Log ind

Lidt om Køge som Fæstning og Svenskerne 1658—1660 1

#

Af Oberstløjtnant Johan Nordentoft.

Køge som Fæstning lyder ejendommeligt og fremmed for mangt et Øre, og ikke des mindre har Køge haft sit Virke gennem 400—500 Aar. Naturligvis har Fæstningen i sit lange Liv ikke haft samme Udseende og Formaal, men som alt andet været underkastet Udviklingens Lov og skiftende Tiders Krav. Den har haft tre forskellige Skikkelser, som hver især har baaret sin Bygningsperiodes Stempel. Den første Fæstning rejstes før lldvaabnenes Tid; den anden i lldvaabnenes første Dage, medens den tredie og sidste P'æstnings Vold og Grav prægedes af lldvaabnenes voksende Kraft i Fæstningskrigen. Den ældste Fæstning skulde holde Avindsmænd fra Dørene og i Fejdetid dække Hus og Hjem, eller sagt med andre Ord mere være stedligt Ly for de Værdier, som da almindeligvis fandtes i en Købstad, end et Førstehaands Støttepunkt for Rigets Krigsmagt. Om dens Byggeaar, Grundrids og Udseende vides lidet. Hvad det første angaar gribes dog i Betragtning af, at det nuværende Køge ca. 1250 anlagdes efter en fast Plan og i nøje Overensstemmelse med Tidens bærende Tanker for moderne Købstadsanlæg, næppe meget fejl ved Paastand om, at Byens første Virke rejstes samtidig med dens Huse. Søges dernæst Virkets Plads klarlagt i Marken fører en Undersøgelse af det ældste eksisterende og ret paalidelige Bykort, tegnet 1659 af Svenskeren Erik Dahlberg, i Forbindelse med Viden om, at Køge By i det store og hele lige fra sine første Dage til det 19. Aarhundrede har haft samme Grænser, til den Slutning, at det ældste Værn gik i en uform et Bue udenom Bykernen Nord for Aaen. Buen gik med sin vestre Del fra Aaen, tæt Øst for den nuværende Bro for Vejen til Ringsted, med Retning mod Nordøst til Vestergade, som den ramte mellem Alexandrastifteisen og Bryggeriet, tog herfra lidt mere østlig Flugt, løb langs Bryggeriets nordvestre Grænse over Missionshuset »Ebenezer«, fulgte efter en blød Drejning Allégade mod Øst, naaede omtrent Statsbanernes Godsekspedition, hvor den bøjede mod 

Skærmbillede 2020-07-23 kl. 11.33.32.png

Syd og over Theatret endte ved Aaen og Fænnedigets østre Ende. Der er faa Holdepunkter for Værnets Udseende, men nok til at danne et Billede heraf. Fundne Spor af Pæle eller Træstammer nær Kirken og Nørregade, et Udsagn i 1429 om den saakaldte Kongens Gaards Plads ved Vesterport og en Omtale i 1440 af Graven norden om Byen giver i faa Streger et Rids

Skærmbillede 2020-07-23 kl. 11.33.53.png

af svundet Værk. Sammenholdes dette med Træk fra gængs Fæstningskunst og føjes hertil Oplysning om, at Hærvejene fulgte Nørregade og Vestergade for derefter forenede ved Torvet at gaa sønder ud af Byen gennem Brogade, ses Virket sidstnævnte Aar at have bestaaet af en Vold med foranliggende Grav, kronet med et »Stakit« eller »Plankeværk« og forsynet med i hvert Fald 3 Porte, men uden Bastioner eller Bolværker. Mur har næppe været brugt, selv ikke ved Portene, Træ og Jord var nu engang de paa Stedet lettest tilgængelige og billigste Byggematerialer. Foruden de 3 Porte, Nørreport, Vesterport og Broport, fandtes i hvert Fald Aar 1492 en fjerde Port, Nyport, som laa for Enden af Nyportstræde. Dens Byggeaar er ukendt ligesom Aarsagen til dens Rejsning. Militære Grunde kan det ikke have været, tilsyneladende heller ikke Trang til at skabe flere Vejforbindelser mellem By og Land, men rimeligvis kun Ønsket om at tjene snevre, stedlige Interesser som Genvej for Kvæg til Græsning eller maaske snarere kort Gang til Gravens ferske Drikkevand for Kreaturer; thi godt 100 Aar efter vides Graven ud for denne Port brugt som offentlig Vanding, men da havde Nyport faa Navneforandring til Lovport. Mod Aaen har Byen ligget uden Vold. Paa den nordre Aabred laa Byens ældste Havn langs Fennediget og tæt her op til. Til denne skulde være god og nem Gang fra Byen. Den 2—3 Meter dybe Aa, op ad hvilken i Købstadens ældre Tid »selv de største Lastdragere kunde flyde indtil Broporten«, var i sig selv en god Hindring; Indsejlingen til Havnen fra Søsiden lukkedes ved en Bom, en svær flydende Træstamme, som ved Kæder var lænket til det primitive Bolværk, og naar man, »om noget paakom«, ydermere rammede Palisader ned nær Aabredden, maa man have ment Byen tilstrækkelig sikret paa denne Kant. Fæstningen ejedes af Borgerne; men med Ejendomsret fulgte ogsaa Pligt til at skaffe Skyts til Forsvar, holde Grav og Vold vedlige og sikre Træværk mod Ran og Skade. Stakitran var en i Købstæderne jævnlig forekommende Uskik, mod hvilket Kristian den 1. for Køges Vedkommende vilde sikre sig ved i Byen Privilegier at sætte en Bøde paa 40 Mark til Kongen og en tilsvarende Sum til Byen for den, som brød »Byens Planker og Værn eller Laase paa Porte eller Bomme«.

Nogen Krigshistorie knyttes ikke til denne Fæstning. I c. 275 Aar laa den urørt af Fjendehaand, men krævedes derefter nedlagt af politiske Grunde. Frederik den I. og Adelen nærede nemlig saa megen Mistro mod Købstæderne og Frygt for dem som Støttepunkter under Menigmands Stræben efter at give Kristian den II. Land og Krone, at man i August 1525 paa en Herredag i København fandt det raadeligst, at ingen Købstad ud over København og Malmo »blev ved sin Befæstning«. Til Gengæld skulde Borgene rundt om i Riget bedres. Og i Overensstemmelse hermed bød Kongen. Kongebudet vakte Uvilje og Misnøje hos mangen Borger og blev heller ikke alle Vegne gennemført. 1 Nakskov og Randers fik Borgerne endog, ganske vist forst af Kristian den III., Lov til stadig at holde Vold og Grav. I Køge hvor handelsmæssige eller strategiske Hensyn i hvert Fald ikke kunde begrunde Fæstningens Opretholdelse maatte Borgerne omend modvilligt bøje sig og se »deres Volde med Magt blive afbrudte«. Og da omboende Herremænd »var med at lade afbryde« skal det nok være blevet gjort grundigt og i fuld Forstaaelse af Beslutningens Aand. Men Fæstningen skulde snart blive genrejst. Grev Kristoffer af Oldenborg havde Brug for den. Han havde som bekendt paa Foranledning af Lybækkerne paataget sig at føre Kristian den II’s Sag med Vaaben i Haand, var den 22. Juni 1534 landet ved Hvidøre, stod den følgende Dag i Roskilde og besatte den 24. samme Maaned Køge. Overalt hilstes han med Jubel af Bonde og Borger, ikke mindst i Køge, hvor han snildt vidste at faa Borgerne til at arbejde for sine Planer og lade Trediemand bære Udgiften for deres Umag. Fæstningen opstod paa ny, fordi den ved sin Plads var særlig egnet som Støtte for Førsler til Hæren fra Lybæk og som Udgangspunkt for Grevens fortsatte Felttog herunder Københavns Afskæring fra det øvrige Sjælland. Ved to Dage efter sin Ankomst at stadfæste Borgernes Privilegier og ved at »unde og give dem gamle Køge paa begge Sider af Aaen til evindelig Eje« samt andet Jordegods til Erstatning for den »store Skade, som de fik paa den samme Vold«, vandt han dem ganske for sig og naaede bl. a., at de hjulpet af Bønder gik i Gang med at bygge den Fæstning, han ønskede. Som Forholdene laa rejste man i Hast det brudte paa garnle Steder og gik ved samme Lejlighed eller kort efter et Stykke videre og styrkede med Mur, særlig ved Portene. Det staar nemlig fast, at Murværk kom til at indgaa i forskellige Konstruktioner. I et Skøde fra 1585 nævnes saaledes Byens Mur Øst for Køge, og tør man tage Byens Segl fra 1574 som gyldigt Vidne, rejstes ved Broport et kraftigt Porttaarn som Vogter af Stadens søndre Indgang. Jordvolde og vaade Grave var og blev dog herskende Led i Helheden. Gamle Skøder taler endnu deres tydelige Sprog herom. 1586 nævnes »Graven og Volden, der strækker sig mellem Vester- og Nørreport«, og i 1589 omtales »Volden nede ved Stranden«. Fra den ny Fæstning, hvis første Hverv var at tjene Rigets Fjender, ledede Grev Kristoffer Krigen paa Sjælland, indtil han i Juli Maaned efter Københavns Fald flyttede sit Kvarter til Hovedstaden.

Skærmbillede 2020-07-23 kl. 11.34.32.png

En Julidag Aaret efter stod Kristian den III med Johan Rantzau og en sejrsvant Hær foran Køge. Synet heraf og Rygter om Feltherrens tidligere Færd overfor frafaldne Købstæder overbeviste let det gode Borgerskab om, at eget Tarv tjentes bedst ved uden Tøven at svigte Grev Kristoffer og aabne Byens Port for Kongen. Uden Sværdslag faldt Fæstningen derfor i Kristian den III.s Haand og blev derefter paany Støttepunkt for en Hærs Angreb paa Landets Hovedstad. Den 24. Juli brød Kongen op mod København, som indesluttedes samme Dag, medens Køge indtil Belejringens Ophør blev Samlested for Mad og Foder til Mand og Hest fra Faxe, Stevns og Bjæverskov Herreder og for andet Send til Belejringshæren, Sikringssted for tagne Fanger og nu og da Residens for Kongen. Da Fæstningen nu engang laa der, lod Kristian den III den blive liggende, men synes ikke at have næret Interesse for dens Opretholdelse. Kronen ønskede ganske vist til Rigets Forsvar et Net af faste Pladser Landet over, men fandt det ikke nødvendigt at lade Køge indgaa heri. Følgelig kom Virket i Løbet af en Menneskealder i Forfald. Voldene led i Regn og Frost, Gravenes Dybde mindskedes, og i Byen selv har man aabenbart mere haft Øje for at nytte et Voldstykke som Have, Oplagsplads eller Tumlerum for rodende Svin, og en Grav som offentlig Vanding eller Fiskedam, end følt Trang til at ofre Penge paa Vedligeholdelse. Vi ser til Eksempel, at Ingeborg Nielsdatter i 1585 fik Skøde paa et Stykke af Byens Grav østen for Køge, at Borgmester Peder Pedersen den 3/4 Aaret efter fik Brev paa at maatte gøre sig Graven mellem Vester- og Nørreport »nyttig med Fiskevand eller paa anden Maade« og, at Rigets Skriver, Abraham Jensen, den 5/7 1588 til eget Bedste maatte lade en Del af Graven udenfor Volden ved Køge, fra unge Peder Pedersens Grav østpaa til Ingeborg Thomsens Grav oprydde og bruge indtil videre. 1623 indrettedes en ny offentlig Vanding eller »Lougrav« N. f. Nyportstræde; baade i 1624 og 1636 maatte man rense en offentlig Vanding uden for Lovporten for »Dynd og Dræk«. 1629 laa en Mødding paa Volden, i 1641 siges i en Retssag, at »en Del Egetræer og Knubbe i 20—25 Aar havde ligget paa Volden ved Borgmester Claus Baggers Have«, i 1627 maa en Tømmermand bøde Træværket paa Dæmningen uden for Nørreport ved »Thosse grav« og i 1628 bortsolgtes til Mads Ravn et Gravstykke 0. f. Byen, hvis Navn »Tudsegraven« lige saa lidt som det øvrige forannævnte giver noget tillidsvækkende Indtryk af Stormhindringen paa disse Kanter. (Se Erik Dahlbergs foranstaaende Kort). Hvem skulde egentlig forsvare Fæstningen? Ja, selvom Købstadsmænd i ældre Tider slap let over al Krigstjeneste, kan der ikke være Tvivl om, at i en Fæstning maatte Borgerskabet være rede til paa egen Haand at møde overraskende fjendtligt Stormløb med Ild og Staal, indtil Kongen kunde sende Hærhjælp. Borgerskabet har derfor fra de ældste Tider haft en Væbning, som var uafhængig af de Mandskabsudskrivninger, der af og til paalagdes Byen, og intet havde at gøre med Pligt til at tage Soldater i »Borgeleje«. For Køges Vedkommende skulde der imidlertid gaa adskillige Aar, inden Borgere nær eget Hjem skulde bruge Vaaben. Først under Grev Kristoffer ses de fremme, men mod egne Landsmænd, idet Borgerne i skøn Forening med Bønder og Kristoffers Folk gik løs paa Egnens Herregaarde, tog Vallø, Søholm og Højstrupgaard i Stevns og plyndrede Valsøgaard og Svendstrup ved Ringsted. Men hertil indskrænker Borgerskabets kendte militære Indsats i ældre Tid sig ogsaa. Kristian den III gjorde en Del for at skabe brugbare Borgervæbninger i Byerne Landet over og sendte det ene Bud eb ter det andet til Byernes vise Fædre om at sørge for, at Borgerne var rede til at rykke ud under selvvalgte Førere med egne Harnisker, Værger, Rør og Spyd. I et Brev af 29/9 1554 herom til »os elskelige Borgmester, Raadmænd og menige Borgere udi vor Købstad Køge« siges bl. a., at »I skal sidde til rede at have Eders Harnisker og Værger udi i god Forrad, om noget hastigen paakommer«. Samtidig ønsker Kongen dog at prøve Befalingens Efterlevelse og paalægger Borgerne at møde aarlig, ottende Dagen efter Philippi et Jacobi Dag, for Lensmanden paa det Sted, »i hvor han Eder tilsigendes vorder og af hannem lader Eder mønstre, og hver ved Navn lader Eder opskrive, og hvad Rustning og Værge hver med fremkommer«. Denne Borgervæbnings Styrke i det 16. og 17. Aarh. har naturligvis vekslet med Byens Størrelse, men antagelig talt 15 pCt. af Byens 2—3000 Indbyggere, naar disse mødte Mand af Hus. I 1658 mønstredes .275 Mand. — Intet Under at baade Bøssemagere og Sværdfegere kunde trives i Byen. Oprindelig har Borgernes Mødepligt været af ren personlig Art, men Stillingstilladelse ses indrømmet i 15. Aarh. I Spidsen stod en af Byen lønnet Stadshauptman, hvorimod Overtilsynet saavel med Væbningen som med Fæstningen paahvilede Lensmanden paa Københavns Slot, i hvis Len Byen jo laa. Væbningens Udrustning var imidlertid meget broget. Dens Kampværd afhang af Personerne og, hvor disse svigtede, forfaldt den, hvilket fik Kristian den IV. til at søge en fastere Ordning gennemført. Den 2/8 1598 udsendte han derfor følgende Rundskrivelse til de paagældende Lensmænd: »Vi er komne i Forfaring, hvorledes Borgerne her i vore Købstæder ikke skal være saaledes med Vaaben og Værge stafferede, som det sig bør, ikke heller rigtig at være taxerede for hvad Vaaben og Værge, enhver skal holde og have i Forraad, og det af den Aarsag at for en ringe Ting her til Dags er derefter agtet, og at enhver haver fast redt sig selv og holdt hvad Slags Vaaben og Værge, han selv lystede. Da paa det at Vi til alle Tider kunne vide Vores Undersaatter, Borgerne udi Købstæderne, tilbørlig med Vaaben og Værge stafferede, saa de kunne være Os og deres Fædrenerige til rede, om Behov gøres, beder Vi dig og vil, at du strax med det første kalder Borgerne for Dig i vor Købstad Køge, som du udi Befaling haver, og dem siden taxerer, saa at hver holder slig Vaaben og Værge, som de af deres yderste Formue kan afstedkomme, agtendes ungefærdig det Forslag, saavidt det ske kan, at hvor der er 100 Mand, bliver 60 Skytter med Stormhuer, 20 med lange Spidser i deres fulde Rustning, som dertil hører, og 20 Hellebarderer. Naar de er taxerede, skal du mønstre dem og siden indsende rigtig Register paa dem. Du skal optegne, hvor mange Harnisk, Spyd, Bøsser og Hellebarder, som dem fattes. Hvo der mangler Vaaben, skal inden førstkommende Paaske skaffe sig Penge til at købe det for. Vi vil da skaffe dem Vaaben for billig Betaling, da Vi har gjort store Bestillinger i Udlandet.« I 1599 antog Kongen Søren von Aarhus til som Hopmand to Gange aarlig at mønstre de sjællandske Købstæders Væbninger og iagttage, hvorledes den sidst udgivne Forordning virkede. Efter denne Nyordning og med et Virke i Forfald gled Køge By ind i Kristian den IV.s Krigsperiode. Det vil føre for vidt at omtale Enkeltheder heraf for Køges Vedkommende, ikke mindst fordi Fæstningen ikke blev Skueplads for krigeriske Begivenheder, men kun paa Frastand Vidne til Kamp og Slag. Men helt urørt af Forholdene blev den dog ikke. Indkvartering, nye Skatter, Udskrivninger og skærpet Vagt tyngede Byen. Under Kalmarkrigen lagde Kongen saaledes Hopman Adam Køtte med sine Soldater i Borgeleje i Byen, og da Muligheden omkring 1621 forelaa for Danmarks Inddragelse i Religionskrigene i Tyskland, opfriskede Kongen Købstædernes Pligt til Byskyttehold og paalagde Bymændene i størst muligt Tal at møde med »lange Bøsser«. Om Køge Borgere har rettet sig efter dette Bud faar staa hen; men Borgerskabet i flere Købstæder var gennemgaaende ret uvilligt til at lyde, naar det drejede sig om personlige Ofre for Rigets Forsvar. I den første Halvdel af Aaret 1627 mærkedes i Køge ikke stort til Kongens Deltagelse i Trediveaarskrigen, men da Wallenstein gik op i Halvøen, og Fare for en Overgang til Øerne var til Stede, fik Piben en anden Lyd. Borgerskabet mønstredes, Strandvagter udstilledes, Bavner rejstes, og der lejedes to Mænd til at holde Vagt om Natten i Kirketaarnet for i paakommende Fald at lade Stormklokken lyde. Ved hver Bavne var, foruden Strandvagten, Dag og Nat to beredne Karle, som, naar Bavnerne ved truende Landgang tændtes, sporenstregs skulde melde til Lensmand og Befalingsmænd, der derefter ved Kirkeklokkernes Hjælp skulde alarmere By og Land. Fæstningen blev med smaa Midler sat i nødtørftig Stand, der rejstes Vagthuse ved Broport, Nørreport, Vesterport og ved Havnen, og i Oktober 1627 sendte Kongen et Par Stykker og 1000 Musketter til Køge til Brug for Landfolket ved »Byens Defension«, men noget virkeligt gjorde hverken han eller Borgerskabet for at styrke Fæstningens Værd. Anbringelse af et Par Kanoner paa en Pram ved Indsejlingen til Havnen for at dække de der liggende Skibe var i det store og hele alt, hvad man fandt nødigt ved den Lejlighed. Kongen har antagelig ment at kunne afslaa Landgang med raadige Styrker af Landfolk og hvervede Tropper uden en moderne Fæstnings Støtte. Som Følge heraf maatte Byen ogsaa gennem lang Tid taale Indkvarteringens Tynge og lige fra Efteraaret 1627 se Frederik Reedtz’ Rytteri med vekslende Styrke ligge i Byen. Heller ikke efter Krigen fandt Kongen Anledning til at modernisere Fæstningen, som, naar alt kom til alt, var af underordnet Interesse for hans Østersøpolitik. Det er muligt, han har tænkt herpaa, men Riget fattedes Penge, og de faa, der var, maatte bruges til mere nærliggende Opgaver, for Køges Vedkommende til Sikring af uhindret Færd og Førsel over Aaen. Man ser derfor ogsaa, at Kongen i Efteraaret 1633 akkorderede med Hans Stenwinkel om for 500 Rdl. at opsætte en hvælvet Bro, hvis Billede maaske ses paa den Gengivelse af Byens Segl, som findes i Pontoppidans Danske Atlas. For Købstædernes Væbninger kom der nye Bestemmelser med Bud til Borgerne om at møde rustet efter bedste Evne og lade sig øve ved Officerer af egen Midte. I Køge tilfaldt det Byfoged Christen Jostsen og Kæmner Peder Jørgensen som Stadshauptmænd, hjulpet af Oluf Sandersen og Caspar Hansen som Fændrikker, at lede den militære Uddannelse. Men efter Krigens Slutning i 1629 maa de nye Bestemmelser med god Vilje være gaaet i Glemmebogen; thi da den næste Krig i December 1643 brød ud med Torstensons Indfald i Holsten, og Kongen i Slutningen af samme Maaned havde opbudt Landstormen paa Sjælland til Kystvagt, viste det sig, at Køge Borgervæbning overhovedet ikke eksisterede. Borgmester og Raad maatte delibrere et Par Gange om en ny Ordning, inden de tog Mod til sig og paalagde hver Husstand at stille en Mand og kunde tilsige Borgerskabet den 12. og 13. Januar 1644 til Valg paa Raadhuset af Væbningens Befalingsmænd.

Skærmbillede 2020-07-23 kl. 11.35.35.png

Til Kaptajn og Chef valgtes Hans Lauritsen den Yngre og til »Luttenant« Peter Pall. Desuden valgtes en Fændrik, nogle Sergenter og Korporaler samt en Trommeslager. En »cortegar« byggedes paa Torvet til Brug for den daglige vagthavende Styrke, corps-de-garde, hvorfra de fornødne Portvagter udsendtes. Ved Stranden stilledes en Strandvagt paa en Snes Mand under en »Bavnevagtmester«, der skulde melde, naar han »fornam noget ved Søekanten«. Chefens Evne til at holde Disciplin maa imidlertid have været saa som saa; forskellige Forseelser som Tilbøjelighed hos Vagtmandskabet til ukaldet at forlade Post og Vagt kunde tyde herpaa. Han blev ogsaa efter kort Tjenestetid erstattet med B. Holmers. Væbningens Disciplin blev dog ikke af den Grund stort bedre, og den 2. Maj maatte man tage en Krigsmand af Fag, ærlig og mandhaftig Kaptajn Georg Hahn, til Chef for Borgerkompagniet for en maanedlig Lønning af 25 Rdl. plus et aarligt Tillæg paa 25 Rdl. til »Husleje og Servitiæ«. Til Gengæld skulde han anstille sig udi alle Maader ærligen og oprigtigen, omgaas lemfældigen med Borgerskabet og dennem flittigen mønstre og eksercere, saa og Vagten bestille, troligen forette,hvad hans Offis vedkommer, og ingenting forsømme, men alting udi en god Orden skikke og føre. Desligeste dersom saa skete (det Gud forbyde), at Fjenderne ankom, da skulde han med Borgerskabet uforsagt Fjenderne gaa under Øjen og med dette vove Liv og Blod, og dette oprigteligen anføre, som han for Gud allermægtigste med en god Samvittighed og Øvrigheden vil ansvare og være bekendt og som en ærlig Officer udi alle Maader egner og anstaar, hvilket han ydermere ved hans Ed vil bekræfte, naar Borgmester og Raad paa deres egne og Menighedens Vegne den af hannem fordrer og begærer. Den rigtige Krigsmands Tjenestetid blev imidlertid ogsaa af kort Varighed, idet han paa Lensmandens Ordre erstattedes med Handelsmand Erik Helmers af Køge By. I Krigens første Dage opførtes ved Havneindløbet et Blokhus af Træ med det fornødne Skyts, og Archelimester Anders Jørgensen sendtes fra København som Artillerikommandør og Tilsynsførende i dette lille Fort. Men en skønne Dag gik der Ild i hele Herligheden; den brave Artillerist havde nemlig i et Anfald af Glemsomhed under et midlertidigt Fravær fra sin Post undladt at slukke Luntestokken, hvorefter Ulykken skete. Anders dømtes af den velvise Magistrat til at gøre Skaden god med den næsten uforstaaeligt store Sum af 2000 Daler. Da den arme Mand selvfølgelig ikke kunde skaffe dette Beløb, ikendtes han ved Dom Arbejde i Jern paa Bremerholm for Livstid »medmindre den høje Øvrighed hannem vilde benaade«. Havnen var nu uden noget passivt Værn, og som Følge heraf besluttede Borgmester og Raad i 1644 at bygge to lukkede Smaaskanser, rene Jordværker, til Forsvar af Indsejlingen, den ene Nord herfor og udfor Lovportstræde (nu Jernbanegade), den anden Syd herfor og udfor Bommen. Deres nøjere Plads fremgaar af Erik Dahlbergs Kort over Byen. Som et Led i Rigets almindelige Forsvarsforanstaltninger lod Frederik den III. flere Steder bygge Magasinhuse til Opbevaring af Korn. »Udi vor Købstad Køge« accorderede Christen Skeel med en Borger om, »at tage det Korn udi Forvaring, som Adelen haver bevilget til Magasin at ville fremskikke«, og Kommandanten paa Københavns Slot, Axel Urup, fik i September 1653 Befaling til at forhandle med Borgmester og Raad i Køge om, »at de hermed vilde have Inspection, at samme Korn udi god Forvaring og Varetægt indtil videre Anordning forbliver.« Der udsendtes Bestemmelser for at bringe det sjællandske Landeværn paa Fode, den tidligere Inddeling af Øen i 4 »Kvartaler« under Tilsyn af en i hvert Omraade boende Adelsmand som Kvartalskommissær, bragtes i Erindring. Det unge Mandskab i By og paa Land skulde øves, men Købstadfolkene følte sig for fine til paa dette Felt at dele Kaar med Bønderne og lod »sig finde helt motvilligt til at møde, naar Mønstring paabydes«. Et Genskin af, hvad der skulde ske i dette Omraade, hvori Køge laa, faar man ved Læsningen af følgende Brev fra Rigsraaderne Niels Trolle og Christen Skeel til den kloge og dygtige Generalkrigskommissær Otto Povisch, der som Kvartalskommissarius havde Overopsynet med Forsvarsforanstaltningerne paa denne Del af Øen. Kjære Otto Povisch! Næst vores venlig Hilsen, Taksigelse og villig Erbydelse til alt godt. Lader vi Eder venligen vide, at efterdi Sæden herudi Landet formodes nu med det første at skulle komme udi Hus og tilforn vedtaget er, at Landet altid skulle forblive udi god »Positur«, saavidt mulig og gjørlig efter dets Tilstand og Lejlighed til at forsvare sig mod al fjendtlig Angreb, da er for raadlig befunden/: endog vi os Gud være Ære intet saadant nu at formode:/ at begjere af Eder, at I ville udi Eders »Quartall« lade gjøre Anordning, at Baunerne paa tjenlig og fornødne Steder igjen repareres og derhos holdes flittig Vagt. Desligeste at al Almue, saavel i Kjøbstæderne som paa Landsbyerne paa belejlig Steder »Exerc-eres« hver fjortende Dag om Søndagen, efter Prædiken og Gudstjenesten er forrettet, med flittigt Tilsyn, at de have godt og brugeligt Gevær med tilhørige Ammunition efter forrige derom udgangne Ordre, saavel som andet mere dertil hørendes, saa og at Sognerytterne samt deres Gevær og Heste holdes udi god Beredskab og, hvor fornøden, undertiden paa belejlige Steder exerceres. Item de forfaldne Skandser og Brystværn, hvor Højfornødenhed udkræver, igjen med forderligste repareres, og til den Ende enhver Fuldgaards-Mand at tilholdes at have en Spade, en Halvgaards-Mand en Hakke, hver Gaardsæde-Mand, Husmand eller Indester en Skovl med en langskaftet Øxe, som tilforn forkyndet og anordnet er. Ej tvivlende om, at hver Lensmand jo udi sit Len efter forrige Kongl. Maysts. udgangne Missive derom tilhjælper saadant at befordre og iværkstille. Vi for vores Personer gjører altid gjerne, hvis Eder til velbehagelig Tjeneste kan være, og vil hermed have Eder med alt kjært Gud Allermægtigste til Sjæl og Liv troligen befalet. — Gammelkjøgegaard den 10. Maj 1655.« Denne Paamindelse, der indførtes i Køge Kopibog, synes at have givet sig Udslag i mindre Istandsættelser ved Byens Fæstningsanlæg. Vi ser i Februar 1657, at »Lovporten blev færdiggjort baade med Skillerum, tvende Lofter, tvende Luger og Døre, et Underlag lagt under Bjælkerne, som alt er gjort af nyt.« I Juli Maaned var Stadskaptajn og Raadmand Erik Helmers paa en 7 Dages Tur til København for »Monotion at føre fra Tøjhuset og i hans logiment«, men stort set krævede Højfornødenheden aabenbart kun Lapperier. I December 1657 inspicerede Hærens Øverstbefalende, Feltmarschal Ernst Albrecht v. Eberstein, ledsaget af Otto v. Povisch og enkelte Officerer Køge Fæstning, undersøgte, hvorledes Kystvagttj enesten var ordnet, og fortsatte med dette sidste langs Stranden til Prambro, Holtug og Rødvig Skanse i tre Vogne, som Køge By maatte stille til Raadighed. Desværre kender vi ikke Ebersteins Syn paa Forsvarsmulighederne, men Fæstningen var og blev forsømt, hvilket bedst ses af Erik Dahlbergs forannævnte Kort, der viser os et ældet, 300 Aar gammelt Grundrids med den oprindelige Grav udstykket i hen mod 30 Smaadamme, og som siger, at Værnet ved Svenskernes Ankomst i 1658 var uden militær Værd. Hvorledes Borgervæbningens Tilstand var paa dette Tidspunkt, foreligger der saa godt som intet om, men ovenciterede Udtalelser tyder ikke paa, at dens Aand har været præget hverken af god Vilje eller Vovemod. I det Ydre synes der derimod at være indtraadt en Vending — om end liden — til det bedre, idet Byen efter »Erik Helmers Stadshopmands Opskrift« desformedels 2 Daler og 5 Skilling lod Bogbinder Hans Jacobsen forfærdige tvende Trommer og klædte sine to Trommeslagere i Uniform, rød, »svensk Rock, Bukser og Hoser« samt graa Hue og et Par Mandfelde Sko å 1 Daler, men de to Herrer indgik jo ogsaa i den kommunale Administration som offentlige Udraabere af Magistratens Bestemmelser eller andre Nyheder, som skulde bringes til Folkets Kundskab. Borgervæbningens øvrige Mandskab var ikke uniformeret. I Frederik den III.s Dage skulde Fæstningen imidlertid opleve en Renaissance, som hverken Kongen eller de Køge Borgere nogensinde havde drømt om. Uden Sværdslag og derfor med Skam skulde den paany falde i Fjendehaand, og for tredie Gang tjene som Støtte for Angreb paa Danmarks Hovedstad, mens dens militære Anlæg rejste sig som Fugl Fønix af Asken og genopstod, dog ikke som dansk, men svensk Fæstning. Derved undgik Koge ganske vist at blive hærget af lid og Sværd, men til Gengæld mærkedes den paa anden Vis saa meget af Krigens Byrde, at dette i sig selv giver den en mere fremtrædende Plads i Krigshistorien, end dens Ry som Fæstning egentlig berettiger til.

(Fortsættes)