Lidt Mere om Forbindingspakker

Grunden til, at jeg saalænge har ladet Hr. Premierløjtnant J. Jensens om et varmt Hjerte for Soldaten og en varm Interesse for dette specielle Spørgsmaal vidnende Ud­ talelser i «Militært Tidsskrift« tilsyneladende upaaagtede, har tildels været den, at jeg ganske særligt ønskede at oppebie Dr. W. Roths Aarsberetning for 1888.

Efterat denne nu i Løbet af Efteraaret 1889 er ud­ kommet, ser jeg, at jeg har Grund til at være veltilfreds med at have afventet dens Fremkomst, og skal i temmelig Korthed endnu engang søge at fremstille Sagen klarest muligt.

Premierløjtnant Jensen og jeg ere fuldstændig enige om, at Forbindingspakken under en Krig bør høre til enhver Soldats Udrustning, men ere derimod uenige om, til hvis Drug den væsentligt skal være tilstede. Pre­mierløjtnant Jensen ønsker, at den skal beregnes paa at bruges af den Saarede selv eller hans Kammerat, medens jeg ønsker, at den skal være paa Kombattanten mest for Lægens og mulig for den Saaredes Brug. Premierløjtnant Jensens Standpunkt var ogsaa fra først af mit og er sikkert i det hele det, der fra først har ledet til Fremkomsten af Forbindingspakker, det er det — om jeg saa inaa sige — ideelle Standpunkt, men naar Erfaringen, vor tidt saa haarde Læremester, viser os, at vi have taget Fejl, nødes vi til at tage et mere reelt Stade.

Et af Hovedargumenterne mod Forbindingspakkernes almindelige Indførelse har altid været dette, at Faktum o: Erfaringerne fra Felttogene har vist, at den Sanrede saa godt som aldrig bruger Pakken, ja mangfoldige Gange endog har kastet den bort før Kampen, med eller mod sin Villie. Dette er ogsaa Hovedargumentet i en Række af 8 Foredrag, holdte paa Foranledning af det frivillige Red­ ningsselskab i Wien , hvor Forfatteren optræder som en skarp og ubetinget .Modstander uf Forbindingspakkerne og sammenfatter sine Modgrunde i følgende 9 Punkter:

1) De Saarede have paa Valpladsen forbundet sig selv med alt muligt: Illade, Sten, Halsbind, Seler o. s. v., men aldrig med Indholdet af Forbindingspakken, som enten slet ikke fandtes paa dem eller laa urørt i deres Lomme eller andetsteds.

2) En Haardtsaaret kan ikke selv betjene sig af Pakken og hans Lidelseskammerater kunne ikke yde ham den første Hjælp med den.

3) For alvorlige Saar er den utilstrækkelig, for lette overflødig, da den Letsaarede selv skyndsomst gaar til Forbindingspladsen.

4) Lægen, Kantinesoldaten og Sygebæreren have stadig fyldte Kantiner hos sig (?) og komme aldrig i den Forlegenhed at maatte benytte den Saaredes For­bindingspakke.

5) Ved Magasinering i Fredstid gaar meget tabt, da Pakkerne blive septiske, fordærves og ved en Krigs Udbrud maa anskaffes paany.

6) Det er endnu ikke afgjort, hvor Pakkerne bedst skulle anbringes.

7) Soldaten taber i Reglen Pakken eller den bliver ubrugelig af Sved og Smuds, fordi den er aabnet i urette Tid o: for tidligt.

8) Tusinder af Pakker begraves ubrugte med de Døde.

9) Andre Tusinder bringes af de Saarede til Fjendens Hospitaler, saa at de Millioner, der anvendes til dette «kostbare og unyttige Legetøj», kunde være bievne anvendte paa bedre Maade.

Ingen af alle disse Grunde ere imidlertid nye, da de tidt ere anførte af Forfattere, og man er vel ikke alene berettiget men ogsaa forpligtet til at tro, at de ere bievne tagne med i Betragtning ved denne Sags Overvejelser i de forskjellige Lande. De ere saaledes sandsynligvis bievne vejede og fundne for lette af den belgiske Krigs- bestyrelse. der i 1888 har indført en Forbindingspakke for liver Soldat. Den bestaar af: 1) Et let trekantet Calicot-Tørklæde 1,20 Meter langt og 0,08 Meter paa hver Side, 2) En Tavle hydrofil Vat, 3) Et Stykke Gaze, hvori Vattet er indpakket og 41 3 Sikkeijiedsnaale. Det Uele er indsvøbt i Fergarnentpapir 15 og 10 Centimeter; 1, 2 og 3 ere sublimatiserede, Vægten er 42 Gram og Prisen 20 Centimer.

Af Wiener-Forfatterens Grunde lade de 6 (1, 2, 3, 7, 8, 9) sig sammenfatte i den Betragtning, som ogsaa jeg efter de foreliggende Oplysninger maa anse for et Faktum: at Soldaten ikke bruger Pakken, ikke kan og i mange Tilfælde ikke maa bruge den, men derfor tror jeg ogsaa vedblivende, at det rette Standpunkt maa være det, som jeg kom lil i min første Artikel om denne Sag: at Forbindingspakken væsentlig skal medføres for Lægens Skyld. Men samtidig kan jeg dog ikke tilbageholde den Bemærkning, at da 20 Aar ere forløbne siden den sidste store Krig, da Sanitetsvæsenet har modtaget en betydelig Udvikling i disse 20 Aar, og da talrige Samariterkursus rundt om i Landene ere bievne afholdte i disse Aar, hvorved Mangfoldige have faaet et andet Syn paa disse Ting, er der tillige en Mulighed for, at Kombattanterne i næste Krig ville varne mere med til at benytte Forbin­dingspakker.

Til Punkt 5 skal jeg anføre, at i Tydskland, hvor man vist ellers ikke kan beskyldes for at holde Legetøj paa Lager til Soldaterne, ligger man inde med denne Udrustningsgjenstand, som med alle andre, i Depoterne og sikrer sig mod Faren ved en septisk Pakke ved med visse Mellemrum — saavidt mindes 2 å 3 Maaneder — at udtage Pakker af Beholdningen til kemisk Undersogelse.

Til Punkt 6 skal jeg anføre, at Anbringelsesstedet vel maa være forskjelligt for de forskjellige Uniformer og de forskjellige Armeer.

Til Punkt 4 skal jeg imidlertid tillade mig at sætte det største Spørgsmaalstegn, thi Beretningerne fra Slagene ved Solferino og Kdniggriitz samt Kampene ved Plewna tale netop højt om udtømt Forbindingsmateriale, endog ved Divisionslazaretherne, og naar det kan ske 3 Gange, kan det ogsaa hænde den 4de og saa ere Millionerne ikke bortkastede til »kostbart og unyttigt Legetøj», thi den Situation maa i Sandhed være forfærdelig: at være tvunget til at forbinde en Saaret f. Ex. med et tilsølet Lommetørklæde, naar man ved, at dette maaske sætter Patientens Liv paa Spil, medens en nok saa tarvelig Forbindingspakke maaske kunde have ført ham i sikker Havn.

Dette med Hensyn til Lægens Anvendelse af Pak­kerne!

Hvad Soldatens Brug af den angaar, finder jeg sik­ kert almindelig Tilslutning, naar jeg siger, at selv om kun I af 100 eller endog kun 1 af 1000 Saarede fik Brug for sin Pakke, var Udgiften til de 1000 Pakker ikke for stor.

Lad os imidlertid lægge Mærke til, at de nyeste Erfaringer for, i hvor ringe Grad Kombattanterne benytte Pakken, ere hentede fra den tydsk-franske Krig, og lad os endvidere lægge Mærke til, at Tydskerne desuagtet have bevaret Forbindingspakken i Hæren; lad os tillige mærke os, at Alle før Krigen ta:nke sig at ville benytte Pakken, og Ingen i Krigen bruger den. Mon her ikke skulde ligge det bestemteste Fingerpeg til, at den bør være med, fordi det peger paa, hvor stor Betydning man bør lægge i den moralske Sikkerhed, det giver en Kombattant at vide, at han har sit Forbindingsmateriale hos sig.

Til Slutning skal jeg kun antyde, at Spørgsmaalets praktiske Løsning vilde være rykket et stort Skridt fremad, hvis man, istedetfor som nu at føre sit Forbindings­ materiel indpakket Stof for Stof, konstruerede Pakker af 3 á 4 i forskjellige Størrelser og Indhold, svarende til de forskjellige Saar.

At den sikre Antiseptik vilde vinde, er vel utvivlsomt;- om Udgiften vilde blive større, er vel tvivlsomt.

Med min forbindligste Tak til lir. Premierløjtnant Jensen, fordi han har givet mig Anledning til paany at komme tilbage til dette Spørgsmaal, skal jeg herved atter overgive Sagen til videre Behandling.