Log ind

Libanon – svag stat under pres

#

Lektor Birthe Hansen, PhD og professor Bertel Heurlin, Københavns Universitet1

”Til november har Danmark i to år løst en logistisk opgave for FN i Libanon. Opgaven er blevet løst topprofessionelt af først flyvevåbnet og siden af hæren med bidrag fra Beredskabsstyrelsen. Men vi kan ganske enkelt ikke være overalt, og det betyder, at vi løbende må prioritere for at få råd til det rigtige”2. Sådan forklarede forsvarsminister Gitte Lillelund Bech efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn i juni 2011, hvorfor regeringen havde besluttet ikke at forlænge det danske bidrag til FN-styrken i Libanon. Knap to år tidligere, i september 2009, var der i folketinget tilslutning til, at Danmark ydede et landmilitært bidrag til den i forvejen store FN-styrke. Den danske begrundelse var med daværende udenrigsminister Per Stig Møllers ord: ”Danmark har været meget aktiv i Mellemøstpolitikken, og derfor er det godt, at vi også kan følge op militært. Jeg synes, at det er et godt bidrag. Vi er med til at styrke FN, og vi bidrager til, at de stridende parter i området holder sig i ro”. Forsvarsminister Søren Gade fulgte begrundelsen op: ”Med den fokus vi ellers har på Afghanistan, er der en fare for, at forsvarets store erfaringer med fredsbevarende operationer forsvinder. Derfor er det ekstra godt, at vi kan bidrage til missionen i Libanon”3. Den danske styrke på ca. 150 mand, primært et logistik-kompagni fra hæren, har mellem december 2009 og november 2011 bidraget til UNIFIL (United Nations Interim Force In Lebanon) ud fra Sikkerhedsrådets Resolution 1701. Resolutionen blev vedtaget i kølvandet på konflikten mellem Hizbollah og Israel i sommeren 2006, og den godt 12.000 store UNIFIL-styrke skulle på et forstærket mandat sikre overholdelse af våbenhvilen, afvæbne Hizbollah, og gøre genopbygning mulig. Umiddelbart efter resolutionens vedtagelse i august 2006 sendte Danmark et mindre, sømilitært bidrag i form af to missilfartøjer. Formålet var at forhindre våbensmugling i det østlige Middelhav. Dette bidrag ophørte i 2008. Der var bred tilslutning i Folketinget til både det sø- og det landmilitære bidrag. Kun Enhedslisten modsatte sig det sømilitære bidrag med henvisning til, at FN-resolutionen var ubalanceret og medvirkede til at sikre Israels nordflanke. Dette temanummer af Militært Tidsskrift, ’Libanon’, har til formål at belyse situationen i Libanon, der var baggrund for den danske indsats og de følgende udviklinger. Libanon er stadig et interessant land i Mellemøsten: lille, med en svag centralregering og en stærk militant bevægelse – men også med åbenhed og potentialer. Og det arabiske forår har skabt både usikkerhed og muligheder.

Udviklingen i den danske politik

Da Danmark besluttede sig for at tilbyde FN sit bidrag i 2009, blev beslutningen som nævnt begrundet i tre forhold: at styrke FN, at bidrage til at holde de stridende parter i ro, samt at vedligeholde det danske forsvars erfaringer med fredsbevarende operationer. Disse grunde er klassiske i dansk forsvars- og udenrigspolitik.

At det to år senere blev besluttet ikke at forlænge bidraget, skal da også – som i forsvarsministerens begrundelse – i et dansk perspektiv ses i lyset af pres på forsvaret. I de første godt ti år af det 21. århundrede har Danmark bidraget med kamptropper i Afghanistan, til NATO-styrken i Kosovo, koalitionen i Irak, pirat-bekæmpelse ud for Østafrika, samt senest med luftvåbnet i operationerne i Libyen. I den senere del af denne travle periode har forsvaret været udsat for store besparelser, samtidig med at især indsatsen i Afghanistan har haft store menneskelige og økonomiske omkostninger. Hertil kommer den regionale udvikling i Mellemøsten. Det såkaldt arabiske forår har både skabt behov for beskyttelse af civile som i Libyen (og måske senere i Syrien), samt igangsat forandringsprocesser, hvis udfald stadig er usikre. Situationen var dermed ændret, og desuden var de danske formål med bidraget i hvert fald formelt set blevet opfyldt: Danmark bidrog til FN med professionalisme og legitimitet til en mission, hvor FN havde talt med store ord efter 2006-konflikten – og dermed sat prestige på spil. Danmark bidrog endvidere til at holde de stridende parter i ro ved FN’s massive tilstedeværelse. Der var relativt få sammenstød i perioden efter konflikten og frem til efteråret 2011. Endelig bidrog missionen til at bevare og vedligeholde Danmarks ry og kompetencer på det fredsbevarende område. Missionen var af en ganske anden karakter end missionen i Afghanistan, indsatsen i Irak og til dels også end indsatsen i Libyen. På den baggrund kan man sige, at den danske politik holdt, hvad den lovede, og at der var gode grunde – i forhold til det danske forsvar – til at ændre politikken i sommeren 2011. Til gengæld kan man, som det vil fremgå nedenfor, stille et noget større spørgsmålstegn ved FN’s samlede indsats.

Udviklingen i konflikten

Siden den forstærkede UNIFIL-indsats, herunder perioden med det danske bidrag, har der frem til efteråret 2011 været stort set ro mellem Hizbollah og Israel. De såkaldte trepartsforhandlinger har fungeret ud fra forventningerne, der har været få sammenstød, og genopbygningen kom i gang. Det kan dog diskuteres, i hvilket omfang, FN’s tilstedeværelse har bidraget til at sikre roen. Under 2006-konflikten blev Hizbollah svækket i betydeligt omfang og trængt tilbage fra grænseområdet. På trods af dette, søgte Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, at italesætte konfliktens udfald som en sejr for Hizbollah, men reelt var organisationen trængt. Også internt i libanesisk politik var der harme over dens eventyrpolitik, og meget taler for, at den i årene efter konflikten havde brug for et pusterum til genopbygning og til at vise andre sider af sig selv i libanesisk politik. Også i Israel var der intern utilfredshed med konfliktens håndtering, herunder effektivitet og omkostninger. Der er dog to områder, hvor der ikke er sket fremskridt overhovedet i perioden. Det ene, som ligger inden for UNIFIL’s mandat ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1701, er afvæbningen af Hizbollah. Her er der i de forløbne fem år reelt intet sket. Tværtimod har Hizbollah fået tilført militært materiel. Det andet, som ligger uden for mandatet, er en løsning på den grundlæggende konflikt i området.

Udviklingen i Libanon

Erfaringerne fra borgerkrigen har sat dybe spor, og perioden mellem 2006 og 2011 været præget af stor forsigtighed, når de libanesiske politikere har skullet forholde sig til de to store problemer i form af Hizbollahs rolle og det sekteriske styres fremtid. I maj 2008 udfordrede Hizbollah ikke blot det internationale samfunds krav om dets afvæbning, men også den libanesiske befolkning. Trods forsikringer om, at Hizbollahs våben ikke skulle bruges derhjemme, gennemførte organisationen en række angreb og reelt en midlertidig besættelse af Vestbeirut. Dette var en reaktion på regeringens forsøg på at fyre en sikkerhedschef med forbindelser til Hizbollah og at få gennemført en undersøgelse af dele af Hizbollahs kommunikationsnetværk. Af frygt for sekteriske opgør tilbød regeringen at suspendere de to beslutninger4. Denne og andre hændelser har gjort, at Hizbollah har tiltvunget sig en næsten urørlig status, da mange politikere frygter en genopblussen af borgerkrigen, og da den libanesiske hær er for svag til at kunne sætte Hizbollah på plads. Også spørgsmålet om det sekteriske styres fremtid fører til forsigtighed og balanceovervejelser. Ud fra Den Nationale Pagt fra 1943 er det libanesiske styre opbygget på baggrund af sekteriske balancer, herunder en fordeling af alle centrale poster i stat og parlament mellem de forskellige religiøse grupperinger. Præsidenten skal være maronittisk kristen, premierministeren sunni-muslim, og parlamentsformanden shia-muslim, og pladserne i parlamentet er forudbestemt efter grupper. Fordelingsnøglen, der bygger på en folketælling fra 1932, er imidlertid ude af trit med den demografiske udvikling, og formen fremstår som en hæmsko for moderne politik. Parlamentsformanden Nabih Berri foreslog tidligt i 2010, at der blev nedsat en komité med henblik på at afskaffe sekterismen – og dermed råde bod på shiitternes underrepræsentation (www.nowlebanon.com). Generelt set har visionen stor tilslutning, men frygten for, at dette vil kaste landet i armene på en bevæbnet islamisk bevægelse, lægger en betragtelig dæmper på de konkrete bestræbelser. Under det arabiske forår i 2011 var der enkelte folkelige demonstrationer til fordel for en afskaffelse, men store eller hyppige blev de ikke, selv om der er aktivitet blandt især yngre, f.eks. på Facebook og i miljøet omkring Det Amerikanske Universitet i Beirut.5 Det arabiske forår kan imidlertid komme til at påvirke både spørgsmålet om Hizbollahs afvæbning og det sekteriske styres fremtid. Hizbollah risikerer svækkelse, da islamismen får konkurrence og en ny dagsorden er ved at forme sig, hvilket formentlig vil øge presset på organisationen. Det sekteriske styre bliver også udfordret: fra at have været et åbent og relativt demokratisk arabisk samfund, vil Libanon måske blive overhalet af en række nye demokratier, hvilket vil sætte styreformen fra 1943 i relief.

De følgende bidrag Artiklerne neden for tager udgangspunkt i de ovennævnte udfordringer til libanesisk politik og omverdenens reaktioner herpå. Peter Seeberg behandler det sydlige Libanon og de specielle forhold, der gør, at området – trods dets lidenhed og tilbagestående karakter – har spillet en så stor rolle i den regionale kontekst. Seeberg peger på politisk-økonomiske, eksterne/regionale forhold samt den svage centralstat som væsentlige for Sydlibanons situation. Sune Haugbølle sætter fokus på Hizbollahs strategi, legitimering og brug af medierne med henblik på at belyse, hvordan Hizbollah agerer som politisk aktør. Haugbølle ser på Hizbollahs udmeldinger under det arabiske forår og på de udfordringer, dette skaber for bevægelsen. Salem Dandan analyser Hizbollah som ikke-statslig aktør. Ikke-statslige aktører har traditionelt set spillet en stor rolle i Mellemøsten, men i den aktuelle verdensorden har de fået mere plads og blandede roller, og Hizbollah er et skoleeksempel på dette. Dandan ser på, hvordan Hizbollah har opnået mere indflydelse, end bevægelsens styrke i princippet skulle bane vej for.

Bertel Heurlin undersøger forholdet mellem Hizbollah og den libanesiske hær gennem en sammenlignende analyse. Dette forhold er helt centralt både i forståelsen af den svage libanesiske centralmagt overfor en væbnet militsorganisation og af Libanons stilling i forhold til dets naboer. Søren Schmidt behandler Libanons regionale relationer, herunder forholdet til Syrien og Iran. Syrien har gjort krav på Libanon, grebet ind i borgerkrigen, rømmet landet, bevaret agenter og en vis opbakning, er mistænkt i Hariri-sagen, og er senest dybt påvirket af det arabiske forår. Ikke en nem, men til gengæld en overordentlig betydelig nabo. Schmidt fremhæver desuden kompleksiteten i de mange relationer. Birthe Hansen belyser risikoen for konflikt mellem Israel og Libanon. Libanon som svag stat kan og vil ikke hæmme Hizbollahs virke i forhold til Israel, og Israel vil ikke tillade de fortsatte angreb. Efter konflikten i 2006 har der været nogenlunde ro ved grænsen, men Hizbollah er ikke blevet afvæbnet trods UNIFIL’s mandat og omfattende tilstedeværelse. Morten Valbjørn analyserer de islamistiske bevægelsers rolle i regionen i lyset af det arabiske forår. Valbjørn ser både på, hvordan islamisterne vil påvirke den nye udvikling, og på hvordan de selv vil blive påvirket af mere frie politisk forhold. Oberstløjtnant Ove Kjærsgaard Hansen og presseofficer Janni Møller Thomsen kommenterer den danske deltagelse i UNIFIL og gør status over missionen og situationens udvikling under dens virke. Ambassadør Jan Top Christensens artikel, "Libanon: muligheder for en arabisk vækkelse" tager udgangspunkt i Ceder-revolutionen i 2005 og ser på demonstrationerne mod den sekteriske stat i 2011. Dernæst vurderes årsagerne til utilfredsheden: fattigdom, ulighed, arbejdsløshed og korruption. Centralt står Libanon som en svag stat med et markant sekterisk politisk system. Afslutningsvis anmelder Salem Dandan to bøger, der bidrager til forståelsen af Hizbollah. Hizbollah spiller naturligt nok en stor rolle i temanummeret, og er på mange måder nøglen til, hvordan både libanesisk indenrigspolitik og Libanons forhold til dets naboer vil udvikle sig. Senest har Hariri-sagen fået store konsekvenser. Mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri og 21 andre i februar 2005, førte til nedsættelsen af et særligt FNundersøgelsestribunal. Da der blev fremlagt sigtelser mod fire Hizbollah-medlemmer i januar 2011, trak Hizbollah sig fra koalitionsregeringen, der brød sammen. Herefter fulgte en langvarig regeringskrise. I august blev anklageskriftet offentliggjort, og undersøgelsesdommeren fandt grundlag for at indlede en retssag. Præsident Obama udtalte, at dette vil kunne ”afslutte en æra af straffrihed for mord i Libanon”6, men Hizbollah har hidtil nægtet at udlevere de sigtede. Sagen, der har trukket i langdrag, har på grund af sin følsomme karakter, nærmest sat libanesisk politik på stand-by. At aktørerne er forsigtige, kan imidlertid ikke ændre ved, at Libanon befinder i en region, der er i opbrud, og hvor udvikling blandt dets naboer kan få store konsekvenser.

Fodnoter

1 Temanummeret er lavet inden for rammerne af COMER-projektet (Copenhagen Middle East Research). COMER er et forskningssamarbejde mellem Københavns Universitet og Forsvarsakademiet.

2 http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/DetdanskebidragtilUNIFILbliverikkeforlaenget.aspx, 230611.

3 Berlingske, 040911.

4 http://www.mepc.org/journal/middle-east-policy-archives/rethinking-hezbollahs-disarmament.

5 Noget om Hariri-sagen ind efter dette afsnit.

6 http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-36627886:obama-haririsigtelser-skal-rense-libanon.html.

Artikel
Publiceret den 15. jan. 2011
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner