Log ind

Libanon: muligheder for en arabisk vækkelse?

#

Ambassadør i Libanon, Jan Top Christensen

 

Et signalement af en region i bevægelse
De arabiske lande har i alt for mange år være præget af politisk forstening og mange af
dem af økonomisk stagnation, misrøgtet af en række diktatorer, der ved stærk repression

var i stand til at holde befolkningen nede. Flere af disse lande er i mange år blevet beteg-
net ”moderate arabiske lande” og har været vigtige partnere for Vesten, mens styrernes

modstandere blev dæmoniseret. Var Vesten reelt interesseret i demokrati i Mellemøsten,

eller var det mere hensigtsmæssigt at have autoritære regimer, der sikrede vestlige inte-
resser?

Den arabiske verden var i vidt omfang gået i stå. Mange mente, at demokrati ikke

kunne forenes med islam. Andre fokuserede på staternes historiske oprindelse og struktu-
rer, der var vanskelige at fjerne. Men omsider ser der ud til at ske noget, som måske vil

ændre regionen uafvendeligt gennem de kommende år. Arab Revolution, Arab Uprising,
Arab Awakening, Arab Spring er termer, vi alle har stødt på det sidste halve år hver gang, vi

har åbnet aviser, internet og TV. De mange forskellige betegnelser signalerer både forskel-
lige opfattelser af, hvad der sker og måske også forskellige forhåbninger. Mange er bange

for, at ”foråret” vil blive afløst af ”efterår”, hvor nye ekstreme, udemokratiske religiøse

styrer afløser de gamle regimer. Andre er mere optimistiske, og taler om, at man har pas-
seret ”the point of no return”, hvor de folkelige krav om mere indflydelse og større lighed

vil sætte sig igennem på et tidspunkt. Måske det er nyttigt at have den franske revolution i
erindring og huske, at opgøret med det royale enevælde i 1789 kort efter blev afløst af et
styre, der massivt undertrykte anderledes tænkende, og at vi skal frem til 1848, før der
blev plads til noget, der bare ligner vore dages demokrati, som i øvrigt hurtigt blev afløst af
kejserdømme for en tid.
Tunesien og Egypten var de første lande, hvor opgøret med undertrykkelsen kom i
gang. Senere har flere lande fulgt trop, bl.a. Libyen, Marokko, Algeriet og Bahrain med

meget forskellige forløb. Og Yemen fortsætter sin vej mod afgrunden. Hvor alle disse pro-
testbevægelser fører hen, er umuligt at sige. Men en ting er sikkert, og det er, at de arabi-
ske lande generelt befinder sig i en mere usikker og ustabil situation.

Vestlige medier peger særligt på den yngre generation, som bortkastede deres frygt for

regimernes brutale repression og begyndte med store demonstrationer at fortælle de ald-
rende diktatorer, at man ikke længere ville acceptere at blive udelukket fra indflydelse og

ikke ville acceptere det åbenlyse kleptokrati. Der lægges i forklaringen af forløbet stor
vægt på anvendelsen af de nye sociale medier og de arabiske satellit-kanaler, særligt Al
Jazeera, som nødvendige instrumenter i den folkelige mobilisering. Det er blevet mere
acceptabelt at være uenig. Og det er gradvist blevet umuligt for de autoritære styrer at
kontrollere den offentlige meningsdannelse.
Der er ingen tvivl om, at den skrigende kontrast mellem den virtuelle verden, hvor de
unge havde frihed og lighed, og den virkelige verden præget af autokrater, korruption og
nepotisme, har været en vigtig del af baggrunden for den arabiske vækkelse. Men andre
iagttagere peger også på en bredere social og økonomisk utilfredshed. Bl.a. henviser den

tidligere EU-rådgiver på Mellemøsten og i dag indehaver af tænketanken ”Conflicts Fo-
rum”, Alistair Crooke på, at der i Egypten i betydelig tid forud for demonstrationerne på

Tahrir-pladsen fandt store arbejderdemonstrationer sted i Kairo og Alexandria, der trodse-
de Mubarak-styrets repression og dermed banede vejen for de unges krav om frihed og

indflydelse.
Rami Khoury, leder af Issam Fares Institute for Public Policy and International Affairs,

AUB, Libanon, har i sine mange analyser af den arabiske vækkelse kaldt termen ”det ara-
biske forår” for neo-orientalisme. Termen signalerer ifølge RK en opfattelse af, at alle ara-
bere er ens og kan grupperes som en enkel kategori, der tænker og handler på samme

måde. Vesten mangler at forstå implikationerne af de frie araberes egen søgen efter selv-
bestemmelse og definition af deres egenart i nationale politikker.

En tid så Levanten ud til at blive mindre berørt af den folkelige protest og opstand, og
mange troede i lang tid, at de eksisterende styrer i Syrien og Jordan havde tilstrækkelig

folkelig opbakning til at ville være i stand til at tilpasse sig situationen med mindre juste-
ringer. Præsidenten i Syrien udtrykte i et interview i januar 2011 med Wall Street Journal

med stor selvtillid, at hvis de arabiske lande ikke havde reformeret allerede, så var det for
sent. Den udtalelse har efterfølgende ramt ham hårdt i nakken som en boomerang. I dag

anvender hans sikkerhedsstyrker brutale metoder til at bekæmpe de folkelige demonstra-
tioner, som er ved at have bredt sig til de fleste større byer. Styret henviser til bevæbnede

grupper med støtte udefra, som vil fjerne det sekulære styre. Styret har spillet ud med en
række reformforslag, men mange tror efterhånden, at det er ” for lidt og for sent”. Der er

stor usikkerhed mht., hvordan Syrien kommer ud af krisen. Vil det lykkes – i første om-
gang, som i Teheran i 2009 mht. ”den grønne bevægelse” – at svække protesten ved

massiv repression, eller vil Syrien ende med at gå op i den sekteriske limning og komme
ud i et kaotisk forløb, hvor det er svært at se noget egentligt alternativ til det nuværende

styre? I Jordan har kongen også forsøgt sig med nogle tiltag, regeringsudskiftning, forhø-
jelse af lønningerne i den offentlige sektor og reformer. Selv om situationen der ikke ser så

dramatisk ud som i Syrien, så har vi næppe heller i Jordan set de sidste aktioner fra den
del af befolkningen, der ønsker større demokratisk indflydelse.

 

Libanons vækkelse blev foreløbig beskeden og kortvarig

Libanon har også mærket forandringerne i regionen, men ind til videre kun i meget beske-
dent omfang. I hvert fald hvis man ser bort fra den såkaldte ”Ceder-revolution”, der i 2005,

efter mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri, omsider fik smidt den syriske hær ud

af Libanon efter ca. 30 års tilstedeværelse. Nogle mener, at ”Ceder-revolutionen” indvars-
lede det, man nu er vidne til i andre arabiske lande. Demonstrationen med million-
deltagelse i 2005 havde ganske rigtigt åbenlyst en umiddelbar effekt. Men reelt var der

ikke tale om omvæltning af det libanesiske samfund. Den politiske iagttager Michael

Young foretrækker at tale om en intifada og understreger dermed protestaspektet i aktio-
nen. Forløbet siden 2005 har klart demonstreret, at der ikke eksisterede en egentlig poli-
tisk platform, som de involverede parter kunne blive enige om og anvende som grundlag

for gennemførelsen af samfundsforandringer. Med dannelsen af Mikati-regeringen som-
meren 2011 blev 14. Marts-koalitionen, ”Ceder-revolutionens” kernegruppe, marginalise-
ret i rollen som opposition.

Med tydelig inspiration fra Tunesien og Egypten var der også i Libanon tidligt i 2011 og
frem til april tilløb til at etablere en demokratibevægelse, idet man koncentrerede sig om
kritik af det sekteriske politiske system og den udbredte korruption. Der var både tale om

små ”permanente” demonstrationer rundt om i Beirut med uddeling af løbesedler og un-
derskriftsindsamling samt om store en-dagsdemonstrationer. Den største demonstration

nåede op på vel 30.000 personer. Der blev talt om, at disse demonstrationer ville fortsæt-
te og gradvist opbygge momentum til omsider at få afskaffet det politiske sekteriske sy-

stem, som reelt har umuliggjort en egentlig modernisering af Libanon siden dets selv-
stændighed i 1943. Men i stedet for at vinde yderligere momentum, så det allerede før

sommeren ud til, at demonstrationerne i denne omgang havde tabt pusten. Og det selv om

Libanon er præget af nogle af de samme alvorlige problemer, som også har været driven-
de kræfter i de andre lande (mere herom nedenfor).

Der foreligger ikke præcis viden om demonstranternes baggrund, men vurderingen er,
at der var tale om en bred kreds, hovedsageligt af unge, veluddannede og studerende –

formentlig flest med en 8.Marts-koalition-orientering. Ønsket om et sekulært politisk sy-
stem støttes retorisk bredt og har en fin reference i de spor, som Taif-aftalen af 1989 ved

afslutningen af borgerkrigen lagde ud for Libanon, men som aldrig er blevet realiseret.

Ziad Baroud, der var indenrigsminister foråret 2011, erklærede, at hvis han ikke hav-
de været indenrigsminister, ville han selv have deltaget i demonstrationerne i kampen for

det sekulære samfund. Baroud er varm fortaler for demontering af sekternes monopol på

privatretten og indførelse af forholdstalsvalgmetoden i Libanon for at bryde gamle famili-
ers og gruppers monopol inden for de enkelte sekter. På et valgdonormøde i opfølgning på

parlamentsvalget i juni 2009 provokerede han bevidst forsamlingen ved at gratulere den
tilstedeværende irakiske ambassadør med Iraks valgsystem, som Baroud ”misundte”,

fordi det netop illustrerede, at man udmærket kunne have et system baseret på proportio-
nalitet på trods af en blandet religiøst sammensat befolkning. Med kendskab til den unge

partiløse advokat og mangeårige civilsamfundsaktivist virker hans ord overbevisende. Men
når de ældre politiske ledere, der har været ved magten gennem borgerkrigen 1975-90 og

fortsat spiller dominerende politiske roller i dag, også retorisk støtter opgøret med sekte-
rismen, så virker det mindre overbevisende for mange libanesere. De spørger om hvilke

initiativer, der er blevet taget over de seneste tyve år for at afskaffe det ineffektive og
udemokratiske sekteriske politiske system.
Meget tyder på, at den begyndende protestbevægelse i Libanon i sidste ende havde

svært ved at holde sammen på sig selv præcist på grund det, den ville bekæmpe, sekte-
rismen. Identiteten hos de fleste libanesere er nemlig ikke bundet til nationen Libanon,

men til den sekt, man nu en gang er født ind i. Med de atten anerkendte trossamfund, der
findes, giver det mange skodder ned gennem samfundet, der gør det svært at mobilisere

om fælles problemer. Det er også tidligere set i Libanon, at sociale krav og nye bevægel-
ser, f.eks. i mange år miljøspørgsmål og studenterbevægelse blev ko-opteret af det sekte-
riske politiske system. Dertil kommer, at forårets protestbevægelse vurderes at have haft

dominans fra venstresiden (i al dets upræcise definition). Mens mange borgerlige måske
har haft sympati for det overordnede formål, så har metoderne ikke tiltalt dem. Der var
åbenlyst i forbindelse med forberedelserne af demonstrationerne også uenighed om, hvor
bredt parolegrundlaget skulle være. Bl.a. fik forsøg på inddragelse af spørgsmålet om
kvinder i samfundslivet en kold skulder fra demonstrationsledelsen, selv om spørgsmålet
er ganske relevant, hvis man vil modernisering af det libanesiske samfund. Der er p.t.,

efteråret 2011, ingen kvinder i Mikati-regeringen og kun tre ud af 128 parlamentsmed-
lemmer.

Ved forsommerens start, sammenfaldende med universiteternes eksamenstid, syntes
demonstrationerne at have mistet momentum. Paradokset er, at den svage libanesiske
stat, som normalt kritiseres for at være utilstrækkelig i et moderne samfund, netop har
beskyttet landet mod den krise, andre lande har oplevet. Det kan dog slet ikke udelukkes,

at nye forsøg på mobilisering vil følge, for sekterismen fortsætter med at være en afgøren-
de forhindring for et moderne og økonomisk effektivt samfund, og grundlæggende genfin-
des i Libanon en række af de afgørende bagvedliggende sociale og økonomiske faktorer,

som har båret protesten frem i bl.a. Tunesien og Egypten.

 

Fattigdom, ulighed, arbejdsløshed og korruption: grund til utilfredshed
Libanon er i UNDPs seneste Human Development Index fra 2009 placeret mellem Jordan
og Tunesien. Libanon er dog kendt for den ringe kvalitet i den offentlige statistik, selv om

der på det seneste er inddraget teknisk assistance til forbedringer. En ting er, at man poli-
tisk har valgt ikke at gennemføre folketællinger siden 1932, da man er klar over, at en ny

opgørelse ville udstille urimeligheden i, at de kristne, som engang var i flertal, fortsat i dag
sidder på 50 % af pladserne i parlamentet og regeringen, mens de vurderes reelt i dag
højest at udgøre 35 %. En anden ting er, at flere af de tal, der optræder i internationale
statistikker om Libanon, er ”guesstimates”.
Libanon er præget af stor fattigdom. Ifølge UNDPs seneste opgørelse, så befinder 28

procent af befolkningen i dette øvre-mellemindkomstland sig under den officielle fattig-
domsgrænse på 4 USD per dag og 8 procent lever i absolut fattigdom under 2USD per dag

– dette samtidig med, at Libanon har et lag af beskidtrige, der demonstrativt udstiller de-
res rigdom med Beverley Hills-lignende kæmpevillaer og smarte biler, der ville få alle til at

vende sig om i Bredgade. Fattigdommen er erkendt og drøftes politisk. Salim Sayegh, so-
cialministeren i Saad Hariri-regeringen, fremlagde i 2010 en analyse og plan for det socia-
le område. Men den libanesiske stat er notorisk svag og ressourcefattig. Amal Ghorayeb-
Saad, politisk analytiker, har i sin karakteristik af Hizbollahs placering betegnet parti-
et/bevægelsen som ”en stat i ikke-staten”. Hvis fattigdommen skal fjernes, skal bl.a. den

nuværende skattelovgivning og gennemførelsen heraf reformeres kraftigt. Det bliver næp-
pe i Mikati-regeringens tid frem mod parlamentsvalget i forsommeren 2013, at man skal

forvente at se større ændringer herved.
Uligheden i Libanon er stor og Gini-koefficienten ligger på linje med de fleste arabiske

lande på anslået ca. 0,37. Fattigdommen er mest udtalt i Nord Libanon (særligt i Akkar-
regionen), hvor ca. 21 procent af befolkningen lever, men som huser 38 procent af de

fattige og små 50 procent af de allerfattigste. Også det sydlige Libanon ligger fortsat i den
meget lave ende af indkomstskalaen trods de senere års forbedring af situationen der.
Arbejdsløsheden er ifølge UNDP, i international sammenhæng i dag beskedne 8 procent
(et tal som antastes af mange økonomer, der mener det snarere er 20 procent!), men

afgørende for den sociale og politiske mobilisering er, at næsten halvdelen af disse udgø-
res af gruppen på 15-24 år. Kvinder ser ud til at være hårdest ramt, formentlig fordi en

større andel af mændene søger job i udlandet.
Libanon var i 2010 nummer 127 på Transparency Internationals indeks for korruption
(hvor Danmark var nummer et). Der tales offentligt og kritisk om korruptionen i Libanon.
Tidligere premier-minister Saad Hariri lancerede i 2010 et program til bekæmpelse af
ondet og problemet har høj prioritet i Mikati-regeringens program fra sommeren 2011.
Korruptionen fremmes af sekterismens nepotisme. Civilsamfundet er aktivt i sin kritik af

fænomenet. Men der er ingen tvivl om, at det vil tage lang tid, før Libanon får korruptions-
problemet ned på europæisk gennemsnitsniveau. Derfor vil dette problem og de andre

nævnte økonomiske og sociale problemer fortsætte med at kunne være et vigtigt mobilise-
ringsgrundlag for nye bestræbelser på ændring af det libanesiske samfund sammen med

et mere velfunderet opgør med det sekteriske politiske system.

 

Libanons egenart i den arabiske verden
Libanon adskiller sig på flere måder fra de andre arabiske lande. Der er ikke akkumuleret
så megen protest i kedlen og derfor ikke udsigt til en eksplosiv proces.
Landet har med det særlige demokratiske system med mange partier, det har haft
siden uafhængigheden i 1943, givet mulighed for fremførelse af kritik af den siddende
regering og lancering af egne bud på en bedre samfundsmodel. Forskellige partier og

grupper har domineret over tid. Ser man på de store sekteriske grupper og store linjer, så
kan man tale om den kristne fase (med klar maronitisk dominans) fra skabelsen af landet
Libanon i 1920 under det franske protektorat til borgenkrigen i 1975. Med Taef-aftalen i

1989 blev der justeret på magtforholdene og sunnitterne fik med overførslen af den ekse-
kutive magt fra Præsidenten til Ministerrådet under premierministerens ledelse en mar-
kant forbedring af deres politiske indflydelse. Måske der snart skal justeres på denne

model for at sikre shiitterne en mere passende indflydelse i forhold til deres sekts størrel-
se. I hvert fald så længe det politiske system er defineret som værende sekterisk.

På trods af det forhold, at flere præsidenter og premierministre er blevet likvideret i

landets relativt korte historie, så kan landet også – f.eks. i modsætning til Egypten, Tune-
sien og Syrien - fremvise mange nulevende præsidenter og premierministre, som indikati-
on på, at demokratiet lever til en vis grad. Libanon har altså ikke haft en autoritær politisk

leder siddende i årtier, som har kunnet være mobiliseringsgrundlag for en bredt baseret
protestbevægelse.
Libanon har, trods eksistensen af en censur-myndighed, der især er sensitiv over for,
hvad der opleves at kunne puste til den sekteriske strid, en betydelig grad af ytringsfrihed.
Der findes en sand urskov af trykte og elektroniske medier, hvorimellem den demokratiske
debat i vidt omfang kan udfolde sig. Samfundskritik behøver således ikke at blive puttet til

side og gemt. Stort set ingen libanesiske medier overlever ved egen kraft (salg og rekla-
mer), men har politiske partier eller stærke pengefolk bag sig, der i meget vidt omfang

bestemmer linjen. Det samlede oplagstal for alle libanesiske aviser svarer nogenlunde til
oplagstallet for en af de danske omnibus-aviser.

Som ovenfor nævnt, er en meget vigtig bremseklods for den arabiske vækkelses ud-
foldelse i Libanon det politiske systems sekteriske karakter og identitetsskabelsen for-
bundet hermed. Den fattige maronit vil således typisk ikke forene sig med den fattige shiit

og sunnit og gøre op med libanesiske klassesamfund. De vil formentlig først og fremmest
søge at afhjælpe deres dårlige sociale og økonomiske situation ved at henvende sig til

sektens lederskab og få hjælp gennem deres private sociale systemer. Den svage libane-
siske stat (Libanon placeres som nummer 34 på Foreign Policy’s seneste opgørelse over

fejlslagne og skrøbelige stater) finansielt, organisatorisk - leverer på mange områder ikke
serviceydelser eller ydelser af kvalitet. Staten fastholdes svag for fortsat at kunne give
plads til sekterismen. Med en stærk velfærdsstat ville en betydelig del af det sekteriske

systems raison d’être forsvinde. Der er mange interesser bundet op i sekterismen og ko-
opterings-kapaciteten er veludviklet. Den britiske journalist og Libanon-ekspert, Robert

Fisk, sagde efter 2006-krigen mellem Hizbollah og Israel, at så længe Libanon er sekte-
risk, kan det ikke blive en moderne stat. Andre er mere pessimistiske mht. fjernelsen af

det sekteriske system. MaxWeiss udtrykker fatalistisk i sin nye bog, In The Shadow of
Sectarianism, at problemet er, at uden sekterisme vil Libanon ikke længere eksistere.
Det sekteriske politiske system fremelsker klientilisme. Men det er også netop denne

vertikale opdeling af det libanesiske samfund, der gør det vanskeligere at mobilisere folke-
ligt og bredt. Tilhørsforholdet er til sekten/klanen. Der mangler en klar enstrenget personi-
ficering af system-problemerne som f.eks. i Tunesien og Egypten. Og selv om der sker

krænkelser af menneskerettighederne (tortur, ulovlig tilbageholdelse mv.), så finder der
ikke systematisk massiv undertrykkelse sted i Libanon som i andre arabiske lande.
Foreløbig ser det derfor ud til, at den arabiske bølge ikke vil blive til meget mere end et
lille skvulp i Libanon, hvor sympatisk den sekulære bevægelse ellers måtte synes. Nogle
ser den store demonstration i 2005 efter Rafik Hariri-mordet med mere end en million
deltagere som en forløber og inspiration til, hvad der i dag sker i de arabiske lande. Der
synes ikke pt. mulighed for at Libanon igen vil danne forbillede, tværtimod risikerer Liba-

non at blive overhalet af mere moderne udgaver af demokrati de kommende år i andre
arabiske lande.

 

Arabiske ustabilitets negative påvirkning af Libanon

Selv om man ikke foreløbig kan forvente markante ændringer i Libanon i lyset af den ara-
biske vækkelse, så er der ingen tvivl om, at landet på forskellige måder er blevet konkret

berørt. Og mange Libanesere frygter, at landet specielt kan blive meget negativt påvirket af
udviklingen i Syrien.
Libanons økonomi er i dag (efteråret 2011) mærket af den generelle usikkerhed og
ustabilitet i regionen. Set fra Vesten er billedet af Libanon rodet og skrøbeligt. Også fordi

der indimellem er sikkerhedsepisoder, der ikke har noget at gøre med den arabiske væk-
kelse, men som føjer brikker til klichéen om det farlige Libanon; f.eks. væbnede sammen-
stød med Israel ved den fortsat ikke anerkendte sydlige grænse, episoder i den nordlige by

Tripoli, hvor to fattige nabolag jævnligt kommer op at toppes og bl.a. anvender RPGs i
udvekslingerne samt andre voldelige småepisoder rundt om i landet. Selv om mange af
disse formentlig ikke har politiske motiver, medvirker de til at fastholde billedet af Libanon

som et land, der næppe er kommet helt ud af borgerkrigen. Det begrænser den kommer-
cielle interesse i at engagere sig.

Over de seneste år har landet set vækstrater på 7-9 procent i BNP. Men i lyset af situ-
ationen er der sket et markant fald i aktivitetsniveauet. De seneste vurderinger for 2011

ligger på 2,0 procent fra forsigtige IMF og 3,5 procent fra investeringsfirmaet EFG-Hermes.
Andre indikatorer peger i samme retning. Turismen, som er en meget vigtig indtægtskilde,
er faldet markant. Færre flyver til Libanon. Hotellernes belægningsgrad faldt de første seks
måneder med næsten 50 procent. Investeringslysten er dæmpet både hos de arabiske og

vestlige investorer. Libanons traditionelle reeksport til særligt Syrien er også ramt. – Hvor-
vidt dannelsen af Mikati-regeringen over sommeren vil kunne bidrage til at bremse faldet i

de økonomiske indikatorer er usikkert, men fra flere sider er der forventning herom, ja
endda forhåbning om, at det vil kunne gå opad igen.

I Libanon følges udviklingen i den øvrige arabiske med stor interesse, men det er af hi-
storiske, geografiske, politiske og økonomiske grunde naturligvis konflikten i Syrien, der

tiltrækker sig hovedparten af opmærksomheden.
Personer fra Syrien har søgt tilflugt i Libanon, særligt over nordgrænsen. UNHCR har
angivet et niveau på nogle tusinde. Det er ikke oplyst, hvor mange af personerne formodes
at være flygtninge. Strømmene er ikke taget til, og der har været en tendens til trafik i
begge retninger. Som altid med UNHCR-assistance risikerer den at blive en ”pull-factor”.
Strømmene vurderes foreløbig ikke at skabe de store problemer.

På sikkerhedsområdet har der ikke været signifikante ændringer, ingen markant ”spill-
over” fra Syrien, selv om en del medier forsøger at dramatisere sikkerhedsepisoder over

de seneste måneder. Men jævnlige konflikter mellem fattige sunnitter og alawitter i Tripoli-
området har været ”traditionen” over mange år. Og de seneste to angreb på UNIFIL-
konvojer sommeren 2011 – formentlig udført af små ekstremistiske sunni-grupper - føjer

sig blot til listen over tidligere angreb (medmindre der kommer yderligere angreb inden for
den kommende tid).
Der er betydelig bekymring hos mange libanesere for, at Libanon kan blive trukket

med ned i det sorte hul, hvis Syrien begynder at falde fra hinanden efter sekteriske skille-
linjer, og at sunni-shia-modsætningen kan skærpes. Andre har større tiltro til, at styret i

Syrien, trods de seneste måneders store tab af menneskeliv, vil være i stand til at overleve
i hvert fald for en periode ligesom styret i Teheran overlevede den ”grønne bevægelse” i
2009, og faktisk begynde at gennemføre nogle af de reformer, som der er lagt op til mhp.

demokratisering af landet. En sådan transformation kunne evt. ske ved en slags tekno-
kratregering med præsident Bachar Assad i spidsen og med involvering af islamistiske

repræsentanter. Fra 8.Marts-tilhængere peges også med henvisning til flere eksempler på,
at det bør undersøges nøje, om der er udenlandsk støtte til oppositionens væbnede kamp
i Syrien. Og det påpeges, at hvis 14.Marts er involveret heri, så risikerer det at trække den
syriske konflikt til Libanon.

Syrien-krisen deler ikke overraskende vandene i Libanon. Generelt er 14.Marts-
koalitionen anført af Saad Hariri stærkt kritisk over for repressionen udført af Assad-
regimet og forlanger, at den nye libanesiske regering deltager i Vestens kritik af det syriske

styre, bl.a. via FN’s Sikkerhedsråd. 8.Marts-koalitionen og premier-minister Mikati forsøger
at finde en position ud fra grundholdningen, at Syrien er og forbliver Libanons store nabo.
Mikati har formuleret en position, hvor han forsøger at gå på to ben. Han henviser til, man

ikke ønsker, at Syrien skal blande sig i Libanons indre anliggender. Derfor skal man over-
lade til Syriens befolkning at finde egne løsninger, men samtidig kritiserer han volden og

undertrykkelsen af fredelige demonstrationer. General Aoun, leder af det største kristne
parti, FPM, vil give syriske præsident en chance for at indføre demokrati og peger på, at

de, der efter stor sandsynlighed ville tage over efter et sammenbrud (Muslimske Broder-
skab) med deres udgangspunkt i Sharia-lovgivning, er modstandere af demokrati. I starten

af september kom der en overraskende støtte til Syrien-regimet fra den nye maronittiske
patriark Rai med sæde i Libanon, da han lagde sig op ad Aoun og ville give Bachar Assad
en chance. Udmeldingen kom i Frankrig kort efter møde med præsident Sarkozy. Rai’s

bekymring er de kristne i Syrien, som har været beskyttet af det syriske regime. Den maro-
nittiske kirke har historiske rødder i Syrien tilbage til det femte århundrede.

Hizbollah har haft svært ved offentligt at kombinere sin traditionelle selvopfattelse
som forsvarer af de undertrykte og begivenhederne i Syrien. Hassan Nasrallah, leder siden
1992, har i sine mange taler givet støtte til Assad og samtidig peget på indflydelsen fra

udlandet med støtte til væbnede grupper. I mindre fora er givet en mere nuanceret analy-
se, hvor det erkendes, at det syriske styre bliver nødt til at gennemføre en demokratisering

og forhindre, at den øgede økonomiske frihed medfører for stor ulighed. Situationen i Syri-
en udgør en betydelig strategisk udfordring for Hizbollah, der i Bachar Assad har haft en

solid allieret mhp. opbygning af Hizbollahs militære kapacitet over for Israel. Vil Hizbollah i
givet fald kunne finde alternative ruter for våbenleverancer? Hvordan vil partiets forhold
blive til en eventuel ny syrisk regering domineret af Broderskabet?

 

Libanon – fortsat en fredelig ø i det oprørte arabiske hav?

Den arabiske vækkelse vil ikke foreløbig sætte sig store spor i Libanon af de mange grun-
de, der er givet ovenfor. Men det sekteriske politiske system vil fortsat give anledning til

utilfredshed og på sigt gradvist kunne udgøre et mobiliseringsgrundlag for en bredere
bevægelse i takt med, at uddannelsesniveaet hæves og hvis en række af de andre lande
får succes med etableringen af et moderne demokrati. Libanon har fortsat behov for at
komme fuldt ind i moderniteten. Libanon er reelt ikke en efterlignelsesværdig model for

religiøs sameksistens, ”a message” som en katolsk pave højtideligt formulerede det. Con-
sociationalismen fungerer ikke. En gennemførelse af Taef-aftalen fra 1989, der lagde op til

at etablere et sekulært Libanon er vejen frem. Vil eksterne interesser tillade det?
Indførelse af forholdstalsvalgmetoden, som den nye indenrigsminister har lagt op til
skal drøftes i parlamentet efteråret 2011, vil kunne bidrage til at begynde at demontere de
gamle sekteriske ledere og traditionelle politiske familier. Realistisk skal man forvente
mange forsøg på benspænd i forhold til den proces. Mange af de kræfter, der i dag har
fordel af nuværende system vil åbent eller skjult forsøge at sætte en kæp i hjulet.

Men Libanon står over for en udfordring, der her og nu kræver en umiddelbar medie-
ring for at undgå, at særligt sunni-shia-modsætningen skærpes. Processen for det Særlige

Tribunal for Libanon, der behandler mordet på Rafik Hariri i 2005, er startet. Hizbollah-
medlemmer er blevet anklaget og sagen vil gå sin gang, uanset om de anklagede giver

fremmøde i retten i Haag. Hvis Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah og Saad
Hariri kunne genoptage den tætte dialog, som der var mellem Saads fader og Nasrallah,
så kunne konsekvenserne af en proces, der af mange libanesere frygtes kan destabilisere
Libanon, måske inddæmmes i tide.

 

Kildehenvisninger

Ud over samtaler med en række libanesiske universitetsfolk, tænketanke, politiske kom-
mentatorer og politiske aktører samt anvendelse af lokale arabiske, engelske og franske

aviser samt magasiner er følgende skriftlige materiale blevet anvendt:
Challita, Dona (2010): Lebanon’s Economy. Growth Amid Turbulence. Economic Outlook
2010-2014. Ets Antoine Jalkh et Frères. Beirut.
Elbadawi, Ibrahim and Samir Makdisi (2010): Democracy in the Arab World.
Explaining the Deficit. Routledge Studies in Middle Eastern Politics. London, New York.
Habib, Camille H. (2009): Consociationalism and the Continuous Crisis in the Lebanese
System. Majd, Beirut
Hirst, David (2010): Beware of Small States. Lebanon, Battleground of the Middle East.
Nation Books, New York.
Lebanese Center for Policy Studies (September 2011): Entering a Grey Area. Lebanon’s
Economic in the Arab Spring. LCPS. Beirut
Lebanese Center for Policy Studies (September 2011):Lebanon between benefiting of the
Arab uprising and the challenges of change. LCPS. Beirut
Nasnas, Roger (2007): Emerging Lebanon. Towards an Economic & Social Vision.
Editions Dar An-Nahar, Beirut
United Nations Development Program (2008): Poverty, Growth and Income Distribution in
Lebanon August 2008. UNDP
Weiss, Max (2010): In the Shadow of Sectarianism, Harvard

Young, Michael (2010): The Ghosts of Martyrs Square. An Eyewitness Account of Leba-
non’s Life Struggle. Simon & Schuster. New York

Ziadeh, Hanna (2006): Sectarianism and Intercommunal Nation-Building in Lebanon.
Hurst & Company, London.