gud i Himlen vil saadan Velgærning Hans Kongl. Majestæt og ganske Konglige Hus rigeligen belønne, under hvis Beskærmelse vi Hans Kongl. Majestæt troligen til Legem og Sjæls Velfærd befaler. Hans Kongl. Majestæts ydmyge og allerunderdanigste Tjenere.

Actum Helsingør den 25. Aguust 1659.

Paa Køge Bys Vegne

Lyder Siffuers.

Svaret paa Raadmandens Henvendelse kendes ikke, men meget taler for, at han har gjort sin Rejse til Helsingør forgæves, i hvert Fald har Byen paa Ordre maattet udgive til engelske Købmænd, der antagelig har forstrakt Kongen med Penge, ialt 6000 Tdr. Byg, hvoraf oven i Købet 1262 Tdr. blev dem aftvunget og frataget å 6 Mark, og det er muligt, at det er denne Kornhandel, der hentydes til i Siverts Bønskrift. Rede Penge blev efterhaanden sjælden Vare. En af Krigskommisær Schorr paalagt Udskrivning paa 900 Rdl. maatte i Mangel af Penges Havelse for mere end Halvdelens Vedkommende udredes »udi Kaaber, Thin og Messing«, som tilmed kun modtoges af Svenskerne mod et klækkeligt Afslag i Varens Dagspris, saaledes, at den samlede Sum, Byen ved den Lejlighed maatte betale, ialt beløb sig til 1350 Daler. Og saa var Kæmneren, som forestod Indsamling og Afregning heraf, tilmed saa uheldig at faa bortstjaalet 8% Lispund Kobber, som han selv erstattede med 25 Daler, men i allerydmygste Forhaabning til, at hans gunstige Øvrighed »Borgmester og Raad mig det godtgør og ikke begærer af mig fattige Mand den Skade; thi jeg vil det ved min højeste Ed aflægge«. Ved Siden af denne Bemærkning i Regnskabet finder han Anledning til ogsaa at henlede Opmærksomheden paa, at han desuden har betalt 2 Faar og 4 Lam, som medgik til Karl Gustavs Traktement, og beder lidt forknyt om, at det ej heller maa være ham til Skade. Og hvad det angaar, kan man vist roligt gaa ud fra, at han ligesaa lidt er blevet holdt skadesløs for sit Bidrag til det kongelige Bord som Handelsmand Johan Kohi, der i Tiden fra 18. Juli 1659 til 24. Januar 1660 maatte levere »Vin og adskellig fremmed Drik« til Kongen og Dronningen saavel som fremmede Gesandter for at forhøje de høje Herskabers Nydelse af den gode Køgemad og som Tak herfor fik Lov at staa med en ubetalt Regning i Haanden paa 338y2 Daler, da Svensken langt om længe rømmede Land og Rige. Rapserier fra Borgerne har fundet Sted her som andet Steds, maaske ogsaa fra Svenskerne, thi i Juni 1659 forlangte Proviantmesteren en Hængelaas til »at hænge for Proviantgaarden«, men der er saa paafaldende faa Vidnesbyrd levnet herom, at man fristes til at tro, at Kommandanten paa dette Felt har forstaaet at holde sine Folk i Ave. Pudsigt nok blev det Tyveri, Nutiden kender bedst, begaaet ikke under Oberst Stahls Ægide, men i 1658 under den første Krig og i selve Borgmester Ditlev Bertrams Hus, hvor Kongen havde taget Ophold. Da borttog og opbrændte Fjenden, som et Tingsvidne siger »af Maren Henriksdatters Gods, som bemeldte B. Ditlev Bertram var Formynder for, en Del«, hvilket er som følger: Et Par Sengesteder, nogle Dyner, Tæpper og Skind, en Hakkelseskiste samt en Arbejdsvogn med Seler og Hammel; alt sammen Ting, der imidlertid mere tyder paa, at en omsorgsfuld Kvartermester har sørget for sine Folk og Heste end paa Berigelseshensigter hos den paagældende, selv om man ikke rigtig kan forstaa, hvortil han har villet bruge et Fuglebur, nogle Urtepotter og et Par hollandske Stenheste, der paastodes forsvundne ved samme Lejlighed. Til Gengæld gik det ud over Omegnens Værdigenstande, selv ikke Kirkernes hellige Kar var Tabu for gridske Hænder. I Solrød borttog Fjenderne »Sølv, Kalk og Disk, som var forgyldt«, ligesaa i Jersie, Reerslev, Endeslev og Haarlev. Da flere svenske Soldater og Befalingsmænd havde deres Koner med sig, naaede enkelte svenske Undersaatter at se Dagens Lys for første Gang i Køge og blive døbt i St. Nicolai Kirke. Saaledes døbtes den 4. Maj 1659 »en Korporals Barn under Livgarden, navnlig Christoffer«. Barnet, Hans Christoffer, fik som Faddere: »En Regimentskvartermester, navnlig Jacob, noch Leutenant Henrich Westphaln. Capitain Gerards Hustru bar Barnet, Leutenants Hustru gik hos«. Selv om Svenskerne nok var ubudne Gæster, levede de — Brødre som de nu engang er med os Danske — ingenlunde som Hund og Kat med Borgerskabet. I det daglige synes de to Parter endog at være kommet saa godt ud af det sammen, at de gensidigt kunde tage Del i hinandens Glæder. Derfor intet Under, at nyankomne svenske Verdensborgere gennemgaaende modtoges med Venlighed som, naar »Chatrine Henrich Fichses og Sara s. Jens Ribers ginge hos« ved Daaben af »en Fændriks Barn til Jørgen Kræmmers«, medens en Ritmesters Frue bar og »Commendantens Broder noch 2 andre Officerer« stod Faddere. Men ogsaa i Sorg kunde Svenskerne finde smukke menneskelige Følelser og møde Deltagelse og Hjælpsomhed. Følgende korte Notits i Kirkebogen taler sit tydelige Sprog om Trang til at mindske en forudgaaende Ulykkes Virkninger. »En Serciants som blev druknet i Aaen, hans Barn, Ellen. Faddere: En af Voldens Inspecteurs navnlig Cort, Søren Skrædder. Elsebeths Jordemoder bar Barnet, Per Poulsens Hustru gik hos«.

Men den venlige Imødekommenhed overfor Svenskerne i daglig Omgang kunde til Tider blive lidt for hed, naar »Margrethe Hansdatter i Christen Skeels Hus (blev) besoven af en Rytter« eller »Christen Andersdatter (blev) besoven af Johan Jocumsen, en Leutnantskarl«. Alle Vaabenarter og flere Trin paa den militære Rangstige repræsenteredes ved Barnefædre og efterlod sig Afkom i Køge. Vi møder »en svensk Soldat navnlig Niels Bendtsøn«, en svensk Rytter, der begik Lejermaal med Mette Pedersdatter »i Skoven mellem Aashøj og dette Sted«, man træffer »Johan Nielsen under Artolleriet«, »den svenske Salvegard paa Gammelkøgegaard«, »Constabel Willum Jensøn«, en unavngiven Korporal, Conductøren Cort og en Oberstløjtnant Widerholdt; og midt mellem disse Personer dumper saa en tysk Rytter ind, der syndede »i Skoven herfor« og en dansk »Bundekarl, Søren Mikkelsen«. Den sidste arbejdede »paa Værket« og undgik videre Tiltale ved, som Præsten anfører, at komme »bort med de svenske«, medens Pigen sad tilbage med Smerten, og tillige med sine ligestillede Medsøstre maatte underkaste sig Kirkens Disciplin og i St. Nicolai publique absolveris.

(Sluttes).