Log ind

Libanon i regionen: komplekse relationer

#

Søren Schmidt, PhD, ekstern lektor, Roskilde og Københavns Universiteter

Libanon ligger som bekendt mellem Syrien og Israel. Og det er da også relationen til hen-
holdsvis den syrisk-israelske konflikt og den palæstinensisk-israelske konflikt, der har en

dominerende indflydelse på Libanon og dets politik.

Den regionale indflydelse har især en afgørende indflydelse på Libanons interne poli-
tik, fordi landet har mange af den 'svage' stats karakteristika: ringe politisk beslutnings-
dygtigtighed og lav effektivitet i håndhævelsen af landet love. Militæret, som er en afgø-
rende institution for et lands politiske integretitet og cohesion, er også svagt i den for-
stand, at det kun har ringe mulighed for at gå op imod en af de konfessionelle grupper,

som er den libanesiske statsbygning politiske byggesten. Den konfessionelle opdeling

modsvares af de regionale aktører, der støtter hver deres interne aktør. Iran og Syrien støt-
ter Hizbollah, Frankrig støtter de kristne, Saudi-Arabien støtter sunnierne, mens palæsti-
nenserne må forlade sig på PLO (Palestine Liberation Organization).

Kombinationen af Libanons konfliktfyldte, regionale omgivelser og dets egne interne
svagheder, er af afgørende betydning for at forstå, hvad der foregår i Libanon. De eksterne

regionale kræfter spiller en stor rolle i Libanons interne politiske liv, samtidig med at inter-
ne politiske forhold i Libanon - Hizbollah – har betydning for konflikten mellem på den ene

side Syrien og Israel på den anden. Og derfor er det også en illusion at tro, at intern politik
i Libanon er adskilt fra de regionale relationer og at der kan ske fremskridt på den ene
front uden at der sker fremskridt på den anden.

 

Den syrisk-israelske konflikt
Libanon har stor betydning for Syrien som en del af dets forsvar mod et eventuel angreb
fra Israel og for dets bestræbelser på at genvinde Golan fra Israel.

Et israelsk tank-angreb på Syrien ville lettest kunne foregå gennem Bekaa-dalen og vi-
dere gennem den såkalde 'Homs-åbning' (hvor anti-Libanon bjergene ophører) ind i Syrien.

Dette er Syriens sårbare bug og derfor vil Syrien gøre alt for, at de interne politiske forhold
i Libanon - og i særdeleshed i Bekaa-dalen - ikke på nogen måde gør det muligt for Israel,

at foretage en invasion ad denne vej. 'Lille' Libanon vil i den sammenhæng være under-
ordnet det 'store' Syriens strategiske interesser. Syrien har selvfølgelig også en mere gene-
rel strategisk interesse i at have hånd i hanke med, hvad der sker i Libanon i al alminde-
lighed og at der ikke opstår et magt-vakuum, der vil kunne udnyttes af Israel. Lektien fra

1980erne, hvor Israel allierede sig med maronitterne mod palæstinenserne, Hizbollah og
Amal og Syrien, står stadig i frisk erindring hos det syriske regime. Desværre har Syriens
overordnede defensive strategiske interesser i Libanon så også den konsekvens, at det
sætter snævre grænser for de interne politiske reformer i Libanon i retning af at styrke
landets selvstændighed og demokrati.
For Syrien er det vigtigt at få Golan tilbage. Efter våbenhvilen med Israel efter 1973-

krigen og udstationering af UNDOF-tropper (United Nations Disengagement Observer For-
ce), har denne front ikke længere kunne bruges af Syrien til at presse Israel. Af samme

grund spiller Hizbollah og dets militære tilstedeværelse i Sydlibanon en så vigtig rolle for
Syrien. Og da Hizbollah samtidig har en stor interesse i at have Syrien i ryggen for at kunne
fortsætte sin kamp mod Israel og sikre sig indflydelse i det politiske system i Libanon (hvor
det er underrepræsenteret), er et gensidigt, pragmatisk skæbnefællesskab født til gavn for
begge parter. Alliancen styrkes ydermere af, at Iran i sin egen konflikt med Israel, er i alli-

ance med såvel Syrien som med Hizbollah. Endelig er Irak langsomt ved at blive indplace-
ret i alliancen, ligesom relationerne til Hamas, hvis politiske lederskab holder til i Dama-
skus, styrkes dag for dag. Alliancen mellem Iran-Irak-Syrien-Hizbollah-Hamas er således en

alliance med stor strategisk dybde og er derfor vanskelig at vælte omkuld.

Denne pragmatiske militæralliance styrkes naturligvis yderligere af både det islamisti-
ske ideologiske fællesskab, der er mellem alle parter (bortset fra det sekulære Syrien) og

de shia-islamiske bånd mellem Iran, Irak og Hizbollah. Selvom allawitterne i Syrien kan
betragtes som en form for heterodoks shiisme, er der ikkke historisk nogen særlige bånd
til den tolvter-shiisme, som er dominerende i Iran, Irak og Hizbollah. Derimod er der vigtige

shia-gravsteder i Damaskus (bl.a. er Imam Husseins datter, Zeinab, der er begravet i ud-
kanten af byen) og som besøges af et stort antal shiitter fra både Irak og Iran. De shiitiske

bånd mellem Sydlibanon og Irak/Iran går langt tilbage i historien og de pan-shia-islamiske

bånd mellem de shia-islamiske religiøse ledere, der kender hinanden fra de islamiske lær-
domscentre i Irak og Iran, spiller også en rolle.

Kort sagt; den pragmatiske forsvarsalliance mellem Iran-Irak-Syrien-Hizbollah-Hamas
understøttes af en ideologisk og kulturel samhørighed, der er baseret på såvel islamistiske
som specifik shia-islamiske bånd.
Gennem lufthavnen i Damaskus leverer Iran raketter og anden udstyr til Hizbollah, der

i dag militært vurderes til at stå endnu stærkere end de gjorde før Israel angreb på Liba-
non i 2006. Ringen er således sluttet: Israel truer Iran, der enten direkte eller gennem Sy-
rien støtter Hizbollah, der truer Israel. Og vice versa den anden vej rundt. Det er imidlertid

ikke sådan, at Hizbollah kan betragtes som en 'hired gun' for Iran eller Syrien. Samtidig
med at Hizbollah ønsker at støtte palæstinensernes befrielseskamp, har Hizbollah en

endnu større interesse i at styrke deres position internt i Libanon. Og blandt de fleste liba-
nesere er der trods alt delte meninger om, hvor meget man er villig til at betale for Hizbol-
lahs støtte til palæstinenserne. I en situation hvor Hizbollah skulle vælge mellem hensynet

til sin alliance med Iran/Syrien og sin interne position i Libanon, ville hensynet til det sidste
utvivlsomt veje tungest.
Udover Iran og Syrien har Saudi-Arabien også interesser i Libanon. Libanon er et af
Golf-arabernes foretrukne feriesteder om sommeren og servicerer Golf-arabere indenfor
bank- og sundhedsvæsen. Ydermere var der tætte personlige forhold mellem den myrdede
Rafiq Hariri og det saudiske kongehus og endelig - men ikke mindst - anser Saudi Arabien
Iran for at være dets regionale modstander. At anklageren for det internationale special

tribunal, der undersøger mordet på Hariri, nu har rejst anklage mod fire Hizbollah operatø-
rer for deltagelse i mordet på Hariri, har selvfølgelig yderligere ophidset saudierne. At Hiz-
bollah sammen med Iran skulle have været involveret i terroraktioner i Saudi-Arabien i

1990erne, gør ikke deres interesse i sætte en kæp i hjulet på Irans allierede i Libanon
mindre. Det er også i overvejende grad det, der på det seneste har fået Saudi Arabien til at
gå hårdt op mod styret i Damaskus; nemlig udsigten til et nyt syrisk regime, der i højere
grad lytter efter Riyad end efter Tehran. Saudi Arabien er jo ikke just kendt for at være de
store tilhængere af demokrati og menneskerettigheder, så deres interesse i den folkelige

opstand i Syrien skal mere ses i relation til dets regionale magtinteresser. Men hvis Saudi-
Arabien får større indflydelse på regimet i Damaskus, vil det selvfølgelig også få konse-
kvenser for magtbalancen i Libanon og for Hizbollahs muligheder for udfordre Israel. Ud-
faldet af den igangværende folkelige opstand i Syrien vil således få stor betydning internt i

Libanon og for Libanons regionale situation.

 

Den palæstinensisk-israelske konflikt

Mens Hizbollahs opbakning er begrænset til de 40 pct. som shiitternes andel af befolk-
ningen udgør, er støtten til den palæstinensiske sag langt bredere og omfatter stort set

hele den libanesiske befolkning, bortset fra maronitterne. Men siden Israels invasion af
Libanon i begyndelsen af 1980erne har palæstinenserne ikke udgjort nogen trussel mod

Israel og dets guerillaaktiviteter er ophørt. Men til gengæld har Hizbollah overtaget opga-
ven, hvilket har været med til at give organisationen en særlig status i Libanon; nemlig

som national modstandsorganisation og som dem der bærer den arabiske nationalismes
flamme videre.
Hizbollahs relation til Israel er som musens i forhold til katten. Musen tirrer katten,
snupper noget af dens mad og får den til at begå dumheder, som da Israel (katten) angreb
Libanon i 2006 og endnu en gang ødelagde meget af landets infrastruktur og dræbte flere
end 1000 civile. I stedet for at få den libanesiske stat til at gribe ind overfor Hizbollah,
havde det nærmest den modsatte virkning; nemlig at styrke Hizbollahs anseelse og status
i Libanon. Omvendt tirrer det selvfølgelig også Hizbollah, at Sydlibanon i strid med FN's
Sikkerhedsråds resolution 1701 jævnligt overflyves af israelske jagerfly og at de anser
Israel for at stå mange af de mord, der de senere år er sket på politiske 'personligheder' i
Libanon. Både Israel og Hizbollah forbereder sig nu på endnu en runde i dysten mellem de
to og det siges, at Israel i et eventuel fremtidigt angreb ikke længere vil skelne mellem
libanesiske og syriske mål. Hvilket i så fald vil udløse Iran's allianceforpligtigelser i forhold
til Syrien og måske føre til, at Iran slår til enten direkte eller indirekte mod Israels allierede,

USA, i enten Irak eller Afghanistan. Omfanget af de regionale konsekvenser af den for-
holdsvis begrænsede konflikt mellem Hizbollah og Israel vil derfor hurtigt kunne blive gan-
ske store og uoverskuelige. I en sådan sitution vil de udstationerede FN-soldater i Sydliba-
non stå lige i skudlinjen!

 

Vejen frem

Det vil som sagt ikke kunne forventes, at der vil ske fremskridt henimod en bedre funge-
rende libanesisk stat, hvor det libanesiske militær kan udvide sit monopol på anvendelse

af fysisk magt til hele det libanesiske territorium, hvis ikke der også sker fremskridt på de
regionale fronter: Israel- Syrien, Israel-Palæstina og Israel-Iran.
Den igangværende folkelige opstand i Syrien mod Asad-regimet, vil også få indflydelse
på de regionale spændinger i området. Hvis Asad-regimet falder vil det i hvertfald i første
omgang medføre en relativ styrkelse af Israel, fordi der vil gå en rum tid, hvor Syrien på
grund af intern uro og måske endda borgerkrig, vil være sat ud af spillet. Hvis der dermod
på mellemlang sigt kommer et sunni-islamistisk styre i Syrien og ikke en form for liberalt
demokrati, vil Israel komme fra asken og i ilden og græmme sig over, at Syrien endnu en
gang kan få et styre, der vil være opsat på ideologiske udenrigspolitiske eventyr, hvor de
vil forsøge at aktivere grupper i Libanon og dermed yderligere destabilisere landet.

Da det amerikanske diplomati tydeligvis er kørt fast i forhold til Iran, i forhold til kon-
flikten mellem Syrien og Israel og i forhold til Israel-Palæstina konflikten, er regionens ak-
tører nu igang med at styrke sig militært som forberedelse på næste runde i den nu over

50 årige mellemøstlige konflikt, snarere end at søge en løsning gennem diplomatiske ka-
naler. Forberedelser på krig er ofte selvopfyldende og udviklingen kan derfor meget nemt

gå fra dårlig, til værre, til krig.