Log ind

Liddell Hart

#

„Dårlige filosoffer kan nu og da have nogen inflydelse — gode har det aldrig.“
– Bertrand Russell.

Basil Henry Liddell Hart er født i 1895 og var således kun 19 år gammel, da den første verdenskrig brød ud og fandt ham som student på Corpus Christi College i Cambridge. Han blev straks officer og sendtes til Frankrig, hvor han blev såret to gange. I 1918 var han avanceret til kaptajn og blev efter krigens afslutning beskæftiget med reglementsarbejde. Denne periode va­ rede til 1924.

De fleste af hans bøger indeholder en liste over hans for­ fatterskab, der slutter med vendingen „and certain of the General Staff manuals“. Denne vending refererer formentlig til hans virk­ somhed i den britiske generalstab i perioden 1918— 1924. Når man kender lidt til, hvorledes militære reglementer bliver til, kan man også gætte sig til, hvilken rolle en endnu ikke 30-årig kaptajn har spillet i den britiske generalstabs reglementsarbejde. Øjensynlig har han heller ikke gjort sig ligefrem uundværlig, for i 1924 gik han på det, som man her i landet kalder ventepenge, og i 1927 blev han afskediget.

Nu begynder det omfattende forfatterskab, der har gjort ham kendt over hele verden, og som omfatter godt 30 bøger og tal­ løse avisartikler. Han var knyttet til Daily Telegraph som militær medarbejder fra 1925— 1935 og til Times fra 1935— 1939, da det viste sig, at lian med sine teorier og forslag havde ramt så meget ved siden af, at man foretrak — i hvert fald for en tid — at skille sig ved hans medarbejderskab.

Hans forfatterskab kan man dele i biografierne og behand­ lingen af militære problemer. Biografierne omfatter „T. E. Law­rence — in Arabia and after“, „Sherman“, „Foch“, „Scipio Africanus“ (som ban kalder større end Napoleon), „Reputations“ (der handler om en halv snes af den første verdenskrigs fremtræ­ dende militære personligheder i England, Tyskland, Frankrig og U.S.A.) og „Great Captains Unveiled“ (der tager sig af notabili­ teter som Djengis Khan, Gustav Adolf, Wallenstein, Marskallen af Sachsen og James Wolfe). Udgivelsen af Private W beeler’s breve fra 1809— 1828 kan også henregnes til denne gruppe, der om fatter så megen underholdende læsning.

Men selvom f. efcs. Richard Aldington er trådt op imod Liddell Harts vurdering af Lawrence, er det ikke så meget bio­ grafierne som alt det andet, Liddell Hart har beskæftiget sig med i sine bøger, der bar vakt furore og givet anledning til hidsige diskussioner og på et bestemt punkt, som jeg senere skal vende tilbage til, været medvirkende til en national katastrofe.

Om Liddell Harts forfatterskab ud over biografierne kan man sige, at er det end omfangsrigt, så er der dog mange gengangere imellem, som medvirker til at reducere det imponerende indtryk noget. I hvert fald er 2 af hans bøger simpelthen en samling af avisartikler, nemlig hans kommentarer til den anden verdenskrig, der blev fremsat, medens begivenhederne fandt sted, i artikler til Daily Mail og samlet i bogform, når der var tilstrækkelig mange af dem til at fylde en bog. („The Current of War“ og „This Ex- panding War“ ). „Thoughts on War“, der kom i 1943, er en imponerende samling pluk fra hele den hidtidige produktion plus endnu utrykte noter. Den første verdenskrigs historie behandler han første gang samlet i 1930 under titlen „The Real War“ ; samme bog kommer i en noget — men ikke meget — forøget udgave i 1934 under titlen „A History of the World War 1914— 1918“. Til gengæld er „The War in Outline“, der kom i 1936, en stærkt koncentreret frem stilling af begivenhederne i 1914— 1918. Slutte­ lig plukker lian ud af alt dette og af sine relevante biografier stoffet til „Through the Fog of War“, der kom i 1938. Også den handler om første verdenskrig og dens mænd, og dens udgivelse retfærdiggøres ved, at den afsluttes med „Some Lessons of History“, skrevet over temaet: „Vi lærer af historien, at vi intet lærer af historien“. Som hans hovedværk må formentlig „Strategy. The Indirect Approach“ betegnes. Det kom først i 1929 under titlen „The Decisive Wars of History“; dernæst blev det — noget ud­ videt — i 1941 udgivet som „The Strategy of Indirect Approach“. Denne udgave blev i 1942 genoptrykt under titlen „The Way to W in W ars“, men den anden forøgede udgave fra 1945 vendte til­ bage til titlen fra 1941. Endelig kom den tredie, reviderede ud­ gave i 1954 med „Indirect Approach“ som undertitel til „Strategy“.

Der er en bemærkelsesværdig modsætning mellem denne trang til at servere sine tanker for publikum efterhånden, som de kom­ mer til en, og den stilfærdige tilbagetrukkethed, der kendetegnede den af Liddell Hart så stærkt kritiserede Clausewitz, hvis hoved­ værk „Vom Kriege“ først blev udgivet efter hans død. Allerede her har vi et fingerpeg om, at væsensforskellene mellem Liddell Hart og Clausewitz som militære kommentatorer er som mellem journalisten og videnskabsmanden.

Man kan ikke frakende Liddell Hart, at han har haft en vis betydning og indflydelse som „panserprofet“. Man skal blot ikke glemme, at på dette felt er hans ideer ingenlunde originale, men inspirerede af general Fuller. Det var stabschefen for det britiske tankkorps i 1918, generalmajor J. F. C. Fuller, der efter krigen påtog sig den vanskelige opgave at overbevise sine sam­ tidige om mekaniseringens nødvendighed. Til trods for det briti­ ske tankkorps’ storartede resultater i første verdenskrig, mødte hans ideer overvældende modstand; men takket være både gode litterære evner og konstruktiv fantasi fik han gjort stedse større kredse interesseret i sit program. Det var et stort plus for Fuller, at han i 1925 vandt Liddell Hart for sine ideer, og snart kappedes proselyten med sin lærer om at kritisere den britiske hærs for­ ældede organisation sønder og sammen, prædike mekanisering og forkynde panservåbnets store fremtid. „Paris or The Future of War“ (1925) er forløberen og „The Remaking of Modem Armis“ (1927) er hovedværket på dette område, og de er dygtigt gjort. I det hele taget er Liddell Hart stærkest, når ban udtrykker andres tanker. Dette kan lian gøre på en overbevisende, slående logisk måde. Svagere er han i sine egne påfund. De er ofte præ­ get af journalistens trang til at bringe nyt til torvs, — og ikke af en videnskabelig søgende ånds erkendelser.

Det har i talrige forbindelser været fremhævet, at Liddell Hart skulle have spillet en afgørende rolle for det tyske panser­ våbens opbygning og anvendelse. Også her er der grund til at slå koldt vand i blodet. Det er god reklame for Liddell Hart, at sådant siges. Mange af udtalelserne i denne retning stammer fra tyske generaler, der af en eller anden årsag gerne har villet smigre Liddell Hart og England. En nøgtern betragtning af forholdet findes i indledningen til den tyske generalmajor von Mellenthins bog „Panzerbattles“. Von Mellenthin slår her fast, at den drivende kraft bag udviklingen af det tvske pansenvåben var oberst Heinz Guderian, der i mange år var stabschef hos generalinspektøren for de motoriserede tropper. „Det er blevet en vane at sige,“ fort­ sætter han, „at den tyske hær udledte sin opfattelse af panserkrigsførelse fra de britiske militærskribenter, Liddell Hart og ge­ neral Fullers værker. Jeg skal være den sidste til at benægte deres stimulerende indflydelse, men det er nu alligevel en kendsgerning, at i 1929 var den tyske taktiske teori langt forud for den britiske og i princippet overensstemmende med den doktrin, som vi prak­tiserede med så stor virkning i den anden verdenskrig.“

Men der var andre af Liddell Harts skrifter, der interesserede tyskerne. F. eks. blev „When Britain goes to War“ oversat til tysk under titlen „Wenn England zu Felde zieht“. Forordet til den tyske udgave skrev den fra tyverne og trediverne kendte, tyske m ilitæ rskribent von Cochenhausen, og han sluttede det således:

„Das Buch ist auch für uns sehr aufschlussreich, indem es uns nicht nur über die Eigentümlichkeiten von Englands wehr- politischer Lage unterrichtet, sondern auch manchen wert­ vollen Fingerzeig über den Charakter des neuzeitlichen Krie­ ges gibt.“
Hvis vi i stedet for „des neuzeitlichen Krieges“ læser „der zukünftigen, englischen Kriegführung“, så bliver meningen nok mere klar og utvetydig. Det bar altid været god latin at lære sin eventuelle modstander at kende og at sætte sig ind i hans tanke­ gang. Den tyske oversættelse er fra 1937.

Og hvad var det så, Liddell Hart kunne give tyskerne værdi­ fulde fingerpeg om?

Bølgerne gik højt i tredivernes forsvarsdiskussion i England. Det var ikke blot taktik og udrustning, man diskuterede, men i meget høj grad størrelsen af den hær, der i givet fald skulle sen­ des til kontinentet. Dette spørgsmål havde hele befolkningens in­ teresse, og det store flertal var afgjort imod tanken om en stor hær. Denne indstilling havde sin rod i de smertelige erfaringer fra første verdenskrig, hvor den britiske hær måtte efterlade 600.0000 døde i krigergravene i Frankrig.

Den 25., 26. og 27. oktober 1937 offentliggjorde Liddell Hart som militær korrespondent til Times tre artikler, hvori han slogtil lyd for, at Storbritannien kun skulle påtage sig et „begrænset ansvar“ med hensyn til sine militære forpligtelser og vende til­ bage til den traditionelle blokade og økonomiske krigsførelse, som det i kraft af sin store flåde og Imperiets ubegrænsede ressourcer var så vel egnet til at gennemføre. Med hensyn til kontinentet foretrak han en strengt defensiv strategi, fordi den passede bedre for det britiske temperament, og fordi den som følge af forsva­ rets efter hans mening store overlegenhed over angrebet i det lange løb ville føre til et bedre resultat. Til Frankrig skulle man kun sende et lille ekspeditionskorps med stor bevægelighed, der, efter som Maginotlinien med dens franske besætning ville standse fjenden, kunne holdes tilbage som en strategisk reserve. Han sammenfattede disse synspunkter i „The Defense of Britain“ (1939), et omfattende værk, der understregede denne „det begræn­ sede ansvars“ doktrin, som har en væsentlig del af ansvaret for Dunkerque.

De tre artikler rejste et vældigt røre og gav genlyd langt uden for landets grænser. Fra fransk side lød vrede protester mod den britiske tendens til at lade de allierede bære krigens hovedbyrde. Hvis Tyskland nogensinde angriber Frankrig, hed det, vil der blive tale om en total krig, i hvilken både Frankrig og England må indsætte alle deres ressourcer — til lands, til søs og i luften — for ikke at bukke under.

Også i amerikanske militære tidsskrifter som Infantry Journal og Command and General Staff Scliool Quarterly blev Liddell Hart imødegået, men højest gik bølgerne naturligvis i Storbritan­ nien. Anny Quarterly tilbageviste straks forsvarsdoktrinen i en ledende artikel og åbnede sine spalter for modstandere af Liddell Harts synspunkter. En af disse, general H. Rowan-Robinson, der i øvrigt bekendte sig til Fullers skole, afviste indigneret Liddell Harts ideer om passiv krigsførelse og vægren sig ved angreb. Så­ danne ideer var hverken m ilitæ re eller britiske, sagde han, og han mindede Liddell Hart om, at Imperiet ikke var blevet bygget på „begrænset ansvar“.

Det hjalp altsammen kun lidt, for Liddell Hart havde folke- opinionen, der som tidligere omtalt frygtede en gentagelse af 1914— 1918, bag sig. Samme folkeopinion støttede sig også til er­ faringerne fra første verdenskrig, når den pegede på forsvarets overvældende styrke. Igennem fire år havde verdenskrigen vist, hvor uovervindeligt forsvaret var; og nu efter krigen med nye metoder og forbedrede våben måtte man da tro, at forsvaret ville vise sig endnu mere effektivt og endnu mere overlegent i forhold til angrebet. Man yder måske Liddell Hart størst retfærdig­ hed ved at sige, at lian kun var talsmand for denne folkeopinion og derfor ikke den egentlige ophavsmand til ideen om „begrænset ansvar“ og til forsvarsdoktrinen. Men folk, der kan tænke, skal ikke snakke masserne efter munden, men søge at vejlede dem om sandheden. Man kan derfor ikke fritage Liddell Hart for et med­ ansvar for katastrofen i 1940.

Efter lynkrigen i Polen, der med al ønskelig tydelighed de­ monstrerede angrebets overlegenhed over forsvaret, blev Liddell Hart øjensynlig usikker. I et memorandum af 9. september 1939, der findes i „The Current of War“, hævdede han stadig tanken om forsvarets overvældende styrke, men indrømmede dog, at for­ svaret kun var angrebet overlegent, „hvor der ikke var plads til at bevæge sig“. Han klamrede sig så stærkt til sin ulykkelige for­svarsdoktrin, at han foreslog regeringen at udstede en erklæring, hvorefter den gav afkald på det m ilitæ re angreb som m iddel til at standse aggression. På denne måde kunne man undgå latterlig­ gørelse som følge af de allierede hæres fuldstændige passivitet. En sådan ånd, en sådan tyrkertro på forsvar fremfor alt, måtte nød­ vendigvis have en skadelig indflydelse på hele krigsførelsen. Det var uundgåeligt, at den bragte England blod, sved og tårer.

„Strategy. The Indirect Approach“ er som tidligere nævnt Liddell Hart’s hovedværk. Det er en bog, der er egnet til at sætte tanker i sving og diskussioner i gang. Liddell Hart mener, at man i strategien kan gå enten direkte eller indirekte til værks og ud fra en analyse af felttog og slag ned gennem historien fra 500 f. Kr. til anden verdenskrig konkluderer han, at den indirekte fremgangsmåde er den mest udsigtsrige og økonomiske form for strategi.

For at forstå, hvor omfattende ordet „indirekte“ er, når Liddell Hart bruger det, må vi først gøre os hans opfattelse af strategien klar. Strategiens mål er efter hans mening at nå de nationale mål på den billigste måde. En sejr uden blodsudgydelse er det fornemste resultat af en heldigt gennemført strategi. Det er vigtigt, at vinderen overlever slaget med tilstrækkelig kraft i behold til at kunne drage fordel af freden. Hvis begge parter ud­ mattes i en krig, løber de fare for at finde situationen behersket af tilskueren, eller måske af taberen, hvis denne er i stand til at komme først til kræfter. Liddell Hart holder altså på, at god strategi skal sikre sejrherren styrke til at beherske freden og konsolidere sine gevinster. God strategi betyder således økonomi med kræfterne, opnået ved hvad Liddell Hart kalder den strate­ gisk indirekte fremgangsmåde. „I ethvert felttog er den sundeste strategi at udsætte slaget og den sundeste taktik at udsætte an­ grebet, indtil en afgørelse er muliggjort derved, at fjenden mo­ ralsk er bragt ud af balance.“ Liddell Hart søger at påvise, at en forstyrrelse af fjendens psykiske og fysiske balance må gå forud for lians nederlag. Hans analyse af krigshistorien tjener til at påvise, at denne forstyrrelse har været forårsaget af den strategisk indirekte fremgangsmåde, enten det skete tilfældigt eller efter en plan.

Til de indirekte fremgangsmåder hører altså ikke blot de rent militære: A t omgå fjendens fløje, angribe hans forbindelses­ linier, udnytte overraskelsesmomentet etc., men også økonomisk krig (blokade) og psykologisk krig, der skal få modstanderen til at tabe modet og fratage barn fysisk og psykisk evne til at fort­ sætte kampen og således bane vejen for den militære afgørelse, der i bedste fald kunne blive forholdsvis ublodig.

På den rent militære strategis område har de indirekte frem­ gangsmåder altid været kendetegnende for de store hærførere. Det har alle dage været god latin at angribe sin modstander på et uventet sted, på et uventet tidspunkt eller på en uventet måde, altså overraske ham. Ingen stor hærfører har nogensinde frivilligt angrebet sin modstander på det sted, hvor denne var stærkest eller mest ventede det, altså „direkte“. Det har ligeledes været anset for god feltherrekunst at søge at undgå slag, indtil man havde en rimelig chance for at vinde det. Heri er der intet nyt.

Det er ligeledes vigtigt at erkende, at krigens udfald er af­ hængigt af andet og mere end den rent militære strategi, at total- strategien, som vi kunne kalde den, foruden de militære faktorer må regne med diplomatiske, politiske, økonomiske, psykologiske, moralske og tekniske faktorer, der tilsammen betinger hele sam­ fundets struktur og styrke. Liddell Hart har ret, når han siger, at „totalstrategien skal beregne og udvikle nationens økonomiske og menneskelige ressourcer for at være i stand til at, støtte de kæmpende styrker. Også de moralske ressourcer — thi at nære folkets viljestyrke er ofte lige så vigtigt som at besidde de niere konkrete former for styrke. Totalstrategien må også regulere styrkefordelingen mellem de forskellige værn og mellem værnene og industrien. Endvidere er militær styrke kun et af totalstrate­ giens instrumenter — den bør for at svække modstanderens vilje tillige regne med og anvende den styrke, der ligger i økonomisk tryk, diplomatisk tryk, handelstryk og ikke mindst etisk tryk.“

 Men Liddell Hart er ærkeenglænder og ser alt ud fra østrategiens synsvinkel. England kar igennem århundreder kunnet føle sig beskyttet af det omliggende hav og den flåde, der beherskede det. Det holdt derfor ingen stor hær i fredstid, men måtte først skabe den, når der blev krig. Det tog tid, og tiden benyttedes til at blokere modstanderens havne, så at hams handel lammedes, og det økonomiske tryk føltes. Hertil var flåden et ypperligt egnet instrument. Den var endvidere egnet til at flytte de landmilitære styrker til et frit valgt sted på kontinentet. Da disse styrker i be­ gyndelsen var små, valgte man gerne et sted, hvor modstanderen var svag, borte fra hovedkrigsskuepladsen.

Wellingtons felttog i Spanien er et typisk eksempel, men Eng­lands historie er i det hele taget fuld af eksempler på „indirect approach“, simpelthen fordi England er en ø, for hvilken en sådan strategi er naturlig. Noget anderledes må det nødvendigvis stille sig for en kontinentalmagt, der måske tilmed er omgivet af fjender til alle sider. Her kan tiden være for knap til at til­ lade, at man venter på modstanderens moralske eller økonomiske sammenbrud. Havde Napoleon eller Hitler sat sig til at vente på, at det britiske folks modstandsvilje skulle bryde sammen, så havde de sikkert ventet endnu. Det er naturligt, at det for en indeklemt kontinentalmagt må stå som det ønskelige at opnå en hurtig af­ gørelse. I krig og politik gives ikke patentløsninger. Hvis der gjorde, ville krig ophøre, fordi man på forhånd ville kunne af­ gøre, hvem der havde „patentet“, det vil in casu sige den fornødne tid og evne til at gennemføre den økonomiske blokade og ved dette og andre midler hidføre det moralske sammenbrud, hvor­ efter den militære indmarch kunne forme sig som et humant og ublodigt punktum for striden.

Liddell Hart’s bog er en blanding af gammelkendte selvfølge­ ligheder og forfægtelsen af en snæversynet, insulær ide. Ved sin ensidighed mister den i videnskabelig værdi. Tilbage bliver et stykke underholdningslitteratur, blændende, fængslende — og far­ ligt i ukyndige hænder.

Hvorledes ser Liddell Hart på atom- og brintvåbnene og de­ res indflydelse på krigsførelsen?

At dømme efter et brev til Times (oversættelse bragt i „Frem­ tiden“ nr. 3/1955) skulle man tro, at efter hans mening er hele det hidtidige forsvarsapparat med hære, flåder og flyvevåben ble­ vet uden mening, og at det alene er muligt at forsvare sig — d. v. s. forebygge, at angreb overhovedet finder sted — med brintbomber og det til deres transport nødvendige strategiske flyve­ våben.

Men i sit forord til „Strategy. The Indirect Approach“ siger Liddell Hart:

„Ville nogen ansvarsbevidst regering, når det kom til stykket, vove at bruge brintbomben som svar på en indirekte aggression eller nogen form for lokal eller begrænset aggres­ sion? Det ville være vanvid at tage teten i, hvad flyvevåbnets chefer selv advarer os om ville være „selvmord“. Det må altså antages, at brintbomben ikke vil blive brugt mod nogen trusel, der er mindre øjensynlig og øjeblikkelig skæbne­ svanger end den selv . . .

Brintbomben er snarere et handicap end en hjælp for „containment“-politikken. I det omfang, den reducerer sand­ synligheden for en total krig, øger den muligheden for „be­ grænset krig“ ført som indirekte og spredt, lokal aggression. Angriberen kan benytte sig af et udvalg af fremgangsmåder, varierende i art, men alle egnede til at give ham fremgang samtidig med, at de forårsager tøven — med hensyn til at anvende brintbomber, eller atombomber, som modmiddel.

For at kunne beherske denne trusel bliver vi nu mere afhængige af „konventionelle våben“. Denne slutning inde­bærer imidlertid ikke, at vi skal falde tilbage på konventio­ nelle metoder. Den burde være en opfordring til at udvikle nye.“

Disse tanker har han yderligere uddybet i en stor artikel: „Defense of the Free World“, der bragtes i Marine Corps Gazette, september 1955, altså efter brevet til Times. Han forestillede sig her, at aggression kan finde sted i begrænset tempo — som en gradvis række af overgreb. Eller den kan ske i begrænset dybde i hurtigt tempo — små bidder siuges hurtigt, efterfulgt af tilbud om forhandling. Det ville være idiotisk, siger han, at anvende størstedelen af vore kræfter og ressourcer til at forberede, hvad der ikke er sandsynligt, på bekostning af, hvad der er nødvendigt for at imødegå den slags aggressive handlinger, der er mere sand­ synlige.

Det ville være mere end idiotisk, siger ban videre, at plan­ lægge forsvaret på et grundlag, der er ensbetydende med at begå selvmord — og endnu mere absurd at tænke på at gøre det som svar på en lokal aggression.

Han advarer imod taktisk anvendelse af atomvåben. Hvis det ikke er muligt at drage en grænse mellem taktisk og uindskrænket anvendelse af de nye våben, må man hellere afstå fra brug af taktiske atomvåben. Risikoen ved at undvære dem er mindre end risikoen for, at deres anvendelse skal føre til uindskrænket brug af brintbomber og dermed selvmord. Ud fra en analyse af er­ faringerne fra sidste krig mener han, at der er god grund til at tro, at de nuværende NATO-styrker vil være i stand til at for­ hindre en masseinvasion af Europas vitale dele, hvis man blot moderniserer og omorganiserer dem samt forstærker dem med tyskerne.

„Brintbomben blev hilst som „Det store afskrækkende middel“ — mod aggression og krig. Denne ide var en blan­ ding af sandhed og vildfarelse. Brintbomben er et „stort af­ skrækkende middel“ — d. v. s. over for aggression i stor målestok og dermed over for en ny verdenskrig. Men den er ikke et egnet eller effektivt middel mod aggression i lille målestok og småkrige. En klar forståelse af denne kendsger­ ning peger mod en passende omfordeling af vore ressourcer og om organisering af vore styrker.

For fremdeles at besidde det „store afskrækkende mid­ del“ skulle man kun behøve et relativt lille antal højt yde­ dygtige flyvemaskiner, der gør det muligt at levere tilstræk­ kelig mange brintbomber til at ødelægge et hvilketsomhelst lands vitale områder. Derved bliver en stor strategisk bombe­ styrke forældet og overflødig, eftersom det i en lille krig ville være umuligt at forsøge luftoperationer dybt ind bag modstanderens grænser uden alvorlig risiko for at udvide kri­ gen til en verdenskrig og fremkalde øjeblikkelig afsendelse af brintbomber fra den side. Foruden reduktionen af dette „over­ flødige fedt“ i flyvevåbnet skulle der også være muligheder andre steder for at spare meget af, hvad der nu bliver ofret på forberedelse af en ny verdenskrig af den velkendte type — der nu er en højst usandsynlig mulighed.

Med de penge, det mandskab og de andre ressourcer, som vi på denne måde kunne spare, ville vi bedre end nogensinde før være i stand til at klare små krige og kvæle lokale aggres­ sionsforsøg, der finder sted rundt omkring i verden — et problem, der hidtil har haft os til bedste og er uløseligt, som forholdene er nu. Overlegen kvalitet og hurtighed er de militære nøglekrav, når det drejer sig om sådanne af­ færer — ikke masse og langsomhed. Korttids værnepligtige har en tilbøjelighed til at være unyttige byrder og skyde­ skiver. Hvad vi behøver er strategiske „brandvæsen“-styrker med stor bevægelighed og stor dygtighed. De må være luft­ bårne, så at de hurtigt kan sendes hen, lige meget hvor et udbrud finder sted. De må have tilstrækkelig taktisk luft­ stotte af en passende art og midler til forsyning ad luftvejen, hvor som helst (let kan være fordelagtigt. De må organiseres i små sammensatte kampgrupper, lette at fore og meget smi­ dige, så at de kan kæmpe med guerillastyrker eller slå ned som myggesværme over større, invaderende troppestyrker. Let­ te, pansrede vogne med stor terraingående evne ville være en værdifuld form for udrustning — men ikke uhåndterlige 50- tons kampvogne. Helikopteren skulle udvikles i størst mulig udstrækning til brug for sådanne styrker. Efter denne recept kunne udsigterne til at slukke den nye kommunistiske strate­ gis „små aggressioner“ i høj grad forøges.“

Også i en artikel i Military Review for juni 1956: „Western Defense Planning“, gør Liddell Hart det klart, at han ønsker fremtidige krige udkæmpet uden nogen brug af atom- eller brint­ våben, men alene ved hjælp af „konventionelle“ styrker, der gan­ ske vist skal organiseres og udrustes efter mere moderne (hans) principper, end tilfældet nu er.

Hverken i „Strategy. The Indirect Approach“ eller i de to her omtalte artikler er der tale om, at konventionelle styrker er uden mening, således som brevet til Times giver udtryk for. Her er intet at hente for en radikal argumentation om nedrustning og opgivelse af konventionelle hærstyrker på grund af brintbomben. Absolut tværtimod. Hvad skal man nu tro? Det kunne se ud til, at Liddell Hart er en stor „skjælm“, der skriver et til Times og noget andet til de militære tidsskrifter. Sandsynligheden taler dog for, at brevet til Times er blevet misforstået.

Men selv om meget af det, som Liddell Hart i sine nyeste artikler har sagt om fremtidens krigsførelse og organisationen af vore væbnede styrker, måske tiltaler den militære fagmand af ii dag eller i hvert fald er egnet til at stimulere lians tanker, så må man alligevel råde til at læse ham med kritikken på vagt uafbrudt. Han er en mærkelig blanding af godt og ondt, løst og fast, stærkt og svagt. Hans meninger er svingende, eller han savner evne til at udtrykke dem entydigt; i hvert fald er han ofte taget til indtægt for stik modsatte opfattelser. Alene hans stil vidner om det impulsive brushoved mere end om den kolde logik, som hans emner kræver. Han postulerer og indvikler sig i talløse selvmodsigelser.

Alligevel er det gang på gang lykkedes ham at vinde gehør og se sig citeret.

„Dårlige filosoffer . . "

Mogens Rosenløv..