De voldsomme Kampe, som i første Omgang førte de tyske Hære dybt ind i Nordfrankrig, var en Række storslaaede Mødekampe mellem de fremstormende Tyskere og Frankrigs og Englands bedste Hærmænd. Slaglinierne var saa brede, at Afgørelsen hovedsagelig maatte søges i Frontalkamp, og Styrkerne, der stævnede mod hinanden, saa store, at de slagne sandsynligvis havde 5—10 Mand paa hver løbende Meter, — og dog afgjordes Kampene paa Timer! At det forudsætter et glimrende Samvirke mellem Sejrherrernes Fodfolk og Artilleri, turde være hævet over Tvivl.
Skønt Kampenes Enkeltheder er hyllede i Mørke, ved man, at langtrækkende, sandsynligvis flyverhjulpne tyske Batterier skød skjidte franske Feltbatterier sønder og sammen, før de kom til Skud, eller uden, at de kunde svare, og at franske Artilleristabe og Batterier led „smertelige“ Tab ved uforsigtig Rekognoscering, som Alverdens Reglementer allerede før Krigen advarede imod. Dagbogsuddrag og engelske Tidsskriftartikler tillader ogsaa at gisse, at Franskmændenes slappe Mandstugt og engelske Artilleristers utilstrækkelige Kendskab til Sideobservatørers Brug og lignende til skjult Skydning knyttede Fremtoninger gjorde sit til, at Tyskerne fik Overtaget. — Sandheden i Ære: tyske Artillerister indrømmer paa den andeln Side, at det franske Feltartilleri ofte viste stor Dygtighed og holdt Skjold over det vigende Fodfolk.
Moralen, Folk i Almindelighed uddrog af, hvad de hørte eller læste om Kampene, var, at de uimodsigelig godtgjorde, at Artilleri skal skyde skjult. Uden at dvæle ved Spørgsmaalet: „Skjult eller aaben Skydning?“ — der ikke afgøres saa let eller rettere er lige saa galt som Spørgsmaalet: „Drill oder Erziehung?“, der sysselsatte Sindene i Firserne og Halvfemserne, fremdrager det følgende nogle Ting, man fik Syn for Sagn for i de første Kampe og finder yderligere indskærpede i den paafølgende Stillingskrig:
Batterier kan ikke uden videre krybe i Ly hvor som helst bag Bakker og andre Skjul.
Det er for saa vidt ikke noget nyt, som man længe har vidst, at Skjul maa have en vis Overhøjde, for at Glimt og Mundingsskyer ikke skal røbe Skytsel, og „mindste Rejsning (Skjulet tillader)“ længe har været paa Tale.
Hvorvidt 75 m/m’s Glimt ses i klart Dagslys, lader jeg usagt. Hurtigskydning forudsat, er det ikke utænkeligt, og Kilderne siger ikke, at Glimtene kun ses i Graavejr og Mørke. Mundingsskyerne af Røg og ophvirvlet Støv er kun farlige om Dagen. Allerede før Krigen hed det sig, at der skulde Skjul af 4 m’s Overhøjde til at dølge den franske 75 m/m Feltkanons Glimt eller Glimt og Mundingsskyer, — Opgivelserne vaklede. Dubois, L’artillerie de Cam- pagne, 1916, S. 29, siger:
Vore Kort i 1/40,000 turde dog have for faa Højdekurver til, at Regnestykket bliver saa nøjagtigt, som ønskeligt var. Overfor fjendtlige Balloner og Flyvere bliver „Overhøjde“ nærmest en Talemaade. — Med Hensyn til mindste Rejsning er Sagen den, at skjulte Kanoner ikke kan skyde under lavere Rejsning end, at Skarpene lige stryger hen over Skjulet. Er eller kommer Fjenden nærmere, end Skuddene med denne Rejsning lander, har han underløbet Ilden, da Skjulet fanger Skud, som afskydes under lavere Rejsning.
altsaa t. E. Maalet M over Hovedet. Ved at korte Tem peringen, saa at Granatkardæskerne springer i S’ i Stedet for i S, kan man maaske endnu faa Virkning af Negets nederste Del, men Fjenden unddrager sig let Ilden, og Kuglerne bliver matte, hvis S’ ligger synderlig langt fra S.
Det nye, Krigen ubarmhjertig fastslog, er: Det er ikke nok, ,at „mindste Rejsning“ tillader Batteriet at skyde paa Maalet (Maalene), man har for Øje eller venter at komme i Lag med; man maa og saa sikre sig, at fjendtligt Artilleri ikke kan finde Stillinger, der tillader det at ramme Batteriet, uden at Batteriet kan give lige for lige. De i saa Henseende farlige Steder ligger lavere end Batteriets Stilling, hvis Modstanderne har éns Skyts, og sjælden over 3 km borte, da Rejsningen til større Skudvidde kun undtagelsesvis volder Vanskelighed.
En lille Tegning!
Banerne svarer til mindste Skudvidde, Stillingerne tillader. B skyder A over Hovedet, men A kan ramme B o: selv om A skyder aabent, er B redningsløs, hvis A, uhindret fra anden Side, kan rette sin Ild imod ham eller lægge fejende Springild nogenlunde snævert over ham. — Tegningen kan give Folk, der altid vil skyde skjult, en Del at tænke paa, selv om de maaske trøster sig med, at A nok hindres fra anden Side.
Faren for at røbes af Glimt og Mundingsskyer og staa værgeløs, er overhængende i Randstillinger o: Stillinger tæt bag Bakkekamme, som yndedes mange Steder og maaske endnu yndes herhjemme, fordi de er nemme at knytte til Observatører paa Bakkeryggen eller Bakkens Yderside, ja ofte endog tillader Observatøren (Batterichefen) at raabe Batteriet op. — At Overhøjden paa jævne Bakkeskraaninger bliver mindre og mindre, jo mere man nærmer sig Kammen, er lige saa indlysende, som at Fjenden straks faar Tag i Batterier i Randstillinger, naar han efter Indskydning mod Skjulet lægger fejende Springild indover.
Et talende Vidnesbyrd om bitre Erfaringer i Randstillinger er Modsætningen mellem den Omhu, den franske Kommandant Challéat viede dem i sit allerede nævnte Værk „Artillerie de Campagne“, der udkom før Krigen, og General Dubois’ Udtalelse i „L’artillerie de Campagne“, 1916 (S. 19): „Baade Studiet af Banen og Erfaringerne fra Krigen viser, at det at stille Batterier tæt bag Kammen er det sikreste Middel til at udsætte Artilleriet for øjeblikkelig Ødelæggelse.“ — Det nys udkomne Reglementsudkast for Feltartilleriet kender heldigvis heller ikke „halvskjult Skydning“, der hovedsagelig forudsætter Randstilling og luller Folk i lignende Tryghed, som Strudse føler, naar de har Hovedet i en Busk, og Skudmaaden slettes haabelig snart i Fægtningsinstruktionen (Pkt. 158)x). Sker det, véd Folk, at de stiller sig til aaben Skydning, naar Skjulet ikke er højt nok til at skjule Glimtene.
I „L’artillerie de Campagne“;, S. 33 ff, viser D ubois, at franske 75 m/m Batterier, som vil skyde skjult, maa mindst 300 m bag Bakkekammen enten for ikke at røbes af Glimtene eller for at have Skud paa Artilleri, der kan lægge sin Ild tæt ind over den. Hvis Bakken skraaner svagt, er det Krav om Overhøjde, hvis den er stejl, om Skud, der drager Grænsen. Andre Kalibre og ballistiske Forhold, andre Tal! For den franske 90 m/m M. 1877 {r. 8,5 kg G. K. — Vo = 450 m) t. E. 250 m. — Da den danske 75 m/m Feltkanon (Gk. paa 6,80 kg — Vo = 500 m) omtrent har samme ballistiske Forhold som den franske (Gk. paa 7,24 kg — Vo = 530 m) synes 300 m Afstand at passe nogenlunde for den.
At Skjulet faar større Overhøjde, naar man stiller sig over 300 m fra Skjulet, er ikke givet. — Bakken kan hæve sig bagud. Derimod faar man saa godt som altid friere Skud ved at gaa længere tilbage.
Hvor langt man kan og skal gaa tilbage, afhænger ogsaa af, hvorledes Jordbunden er, og hvor Skytset er lettest at skjule, — hvor Fodfolket skal være, — hvorvidt der er Fare for at ses bagom Skjulet, og hvor megen Telefontraad eller hvilke Signalmidler man har. Endelig kan det, naar Skytset i Forvejen ikke rækker særlig langt, være uheldigt at staa langt bag Skjulet eller Fodfolksstillingen, fordi det mindsker Ildfanget føleligt og prisgiver Fodfolket, og hvor mindre Styrker staar overfor hinanden, er Artilleri i fjerne Stillinger udsat for Overfald af fjendtligt Rytteri, Cyklistkommandoer o. 1., som. gaar uden om forreste Linie.
Kanonerne bør staa paa fast Bund. Er der Udsigt til, at Stillingen skal bruges længe, maa Regnvandet tillige kunne bortledes og Stedet ikke være udsat for at oversvømmes; ellers bliver Standpladserne hverken holdbare eller sunde. — Saa snart Flyvere griber ind, er, hvad man tidligere kaldte skjulte Stillinger, ikke skjulte, med mindre Skytset ogsaa bliver eller gøres usynligt for Luftens Argusøjne. Om det sker ved, at det stilles mellem Træer og Buske eller graves ned og dækkes med Markens Grøde, er ligegyldigt. Hovedsagen er, at det skjules, og at man ikke altid bærer sig ad paa samme Maade, da det kunde lette Fjendens Søgen.
For at sikres mod Mundingsspringere, skal Fodfolket paa flad Mark r. 500 m fra Mundingerne. Mod Fuldtræffere fra Artilleri, der skyder hen over Hovedet paa det, er det allerede sikret 300 m fra Mundingerne. Da Fodfolket gerne søger Bakkens Yderside, naar det har Tid til at grave, og i andre Tilfælde vel kan finde Stilling passende langt forude, gør Hensynet til Fodfolket næppe Stilling 300 m bag Skjulet utilraadelig.
Naar man staar langt bag et Skjul, ses man lellere bag om Skjulet, end naar man staar nær ved. Jo længere man fjerner sig, des vanskeligere bliver det ogsaa at holde Forbindelse med Observatøren, med mindre Stade undtagelsesvis findes bag Batteriet. At det er en Ulempe, siger sig selv, og Nødvendigheden af dobbelt Forbindelse mindsker ikke Ulempen. Hvorvidt fjerne Stillinger gør Forbindelsen med Fodfolket vanskeligere eller ej, afhænger af, hvilke Fodfolksførere Forbindelse skal holdes med; de højere Førere er bagude, de lavere i eller tæt bag Skyttelinierne.
Dubois siger (S. 105): ,,De hedste Stillinger findes paa jævne Skraaninger gennemsnitlig 5-600 m fra Kammen.“ — Man kan slaa nærmere og gør, især i faste Stillinger og overfor overlegent Artilleri, vel i at slaa langt fjernere, naar Opgaverne tillader. Da reglementariske Tal giver Fjenden Vink, kunde man t. E. sige:
„Naar særlige Omstændigheder ikke tilIader eller paabyder aaben Skydning, skal Skytset skjules, saa at Glimt og Mundingsskyer ikke ses fra Fjendens Stilling. Faren for at ses eller ikke have Skud paa nære Maal gor det kun undtagelsesvis raadeligt at slaa under 300 m fra Bakkekamme og andre Skjul, som fanger Skarpene; Hensyn til IIdfang, Kommandoføring og Sikkerhed tillader ikke altid kilometer fjerne Stillinger.“
Naar Stilling tages langt bag Skjulet eller Stade af andre Grunde vælges langt fra Batteriet, spildes Tid med al bringe Graveredskaber o. 1. til Stede. I Fredstid kan man ustraffet undlade at tilvejebringe Dækning for Observatoren; i Krigstid ikke. Nogle af „Følgers“ og „Skydetroppes“ Ryttere burde derfor liave Spade m. m. med paa Hesten. Ligeledes burde i hvert Fald nogle Konstabler væbnes med (F'odfolks-)spader og Oxehakker i Stedet for Konstalxdsahel, da Batterierne bar altfor faa Skanseredskaber. Til Batterichefen eller Observatøren (Observatørerne), Telefonister og andre Folk paa udsatte Poster har Feltartilleriet ogsaa Brug for Smaa- skjolde e. 1.
Det nys udkomne Reglementsudkast for Feltartilleriet nævner ikke udtrykkelig Skjulets Overhøjde, men siger kort og godt, hvorledes skjulte Stillingers „mindste Skudafstand“ udregnes:
Man maaler den vandrette Afstand, a, til Dækningens (Maskens) Kam, læser Klevalionen, e, der svarer til a + 100 i Skydetabellen (de 100 m lægges til for at give Banen passende Fritliggende over Kammen), maaler Dækningens Højdevinkel, v, med Ilældningsmaaler eller udregner den efter Kortet og læser korlesle Skudaf- sland o: Afstanden, som svarer til Elevation c + v i Skydetabellen.
Ligeledes omtales Hojde- eller Dybdevinklens og Sprænghøjdes tregens Indflydelse paa mindste Skudafstand.
I Stedet for med Skydelabel som vort Reglementsudkast forudsætter, væbner to engelske Artilleriofficerer — se The Journal of Lhe Royal Arlillery, Okt. 1016 og Jan. 1017! — sig med Regnestok, som har Skalaer for:
Mindste Skudafsland = 2400 + Skjulels (Kammens) Afstand fra Standpladsen.
Mangen gæv gammel EélLartillerisl vilde vende sig i sin Grav ved at høre Tale om parallelle Kanoner, Parallaxer, Skjuls Overhøjde og mindsle Skudafsland. Vi maa igennem Marlrens Ild og overvinde Vanskelighederne. Selv en reglementarisk Advarsel imod at gaa Skjulet nærmere end 300 m fritog os ikke for at kende de ret indviklede Udregninger. Randstillinger kræver. Har man oplevet den Højtidelighed, med hvilken vor gamle 9 cm Feltkanons indre, ædlere Dele omlades midt i Firserne, og set, hvor let senere Tiders Rekrutter, takket være Landbrugsmaskiner, Motorer og Cykler med Kuglelejer, klarede 75 m/m Feltkanons Mysterier, synes haabet heller ikke ude om, at Artilleriets Befalingsmænd, især de yngre, hvem Fremtiden hører til, kan lære at lose Vanskelighederne legende.
Da Maalene i Almindelighed og Fjendens Artilleri i Særdeleshed fjæler sig omhyggeligt, faar Skydning efter Kortet o: i Blinde større og større Vigtighed. Vil man have hurtig og sikker Virkning af slige Skydninger uden at ødsle med Skuddene, maa de tilredes omhyggeligere, end man tidligere var tilbøjelig til:
Skytset undersøges grundig for Skydningen, og Hensyn Lages til Sjælens mulige Udvidelse som Følge af Udbrændinger og Overanstrengelse.
Ammunitionen sorteres, saa at hvert Batteri faair Skarp (Ladninger) af nøjagtig samme Vægt m. m.. Vindens Styrke, Luftens Varme og Fugtighed øg Lufttrykket maales med gode Instrumenter, og Rettelse for Vinden foretages under nøje Hensyn til Vindretningen. Endog Ladningerne Varme bør maales, hvis den kan være større Svingninger underkastet.
Maalet og eget Batteris Stilling indlægges pinlig nøje paa Kortet (helst i større Maalestok end 1/40,000, foral Afstandsmaalingen ikke skal blive grov). Maalets Højde- eller Dybdevinkel maales nøje, og Markens Holdning ved Maalet granskes, forat man ikke skal faa for stor Springvidde (malte Kugler) ved at hæve Springpunkterne efter Indskydningen eller skyde Manlet over Hovedet ved at bruge for store Opsatsspring under Virkningsskydningen. De sidstnævnte Farer viser en Tegning:
Den nedersle Bane er 3100 m Banen, den øverste 3300 m Banen. Det skydende Batteri slaar lavere end Bakkekammen og luever af Hensyn hertil for Indskydningen Banen n/1000, hvis der ikke sigtes paa Maalet, saa at Banen uden videre hæves.
N svarer til Springpunkter med Indskydningssireg, S til Springpunkter i 3/1000 s Højde.
Tegningen viser dels, at Springvidderne kan blive for store overfor Maal bag Kammen, hvis man hæver Springpunkterne ved Overgang til Virkningsskydning, dels at Negenes Kærnelinie skærer Jorden over 100m fra hinanden bag Bakkekammen.
Udfort i rigtig Maaleslok vilde Tegningen, naar Bakken (ikke er usædvanlig stejl) tillige vise, at bande 3200 og 3300 m Banen omtrent bliver parallelle med Skraaningen o: at man kun skal bruge én Bane, men forskellige Temperinger for at bestryge Bakken i hele dens Længde, og a t nedersle Kugle af en Granatkardæsk, som springer i N 32, — forudsat, at N 31 ikke ligger foran, men nøjagtig i Bakkens Top, — først lander saa langt bag Kammen, at man for ikke aL skyde Maalet over Hovedet hellere maa springe 25 eller 50 end 100 m op fra Indskydningsopsatsen (3100).
Sandt at sige lader ovennævnte, mer eller mindre tilfældige Omstændigheders Indflydelse paa Banen sig vanskelig fastslaa i Tal. For Vindens Indflydelse haves saaledcs ingen sikre Erfaringer, selvom baade Vindstyrken og Vindretningen maales nøjagtigt, hvilket allerede er vanskeligt og kræver særlige Stationer med vejrkyndige Folk. Den nemmeste Udvej er at lil- skyde sig Dagørket (Dagrelationen) imod en eller anden Genstand, som ligger i Retning af Maalet, i nøje udmaalt Afstand og saa nær Maalet som muligt. Der er — maaske, fordi man i Fredstid ikke kan ofre mange Skud — delte Meninger om, hvor vidt Indskydningen skal drives. I Krigstid turde fin og gentagen Indskydning lønne sig. Sideretningen kan man under lemperet Skydning slundum faa Vink om ved at hæve Springpunkterne. Efter Temperingens Afkortning og Sidevindens Styrke skal Springpunkterne da, sele fra Batteriet, ligge mer eller mindre op i Vinden, da Vinden vilde have drevet dem længere til Læ, før de naaede Maalet.
Under Skydningen lages stadig Hensyn til Ændringer i Vind og Vejr, Skytsets Ophedning og mulige Udbrændingers Indflydelse.
Folk, der maatte mene, at ovenstaaende er skruet Lærdom, bedes overveje, hvorfor man just fra Krigsdeltageres Side tiere og tiere støder paa slige Overvejelser og Forslag til al raade Bod paa Tilfældighedernes Indflydelse.
Da del er overmaade kostbart at prøve kunstige Dækninger i Fredstid med skarpe Skud, hviler de reglementariske Forskrifter for Batteribygning mere paa Skøn end paa grundige Forsøg. De maa af Hensyn til Brisantgranaternes voldsomme Virkning ogsaa udtrykke sig med en vis Varsomhed, forat Folk ikke skal tabe Modet og begge Hænderne i Skødet, naar de skal hjælpe sig, som de kan. For Feltartilleriets Vedkommende gaar Forskrifterne derfor ud fra, at man maa nøjes med Dækning mod Geværild, Granalkardæskkugler og Granatsplinier, mindske Faren for fuldtræffere ved at gøre Værnene lidet synlige og iøvrigt bygge dem til at styrkes med Tiden. Overfor Fæstnings- og Belejringsartilleriet, der har Tiden for sig og Emner og Redskabsparker ved Haanden, skærper de Kravene om Dækning og tilføjer ombyggelig Afvanding som en Nødvendighed, man maa have Øje for fra første Færd.
Krigen omstødte i og for sig ikke disse Grundsætninger, men stillede et og andet i klarere Lys og viste bl. a., at de reglementariske Forskrifter for Tømmer ets Samling og Afstivning i Hulrum mildest talt er utilfredsstillende.
For at lage det sidste forsi: Brisan I granater, der springer i eller nier ved Hulrummene, ryster og rusker dem saaledcs, at Sammenfojningerne m aa være langt stærkere og sejgere end foreskrevet, hvis man ikke vil se alt ramle sammen for en tilfældig Træffer eller, hvad værre er, begraves levende under splittede Tømmerrammer og Jord. Tillige maa Syld-stykker og Overliggere rage godt frem under (over) Stolper og Støtter og Syldstykkerne pløkkes forsvarligt fast i Grunden. General Du bois giver (S. 225 ff.) en højst lærerig Vejledning i Ilulrumsbygning med Tegninger af, hvorledes Tømmer skal samles og afstives, og hvorledes det ikke maa samles eller afstives. Det forer for vidt at gaa næmere ind paa Sagen, men enhver, der skal hygge Hulrum eller lære andre det. gor vel i al læse Afsnittet og huske, at Tiderne skifter: i gamle Dage hørte det med til artilleristisk Dannelse at kunne lave Krudt og Klister og sy Karduser. Nu maa Artilleriets Befalings- mænd være grundig inde i Tømrerhaandværket og Bygningsemners Styrke for at gøre den hellige Barbara Ære.
Grænsen mellem Kamp i Marken og Kamp i faste Stillinger er mere flydende end nogensinde, og Maal, der kan ses fra Luften, er tit ligesaa ilde farne, som Batterier, der skyder aabent. Feltartillerister kommer derfor fil at hygge stærkere og tænke nøjere over Afvanding, end de i Almindelighed er oplagte til, Fæstnings- og Belejringsartillerister maa tit tilsidesætte Kravet om Dækning og nøjes med Maskering for at gribe ind i Tide, og overdækkede Skytsstandpladser, som strax kræver stort Arbejde og mange Emner, men baade giver Skjul og Dækning, bliver i Længden ikke sjælden den hedste (nemmeste og billigste) Losning.
Man kan altid gøre et Brystværn tykkere og dynge mere Jord over stærke Hulrum, hvis man strax har maatlct nojes med mindre, end ønskeligt var; derimod lader svage Hulrum sig ikke eller kun vanskelig styrke, uden at Værnene midlertidig bliver utjenstdygtige. Ilvad enten et Batteri 'pikal oplage Feltskyts eller tungere Skyts, gælder derfor: Stærke Hulrum strax, hvis man overhovedet kan hygge Hulrum og vælge og vrage Emnerne!
Hulrum, som under gunstige Omstændigheder skal taale Stødet af en 15 cm Granat. større Granater er det haabløst al ville dække sig imod, — maa have Rammer, der med Lethed bærer 2-3 m Jord med Krydslag af Træstammer eller (og) Jærnbaneskinner. At man til slige Rammer har liden eller ingen Brug for i ti" Træ, men maa have stærkere Tømmer eller tykke Træstammer, siger sig selv.
Den vægtigste Indvending imod at skrue Kravene til Feltartilleriets Hulrum op, bliver Vanskeligheden ved al tilvejebringe hunnerne. Den kan imødegaas ved. at Rammerne m. m. laves i Forvejen, af Tømmer og
Planker eller, hvad der vel lønnede sig: Vinkeljærn og Staalplader, - men Forslag herom støder strax paa en ny Indvending: Rammerne m. m. kan ikke føres med i Marken, uden al Marchkolonnerne tynges over Maade. Hvor vægtig Indvendingen end er. synes den ikke afgørende, naar man tager Automobiler til Hjælp, da Automobilkolonner kan marchere uafhængigt af Troppekolonnerne og tilbagelægge lange Veje i kort Tid. Til syvende og sidst bliver Spørgsmaalet altsaa snarest et Spørgsmaal om Renzin. — For Fæstningsarlilleriets Vedkommende synes Tilvejebringelse af Hulrumsrammer m. m. selvfølgelig, da den baade letter Forsierne
og selve Batteribygningsarbejdet som, hvis Finnerne skal tildannes paa Stedet, kræver el svimlende Vogntal til hvert Batteri og Arljejdskolonner af en Størrelse, man af Mangel paa Øvelse herhjemme faar Møje med at tumle.
