Efter 20-Julimændenes attentat, hvor Hitler kom ud for forskellige kvæstelser, gik han på lægens ordre til sengs, og her blev han liggende resten af juli og august og fik således tid til at beskæftige sig incd storstrategien. Det spørgsmål, der frem for alt trængte sig på, var dette: Hvorledes skulle han genvinde det initiativ, der var fravristet ham ved invasionen?
Situationen såvel på øst- som vestfronten var overordentlig prekær. På østfronten stod Russerne ved Østpreussens grænse; de havde overskredet Wcichsclcn og nået nordranden af Karpatlierne. På en 1000 km lang front søgte 80 svage tyske divisioner at dæmme op for den russiske stormflod: ca. 400 infanteridivisioner og 100 panserenheder, altså en femdobbelt overmagt.
På vestfronten, hvor 55 medtagne tyske divisioner stod overfor 90 allierede, var kampen mod Siegfriedlinien begyndt i hele dens længde fra
Nordsøen til Schweiz, og takket være denne barrieres eksistens havde Tyskerne fået mulighed for at danne en ny sammenhængende front. Det, der mest karakteriserede situationen på denne, var de kampe, der efterhånden udviklede sig i egnen om Aaclwn, hvor der, siden september 1044, var et slag i gang, som stadig tiltog i omfang, og hvis dimensioner kunde sammenlignes med 1. verdenskrigs Materielslag, såsom Verdunslagct i 1916. Åbenbart søgte de allierede at tilintetgøre flest mulige tyske kræfter i et Opslidningsslag, i bevidstheden om deres materielle overlegenhed. Denne taktik var kostbar for begge parter. Den tyske føring blev tvungen til at indsætte alle disponible kræfter, uanset om den derved svækkede andre frontafsnit. De divisioner, der blev sat ind, og som bestandig måtte i ilden, blev næsten totalt ødelagt. Det var også tilfældet med panser- divisionerne, som havde lidt meget under retræten, og som her i denne kampzone kun kunne få en højst utilstrækkelig hvile.
Selv om man kunne forudse, at kampene mod årets slutning under indflydelse af forværrede atmosfæriske betingelser måtte tage noget af, bestod dog stadig i dette frontafsnit den truende fare for gennembrud.
Tilstanden på den tyske hjemmefront var ikke uden opmuntrende momenter. Dot viste sig, at attentatet ikke havde nogen bred tilslutning i befolkningen, som nu, stillet overfor fjendens krav om den betingelsesløse kapitulation, var rede til at slutte op om regimet. Speer’s rustningsprogram boldt endnu nogenlunde skridt med forbruget, trods luftbombardementerne; og rigsbanerne kunne, skønt vanskelighederne var uhyre, stadig opretholde transporten.
For Hitler drejede det sig om for enhver pris at skaffe tid. Hidtil havde ban vundet tid ved at sælge rum; men nu var der ikke mere at sælge af; thi nu stod fjenden for døren. lians Patent-formel ». .. Sich am Boden fest- zukrallcn« triumferede dog endnu engang i en krisesituation, som i sin tid på østfronten. Tyskerne forsvarede sig fanatisk og boldt fjenden stangen.
Tid var bydende nødvendig, for det første for at kunne færdiggøre og fremføre de nye våben, undervandsbåde med schnorkel og større hastighed og jetfly, og endvidere for at skaffe flere soldater. Alle områder blev nu kæmmet med dette formål. Alle mænd mellem 16 og 60, som kunne bære våben, indrulleredes i den såkaldte »Volkssturm«, en slags hjemmeværn. Der oprettedes talrige »Volksgrcnadier«-divisioncr og endvidere af det reducerede Luftwaffe en række »FaIlschirmjågcr«-divisioner af høj kamp- værdi, skønt bestående af ganske unge mænd med kun nødtørftig træning.
Hæren havde lidt meget i de foregående kampe; især var panserdivisionerne blevet hårdt medtaget, men nu var de nogenledes blevet nyformeret, dog gennemgående normeret med ('l mindre antal kampvogne. Også artilleriet liavde haft svirre lab; del supplercdcs med ældre modeller med bestetræk. Det tyske luftvåben var stærkt nedkæmpet og de allierede styrker skæbnesvangert underlegent.
I juli/august havde Tyskland kunnet opstille 18 nye divisioner, 10 panserbrigader og na-sten 100 batailloner, men det var langtfra nok, og de nye formationer lod, i forhold til livad den lyske bær tidligere havde været, meget tilbage at ønske. Man liavde måttet skrabe bunden. Men, trods de tyske troppers personel- og materielforringelse, var moralen relativt bøj. Bag Siegfricdlinien arbejdedes der nu af al magt, dels på at styrke stillingerne og dels med enkadrering og træning af de nye formationer.
Imens fortsatte Hitler sine strategiske overvejelser. Denne mand, som, omend autodidakt i krigskunsten, i bøj grad var medvirkende til at bryde det hegemoni, Forsvaret siden 1. verdenskrig liavde udøvet over de fleste militære hoveder, og som havde billiget og befordret de nye tanker og bestræbelser for at genindsætte Angrebet i dets historiske rettigheder som strategiens og taktikens dominerende faktor, var naturligvis klar over den rene defensivs selvmorderiske tendenser og spekulerede derfor kun på angreb, et angreb, der kunde skaffe ham mulighed for at genvinde det tabte initiativ.
Vender vi os nu til de allierede, så var stillingen den, at Eisenhower på dette tidspunkt havde ladet sine styrker opmarchere på linie langs hele den tyske front uden noget egentligt tyngdepunkt, selv om to offensiver var i gang, nemlig foruden ved Aachen tillige ved Saar, og uden nogen hovedreserve. Denne linearsiralegi medførte selvfølgelig den lineære opstillings svaghed, faren for gennembrud.
De allierede havde stor forsyningsvanskeligheder, men havde nu endelig fået Antwerpen, som var bestemt til at blive vestmagternes vigtigste forsyningshavn og naturligvis som sådan måtte indgå som ct vigtigt led i Hitlers strategiske overvejelser.
I midten af december stod de allierede fra nord til syd som følger: Montgomery’s 21. armégruppe var på vestbredden af Meuse, Simpson’s 9. armé ved Roer, få mil på den anden side den tyske grænse, Hodges’s 1. armé udstrakte sig, efter at have taget Aachen og passeret Hiirtgen skoven, mod syd til el punkt øst for Luxembourg, 3. armé forberedte sit eget angreb på Tyskland ved Saar. Syd for 3. armé stod 6. amerikanske armégruppe.
Det var 1. Armés dislocering i Ardenncrnc, der ligefrem inviterede Tyskerne lil at foretage ct angreb. Her stod 8. Armékorps under general Middlcton's kommando og skulde med 3 dels svækkede og dels krigs- uerfarne divisioner i fronten dække et, terrain af over 100 km’s bredde. 3 kampgrupper af 9. armored division var tildelt Middleton som reserve. 2 af disse stod bag fronten, den 3. var, da angrebet kom, udlånt til 5. korps (9. Armé).
Navnet Ardennes er af keltisk oprindelse. Det betegner et skovbovokset højdedrag. Forstavelsen AR, som markerer områdets højde, genfindes i Auvcrgne og Argonne. Det er et terrain, livor tætte skove dækker højderne, der drænes af mange sna'vre vandløb, som mellem stejle hredder løber gennem skovene. Vejnettet er fattigt. Den almindelige retning for hovedvejene går nord—syd, altså på tværs af tyskernes vigtigste angrebsretning. Klimaet er koldt og fugtigt med hyppig tåge. Sneen falder sent på sæsonen, men bliver liggende længe.
Ardennerne, der er relativt svagt befolket, var af generalstabene længe betragtet som en strategisk barriere, man gik udenom. Amerikanerne synes i 1941 at have næret samme anskuelse, trods den hårde lektion de allierede havde fået i 1940. Dengang var årstiden med angriberne; men selvfølgelig måtte under vinterforhold passage være betydelig vanskeligere og kræve længere tid.
Vi forlod Hitler, medens han var oplaget af sine strategiske overvejelser. Han kom lil den konklusion, at den opslidningskamp, der var i gang på fronterne, ikke kunne fortsætte. Den var i de allieredes favør og ville med sikkerhed føre til Tysklands afgjorte nederlag. Tyskland målte under alle omstændigheder skaffe sig et pusterum, skaffe sig luft til en af siderne. En kontraoffensiv måtte forsøges. Men hvor skulle man angribe?
En offensiv på østfronten kunne ikke love noget resultat; thi selv om det kunne lykkes at sætte en 20—30 russiske divisioner ud af spillet, ville det kun være som en dråbe af den fremvadtende stormflod af russiske troppemasser, og offensiven ville snart drukne i sne og dynd, eller ebbe ud i det uhyre rum. Noget afgørende strategisk resultat kunne ikke opnås på denne front, ej heller på den italienske, hvor en offensiv kun ville have lokale konsekvenser.
Resultatet af Hitlers overvejelser blev da, at kun vestfronten frembød muligheder for et fremstød. Og han havde allerede »spotted the weak point«, siger Merriam, det slør, hvormed Eisenliower og Bradley forsøgte at dække Ardennerne.
Der er ingen tvivl om, at planen for Ardcnnerslaget var Hitlers og hans alene. Enkelthederne udarbejdede han sammen med Keitel og Jodl.
I september beordrede Hitler Jodl til at begynde på forarbejderne til offensivplanen. I oktober blev Rundstedts og Models*) stabschefer kaldt til fører-hovedkvarteret, og efter at de var taget i ed og havde accepteret og underskrevet et dokument, hvori det betødes dem, at de ville udsætte sig for dødsstraf, såfremt de fandtes skyldig i nogen indiskretion, fik de planen for offensiven forelagt. Et lignende dokument måtte efterhånden samtlige indviede underskrive.
Hitler havde udpønsket sin måske største overraskelse. Det påstås undertiden, at historien ikke gentager sig. Hitler ville nu gentage den, reproducere gennembruddet fra 1940. Allerede i denne idé lå kimen til den store overraskelse. Endnu engang ville han foretage den mest usandsynlige handling på det mest usandsynlige sted. Angrebet blev en overraskelse, fordi
1) Man anså den tyske hær for nedkæmpet og ude af stand til at foretage angreb i større stil,
2) Man betragtede Ardennerne som strategisk barriere,
3) Forberedelserne forblev skjult for de allierede, og endelig sidst, men ikke mindst, på grund af
4) de allieredes sejrsovermod, optimisme og dermed forbundne manglende vagtsomhed.
Trods den langs den samlede front forstærkede og forbitrede modstand var stemningen hos de allierede stadig præget af den optimisme, den vilde jagt under frankrigsfelttoget havde skabt. En skæbnesvanger undervurdering af de tyske muligheder prægede de ansvarlige kommandoinstanser.
Den rådende optimisme influerede på ulykkelig måde på efterretnings- officerernes situationsbedfiimnelser. Vi ser dem i indbyrdes kappestrid travlt beskæftiget med på papiret at gøre det af med Tyskerne. Intet kan være farligere, end når de mænd, hvis opgave det er at give et så nøjagtigt og virkelighedstro billede af situationen som muligt, lader sig forlede til ønsketænkning i stedet for strengt at holde sig til, hvad man virkelig ved. Hovedfaren, det skær, hvorpå man må undgå at strande, er i sin efterretningsvurdering ukritisk at stole på, hvad der passer med egne ønsker Gg tilfredsstiller egen føring. Her er det efterretningsofficerens kritiske sans og karakter må gøre sig gældende, så lian bevarer sin soberhed og alene baserer sig på fjendens handlingsmuligheder (capabilities) under hensyntagen til egne forhold og terrainet.
Men i så henseende blev der i særlig grad syndet af de allierede efterretningsofficerer. De lod sig betage af den almindelige optimisme og undervurdering af fjenden og tog mere liensyn til det skema, man nu engang havde antaget for fjendens formodede hensigter end til hans handlingsmuligheder, som de helst frakendte ham; ligesom de skænkede egen situation for lidt opmærksomhed ved at afskrive Ardennerne som muligt fjendtligt operationsterrain. Ønsketænkning kom bl. a. frem hos Eiscnhowers eflerretningsofficer, general Strong, når han mente, at Tyskerne ved opslidningsslagene var bragt i en tvangssituation, de ikke kunne unddrage sig. Det var netop, hvad man kunne ønske i bevidstheden om, at egne overlegne kræfter lilsidst ville sætte modstanderen mat. Endvidere hos cflerrelningsofficeren ved 8. korps, der dog var på uriaspost i det lumske ardennerterrain, når han i sin situationsbedømmelse den 9/12 hl. a. sagde, al fjendens praksis med at bringe nye divisioner ind i ardennersektoren for at give dem fronterfaring og derefter afløse dem til indsættelse andetsteds viste hans ønske om, at denne sektor skulle vedblive at være rolig og uvirksom. Delle passede helt med eget ønske: En fredning af stillingens svageste sted. Bradleys’ efterretningsofficer stillede alle ønskers snarlige opfyldelse i udsigt ved at proklamere: Med vedvarende allieret pres mod syd og nord kan sammenbruddet (tlie breaking point) udvikle sig pludselig og uden varsel.
I værdibedømmelsen og sainarhejdningen af de fra jord- og luflrekog- nosceringerne fremskaffede efterretninger må der formentlig også have været visse mangler. Dette kan måske forklare, at general Strong på sit situationskort den 14/12 kun havde 4 divisioner overfor 8. korps, plus 2 panserdivisioner, der »lurede langt bagude og øjensynlig bevægede sig mod nord« (Merriam). Denne angivne bevægelsesretning passede godt med den forestilling, man havde gjort sig om fjendens hensigter: et modangreb i egnen mellem Roer og Rhinen, når de allierede stødte frem mod Ruhrdistriktet. Heroppe, nordvest for Köln, sad jo også 6. S/S-panserarmé, åbenlyst, og kundgjorde derved, mente man, disse fjendens formodede hensigter. løvrigt mente Strong, at Tyskernes problem på langt sigt var at skaffe folk nok til fronterne, først og fremmest til Aachen sektoren, og at de bl. a. havde søgt al klare delte ved at tilføre kampområderne, hvad der kunne undværes i Holland og Ardennerne. Han mente altså, at tyskerne i stedet for at stuve tropper sammen i Ardennerne udtyndede dette område. Derved viste hans situationsbillede det stik modsatte af virkeligheden.
Frontstillingen fra nord til syd i det truede afsnit af 1. Arme var som vist nedenfor.
Som nævnt kunne denne svage besa'ttelsc på en c. 120—130 km front kun betragtes som et slør, et ganske tyndt og, som det viste sig, gennemsigtigt slør. Enhederne spændte over kolossale fronter.
Naturligvis måtte Tyskerne være stærkt interesseret i at skaffe sig at vide, livad der fandtes derinde bag sløret, og iværksatte derfor en meget indgående opklaring. Den lineære opstilling på de store distancer kunne ikke hindre en stærk infiltration, og Tyskerne nåede med deres patruljer langt (så langt som 7 km) bag de amerikanske linier, hvor nogle af dem vandrede oin i dagevis og samlede vigtige efterretninger om troppebevægelser og installationer. Således blev Tyskerne klar over, at her fandtes faktisk en balvåben dør til det amerikanske bagland.
Merriam skriver, at Middleton havde valget mellem at styrke sin stilling i dybden ved at bolde sine folk til at grave eller opretholde en »offensive attitude« og valgte det sidste, og at ban deri støttedes af sin chef, Hodges. Herom udtaler oberst R. S. Allen i »Lueky Forward«: »Til trods for udstrækningen af den front, de boldt, og deres store spredning, var det ikke tilladt infanleridivisioneme at organisere deres stillinger. Det var forbudt at konstruere anlæg i dybden for al styrke deres tynde linier.«
Middleton’s forsvarsstilling bestod af en serie langt adskilte støttepunkter. Terrainet mellem dem, sædvanlig indbefattende vejene, var vidt- åbent. Det var intet under, at talrige tyskere var i stand til at infiltrere om natten. Der var kun udstillet svage fægtningsforposter. Stillingen var nok delvis mineret, men ellers var der tilsyneladende kun gjort lidt for en forstærkning af den. Alternative stillinger bagude var hverken rekognosceret eller forberedt, broer ikke gjort rede til sprængning, reserver ikke holdt i beredskab, og nogen egentlig forsvarsplan for Vlil korps fandtes ikke. Man afventede åbenbart indtrædelsen af det af bærgruppen proklamerede »breaking point«, og medens man ventede, forsøgte man at fordrive tiden bedst muligt. Oberst Allen skriver, efter at bave bemærket, at kun en del af divisionernes tropper var i stilling: »Resten var i bagved værende områder, beskæftiget hovedsagelig med vildsvine- og dyrejagt og elskovseventyr (pursuing amatory objectives). I nogle lokaliteter havde bel ligdagsadfærden nået et punkt, hvor patruljering til opretholdelse af føling med fjenden praktisk talt var ophørt.«
Det gådefulde forbud mod at organisere stillingerne i dybden kan måske liave givet anledning til de rygter, der bar været fremme om, at Ardenncrne var en fælde, beregnet på at lokke Tyskerne ud fra deres faste stillinger; rygter der naturligvis er blevet kraftigt dementeret. Patton’s udtalelse i anledning af angrebet: »Fine, we should open up and let tb cm gct all ihe way to Paris. Tben we’ll bito off the rear of their attack« kunde tyde på, at tanker i den retning måske ikke bar været helt fremmede i højere førerkredse. Mcrriam siger dog: »Men mere sobre hoveder rådede ved SLIAEF.« Nu var det jo ikke Paris, men Antwerpen, Hitler stilede imod, hvilket måtte gøre opstillingen af en sådan »fælde« end mere risikabel, så meget mere som ingen hensigtsmæssige dispositioner var truffet til sikring af handlefriheden for det tilfælde, at Tyskerne virkelig »gik i fælden«. Tanken om at »open up« vilde forøvrigt være faldet godt i tråd med lielc den optimistiske undervurdering af Tyskernes slagkraft, som var den rådende.
Ifølge Eisenliower’s ordre var der fastsat grænser for en eventuel tilbagegang i Ardenncrne. Mod syd skulde byerne Luxembourg og Sedan dækkes, mod vest var grænsen Meuse og mod nord skulde Liège garderes. Det skulde forsøges at standse fjenden, inden disse grænser nåedes. Dette krav harmonerede dårligt med forbudet mod at udbygge stillingerne i dybden. Selv om der nu virkelig skulle have spøgt tanker om i givet fald, hvis lejlighed bød sig, at realisere et baghold »en gros«, måtte der for at undgå overrumpling kræves visse forsvarsai'bejder til støtte for den svage besætning under en eventuel forsvarskamp. Også for uden skade for sikringen al kunne opretholde et ikke altfor opslidende beredskab, hvilket var påkrævet i betragtning af, at flere af divisionerne var udmattede af forudgående kampe, havde forsvarsarbejder været nødvendige. Undladelsen af forsvarligt at udbygge stillingen var en forsømmelighed, hvorved VIII korps så at sige spillede va banque med de det underlagte tropper, hvis forsvarskapacitet ydermere i forvejen var nedsat, for 4. og 8. divisions vedkommende efter kampe i Aaelien-sektoren, for 106. division ved manglende kamperfaring. Den manglende forsvarsplan, den utilstrækkelige stillingsforstærkning, det forholdsvis lave beredskab og de svage forposter var medvirkende årsager til den deroute, der rådede i angrebets første dage.
En forsvarsplan for korpset havde man ikke fundet nødvendig, da man anså Tyskerne for ude af stand til at foretage cl større angreb. En sådan plan kunne vel ikke, overfor et eventuelt overlegent angreb, være gået ud på andet end en foreløbig tilbagegang mod vest, under hvilken man ved undvigende kamp søgte at bevare frontens sammenhæng, idet man afventede indgriben af en bagved værende reserve. Men, desværre fandtes en sådan ikke; tbi SHAEF havde ingen egentlig, i passende beredskab værende, hensigtsmæssigt placeret reserve, der var parat til at gribe ind. De styrker, der til at begynde med blev sat ind, var tilfældigt disponible enheder, som greb ind stykvis og efter skøn, man kunde næsten sige på lykke og fromme, uden nøjagtig orientering og uden efterretninger angående fjenden, idet efterretningskanaleme var brudt sammen. Men her, bvor det kom til at dreje sig om et kapløb indenfor timer med Tyskerne, stod krigslykken Amerikanerne bi.
Hovedårsagen til Amerikanernes, man kan måske sige »svage forberedelse« i Ardenner-afsnittet var den, at man betragtede det som givet, at Tyskerne ikke var i stand til at starte noget større offensivt foretagende; men lieril kom jo også efterretningsofficcrcrnes forananførtc svigten med hensyn til at klarlægge situationen. De havde alle deres opmærksomhed rettet mod nord, altså nord for Ardcnnerne, mod området mellem Roer og Rhinen, hvor man ventede et tysk modangreb, når til sin tid Roerfloden var passeret; men, at tyskerne skulle kunne foretage et storangreb med strategisk målsætning, og at dette vilde komme i Ardennerne, lå uden for deres forestillingskreds. Heller ikke de bøjere førere bavde tænkt sig denne mulighed. Montgomery skrev i et direktiv, udsendt fra 21. armegruppes hovedkvarter den 16. december, samme dag som Tyskerne startede offensiven: »Fjenden kæmper nu en defensiv kamp på alle fronter; hans situation er sådan, at han ikke kan foretage større offensive operationer.«
Hitler tilsigtede et overraskelsesangreb, og denne sin hensigt nåede han fuldstændig. Retingelsen var den pinligste hemmclighedsholdclse af alle forberedelser, og dette blev gennemført til de mindste detailler, så det kan siges, at Tyskerne lier liar givet et skoleeksempel, værdigt til efterfølgelse. At over 20 divisioner kunne stilles rede til angrel) umiddelbart foran en besat front, uden al amerikanerne kunne konstatere det, måtte næste synes utænkeligt, og når det skete, kan det kun, uanset Tyskernes mesterlige camouflage, forklares ved de allieredes sorgløshcd, der var en følge af den optimistiske undervurdering af modstanderen, der fra oven havde bredt sig ned gennem rækkerne.
Det er allerede nævnt, al de, der blev indviet i planen for offensiven, blev taget i ed og truet med dødsstraf i tilfælde af indiskretion. Alle mulige andre forholdsregler blev taget for at gøre liemnieligbedsboldelsen effektiv. Således blev enhver korrespondance pr. telefon eller radio vedrørende operationen forbudt; endvidere var der forbud mod at medtage skriftligt materiale og kort i fly. Samtlige forberedelser skete under den camouflerende devise: RHEIN-RUHR-VERTEIDIGUNG. Dette angaves overfor tropperne at være deres kommende opgave, og gennem agenter blev en tilsvarende »oplysning« spillet de allierede i hænde. Yderligere vildledningsmanøvrer var: Samling af angrebskræfterne på steder, der ikke kunne give noget fingerpeg om, livor de skulle anvendes, f. eks. 6. S/S panserarmé nordvest for Köln. Placeringen af arméen lier tjente desuden som velberegnet vildførelse af de allierede, der naturligvis måtte opfatte den som en reserve til modstød, når de havde passeret Roerfloden. Endvidere — gennem radiotrafik — fingeret opstilling af en 25. armé med 10 divisioner, ligeledes nord for angrebsfeltet. Bag opmarchoinrådet måtte færdsel på jernbane og veje kun foregå om natten og på veje tæt bag fronten kun med hestetræk under sløjsløring ved fly i lav højde. Det motoriserede artilleri blev trukket i stilling af heste, hvis bove var om- viklet med klude. Alle tropper bag angrebsfronten skulle bevare radio- tavshed, artilleriets indskydning og al terrainrekognoscering var forbudt. Stabene arbejdede under dæknavne (f. eks. 5. panserarmé: Fjeldjäger- kdo. z.b.V.). Et særligt sæt dagbøger blev anlagt. En fare for hemmeligholdelsen kunne overløbere frembyde. Upålidelige elementer, bl. a. de såkaldte »Volksdeutsche«, blev derfor udskilt af afdelingerne. O. B. West skulle daglig liave melding om antal overløbere. Det var dog kun 5 i tiden fra 1. til 12. december. Udbygningen af vejene skulle ske på en måde, der ikke vakte opsigt; spærringer ved vestvolden skulle ryddes. For at det ikke skulle vække mistanke, blev disse rydninger også foretaget syd og nord for Ardenner-fronten. For 5. panserarmés vedkommende havde man fjernet alle kendetegn på uniformer og køretøjer, hvilket forårsagede, at de allierede tahtc dens spor.
Men dette, at man af camouflage-hensyn målte arbejde tinder cu defensiv målsætning, kom til at svie hårdt til Tyskerne med hensyn til forsyningstjenesten, idet mange af forsyningerne blev efterladt på den østre bred af Rb inen, hvorfra de ikke senere kunne føres frem som følge af den allierede luftaktivitct.
Tyskernes troppekoncentrationer blev ikke alvorligt berørt af de allieredes bombeangreb, fordi det tyske jernbanenet var så kompliceret og gav mange muligheder for at omlægge ruterne, og Tyskerne var hurtige til at reparere skaderne. Udladestederne var så vidt spredte, at et koncentrationsmønster ikke lod sig sætte sammen.
For at fremføre styrkerne kra-vedes der 1050 tog, gennemsnitlig 21 tog om dagen; hertil kom forsyningstog, hvis antal dog var noget mindre.
Hvad var nu grunden til, at de allierede, trods Tyskernes kæmpemæssige forberedelser, ikke forudså det kommende angreb? Iler må vi, soin tidligere antydet, fa'stc os ved optimismen, der var den egentlige primus motor til alle Amerikanernes fejltagelser og forsømmelser. Sejrsrusen slørede hjernerne, og selvfølelsen, man kan na-sten sige selvforherligelsen (Pation i »Letter of Instruction« af 3/4 44: Wc are the hest soldicrs in the world!) øgede overfor modstanderen den farlige despekt. Optimismen gav sig udtryk i efterretningschefernes fortegnede situationsbilleder og i, at »The gentlemen up tlicrc«, som Patton kaldte dem, godtog dem. Der skulle meget til, før troppechefernes mistanke blev vakt. Men, da 1. armés efterretningsofficer, oberst Dickson, meldte, at 13 lyske divisioner var i reserve i kampområdet, al 51/, mere muligt var i reserve, at 4 divisioner ekstra var meldt som værende i reserve, men ikke bekræftet, at selve Tyskland inden en uge desuden kunde stille yderligere 4 Volksgrcnadicr- divisioner, den italienske front 4, østfronten muligt 5 og Norge 4—5 divisioner, blev det dog Ilodgcs for meget. Delte var 6 dage efter offensivens begyndelse, da man allerede havde identificeret 24 tyske divisioner. Hodges blev bange for virkningen af en sådan situationsbedømmelse på et tidspunkt, da moralen allerede var rystet, og gav ordre til, at alle eksemplarer, der var udstedt, skulle lilintetgørcs, og forlangte, al alle divisioner, som havde modtaget denne famøse rapport, skulle indsende behørig underskrevne indberetninger om, at de havde tilintetgjort deres eksemplarer. Man kan gisne om, hvorvidt det var ovennævnte tyske »rubber-duck«, den fingerede 25. arme, der havde gjort sin virkning og faet denne uheldige eflerretningsofficer til at tabe hovedet. Nu var han og mange med ham nedstyrtet fra den almindelige optimismes høje koturne ud i deroutens sorleste pessimisme. Da nogen pessimisme havde været på sin plads, var man optimistisk mod al fornuft, og da man så overraskedes af det lammende slag, bemægtigede en grænseløs pessimisme sig sindene. Lidt mere balance til begge sider havde vajret ønskelig.
En væsentlig årsag til, at de allierede og først og fremmest Amerikanerne blev overraskede, var den dygtighed og snedighed, hvormed Tyskerne havde planlagt operationen. Montgomery skriver: »Operationen var planlagt med stor omhu og dygtighed.« Oberst Allen udtaler: »Den tyske offensiv var en mesterlig strategisk og taktisk plan. Den var glimrende udtamkl og iværksat; beregningen af tid, sled og vejr var perfekt og udførelsen af høj rang til at begynde med.« Fremdeles: »Fjenden opnåede sine første mål. Strategisk forpurrede lian de vinter-fremstød, de allierede var ved at starte og tvang dem til at gå over til defensiven, taktisk opnåede ban anselig overraskelse og forårsagede kolossale tab.«
Planen gik som bekendt ud på følgende:
Hærgruppe B (Feldmarschall Model) skulle, under udnyttelse af en periode med dårligt vejr, efter grundig opfriskning, med 2 panser- arméer og 7. armé angribe i afsnittet Monschau-Echternach, gennembryde den svage fjendtlige besættelse, og, idet de tidlig skød panserkræfter frem, danne brohoveder over Meuse mellem Liège og Givet og derefter rykke mod nordvest, østligt forbi Bruxelles og nå frem til Antwerpen for at afska-re forbindelseslinierne for 9. amerikanske arme og 21. britiske hær- gruppe.
Under dette fremstød måtte panserdivisionerne ikke lade sig opholde af noget, skulle omgå forsvarede stillinger og ikke tage hensyn til åbne flanker.
Denne plan er blevet stærkt kritiseret af de allierede, der dog måske ved denne kritik ikke mindst bar villet tale deres egen sag. Men nægtes kan det jo ikke, at mål og midler ikke stod i noget passende forhold til hinanden, hvilket isa:r fremhæves af kritikerne og også er let at kritisere, såvel som det tyske luftvåbens svaghed, panser- og infanteridivisionernes i forhold til tidligere stærkt nedsatte karat og de svage forsyninger; men dette vedrører jo altsammen den tekniske side af sagen. Et andet spørgsmål er det, hvorledes man har set på operationen som strategisk beslutning. Også der har de allierede generaler været unådige dommere og fremført ræsonnementer, der for en rent umiddelbar betragtning må synes særdeles vel berettigede og kloge, men hvori man alligevel i nogen grad har savnet det geniale feltherrehlik, idet man tilsyneladende ganske liar undladt at tage hensyn til sagens mere subtile, immaterielle faktorer, der undertiden er nok så vigtige som de materielle, og som man i hvert fald, selv om disse faktorer kan vane vanskelige at gribe, ikke uden videre kan lade udgå af regnskabet, hvis ikke facit, som lier, skal blive galt. De ansvarlige førere har ikke været i stand til at se sagen fra modstanderens side under ihukommelse af den absolutte fordring om den betingelsesløse kapitulation. Dertil hørte ufravigelig, at de var i besiddelse af noget af den evne, enhver general må og skal besidde, den evne, som man for Hitlers vedkommende så ofte har vrænget ad og gjort løjer med, nemlig intuitionen, som netop gjorde denne condottiere til den farlige, uberegnelige modstander, han var, og hvorom Liddell Hart siger, at Hitlers intuition og generalstabens beregning kunne have udgjort en uovervindelig kombination. Havde de allierede han-førere haft tilstrækkelig intuitiv evne og lagt mere vægt på at granske deres modstanders karaktermæssige habitus, ville de have været klar over, at han, som en af deres egne efterretningsofficerer engang havde udtrykt det, ikke altid angreb »efter bogen«. Men stolende alene på deres fagkundskab, ræsonnerede de nu således, som Montgomery senere udtrykte det. Han skriver: »Fjenden kunde ikke risikere sin operative reserve (striking force) i en så hasarderet operation, fordi ban ikke havde magtet først at vinde luftslaget, og fordi han ikke havde drivmiddelressourcer til ivauksæltclse af en plan af det omfang.« Underforstået i denne udtalelse ligger vel det triumferende: Kan I se, vi havde ret, ban kunne ikke risikere det! Men ban risikerede det dog. Og hvorfor? Ganske simpelt, fordi der ikke var nogen anden udvej. Han var en spiller, siger man, ban spillede et fortvivlet spil. Ja, men han måtte spille.
Til den mest elementære militære viden hører dette, at den rene defensiv i længden fører til ruin, og kunne det for Tyskland i den daværende situation være blevet til andet, så snart den russiske offensiv begyndte at virke? Kunne man derfor vente, at Hitler skulle lade sig nøje med et sådant nørkleri?
Skønt noget af det vigtigste for en hærfører er at lære sin modstanders karakter og hele mentalitet at kende, så vidt det er muligt, havde man endnu ikke lært, hvem man havde med at gøre. Merriam skriver: »Vi havde fulgt mønstret for erobring og overraskelse gennem Polen, Frankrig, Rusland til Stalingrad, Norge, Balkan, Ttalien, og endnu havde vi ikke lært, at vi havde at gøre med ’a desperate genius’«. Der var derfor, foruden de rent faglige, andre faklorer at lage i betragtning.
En af disse faktorer var Hitlers umiskendelige sans for overraskelsen, som man allerede havde lært at kende, en anden var hans halsstarrighed, der vel heller ikke kunde være de allierede ukendt, og som parret med en tredje faktor: hans Angriffs-Freudigkeit, måtte have kunnet sige dem, at han vilde benytte enhver muliglied, hvor svag den end monne være, til angreb.
De allieredes løsning på det strategiske spørgsmål, som nu for den tyske føring måtte ligge for, svarede fagmæssig til logikkens krav; men, de havde glemt at tage hensyn til, at Hitler undertiden foretrak »bizarre«, irrationelle løsninger på foreliggende problemer, og et sådant bizarreri måtte det for dem være, at han valgte generaloffensiven i stedet for almindelig defensiv, og at angrebet kom i Ardennerne, som de havde afskrevet som uanvendelige til vinterfelttog. Men, sagen var sandsynligvis den, at de også havde afskrevet Hitler og gik ud fra, at det var den tyske generalstab, og den alene, man fik at gøre med, når den nu skulde forsøge at redde de sidste stumper, efter at »der Führer« havde spillet fallit, og at man med Rundstedt som 0. B. West var sikret mod »intuitiv« krigsføring og kunne forvente generalstabsma-ssig fornuftig handling.
Man vidste åbenbart ikke, at Hitler endnu havde bevaret sit jerngreb om generalerne, og at han behandlede dem som sine specielle gestapo- fanger. Et held for de allierede var det, at delte Hitlers jerngreb, som generalerne endnu inden slaget skulle få manifesteret på uhyggelig måde, havde tildelt dem et moralsk »knockdown« og fra tænkende, initiativrige førere gjort mange af dem til træge, »devil-may-care«-mænd, således at den forestående, yderst vanskelige operation med disse mænd dårligt kunne tænkes gennemført med resultat.
Men, ligesom de allierede havde miskendt den tyske hærs slagkraft og underkendt den indtil foragt, således havde man også taget fejl af Hitlers rolle og for tidligt elimineret ham under endnu større foragt, hvilket nok var mere forståeligt, men ikke mindre skæbnesvangert. Man havde reduceret ham til kun at kunne spille Potemkin’s rolle ved at lade sine få soldater »gå igen« på de forskellige fronter, og ved dette flikværk måtte generalstaben spille hovedrollen.
Oberst Allen, som er meget fordømmende overfor SHAEF, 12. U.S. armégruppes og 21. armégruppes hovedkvarterer og udtaler, at disses chefer var de egentlig skyldige i miseren på grund af svigtende kommando, inkompetence og forsømmelse, skriver bl. a.: »I visse bøje allierede stabe er det blevet mode at tale ringeagtende om det lyske angreb, at forklejne det som et vanvittigt basardspil, som borlødslede deres sidste større reserver og spillede lige i hænderne på de allierede. Offensiven var et desperat hasardspil, et der var meget nær ved at lykkes. Spillet var vanviltigt, men mesterligt i dets galskab.«
Planen var i fuld overensstemmelse med reglerne for kamp på de indre linier. Der var ikke nogen anden fremgangsmåde end et generalangreb, såfremt man vilde have nogen som belst mulighed for at vensle den strategiske situation. En ren defensiv ville med sikkerhed føre til ruin, det var blot et spørgsmål om tid. Som bestemmende for operationerne kunne Hitler, for hvem kapitulation ikke kom i betragtning, ikke handle anderledes. Hans pligter som statsleder skal der ikke tages stilling til. Her drejer det sig kun om rene militære betragtninger.. Det spørgsmål, der kan rejses, er, hvorvidt ban skulle have valgt defensiven eller tage et slor- angreb, som ban gjorde. Det synes, som om spørgsmålet må varne let at besvare. Hvis ikke man ville kapitulere, måtte man se at genvinde initiativet. Dette var udelukket, dersom man valgte defensiven. Kun en indsats af alle disponible midler i en sektor, der 1) gav taktiske betingelser for angrebets beldige start, 2) bød gode betingelser for dets strategiske videreførelse og 3) livis terrain frembød gode muligheder for forberedelsernes hemmeligholdelse kunne give en, om end problematisk, chance for at ændre situationen til mere gunst for 'l yskerne.
De to første betingelser havde Amerikanerne så at sige foræret Tyskerne (tynd besættelse, manglende reserver) og det netop på el sted, hvor terrainet ikke kunne være gunstigere for forberedelserne. Terraincts passage-vanskeligheder håbede man tildels ville blive elimineret ved den forventede overraskelse.
Hitler måtte altså »spille«, og spillets indsats var høj, alt blev vovet (Rundstedt i en ordre for angrebsdagen: Es gelit runs Ganze). Planen var en »Fiihrerordre« med Hitlers egen påtegning om, at den ikke målte ændres. Den var udfærdiget efter princippet: anvendelse af ethvert våben i brændpunktet. Men var indsatsen bøj, ville den eventuelle gevinst have været den værd: den fjendtlige front sprængt i to dele med helt uberegnelige følger såvel militært som politisk for de allierede, og Hitler ville liave vundet tid til at fremføre sine nye våben og bringe sin bær i stand til at møde Russerne med den fulde vægt af de moralsk styrkede formationer. Men, Sa Sacrée Majcsté le Hasard ville det nu ikke således.
Til planen hørte også den såkaldte operation »Greif«, der under Skor- zeni’s ledelse med kommandoer i amerikansk uniform og med amerikansk materiel skulle sprede forvirring i den fjendtlige lejr. De virkede efter hensigten. Rygterne svirrede; bl. a. hed det sig, at Eisenhower skulde myrdes, hvilket gav anledning til, at han faktisk en tid blev holdt fangen i sit eget hovedkvarter.
Planen omfattede også nedkastning af faldskærmstropper for at spærre vejen Eupen—Malmedy og afbryde fjendens forbindelse bagud. Styrken var en bataillon, men størsteparten forfejlede nedspringsruminct og kun ca. 300 mand kom ned på det forudsete sted, hvor de holdt sig nogle dage, men så måtte overgive sig, da de ingen undsætning fik.
General Wagoner (i: Strittige Fragen zur Ardennenoffensive) accepterer planen som sådan, men ikke dens udførelse og mener iøvrigt, at den såkaldte »kleine Lösung«, der var foreslået af førende frontbefalingsliavendc, og som bekendt skulle bestå i fremrykning til Meuse og derefter angreb mod nord i ryg og flanke på den britiske hærgruppe, ville have været mulig, og ser dette bekræftet af kendsgerningernes udvikling.
Fører -Teknikeren Rundstedt har kaldt Ardennerforctagendet (iflg. John North): a nonscnsical operation. Men, hvad ville fører-Gemet Napoleon have gjort under tilsvarende omstændigheder? Mon ikke felttoget 1814 siger noget derom?
Formentlig med henblik på den senere udvikling med fastsættelse af besættelses-zoner kommer general Wagoner tilslut i sine overvejelser angående planen, som han ellers har anset som »vertretbar«, til den anskuelse, at Ardenneroffcnsiven var en afgørende strategisk fejl. Han skriver: »Af endnu mere skæbnesvanger betydning havde en entydig forlæg- gelse af tyngdepunktet til rigets østgrænse kunnet være: politisk, militært og i sin indvirkning på folket. Der viste sig dog i krigens slutstadium iøvrigt allerede en tiltagende svækkelse af den russiske stødkraft. En beslutning af den art ville ligefrem have kunnet tvinge den vestlige føring til at trænge frem over Elben ind i de østlige og böhmiske rum«. Ja, men livor meget tysk land, Amerikanerne under Roosevelt også efter en sådan udvikling, selv om tyskerne havde haft held med deres forsvarskamp, ville have oktrojeret Russerne, kan ingen have nogen mening om nu. Man kan derfor ved bedømmelsen af, hvorvidt Ardenncr-offensiven var rigtig eller fejlagtig, ikke bagklog lægge besættelsens fakta til grund, men må holde sig til situationen, som den var inden offensivens start. Et tysk forsvar mod øst overfor den store overmagt og med de vestallierede under hastig fremrykning i ryggen på østfrontkæmperne ville vel næppe have givet store muligheder; det mest sandsynlige var nok tysk kaos på et tidligere tidspunkt uden nogen som helst garanti for, at resultatet med hensyn til delingen af landet var blevet anderledes.
Det er særlig planens målsætning Antworpen, der har vakt de allieredes kritik. Man har hæftet sig ved, at de forhåndenværende kræfter ikke med rimelighed kunne tillade en sådan målsætning. Men, at sætte sig et mål betyder jo ikke at være fast overtydet om, at man kan nå det, men blot at man vil stræbe derhen imod og i sine undergivne søge at vække den absolutte vilje til at nå delte mål. Men, det tør nok siges, at det ikke lykkedes for Hitler at vække denne vilje. Hos førerne var der ikke nogen tro til, at et sådant mål kunne nås med de kræfter, der var til rådighed. De gik derfor kun ind i deres førerhverv med lunkenhed; den Geist, der skulle have drevet dem fremad, som skulle have bragt dem til at lægge hele deres ildhu i foretagendet, manglede. I stedet var de fra starten grebet af defaitisme. Deres deraf prægede tøven og vel også for nogles vedkommende passive modstand var næppe uden indflydelse på operationens handlingsforløb. Og, hvor den nødvendige tro og ildhu i hvert fald i nogen grad var til stede, således som det ser ud til at have været tilfældet hos enkelte af førerne, f. eks. Manteuffel*), ødelagde Hitler selv enhver mulighed for fremgang ved sin vaklen og ubeslutsomhed. Hertil kom hans prestigebestemte, halsstarrige omsorg for sine S/S'cr, der afholdt ham fra i rette tid at skifte tyngdepunktet til 5. panserarmé, hvor de eneste muligheder syntes at ligge. Derved mistede han alle chancer for et heldigt udfald af operationen.
løvrigt er det jo en gammel, anerkendt opfattelse, al enhver operationsplan kun kan gælde til det første sammenstød med fjenden, og desuden er opnåelsen af ethvert operationsmål undergivet krigens usikkerhed. Store feltherrer har sat sig vidtgående mål, som ofte kunne synes utopiske, men som alligevel, hvad krigshistorien viser, lod sig realisere. Uden at ville indrangere Hitler blandt disse mænd kan man nok sige, at noget lignende undertiden har været tilfældet i de felttog, han startede. Selv om målet, Antwcrpcn, lå meget fjernt og kræfterne måtte synes utilstrækkelige, viser operationens forløb alligevel, at man med en bedre, mere målbevidst tysk føring formentlig vilde have kunnet skaffe sig både drivmidler (svigtede p. gr. af mangelfuld rekognoscering mod Spa) og stødkraft nok til ined fornøden styrke at nå frem til Mcusc på et så tidligt tidspunkt, at man havde haft mulighed for også at passere den. Men Hitler og »Scpp«**) i forening forkludrede det hele. Hertil kom føringens manglende Elan. Amerikanerne fik tid til at danne deres »moler« ved St. Vitli og Bastogne, og sidstmevntc hlcv en nød, Tyskerne aldrig fik knækket. John Nortli skriver: »Ilvis den amerikanske garnison — ligesom de tyske generaler i henhold til deres fører — havde valgt at tænke i retning af at komme i en forsvarslinie et eller andet sted hagude, er det så sikkert, som noget kan være i krig, at 5. panserame vilde have været over Meuse og ved Brusscls porte med ganske uberegnelige følger såvel på det politiske som på det militære område, før en eneste britisk soldat havde bevæget sig mod syd. Den 19. og 20. december vilde den armé liave haft klar hane til Dinant og Namur og derudover.« John North tilføjer: »Thus the Fiihrer, in his capacity as commandcr-in-chief may not have been quitc so incompetent as, wilh one voice, his generals liave proclaimed to tlie world.« Men, alligevel satte han den hær, han havde skabt af nederlagets ynkelige rester, over styr, ikke ved fejlagtig idé eller vovemod, men ved utilstrækkelige førerevner.
H. Christiansen
