(Det 5’ Bud, Evangelierne og Soldaternes Samvittighed.)
Hvad kan det nytte Mændene“ var egentlig ikke An tim ilitarister. Deres Synspunkter var jo baserede paa, at vore Styrker altid vilde være for smaa til at have Haab om at kunne opnaa et Resultat overfor Stormagtshære. Det var en ren m aterialistisk Anskuelse, et Buk for Talmajestæten; fo r dem var det mere et praktisk end et principielt Spørgsmaal. Anderledes med E fterkrigstidens A n tim ilita ris te r; for dem er Spørgsmaalet a f principiel N atur; det er baade deres Styrke og deres Svaghed; men det kan ikke nægtes, at de i mangt og meget staar stærkere end deres Forgængere, men deres Begrundelse er ikke saa letfattelig fo r alle. Antim ilitaristerne er im idlertid efter K rigen — og under Indtryk a f denne — vokset betydeligt i Antal, har mange paagaaende og virksomme Agitatorer, smidige Penne og støttes af adskillige Forfattere og en indflydelsesrig Presse. De kan vel deles i 3 Dele. 1) De med etiske og politiske, 2) de med etisk religiøse Grunde og 3) de, der er det a f personlig egoistiske Aarsager (Mødre, der ikke kan tænke sig, at deres Sønner skal være Soldater, eller unge Mænd, som nødig vil indkaldes). Disse sidste, der føler, hvor svag deres indre M otivering er, vil gerne søge sig Begrundelse fo r denne — især af religiøs A rt. Det er altid svært at begrunde noget, man finder naturligt, og det er altid vanskeligt at diskutere med Folk, som ikke fører Forstands-, Fornufts- og Erfaringsgrunde i Marken, men holder sig til Følelser og abstrakte Talemaader. Det er sikkert, ikke uden Betydning, hvor det religiøse, som jo har stor Magt, føres i Marken mod vor Forsvarssag, at fo retage en Undersøgelse af Spørgsmaalet, saa man ikke staar som et let Bytte fo r den første den bedste, der pukker paa det 5’ Bud, et Skriftsteds Ord, eller Samvittighedens Obstruktion.
Hidtil har man fra forsvarsvenlig Side ganske overladt Modstanderne Valpladsen. De to første antim ilitaristiske Grupper har — hver fo r sig — lagt megen Dygtighed og Handlek ra ft fo r Dagen og har derved — dækket a f den almindelige Krigstræ thed og de særlige gunstige politiske Forhold — opnaaet ikke uvæsentlige Resultater. Foruden en Del Lærere har sæ rlig de antim ilitaristiske Præ ster været virksomme i Ord og Gerning og har vel end ikke altid i tilb ø rlig Grad holdt deres Meningstilkendegivelser uden fo r Kirkens Mure. Med voldsomme Ord har de udfra Moselov, Evangelierne og især udfra Teorier og Følelser — tit hentet fra den mest blødsødne Humanisme — brudt Staven over enhver Form fo r K rig og over dem, som i Farens Stund skal danne Landets Værn. Udtryk som „K rig er M ord !“ „De, der gør deres P lig t i Krigen, er M ordere!“ og „Soldateruddannelsen er Oplæring til M ord !“ er kun nogle a f de grelleste Udslag a f de paagældendes Bestræbelser og er ikke fri for at vise, at der ligger megen Intolerance, Dømmesyge og Bogstavkristendom bagved som ikke uvæsentlige D rivfjedre. E j heller er det smagfuldt, at kirkelige Embedsmænd dømmer grundlovsmæssige Statsinstitutioner og andre Embedsmænd, der mindst lige saa sam vittighedsfuld som Angriberne søger at røgte deres Kald. Mæ rkeligt, at de samme ivrige Kæmper i Aandens Rige ikke bryder med Kirken selv; thi den har jo vitterlig t gennem Tiderne ikke veget tilbage fo r at anvende Baal og Brand overfo r anderledes tænkende, der vovede at agitere fo r deres Meninger (Autodaféerne, Giordano Bruno, Huss, Jeanne d’A rc) og har hyppigt søgt at udvide sit Magtomraade ved Sværdets Hjælp enten ved at tvinge Folk til at lade sig døbe (K a rl den Store og Sachserne) eller ved at slaa Fjender og Konkurrenter (Korstogene, Estlandstoget, Hussiterkrigen og Trediveaarskrigen). Skulde mon Kirkens Mænd have indladt sig paa den Slags Ting, om de havde ment, at det 5’ Bud eller Evangelierne forbød Krig ? Der var jo da ogsaa Folk paa B jerget i gamle Dage. Det vil derfor være vanskeligt fo r disse Præ ster (og andre) at faa nogen til at tro, at ingen fø r dem har formaaet at læse Biblen og udtyde Skriftens Ord. Man maa snarere tro, at deres egen Kristendom er bleven fo r stærkt blandet op med E tik , M oral og især med Humaniteten. Det humane er jo en Form fo r Menneskedyrkelse eller er i hvert Fald ved at blive det. En a f Kirkens betydeligste Mænd har fo rnylig udtalt, at det var nødvendigt at have „Indsigt i Inhumanitetens logiske Nødvendighed“ , hvilket viser, at H umanitet gør det ikke. Man har Følelsen af, at en meget stor Del a f disse vore præstelige Modstandere er gode velmenende Mennesker, der handler ud fra ideelle Synspunkter, men uden virkelig Fo rbindelse med — og Forstaaelse af — det Liv , der rører sig uden om dem. De tror, at de skal føre en ny Tid frem , men en saadan lader sig aldrig frem føre fra Skrivebordet, men kun fra en indgaaende, in tuitiv Forstaaelse a f Tiden, Menneskene og Livets Love. Skal Forholdet mellem de to Begreber, som nævnes i Overskriften, nærmere undersøges og klarlægges fra vor Side, maa de ses ud fra 3 Sider: F ra det 5’ Bud, Evangelierne og fra Soldaternes Samvittighed.
Det 5’ Bud (2’ Mosebog, 20’ Kap. 13’) siger i dansk Oversættelse: „Du skal ikke ih jelslaa!“ Men den rigtige Oversættelse siger: „Du maa ikke m yrde!“ H vilket i Virkeligheden indskrænker dets Rækkevidde i betydelig Grad. Men Budet er — som alle Budene — kun givet til og gældende fo r Jøderne og er ikke saa kortfattet, som Katekismen lader det faa Indtryk af. Der kommer — navnlig i det efterfølgende Kapitel — en Række Forklaringer og Tilfø jelser til Budene, deriblandt ogsaa til det 5’ (12’— 30’ Vers). H eri staar f. E k s .: Hvo som slaar et Menneske, saa han dør, han skal visselig dødes. Naar nogen hovmodelig sætter sig op imod sin Næste og slaar ham ih jel med Svig, da skal du tage ham endog fra m it A lte r til at dø. Og hvo, som slaar sin Fader eller Moder, skal visselig dødes, og hvo, som bander sin Fader eller Moder skal visselig dødes o. s. v. A f disse Citater vil man se, at Budet er fo r den enkelte og ikke er nogen absolut Lov uden Undtagelse, men at det endog forudsæ tter Dødsstraffen fo r en i vore Øjne saa lille Fo rbrydelse som at have bandet sin Fader eller Moder. A t Budet ikke gælder, hvor der er Tale om Statens, Religionens eller Helhedens Vel, ses a f følgende: Da Moses kom ned fra B jerget med Lovens Tavler og saa Folket danse om Guldkalven, slog han Tavlerne i Stykker mod B jerget og gik hen til Lejrens ene Port og kaldte sine paalideligste Folk, „Levi Børn“ , til sig (2’ Mosebog, 32’ Kap. 26’ ) og sagde: „Saa siger Herren, Israels Gud. H ver binde sit Sværd ved sin Side, gaar frem og tilbage fra den ene Port i Lejren til den anden og ihjelslaa hver sin Broder og hver sin Ven og hver sin Næste!“ Og Levi Børn gjorde, som Moses havde sagt, og der fald t a f Folket paa den samme Dag henved 3000 Mænd. Og Moses sagde: „Fyld e r eders Haand i Dag fo r Herren, at enhver er imod sin Søn og imod sin Broder, og det fo r at bringe Velsignelse over eder i D ag!“ Ja, saadan blev det 5’ Bud forstaaet og praktiseret a f den Mand, som kom lige fra Guds Aasyn, og som var betroet Føringen a f Israels Folk
I Evangelierne kommer Stridsmænd til Johannes Døber (Lucas 3’,14’) og spørger som de andre: Hvad skal vi da gøre? Og Svaret lød i den oprindelige Oversættelse: „Udsuger ingen med Vold, gører ej U ret med Underfundighed' og lader Eder nøje med Eders Sold.“ Disse Ord hentyder aabenbart til deres Forhold som Skatteopkrævere og anden politimæssig Optræden, men der staar ikke et Ord om, at det er forkert eller uhæderligt at være Stridsmand selv i den romerske Erobrer- og Undertrykkerhær. Denne Udtalelse a f Johannes har im idlertid i de nyere B ibeludgaver og N y Testamenter — fo r første Sætnings Vedkommende — faaet Ordlyden: „Øver ikke Vold mod nogen.“ Dette er Vand paa Antim ilitaristernes Mølle. Det forvansker ganske Meningen og gør det til et absolut Forbud mod at øve Vold. Om dette er sket i pacifistisk Hensigt eller grundet paa manglende sproglig Forstaaelse ved Oversættelsen, ved jeg ik ke. Den Slags „Forbedringer“ kan maaske styrke Pacifism en, men ikke Evangeliernes Troværdighed. Her er et Tilfælde, hvor man skal være forsig tig med at blive „plus royalist que le roi“ . Høvidsmanden i Kapernaum, denne Repræsentant fo r Romernes lejede Erobrerhær, fik ikke Ordre til at søge sin A fsked eller Form aninger om kun at gøre passiv Modstand i K rig . Han fik i Stedet derfor den højeste Ros, som Jesus nogensinde har givet noget Menneske, (en Ros, som viser, at vi kan tage os de tidligere nævnte Domme og Paastande let) : „End ik ke i Israel har jeg fundet en saadan T ro “ . An tim ilitaristem e har henvist til Bjergprædikens Ord, som de, der skulde være Rettesnor fo r Menneskenes og Staternes indbyrdes Forhold. Men Bjergprædikenen er ikke Lov. Den indeholder Idéer og Idealer a f den største Værdi, som man maa stræbe imod. Men intet Menneske — endsige noget Samfund — har nogensinde formaaet at naa op paa dens Højder, og da Sam fund altid er mere eller mindre undergivet Massepsykens stærkt svingende Love, kan Bjergprædikenen ikke være Norm fo r dets Liv og Handlen. Fo r Eks. kan man ikke tænke sig, at man i et Samfund ikke skulde sætte sig mod „det Onde“ . Jesus gjorde det jo selv — endog med Anvendelse a f Vold — , da han rensede Templet. I Math. 10’ Kap. 34’— 36 siger Jesus: „Mener ikke, at jeg er kommen fo r at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen fo r at bringe Fred, men Sværd. Thi jeg er kommen fo r at volde Splid mellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder.“ Nu tro r jeg ingenlunde, at ovenstaaende skal tages efter Bogstaven; men skal andre Skrifsteder tages bogstavelige, maa dette tages paa samme Maade. I Apostlenes Gerninger (10’ Kap.) fortælles om, hvorledes Apostelen Peder i Ja f fa gennem en Aabenbaring faar O rdre til at følge med Sendebud til Høvidsmanden Kornelius ved den italienske Kohorte i Cæsarea. I Synet siger Gud til Peder: „Hvad jeg har renset, holder du ikke fo r urent.“ Og Høvidsmanden blev den første Hedning, der døbtes, og det skete uden noget Hensyn til — eller Forbehold overfor — hans Liv sstilling som Fø rer og K riger. Saaledes synes der i Evangelierne ingenlunde at være nogen Fordømmelse a f K rig eller Krigerhaandværket, og man kan næsten sige med Katolikerne: „Lex non certo promulgata non obligat.“ Saa maa man lyde de jordiske Love.
Lad os endelige se Spørgsmaalet fra Soldater samvittighedens Synspunkt. Fra antim ilitaristisk Side er det yndet at fremhæve som en Realitet, at Soldaterne i Felten bliver aandeligt forringet, og at de baade der — og bagefter — maa lide umenneskeligt a f Samvittighedsnag. Findes der, som ovenfor vist, intet i Moselov eller Evangelierne, som kan opfattes som et Forbud mod — eller Dom over — Forsvar og K rig , kunde man jo tænke sig, at det var faldet ud — eller var bleven glemt, da Evangelierne mange A a r efter Korsfæstelsen blev nedskrevne, i saa Fald maa den sidste Prøve ligge i, om Samvittighedens eventuelt guddommelige Del reagerer særdeles heftigt derimod, ikke blot hos Æ stetikere og Etikere og deslige, men hos det store Fle rtal a f Soldater ved den egentlige Front. Dette synes ikke at være T ilfældet.
Samvittigheden deler ligesom et Menneske i to Personer, én, der handler, og én, der dømmer. I Felten antager Samvittigheden hyppigt noget Karakteren a f et Instinkt, befriet fo r en stor Del a f de Elem enter — som Samfundets Sæd og Skik, M ilieuet og den offentlige Mening — har le jret uden om dens Kerne, og som hid til har in flueret paa dens Domme. Den vil i Reglen tillig e i Felten være autoritetsbunden. Dette kommer af, at Folkets M entalitet straks ændres fø r og ved Krigsudbrud. Men Soldaternes Mentalitet, der er yderligere ændret a f deres særlige Forhold, bliver i endnu højere Grad ændret ved at leve i stadig Fare og ved daglig at se Døden fo r Øje. Man kommer uvilkaarlig t i Felten, hvor Realiteterne og det egentlig værdifulde gælder — og intet andet, til at se ned paa Fredsmentaliteten med dens oppustede Bagateller, fik tive Værdier, konventionelle Form er og Forstillelse. Desuden er Kampenes Karakter i de sidste 50 A a r undergaaet betydningsfulde Æ ndringer, som in fluerer stærkt paa det her omhandlede Spørgsmaal. Man ser ikke mere nævneværdigt til Fjenden, men taler nu om Slagmarkens Øde. Man holder Fjenden nede ved Ilden, men direkte Sigte er ikke mere saa almindeligt. Højest et a f hver 1000 Skud rammer, kun *4 a f de ramte dør. Den enkelte Soldat har kun ca. 100 Patroner, saa det bliver meget tilfæ ldigt, om det er et a f hans Skud, der træ ffer. Og er det det, kan det ikke konstateres. Men selv om dette var muligt, er det sket paa stor Afstand, og han har in tet personligt Kendskab til — eller blot et flyg tig t Indtryk a f — sin faldne Modstander. Det bliver derfor ganske upersonligt. A rtille ri — placeret mange Kilom eter tilbage -— og Maskingeværernes Fe jning besørger forøvrig t den meste — og mindst personlige — Skydning mod Fjenden, og her er i Reglen ikke Tale om direkte Sigte mod Enkeltpersoner. Nogle Snigskytter maa vel tage direkte — og koldblodigt overvejet — Sigte paa Modstanderen; men disse „Snipers“ bestaar i Regien a f nogle faa — blandt F rivillig e sæ rligt udvalgte — Folk. Men selv om man, hvad sjældent er Tilfældet, sigter direkte paa en Modstander eller dræber ham i Bajonetkamp, følger der i Reglen ikke Samvittighedsnag bagefter, naar man da ellers har optrandt sagligt, fo r saa lægger der sig ingen Tynge paa Soldatens Sind bagefter. Man føler sig ogsaa i nogen Maade dækket a f Ordre og Autoritet. Noget andet er det, om man i personligt Had eller uden Ordre og m ilitæ rt „Zweck“ dræber en Mand, da kan Dommeren i én selv komme til Orde bagefter. Det, som i K rig lægger det store T ryk paa Soldaterne, er ikke Frygten fo r at faa daarlig Samvittighed, men det, at Døden og Faren er traadt ham helt ind paa Livet, som ikke længere kan leves paa langt Sigt, men fra Dag til Dag og fra Time til Tim e og derved faa r sin Farvetone. Den norske Religionspsykolog og Redaktør a f „K irk e og K u ltu r“ , E. Berggrav-Jensen, Biskop i Tromsø, fortæ ller fra sin Studierejse til Vestfronten, at en Præst, der havde talt indgaaende med over 1000 Saarede paa Lazarettet i Sedan, kun havde tru ffe t en eneste iblandt dem, som følte Samvittighedsnag. Man gaar ikke, som nogle tror, i Kamp fo r at dræbe, men fo r at opnaa — eller forhindre — en m ilitæ r Hensigt. Man v il paatvinge Fjenden sin V illie med mindst m uligt Tab fo r egen Styrke. Om man opnaar Resultatet ved at lade Trommeilden lamme Fjendens Nerver eller Psyke, Agitation eller Sult undergrave hans Modstandskraft eller Vaabnene besejre ham, naar man gaar ham paa Livet, er i og fo r sig ligegyldigt, blot man opnaar sit Formaal. En Sejr maales ikke efter An tallet a f fjendtlige Faldne og Saarede. Man stiller under Angrebet sit eget Legeme blot, naar man forsøger at faa Ram paa den dækkede Fjende. Ved at tage en Fjendes Liv , redder jeg maaske en eller flere Kammeraters og bidrager til K rigens hurtigere A fslutning. Kampen bliver derfor ikke personlig — undtagen til T ider under Haandgemæng. Det er desuden i Sindelaget og ikke i den ydre Handling, at Domspræmisseme skal søges, siger B.-J., og man skal ikke a f psykologiske Ubehagsfornemmelser lade sig forlede til at mene, at man bør have daarlig Samvittighed. Og han skriver et andet Sted: Det, at vi helst vil undgaa ubehagelige Tilfæ lde og Situationer, og at vi let blander den Slags sammen med ond Samvittighed, er en meget dagligdags Foreteelse. Men i Soldaterlivet faa r Prøven saa uhyre Dimensioner. Det kan simpelthen gaa saa vidt, at Sjælens Belastningsevne overskrides, og den knuses under Vægten. Da gælder det i højeste Grad at være klar over dette. Det, som sprængte den, var ikke ond Samvittighed; det var Sindets Organisme, som brød sammen under det uhyre Pres. B.-J. anfører i samme Bog („K rig e rliv og Religiøsitet“ ) en Samtale med en tysk K rigsdeltager.— en a f Professor Ragaz’s Disciple — cand. teol. A. Muller. Han siger, at der intet var i hans K rigerliv , som han ikke turde møde i Erindringen. A lt i alt, sagde han, er det min Overbevisning, at en Kristen aldrig behøver at miste sin H vile i Gud under noget som helst a f det, K rigen fører ham op i ....... De fleste gør deres P lig t og bevarer deres Menneskeværd. Naar Paul Baumer i „Intet N yt fra Vestfronten“ følte Samvittighedsnag, da han havde dræbt Franskmanden, som sprang ned i Granathullet til ham, var det, fo rdi det ikke var en saglig Handling med m ilitæ r „Zweck“ , men en egoistisk Handling med Selvopholdelsesdriften som eneste D rivkra ft. Samvittighedsnaget forstærkes efterhaanden, som Faren a ftager. Franskmandens Træk indtegner sig skarpere i hans Bevidsthed, og han er Vidne til hans Lidelser og Dødskamp. Endnu mere forstærkes den, da han a f den Dødes Papirer faa r Kendskab til hans Navn, Fam ilieliv, Forsørgerpligter o. s. v„ og Baumer lover i den første Ophidselse sig selv at ville skrive til den efterladte Hustru og understøtte hende. Men da Baumer senere er kommet godt tilbage, og Kam meraterne har beroliget ham, svinder baade Samvittighedsnaget og de gode Forsæ tter hurtigt bort. Antim ilitaristerne anfører hyppigt, at de første Kristne nægtede at tjene som Soldater*) Dette var dog nærmest begrundet i, at den stærkt sammenbragte Skare Soldater a f alle Folkeslag — som en Slags Faneed — skulde tilbede Kejserens Billede; men alligevel tjente mange K ristne i Hæren, og da Kejser Konstantin gjorde Kristendommen til Statsreligion, var der intet i Vejen for, at man kunde gøre dette. Kirkefaderen Augustin fører nærmest et Forsvar fo r Krigen. I ep. 138 skelner han mellem Sindelag og Handling og frem fører den Mening, at Sindelaget overfor Fjenden meget vel kan være efter Bjergprædikens Ord, selv om vi i vor Handling nødes til at a fstra ffe dem, og han skelner mellem retfæ rdige og uretfæ rdige Krige.
Med Hensyn til Soldaternes egen Indstilling overfor K rigen kun lige et Pa r Ord. Sokrates mindedes med Glæde sin Deltagelse i Kampen fo r sin Stad, og den store Tragediedigter Æ skylos vilde ikke have noget skrevet paa sin Gravsten om de 28 Digterkranse, han havde vundet, Udmærkelser, som Grækerne ellers satte højest a f alt. Der skulde kun staa: „H er hviler Æ skylos, som kæmpede ved Marathon.“ I adskillige Krigsbøger læser man, at Orlovsrejsende følte Hjemve efter Fronten. „A ld rig mer Krigsm anden“ Remarque taler i begge sine Bøger om, at Fronten føltes som et Slags Hjem. Desuden prises Kammeratskabet i høje Toner.
Naar store Mænd i Aandens og Tankens Rige har set den højeste menneskelige Ydelse og Stolthed i dette at kæmpe fo r deres La n d ; naar vi nylig har set, at 30, 40 M illioner Mand gennem 4 A a r kunde holdes i Skyttegrave under de stærkeste Paavirkninger, Farer og Tab, var det mon saa ikke Ulejligheden værd — ja, ligefrem Plig t — fo r dem, der ukaldet og ud fra ringe Kendskab og uklare Følelser fælder Domme og vil vise Vej her, at søge — uhildet — at sætte sig ind i, hvad det er, der gr den krigerske Oplevelse saa værdifuld til alle T ider, og hvad det er fo r Kræfter, der i saa lang Tid har faaet alle disse Kulturmennesker til at staa under Vaaben derude, med Farer og Død fo r Øje til enhver Tid. Skulde det mon ikke være noget ophøjet, der har bevirket dette — noget, der er i Fam ilie med eller ligger tæt inde paa — og paralleltløbende med — det religiøse — noget, som kan løfte Mennesket op over sig selv og al smaalig Egoisme og faa det til at bringe de største Ofre a f Blod og Penge. Skulde man finde Lyst til et saadant Studium, da maa man gaa til den uden forudfattede Meninger med god V illie og rene Hænder, og da v il man undres over Menneskets Storhed, over hvilke Evner og K ræ fter han besidder; da vil man finde meget, meget smukt og værdifuldt, som man tidligere ganske har overset, og man vil ligesom Remarque i „Tiden der fulgte“ se Fredsmentalitetens Vægtskaal ligesom blive vippet op a f Krigsmentalitetens. Sam tidig vil man lære nogle a f Livets ubønhørlige Love at kende og faa nogen „Indsigt i Inhumanitetens logiske Nødvendighed“ . Først naar An tim ilitaristerne ved Studier i Skyttegravene er naaet saa vidt, kan vi erkende, at de staar paa et saadant Grundlag, at deres Domme kan afsiges med en vis Vægt og er udtalt a f samvittighedsfulde Sandhedssøgere. Med saadanne vil vi gerne udveksle Tanker, selv om de mod Forventning vedblivende skulde være vore Modstandere; men ind til da har de uendeligt meget mere at lære a f os end vi a f dem. Det er altid blandt dem, der ikke har været Soldater, at vi har vore værste Fjender. Indtil „Vennetid og Fræ ndetid“ , som man saa tit har proklameret, skulde være paa Trapperne, virkelig kommer (og det Tidspunkt ser vi med Glæde i Møde), og den sejglivede „Svæ rdtid“ er uigenkaldelig dødet, vil vi tro, at vi handler rig tig t og — i augustinsk Forstand — i Bjergprædikenens Aand ved, naar det er nødvendigt, at sætte os mod det Onde, som truer vor Kultur, vort Sprog, vor Ret, vor Selvstændighed, vor A rne og alt, hvad der er os helligt.
Hansgaard.
