Forinden afgørelsen træffes, må man først se, om færdsels­ loven og motorloven i det hele taget er anvendelig på det givne sted. Begge loves i; 1 siger, at loven er gældende på gade, vej eller plads, der er åben for almindelig færdsel. Spørgsmålet er derfor, om denne lovgivning overhovedet er anvendelig på mili­tært område, der jo gerne er mere eller mindre afspærret for anden færdsel end den militære. Hvis man vil hævde, at disse love ikke er gældende på militært område (udenfor offentlig vej), vil man jo va're henvist til at straffe færdselsforseelser på sådant område som almindelige tjenesteforseelser (M. S. § 63), og så er man dermed også afskåret fra at ikende bødestraf. Bøder kan som bekendt ikke anvendes overfor tjenstgørende personer for overtræ­delse af militær straffelov. Dette vil jo på forhånd synes noget urimeligt; thi det vil føre til, at en mand, der påkører en lygte­pæl ude på gaden, får bøde øg tilmed er dækket af motorlovens for ham gunstige erstatningsregler, medens han, hvis han påkører en lygtepæl inde på kasernen, skal have frihedsstraf og vel endda efter almindelige erstatningsregler kan komme til at betale skaden personligt. Dette er bl. a. medvirkende til, at man gerne, hvor man kan forsvare det, benytter færdsels- og motorloven analogt også på militært område; det er jo ganske de samme regler, man må iagttage ved al kørsel, hvor den end finder sted. I dette syns­ punkt har man nu fået en vis støtte i en Vestre Landsrets dom af 10/5 1951, der i anledning af en færdselssag statuerer, at færd­ sels- og motorloven må antages at være gældende på Viborg ka­sernes område, uanset at kasernen ellers er afspærret, og at der ved kasernens port var udstillet vagtpost, til hvem besøgende måtte henvende sig for at få adgang. Der foregår jo i praksis altid en ikke ringe civil færdsel på en kaserne Ikørsel til kost­ forplejningen, til depoterne og til beboerne), og disse fremmede må jo kunne køre i tillid til, at al anden kørsel sker efter sam­ me regler, som de selv kører efter. Denne afgørelse vil forment­ lig betyde, at man i praksis må kunne anvende færdsels- og mo­ torlovgivningen direkte for al m ilitæ r kørsel også på kaserneområder.

For overtrædelse af de lo nævnte love er der foreskrevet bøde­ straf eller under skærpende omstændigheder samt for kørsel i spirituspåvirket tilstand hæfte- eller fængselsstraf. Disse sager kan, bortset fra tilfadde, hvor der kan blive tale om frakendelse af retten til at være fører af motorkøretøj, i reglen afgøres uden dom, idet den kgl. anordning om straffemyndigheden ved hæren, S 5, giver afdelingsr/te/er og rettergangschefer beføjelse til at ikende bøder af indtil 300 kr. for forseelser, for hvilke sådan straf er hjemlet. Det bemærkes her, at hverken underafdelings­ chefer eller kaptajner, der fører midlertidig kommando over en afdeling, har myndighed til at ikende høder. Det hor dernæst erindres, at der i m ilitæ r straffelovs § 26, stk. 1, er hjemmel til, når det drejer sig om tjenstgørende personer, i stedet for bøde at anvende en militær arreststraf.

Med hensyn til fastsættelsen af bødens størrelse skal man jo efter de almindelige regler udmåle straffen efter forseelsens grovhed og farlighed, men dernæst gælder der ifølge borgerlig straffelovs § 51 og motorlovens § 41 den regel, at en bødes størrel­ se skal afpasses efter den pågældende betalingsevne. For de me­ nige soldaters vedkommende står man her overfor den kendsgerning, at betalingsevnen i reglen er ret begrænset. Man kan jo ikke ved udmåling af bøden tage hensyn til, om soldaten eventuelt har en velhavende fader, der vil betale den, men muligvis kan man ved bedømmelsen af betalingsevnen tage hensyn til, om den pågældende under militærtjenesten oppebærer hel eller delvis løn fra sin civile stilling. Dette sidste er im idlertid ikke altid et tegn på, at beta­ lingsevnen er bedre end de øvrige soldaters; thi livis den pågæl­ dende er gift, vil han måske på grund af sin civile løn være af­ skåret fra den sædvanlige særhjælp til hustru og børn, og han er således i realiteten ikke bedre økonomisk stillet end alle de an­ dre. I hovedsagen må man vistnok kunne regne med ,at soldatens betalingsevne vil være ret begrænset. Med en kontantion på 2,25 kr. om dagen er det givet, at bødeniveauet må ligge ret lavt og kommer til at ligge en del under politiets sædvanlige bødesatser. Udmålingsreglen må på den anden side medføre, at de bøder, der ikendes befalingsmænd, der nuomstunder er lønnet bedre end de menige, normalt må ligge over de meniges bøder for til­ svarende forseelser. Endelig må der tages det hensyn, at en ikendt bøde gerne skulle kunne betales i den pågældendes tjenestetid ved indeholdelse i lønnen eller eventuelt i hjemsendeIsespengene. Kan man forudse, at en bøde ikke vil kunne være afviklet inden hjemsendelsen, vil det vistnok være rigtigst straks at omsætte den til en militær arreststraf. Betalingsviljen er erfaringsmæssigt me­ get ringe efter hjemsendelse, og man risikerer, hvis bøden ikke er betalt ved hjemsendelsen, alligevel at måtte lade restbeløbet afsone. Det samme må blive tilfældet, hvis man på grund af forseelsens grovhed (f. eks. hovedvejsforseelse eller ganske ufor­ svarlig og farlig kørsel) eller i gentagelsestilfælde må fastsa'tte bøden så stor, at den pågældende ikke indenfor rimelig tid vil kunne afbetale den. Det er en fordel at kunne anvende bødestraf i stedet for frihedsstraf, men man kan jo ikke belasteen ringe lønnet mands økonomi så hårdt, at han ikke i overskuelig frem­ tid kan få råd til at spare sammen til en m ilitæ rbillet til hjem ­ met eller til at købe lidt af de goder, som soldater nu engang gerne vil have, og det er da den rigtige udvej i medfør af M. S. i; 26 at anvende frihedsstraf i stedet for bøde.

I praksis vil dette sige, at bøder til menige må ligger på et niveau, der ikke væsentligt overstiger et halvt hundrede kroner
og normalt må ligge adskilligt lavere. Ja, vil man måske sige, men så var det jo rart, om man somrettesnor havde entabel over størrelsen af de bøder, der bør ikendes for de almindeligste færdselsforseelser. Dertil er at sige, at enhver ikendelse af straf efter faste takster let kan føre til ikke lielt rigtigt resultat i den enkelte sag. Ganske vist har soldater gerne alle samme beskedne betalingsevne og er i den henseende ens stillet, men forseelserne er jo i reglen vidtforskellige. Der er gerne visse særegne omstæn­digheder ved enhver sag, og der skal ved al strafudmåling, selv ved bøder, foretages en afvejning af alle disse omstændigheder. Det er med straffesager som med bladene på et træ. For et flyg­tigt øjekast ligner alle træets blade hverandre, men får man to blade i hånden, er de alligevel ikke ens.

Forinden man afgør en motorsag, må man gøre sig klart, om vedkommende sag i det hele taget er en overtrædelse af færdsels­ eller motorloven, og her støder man ofte på den anskuelse, at enhver forseelse eller forsømmelse under kørsel med motorkøre­ tøjer må henhøre under motorloven eller færdselsloven, men dette er langtfra tilfældet. Færdsels- og motorloven er først og frem­ mest bestemt til sikring af andres liv og gods. Færdselslovens § 2 foreskriver således agtpågivenhed og hensynsfuldhed „overfor an­dre“, og begge loves bestemmelser går iøvrigt ud på det samme: at undgå sammenstød med andre og at undgå ulykker. Også mo­torlovens erstatningsbestemmelser angår klart erstatningsansvaret overfor den skade, som forårsages mod andre. Forårsager motor- vognføreren ved uagtsomhed (mangel på agtpågivenhed I kun ska­de på sit eget køretøj, vil det meget ofte slet ikke være en over­ trædelse af færdsels- eller motorloven, og så har man faktisk ikke hjemmel til at anvende bødestraf. Der er ikke i motorloven fast­ sat straf for at smadre sin egen vogn, når man ikke ved denne handling udsætter andre for fare eller beskadiger andres ejen­ dom ved samme lejlighed. Der bliver ikke rejst tiltale efter færd­ sels- eller motorlovgivningen, hvis en mand kører så hårdt mod en kantsten, at et hjul ødelægges, eller han kører mod en stor sten og buler en skærm, når kommunens kantsten eller en privat­ mands store sten ikke beskadiges. For en militær motorvognfører vil en sådan handling, hvis den falder ind under begrebet skødes­ løshed, kunne medføre straf for overtrædelse af M. S. § 70 (be­skadigelse af krigsmagtens ting). Det samme vil være tilfældet, hvis en motorvognfører forsømmer sit tilsyn med det ham betro­ ede køretøj og f. eks. ikke sikrer sig, at der er olie og vand på motoren eller luft i ringene, således at køretøjet derved beska­diges. Det er således ikke alle forseelser, der begås ved brug af motorkøretøjer, der kan henføres under færdsels- eller motorloven.

Til færdselsuheld er der meget ofte knyttet et erstatnings­ spørgsmål, og afgørelsen af dette skal efter de gældende regler normalt ske i forbindelse med straffesagen, hvis der bliver en sådan. I hvert fald må man i forbindelse med behandlingen af hele sagen tage stilling til de erstatningskrav, der måtte blive fremsat.

Også her er afgørelsen i nogen grad afhængig af, om sagen er en overtrædelse af motorloven; thi i så fald kommer motorlovens erstatningsregler til anvendelse. Staten er for de militære motorkøretøjers vedkommende selvforsikrende, men i erstatnings­ spørgsmål står staten ikke derved gunstigere, end hvis man havde betalt et forsikringsselskab for at overtage risikoen. Staten må derfor i det hele antages i sådanne sager at være stillet, som et forsikringsselskab ville være stillet i det pågaddende tilfælde. Det vil altså sige, at såfremt en skade er opstået ved skyld fra en militær motorvognførers side, er statskassen (den motorforval­ lende afdeling) pligtig at erstatte skaden, og kun hvis motor- vognføreren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, har stats­ kassen i medfør af motorlovens § 39 regres mod ham og kan kræve ham personligt for det udlagte erstatningsbeløb. Det må her anføres, at der efter retspraksis kræves ret meget, for at en uagtsomhed i denne forbindelse kan kaldes grov. Jeg kan således nævne, at der i adskillige domme er nægtel forsikringsselskabet regres mod skadevolderen, skønt han har været spirituspåvirket, eller endog hvor man på grund af uforsvarlig kørsel har frakendt ham førerretten for bestandig. Disse regresregler er altså gunstige for motorvognføreren, og dette er jo i almindelige forsikrings­ forhold også rigtigt. Man tegner jo ikke en ansvarsforsikring og betaler forsikringsselskabet den dyre præmie for at overtage an­ svarsrisikoen, for at selskabet ved de fleste lejligheder blot skal kunne komme og kræve een selv for det erstatningsbeløb, som selskabet har måttet udrede. Denne ret strenge regresregel må man have for øje, når man efter et færdselsuheld skal tage stil­ ling til, hvorvidt motorvognføreren personligt skal tilpligtes at betale skaden. Resultatet vil blive, at man i de allerfleste tilfælde, selv om man synes, at den pågældende har kørt ufornuftigt eller har været ret uopmærksom, må lade statskassen betale, uden at der gøres noget personligt krav gældende mod motorvognføreren. Er der kørt uforsvarligt, kan man jo til gengæld udtrykke dette ved strafudm ålingen.

Ved afgørelsen af færdselssager, hvori der er en anden part impliceret, opstår der hyppigt uenighed om, hvem der havde skylden for uheldet, og altså hvem der skal betale skaden, og her må man erindre den i motorlovens § 38 fastsatte særlige bevisregel. Når man i almindelighed vil kræve en mand for et belob, må man jo selv mode med beviserne for, at det er ham, der skal betale det. I motorsager er tler det, man kalder „omvendt bevis- bvrde“. Hvis et motorkoretøj forårsager skade, er den for kore­tojet ansvarlige pligtig at betale skaden, med mindre han snlv godtgør, at uheldet ikke kunne vane undgået ved den agtpågiven­ hed og omhu, der udkræves ved brugen af motorkøretøjet. Det kan ofte være svært at bevise, at man ikke kunne liave passet en lille bitte smule mere på og derved have undgået uheldet. Bevisrisikoen på hviler altså skadevolderen og ikke den, der har krævet erstatningen.

Endelig skal der tages stilling til størrelsen af det fremsatte erstatningskrav. Har man måttet anerkende erstatningspligten, er det ikke dermed givet, at man kan godkende det beløb, der kræ­ves i erstatning, og det må være en embedsmæssig pligt nøje at gennemgå de regninger, der sendes som dokumentation for kravet. Ofte er disse regninger så summariske, at man overhovedet ikke kan se, hvad der er lavet, og man må da kræve regningerne så specificerede, at man kan danne sig et skøn over, hvorvidt reg­ ningen i det hele angår noget, der er en følge af uheldet. Specielt ved reparationer af motorkøretøjer møder man ofte poster, som man vanskeligt kan anerkende. Når sådant et beskadiget motor­ køretøj kommer på værksted, er der ofte andet end netop beska­ digelsen, der trænger til reparation med det samme, og enten sætter værkstedet det hele på samme regning af en fejltagelse, eller også er det direkte et forsøg på at redde hele regningen be­ talt af statskassen — går den, så går den! Men den skulle jo ikke så gerne gå. Man kan støde på de dristigste regninger. Hvad me­ ner man om følgende eksempler?

Et militært motorkøretøj havde ved udkørsel fra en parke­ringsplads strejfet og beskadiget nabokøretøjets venstre dør og forskærm. Foruden disse reparationer fandt man ved et nærmere studium af regningen: højre dør aftaget og repareret; nye skærm­ bånd påsat højre bagskærm!

På en regning for reparation af en mindre bule i en skærm var påført regningen 8 (otte) smedetimer. På forespørgsel erklæ­rede værkstedet, at skærmen ikke havde været aftaget. Man må jo synes, at hvis en smed har banket på den skærm i otte timer, må skærmen være pulveriseret!

En soldat faldt en dag af bagsædet på en motorcykel og slog i faldet hovedet mod en parkeret varebil. Da reparationsregnin­ gen for varebilen konge efter fremkom, var der påfort 31 arbejds­ timer på mekanikerværksted (altså excl. maling). Det kan jo ikke synes rimeligt, at et menneskehoved kan slå et karosseri så meget i stykker, at reparationen kan tage så mange arbejdstimer Idet bemærkes, at hovedet boldt!), og da tilmed et par tilstede­ værende militære motormekanikere bestred rigtigheden af reg­ ningen, måtte man naturligt afslå forligsmæssig ordning af dette erstatningskrav. Nu er det jo sådan sin sag ligefrem at beskylde anerkendte værksteder for bedrageri, men man ved jo godt, hvor­ ledes det går til. Stillet overfor sådanne reparationsregninger må man lade den motorsagkyndige undersøge sagen nærmere, og i tvivlstilfælde bar hærens afdelinger en fortrinlig støtte i Motor­ teknisk Afdeling, hvorfra man kan indhente en udtalelse. Er der tvivl om, hvorvidt reparationsregningen er helt rigtig, er dermed en forligsmæssig ordning af erstatningsspørgsmålet udelukket, og den militære afdeling må henvise afgørelsen til retten enten under straffesagen eller ved al henvise modparten til civilt søgs­ mål.

Går man udenfor motorlovens område, hvor forseelsen altså ikke er en overtra'delse af denne lov, må erstatningsspørgsmålet afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Dette spørgs­ mål om erstatningspligten er tidligere behandlet her i Militært Tidsskrift (M.T. juni 1951), således at det vil være tilstrække­ ligt her, hvor spørgsmålet har relation til motorkørsel, at sige, at der, hvis en motorvognfører ved uagtsomhed beskadiger sin vogn, uden at der foreligger overtrædelse af motorloven, må an­ lægges ganske lignende synspunkt, som hvis han beskadiger en hvilkensomhelst anden genstand, der tilhører krigsmagten, og som er ham betroet. I princippet er enhver — også en soldat — erstatningspligtig for enhver skade, han forvolder med forsæt eller ved uagtsomhed, men ligesom man i hjemmet må regne med en vis risiko ved at holde fremmed hjælp og derfor i praksis ikke gør husassistenten erstatningsansvarlig for enhver kop, der under hendes arbejde går itu, må det også være berettiget at hævde, at der er en vis risiko ved motordrift, og at det derfor ikke vil være rigtigt, når man sætter en ung mand til at køre et kostbart motorkøretøj, al gøre ham økonomisk ansvarlig for hvert uheld, der kan indtræffe. Har han ikke overholdt de gældende bestem­ melser, kan han jo straffes, men for at tilpligte ham at betale må der foreligge en fejl af en vis grovhed, en „skødesløshed“ (jfr. M. S. § 70). Dette er en ganske ujuridisk betragtning, som den pågældende ikke kan påberåbe sig i retten. Hvis man stævner en soldat for retten for at kræve ham dømt til at erstatte en skade, der er forvoldt ved hans uagtsomhed, vil retten være nødt til at dømme ham til at betale; thi der findes ingen hjemmel til at fravige dansk rets almindelige erstatningsregler, fordi det drejer sig om en soldat, men de militære myndigheder kan lade være at indbringe ethvert nok så lille erstatningsspørgsmål for retten, og det er jo det, man gør i praksis. De værnepligtiges stilling er jo således, at de kan. tvinges til at føre motorkøretøj, og det vil da være urimeligt samtidig at påtvinge dem en økonomisk risiko, hvis konsekvenser de slet ikke kan overse.

Resultatet vil formentlig blive, at man også, når erstatnings­ kravet falder udenfor motorlovens område, vil frafalde personligt erstatningkrav mod motorføreren, med mindre det drejer sig om „skødesløshed“ .

Visse former for sådan skødesløshed vil naturligt altid med­ føre, at der pålægges den pågældende personligt erstatningskrav, således hvis motorføreren har forsømt sit tilsyn med motorkøre­ tøjet og f. eks. undladt inden kørselen at efterse, om der var olie og vand på motoren, hvorved denne brændte sammen. Det drejer sig her om en så elementær og „livsvigtig“ regel, som enhver ken­ der, at forsømmelsen i reglen må medføre erstatningsansvar for den pågældende.

Det er, som omtalt, ikke alle motorforseelser, der er over­trædelse af motorlovgivningen, men jeg tror, at man erstatnings­ mæssigt stort set må komme til noget nær samme resultat i praksis. Staten er selvforsikrende og står som sådan akkurat som et forsikringsselskab. Der kan skrives lange lærde afhandlinger om det teoretiske problem, der opstår, når en soldat beskadiger et militært motorkøretøj, og hvor man står i den mærkelige situation, at det er „forsikringsselskabers egen genstand, der er beskadiget. „Forsikringsselskabet“, „den skadelidte“ og „den for motorkoretøjet ansvarlige“ og „forsikringstageren“ er det samme, nemlig statskassen. Sund fornuft vil jo her føre til det resultat, at det overfor motorvognføreren stort set må blive de samme regler, der anvendes, enten beskadigelsen er sket indenfor eller udenfor motorlovens område. Motorvognføreren må i tilfælde af grove lovovertrædelser gøres personligt erstatningspligtig, men lige­ som der efter motorlovens erstatningsregler skal en del til, for at den pågældende kan kræves for erstatningsbeløbet, må der og­ så uden for motorlovens område være en vis margin for den på­ gældende. Men det er vigtigt, at den personlige erstatningspligt eksisterer; tlii det er ofte ganske uforsvarligt, som den moderne ungdom behandler andres ting, og ikke mindst statens ejendom. Her er det ganske nødvendigt, at der slås ned på de grove til­ fælde af skødesløshed, kådhed og ligegyldighed, og at man kræver de pågældende tilpligtet at betale, hvad de har ødelagt.

S. Wahlstrøm.